Å reise med tog

Amalie til Erik 2. sept. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Men sig mig, er der ingen mulighed for at jeg kunde gå iland et sted og træffe dig før jeg kom til Kjbhn. om jeg også gik med dampskib? Er der ingen anløbssteder underveis? For jeg hader at reise med jernbane af al min evne og formue. Kan du spare mig for dette, så du, du gjøre det.

*

Amalie til Erik Skram 14.nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg er også bleven endnu sikrere på, at jeg ikke skal ta’e afsted med Fritz. Det må ikke være i rammen af alle disse mennesker, og al den ståhei, at vi to mødes. Det bliver høitideligt og alvorligt det, ganske som da jeg gik i kirken for at konfirmeres; vi må være alene, for os selv, når jeg atter skal stå ansigt til ansigt med dig, for det bliver det alvorligste øieblik i mit liv. Det er mig ganske det samme hvor vi mødes; synes du Jønkøping passer bedre, og det er vist så, synes jeg det også. Men jeg kan ikke se, hvorledes det skal gå til med mig; der er såmeget klus og så mange rare greier på linien fra Kr.ania til Jønkøping. Fra Kjbhvn. derimod ser det greit nok ud. Veien kommer for mig til at falde så meget i zigsag, ser det ud til, hvad der vil gjøre reisen længere. Og nu er der kun en eneste ting jeg rigtig grundig hader i verden, og det er at reise på jernbane; det er for mig en straffedom værre end nogen anden. Tusinde gange hellere tog jeg søveien hvis det var muligt, for at være tilsøs, kan jeg li’e, men at slæbes afsted på en jernbane! Jeg har havt formeget af det i mit liv, – det er vel deraf det kommer, thi formeget er dog altid for meget. Det ser ud som om jeg må over Gøteborg for at komme til Jønkøping. Se nøie efter om du ikke kan finde et andet og bekvemmere sted. Men kan du ikke, og er det bare vist at jernbanen går til Jønkøping, så skal jeg nok. Men tror du nu virkelig at vi lever frem til det beggeto; det skulde være underligt det, for det bli’er så altfor deiligt, og skjæbnen er ofte så ondskabsfuld vist

*

Amalie til Erik Skram 15. feb. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Altså desværre, det bli’er frygtelig længe før vi ser hinanden! Om det ellers sker før til sommers engang. Den vei med jernbanen kunde jeg ikke reise. Jeg vil nu slet ikke nævne min afsky for jernbanereiser, og især alene; det vilde ikke veie stort når målet var dine åbne arme, skjøndt overhændig fælt vilde det jo være den lange, lange, kjedsommelige vei. Men det vilde være så over al måde uforsigtigt.

*

Amalie til Erik Skram 26. nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Bare der nu ikke kommer noget iveien, at jernbanetrafiken stanser på grund af sne eller snestorm, eller noget andet galt, eller at et af trænene forulykkes underveis, så at den ene ikke finder den anden. Hvor det vilde være græsseligt! Du må være kommen til stedet lidt før mig, så du kan være på stationen, og ta’e imod mig.

*

Amalie til Erik Skram 12. juli 1897. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg har tænkt at rejse lørdag med Zampa. Der går jo ikke skib før, syntes jeg, Du sa. Og med jernbanen kan jeg ikke ta. Du véd, jeg altid har havt frygt og afsky for jernbane, og 1000 ganger heller villet rejse sjøvejs. Men nu, efter denne forfærdelige tildragelse igåraftes – eller igårnat – ja gud véd, når jeg får mod til at sætte mig ind i en jernbane igjen. I altfald måtte Du være med. Jeg kan altså kun komme med skib, og det går vel først på lørdag? Men hvad gjør det, om vi kommer nogle dage senere til Førslev? Tænk at jeg skulde vært i det tog, som knustes igårkvæld. Jeg skulde tat ud til Lyngby til Feilbergs til middag og vært rejst hjem med sidste tog. Men jeg sad så flittig, så flittig, og skrev på min bog. Da jeg endelig rejste mig for at klæ mig om, og ta afsted, så jeg, det var forsent. Jeg var lej for det, for jeg havde det nokså trist her alene – Josefine var naturligvis ude – men rotter var der ingen af. Fru F. havde sagt til mig, at hvis jeg tog med det sidste tog, kunde jeg være hjemme kl. 12. Altså, hvis jeg var tat derud, var jeg akkurat kommen med det tog, hvor den forfærdelige ulykke skete. Hvis jeg var bleven dræbt med det samme, vilde det jo ikke vært så farligt, men der er jo så mange som er sønderrevne, kvæstede, og som dog lever.

*

Amalie til Erik Skram 13. juli 1897. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Ja så skal jeg se til at komme afsted på torsdag med toget om morgen. Men jeg dør nok af skræk undervejs. Og nu behøver jeg vel ikke at telegrafere.