Amalie Skrams brev til Valdemar Irminger

Rigsarkivet 05686
Skannet av den danske Rigsarkivet
Transkribert av Åshild Bøyum Solheim

(1-80)

Amalie Skram 1896-1905
Johanne       ”       [1906]

Ø Klasensgade 11. (Merket 2 med blyant nederst i høyre hjørne)
23/2/97.

Kjære hr. Irminger!
Jeg har drømt om Dem tre nætter i træk, og har om dagene måttet tænke så meget på Dem. Nu kan jeg ikke andet. Jeg må skrive et par ord til Dem.
Hvad jeg egentlig vil skrive, ved jeg ikke.
Jo, det er dog vistnok dette, om vi ikke kan prøve på at bli vennen, vi to. Sådan i al naturlighed og fredelighed. Bliv nu ikke hverken forundret eller bange for dette besynderlige brev.

Jordlivet er jo dog så hårdt og vanskeligt, at det er ganske urimeligt ikke at gjøre sig umage for at slippe lettere igjennem. Og når der nu er et menneske, som et menneske føler sig draget til, og i hvis selskab man har det godt – hvorfor så ikke redeligt og ligefremt sige: lad mig få lov til at være sammen med Dem af og til, til at snakke med Dem. Det er ikke andet jeg vil.
Jeg har i vinter vært så syg og skral, så låk og klein., jeg har måttet ligge tilsengs så meget. Så får man, ved de, god tid til at tænke. Og så har jeg bl. andet tænkt på Dem, og ønsket at vi var så godt kjendt, at De kunde vært kommen og ha tiddet og snakket lidt med mig.
Og så nu disse drømmerne … nætter i …!
Skriv et par ord til mig, og sig, om De vil, hvad jeg ber om. Så skal jeg svare Dem når jeg er blit frisk og kan vise mig for mennesker.
Ja, dette er vist et underligt brev, og stor tillid må man ha til den, det sendes til. Men det har jeg jo til Dem!
Att De ikke snakker om det går jeg selvfølgelig du fra.
Deres hengivne Amalie Skram.

 
Ø Klasensgade 11. (Merket 26/4 96 med blyant.)
26/4/96

Kjære hr. Irminger!
Tusen tak for lånet af brevene. De første især var rørende, og for mig, meget intresante. Men der er ikke tvil om at jeg havde ret i den antagelse, som igåraftes strøg mig gjennem hodet: hun har forelsket sig i Dem, sådan for/fer. fantasteri og par distance som unge piger kan gjøre – g forresten ældre også – når de går om med et kjærlighedstomt hjærte. Hun har sikkert lavet sig et ideal ud af Dem som hun drømmer om når hun sover, g(*og) ser for seg når hun er vågen. Stakkels liden pige! Når nu tiden går, og hun ser at hendes drøm om Dem og hendes drøm om hvad De skulde bli for hende, synker hen i de samme tåger, som de fleste af vår ungdoms illusioner, da vil hun sorge, vistnok tungt, for hun synes ikke at være overfladisk. Jo fortere De kan gjøre hende klar over situationen, jo bedre for hende. Stakkels liden pige, siger, siger jeg en gang til.
Og hvis hun nu kjendte Dem personlig, så vilde det være endda verre tror jeg. For De er et af de mennesker, man får lyst at betro sig helt og holdent til. Det har den lille deroppe formærket bare gjennem Deres breve.
Hvor jeg synes portraittet af hendes bror er godt! Så fuit og karakterfuldt, så fyldt med menneskeskildring! Jeg har ikke kunnet bli træt af at se på det atter og atter.
Med kjærlig hilsen og atter at, Deres hengivne
Amalie Skram.

 

 
Ø Klasensgade 11.
17/3/97
Kjære Irminger!
Jeg har altså vært syg i al denne tid (*?), ligget tilsengs ufladelig, og må, når jeg har skrevet disse ord til Dem, straks krybe i seng igjen.
De ved ikke hvor Deres brev glæded mig, hvor det nøjagtig var netop de ord, hvortil jeg trængte. – Dette at jeg bad Dem om at være min ven, er forresten for mig en gammel historie. Straks første gang jeg så Dem – det var i Hornbæk, tænkte jeg: gid Du kunde omgås den mand. Men man kan jo ikke fare så bus på, og tiden gik, og jeg glemte den aldrig.
Så var der nogen som sa, at De godt kunde like mig og at De altid spurgte efter mig, og så kom der nød over mig, og så stod De for mig som det menneske jeg kunde finde lindring ved at tale med.
Jeg har en bror, (den eneste gjenlevende af mine 4 brødre) som jeg holder og altid har holdt så forferdelig meget af. Om ham minder De mig stærkt – ikke netop i gære, men i væsen og tænkemåde. Det er ganske sikkert denne lighed, der fra først af drog mig så stærkt
Denne min bror er nu syg, kanske dødssyg. Han har i breve tryglet mig om at komme op til ham. Og såsnart jeg på nogen måder kan, siger jeg Lad mig så få lov at skrive lidt til Dem deroppefra.
De mener at vi til en begyndelse skulde bare skrive til hinanden. Ja. Lad os da det.
Endskjønt jeg for min del vilde også gjerne se Dem. Jeg ved ikke hvoraf det kommer men det synes mig den naturligste ting af verden at vi to snakker med hinanden.
Ved De, hvad jeg under denne min lange sygdomstid har ligget og udpønsket? Att jeg skulde til Dem gå med mig på MastKl…. Udstillingen, og fortælle mig lidt om billederne. Jeg har ventet og ventet for at bli frisk nok, men det har hidtil vært forgjæves. –
Ja, det er nu nokså underligt, det, jeg har gjort ligeoverfor Dem, eller som jeg sidst skrev, hvorfor skal man ikke med begge hænder gribe efter det gode, der streifer en i ens liv? Når De nu lærer mig at kjænde så tror jeg ikke De vil angre på det. Så mange, mange hyggelige stunder vi skal få. Min mand er så glad i Dig så han vil være henrykt hvis De vil komme til os. Han er nu et prægtigt menneske, men bare ikke mand for mig. Og så er der småen som snart vil lære at bli glad i Dem.
De taler om at De vil skuffe mig. Nej!
”Tyk uvidende” siger De. De skulde bare vide, hvor ”tyk uvidende” jeg er! Jeg må netop ha en tyk uvidende mand til ven. Ellers vilde jeg hvertøjeblikk bli skamfud (skamfuld).
Hvad betyder i et venskabsforhold uvidenhed eller visdom. Sagen er, at man ud af sit hjærtes enfoldighed kan snakke med hinanden.

Tro nu ikke, fordi jeg har skrevet de bøger, at jeg skal behandles annerledes end enhver anden god ven! Å, jeg er så liden og fattig i mig selv. Jeg tror ikke der er mange mennesker, som er fattigere og mindre end jeg.
Hvor er det pent og sødt hvad De skriver ”at venner ikke behøver at beundre hinanden.”
Nej, det er sandt. Men jeg tror nu alligevel at der i Dem er egenskaber, som jeg vil og må beundre.
Jo, De skal nok bli talende. Vent nu bare.
Kan De ikke komme herop en dag? Mellem 2 og 4. Jeg ligger jo tilsengs, men det gjør jo ikke noget. De kan komme ind g sidde lidt hos mig.
Deres ven
Amalieskram. (*Hun skriver navnet sitt slik i dette brevet)

 

 
Ø Klasensgade 11. (Merket 19/3 99 med blyant.)
19/3/97

Uendelig mange ganger tak for Deres brev, kjære Irminger!

Der står blant meget andet, som har glædet mig disse ord om at De finder det ”elskeligt” af mig at jeg sådan ligefrem spurgte om vi skulde være venner. De ved ikke hvor godt disse ord gjorde. Ja, for ofte har jeg vært rent skamfuld og bange ved tanken om hvad jeg havde foretat mig ligeoverfor Dem. Og netop i denne tid, da jeg lå syg, hvor jeg forresten fremdeles er, sad her en mand ved min seng, og kom til at snakke om hvor ”direkte” dog de nordmend var. Det var Hørup/Hørun, men det var ikke netop mig han mente. Det var noget om Bjørnstjerne Bjørnson. Mine tanker fløj og straks nokså rædde til Dem. Men nu skriver de altså sådan til mig om min direkthed. Gudskelov!
Ja, herregud, dette at vi ikke kjender hinanden stort må De slet ikke tænke på. Der er vist ikke noget menneske, når jeg undtar min elskelige, nu dødsyge bror, og kanske min mand som jeg synes at kjende bedre end Dem. De kan jo i årevis leve klods op af mennesker som De dog aldrig blir ”kjendt med”, og De kan være sammen med en, en eneste gang, g føle som De har kjendt vedkommende i hele Deres liv. Sådan gik det mig med Dem, og De skal bare se, at det skal bli til sandhed. Det er ”Wahlverwandschaft” mellom os.

(*Wahlver wandtschaften spiller på et særtysk begrep som mangler oversettelse til både norsk og engelsk. Det kan oversettes omtrent som “valgte slektninger” eller “valgt slektskap”. Opprinnelig tittelen på en roman av J.W.von Goethe (“Die Wahlverwandschaften”, 1809), som i sin tur lånte begrepet fra naturvitenskapen der det står for tiltrekningskraften mellom kjemiske emner, som gjør at disse reagerer med hverandre, det vil si at de lager kjemiske forbindelser. I dagens bruk av begrepet ligger det liten hentydning til biologisk slektskap, som “Verwandtschaft” tross alt stammer av.

Likevel åpner ordet for en blanding av selvvalgt frivillighet og biologisk betingethet. –Anna Christiane Lorentzen.)

Alt hvad De siger og synes g tænker vil jeg kunne forstå, fordi jeg tænker og synes det samme selv.

De siger, det er kjedeligt at jeg ikke er ”riktig rask”. Men kjære, det er et galt udtrykt. Jeg har nemlig vært meget syg, er er fremdeles syg. Lægen ved nu, afterat mavekataren er forbi, ikke hvad der fejler mig. Det er bare mig som ved det, og jeg vogter
mig nok for at sige det. Det er nemlig sorg som har forvoldt og forvolder min sygdom. Tænk at være således beskaffen at sjælelige lidelser forårsager fysisk sygdom. Men sådan er jeg nu. Såsnart jeg får livet af denne sorg, får den jordet og gjemt, så blir jeg mig selv igjen fra gamle dage. Det var derfor jeg fik mod til at skrive til Dem. Jeg var nemlig revet op i ingenting af bare sorg, og så vendte mine tanker sig atter og atter mod Dem. Han kunde hjælpe Dig, tænkte jeg så tit, hvis Du fik lov at være hans ven. Så kom jo dette med de tre nætters drømmer, og så var det, jeg skrev. Og gudskelov for De har vært slig at jeg ikke behøves at angre på det eller skamme mig over det.
Ja, jeg tror også at foråret og sommeren skal hjælpe mig. Jeg tror også på at der er en vis ballance i tingene, en usynlig retfærdighedssans. Nu har jeg i 3 år, lige siden jeg kom ud fra galehusene, lidt så ugudelig meget. Og jeg har lidt med ydmygt sind, fordi jeg følte at min lidelse var fortjent. Men nu må og skal det være forbi. Ja, jeg har forresten endnu nogle uger igjen. Den 13de april er de 3 år gået, g jeg har en overtro på de 3 år. Dette at erkjende at man selv er skyld i sin lidelse gjør det både verre og bedre. – Ja alle de finere konstruerte mennesker har jo denne dybe trang til at elske og elskes. Men det er så ondt at elske. Man lider hver dag, hver time, hvert minut. Ja sådan er det ialtfald går mig. Jeg kom først til at elske, da det var forsent da den, jeg elsker, ikke mer brød sig om mig. Men forresten i alle tilfælde er det ondt at elske, fordi den vi elsker aldrig er den vi tror og vil den skal være.
Så er der venskab og det er en god indretning, som trenger trøst og evne til at leve videre. Skulde nu det underfulde skje at jeg virkelig skulde kunne vinde Deres venskab, et menneske som De, så fint og rent og ægte – ja for det ved jeg De er – såpas menneskeforstand har jeg.  – Ja så vilde jeg føle mig så rig og taknemmelig. Jeg kjender jo så mange mennesker, har såmange såkaldte venner, men når jeg nu rent i blinde gik til Dem så betyr det bare godt. Derom er jeg så inderlig forvisset. Alt hvad De skriver, hvert ord, hver tanke er mig liksom så kjendt og kjært, så denne Deres åbenhed, en åbenhed, som De skal få fuld gjengjæld for – Ja, De skal ikke ha kastet Deres perler for svin.

Hjærtens tak for De vil komme til mig. Men vent til tirsdag, hvis De kan da. Idag og imorgen og på mandag kommer her sygevisitter. Mine venner ved jo at jeg er sengeliggende, og så er de alle så søde og snille imod mig.
Forresten på søndag kommer der vist ikke nogen, men da er min mand hjemme, og jeg vil så gjerne snakke med Dem første gang alene. Han ved slet ikke at jeg skriver til Dem, men han synes så godt om Dem at intet vil forekomme ham naturligere end at vi to er blet venner. Men den første gang vil jeg dog helst snakke alene med Dem.

Bare De også skulde op til Norge! Er der ingenslags udstillinger eller noget andet De skal se! Tænk så kunde vi rejse sammen og snakke og snakke. Forresten vil det ikke bli muntre dage i Norge for mig. Min arme kjære bror, har havt den skam og kval at hans unge vakre hustru har fået et barn med en anden mand. Og tænk, hun er kommen hoverænde og vist sin skikkelse frem for ham og spurgt om han kunde se, hun var med barn g så samtidig fortalte hvem barnets far var. Ja, det er kun i Norge, at slige ting kan foregå. Når De nu tænker Dem til at hun hører til en af Norges bedste og ældste slægter: Vibe –
Min arme kjære bror blev så aldeles sønderknust. Han ønsker kun at dø. Strøg derfor afsted i januar måned i fjor op til Bolbjerg på Kongsberg, hvor han før har vært rektor, trasked over alle snefjeldene, var ude nat og dag, og endte med at få en dødelig lungesygdom. Nu ligger han der, alene og forlatt. Og nu er det han har tigget mig så meget om at komme op til ham.
Men så var jo jeg også syg, så syg i hele vinter, at jeg ikke har kunnet rejse. Ja, nu håber jeg forresten jeg kan i neste uge.
Ja, – hvor jeg også ofte har tænkt triste tanker over dette at mennesker, som De siger, kan gå tæt op ad hinanden på gaden uden at ane, at der gik den eller den som kunde bli din sjælsven, Men alting er jo trist og forkjært her i verden. Tak for det De fortæller mig om Deres forhold g familie. Deres søde yndige mor vilde jeg gjerne ha kjendt. Jeg ved næsten ikke noget bedre end at tale med gamle som har rene og kjærlige sjæle. Det er ondt at De ikke finder nogen ”dybere forståelse”, hos Deres sikkert søde og kjærlige søstre. Jeg var nu så heldig i den henseende . Da jeg blev skild fra min første mand, gik jeg til mine brødre, som var og mer g mer blev mine venner. Den kjæreste og bedste af dem var han som nu er syg.
Å som jeg kan forstå at De sorger over Deres mor, over at De ikke har vært fuldt så god g kjærlig som De nu da hun er død så gjerne vilde ha vært. Men hvad kan det nytte? Lad de sorger vi har, gjøre os til bedre g værdifuldere mennesker. Det er det eneste, vi bør bringe

(*På kanten av arket): sorger til. Ingen ingen får læse Deres breve! Og

når jeg … skal … lægger jeg dem i forsæglet konvolut, og s… … å sændes efter med bud(*?)

(*på fjerde singelark, merket med tallet 2 i hjørnet av Amalie selv, er avslutningen på brevet): Deres ven Amalieskram. (*navnet skriver hun her i ett ord.)
30/5/97

 

 

 

 

Ø Klasensgade 11.

Kjære Irminger! Mange tak for Deres brev, og for visitten på torsdag.
Ja, jeg synes også, det er så længe siden jeg så Dem. Jeg vented Dem så sikkert herop en aften efter at vi havde vært ude i …tofte hos de hyggelige menneskene, men De kom ikke. Jeg tænkte både på at skrive, og på at gå op til Dem, men så vidste jeg, at De havde model i atelieret, og vidste ikke når De var at træffe i Linnesgade. (*det er en gate i København, men ikke helt sikkert det er dette gatenavnet hun har skrevet.)

Så blev det ikke til noget. Jeg har forresten også vært dårlig igjen nogle dager.

Kunde således ikke gå til Achens i forgårs aftes. Det næsten græmmed mig, fordi A.G. havde skrevet, at hun vilde be Dem. Men så kom Skram hjem og fortalte at De havde sendt afbud, og så var jeg ikke mer så lej for det.
Ja, jeg kan godt ta ud der på torsdag. Lad os aftale mundtligt om tiden. Idag skal jeg med småen til fotografen, men imorgen er jeg hjemme efter kl. 2. Eller kanske De vilde komme op til fotografen, det er Rüse i Vimmelskaftet. Vi blir der sikkert til kl.3. Vi har vært der før for 14 dager siden, men jeg syntes så dårligt om billederne at vi må gjøre det om.

Jeg tænker så tidt på Dem, og på al den venlighed, De har vist mig, siden De i vinter så elskværdigt og uforbløffet tog imod mit første brev. De har vært så kjær og god. Hvor skal De hen i sommer? Kunde De ikke lægge Dem på landet i Næstvedegnen – nej, det er sandt, De skal jo du der hvor Haslunds bor.
Deres ven
Amalieskram.

(*Næstved er en gammel kjøpstad og stasjonsby på Sydsjælland i Danmark.)

 

 
Ø Klasensgade 11.
27/4/97

Min kjære ven Irminger!

Jeg kan ikke huske til hvilken tid vi aftalte at mødes på udstillingen imorgen, altså onsdag, men får jeg lov at sige ½ 2. Så skal jeg være der. De blev vist lidt betuttet over min opførsel forleden. Men det skal De slet ikke tænke på. Ikke gjør det er De snil. Det var kun et udslag af den godhed og det venskab, jeg er kommet til at føle for Dem fra den første gang, vi mødtes. En ren søsterlig følelse.
Jeg har sålænge selv haft det ondt, og deroppe I Norge var der så mange som havde det ondt, og nu havde De det også ondt. Og så gav jeg efter for en trang til at vise Dem hvor meget jeg holder af Dem, og hvor gjerne jeg vilde være noget godt for Dem.
Hvis jeg havde vært dansk istedetfor norsk så havde jeg sikkert ikke gjort det. Men dette at jeg er norsk, må De ta med I betragtningen.
Herregud forresten, hvad er det at side og undskylde sig for!
De sa så pent bare: tak.
Men skjønt jeg altså ved at der intet er at skamme sig over, så kan jeg dog ikke la være at frygte for at De ikke likte hvad jeg gjorde.
Men tænk nu ikke på det. Lad det ikke forstyrre os når vi mødes imorgen. Jeg skal nok opføre mig ordentlig herefterdags.
Deres ven Amalie Skram
Ø Klasensgade 10/6/97. (Merket 10 med blyant.)

Min kjære ven Irminger!
Hjærtelig tak for brevet. Ja, det er sandt det, om vi ikke ses så ofte – forhold og omstendigheder er jo altid ens here – så er det godt at ha følelsen af at vi er hinandens venner.

Nå De takker mig fordi jeg trængte mig sådan ind på Dem ved at skrive som jeg gjorde, hvorledes skal jeg da kunne take Dem fordi De annammer(*=tar imot, mottar, ikke avviser) mig så fint og stilfærdigt?
Nu synes jeg tit at det var dumdristigt af mig, og jeg spør mig selv hvorledes jeg dog kunde ha mod til at gjøre det. Men jeg var I en nedtrykthedens tilstand, som ikke med ord kan beskrives. Alt var ramlet sammen for mig, og jeg havde ikke grund under fødderne. Nedtrykt er jeg forresten fremdeles, og det blir vist ikke annerledes I dette liv. Og alt er min egen skyld. Alle de værdier, jeg har havt mellom hænderne, har jeg så ynkeligt og planløst sat overstyr. Å nej, forresten, ikke alle. Småens kjærlighed har jeg jo ubeskåret og slægt og venner også. Men det viktigste af alt, forholdet til min mand, det bedste og fineste menneske i verden, det er bleven lagt øde. Og jeg har al skyld.
Der giver ikke tungere byrde end denne at ha handle ilde, og få straffen og følgerne over sit hode. Bare jeg så endda kunde være stille og ydmyg, men det har jeg så ondt for. Jeg er en hard hals og et ondt menneske, og det piner mig ofte aldeles grænseløst, at man tror godt om mig, og holder af mig. Som nu da De skrev om fru Schwartz. Jeg matte græde af sorg over at hun syntes om mig. Jeg fortjener det ikke. Intet godt fortjener jeg. Og endskjønt jeg ved og erkjender dette er jeg dog, så åndelig fræk, så uforskammet grisk at jeg f.eks. skrev til Dem og bad om Deres venskab. De skulde sagt nej, skulde De!
Ja, mor er her nu, og hun har det efter sin alder, mærkværdig godt. Men tunghør er hun og hun forstår ikke stort af hvad andre end jeg, siger til hende. Men hun er lykkelig ved at være her, og henrykt over småen.
Imorgen skal vi ud til Achens til middag. Vi tar tidlig fasted for at være i haven g side på verandaen. Kan De ikke komme derud? Jeg mælder Dem, og siger at jeg har inviteret Dem. Jeg ved, De il vil bli så glade hvis De kommer. Gjør det! Jeg traf 1ste pinsedag Achens I Dyrehaven, og de talte om Deres billeder, som de begge var begejstret for – særlig portrættet. Så sa Achen med lidt vemodig mine: “Og slig lykke som han gjør, rub og stub har han solgt.”
Achens stakkar, har jo intet solgt I år, og det er synd. Ikke fordi han trænger til det, men fordi at den opmuntring må en kunstner ha, skal han åndeligt og kunstnerisk kunne leve. Hvad glæde er der I at male billeder som ingen gider eje?

Hvad er det nu igjen, De har solgt? Kan De se hvor skjæbnen tar sig af Dem De kjære gode, elskelige menneske.
Netop nu da De har havt denne store skuffelse strømmer der lys g glæde og anerkjendelse ind over Dem. Vær glad for det min ven. Hvad kunde det ha hjulpet om det var gået godt med Deres hjærteliv og ilde med Deres kunst. De vil svare at med kunsten kunde det ikke gå ilde, fordi De er den De er. Men anerkjendelse er for kunstneren hvad solen er for jorden. Hvad kan det nytte om jorden er aldrig så fed og frugtbar, hvis solen ikke kommer.

Vi var i forrige uge hos Feilbergs. Fruen talte om Dem: med megen beklagelse fortalte hun mig, at De dessværre skulde giftes med en ”model.” Hvorfor desværre? spurgte jeg. Hvis nu Irminger var glad for sin model, og lykkelig med hende? ”Uf ja, men en model.”
Jeg sa ikke et muk. Men snakken lyder altså på at De skal giftes. Lad dem bare snakke. Jeg orked ikke og vilde ikke sige, at jeg fra vel underretted kilde vidste at det giftermål blev ikke af.
Forresten tænker jeg meget på samme ”model”, og omgåes med planer om at skrive lidt til hende og spørge om hvordan det går hende. Skulde jeg, synes De?
Nej, jeg tænker atter på fru Schwartz, det søde menneske. Ja, skriver hun til mig, blir jeg naturligvis forfærdelig glad, skjønt jeg ved at jeg ikke fortjener godt fra nogen. Sligt roderi(*=besvær, uro, forvirring) er der altså i mit hode.
Ja, rejs, rejs ud i verden! Lykkelige menneske som kan! Bare jeg kunde være med. Forresten rejser man ikke fra sine sorger. Man tar dem altfor trofast med sig. Men at kunne at ha råd – det er dog dejligt. Det er ondt at være fattig. Gudskelov at De ikke er det.

Deres bestandige ven

Amalieskram

 

 
Ø Klasensgade 11. 29/6/97. (Merket 12 med blyant.)

Kjære, kjære Irminger!
Hjærtens tak for Deres brev. Jeg har tænkt og tænkt på Dem midt i al min sorg. Ja, for jeg har fåt min elskede, eneste bror sidste, allersidste brev. Han skal dø nu. Jeg vidste det jo, men jeg må dog ikke ha troet rigtig på det, siden hans svanesang (*=ord, tale, sanseoppfatning som varsler død, undergang) voldte mig så forfærdelig en smerte. Han har været så god imod mig, det menneske. Det var en så fin og rig natur. Og intelligent. Dengang jeg skulde skilles fra min første mand, var han min støtte udvendig og indvendig. Og efter skilsmissen, da vi bode sammen, gav han mig af sin rigdom g elskelighed.
Alle de gode, dejlige minder jeg har fra den tid. Ja, forresten fra før af også, fra vor allertidligste barndom, da vi altid holdt sammen, altid meddelte os til hinanden. Og nu skal han dø. Dø i sin bedste og kraftigste alder (48 år) fordi livet og skjæbnen har vært ham så bedsk og grum(*=grusom, ubarmhjertig, ond, slem)
Jeg har grædt og grædt efterat jeg fik hans farvelbrev, og det står for mig som jeg altid må bli ved at græde. Dette med at tiden læger alle sår, kan jeg, vil jeg ikke trøste mig med. Jeg vil bli ved at sorge. Bare jeg kunde lægge mig ned i graven ved siden af ham. Men da, når hans hjærte ikke banker mere, vilde han jo ikke kunne ha nogen trøst af det.
Det er ikke i og for sig hans død som smerter mig så meget, men det er dette at han har havt det så ondt så ondt, har lidt, stridt, lidt og stridt, og følt seg bunden til at lide alene til at til med alt, fordi han ved sin side havde et menneske, der kaldtes hans hustru. Bare han hadde betroet sig til mig for nogle år tilbake! Jeg kunde ha hjulpet, rådet og trøstet ham. Det sa han også selv, da jeg nu var hos ham i Norge. Men han var for …, for blyg, så altfor meget nedknuget af sin ulykke.

Selv er han nu bare glad ved tanken om den nære død. Han skriver bl. andet: ”Jeg er så træt så træt, og jeg er sikker på, at døden vil komme til mig som en uendelig sød hvile, og stemme mit slid, min sjæl og mit legeme i en hidtil ukjendt følelse af fred. Jeg synker mer og mer tilbage i endomheden, og føler det som der åbner sig for mig – nu ikke længere langt borte, men nærmere og nærmere – en blød favn, hvor jeg vil glide ind og finde hvile, hvile for denne forfærdelige træthed, – Døden kan komme pludselig i en lænestol, som ”Jude/Jule, den Ukjendte” (en ny engelsk roman) eller langsomt – jeg ved jo ikke hvor længe det kan være. Men jeg føler ingen ængstelse, ingen trang til noget. Og når alt er forbi, så kommer 8 bønder fra Bærum, (han bor på landet i nærheden af H…) og bærer min sorte kiste bort” –
Nej, Irminger, jeg må stoppe, jeg græder altfor meget.
Å gud, hvor det er ondt ikke at kunne tro på et liv efter dette! Dette at aldrig, aldrig, aldrig skulle se ham igjen, han der der har vært så meget for mig, gjort mig så meget godt, han i samværet med hvem det bedste kom frem også i mig, stakker – ja, det er så håbløst ondt g tomt g øde.

Min mor er rejst nu. Hun var her lidt over 3 uger g befandt sig vel i mellem os, – skjønt hun led meget av hoste og træthed. Hun er jo gammel. – Det, De skriver om fru Feilberg, synes jeg ikke om. Det røber mangel på menneskekundskab. Hvad i alverden kunde De vente andet, end at hvemsomhelst, der i denne sag siger andre end sladderens forudsetninger havde til at kunne gi dit besyv med,(*=Besyv: innføre sin mening, gi sitt bidrag til diskusjonen. At Irminger sitt syn på saken ikke blir innført som en del av diskusjonen, sammenhengen fordi han ikke er der selv til å fronte det, har ikke sjansen til å formidle det. Han får ikke komme med sitt besyv.) skulde sige andet end netop det fru F. sa. Jeg angrer nu på at jeg skrev det til Dem. Men jeg var så vis på at vi heri var ”einverstandne” (*einverstanden= enige, ha samme forståelse).
Fru F. er et godt og fint menneske, skjønt hun, som så mange andre, har sine svagheder, der som er lidt latterlige. Hun vilde netop være en så nogenlunde efter Deres hjærte, hvis De kjendte hende nok.

Nej, jeg har ikke set ”hende”, ikke hørt om hende. Jeg har i denne tid intet orket: Men det står bestandig for mig som jeg uhyre nødig vil slippe hende afsyne. Nu får jeg se, når jeg kommer mig noget om jeg så ikke en vakker dag skriver til hende. Ja, der er dejligt, De kan arbejde, kjære Irminger! Vær vis på, at det er livets eneste pålidelije og varige lykke. Men det gjør mig ondt at De ikke er frisk. Det er så ondt at ikke være frisk. Lad mig få se Dem inden De rejser. Skriv når De kommer, eller jeg kunde komme til Dem i Gothersgade.

Farvel for i dag kjære menneske
Deres venninde A.S

 

 
Ø Klasensgade 11. 16/7/97. (Merket 15 med blyant.)
Kjæriste Irminger! Jeg er ikke hjemme idag. Har fåt et pludseligt brev fra en gammel veninde fra Bergen, der er syg g har måttet la sig indlegge (her) på Friedenreichs klinik. Hun ber mig så inderligt om at komme til sig – jeg er den eneste hun bryr sig om at se – g hendes læge har sagt at jeg måtte komme nårsomhels. Nu kan jeg ikke uden netop i aften fra lidt over  6. Jeg har nemlig fåt en streng ordre fra min mand om at komme til Møen straks. Småen mangler bomuldskjoler og forklæder, som har blevet herhjemme til vadsk, som jeg havde lovet at bringe med mig. Altså rejser jeg imorgen med toget kl.9,37 ……. til Stege. Kanske det er det samme tog, De rejser med.
Men jeg kjører på tredie klasse – nu sommersdag og for så kort en rejse. Det gjør vel ikke De og Deres rejsefæller ellers kunde vi ha vært sammen det stykke. Men kanske det er en ganske anden rute, De tar. Jeg får altså ikke se Dem mer; jeg har det forfærdelig travelt med at få alting færdigt g istand. Min pige har fåt ferie, og jeg er alene om alting. Det vil sige, her kommer en kone og hjælper mig ikvæld.
Men så farvel da, kjære Irminger! Tak for al Deres godhed; den har vært såre stor. Jeg er så glad for jeg har Dem. Fra hende er der intet brev kommet. Lev da så inderlig vel g vær kjæk og stærk. Undskyld denne lap. Men der findes ikke brevpapir hos mig. Deres veninde A.S.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 14 med blyant.)

9/7/97

Kjære Irminger.
Tak for Deres brev, og tak for De har været heroppe. Jeg var dårlig den dag, lå på sengen inde i mit værelse, og der kan jeg ikke høre entréklokken. Og så har jeg en pige som render ud hvert øjeblik uden at sige fra. Så har der ingen vært til at lukke op.
Skram og småen er rejst til Møen i mandags, så jeg for tiden er alene hjemme. Jeg skulde vært med, men orked det ikke. Jeg kan så dårligt være mellem glade mennesker i denne tid, og jeg gruer ligefrem for at rejse til Førslev, som er vrimlende fuld av muntre gjæster. Dette at skulle ta maske på, for jeg kan jo ikke vise de andre et forgræmmet ansigt. Det vilde være hensynsløst mod værten. Jeg har bedt og tigget om at måtte bli fri, men Skram siger, det er min plikt for småens skyld, som ellers skulde gå her inde i byen i ferien. På Møen blir de kun til den 17de. Og Skram rak ikke ta med småen til Førslev fordi han skriver på en bog, som han har forpligtet sig til at få færdig til en vis bestemt tid.
Småen kan jo heller ikke være alene derude, for hun skal ha sit daglige tilsyn, som det ikke går an at læsse over på nogen anden. Å, nej, det er såmen ikke altid så let at leve. Med min bror står det til som før. Jeg havde et par ord fra ham forleden, fordi jeg med mor havde sendt en dil ting til ham og hans lille datter. Han er fremdeles lige glad og rolig ved tanken om døden. Men det kan jo trække længe ud.
Jeg havde lovet at komme ned til Møen og bli der et par dage inden S. og Johanne rejser. Det er hos Skrams ældste bror, som er præst, de er. Jeg har nu havt flere breve, hvori de alle siger, jeg må komme. Nu får jeg se, om jeg orker det. Men det blir i ethvert fald ikke før engang i næste uge. Jeg er begyndt at være flittig på min bog for at sprede de triste tanker. Nu mens jeg er alene får jeg bedst ro til at arbejde. Idag har jeg kunnet skrive, ikke så lidt. Det har gjort mig godt. Bare jeg var rigtig frisk, da gik det bedre for mig. Og bare jeg kunde være rigtig  tålmodig og snil og stille. Men ånden er villig, og kjødet skrøbeligt.

Jeg skriver et par ord til hende nu og spør om hvordan hun har det, siger at jeg har ventet hun skulde vise sig, siden hun lovte det, og bad hende idetmindste la mig få høre lidt i et brev. Så får jeg se om hun svarer mig. Jeg vil ikke be hende komme nu, men vente til senere. Jeg er så dårlig oplagt, og er også så flittig eller vil i detmindste så gjerne være det.
Ja, jeg vilde gjerne se Dem kjære Irminger, inden De rejste. Skriv to ord når De kommer at det ikke skal gå som sidst, for den pige er ikke at stole på.
Farvel da for iaften. Gud give gladere tider for os begge!
Deres inderlig hengivne ven
Amalieskram

 

 

 

Førslevsgard pr/Fuglebjerg. (Merket 16 med blyant.)
7/8/97

Min kjære ven Irminger! Hjærtelig og tusen tak for begge Deres breve! Ja, det var også dumt af mig at jeg ikke havde sendt et par ord til Deres hjem i Feinsgade, til svar på det brev fra … med de søde små blomster, som glæded mig så meget. Men jeg havde liksom alt halvt ubevidst sæt mig i hodet, at det ikke kunde nytte at skrive til Dem før De atter var hjemme. Fæ (*=fjols, dumrian) som jeg er og blir! Jeg har vist tænkt mig at huset var lukket og stængt. For at begynde med begyndelsen. De liv jeg, jeg fik fra Dem, før jeg drog til Møen, rørte mig så dybt, at tårerne kom mig i øjnene. Jeg tænkte som …: os kan intet skille, og dette er en ven, De betroede/bebreder til det livs sidste salige ende. Havde det vært mig muligt, vilde jeg ha skrevet til Dem. Men jeg havde ingen tid, og jeg trode jo også, at De var rejst om morgenen – nej, dette er … – De skrev jo, at De først kom til at rejse kl.12. og jeg sendte Dem vist også et par ord.?
Men kjære Irminger, det glimt jeg så fik af Dem, de De kom løbende hen til droschen i Færimagsgade, og jeg akkurat fik trykket Deres hånd til et hastigt farvel – ja, det er et minde jeg aldrig, aldrig vil finde vissent i mit hjærte. Tak og atter tak for dette og for alt! Dagen efter min ankomst til Møen, fik jeg det brev fra

(*Det er skrevet en linje med blyant som er vanskelig å tyde): Der laa …. ikke mere …

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 17 med blyant.)

13/9/97.

Min kjære ven Irminger. Det er længe siden De hørte fra mig. Jeg gik derude på Førslev, og havde det så ondt. Nej, naturligvis havde jeg det jo så godt så godt, men det var mit indre. Det ”sete, afhenger af øjet der ser”
Da jeg kom hjem, den 25de august, lå der en hel del breve og telegrammer til mig. Det var i anledning min ulykkelige fødselsdag, den 22de auguast. Straks kjendte jeg det på mig at der mellem disse telegrammer var et med budskab om Ludvigs død. Og det var der også. Han var død netop på min fødselsdag tidlig om morgenen.

Ja, nu kan De længe nok sige, at jeg dog ikke vilde havt min bror ilive, når han var så syg g ulykkelig som han var. Det hjælper ikke! Jeg vilde havt ham i live, han, dette dejlige menneske som var så uendelig meget for mig.
Tilsyneladende, ligeoverfor min mand, som slet ikke mer er min mand – tog jeg det ganske roligt, men indvendig brød jeg sønder g sammen. – Nu har jeg fåt Ludvigs dagbøger, som er ført gjennom 30 år. Han havde selv pakket dem ind, g forseglet dem, g skrevet udenpå mit navn. Jeg læser og læser, g græder ustanselig.
Det er ikke dagbogsoptegnelser, men en fin og skjøn sjæl, som nøgen gir seg hen i sine meddelelser og betragtninger.
Kjære, kjære Irminger, jeg ved, De er min ven. Forbliv det! –
Jeg synes det er en udmærket plan denne at (*her er et navn som er krysset over, men det siste ordet som da sikkert er etternavnet ser ut til å slutte med dobbel f.) skal bli jordemoder (*jordmor). Hun er så sød, og har et så intelligent og dannet væsen. Jeg har ikke skrevet til hende, har intet kunnet gjøre i denne tid.
Men meget, meget har jeg tænkt på Dem. Forunderligt, Nu, da bror Ludvig, som havde al min fortrolighed, er død, har jeg så få i verden. Jeg har småen, som jeg ikke kan tale til, og mine to sønner, som jeg heller ikke kan, eller vil bebryde med mine sorger. Og det er gåt mig så galt med min mand! Nu jubler det forresten inde i mig. Jeg sorger ikke mer om/over han. Haleluja!
Om 3-4 dage tar jeg ud til Kast… for at skrive min bog færdig. Jeg bor altså derude. Kom du til mig om aftenen.
Deres Amalie skram (*hun skrev Skram med liten s.)

 

 

 

Ø Klasensgade 24/9/97. (Merket 18 med blyant.)

Kjære Irminger! Kun et par ord i kvæld for at sige Dem at jeg har ligget syg en uges tid, og at nu, da jeg er oppe igjen, har tabt modet på ”Constantia” (*?). Det er begyndt at bli så mørkt og høstligt g fuktigt, og at sidde derude de lange aftener ørkesløs – jeg kan nemlig ikke skrive bestandig, ikke om aftenen for eks. når jeg har vært flittig om dagen, hjærnen må ha hvile – det blir for …de ondt. Jeg har prøvet det engang før, for 3 år siden g det var frygteligt, og det uagtet jeg da var frisk og ved langt bedre indre fortrøstning og mod end nu. Så får jeg forsøge at arbejde her hjemme. Vanskeligt og møjsommeligt blir det, for det forekommer så utallig mange forstyrrelser, g det er så sønderslidende. Men der er jo ingen anden råd. Jeg får lukke mig plat inde, og nægte mig hjemme, g se at komme lidt i luften hver dag. Det constantiaophold koster jo også penger, og dem har jeg ingen af. Uf ja, det er ækkelt at også skulle være fattig foruden så meget andet leit.
Jeg blir ved at sorge over min arme bror. Jeg kan ikke glemme det. Forresten er det liksom han er hos mig og med mig allevegne, for jeg læser stadig i hans rekse optægnelser, og jeg er så underlig omspændt af den forestilling at han vil ha mig til at dø nu, for at vi kan træffes igjen. Jeg drømmer næsten hver nat om ham, og altid smiler han og vinker til mig. Og om dagen synes jeg, jeg hører, han snakker til mig. Og der er så godt, så godt.
Jeg blev så glad over hvad de sidst fortalte mig om at Deres åndelige karskhed nu var vendt tilbage. Gud være takket! De har sandelig også sorget længe nok, De kjære, gode, gediegne (*=ekte, ren, ordentlig) menneske hvis hjærte netop skulde fæstes ved en der var så ugediegen, om end tiltalende og begavet. Ja, slig går det så tit i verden kjære ven. ”Sie ist die erste nicht”, (*hun er den første ikke) siger Mefisto om Gretchen.. Å nej, livet er en række af idel (*en sørgetale) gjentagelser.
Riktig fuldstendig helbredet er De vel forresten neppe. Det stikker vel i hjærtet nu og da, og De vilde vel bli angrebet af pludselig at støde på hende. Anderledes kan det ikke være så alvorlig som Deres følelser for hende har været.
Hvad er der med Otto Benzon? De skrev i sommer at han var forpint av huslige sorger (hvem er forresten ikke det?) g nu går sladderen om hans kone. Det vilde gjøre mig alvorlig hvis det var noget galt, for den mand holder jeg nu kj… (*kjært?) af.

Deres inderlig hengivne Amalie Skram

 

 

 
Øresundshospitalet 26/10/97 (merket 19 med blyant)

Kjære, kjære Irminger! Ja, hvad har De måttet tænke om mig! I gå Siden igår for 3 uger siden, har jeg ligget her på Øresundshospitalet. Og det værste er, at jeg ingen … bedring kan kjende.
Det er den mavehistorie fra i vinter, som aldrig er blet ordentlig kurert. Hele sommeren var jeg ikke frisk en eneste dag. Efter hjemkomsten fra landet blev det værre og værre. Så var det mig selv, som tilsidst bad min huslege om at lægge mig ind på sit hospital. Jeg var så elendig; orked og kunde intet. Hver dag siden jeg kom herud har jeg tænkt på Dem, g ønsket, at jeg kunde skrive et par ord til Dem. Men det har vært mig umuligt. Jeg havde så gjerne villet det bare for at De skulde vide besked. Men kræftene har så aldeles svigtet.
Det gjør de nu også. Jeg kan ikke mere. Tilgiv mig.

Hvis De vil se du til mig mellem 3-4, eller en anden tid, så blir jeg glad. Hospitalet ligger på Strandvejen, lige efter Gasværket.
Deres bestandige ven
Amalieskram. (*Her også skriver hun navnet sitt i ett ord.)

 

 

 

Juleaften 1897. (*Merket 21 med blyant)

Min kjære ven Irminger!
De kjære gode menneske, hvordan skal jeg dog kunne takke Dem. De har nu sendt mig to elskelige breve.
Nej det var frk. … (*navnet er tilsølt med blekk) Det kan De være vis på. Men hun er ikke sandstru, det vil sige, hun siger ikke sandhed når det passer hende at lyve.
Ja, Irminger, jeg tror også på et liv efter dette. Jeg er kommen til at gjøre det gjennom den lidelse, jeg har gjennemgåt.
Fra begyndelsen af var jeg jo en meget hengiven troende kristen. Så blev jeg vantro til det alleryderste. Nu har jeg funnet gud, ikke kirkens ortodokse gud, men en gud, som jeg tror på, fordi han har hjulpet mig.
Kanske min bror Ludvigs død for en dil også er skyld i dette. I hans dagbøger lå der et par ord til mig skrevet på en liden seddel få dager før han døde, der sotd: ”vi ses igjen på glædens dag, søster min.”
Han var vantro, som jeg, men ikke ateist, som jeg har vært. Han har sikkert fundet frem til sin gud, inden han døde. Jeg har, siden han døde set et syn for mig, en guldglødende rose, stor som jorden, ja endnu meget, meget større. Det var en rose med kjæmpemæssige driftende/riftende gl varme blade. Millioner af blade. Mellem disse blade lå de gode forløste menneskesjæle. Og Ludvigs sjæl lå der også. Jeg har bedt til gud at jeg, når jeg er død, må få lov til at ligge der også, alleryderst, for jeg fortjener ikke bedre, men dog sådan at jeg kan føle min brors nærhed. Der ligger disse sjæle sålenge til jorden forgår, og der opstår en ny jord, og sjælene får andre opgaver.
Jeg tænker ofte på det, De fortalte om Deres mor at hun sålangt fra at være bange for døden, bare var utålmodig over a det vared så længe – Jeg tror nu, det vilde gå mig ligesom. Jeg har ikke mere frygt for døden end for at gå fra det ene værelse ind i det andet. – Det glær mig som … at det går frk. B. godt. Bare det må vare. Sikkert er hun ved en eller andens protektion kommen ind i den plads.
Vi har fejret … juleaften ganske alene herhjemme ikvæld. Min mand har vært rørende sød, pyntet et stort juletræ til Johanne, hvis henrykkelse ingen grænser kjendte. Men nu trænger jeg til at se Dem kjære min ven. Kan De ikke komme og spise her 4de juledag kl. ½6? Ganske alene. De skal se vi skal få det hyggeligt. Min helse er bedre og som følge deraf også mit humør.

Svar med et par ord. De andre dage er vi buden du. Men jeg går ikke. Glædelig jul! Deres ven Amalieskram.

 

 

 

29/11/97.
Ø Klasensgade 11. (Merket 20 med blyant.)

Kjære ven Irminger.
Gå ikke i rette med mig i denne tid. Jeg har en periode, hvor jeg er menneskesky. Ja, jeg tænker, det er en periode. Altid, altid dæmrer håbet for mig om at det engang skal bli bedre med og for mig. Men kanske, det slet ikke blir det, og så er der jo intet andet at gjøre, end ydmygt at dukke sin nakke. Siden jeg kom fra hospitalet har jeg atter ligget syg nogle dage. Men fortæl det ikke til nogen. Jeg fordrager ikke menneskenes medlidende spørgsmål. For nogle dage siden var fru Feilberg og Ane Cathrine her samtidig. Da var jeg oppe. Det forhør jeg da gjennemgik!! Om jeg nu ikke havde det bedre? Om jeg fremdeles havde min hoste? Om jeg røg, for det var jo netop at fremkalde hosten, o.s.v.

Å, gud, å gud, bare man kunde bli fri menneskene! Når nu alt hvad de siger, er en skjærende kniv i ens sjæls åbne vunder/vinder.
Hvis jeg kunde krybe i skjul etsteds langt, langt vække, i en klippehule, oppe på et af Norges højeste fjælde – ja, jeg gjorde det.
Det er forfærdeligt eller underligt at jeg er blet sådan. Jeg kan ikke forstå det. Men det er naturligvis lovformeligt konsekvent.
Å hvor jeg slæber mig om. De ved det ikke. Mit arbejde kan jeg ikke gjøre. Min bog ligger der, og det gnaver og gnaver i mit hjærte.
Kom ikke til mig. Forsøg ikke på at hjælpe mig. Det ene menneske kan ikke hjælpe det andet om det så vilde gi sit hjærteblod. Man må hjælpe sig selv, eller bukke under. De ved jo godt at jeg holder af både fru Feilberg og A.C. så De misforstår ikke mine ord og tror, at jeg ligeoverfor dem har skiftet sind. Nej, det er mig selv, det er mig selv!
Kjære, kjære Irminger! Hvor liden glæde har De dog havt af mig. Jeg må næsten skamme mig over at jeg så frejdig vilde være Deres ven. Men den gang var det ikke så ilde fat med mig som nu. Det skal De dog vide, at De er det eneste menneske, jeg skriver sådan til, som nu ikvæld. Forleden dag så jeg pludselig (…) (*navnet er vanskelig å tyde, pga blekk-søl) på gaden. Hun gik med en mand under armen tæt klynget ind til ham. Det var højlys dag, så jeg kunde se at hendes antræk var elegant og hendes mine strålende. Jeg kom påtværs af dem, og kunde idet de havde passeret mig kunde jog ikke la være at stå stilde og se efter dem. Men det skulde jeg ikke ha gjort, for et øjeblik efter vendte (…) (*igjen er navnet umulig å tyde, det virker som om Amalie med vilje har streket over navnet) sig, og næsten pegte på mig til sin kavaller der ligeledes vendte sig. Hvor så hun fræk ud i det øjeblikk. Jeg kunde se, at hun sa til manden: ”der er fru Skram det fæ”. Han glode et øjeblik på mig, hun ligeledes med leende, triumferende mine, så gik de videre. Istedenfor ganske naturligt at nikke goddag til mig. Jeg stod parat til at hilse på hende. Manden var ikke højere end hun, ialtfald ikke stort, og han havde et stort blast ansigt med noget hår og skjæg omkring. Så ud til at være 30 år eller der omkring. – Nej hun er runden av simpel og fordærvet jord. Tak De. Fordi De slap hende.
Deres altidije veninde Amalie Skram

 

 

 

20/1/98 (Merket 22 med blyant)

Kjære Irminger! Vilde De ikke gjøre os den fornøjelse at spise hos os imorgen kl 6 (fredag altså) Her kommer et par mennesker, Neergaard, Bjørn Bjørnson, Eckert. De kjender dem vel ikke, men det er alle hyggelige og svært talende folk, som det ingen anstrengelser koster at være sammen med. Kom endelig!
Deres hode veninde Amalieskram.

 

 

 

Ø. Klasensgade 11 (Merket 26 med blyant)

25/6/98

Kjære ven Irminger. Gider De komme og spise her imorgen søndag, en tarvelig middag kl. 5. Det er egentlig småens fremmede, Slomanns med børn, og fatter Tyge. Ingen andre. Men småen har nu 3 gange spurgt om ikke også Irminger måtte komme.

Det ved De, kjære Irminger at jeg så gjærne vil og min mand ligeledes. Men vi har vært bange for at plage Dem. Derfor spør jeg Dem så sent. Jeg vilde så nødig komme inijen for en mulig anden og bedre indbydelse. Hjærtelig tak for sidst. Vi havde det så godt den kvæld, syntes jeg. Deres Amalie Skram.

 

 

 

Ø. Klasensgade 11. 3/6/98. (Merket 27 med blyant.)

Hjærtens tak for Deres søde brev kjære Irminger. Hvor er De dog en ven efter mit behov! Fint og forståelsesfuldt tier De stille. Vil ikke prøve på at trøste mig. Nej. Det er rigtigt. Det kan slet ikke nytte noget at komme med disse ”banale” trøstetalemåder. Et ærligt håndtryk, et godt og kjærligt blik – det er alt, hvad et menneske behøver.

Et medmenneske, der er stødt, som jeg. De ønsker mig kraft og mod. Ja, tænk at stundom tror jeg på, at jeg endnu engang skal kunne rejse mig, endnu engang kunne få et arbejde færdigt. De ord: ”kraft og mod” liksom elektriserte mig.
Deres dejlige billede af hende, som lægger sine arme om halsen og læner sit skjønne ansigt in til bysten, blir ved at leve i mig. Jeg ser det altid for mig. – Lad mig få lov til at sige ½ 8 mandag aften.
Så kommer jeg/vi i østre Anlag (*?) Deres A.

 

 

 

Ø. Klasensgade 11. (Merket 28 med blyant.)

1/7/98

Kjære ven Irminger.
Sidder De hjemme i kvæld, og gider De, så kom op til os kl. ½ 9, og spis tilaftens. Den bekjendte oversætter fra russisk, Emanuel Hansen kommer og så fru Gerstenberg, oversætterens  hustru. Gerstenberg selv er i Rusland.
Hvis De nu ikke kan, så behøver De ikke at sende bud. For så ser jeg det. Snart lukker jeg mig fuldstændig inde med mine Hellemyrsfolk, hvis fjærde dil, det nu skal og må bli til alvor med. Og så varer de så længe før jeg atter får se Deres kjære, gode, stilfærdige ansigt.
Deres hengivne
Amalieskram.

 

 

 

Ø. Klasensgade 11. (Merket 23 med blyant)

7/4/98.

Min kjære ven Irminger!
Jeg har set Deres billeder på udstillingen, og har vært meget betat af dem. Det om ”sladderen” er grandiost, men hvad der rørte mit hjærte mest, det var den nøgne, knælende, i anger og ruelse (*samvittighetsnag, fortrydelse, anger) sammenbøjede kvindeskikkelse. Ikke alene det sjælelige indhold, men slig som kjødet er malet! Og engelen bagved hende! Hvormeget blir der ikke sagt og tolket i et sådant billede. Jeg fik op i mig min sjæls dybeste andagt ved at se på det billede. Hvorfor ser Du ud, som Du græder mamma?” spurgte småen, som var med mig.

Deres andre billeder også. Det var som en fest at se på dem. – – –
Men nu, kjære Irminger, har jeg en bøn til Dem. Vil De bevare denne medfølgende pakke der indeholder min bror Ludvigs efterladte manuskripter. Det er mit dyreste eje af ulevende ting, jeg herved overgir Dem. Bror Ludvig skrev til mig, at intet fremmed øje nogensinde måtte læse, hvad han ved sin død sendte mig. Hvis jeg nu pludselig dør en dag – og jeg tror, jeg gjør det, jeg orker snart ikke mer at holde livets jammer ud, så vilde min mand, fordi han er biter at, betragte det som sin literære og estetiske pligt, at ikke respektere mit ønske; det nemlig at alt fra Ludvig skal brændes såsnart jeg er død. Ja. I samme øjeblik.

Mange, mange gange, siden jeg fik disse dagbøger og afskrifter af hans korrespondance med konen, har jeg vært på nippet til at forlade livet. Men altid har jeg tænkt på, at så lå Ludvigs manuskripter der. Og brænde dem kunde jeg heller ikke, fordi de var mig så dyrbare. Ikke førend det var sikkert at jeg selv var død. Når jeg nu overgir det altsammen i Deres hender, så føler jeg mig tryg. Tryg i mit sidste øjeblik. Jeg ved at De ikke rører ved pakken, men såsnart De hører, jeg er død, øjeblikkelig brænder den. Ikke sandt, det vil De love mig?
Og hvis jeg ikke dør nu snart, hvis jeg på en eller anden mærkelig måde skulde få kraft til at leve livet videre så kan jeg jo få pakken tilbage fra Dem.

Å, hvor jeg føler mig skamfuld ved at komme til Dem med alt dette syt.
Gud gi, De var en af mine døde brødre, helst Ludvig, så jeg kunde kaste mig om Deres hals og få græde ud.
Deres ven Amalieskram

 

 

 

Ø. Klasensgade 11. (Merket 24 med blyant)
1/6/98.

Kjære, kjære Irminger!
Hvad har De dog tænkt om mig i denne tid? Ja, hvad skal jeg sige, som De ikke forud ved. Jeg har altså vært syg, gang efter gang. Å, når skal der dog bli ende på mig!
Så har jeg havt hovedrengjøring, af hele huset, ligefra alle stuerne til kjøkken, pigekammer, kjælder, og pulterkammer (*loft hvor man lagrer ting) og har selv tat aktiv og energisk del deri.
Så har vi vært på en 9 dages rejse i Jylland, hvor småen som var med blev syg, fik kusme, fåresyge, som de kalder det på dansk. Nu i disse dager har småen atter vært syg og sengeliggende af bronchitis (*bronkitt) med svær hoste og influenca.
Ja, hvad skal der dog bli af mig, Irminger, jeg, som er så aldeles udugelig til at ta livet som det er, og forefalder. Jeg, som altid lar mig slå lam af de vunder, livet gir. Hvis jeg kunde ta muntert og letvindt på det hele. Men sligt et tungt og sørgmodigt kræ er jeg, at jeg lar mig bukke til jorden af alt det, der rammer mig. De ved ikke, hvad for pigegjenvordigheder jeg har havt. Der kunde skrives en bog om det.
Også alt det andet. Dette at min mand og jeg sjæleligt ikke har mer at gjøre med hinanden end to gadestene, der tilfældig er kommen til at ligge ved hinandens side.
Før gav jeg mig selv al skyld for dette. Det gjør jeg nu ikke mer. Jeg er kommen til at se klarere og retfærdigere på mig selv. Og det er næsten værre. Når man har en selvforskyld at ty hen til, er det da noget, hvis forestilling, man ialfald kan græde ud sine modige og bitre tårer, men når man ikke engang har det, hvor skal man så hen!
Ja, kjære, snille Irminger, det var en skral og sjælesyg veninde De fik i mig. Tak, af hjærtet, tak De kjære velsignede menneske, som har tat så varsomt og kjærligt og fint på mig. Når jeg tænker på mine ungdomsår, for min ungdom vared længe, – hvor munter og sorgløs jeg den gang var, trods alt – og nu!
Denne min anden mand, så udmærket han er et menneske, har brudt mig.
En stor glæde har jeg havt i disse dager. Jeg har igår og idag atter vært på udstillingen og har set på Deres billeder. Jo mere jeg ser på Dem, jo mere på knæ blir jeg for Dem. Gudfader i himlen, hvor er de mærkelige! En dybt beveget menneskesjæl vibrer og sitrer  i dem alle. Og så er der noget så ejendommeligt over dem, som kunde de været malet for 1000 år siden. Hvor er det henrivende dejligt det billede hvor det skjønne kvindehode lægger sit varme, menneskelige ansigt op t i tilbedende kjærlighed op til den kolde Sokrates bystes kind! Og det med løvern…
nej Irminger, jeg kan ikke sige Dem hvad jeg synes De er for en dejlig mester. Igår og idag har jeg ståt aldeles fortrollet foran Deres billeder. Det bølged og briste i min sjæl. Der hvor keruben (*Kerub= himmelsk vesen som opptrer som vokter med flammesverd.) med det flammende glavind (*spyd) viser menneskeparet ud af Edens have! Det fik jeg ikke øje på igår, men idag så meget desto mere.  – – Hans Nicolai har jeg iår også havt stor glæde af. Hans dejlije, fantasifulde stik.
Har De set Dem? De må være glad i dem, hører De! Hvis De ikke er det, skal De bli det, når vi taler sammen.

Jeg vil nu slet ikke navne Krøjers malerier. (*Er det Krøyer hun mener?) Det er jo den bare pragt. Han er jo kollosal, storartet – hans fødeland, som har frembragt ham, blir til at misunde! Alligevel sætter jeg ikke så stor pris på ham som på Irminger, og iår på Hans Nicolai Poulsens billede af hende, d… hellige kvinde i purpur (*det er et hakk i arket)

er mig ligefrem vammelt.(*kvalmt) Jeg kan ikke holde du at se på det mere end 2 sekunder ad gangen. Ikke bedre går det mig med hans øvrige billeder på Charlottenborg, men også nogle gode.
De træffer mig aldrig på gaden, siger De. Nej. Jeg går jo ofte så lidet ud. Men lad os aftale at vi skal mødes. Østre anlæg er jo ikke langt fra vores begges boliger. Skriv et par ord, og sig, at De er der til den og den tid. Så kommer jeg. Det vil være en ligefrem velgjerning mod mig at få mig ud i luften. Så kan vi gå i ro, og snakke lidt sammen. De frie, gode, kjære menneske, – jeg holder af Dem (*hakk i arket så det er et ord som mangler) De tro. Deres veninde Amalieskram. (*her også skrive hun navnet i ett ord)

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 29 med blyant)
23/8/98.

Min kjære ven Irminger!
Hjærtens tak for Deres søde lille brev. Ja, det var jo altså min fødselsdag forleden. Men den dag har jeg aldrig kunnet like, må De vide. Ikke siden jeg blev voksen. Jeg husker, at jeg som lidet barn var henrykt over dagen, fordi mor laved et så nydeligt bord til mig med blomster og smågaver, og så havde jeg altid mine små skoleveninder hos mig på den dag.
Men senere! Da jeg for tilsjøs med min første mand, og han vilde hejse alle flag og vimpler på skibet, den dag, tigged og bad jeg ham om at la det være. En gang lod han det, trods mine bønner – ikke være, og så havde jeg dette, at styrmændene, maskinmestrene, stuærten og kokken og alle matrosene kom og gratulerte mig. Jeg var elendig. Jeg syntes nemlig ikke det var noget at gratulere til. Jeg blir glad når de, som er mine venner i al stillhed sender mig et par ord, en venlig tanke på den dag, men jeg fordrager ikke at der gjøres stas af den dag,
Gudskelov har min nuværende mand den velsignede egenskab at han altid glemmer dagen.

Men småen, det asen(*asen=et mildt skjellsord. Ikke nedverdigende eller med mening sårende), husker den, og så kommer det over mig alligevel.
Hun er jo nemlig så fuld af fryd over sin egen fødselsdag som altid bringer hende gaver og morro, og hun har jo naturligvis forlængesiden gravet og spurgt og villet vide min fødselsdag.
Nej. Men sådant et lidet stilfærdigt brev som fra Dem forleden, er jeg glad for. Jeg fik også to lange breve fra min søn Ludvig, og Signe, hans hustru, og et portræt af gutten deres. Det blev jeg glad for, kan De tro!

Ludvig ber mig forresten næsten om undskyldning fordi han mindes min fødselsdag. ”Jeg har altid havt det indtryk mamma, at Du ikke bryder dig om at vi skal huske din fødselsdag. Men nu må Du tilgi mig for denne gang.”
Signe, min svigerdatter, er født den 22de august, som jeg. Så Ludvig husker dagen.

Ja, kjære, kjære ven Irminger, det går godt med mit arbejde. Snart er jeg færdig. Straks sender jeg Dem bogen. Jeg tror, De har lidt hypnotisered mig, ved dette at tro så fast på, at jeg endnu kunde gjøre noget.
Å, men flittig har jeg vært i sommer! Småen og Erik har vært på landet (nu er de kommen hjem) og jeg har ikke rikket eller rørt mig fra (*her er det rift i brevarket, men ordet er mest sannsynlig:) flækken. Deres gode og tro veninde A (*riften i arket rammer også avskjeden, men hun skrev jo ofte hele navnet sitt i ett ord, hvert fall på denne tiden.)

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 30 med blyant)

26/10/98.

Kjære ven Irminger, mange tak for Deres brev, som jeg først nu får tid til at svare på. Jeg blev så glad da jeg endelig atter en gang så Deres kjære håndskrift, på konvolutten.
– Ja, jeg er forvisset om at De tit har tænkt på mig, om De end ikke har omsæt Deres tanker i handling, før nu, de De skrev. For jeg har tænkt så mange gange på Dem i hele denne sommer, denne underlige sommer i hvilken jeg har fåt min store bog færdig.
Jeg har jo stængt mig inde, har villet være alene, og det er har vært godt for mig. Dog har der vært mangen en stund hvor jeg har tænkt: Om Irminger kom op lidt til mig nu?
Det er så mærkeligt dette for mig at være færdig. De ved ikke, hvor det har vært en byrde på mine skuldre, det arbejde. Om bogen er bleven helt god, ved jeg ikke. At der er gode ting i den, er jeg derimod forvisset om.
Kjære Irminger, jeg havde glædet mig så til at sende Dem bogen. Men Hegel gir færre frieksemplarer end jeg havde tænkt. Og der er så mange, så mange, som skal og må ha den. Vil De nøje Dem med at få det første rentryk? Som altså ikke er heftet sammen men som altså kan bindes ind, hvis De vil spandere den krones penge.
Jeg længes efter at se Dem. Høre Deres rolige, milde stemme, og mærke Deres venlige sindelag mod mig. Vil De ikke komme herop lørdag kl. 4? Hvis De da kan. Så vil jeg læse noget højt af bogen for Dem, og så blir De her til middag, og får akkurat det samme som vi skal ha. Eller om De heller vil komme om aftenen? Når jeg siger kl. 4, så er det fordi jeg gjerne vil ha Dem lidt ganske for mig selv.
Otto Benzon – nej, jeg liker ham ikke så godt mer. Han er befængt med gjerrighedens pest, og det er en usigelig frastødende sygdom. Han, som er rig! Vi andre, som er fattige er ikke gjærrige. Skulde han ikke skamme sig?
Ja, penge og pengesorger! Hvis man havde fuldt op af penge så var man vist lykkeligere. Hvis man da ikke kanske netop gjennem dette at ha fuldt op af penge blev en anden og mindre værdifuld person.

Jeg har stor sorg af min søn Jakob. Det blir værre og værre. Og ikke alene jeg, men hans søde, elskelige bror Ludvig har endnu større sorg af ham, fordi de er i samme by.

I nvb tar jeg ud til dr. Rejersen i Hornbæk for at få lidt luft og samle kræfter. Hjærtelig hilsen fra Erik, småen og Deres Amalieskram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11 (Merket 34 med blyant)
26/12/98

Min kjære, inderlig kjære Irminger!
Hvis De nogensinde har glædet et medmenneske, så har De glædet mig ved det brev, De sendte mig til Norge.
– Nu, i dette øjeblikk ved jeg ikke om jeg ikke har skrevet til Dem deroppefra. For jeg gik hver dag og skrev i tankerne til Dem – Og hvis De har fåt fra mig et brev i den tid, jeg var i Norge, så

 

 

 

Brev 81-180

Skannet av det danske Rigsarkivet

Fortsettelse på:
Ø Klasensgade 11
26/12/98

…. Og hvis De har fåt fra mig et brev i den tid, jeg var i Norge, så

ved jeg, at der har ståt det samme som i dette. Ja, De kjærlige, dejlige menneske! Hvor er jeg glad i Dem, og taknemmelig fordi De sætter pris på mig, og på det, jeg altså endelig en gang fik færdigt.
Dette, De skriver om S.G Myre, som De læste før ”Afkom” – ja i slige stunder er det godt at være til.
Jeg skriver ikke : glædelig jul, og godt nytår fordi det er så uendelig kjedsommeligt, og fordi De ved at hvis noget menneske i verden ønsker alt godt over Dem, så er det mig!
Får jeg ikke snart se Dem? På fredag den 30te kommer her et par mennesker til middag kl. 6. Vil De være med? – De kjære, gode menneske, De som er en af dem, der gjør livet lettere, eller ialtfald mindre tungt at leve! Å, hvor jeg holder af Dem.
– De skulde vide, hvor Bjørnstjerne Bjørnson skjænder på mig for ”Afkom”. Han har naturligvis på sin måde ret, men han ser for ensidigt på tingene og på livet.
Skriv to ord, og sig om De vil komme på fredag.
Deres inderlige hengivne Amalieskram.

Her følger noen brev som ikke er kronologiske, jeg har troen på at den følgende sammensetningen er riktig rekkefølge:

Ø Klasensgade 11. (Merket 31 med blyant.)

2/11/98.
Tidlig morgen.
Kjære Irminger – Johanne ligger syg, og er meget dårlig. Nu har jeg våget i to nætter over hende. Aldrig såsnart var jeg selv kommen op igjen efter min, denne gang, virkelige hårde tur, før småen blir syg. Sådan er livet.

I hele nat har småen ligget i en døs, og talt uforståeligt. Når jeg har spurgt hende, har hun blot sanseløst virret med hodet. Feilberg sa igår, at det var mavekatar med feber. Bare det ikke blir noget meget verre. I tre døgn har hun ikke smagt mad, kun drukket lidt vand med rødvin. Hun er så tålmodig og stille og hendes blege ansigt ligner en madonnas.
Deres forfærdelige bedrøvede Amalie skram.

Ø Klasensgade 11. Torsdag nat. 3die nvbr. 98 (Merket 32 med blyant.)
Kjære ven Irminger, tak for Deres kjærlige og deltagende ord. Nej, De har ret – det ene menneske kan ikke trøste og hjælpe det andet, om det så vilde gi sit hjærteblod. Jeg husker, da bror Ludvig var døende; jeg spurgte mig selv: vilde Du nu for at rædde ham, for at gjøre ham karsk og sund gi

(*På siden av arket): Mange gode hilsener fra min mand

dit eget liv? Og svaret i mit hjærte var et kraftigt og vederhæftigt ja. Jeg fik fra den stund liksom mer respekt for mig selv. Jeg vidste, vidste at det var sandt. Men hvad kunde det nytte? Han måtte dø, og jeg lever. – Der ser nu inat ud, som Johanne har det bedre. Hun sover nu så sødt og pent uden kunstige midler. Sveden står i små perler på hendes ansigt, men det er vist bare godt.

(*Brev uten start. Merket 2 i venstre hjørnet av Amalie selv.)
Dagen idag har vært ond. Hun har ligget som i et slags delirium, set og set allehånde ting, Men jeg tror nu, at krisen er overståt.
Så tit har jeg sagt: alle sorger har jeg gjennemgåt, kun ikke den at miste et barn ved døden. I disse dage har jeg tænkt at jeg også kanske skulde prøve den. Men nu, som sagt, ser det godt ud.

(*Brev uten start, merket 33 med blyant)

Forresten – døden er ikke det værste. Snart vilde jeg jo ha fulgt efter hende.
Ja, fru Cantors død! Ingen ved hvad det menneske var for mig. Vi må i en fjern fortid ha havt forfædre fælles. Å, som jeg gråd i dage og nætter. Jeg gråd med en frost i kroppen, som sidder der endnu. Og aldrig vil jeg holde op med at sorge over hende. Men et gode er der ved hendes og Ludvigs død: døden når den engang kommer, kan ikke skræmme mig. De er jo gåt i forvejen.
Amalie skram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 35 med blyant)

11/3/99.

Min kjære ven Irminger, Tusen tak for Deres så elskelige brev. – Det var nokså pludseligt, at det kom idag, for igåraftes var Tyge Skram her, den unge mand, De engang har truffet her, og han begyndte at tale om Dem, om hvorledes jeg havde fåt Dem til at spise sild og gammelost, uden at De egentlig – efter hans mening – havde havt lyst til det. Han var forresten så glad i Dem, hvad pokker
skulde takke han for. Jeg sa det var ved aftensbordet: ”ja, det er underligt hvor lang tid der er hengåt siden jeg så, eller hørte noget fra Irminger. Ellers plejer vi i ny og ne at sende hinanden et par ord, selv om vi ikke ses.”
Og så får jeg Deres dejlige lille brev idag!
De skulde forresten vært buden her til igår den 10de, min mands fødselsdag. Men så kom der så meget ivejen. Fra Norge fik jeg budskab om at min gamle, elskelige mor lå for døden deroppe i Hania, (*kallenavn på Kristiania?) og så kunde vi ikke ha selskab. Det var så godt at denne meddelelsen kom, før vi havde inviteret nogen, og altså skulde ha sendt afbud. Jeg får fra Ludvig hver dag besked om hvordan det står til. Hvis det er døden, vil jeg nemlig rejse derop. For år tilbage har jeg lovt at være hos hende i dødens stund. ”Jeg vil så gjerne holde din hånd i min når jeg slukker ud”, sa hun så tit. Men nu ved man hvordan det kan gå med mennesker, der først er bleven 79. Så kan De leve længe, længe, om de end er dårlige og sengeliggende. Derfor vænter jeg nu rolig på telegram. Lægerne mener at det går nedover og nedover. Hun har slim på lungerne, og vatter sort. Men som sagt, hvem ved om hun ikke kan rejse sig igjen, kan endnu engang få solen og våren og sommeren at se – dette som hun elsked så højt.
Selv har jeg også vært syg, af Influenza, et meget heftigt anfald. Jeg følte mig forvisset om at døden var der. Og jeg tror nok, at selv Erik, det rolige menneske, tænkte det samme. Endnu sidder Influenzaen i kroppen på mig, men jeg er dog oppe, og hangler mig gjennem dagene. Også Erik har vært syg. Jeg trode, det skulde blet til Influenza også hos ham, men nu ser det bare godt ud.
Ak ja, kjære ven Irminger, livet er ikke så overvættes (*=usedvanlig) let. – Men nu længes jeg efter Dem. Kan De ikke komme herop imorgen, søndag og spise med os kl. ½ 7? Vi er mutters alene. Eller hvis De heller vil komme tilaftens kl. 8? Så spiser vi vor middag tidligere. Send mig et par ord imorgentidlig straks, så jeg ved besked. – Var jeg så forvisset om den evige salighed, som jeg er om at det er godt hvad De har malet, og har sendt ind, så vilde jeg være et lykkeligt menneske!

Nu kommer min bog ”Lucie” i nyt oplag. Den skal De få hvis De ikke har den, hvad De sikkert ikke har. For hvem af os har råd til at kjøbe bøger? Der kommer også en anden bog af mig: … og noveller, som før har vært trykt her og der. Den skal De også få.

(*Avskjed på første ark) Lad mig nu få se Deres, for mig så kjære ansigt imorgen.
Deres evindelige ven Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 37 med blyant)
12/3/99.
Kjære Irminger!
Jeg ved ikke hvordan det var ikvæld. Jeg fikk liksom ikke det samme godt af Dem, som jeg ellers altid plejer, når jeg har vært, om bare en halv time, sammen med Dem. Men fejlen stikker naturligvis ikke hos Dem. Nu gik jeg der, og skulde være både kok og opvartningspige, og værtinde, og alt dette udfyldte jeg naturligvis ikke.

Men se i dette, at jeg bad Dem komme til bords for alle … , et bevis på hvorledes jeg synes, De hører mig – os – til.
Og så dette, at jeg for to dage siden, har fåt et par forlorne (*=kunstige) tænder. Det er så underligt, at ha dem i munden. Jeg læsper og kan ikke tale uden med lidt besvær.
«Din stemme er helt forandret efter de tænder», sa min mand til mig.
Ja, det mærker jeg også godt selv. Men tandlægen påstår, at det vil gå over.
Jeg har forresten også før havt forlorne tænder. To stykker, som jeg som fjortensårs pige, havde slåt istykker. Jeg var så vild og vilter som barn. Men de tænder sad på en bitte tynd liden guldplade, og jeg mærked dem ikke.
Nej Irminger, Irminger, hvor tit jeg må tænke på den finhed og elskelighed hvormed De har behandlet mig!
– Ja, kjære, kjære menneske, tror De ikke, jeg forstår det? For at jeg ikke skulde føle mig altfor fattig, fortalte De mig dette om hende, De ved, og gud skal vide, at jeg med glæde vilde ha gjort hvad der havde vært at gjøre. Men der var jo altså intet at gjøre.
– Men sig mig Irminger – er der ikke skædt noget godt i Deres liv? De var så vakker i aften, sådan vakker som man kun er, når man er glad.
Undskyld dette kludrede brev.

I tankerne omfavner Dem. Deres Amalies

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 38 med blyant.)
26/3/99.
Kjære Irminger!
Undskyld dette elendige stykke papir, men det er søndag kvæld, og jeg har intet andet.
Vil De være så snil at låne mig det eksemplar af ”Afkom”, som De har? Sagen er nemlig den, at bogtrykkerne, efter alles mening har forlanget en uforholdsmæssig altfor stor pris for de korrekturrettelser, den er foretat. (89 kr.) Nu vilde jeg så gjerne kunne vise Hegel, hvilke rettelser, der er foretat, og da De har det eneste ”unicum”, som findes, ber jeg Dem om at få låne det. På forhånd ønsker jeg Dem tillykke med hvad De har udstillet i år!
De kan tro, det er godt.
Bare denne tørre, dumme Dorphs skriveri om det i dag i ”Pol”, var nok for mig. Ja, kjære min ven, jeg glæder mig til at se hvad De har malet. Og så må De finde Dem i at få et brev fra Deres ven.
Amalieskram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 39 med blyant.)
29/3/99.

Kjære Irminger!
Jeg ser at der går nogle andre stykker på Folketeatret i aften. Så opsætter vi vor teatergang til efter påske. For det var ”Over Evne” af B.B. vi skulde se sammen. Skriv et par ord, og sig hvilken kvæld De kommer til os. Det gjør vel ikke noget at jeg beholder ”Afkom” endnu nogle dage? Jeg har nemlig ikke fåt tid at gå ind til Hegel.
Deres A.S.

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 40 med blyant.)
19/4/99.
Min kjære ven Irminger!
Ja, det er forgalt, at De så længe intet har hørt fra mig. Og tænk Dem, at næsten ingensinde har De vært så ihærdigt i mine tanker, som netop i denne tid.
– Fordi jeg fik et aldeles dejligt brev fra Fru Schwartz, derude fra Gjentofte, De ved. Og så kom jo De ved siden af hende i mine tanker. Jeg kan næsten ikke svare på det brev, for det gjorde mig så altfor glad. Og taksigelser blir så banale, synes jeg.
Men hvis De kunde få hende til at forstå hvilken glæde, hun har gjort mig ved det brev, så vilde jeg holde endda mere af Dem, end jeg allerede gjør.
Nej mor har det bedre og bedre. Hun sidder oppe nu 2 timer hver dag, og er uhyre fornærmet, skriver Ludvig, fordi det ikke blev til noget med den død. Hun var jo så forberedt , og så vel fornøjet med at gå bort. Havde fåt alterens sakramente for sidste gang, som hun troede, og så lever hun op igjen.
Nu tror jeg, hun blir meget, meget gammel. Når vattersotten kan forsvinde fra så gammel en kone, så er der ingen grænser mere. Doktoren er også meget forbauset. Det ligner et mirakel, siger han. Jeg er nu så glad, så glad, fordi hun atter skal få våren og sommeren at se. Våren og sommeren som hun elsked.
Å, hvor tit i gamle dage, da vi leved i samme by kom hun ikke til mig den 21de dcbr. og sa strålende: Malla, nu har solen snudd sig!
– Og nu kan jeg endnu få se hende, endnu gjøre noget godt mod hende, hun som har gjort så meget godt mod mig. –

– Vi kom altså ikke i Folketeatret sammen. Det var den forfærdelige hoste, som voldte det. Den hoste blir min bane. De ved ikke hvor syg og elendig, jeg var. Hosten blev om natten til krampe. Nu er det bedre. Ja, det vil sige, egentlig er det akkurat det samme, men Feilberg har git mig nogle medikamenter, som bedøver mig, og som gjør at jeg slipper for at hoste lange lange stunder.
Og så forresten er jeg tung og sorgfuld tiltrods for det gode jeg har i livet. Der er så meget, som nager mig, nager og trykker mig slig, at jeg end ikke orker at søge trøst der hvor jeg ved, jeg kan få den – den trøst, der ligger i en kjærlig vens ærlige og gode sindelag.
Vil De ikke komme op til os snart? Fredag aften, eller søndag til middag kl. 6?
Vi er mutters ene. – Imorgen skal jeg for første gang ind og se udstillingen. Deres ven Amalieskram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 41 med blyant.)
24/5/99.

Kjære, kjære Irminger!
Tusen tak for Deres breve. Det har vært en travel og bevæget tid for mig. Min mand er rejst, og jeg har vært som lamslåt derefter.

De første dage efter al … og travlsheder, følte jeg det som jeg aldrig kunde komme over det. Jeg sørged, sørged.
Så tog jeg mod til mig og efterkom den indbydelse småen og jeg forlængst havde til at tilbringe pintsen ude på Lindevangen hos Anne Cathrine, Og det hjalp. Der var så fredfuldt og stille derude. Anne Cathrine var så god og kjærlig, så det læger min syge sjæl.
Anden pintsedag var jeg hos Hegels for at træffe B.B., og vendte om aftenen tilbage til Lindevangen. Nu er jeg kommet hjem og har fået Deres kjære breve. – Imorgen tar småen og jeg ud til Horups (*Hørups) i Lystofte og blir der nogle dage.
Det hjælper at omgåes gode og kjærlige mennesker. De må undskylde at jeg bebryder Dem med bogen til Haslund. Men der havde stået i ”Pol” at De og han var tat til Aarhus. Så tænkte jeg, at det, som kom til Dem i …gade nok blev sendt efter Dem, og derfor altså. De ved ikke, hvor glad Deres breve gjorde mig. Alt hvad De sa om mine stakkels små fortællinger faldt som balsam på mit hjærte.
Nu er klokken meget mange, og jeg er træt. Imorgen skal jeg tidlig op for at være med toget ud til Hørups. Det er for småens skyld, jeg gjør det. For at hun skal ha en god pintseferie. Jeg vil ikke ikvæld skrive om Deres dejlige billeder. Det vil jeg vænte med til jeg kommer tilbage fra Hørups, og til jeg har set billederne endnu en gang.
Deres, deres Amalieskram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 42 med blyant.)

19/6/99

Nu iaften, da jeg sent kommer hjem, ser jeg Deres visittkort. Tak min ven, fordi De altså har tænkt på at ville glæde mig ved at jeg fik se Dem.
Jeg har havt det så ondt, så ondt i den sidste tid. Været syg – ja, sygdom vil hos mig næsten altid sige: sjælelig lidelse. Når jeg lider sjælelig, og det har jeg nu i flere år stadig gjort, kastes jeg rent overende, kan hverken spise eller sove. Har de voldsomste smerter i hodet, og forresten allevegne.
Ak hvorfor er dog nogle kommen til verden blot for at lide? Da jeg kom på udstillingen – ene og alene for atter at se Deres billeder, var den blet lukket dagen forinden. Nogle håndtværkere nede i vestibulen sa mig det.
Jeg gik med et sørgmodigt smil. Sådan skal det altså gå Dig, sa jeg til mig selv.
Nu får jeg hjælpe mig med det dejlige indtryk, jeg har af Deres billeder. Men det er for vagt. Hør nu kjære min ven, Irminger. På onsdag kommer Achens og Aksel Henriques til mig, og spiser middag her kl. 6. Vil De være med?
Har De ikke lyst, så sig bare nej. Jeg forstår så altfor vel, hvordan det kan gå til at et menneske skyr menneskers selskab. Men mig vilde De glæde, hvis De kom.
Deres inderlig hengivne Amalies.

 

 

 

En lapp, merket med 1 i venstre hjørne og 45 med blyant. [-10 99]
Irminger hør, er der nu en kvinde, som De elsker og elsker lykkeligt? De så så glad og sød ud i gåraftes. Giv mig et ærligt svar på dette. Først da kan jeg skrive til Dem om hvad der foregår og er foregået i mit indre. Ingen besværlige konsekventser. Kun dette, at den ene hjemløse fugl sætter sig trofast på grenen hos den anden. Å Irminger, De stille, fine, fåmælte mand, hvor jeg tror, jeg kunde få fred ved at græde ud hos Dem. – Tænk hvor grænseløs min tillid til Dem er. Så grænseløs, at jeg tror, De nu viser mig fra Dem (*?), hvis De må.
Deres Amalie S.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 43 med blyant.)
6/7/99.

Kjære Irminger!
Tak for Deres venlige breve. Jeg var lej for De ikke kom sidst, jeg bad Dem. Vi er jo venner, så jeg har lov til at sige Dem, at jeg synes, De er lidt egoistisk i denne Deres altid gjentagne nægtelse af at komme når jeg ber Dem, bare fordi der er et par af mine venner. Når De nu ved, De vilde glæde mig så meget dermed?
Jeg har havt det dårligt hvad helbred og humør angår. Dertil meget om ørene. Havde De vært fri ikvæld, vilde jeg spurgt om De vilde kommet op til mig og spist Deres smule aftenmad hos mig. Men De var jo ikke fri ikvæld.
På lørdag rejser småen og jeg til Førslev. Imorgen har jeg det rasende travelt, og imorgen aften kommer her et menneske, som skal snakke med mig, og som jeg skal søge at trøste. Trøste jeg! Jeg, der selv har trøst behov. Men det kan være godt at befatte sig lidt med andres sorger. Så glemmer man sine egne – for en stund da – og det er altid som et slags liden lise. (*=lettelse, lindring)
Pakken vil jeg bede Dem beholde i Deres varetægt, hvis De da ikke føler det som et slags byrde på Dem.
Til høsten håber jeg at kunne få brug for den, og da skal jeg bede Dem om den. Vil De nødig, af frygt for ildebrand, opbevare den længere, så send den til mig imorgen, fredag. I mangen en tung stund har det vært en tryghed for mig at vide, at De havde denne pakke og at De efter min død, sikkert vilde brænde den.
Med de bedste og kjærligste hilsener og ønsker om en i alle måder god sommer, er og forbliver jeg Deres udødelige hengivne
Amalieskram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 44 med blyant.)
2/10/99.

Kjære min ven!
Hjærtelig tak for Deres brev til min fødselsdag. Jeg har ikke kunnet svare, ikke skrive, ikke foreta mig nogetsomhelst. Der er ingen grændser for hvor uværdigt og stygt min mand har behandlet mig. Jeg har forlangt skilsmisse, og han har bitterlig nødig gået ind derpå. Men nu, efter at det var ordnet ved sagfører, er det blevet opgit. Det er for langt at skrive om. Jeg vil heller snakke med Dem. Et er sikkert: jeg går tilgrunde både sjælelig og legemlig i dette forhold. Men så var det vel det, jeg skal og fra evighed af har vært, bestemt til at skulle.
– Imorgen kommer her et par mennesker til middag kl.6. Tirsdag altså. Vil De komme?
Deres Amalies.

 

 

 

Korrespondance-kort (merket 48 x med blyant)
Til maleren, hr. V. Irminger.
Gothersgade 143
Kjbhvn.
Førslevgaard 20/10/99. (merket 47 med blyant)

Kjære min ven. Jeg har ikke skrevet fordi jeg har vært så nedtrykt. Der er heller intet at skrive om. Alt står på det samme som da sidst jeg talte med Dem. Når jeg nu kommer hjem, håber jeg at S. har foretat det fornødne. Jeg har herfra skrevet et brev til ham, og indtrængende bedt ham derom. Imorgen aften er vi atter i Klasensgade, småen og jeg.
Deres inderlig hengivne Amalieskram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (merket 46 med blyant.)

12/10/99.

Kjære, kjære Irminger!
Da jeg kom hjem idag fandt jeg småen oppe og påkledt. Hun havde skrevet dette brev til Dem og forseglet det. Et brev til havde hun skrevet: til sin bror Ludvig i Kristiania, han havde sendt hende telegram til hendes fødselsdag. Men straks, jeg kom, bad hun om at måtte få komme i seng igjen. Hun var så gul i kinderne og så udmattet, den lille stakker. Jeg var så glad fordi De og Ludvig var de første til hvem hun havde svaret på de mange lykønskninger til hendes fødselsdag. Hvad der egentlig fejler hende, kan jeg ikke rigtig begribe. Når hun kommer frem af sengen kan hun omtrent ikke stå på sine lange, tynde ben. Hun ligefrem vakler. Og hun har dog ikke ligget til sengs længer end siden i søndags.
– Kjære Irminger, jeg er så bange for at jeg skal falde Dem til plage. Enhver har jo så nok i sine egne sorger og bekymringer. Tusen gange heller end at De hemmelig skulde gå og føle mig som en byrde, vilde jeg ha, at De sa fra. Vær sikker på at jeg taler sandt. Og at vi skulde vedbli med at være venner tiltrods for at De viste min fortrolighed fra Dem.
”Rig” jeg, som De skrev i Deres sidste brev. Nej, jeg føler mig som den fattigste af alle.
Hvis nu Johanne, som Feilberg frygted for, havde fåt lungebetændelse, og var død, så var jeg sluppen ud fra det hele. Men sålænge hun er ilive kan jeg ikke gå min vej.
Hun trænger til mig, og vilde græde så bitterlig over mig. Og tanken om at volde et elsket væsen smærte, er ikke til at udholde. Men jeg duer altså egentlig ikke til at leve, siden jeg er nødt til at ta sorgene så tungt.
Jeg var ment på at be Dem gjøre mig en tjeneste idag. Men jeg glemte at sige det. Hvis jeg havde truffet Dem i Gothersgade, vilde jeg bedt Dem følge mig op på det kgl. bibliothek, som jeg ikke ved hvor er, for at få lånt en bog: Mormons bog, eller Mormonernes bibel eller profeter, hvad den nu heder.  Var det muligt for Dem at gjøre dette for mig? Få den lånt altså enten på mit eller Deres eget navn?
Jeg har brug for den bogen nu. Deres Amalieskram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 48 med blyant.)
9/11/99.

Kjære min ven Irminger!
Jeg har det naturligvis forfærdelig ondt. Har ikke orket at skrive til Dem. Foruden min sjælelige forpinthed, er jeg legemlig syg. Kan hverken smage mad eller sove uden på cloral. Det går altid så med mig. Sjælelige lidelser volder legemlig sygdom. Nu er også en ny ulykke kommen til. Den pige vi havde, som jeg holdt så meget af, og som jeg troede så ubetinget, har vist sig at være en durkdreven tyv og bedrager. I lørdags gik hun fra os. Det var umuligt at beholde hende, for hendes tyverier var så grove og kostbare. Så har jeg måttet hjælpe mig med en formiddagskone, som et par gange er udeblevet. Og når man nu går med byrder på sit hjærte, der er større end de kan bæres, og dertil er syg, syg, så er det ikke let at greje sig.
S. smøler og smøler (*haler ut tiden, er ineffektiv og langsom) med afgjørelsen. Han venter vel på at jeg tilsidst skal gi kjøb, men det gjør jeg ikke –
Idag skal jeg ned til sagfører Paludon og tale med ham – skjønt jeg knapt kan slæbe mig afsted. Det blir da så med gudshjælpe for sidste gang.
S. har sagt til Paludon at han ikke kan flytte bort før om 8-14 dage. Og før dette er i orden, og han væk, kan jeg ikke bli menneske.
Tusen tak for bogen. Vil De være elskelig og bringe den tilbage for mig. Det, jeg søgte, i den har jeg imidlertid ikke fundet. Skriv et par ord til mig. Det gjør godt at høre fra en god ven, når man er i nød.
Nu har De naturligvis vel hørt folk vide at vi skal skilles? Naturligvis. For nu er der mange, som ved det.
Det med finantsloven må De ikke glemme, men gjør intet før jeg har seperationsbevillingen i hænde.
Deres trofast hengivne Amalieskram.

 

 

 

(Brev merket 1 av Amalie i venstre hjørne. 49 med blyant)
Kjære, kjære Irminger! Onsdag den 14de nvber, 99.
Jeg ejer intet brevpapir, for pigen, jeg holdt så meget af, har tat det altsammen. Jeg glemte idag da jeg var hos Dig, det vigtigste- Dette om Du hos din bror, som jo er gasdirektør eller sådant noget, kunde få anbragt en 15 års gut, stor og stærk. Han er søn til den kone – pige, som går her nu og hjælper mig. Han vilde så gjerne i smedelære, men tar forresten, hvad der forefalder. Kunde din bror ikke ha brug for ham? Eller kjender Du en smed som vilde ta ham i lære? Jeg ved at Du, hvis Du kan, hjælper mig her. Det eneste, der blir tilbage er dog dette at kunne være noget godt for andre, der er ligeså fattige og ulykkelige som en selv.
Å, Irminger – jeg stunder efter den tid, da jeg skal ha fåt ro i sindet. Kan sidde her brygt og stille med min lille datter. Idag da jeg kom hjem, spurgte Johanne mig om hvor jeg havde vært. Jeg sa, jeg havde vært hos Dig. Og ved Du, hvad barnet sa? «Irminger holder jeg af. Der er stor forskjel på at like et menneske, og på at holde af. Men Irminger holder jeg af.»
Jeg fik tårer i øjnene og kyssed hende. Kan Du ikke se, at hun er min datter?

 

 

 

Ø Klasensgade 11. 14/11/99.
Tak for Deres sidste brev min kjæreste, bedste, diskretste ven på jorden!
Må jeg komme ned til Dem i Gothersgade imorgen kl ½ 4? Det blir for langt at skrive om det, jeg vilde sige Dem. – Jeg har ligget syg, så syg, at jeg sikkert troede, det var forbi. Men det er altså disse nervøse, sjælelige lidelser, der, især når jeg længe har kjæmpet imod, knækker mig sønder og sammen.
Idag er jeg atter på benene, hvad der gjøres højst fornødent, så som vi ingen pige har, men kun en hjælpekone.
Hvis jeg nu ikke får kræfter til at komme imorgen, må jeg så komme i overmorgen? Undskyld papiret, men min pige har stjålet alt hvad jeg havde, og jeg har ikke fåt kjøbt igjen.
Deres Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 51 med blyant.)
19/11/99
Kjære, elskelige Irminger!
Hjærtens tak for dit brev. Bare Du fik god besked fra din bror! Jeg er så optat på at skaffe denne gut en plads. Og tak også fordi Du sendte Anne Cathrine ud til mig. Det var jo på foranledning af dit brev, at hun kom. God og kjærlig, og rede til at hjælpe, var hun som altid, og Achen også. Det har de begge altid vært. Det er gode mennesker de to.
Å, Irminger, Du ved ikke hvor liksom byrderne synker fra mig jo nærmere det kommer dette, at jeg får slippe ud fra det helvede mit ægteskab så længe har vært! Er Du i Gothersgade i dag mellem 3 og 4? Så kommer jeg et øjeblik op til Dig. Sig budet ja eller nej. Din A.S.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 52 med blyant.)

22/11/99.

Kjære Irminger!
Stillingen er uforandret. Hr. S. er et mærkeligt menneske. Nu er han jo villig til at skilles, men han smøler og smøler. Idag spurgte jeg ham om jeg kunde overbere hans værelse tilleje fra 1ste dcbr. «Neeeej» var svaret i hanlig tone.
Men nu skal jeg fæste en pige til den 1ste, og til hende har jeg sagt at det kun blir mig og barnet.
«Å det gjør vel ikke noget om jeg også blir her.»
«Jo, det gjør, såsom hun blir fæstet på det, at det kun er småen og mig.»
«Skal jeg forsøge at skaffe Dig et par værelser?»
«Neeej tak! Skal det endelig være, så vil jeg selv besørge det.»

Ja, gud, hvor denne mellemtid er ond! Jeg går rent under. Hverken sover eller spiser. Og så har jeg så meget at gjøre. Konen går æfter frokost og så er der middagsmad og aftenstellet, som jeg selv må besørge. Og jeg er nærved at segne af træthed og sorg. Nu var jeg så vis på, at det skulde være ordnet til 1ste dcbr. Men det strander på ham. Han har ikke tid, siger han.
Med hensyn til gutten vilde jeg gjerne tale lidt med Dig. Kan Du ikke komme op et øjeblik imorgen, sådan ved tretiden? Jeg har jo så ondt at få tid til at gå til Dig. Så kan Du få din broders, så elskværdige brev tilbage. Jeg forstår det ikke riktig. – Jeg har tænkt på Carlsberg bryggeri. Kunde der ikke være noget for sådan en gut? Haslund kjender jo Kyhle, og vilde kanske, når Du bad ham fra mig, bede K. om at anta ham. – Idag skal jeg til Paludon. Jeg har fåt til sigelse. Gud ved hvad der endnu kan være at tale om.
Din ven A.S

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 53 med blyant)
11/12/99.

Kjære min ven, det er sen nat. Jeg har havt så mange breve at skrive, og så meget at gjøre. Men jeg må sende Dig et par ord til tak for dit elskelige brev idag/ og for dit søde tilbud. Men kjære Irminger, jeg behøver ikke dette lån, ikke nu ialtfald. Hvor var det kjærligt af Dig at vilde det. Hr. S. er jo ikke til at rokker eller rikke. Jeg fatter ikke hvor den mands stolthed blir af. Iaften har jeg skrevet til Paludon og spurgt ham om det kunde nytte mig at ta en modsagfører.
Å, Du ved ikke hvad for en græsselig (*=uhyggelig, forferdelig, gruelig) tid, det i alle henseænder har været for mig. Den pige fra Frelsens hær rømte midt på natten efter at ha været her i 4 dage. Hun havde en kjæriste, et ungt mandfolk som gik her, og rendte efter hende, og så kom der noget andet til, men derom skal jeg fortælle Dig mundtlig. Nu i lørdags fik jeg atter en pige, som ikke er flink, men noget er bedre end intet. Imorgen tar småen og jeg ud til Achens og blir der en tid. Anne Cathrine, det gode, trofaste menneske har gang efter gang skrevet indtrængende til mig om at komme derud, for at få ro, og hvile.
Hun har også flere gange vært her, og bedt mig indstændig om det. Men jeg syntes ikke, jeg kunde sålænge Hr. S. var i huset. At løbe sådan fra ham og lade ham i stikken uden spor af hjælp var mig umuligt. Nu har jeg gåt og kavet og herset med denne pige for at sætte hende ind i husets grejer. Og nu tar vi, som sagt, derud imorgen efter kl.3.
Kom ud en aften. Jeg vil så gjerne tale med Dig, og jeg ved Du er velkommen.
Din Amalies.
(*Tilføyelse på første brevark): Du siger, jeg skal holde ud, og være stærk. Men hvor fra ta kr. at tøme?

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 54 med blyant.)
8/1/1900.

Kjære Irminger!
Mange tak for dit julebrev. Du må ikke undre Dig over at Du før ikke har hørt fra mig. Jeg har hele tiden derude hos Achens vært syg, har intet kunnet, og intet orket. De kjære mennesker derude har vært så gode og elskelige mod mig, så jeg aldrig, aldrig skal glemme dem det. Men dog Irminger – øst, vest, hjemme best.
Igåraftes kom jeg tilbage til Klasensgade. Da var S. endelig flyttet. Men endnu er der ingen agfjørelse. Alt er nu op og afgjort, og hvorfor det trækker ud med det sidste skridt, dette at gå op til øvrigheden, fatter jeg ikke.
Der lå, da jeg kom hjem igåraftes en billet fra S. til mig, hvori der stod: ”Paludan vil give fornøden underretning.”,
Endnu er denne underretning ikke kommen. Men jeg får jo vente. Vi har havt det så gudsvelsignet roligt og godt, småen og jeg idag. Jeg har læst lektier (*lekser, pensum) med hende, og hun har læst højt for mig, mens jeg har strikket.
Men dog, Irminger, sønderslides mit hjærte af kval. Jeg spør mig selv atter og atter, om jeg har ret til at ville dette, når han altså ikke vil. Gud alene ved, at det ikke er af hevnfølelse. Det er for at rædde mit hø, (*mulig det betyr verdigheten/rykte/kjøtt og blod.) for at redde mig fra undergang.
Hvorfor kom Du dog ikke ud til mig, mens jeg var på Lindevangen? Jeg vented så på at Du skulde komme.
Du må ikke ha skiftet sind imod mig. Selv om der er ting, Du dømmer mig for, så hør min forklaring før Du dømmer endeligt.
Jeg fik til jul fra Haslund et dejligt, morsomt billede af ham og Dig. Kommer Du ikke snart op til mig? Din Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 55 med blyant.)

9/1/1900

Kjære min ven! Du må ikke være sint på mig, fordi jeg idag ikke var hjemme for Dig. Jeg gik i min gamle morgenkjole, og skjønt jeg selv er 1000 gange gamlere og styggere end den, så har jeg dog som en rest af kvindeforfængelighed tilbage. Der har vært så meget at ordne og stelle med herhjemme – sådan rent huslige anliggender, som jeg ikke kan la være at ta mig af, selv om mit indre menneske segner under indre byrden. Derfor har jeg gåt og ro i det og kavet, og ikke vært pent påklædt. Og når jeg ikke er det, vil jeg ikke vise mig for Dig.

Endnu har jeg intet hørt eller fåt at vide. Jeg skrev vist til Dig sidst, at der ved min hjemkomst lå en seddel fra S. hvorider stod: ”Paludon giver fornøden underretning.”
Jeg har ventet fra time til time på denne underretning, men forgjeves. Han er vanskelig at skjønne den mand. Kjære Irminger, hvis Du vil være snil og se til mig i min åndelige nød og fattigdom, så lad mig det vide i forvejen. Bare to ord på et brevkort. Jeg kan ikke fordrage at Du skal gå omsonst. (*=forgjeves.)
Din trofaste hengivne
AmalieS.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. 1/3/1900. (Merket 57 med blyant.)
Kjære min ven! Hvor færdes du i verden, og hvad tar Du Dig til? Jeg har længtes efter at se Dig. Er Du bleven sint på mig for noget? Eller synes Du det er synd at vise Dig for mig efter min fiasko derinde? Ingeborg T. fortalte mig at Du dessverre havde vært der. Selv ofrer jeg den ting ikke en tanke. Jeg har ligget tilsengs hele tiden siden den dag 22de februar. Sårene på benet brød op igjen, ondere og smertefuldere end før. Endnu er det dårligt fat.
Ikvæld er Ingeborg flyttet herind. Jeg er så glad for det. Giv et lidet kvæk fra Dig, så jeg kan vide, Du fremdeles og altid er din Amalieskrams ven.

(*Lite brevkort merket 1 i venstre hjørne av Amalie. I høyre hjørnet påført (1900) og merket 56 med blyant.)
Tirsdag morgen tidlig på sengen.

Kjære Irminger, jeg blev syg igår, så mærkværdig heftigt, måtte gå til sengs og lå med hamrende pulse og smerter i hvert et lem og ledemod – det var ikke benet, som nu er omtrent fuldstændig bra – men jeg må vel ha forkjølet mig da jeg søndag i den bidende vind var lidt ude. Natten har ikke vært god, og jeg føler mig om end bedre, så og dårlig! Ber dig derfor komme imorgen aften. – Kjære min ven, hvor har Du vært god og snil mod mig i denne onde tid. Alt det, Du har gået for mig, og snakket for mig. Som det har opmuntret mig. Dette at Du havde tro til det. Din A.S.

 

 

 

Førslevgaard. (Merket 58 med blyant.)

13/3/1900

Min kjære, snille ven!

Jeg fik dit brev herude for flere dage siden, og Du kan nok vel vide at jeg blev glad for det. Det var ligefrem et skjønt brev. Kjære Irminger, dine gode kjærlige følelser for mig er gjengjældt netop på den måde, Du vil ha dem gjengjældt. Jeg føler undertiden som var Du min egen kjære bror, sonen en bror, som har vært borte fra mig siden han var ganske liden, og nu først er kommen tilbage.
Jeg føler også at han er af adlere og bedre stof end jeg, men at jeg dog fortjener ham, skal holde lidt, nej meget af mig, fordi jeg holder så meget af ham og så uendelig gjerne vil være en liden smule godt for ham og så gjerne vil bli bedre og bedre netop ved at tænke på ham og lære af ham.
– Forresten gjorde den mismodige hvori Du omtaler dit arbejde mig ondt. Jeg forstod jo at det ikke var fraser, men sagt ud af dit bedrøvede, ærlige hjærte, og jeg kjender kun en kval, som er større og pinefuldere end kvalen over egen utilstrekkelig evne ligeoverfor ens arbejde og ligeoverfor det mål, en har sat sig, og liksom dæmrer og flimrer for en. At Du imidlertid ser for sort på det, derom er jeg overbevist. For Du er streng mod Dig selv som få, og fordrer meget af Dig. Det er så vakkert og så sorgmodigt muntert det Du siger om lyspunktet det eneste: at Du selv kan se, dine billeder er tarvelige. Ja, jeg kan nu forøvrigt ikke tro det, Irminger.
Imidlertid, selv de bedste kan frembringe mere eller mindre værdifulde ting, og det er et lyspunkt at man har evne til at se uhildet på sig selv. Tænk hvor mange der ikke kan det! Hvor mange, der er opblæst af selvgodhed og selvglæde, og kun taler beklagende om sit arbejdes værdi fordi De de venter modsigelse.

Du spørger om den med gaverne og påtrængenheden. Efter to, nokså uforskammede skrivelser fik jeg, da sagerne var tilbagesendt, og riktig modtaget, et brev, der igjen strømmed over af … ! (*muligens et skjellsord?) Jeg har ikke svaret og håber så nu at være og forblive fri.
Nu kom pigen og sa at postmanden er der. Jeg vilde ha skrevet langt til Dig, men sender dog disse hæslige nedskrevne ord. Med benet er det så som så. Din Amalie s.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 59 med blyant.)
24/3/1900.

Kjære Irminger!
Tak for dit kjære brev, som jeg først fik nu idag, da det havde vært på Førslev, hvor jeg har tilbragt påsken, og hvorfra jeg først kom hjem i lørdags sammen med Eckerts. Småen har med sin far, i påsken, vært på Møen hos sin onkel, præsten Williams, hvor hendes fætter Tyge havde bryllup.
På Førslev havde jeg det, som altid, udmærket, selv de 3 dage, jeg måtte absolut holde sengen, for benets skyld. Ja benet! Det er ikke til at komme til komme over. Folk trøster mig med, at den slags benskader altid plejer at vare mindst et halvt år. I så fald har jeg godt 2 måneder tilbage. Jaja, der er ingen råd med det. Tålmodighed. Skrive på min bog har jeg ikke kunnet. Til den slags arbejde må jeg, som jeg vist før har sagt, være i fuld vigeur. Ellers kan jeg ikke. Og når den tid kommer, ved jeg altså ikke. I disse dage er det uhyggeligt her hjemme. Hr. S. er begyndt med at gjøre forberedelser til at flytte sine sager. Og da han aldrig har vært den mand, der rider samme dag, han sadler, drager det længe ud. Ingeborg har gjort et storartet arbejde for ham, har støvet af gjennem åbne vinduer hvereneste af hans bøger, derefter tørret dem, pakket dem i avispapir, og ned i pakkæsser. Hun har slidt som en daglønner i håb om at så hr. S. skulde sende flyttefolk efter det hele. Bøgerne er jo det viktigste. Gardiner og rullegardiner er tat ned i hendes værelse – de skulde jo være vasket og færdig – og stuen er fuld af pakkæsser i hvis søm hun, trods al forsiktighed – flænger sin kjole, når hun bugter sig frem imellem dem. Inat tvang jeg hende til at ligge i dagligstuen, der så for falt ud derinde. Bare nu hr. S. kommer og tar det altsammen. Men jeg kjender hans sendrægtighed.

Nu har han vært hos fru Eckert, og bedt hende være mellemmand med at dele vore ”bryllupsgaver.”
Vore bryllupsgaver! Vi fik omtrent intet ved vort bryllup. To små skilderier fra hans søstre, og to til fra Henriques og … (*Schjødt/Schøtt?), om hvilke jeg har sagt til ham forlængesiden at vi kan beholde af de 4, 2 hver. Hvad han sa ja til. Så fik vi nogle blomstrende planter som forlængst er visned og noget glasskrot, der er knus. – Ja, hvis dette ikke er den foridneste, affektatum, så ved ikke jeg. Men førud han har tat alt sit, og jeg har fåt gjort rent og bragt i orden er jeg ikke menneske. Du skal høre fra mig da. Og så skal Du komme en aften. Jeg vilde gåt til Jansons foredrag i aften, hvor Ingeb. skal, men kan ikke for benet. Din Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 61 med blyant.)
28/3/1900.

Kjære Irminger!
På lørdag kommer nogle af mine meget gode venner, og spiser til middag hos mig kl.6. Vil Du nu ikke være elskelig, og komme med? Jeg blir bedrøvet, hvis Du siger nej, og det gjør småen også.
Vi blir nok 12-14 i det hele, og Du skal være i kjole.
Svar mig nu straks Du kan. Din Amalieskram.

 

 

 

Ø. Klasensgade 11. (Merket 62 med blyant.)
20/5/1900.

Kjære Irminger! Det er så længe siden jeg har set Dig. Dag efter dag har jeg forgjæves ønsket mig et lidet livstegn fra Dig. Siden Du sidst var her, har jeg på grund af det skrækkelige ben, som burde amputeres (så kunde det ha det så godt) måttet holde sengen. Ak, hvor er det dog trist. Aldrig kommer jeg i luften, aldrig får jeg se noget af det som mennesker glæder seg ved: foråret – skjønt det sner og hagler, så er der dog foråre derudenfor – udstillingerne – mennesker. Her ligger jeg, fængslet til mit leje, i bedste fald til min stue, og har kun det glimt af glæde, som de, der holder lidt af mig bereder mig. Nej – det er ikke sandt! Jeg har jo småen hver dag, gudske lov! Og Ingeborg, den søde, gode, stedse (*=bestandige) mere og mere kjære Ingeborg. Det er sandt – i et brev fra Kristofer Janson forleden, stod som efterskrift de ord: ”Glem ikke at hilse Irminger fra mig.” Hvilket jeg altså herved gjør.

Når man er så meget overladt til sig selv, ude af stand til at kunne arbejde, overladt til grublerier og spekulationer, så falder der en mange rare tanker ind. Jeg har således tænkt meget på Dig, Irminger, og jeg har fået en frygt for at Du ikke holder af mig som jeg af Dig.

Kjære, kjære Irminger, Du ved og husker at det var mig, som ligefrem bad Dig om at Du skulde bli min ven. Tror Du ikke, at den, som har mod til at gjøre dette, også har mod til at høre, at den om hvis venskab hun bad, ikke har følt sig tilfreds med hende?
Å, Irminger, sig mig det ligefrem. Sig mig: ”der og der har jeg ikke likt Dig.”
Aldrig vil Du finde et villigere øre. Det er sandt Irminger. Kanske Du kunde lære mig noget. Ja, jeg er vis på, Du kan det. Tænk om Du vilde tale til mig helt ud af din sjæl, uden frygt for at jeg skulde misforstå, eller være uimodtagelig! Kan Du da ikke begribe at jeg ikke er så dum, at jeg ikke kan tåle at høre mine fejl, høre hvad der har stødt den kjæreste af mine venner?

Tanken på Dig er liksom blit et nag i mit hjærte. Du bryder Dig ikke mere om mig. Du vil helst være fri mig. Ja vel! Men kan Du ikke forstå at dette vil være mig lettere, meget lettere at bære, når Du siger mig det ligeud og motivered det istedefter taust og lidt efter lidt at smige Dig fra mig? Jeg er aldeles overbevist om at der er noget i vejen. Å, Irminger, sig det dog. Det fortjener Din ven Amalie.

Onsdag 25de.

Dette brev finder jeg nu efterat Du havde vært her. Jeg skrev det igår til Dig, og troede at pigen havde besørget det, hvad hun altså har glemt. Nu har jeg åbnet det for at skrive lidt mere. Alt står her endnu i samme tilstand. Idag har Elise, som mødte hr. S. på gaden, fåt besked om at flyttefolkene ”vistnok” kom imorgen.

Jaja, der er intet at gjøre ved det. Kristofer Janson havde efter foredraget igår, sagt til Ingeb. at han vilde komme ud og hilse på mig fredag aften, og slå sig ned hos os, hvis jeg vilde ha ham, hvad jeg naturligvis med glæde vil. Skade kun at her ikke er i orden. Selv om hr. S. virkelig flytter sine sager imorgen, er det jo umuligt at komme i orden til fredag aften, da værelset skal grundigt gjøres rent, gardiner hænges op o.s.v.

Det værste blir hullerne på væggene i daglig og spisestuen efter de billeder, som tilhører ham, og som altså blir tat ned. Så får jeg se til at sprede de andre så godt jeg kan, kanske også få sat nogle stykker jeg vist ork har i glas og ramme. Jeg tror at Du og Janson vil kunne tale godt sammen.
Velkommen altså imorg fredag aften. Din Amalies

(*Tilføyelse på første brevark): Du må ikke være molefunken fordi jeg ikke tog imod Dig idag. Jeg holdt på med benet, og var desuden også syg, ikke sandt.

 

 

 

21/5/1900 (Merket 64 med blyant)

Nej, men kjære Irminger, ser Du da ikke, eller forstår Du ikke, at det er min utilfredshed med mig selv, min store sorg over mig selv, som gjør at jeg skriver sådan til Dig. Jeg læser i disse dage en bog af Kristofer Janson, som heder ”Lys og Frihed”, en bog som jeg har lånt af Ingeborg; og Du ved ikke hvor dybt den bog bevæger mig.
– Som jeg sa Dig kan man let forme griller når  man, som jeg, så længe har måttet holde sig i sengen eller ialtfald inden døre. Jeg ved ikke om Du nogensinde har, så at sige, står ansigt til ansigt med dit eget jeg, … og har følt Dig dybt bedrøvet derved. Men det kan godt være at Du ligeoverfor Dig selv intet har at bedrøves eller skammes over. Jeg tror det nesten, for Du er et ganske mærkeligt menneske. Jeg må så tit tænke på, hvorfor netop Du skal volde mig disse uroer –
– nej, jeg vil ikke skrive mere – – –

Sig mig Irminger, synes Du, det går an at jeg skriver til hr. (*?Styhr), og ber ham om at sende mig ”Afkom” tilbage?

Du ved, jeg har sagt Dig at han udtrykkelig ikke vilde ha ”Afkom” som foræring. Han var enddnu så så ”fin” at sige mig: «Jeg vil ikke at De skal sætte Dem i nogensomhelst udgift for min skuld.»
Enden på snakket blev, at jeg skulde sende ham bogen tillåns, hvad jeg altså gjorde. Det var det eneste eksplr. , der fantes i huset. Indbundet var det også (prisen 10 kr). Skal jeg skaffe mig et andet eksplr hvad jeg selvfølgelig blir nødt til, så som jeg skriver på ”Afkoms” fortsættelse, må jeg betale det i dyre domme. Synes Du, jeg skulde skrive til hr. Styhr, og spørge om han nu havde læst ”Afkom”, og venligst vilde sende mig den tilbage? Synes Du? Svar mig!
Når mit ben blir brugeligt igjen engang i tiden, så vil jeg be Dig om at Du skal gå ud til Krematoriet – der hvor min aske skal oppbevares – med mig. Jeg aner nemlig selv ikke vejen. Du kan stole på at ”dansk ægtehustru” ikke skal stå på urnen.

Din Amalieskram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 65 med blyant)
21/5/1900.

Kjære min ven, misforstå dog for guds skyld ikke hvad jeg skrev; dette at jeg har mange uroer for din skyld. Det er fordi jeg i mine tanker sætter Dig så uendelig højt over mig selv.

Jeg er så bange for at jeg ikke skal være dit venskab fuldt værdig. Men sådan går det vist mennesker som er ærlige, og som holder af. Sådan gik det mig også ligeoverfor min bror Ludvig. Han var yngre end jeg, og jeg havde gjennem hele vor barndom og ungdom ganske sikkert vært den dominerende i vort forhold, indtil jeg blev den ydmyge, den der så, at han var så meget, meget bedre end jeg. –
Jeg siger mig selv at disse triste tanker kommer af mine syge nerver. Fordi jeg sålænge har måttet leve dette indestængte, ensomme liv, og næsten aldrig har vært ude i luften.
Småen var nede med brevet til Dig. Hun havde også sin ”Afkom” med, men slap ikke ind og kom derfor tilbage med ”Afkom”. Du skal ikke komme til mig førend jeg er blevet roligere og gladere/godere. Jeg blir det nok.

For at Du ikke skal glemme at tænke på mig, sender jeg Dig disse udklip, som jeg ved at rydde op i mine gjemmer idag har fundet.
Du må gi mig dem tilbake. Og ”Afkom” ligger her indpakket til Dig.
Nu tror jeg sikkert, Du blir svært kjed af mig. Men hvad skal man ha en ven for, hvis man ikke ustraffet får lov til at plage ham?
Din A.S.

(*Tilføyelse på brevet): Du lovte mig, at jeg skulde få læse flere af dine ting, dine vers. Men se, om Du har holdt det!

 

 

 

Ø Klasensgade 11 (Merket 66 med blyant)

21/5/1900 kl ½ 2 nat.

Nu har jeg læst dit brev for 5te gang. Du skjænder på mig, og det er godt. For Du skjænder meg til ro. Hvor kunde Du vilde skjænde på mig, hvis Du ikke holdt af mig? Min bror Ludvig skjændte også på mig af og til. Men hans skjænd og min sorg opløstes altid i harmoni og glæde. ”Netop fordi Du er mig så kjær små Mallamor”, sa han til mig, ”kan jeg ikke tåle at Du ikke altid er som, jeg vil ha Dig. –

Ja, af ham tålte jeg skjænd. – Nu, når jeg læser i hans dagbøger, som Du så længe har gjemt for mig, dvæler jeg med forkjærlighed ved de steder hvori han betror sin dagbog sin misfornøjelse med mig. For han er så god og kjærlig, og så forståelsesfuld.
Vi boede jo sammen i 4 år på Fredrikshald, i hvilken tid han var mine to gutter den kjærligste opdrager, ven og far. Jeg husker en aften, vi sad sammen i dagligstuen, jeg med et håndarbejde, han med en bog i en lænestol. Jeg skotted til ham af og til, og så at der rant store tårer ned over hans kinder, og at han slet ikke læste, bare lod så. Så gik jeg hen til ham, tog ham om halsen, og spurgte ham hvorfor han gråd.
«Fordi jeg forleden dag gjorde Dig uret», sa han. Du ved ikke hvordan jeg blev tilmode. Jeg turde ikke vise mine følelser for heftigt, fordi jeg vidste at han ikke vilde like det. Så kyssed jeg ham bare på panden, og sa: tak Ludvig. Han havde nemlig gjort mig uret. Fra den aften, tror jeg næsten, at jeg blev et lidt bedre menneske. Du ved, at jeg har sørget meget over min bror Ludvigs død. Andre kjære har jeg også mistet, men jeg sørger ikke mere over dem. Kun over Ludvig sørger jeg bestandig. Igåraftes, da jeg vilde læse om igjen hans sidste breve, måtte jeg la det være. Det var som om mit hjærte blev sønderrevet.

Jeg, som i mange år har vært så glad ved den tanke at døden var den evige tilintetgjørelse, jeg ønsker og håber og tror nu fuldt og fast på et liv efter dette, fordi det mig umuligt at tænke den tanke at Ludvig er tilintetgjort. Å, hvor var han mig kjær, det menneske! Og altid god, god imod mig og mod alle.
Skjønt Du og Ludvig slet ikke i noget ligner hinanden, er det blevet mere og mere for mig som at Du var ham. Når jeg om natten drømmer, så er Du ham, og taler til meg med hans søde, milde, dæmpede stemme.
Ja Irminger – jeg hader også løgn mest af alt, og dog er jeg ikke, kan jeg ikke i alle forhold være helt sand. Kan Du det?

Bare dette, at jeg ikke har hjærte til at vise Dem, som holder af mig, og som har vært gode mod mig, at jeg ikke er likesåglad i dem? At jeg, når de indbyder mig, ligefrem luver for at slippe. Ja, Du kan tro, jeg er nokså lastefuld, og det er for mig en smertelig lettelse at sige det til Dig. Du må ikke tro, at jeg nu spøger. Det er sandt hvad jeg siger, hvert ord!
Nu må Du ikke mere synes, jeg har skuffet Dig, Irminger. Kunde Du bare læse helt ind i mit hjærte, så skulde Du se, at ligeoverfor Dig er jeg bra.
Hvor gjerne jeg vilde besøge fru Schwartz! Hvis nu benet mit blir bra kan Du så ikke ta mig med til hende en dag? Kristofer Janson kommer snart igjen og da har han hustruen, åndeseersken med. Vil Du se dem her? Men kom nu op imorgen og spis en meget tarvelig middag med os kl.6. Vil du?

Fra Ingeb. og småen mange hilsener. Din Amalieskr

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 68 med blyant.)

23/5/1900.

Kjære ven, Irminger!
Dette lange brev skrev jeg altså forleden nat, men det blev ikke afsendt. Nu får Du det alligevel. Tusen tak for dit brev til mig idag!

Ja, det er sandt hvad Du siger, at jeg er ugjevn og urolig. Men sådan har nu de safter, hvoraf mit blod er blandet sammen, gjort mig, og derved er intet at gjøre.
Man kan jo ikke skabe sig om. Og det nytter heller ikke at be og anråbe (*bønfalle) gud om det.
Nej, lovene er alt lovende underkastet. Med lovene mener jeg de aldeles uomgjængelige følger af de bestanddele hvoraf vi en sammensatte, følgerne af vor handlemåde, vor tænkning o.s.v. Jeg tror, det blir en lidt ond tid for mig, den som kommer nu. Men måske klarer jeg mig også denne gang. Jeg har idag skrevet til hr. Styhr, og har bedt om at få ”Afkom” tilbage. Jeg er så stolt af det brev, synes , det er et rent mæsterstykke. Fra småen og Ingeb. mange hilsener. Ingeb. er så klog en liden jente, at hun klart ser hvad Du er for et menneske. Vi har talt ikke så lidet sammen om Dig.
Din Amalieskram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 69 med blyant.)
7/6/1900.

Kjære Irminger!
Vil du spise din middag hos mig på lørdag kl. 5? Her kommer Achens og Tyge Skram med sin nygifte kone.
Husk nu, at Du ikke behøver at ty til nødløgn ”mir gegenüber.” (Mot meg.)
Du ved, vi skrev om den ting til hinanden.
Din Amalies.
Kom!!

 

 

 

Ø Kjbhvn. Klasensgade. (Merket 70 med blyant.)
6/7/1900.

Ja, kjære min ven, jeg har vært syg, er det endnu. Benet mit fik et stygt tilbagefald, så ondartet som ingensinde før. Jeg har måttet bide i det dyre æble at tilkalde en specialist, og den salve, han har git mig, har allerede efter 4 dage forløb, gjort underværk.

Å, men jeg har lidt så meget denne gang, har vært rent febersyg af de bensmerter.
Derfor må Du ikke bli sint på mig, fordi Du denne gang får så kort et brev. Jeg er nu vel nok kommen op igjen, men er dog så afkræftet og udmattet, så jeg orker ingen ting, end ikke at skrive ordentlig til Dig, Du kjære.
Folk drager også altfor store veksler på mig. Jeg har havt liggende gjæster, som jeg ikke har invitert. Det kunde aldrig falde mig ind at man i min nuværende stilling, vilde forlange sligt af mig. Men de kom uden videre. Og andre gjæster, tyskere og Bergensere, som meldte sig. Og gjæstfrihed sidder mig jo i blodet. Men det blir for meget. Dog derom skal jeg fortælle Dig mundtlig engang. Havde jeg endda råd til det! Men jeg som bogstavelig talt ikke har til det tørre brød til småen og mig selv, hvis jeg ikke får skrevet noget! Og hvorledes skal jeg få skrive, under slig en invasion?
Ja, Du kjære, trofaste ven, jeg ved, Du har søgt mig inden din afrejse. Og det har græmmet mig at jeg ikke har kunnet sende Dig en hilsen før Du rejste. Men jeg kunde det ikke. Ikke heller nu kan jeg det.
Småen rejser ud til Førslev imorgen, søndag. Nergaard, som er her imorgen lørdag, for at høre de svenske sangere, tar hende med sig. Gudskelov, at hun kommer afsted, straks, hun får ferie. Hun hulked af sorg, da hun så mig ligge der, og slutted, at hun så ikke kom til Førslev i rette tid. Såsnart jeg kommer til kræfter, drager jeg efter. Derfra skal jeg skrive til Dig. Hilsen fra Ingeborg og småen og din
Amalies.

 

 

 

Førslevgaard pr/ Fuglebjerg 12/7/1900. (Merket 71 med blyant.)
Min kjære, kjære ven, tusen tak for dit prægtige brev, som kom i dag efter at ha vært i Kjbhvn.
Du forstår ikke at jeg kan påta mig at ha liggende gjæster, siger Du. Tror Du da, jeg har påtat mig det? Nej, jeg var af alle mulige grunde fortvivlet over det, men hvad skal jeg gjøre, når de uden videre mælder sig, og når det er gamle, sågar barndomsvenner? Jeg tænkte mig jo ikke muligheden af at de nu i min fovandrede (forverret?) stilling vilde kunne huse dem, men det gjorde de nu. Drude Janson skrev til Ingeborg at de kom 3 mandsterk, hun selv, den fraskildte datter Borghild og hendes treårige gut. Og Ingeborg var sød og frydefuld ved tanken. Jeg var et øjeblik aldeles stum. Så sa jeg: «Ja, men Ingeborg, det er jo umuligt. Hvor skal jeg lægge dem? Vi har jo akkurat de nødvendige senge til os selv. Og sengklæder da, selv om de vilde ligge på gulvet?»
Ja, så blev det jo til at bare Drude boede her, Ingeb. bad hende få sit værelse og lå selv på den grønne sofa inde i dagligstuen, hvad der ikke var så morsomt, for jeg liker nu ikke at ha huset i uorden. Og så kom jo Borghild og gutten her omtrænt hver dag, og gutten spiste som en liden bjørn. Det vilde jo bare vært morsomt, hvis jeg havde havt råd til det. Men det er jo det, jeg ikke har.
Forckhammers/ Forekhammers hos hvem Borghild med gutten boede, kom her også, og Drude spurgte mig i deres påhør om jeg nok ikke vel havde middagsmad også til dem. Hvad skulde jeg svare andet end jo. Hun havde skrevet at hun vilde bli her i 2, højst 3 dage, og hun blev her i 9. Samtidig kom malere og håndtværkere, og gav sig til at rumstere i kjøkkenet og pigekammeret så det var meget vanskeligt for dem stakkels, tålmodige Marie at få lavet maden.
Jaja, nu er det jo overstået, og jeg sidder her i fred og ro på det dejlige Førslev med småen, Eckerts, fru Katen og Nergård, og har det storartet, skjønt benet fremdeles aldeles ikke er bra. Men det kommer nok.
Jeg måtte le ved din beskrivelse af det ”helvede”, hotellivet er. Ja, Du kan tro, jeg forstår det! For mig vilde det også være helvede, hvad skal det så ikke være for Dig, Du vene, fine, bly menneske! Du er sød som skynder Dig at tilføje: ”Det er forresten meget rare mennesker allesammen” – Ja sandelig kan de være ”rare” nok. Bare man kunde holde sig dem fra livet.
Du skriver så vakkert om dette at mødes igjen når vi er døde. Ja, Du kjære, jeg tror det samme som Du i den henseende. Men jeg er vis på, at jeg ikke er værdig, til straks når jeg er død, at komme der hvor Du kommer, eller bli det. Du blir. Men så kan jeg vente. Om igjen! I støbeskeen med Dig, ”siger knappestøberen i ”Per Gynt”, og det blir sikkert min lod. Men hverken bange eller misfornøjet er jeg, fordi jeg ved at jeg er i den evige, allkjærligheds naturlovs hænder, og at mig skjer, hvad der må ske mig.
Jeg skal hilse Dig fra Nergaard.

 

 

 

Brev 181-278

Du må endelig hilse fru Nini Gad meget fra mig. Jeg har kjendt hende godt i gamle dage, og har holdt overmåde meget af hende. Nu er vi jo kommen fra hinanden. Men jeg bevarer dog mindet om hende og om hendes dejlige mor i mit hjærte.
Nej, så fru Didi Heiberg (*kallenavn på Didrikke Heiberg) nu er på Skagen? Den stakkel! Hvordan grejer hun sig? Hils hende ikke. Jeg har skrevet med en aldeles umulig pen, hvad Du nok har kunnet se, såsom min skrift denne gang er enddog verre end ellers. Lad mig snart høre fra Dig! Din Amalis.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 75.)

27/9/1900.

Tak for dit venlige smile og søde hilsen, Du trofaste, kjære! Jeg sidder jo og slider i det, og er glad ved at få være i absolut fred og ro. En uendelig stor lykke har jeg deri, at småen bestandig ligesom knytter sig fastere og fastere til mig. Du ved ikke for en herlighed, det barn er, for en solvarme over mit fattige liv, for en spore til at bli bedre og dueligere. Havde hun ikke vært, da ved jeg sikkert at jeg nu ikke mere havde vært blant de levendes tal.
Å, så træt, så træt, så overtræt jeg har vært af dette liv, der dog jo er bleven mig, som alle andre, påtvunget. Men tanken om at hun vilde sorge og savne har holdt mig tilbage, holdt mig fast ved den pligtens opgave, jeg har: at eksistere så længe gud vil det, for hendes skyld.
Hvor er dog forresten mennesker gode! Jeg kan ikke fatte at de er så gode, for jeg har ved intet fortjent det. Men nu skal De høre.
Imorges kom der en dejlig liden oyerkone fra min forhenværende svoger, pastor William Skram på Fyen, og et kjærligt lidet brev.
Jeg blev så rørt at jeg måtte græde. Så sikkert troede jeg at han ikke med venskab tænkte på mig nu mere.
Så idag, da jeg var nogle nødvendige ærender inde i byen, mødte jeg 3 mennesker, som stansed mig og var så snille, så snille. Den ene var fru Viggo Johansen. Denne stoute prægtige kvinde, som jeg troede ikke kunne like mig. Hun var så sød og elskelig, spurgte mig om jeg ikke havde lyst at besøge dem. Jeg ved nesten ikke hvad jeg svarte, så beveget blev jeg.
Ja, Du kan tro, sligt gjør godt i et fattigt og såret hjærte. Nu da jeg kom hjem måtte jeg straks skrive dette til Dig, før jeg satte meg til mit arbejde. Din Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 73.)

12/9/1900

Min kjære ven Irminger!
Med rette har Du havt grund til at undre Dig over at Du i al denne tid intet har hørt fra mig. Men sagen er at jeg har gjort alvor af at spærre mig inde for at kunne arbejde. Tiden er jo gået for mig, uden at jeg har fåt gjort det ringeste, siden den for mig glædelige begivenhed at jeg blev befriet for S. indtrådte. Og jeg må og skal få mit arbejde færdigt. Ellers kan småen og jeg kun eksistere på en meget kummerfuld måde, og det endda neppe nok. Og jeg kan ikke skrive, eller i hodet udarbejde noget, uden at være fuldstændig isolert, og så vidt muligt undgå alle slags udenfra kommende indtryk på påvirkninger. Men derfor kunde jeg jo godt ha skrevet et par ord til Dig, så meget mere som jeg lovte Dig det den dag ude i trappen. Uden at overdrive tør jeg dog sige, at Du hver dag har været i mine tanker, og at jeg hver dag har tænkt på at skrive til Dig. Men det er blevet ved tanken. Derfor må Du tilgive mig kjære Irminger. –
Frisk har jeg heller ikke vært dessværre. Det hårdnakkede onde i benet er fremdeles ikke besejret. Jeg har givet mig rent over, og er forberedt på at skulde trækkes med det onde ben resten af mit liv. Bedre end det var i vinter, er det jo dog gudskelov. Og så plager hodepine mig ret som det er. Nu blev jeg jo også en hel del anstrængt af alt det, jeg havde at gjøre i huset. Det var virkelig meget mere end en skulde tro. Bare at hænge op gardiner alle vegne! Og først skulde de stoppes og lappes og fores og omkalfatres. Og alt måtte jeg gjøre selv fordi pigen er så svimmel og så dum at hun ikke kan stå på en trappestige. Men nu er jo alt det overstået for flere uger siden og huset er i den bedste orden. Om det så er pulterkammeret, så har jeg vært med til rengjøringen deroppe, og der er nu så triveligt og pent, at en gjerne kunde få lyst til at bo deroppe. En stor sorg har jeg også havt i sommer, og det har tat svært på mig, og gjordt mig næsten menneskesky. Du skal aldrig spørge mig om hvad det er, eller nogensinde hentyde til det.
Det kan ikke nytte at tale om sorger. Det blir hverken verre eller bedre ved det, og så er det fornuftigst at tie. Men det er underligt hvorledes ens indre fysionomi forvandles. Godt at det ikke vises i ens ydre fysionomi. Ialtfald ikke for andre end dem, der står en meget nær, og er meget skarpsindige. – –
Ja, jeg fik dine venlige ord til min fødselsdag. Tak skal Du ha, skjønt det er og blir sandt, at jeg ikke bryder mig om at nogen mindes eller minder mig om den dag. Det har altid vært således fra jeg blev voksen, og nu siden det er min elskede bror Ludvigs dødsdato, mindre end nogensinde. Igåraftes vilde jeg så forfærdelig gjerne havt fat i Dig. Jeg blev nødt til at rive mig ud fra mit arbejde fordi her var kommen til byen en amerikansk-norsk kusine af Ingeborg Janson, hvis forældre jeg har kjendt godt i gamle dage, og som jeg måtte indbyde en gang. Så spurgte Ingeborg om hun ikke også måtte be Poul Vermehren, og Thomas Krag, og jeg sa naturligvis ja da den Ingeborg, det søde kjære velsignede små menneske, hun har skaffet mig på halsen mange gjæster p som jeg hverken har havt tid eller råd eller lyst oplagthed til at ha. I sommer mens jeg var på Førslev havde hun også havt gjæster her, liggende, og de havde af pigen forlangt rent dækketøy og rent sengelinned, og rumsteret over hele lejligheden aldeles uden mit vidende. Pigen var fornærmet og bebrejded mig at jeg, da jeg fasted hende, ikke havde talt om at her så ofte kom liggende gjæster, hvad jeg var vel fri for at kunde ha gjort, sådan det ikke et sekund var faldet mig ind at nogen vilde forlange sligt af mig nu. Det var godt at pigen var sint, for derved fik jeg lejlighed at sige alt til Ingeb. Hendes mor og søster havde ganske rolig tænkt at ta ind her igjen på gjennemrejsen tilbage til Dresden, men det blev da afværget.
Ja, jeg vilde som sagt så gjerne havt Dig op her igåraftes, men havde intet bud at sende. Det blev forresten svært hyggeligt og vellykket her. Jeg har slet ikke vært borte fra byen siden den dag i trappen. Får Du lyst til at se op til mig en aften, så lad mig det endelig vide i forvejen. Småen beder mig hilse Dig. Hun siger det så strålende sødt.
Din Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 76)
17/10/1900

Kjære Irminger!
Hjærtelig tak for dine linjer fra forrige uge. Jeg har ikke skrevet til Dig, men tænkt på Dig har jeg hver dag, og tænke på Dig gjør jeg omtrent altid. Det vil sige, Du er ligesom gået ind i min bevidshed og mit liv som en af dem der hører mig til, og så kommer Du ikke let ud igjen.
Nej, den ildebrand gjorde mig ingen fortræd, skjønt den, takket være det fjotrede fjols af en pige, skaffed mig en hel vågenat. – Men hør nu Irminger, jeg længes efter at se Dig og efter at tale lidt med Dig. Ikke om noget særligt, slet ikke, men bare se Dig. Det siger småen også. «Hvor er det længe siden Irminger var her.»
Hvor elskeligt af Dig at huske hendes fødselsdag! Hun sætter pris på at bli mindet på sin fødselsdag, hvad jeg ikke gjør.
Hun sa, hun vilde skrive, og takke Dig. Har hun ikke gjort det?
Kan Du ikke skrive mig to ord til og sige hvilken aften i denne uge, Du vil komme op til os? Bare til et tarveligt stykke aftensmad, forstår Du, og en whiskytoddy efterpå.
Gjør det, er Du snil. Din dig meget hengivne og meget taknemmelige Amalieskram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 77.)

22/10/1900

Min kjære ven! Tak for dit så velkomne brev og for dit uforanderlige venskab, og din bestandig den samme godhed mod mig.
Du behøver så mæn ikke at sige et eneste muk om det, Du berører. Selv ved jeg, hvor vanskeligt, ja fast umuligt det er at opfatte og fastholde alle enkelheder under en hastig oplæsning af et ukjendt arbejde. Derfor har jeg også imod at gjøre det, men det var jo på grund af dette med illustrationen. Når du engang i ro og mag kommer til at læse fortellingen, så er jeg forvisset om at Du vil se, at på det punkt ikke kan rettes nogen anke.
«Han hadde jo været forlovet med hende», siger Du. Nej, deri tager Du fejl. Det var jo netop første dagen efter at han på en uventet og overrumplende måde var kommen til at blive forlovet, det var jo da, ved det allerførste gjensyn efter at han havde bundet sig til hende, det var jo først da, at han så hende med kritiske øjne, så hende som hun virkelig var. Før, da det ikke et øjeblik var faldet ham ind at forlove sig, havde han set annerledes på hende, i grunden altid lavet hende om i sin fantasi. Forresten står det udtrykkelig at han i første øjeblik den gang han første gang traf hende var bleven skuffet ved hendes ydre, men at han med magt havde forjaget dette indtryk, hvad han da også lettere kunde, så som hun jo ikke i dybeste forstand vedkom han –

Men alt dette vil Du se når Du læser bogen engang. – Ja kjære Irminger – Du kan være vis på at jeg forstår dine anfægtelser og dit misnøje og din modløshed.
Hvor tit har jeg ikke været nærrved at segne, og opgive alt, når jeg har set hvilken uhyre afstand der var mellem hvad jeg vilde give, og hvad jeg gav. Havde Du ikke disse sjæls anfægtelser og dette mismod, så var Du ikke kunstner fremforalt ikke den kunstner Du er. – Det er næsten en ulykke at din model er bleven syg. Men kjære, kjære Irminger løft hodet og fat håb pånyt. Jeg siger dette ligesåmeget til mig selv som til Dig. Det er jo som når den blinde vil læde den halte.

(*Tilføyelse på første side): Skrevet i stor hast og derfor slet skrevet. Bær over.
Din Amalies

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 76.)
9/1/1900 (er 1901)
Kjære min ven!
Hvor jeg takker Dig for dit sidste brev! Ja, det kan Du aldrig få at vide, Du kjære, fordi det er så noget nær umuligt at finde ord for det, jeg følte da jeg læste dit brev.
Du er jo digter, menneske! Hvor var det lille vers skjønt!
Jeg kom til at tænke på Goethes ord, det eneste på jorden med hvilket dit vers kan sammenlignes:

Wer nie sein Brod
mit Tränen afs,
wer nie die kummer,
vollen Nächte an
seinen Brette weinend
safs,
Der kennt … nicht,
Ihr himlischen
Mächte

Ja, lide må det menneske, der skal kunne yde noget godt, noget der optar eller glæder andre.
Men hvad så? Når man ser og fatter sammenhængen i det? Hvad gjør det så at man lider?
Men lidt sjælelig har jeg meget mens jeg skrev ”Julehelg”, og verre blir det når jeg nu skal til for alvor med ”Afkoms” afkom. Jeg kvier mig ved tanken, men ved, at jeg vil og må.

Du snakker om fest for mig. Gud i nåde afvende at det nogensinde skulde ske. Findes der på jorden et menneske, som er uskikket til at ta imod sligt, så er det mig. Jeg vilde ikke kunne tåle, ikke fordrage, ikke udholde det.
At jeg har mine sjælelige lidelser, når jeg skriver, det finder jeg i sin orden, for det må så være.
Men at jeg også skal plages så svære med disse pigesorger, det er synes jeg næsten uretfærdigt. Fremdeles har jeg ingen pige, kun en kone, som blir borte i dagevis. Der har været nogle piger som har ansøgt pladsen, men jeg har ikke villet faste dem. Jeg er bleven meget bange. Din Amalies

 

 

 

Ø Kjøbenhavn. Klasensgade 11. (Merket 77.)

2/2/1901.

Min kjære ven! Jeg har havt en trængselstid så svær at Du kan ikke tro det. Slidt og slabt uden pige ligetil igåraftes, da pigen kom. Idag har jeg forresten også slidt, for huset var ikke i orden. Overbegroed som det var, efter den lange ”konetid”. Konen gik kl.12 hver dag, og så havde jeg at lave middagsmad o.s.v. I forrige uge lå jeg syg flere dage af heftig forkjølelsesfeber – der er jo så koldt i kjøkkenet når man koger med gas. – Snart skal Du høre mere fra mig. Iaften er jeg så træt, så træt. Tak for dine to søde breve.
Din Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11 (Merket 78.)
8/1/1901

Kjære Irminger!
Vil Du gjøre mig den glæde at spise her til middag imorgen lørdag kl.6?

Du får indbydelsen så sent, fordi jeg skal ha 2 selskaber og jeg havde tænkt at bede Dig til det sidste. Men nu blir vi altfor mange fruentimmer. Vi er jo tre her i huset, ved Du, og så har Sinding (*Stephan Abel Sinding) sagt nej, mens hans kone derimod kommer(*Anna Elga Augusta). Du må endelig være snil og sige ja. Du skal enten få Achemor (kallenavn på en av Achen-ene? Eller Achens mor?), eller Ingeborg, eller mig til bords. Vær endelig så elskværdig at svare straks. Vi blir 18-20 stykker. Din Amalie

 

 

 

Ø Klasensgade 11. 16/12/1900. (Merket 78.)

Kjære min ven Irminger!
Hjærtens tak for begge dine breve!
Jeg har havt det temmelig dårligt, og sådan er det fremdeles. Da bogen efter utroligt slid var bleven færdig – jeg måtte i høj grad tage nætterne til hjælp sank jeg rent sammen af træthed og overanstrengelse. Mens jeg skrev på de sidste kapitler fik jeg som en lammelse i højre håndled, og måtte i tre dage lade arbejdet ganske hvile. Det var forfærdeligt, og det kneb svært med at blive færdig i rette tid. Men så lykkedes det dog. På onsdag er det Ingeborgs fødselsdag. Her kommer 2 mennesker til hende. Vil Du ikke være med? Vi spiser kl.6. Det er så længe siden jeg så dit kjære, kjendte ansigt.
Din Amalies.

 

 

 

Korrespondance-kort. 16.12.00 (Merket 74.)
Maleren, hr. V. Irminger.
Gothersgade 143
K

Ø Klasensgade 11. Korrespondance-kort (merket både 74 og 79.)
15/2/1901.
Kjære Irminger! Nu må Du kunne komme til mig lørdag 23de til middag kl.6. Vi blir en 14-16 stykker.
S.u.
Din ven Amalieskram

 
(Tilhørende fremside på Korrespondance-kortet):
Maleren, hr. V.
Irminger.

Gothersgade 134

K.
(*Amalie må ha skrevet feil dato og årstall, for kortet er stemplet 20.12.00)

Ø Klasensgade 11.
30/12/1900.
Kjære gode ven Irminger! Jeg sender Dig et kjærligt ønske om et godt og glædeligt nytår.
Give gud at Du må bli så tilfreds og lykkelig, som jeg ønsker Dig det, og som jeg synes, Du fortjener det.
Tak for din søde julegave til småen. Hun har vel skrevet til Dig fra Lindevangen, hvor hun tilbringer ferien. Henrykt var hun over gaven, og jeg måtte straks love hende, at den skulde komme i glas og ramme, hva den også skal.
Selv har jeg nokså onde dage. Slider og slæber som den armeste tiggerkvinde. Jeg er nemlig uden pige. Hvad jeg nu pånyt igjen har oplevet med hensyn til piger, er ikke til at beskrive. Men gudskelov at jeg har humør nok til at le af det.
Ingeborg, som er i Dresden hos sin moder, fru ”Mina/Mira”, kommer først hjem den 7de januar, samme dag som småen fra Achens. – Jeg er glad, jeg er alene, for så er det da bare mig, som lider under tilstandens pinagtighed.

Hver eneste dag i denne tid har jeg været udbuden. Men jeg har ikke orket at gå. Imorgenaften skal jeg til fest, og i overmorgen.
Jeg finder ikke ord for den tak jeg vilde sende Dig, Du trofaste kjære. Din A.S

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 80.)

28/2/1901.

Kjæreste Irminger! På søndag 3die marts skal vi ha en bitte liden fest for Ingeborg fordi det da er et år siden hun flyttet ind til mig. Du må komme med! Kan Du huske, Du var her den aften, da det blev afgjort at hun, og ingen anden skulde bo i det værelse, jeg måtte leje du. Både Ingeborg og jeg vil bli forfærdelig bedrøvet, hvis Du ikke kommer.

Vi spiser først til middag kl. ½ 7. Fordi jeg skal læse op i arbejdernes forsamlingssal samme dag.
Nu må Du ikke bli forskrækket. Instruktør Anton Neergaard, der har fået mig til det, har været her flere gange, og læst med mig, og lært mig.
Ingeborg, som hver gang har, været med, og har hørt på det, tror sikkert, at jeg denne gang kan læse sådan at de kan høre det.
De andre to gange, da jeg har forsøgt at læse op, er jeg gået så letsindig til det, uden hverken at prøve eller øve. Men nu skal Du bare se!
Her kommer altså bare et par mennesker. Ingeborgs kammerat Vermehren og hendes medarbejderske frk. Abel, Tyge og Ellen Skram og Du. Endelig Du!
Din egen gode ven

Amalies.

 

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 81.)
4/5/1901.

Min kjære, kjære ven!
Så kom Du mig dog i forkjøbet. Så længe har jeg tænkt hver dag at ville skrive til Dig, og spørge Dig om Du var død, eller om Du var bleven sint på mig for et eller andet. Men der er altid kommet noget ivejen. Nu sidst tapetserere og malere, som skulde gjøre mit værelse istand. Jeg havde bedt om det, fordi det var så højst nødvendigt, men jeg havde ment engang i sommer, når det kunde falde sig slig: Så: kom vi…værten (*et ord for husverten/utleier), og sa at nu passed det ham og at hvis jeg ikke vilde nu, så vidste han ikke

– – –
6te maj. Længer kom jeg ikke forleden. Ja, jeg blev altså nødt til at flytte ud af min stue. Heldigvis boede Ingeborg hos Forckhammers, hvor hun har været i en 10 dages tid, fordi hendes søster fra Dresden er gjæst der og hun skulde få være så meget som muligt sammen med hende. Så sov jeg en nat i hendes værelse.
Ja, Du kan tro, jeg tit har tænkt på Dig, og undret mig over at jeg intet hverken så eller hørte til Dig. Men jeg forstår desværre altfor godt dette at man kan være så inderlig uovervindelig uoplagt. Selv har jeg i høj grad været det samme de sidste par måneder. Jeg har forresten intetsomhelst taget mig til undtagen det sædvanlige: skrevet lidt af og til  – meget lidt dessværre., og syet og repareret en hel del tøj væsentlig for småen, som endnu skal ha mere gjort istand. Men dermed må jeg vente til jeg får en sypige, som vistnok kommer i denne uge. – Jeg har hverken set Bjørnsons stykke, eller været på fest for ham. Jeg har umulig råd til nogetsomhelst sligt. Især ikke i denne tid, hvor et ungt nygift menneske under sikkert løfte om tilbagebetaling efter 14 dages forløb har fralokket mig 350 kr., som jeg ganske bestemt aldrig får tilbage. – Iaften kommer et par mennesker til et tarveligt stykke smørrebrød. Gjør mig den glæde at være med. Sig ikke nej, er Du snil! Din Amalie Skram

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 82.)
12/5/1901.

Kjære Irminger, ja, kom imorgen aften mandag. Vi blir så ganske alene.
Din Amalieskram

Ø Klasensgade 11 (Merket 83.)

30/5/1901

Min inderlig kjære ven!

Tak for dit brev. Jeg har meget at sige imod det, men dårlig tid.
Den lille smule snak i ”Pol” skulde kunne skade nogen? Snak!
Det var jo, som jeg udtrykkelig skrev, kun ”lægmandsprat.” Har et menneske ikke lov til at udlade sine følelser, uden at bli besudlet af sjofle menneskers sjofle fortolkninger. Den slags folk kan man virkelig ikke ta noget hensyn til. Jeg vilde ønske, at jeg kunde skrive mange sådanne artikler og skal også prøve på det. Men nu på længe har jeg ikke tid.
«Achen inspireret mig.» Du store gud! Achen har jeg siden han var her i selskab i februar måned, ikke set for mine øjne, end sige talt med ham om nogetsomhelst. Hvor gemene dog folk kan være! Jeg var i Hornbæk hos Achens 3 dage i pintsen, og under mit ophold der, kom denne artikel. Achen blev aldeles forfærdet over den. Han ante intet og vidste intet. Er der nogen kunstner, som er beskeden og heller vilde dø end gi sig af med at ”inspirere” nogen til fordel for sig – så er det Achen.
Jeg er så forbitret, så oprørt over at dette insinueres mod Achens, at jeg tænker på at skrive en liden opsats om det. Men det vil jeg nu sove på. Ialtfald først tale med Dig. Kan Du ikke komme op i aften efter tetid? Nej, så oprørt har jeg på længe ikke været. Om mig må de sige hvad de vil. Jeg er forlengst så ligeglad med hvad folk siger. Men at det skal gå ud over Achen! Ja – det fylder mit hjærte med bitterhed, harme og foragt.
Din Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 84)
1/6/ 1901.

På dit brev har jeg kun dette at svare at jeg ikke har skrevet den artikel under mit ophold hos Achens. Den var skrevet herhjemme 2 dage før jeg tog til Hornbæk. Og jeg vidste ikke om at den kom så snart ind. – Jeg er ikke oprørt mere. Det er dumt for et gammel og erfarent menneske at overhovedet at være oprørt.

Det er bare dette sørgelige ved mig, at jeg pånyt og pånyt igjen glemmer hvordan menneskene er.
Gud skal vide, at jeg sætter mig selv ikke højt! Men der er  dog en væsensforskjel mellom mig og de fleste. En væsensforskjel som ”folk” vistnok vilde betegne ved ordet; dumhed.
Jeg vil dog heller leve mit liv tilende med den uforbeder og uforanderlige ”dumhed” i blodet end være som de andre.
Så Du vilde ikke tale med mig når jeg var oprørt. Jeg ønsker at Du havde villet det. For så skulde Du ha fået se, hvor rolig og stille jeg var i min oprørthed. Nu går jeg i hi. Fuldstændig og aldeles. For at få skrevet og skrevet færdig min bog. Så er verden, og alt dens mig ikke alene ligefyldigt, men eksisterer end ikke for mig.
Nej, Du behøver ikke at be mig om ikke at omtale dette for nogen. Det, der er bleven sagt om min artikel og om Achen og mig. Det er mig en altfor ækkel sag til at jeg kan tale om det.
Og at Du har villet gjøre Dig til tolk for sligt uværdigt kram, har smærtet mig.
Jeg skriver heller naturligvis ikke noget om det. Det er det ikke værdt. Men nu eksisterer jeg altså ikke for nogen før bogen er færdig. Idag skal jeg skal jeg i ”Samfundets” fest, så er det slut. Din Amalies

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 85)
29/8/1901.

Kjæreste Irminger.
Mange tak for dit brev, som jeg ikke har kunnet besvare. Jeg har været svært dårlig af den årebetændelse, og er langt fra endnu kommen til kræfter. Men jeg vilde gjerne tale med dig.
Kunde du komme herop f. eks førstkommende mandag aften?
Hvis du ikke kan da, så sig end anden aften. Men det må være før du rejser til Haslund sølvbryllup. Din, alltid din hengivne og dig taknemmlige
Amalieskram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 86)
19/9/1901.

Kjæreste trofaste elskeligste Irminger!

Vil Du skrive adressen på dette brev for mig?
Og vil og kan Du se op til os imorgenaften fredag, sådan kl. ½ 9. Et tarveligt stykke smørebrød o.s.v. og en hel del samtale. Vil du det?
Din Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. 16/12/1901 (merket 87)
Kjæreste Irminger! Vil Du komme her til middag på lørdag den 21de dcbr. kl. 6? Jeg har bedt Achens og Haslunds og Feilbergs og Blaun… og Gads og fanden og hans oldemor. Du må komme. Din Amalies

S.u

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (merket 88)
9/11/1901

Kjære Irminger! Det er så ubeskrivelig længe siden fornam et lidet livstegn fra dig. Så mange gange har jeg villet skrive et par ord, men det er ikke blevet. Er der noget Du er vred på mig for? Eller noget, Du er misfornøjet med hos mig? Så må Du sige til. Ellers er vi jo ikke venner. Du plejer altid være elskelig og lade mig ialtfald få høre lidt fra dig, når der er gået lidt lang tid siden vi såes. Men denne gang har Du været aldeles forstokket taus. Jeg skriver kun dette for hvis Du er sint på mig må jeg først få det klaret.
Din Amalies

 

 

 

Ø Klasensgade 11. 19/12/1901. (merket 89)
Idag ser jeg til min bedrøvelse at dette brev, som jeg skrev i mandags er bleven liggende jeg gik og begyndte at bli fornærmet fordi Du ikke svarte. Men nu fandt jeg det her altså. Det er pigen, som ikke har tat det med, da hun gik med de andre indbydelser.
Nu får Du være snil kjære Irminger, og tilgive forsømmelsen, og svare.
Din Amalieskram

 

 

 

Ø Klasensgade 11. 27/3/1902  (merket 91)
Min kjære ven Irminger. – Du må ikke være sint på mig fordi jeg så længe har ladet dit sidste kjære brev ubesvaret. Men jeg har været syg. Først var det en hård forkjølelse, der tvang mig til at holde sengen i 3 dage. Så kom jeg opog gik ud – troede sygdommen var over, men måtte vende om, og gå bent hjem og lægge mig igjen. Siden har jeg gået hanglet, har ikke været frisk, men heller ikke egentlig syg.

Oppe, men har, ret som det var måttet lægge mig på sengen. Og sådan er det fremdeles. Jeg kan intet, orker intet. Så kan Du vide, jeg har været nedtrykt. Og det er jeg fremdeles. Kan ikke ryste mismodet af mig. Mismodet over ikke at kunne arbejde, og følelsen af at være et vrag. –

Jeg lykønsked dig til det Anckerske laget! Iden tid så jeg daglig efter i ”Pol” om Du ikke skulde ha fået det. Men jeg fandt intet i bladet, derom jeg vidste jo, at Du søgte det og havde jeg set, at det var lykkedes, vilde det været mig en glæde og opmuntring, og jeg vilde da straks ha skrevet til Dig.
Nu skal Du jo rejse. Gud velsigne dig, og være med dig, og lad Dig komme hjem med fornyede kræfter og med nyt mod på arbejdet. Arbejde er jo dog det eneste, der i sandhed gjør et menneske tilfreds. Det vil sige, når det går for en. Mig skal Du ikke ønske fornyede  kræfter eller nyt mod. Jeg tror, jeg er færdig, så ondt det er, at sige sig selv det, så vil jeg dog heller se sandheden i øjnene, end at gå at fable i drømme. Småen tilbringer påsken hos Achens. Hun er strålende fornøjet, sund og frisk! Gud ske lov! Den glæde har jeg da! – Ja lev nu så vel til vi engang ses.
Din Dig altid hengivne
Amalieskram.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. 23/1/1902. (merket 90)

Kjære, kjære Irminger.

Tak for dine ord forleden. Jeg har ikke kunnet svare dig fordi der har været så meget om ørene på mig. Nu sidst at min prægtige pige på gaden er falden om, og er kommen, vistnok slemt tilskade. Det skete for nogle dage siden. Hun havde fået fri for at besørge nogle indkjøb og ærender for sig.
Kl. ½ 12 gik hun, og jeg sa, at hvis hun bare var tilbage kl. 5, så var det godt nok. Middagsmaden skulde jo først være færdig kl. 6, og det meste af den stod i høkassen.
Kl. 4 kom her imidlertid et bud, der meddelte det ovenfor skrevne. Der havde været stort opløb om hende, og hun var bleven løftet op i en droske, og kjørt afsted, hvorhen vidstes ikke. Siden har jeg altså hjulpet mig så godt, jeg har kunnet. Men på denne årstid er det jo ikke godt at være uden pige. Og for fremmede kjærringer har jeg efterhånden fået grundig skræk.

Bare jeg vidste hvor pigen befandt sig, så jeg kunde spørge til hende, og få vide om den skade, hun har fået, blir langvarig.
Jeg vilde nemlig så gjerne ha hende tilbage. Og der vil vi alle tre. Gudskelov er småen bleven buden til at bo hos de kjære, velsignede Slomanns indtil forholdet herhjemme blir anderledes.

Og da, når småen ikke er hjemme, er det jo ingen sag for mig at klare mig. Ingeborg, det kjære, elskelige menneske klarer sig selv, og spiser sin middag i byen, og jeg skal jo ha så liden opvartning, så det er ingen sag. En kone, som bor i baggården, og som jeg kjender kommer et par timer hveranden dag. Mere kan hun ikke på grund af andet arbejde.
– Ja, dette blev en lang jeremiade over huslige sorger kjære min ven. Tilgiv! – Der ligger nogle dævle på lur efter mig, når det gjælder tjenestepiger. Derom er jeg overbevidst. Din Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11.
25/8/1902.

Du kjære, gode uforanderlige trofaste ven, hvor blev jeg rørt over dit brev idag. Over at Du ikke var spor af sint på mig fordi Du intet svar havde fået på dit forrige brev. – Men nu skal Du høre. Dengang dit brev kom lå jeg meget syg. Det var slim på lungerne med sterk feber. Feilberg, som ellers tar det temmelig rolig, var denne gang lidt bekymret for mig, og skaffed mig en sygeplejerske. Da jeg så omsider kom på benene fandt jeg på mit skrivebord, blant andre breve, også dit, som havde ligget der længe. Jeg var så mat og skral, så jeg hverken kunde stå eller gå, og om at skrive brev kunde der ikke være tale. Så gik tiden, og så var jeg jo ikke mere sikker på at det kunde nytte at skrive til den opgivne adresse.
Ja, sådan er det gået til min kjære ven.,
Men har Du i al denne tid intet hørt fra mig, så har Du til gjengjæld omtrent uafladelig vært i mine tanker. Netop fordi jeg ikke havde fået takke dig for dit, mig så kjære brev fra Italien. Det kan Du nok forstå.
Småen og jeg har en hel måned slidt ondt i denne forfærdelige sommerkulde. Vi har været i Als pr/ Halsund, opå kysten af Østjylland, og jeg for min del frøs omtrent forstanden fra mig. Men småen, det gudsvelsignede barn, var munter og sød og lykkelig ved at være der. Også var jo jeg det jo igrunden også. De sidste 14 dage af ferien var småen med sin far på Langeland. – Sig mig en aften når Du vil komme op her. Snart. Men spørg mig ikke om mit arbejde, er Du snil.
Din Amalie S.

 

 

 

Ø Klasensgade 11.
29/3/1902

Tak Du kjære, kjære ven fordi Du forstod mit brev som det skulde forstås. De fleste forstår ikke: siger kun: ”a pyt, det er nok ikke så farligt.” Derfor har jeg tvunget mig til at lyve aldeles forfærdeligt. Sige at det går godt med mit arbejde, mens hjærtet har grådt inde i mig. Men dig vil jeg ikke lyve for, fordi Du forstår. Uoplagt til at rejse , siger Du – ja, der var intet i verden, jeg nødigere vilde. Om Du i din alder kan få fornyede kræfter? Hvor kan Du dog spørge derom eller tvivle derpå? Du står jo nu i den aller bedste, og kraftigste alder. Jeg nærer ialtfald ingen tvivl om det.
Og inde i mit triste, modløse hjærte, i den allerinderste krog sidder der som en liden kime af håb også for mig. Den, der tør det samvittihedsfuldt med sit arbejde må vist altid lide meget. Sig mig når Du rejser, så vil jeg være på stationen og sige dig farvel. Din Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 94)
1/9/1902

Kjære Irminger.
Hjærtelig velkommen fredag kl.8. Der er en ting som jeg så ofte har tænkt på at bede dig om: at Du i dine breve ikke skal kalde mig fru Skram, men Amalie Skram.
”Kjære Amalieskram”, lyder dog da ikke det hyggeligere end ”kjære fru Skram”? Jeg skriver jo aldrig ”hr” Irminger. Din Amalieskram.

Ø Klasensgade 11. (Merket 95)

2/9/1902.

Tak for dit brev, Du mig så mærkværdig kjære menneske. Du forstår jo vel nok, at det er fordi jeg holder så meget af dig, at jeg ikke kan like dette: fru Skram. At bede dig om at kalde mig bare slet og ret Amalie, har jeg ikke turdet, skjønt det jo vilde være mig det kjæreste. Jeg ved så vel, at at der er en underlig slags undseelse i hjærterne i den slags sager. Jeg har således aldrig kunnet sige Georg til Achefar, skjønt han gudskelov aldrig siger bare Amalie til mig. Ligeså er det med Fritz Bendix og flere andre af de mænd, jeg er dus med.
Men Du kan ikke tro, hvor godt det gjør mig at høre dem, jeg holder af, kalde mig ved mit fornavn. Jeg har jo ikke spor af slægt her, og derfor mindes jeg altid om, at det kun er venner og ikke slægt, når vennene ikke siger Amalie.
Nu er jo Amalie et nokså stygt navn, men herregud – når man nu ikke har det bedre?!

Min mor kaldte mig altid Malla, mine brødre, som ikke fordrog ”Malla” døbte mig ”Magli”, og det navn var jeg glad i. Forresten heder jeg også Bertha, men det er jeg aldrig bleven kaldt for, skjønt der på min døbeseddel står Bertha først. Hvis nogen nu kaldte mig Bertha, som er langt vakrere end det ækle sødledne Amalie, så vilde jeg ikke kune lyde det navn. – jeg glæder mig til fredag aften. Din Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 96)
22/10/1902
Du kjære, trofaste ven, som på mine vegne blev så glad over notitsen i ”Pol”, at Du måtte skrive og spørge om det var sandt. –
Nej, naturligvis er det løgn. Hvis jeg havde fuldført sådant et arbejde, så kan Du stole på, at jeg selv vilde været den første til at fortælle dig det. Der er sandt, at første hefte af bogen udkommer næste tirsdag, men det rent svimler for mig når jeg tænker på at jeg altså nu skal skaffe et hefte på 4 ark hver måned.
Jeg var inde hos Gyldendal og sa at den bog, jeg nu skrev på blev så forfærdelig stor. Så var det Peter Nansen fandt på at utgi’ den i subskribsion, og i et slags desperation slog jeg til. Nu blir jeg nemlig nødt til at skaffe færdig de 4 ark pr. måned. Vorherre styrke og opholde mig! Jeg har tabt såmeget af min arbejdskraft. Det er det forfærdelige. Jeg kan nok skrive den bog, jeg nu er begyndt på. Men det er mig en så uovervindelig pine at sætte mig hen på martyrkrakken foran mit skrivebord. Hvis der gaves et middel mod åndelig dovenskab! Ved du noget? Dette at bogen så langt fra er færdig må Du imidlertidig ikke fortælle til noget jordisk menneske. Hos Gyldendal ved de det godt, men når de trods alt, har sat ind i ”Pol.”, det modsatte, så er det vel rigtigt at det skal hede sig slig. – Tusen takk Du kjære fordi Du mindes småens fødselsdag. Hun har tilbragt sin efterårsferie (4 dage) ude hos Ellen Hørup Nielsen. Iaften kommer hun hjem. Ingeborg er i Dresden til sin søsters Signes bryllup med Viggo Forchhammer. Kommer først tilbage i nvbr. Din Amalies.

 

 

 

Willemoesgade 19. (Merket 97)
19/12/1902

Min kjære ven Irminger. Jeg har tænkt så meget på dig. Ja, det gjør jeg nu forresten så tit. Men nu, særlig i disse dage, siden Du var oppe hos mig. Atter og atter har jeg sagt til mig selv: Du for ikke vild den gang, Du bad Irminger om at bli din ven. I en for mig ganske skrækkelig tid var det. Udpint og syg til siden som jeg var af jordelige lidelser, af tvivl og vaklen og ubeslutsomhed, og så dybt inde i mig: visheden om at dette vilde bli min undergang. Med dette mener jeg, hvis tilstanden ikke forandredes.
Selvopholdelsesfriften må være stor i et menneske. Og ligeledes instiktet, der i kvalfulde tider leder en på ret vej.
Da jeg – nu fatter jeg ikke hvorfra jeg fik modet – vendte mig om efter din hjælpende hånd, tænkte jeg ikke et sekund på at der for dig måtte være noget påfaldende i denne min opførsel. Å, jo – forresten – jeg havde dog vistnok en slags forestilling derom, og har vel i mine breve bedt om en slags undskyldning! Men det var noget som lå så udenpå. – vinder Du et hæderligt og beslægtet menneskes venskab, så blir det for dig et middel til at holde dig oppe. Det husker jeg at jeg tænkte. Så var der jo det, at jeg fra allerførste gang, jeg var sammen med dig, følte en så stor og så ubetinget sympati for dig. Allerede da ønsked jeg, at jeg måtte komme til at lære dig nærmere at kjende.
Men du ved, hvordan livet splitter og spreder. Ligefrem spørge dig og be’ dig om dit venskab, faldt mig ikke ind før den gang det ligesom kom af sig selv.
Ja, ja kjære, kjære Irminger. Det kjeder dig kanske at læse alt dette. Men jeg havde nu trang til at sige det. Og så får Du være snil og tålmodig som Du altid plejer at være. Ja, nej – jeg tror det var dette usvigelig ægte hos dig, som gjorde at min erindring, og mit sind straks ligesom bed sig fast i dig. Aldrig, aldrig på jorden har jeg truffet et mer uaffekteret (*ekte, uhøytidelig) menneske end Du er.
Dermed mener jeg ikke – ånej – dette blir forlangt. Jeg er træt og ussel og skal iseng. (kl. er 10.) Forresten har jeg de sidste dage havt det kjendeligt bedre. Og som følge deraf har jeg været så glad. Jeg tænkte endog så småt på at luske mig væk fra at rejse bort, men det vilde hverken Feilberg eller halslægen vide af.

Så rejser jeg enten første eller anden juledag. Det er til Hornbæk, til dr. Reiersen, jeg skal. F. mente absolut at det var det bedste sted. Ensom og bedrøvet kommer jeg nok til at føle mig derude, men det er jo noget, som skal og må gjennomgåes.
På julaften, onsdag altså, kommer småen og Ingeborg op til mig her på kliniken og blir en timestid. Vi skal ha ligesom en liden forfest. Hvis Du også vilde se op, så jeg fik sige dig farvel, jeg blev jeg glad kjære min ven.
Men det er sandt, nu havde jeg nær glemt det – hvad var det for noget stygt noget Du skrev i det brev, jeg fik her. Ordene husker jeg ikke, og jeg vil ikke søge efter brevet fordi jeg husker at der var noget i det som gjorde mig så underligt ondt. Var det ikke noget om at så mange ikke fordrog mig? Tror Du virkelig, det er nødvendigt at fortælle mig det? Og tror Du virkelig at jeg, når jeg skriver en bog, kan ta det mindste spor af hensyn til hvad folk fordrager?
Nej, – men det var dog underligt af dig at skrive det. Og netop mens jeg var så syg.

Undskyld den styge skrift!
Din Amalie s.

 

 

 

Hornbæk 8/1/1903 (Merket 99)
Kjæriste kjære ven.
Gudskelov for dit brev idag. Ved dit forrige lagde Du sten til den byrde, det var mig at ikke ha kunnet gi dig en forklaring angående juleaften o.s.v. Ikke at ha kunnet takke dig for de dejlige, svenske tebrød til småen og mig. Hvis Du vidste riktig hvorledes det har været for mig fra lillejulaften af!! Den dag forstuvede jeg mit højre håndled, og det værker fremdeles i det, og især når jeg skriver, og især atter mest når jeg har skrevet.
Kan Du ikke komme herud en dag? Er Du for stolt til at motta den indbydelse fra mig? Du kunde bo på kroen, og spise her. For en nat måtte Du jo overnatte. Er vi venner, så er Du ikke for stolt til at gi mig den rejseregning. Maden her, som er udmærket, fik Du selvfølgelig ingen regning på, for jeg sa bare: Den herre er min gjæst.
Gjør det Irminger! Så skal Du få høre, hvor ganske uskyldig jeg er kommet op i dette at ha vakt dit mishag og din forundring. Men lad mig vide, hvilken dag Du kommer. Og tag ind på kroen.
Nu kan hånden ikke mere. Din altid den samme Amalie.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 100)
12/2/1903.
Kjæriste ven! Tusen tak for dit brev, som jeg fik i Hornbæk. Jeg fristes til at sige: ”gud velsigne dig derfor.” Men det var jo denne kjære, søde velsignede Ingeborg som havde forklaret dig noget af gåden, det hele måtte være for dig. – Alligevel ønsker jeg svært at få tale med dig. For jeg tror dog, at jeg, trods alt, kan forklare dig det endda bedre. Vil Du ikke komme op til os iovermorgen på lørdag? Vi spiser så tidligt som ½ 5, fordi vi så gjerne vil ha en lidt lang aften. Det er nemlig julaften for Ingeb, småen og mig. Den egentlige julaften var jeg så elendig, og tog mig langt over kræfterne for at skabe som en liden festlig eftermiddag for småen, mdm. Hansen, Ingeb., og nogle små fattige børn. Det gik så udmærket. Vi havde et lidet juletræ, og vi sang julesalmer om træet og de små fik gaver – Slomanns børn var her også. Men jeg, mit arme vrag blev meget elendig og syg bagefter. Med Ingeb. og småen havde jeg aftalt at vi tre skulde holde vår egen julaften, når jeg var kommen hjem fra Hornbæk. Jeg kunde jo umulig gå ud og kjøbe deres juleklap, mens jeg var på kliniken. Skulde Du ha lyst til at komme med hvis Du altså kunde vilde vi bli glade. Din Amalies.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 101)
14/2/1903.
Uf! min kjæriste ven af alle de venner, jeg sætter pris på! At Du ikke kan komme idag. Men naturligvis forstår jeg, der selv er en erbejder – det så udmærket godt. Du kan ikke sende afbud til den snille gamle skolebestyrer, som skal sidde for Dig.
Men iaften kunde vi ha’ fåt talt sammen, og vi skulde havt af dine svenske keks til teen iaften, og jeg havde så meget, så meget at sige dig. – – –
Ånej, jeg er ikke kommet mig godt i Hornbæk. Og det havde forskjellige årsager foruden den ene, at jeg altså var syg og ussel. Jeg kunde ikke komme til at holde af eller fatte spor af tillid til lægen, og hans kone, der havde ligesåmeget med patienterne (næsten) at gjøre som han, var endnu værre. Og nu kan Du forstå at jeg må arbejde nat og dag på bogen. For ellers blir det i alle retninger for galt for mig.
Denne vor egen lille julaften skulde vi imidlertid ha. –

Hvis Du endag , midt på dagen kunde komme er svip herop, eller jeg kanske kunde, når jeg fik forbi, kike op til dig på atelieret? – –
Men hvis Du kom måtte jeg absolut vide det dagen iforvejen, for ellers siger pigen at jeg ikke er hjemme. Tænk hvor morsomt at Du skal male fru Otto Benzon og senere ham. Hun er, som Du siger yndig og nydelig, så det må bli morsomt – om end kanske vanskeligt – at male hende. Pas endelig på at Du får denne fine, sikre rythme, som er over hele hendes væsen, (ikke blot når hun bevæger sig) frem i maleriet. Ja, nu ler Du vel af at jeg vil gi dig som maler råd. Men så får Du le lidt da.
Otto Benzon synes jeg også må være en morsom opgave. Hans Hoved og ansigt er så særartet karakteristisk. Men forfærdelig vanskeligt! Imidlertid lykønsker jeg dig til bestillingerne af et dig hengivent og lykkespående hjærte.
Din Amalie.

 

 

 

 

Klasensgade 11 – Ø (Merket 103)
5/4/1903

Kjæreste Irminger.
Tusen tak for dit sidste brev, og fordi Du følger mig i denne så hårde prøvelsens tid. Jeg er nu bedre, ja, sådan må det vel kaldes, skjønt jeg ikke ejer spor af kræfter.
Et par gange har jeg nu været ude, men er kommen hjem i en tilstand af udmattelse, der har bragt mig til at græde. De mange, mange trapper gjør det ganske af med mig. Det er derfor min faste beslutning at såsnart Ingeborg rejser, at leje mig et logi uden trapper. Og dette vejr! Råkoldt, blæsende – man kan jo neppe stride sig om gadehjørner. Dertil kommer at min sindstemning er nedtrykt. Jeg gider ingenting. Ingenting andet end at sidde og stirre og tænke med henderne i skjødet. Sygdom har dog en lamslående indflydelse. Jeg synes, det er år og dag siden jeg så dig. Men min sjælelige tilstand er, sådan, at jeg er lige glad med det hele. Og Du – Du kan jo heller aldrig komme når jeg ber dig om at komme. Derfor ber jeg dig ikke.
Din Amalie.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 104)
10/4/1903
Når Du skriver 8/4/03 på dit brev, og siger, at ”idag fik jeg dit brev”, så kan jeg ikke forstå det. For det er såmæn mange flere dage, siden jeg skrev til dig. Har Du kanske været bortrejst?
Ak nej kjære, elskelige Irminger – jeg tror ikke, jeg er gnaven,(*å uttrykke sin misfornøyelse om noe. Fortredelig= harmelig, beklemmende, besværende.) eller har været det i al denne sygdommens tid. Ialtfald ikke mod dem herhjemme. Ingeborg har flere gange sagt at hun var så forbauset over den ro og snilhed og mildhed hvormed jeg tog det hele. Og jeg har været glad ved hendes røs (*ros?). Fordi jeg altid har havt for øje at jeg måtte være snil om det end var aldrig så tungt og trist for mig, måtte ikke lade det gå ud over de andre. Om Johanne taler jeg her ikke. Hun er mit liv, mit livs indhold og mit hjærtes øjesten, så mod hende kan jeg aldrig bli gnaven. Men mod Ingeb., og mdm Hansen? Der var jeg ikke så sikker i min sag. Men nu har altså både Ingeb. og mdm Hansen ladet mig forstå at de var så svært fornøjet med mig. Da jeg sidst skrev til dig, var jeg gnaven. Mine skuffelser over at Du, ikke var kommen, netop når jeg så inderlig havde trængt til at se dig, som den gang i Hornbæk f.eks., da Du kort og godt skrev: kan ikke komme, – gav sig luft. Det ved jeg meget godt. Derfor har jeg også længtes så meget efter at få svarbrev fra dig, få se, om Du var bleven sint eller stødt. Og nu har jeg fået et så elskeligt brev fra dig. Gud velsigne dig kjære Irminger. Det er alt, hvad jeg kan sige.
Det går stadig lidt bedre og bedre med mig. Kanske jeg kan opnå at bli frisk igjen engang til. – Ja, om din russiske veninde vil jeg gjerne høre mere. I det brev, jeg læste, åbenbared sig en trofast og elskelig sjæl. Du skrev i det brev, der ledsaged hendes, at hun var bleven gift! Men det kunde jeg jo straks af hendes brev se, var en misforståelse.
Ja, mæld dig endelig op til mig en aften, så snart Du synes, Du kan! Småen tilbringer sin påskeferie i Hornbæk hos Tschernings. Og Ingeb. og jeg rusler og tusler alene her. Der er så dødt i hjemmet når småen er borte. Achen var her i formiddag. Blant andet sagde han: ”Irminger står så udmærket på udstillingen i år.” Hvad der jo glæded mit hjærte.
Din Amalie.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 106)
18/4-03
Mange tak kjæreste Irminger for dit brev, og fordi Du vil komme på mandag. Jeg vil forfærdelig gjerne ha dig mandag aften kl.8. Og jeg er virkelig så rørt, forundret og glad over at Du blir ved med at holde af mig gamle, usle vrag. Hvor kan Du nu sige, at det ikke er tilfældet hvad Achen sagde? Han er sandelig så kritisk når det gjælder berømmelse af andres billeder, derfor tror jeg ubetinget på hans dom. Og at han har ment det opriktigt – derom kan ingen tvivl være. Hvorfor skulde han ellers ha sagt det til mig? Det kom så ganske uopfordret fra min side, jeg spurgte slet ikke om det, men han sad og talte om billederne på Charlottenborg, og så brød det pludselig ud af ham: Irminger står så o.s.v.
Er Du da aldeles ikke til at tilfredsstille, når det gjælder dig selv? Det er godt udmærket godt at ha selvkritik, men formeget er og blir altid formeget, og på den måde kan jo et menneske aldrig ha en riktig glad stund. Hvi det er dog i dette, at ens arbejde lykkes, at et alvorligt menneske føder den eneste sande og hele tilfredsstillelse. – Jeg traf Otto Benzon på gaden forleden. Han stansed mig og spurgte om

278 -305

hvordan jeg havde det, og han talte om dig og om dit billede af hans kone, og sagde med vagt at Du havde malet et rigtig godt billede, et billede han var fuldt og helt fornøjet med. Så kom hans kone til (- hvor er hun dog søt, der er noget så fint stilfærdigt  resigneret over hende-) og hun udtrykte også sin glæde over dit arbejde. Men også her er Du jo af den modsatte mening kunde jeg mærke af dit brev! Tænk, den unge 20årige kvinden som skal opereres! Uf, det rent skar mig i hjærtet for hende. Men det er sikkert det eneste riktige, og lukkes operationen, vil hun

 

 

 

Ø Klasensgade 11. 20/4/03 (merket 107 med blyant.)

Tusen tak kjæriste Irminger for den tilsendte ”eigarkasse.” Du kan være tryg for at dens indhold skal vare i sikre og varsomme hender. Det er så pent af dig, at Du på denne måde vil give mig lidt andil i noget af det, som jo dog vel nok har betødet en lille smule i dit liv. I aften kommer jeg ikke til at røre ved brevene, men så snart jeg har læst dem, skal jeg lade dig det vide. Du kunde så kanske

komme herop en aften og få dem tilbage. Eller om Du heller vil, skal jeg selvfølgelig sende dig dem. – Tak for portnøglen.
Og tak for Du var her i gåraftes. Det var så hyggeligt at igjen engang have dig hos mig, og høre og se og mærke at Du var den samme kjære, frie, gode og trofaste som altid. – Du var forresten bleven så vakker, syntes jeg. Så forpreget, og klar og lys i dit kjære ansigt. Jeg vilde være dig meget taknemmelig hvis Du, når de 4-5 dage er gået, atter vil lade mig vide hvordan den søde fru Otto Benzon har det. Sådan en operation går jo omtrent altid godt. Men det er det som kommer efterpå! Og den var sidste gang jeg så hende noget over hende, som var hun nesten ikke bestemt for denne verden.
Din Amalie

 

 

 

Efterskrift. Det er så hyggeligt at Du nu altid kalder mig slet og ret Amalie. Jeg fordrog ikke det ækle: fru Skram i din mund.
Ø Klasensgade 11. (Merket med 108 med blyant.)
24/4/103 (03?)
Hjærtelig tak, Du kjære ven for dine underretninger for i går og idag! Hvad Du har meddelt mig har voldt mig en sann glæde. Men nu da de 4-5 sanlige dage jo omtrendt er forløbne, kunne jo denne daglige bulletin indstilles. Når der så atter er gået et passende antal dage vilde Du nok la mig høre lidt igjen. Ja, for der er dog altid en smule bryden for dig at skulle skrive hver dag, skjønt jeg jo godt har

merket hvilken inderlig dil Du også har i den unge kvindes prøvelsestid.
Hvis du vil, så hils Otto B. fra mig og sig at jeg af hjærter lykønsker han til operationens heldige forløb.

Den dig meget hengieven
Amalie

 

 

 
Ø Klasensgade 11. (Merket 110 med blyant.)
3/5/03

Kjære, kjære Irminger, Du kunde vistnok merke, at jeg i gåraftes var så temmelig forceret. En efterretning  fra Norge, som kom i går formiddag, voldte det. Min ene søn, som i over 8 år har været gift, og har to dejlige børn er gået bort, og har ladet sig skille fra sin hustru. Da jeg fra en gammel tante, blev underrettet om sagen stod der i brevet bl. andet: man tror her, at Du har havt en finger med i spillet, og en ondartet bitterhed fyldte mit hjerte. Jeg er overbevist om om at dette ikke er kommen fra Signe (min søns fraskildte hustru) hun ved bedre besked, for hun har al min kjærlighed og godhed fra de 8 år, jeg har kjendt hende, at bygge på, og forsåvidt burde og kunde jeg jo få mig sagen let. Hverken hun eller min søn har tilskrevet mig om skilsmissen, og jeg tror, grunden er den, at de begge ved, hvor dybt bedrøvet jeg vilde blive. For mig var budskabet som et pludseligt og uventet lynnedslag. Jeg troede de havde det godt sammen. Ingen af dem har nogensinde ved ord, opførsel eller handling, når jeg i disse år har været sammen med dem, ladet mig ane det motsatte. Men naturligvis at ”on dit comme ca” (=*det er sagt som dette), at det er mig, der har været på farde, er jo forståeligt. Jeg er jo, som bekjendt en hund efter skilsmisser.
Ja, jeg forsikrer dig, det gjorde så ondt et indtryk på mig, at jeg enten var var nødt til at forcere mig op til en overdreven munterhed, eller at gi meg rent over til min tristhed. Og dette sidste vilde jeg ikke. Det gjælder som G. Brandes engang sagde, at være 100 gange stærkere end sin skjæbne. Når så meget ondt rammer mig, så vil jeg sætte hårdt mod livets hårdt.
Det undres mig næsten at jeg orker det forresten, især nu efter all den sygdom. Jeg var ikke istand til at fortelle Ingeborg det engang. Du er og blir sikkert eneste jeg taler om det.
Din Amalie

 

 
Ø Klasensgade 11. (Merket 109 med blyant.)

28/4/03.

Min kjære ven Irminger. Nu har jeg læst alle Sonjas breve, med undtagelse af denn, der er skrevet med tyske bogstaver, som jeg nemlig absolut ikke forstår, og jeg forsikrer dig, jeg er kommen til at elske det menneske. Hvor er hun dog sand og ren og i højeste grad intelligent.
Tusen bitte småting i hendes breve, småting, som kanske mangen en ikke vilde lægge merke til, har for mig kastet lys over hende. Hvilken trofast og hengiven sjæl! Ak, det rimme sludder jeg vidst sa til dig om hendes forlovede og hele holdning! Jeg ber både dig og hende om tilgivelse. Men den gang havde jeg jo kun læst det ene brev.
Nu har jeg læst dem alle, og nu kjender jeg hende,
Hvor er det muligt at Du, mens Du har ejit hendes sjæl har kunnet gå hen og forelske dig i en anden? Hende E. V., Du ved nok hvem jeg mener. Gud forbarme sig! Der er kloder i mellem de to kvinder. Selvfølgelig har Sonja været forelsket i dig, sådan som en ung, ædel og lidt sværmerisk pige kan være det i en mand, hun aldrig har set.

Men deri er jo intet ondt. Nej hvor jeg holder af det menneske, og med hvilken glæde jeg engang vilde treffe hende!
Vil Du så komme en aften i denne uge, holdt i slutten, så skal Du få din skat tilbage. Ja, for det er en skat. Skriv mig endelig til når Du kommer. Hvordan går det fru B?
Din Amalie

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 112 med blyant.)

13/5/03

Ak nej, langtifra!
Kjære min ven, har jeg  tat dit brev fortrydeligt opp. Hvad Du vil kunne se af dette medfølgende brev, dateret 4de maj, som ikke blev afsendt, fordi jeg dog var fortrydelig, og derfor lod det ligge. Fortrydelig fordi Du vilde, jeg skulde ta så meget hensyn til denne Hage.

Vist var jeg forceret, ja, det følte, og led jeg under, men det var jo dog i mit eget hjem!
Når jeg havde bedt Hage til netop den aften, så var det fordi jeg på forhånd tænkte mig, at jeg ikke orked at sidde alene med ham hele kvælden, og tænkte at Du og Achen kunde hjælpe mig lidt. Men så kom jo denne efterretning fra Norge, og
så – –
Achen havde ganske riktig opfattet det som at indbydelsen gjaldt den næste lørdag. Da mit brev kom til ham, var han ude i Birkerør hos sin bror, og kom først flere dage senere hjem. – Hvis du idag havde set småens strålende glæde, da jeg kom indtil hende med dit bille maleri! Hendes øjne tindred, og hendes kinder blev blussende røde.

Det var ikke alene glæde, som gav dette, det var også et slags ydmyg stresshed. ”Er det virkelig muligt? Er det til mig?” ”Jeg vil straks skrive til ham, og takke ham”, sagde hun så.
Ja, Irminger, Du har beredt hende en stor frygt, og derigjennem mig en enda større. Og den nydelige ramme!

Henrykt vilde hun være bleven om hun havde fået koen uden ramme. Meld dig snart op til mig en aften.
Din Amalie.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 111 med blyant.)

4/5/03.

Kjære kjære Irminger.
Hvor er Du dog min ven, at Du så ligeud siger mig sandheden! Ak ja, jeg vidste det jo så godt selv. Men skrive til Hage om det, vil jeg dog ikke.
Var det virkelig så ilde, at Du synes, det er nødvendigt?
Denne unge mand har i over et år formelig bombarderet mig med sin elskværdige opmerksomhed. Buretter, bøger og breve.
Nu havde jeg bedt ham komme den aften – jeg havde før kun set ham en eneste gang – det var på kliniken i Villemåsgade, hvor han gang efter gang spurgte til mig, og tilsidst blev indlagt.
Nej, hvorfor skulde jeg skrive til ham?
Har han fået et underligt ”indtryk” af mig, som du siger, og som jeg oversætter på min vis, så lad han det, Så kommer han kanske ikke oftere, og det er hvad jeg helst vil. Med dig er det en anden sag. Til dig måtte jeg skrive om det. Ja, det er min søn Ludvig, skuespilleren.

Idag har her været en tilrejsende dame til middag, Jeg er så træt og så forferdelig bedrøvet.
Var det virkelig så ilde, at Du finder det nødvendigt for mig at skrive til ham – ja ja, så har det været meget verre end jeg tænkte.
Kjære Irminger – jeg er så – ja så bedrøvet.
Din Amalie.

 

 

 

Ø Klasensgade 11. (Merket 113 med blyant.)

15/5/03

Kjæreste Irminger.
Ja, jeg synes akkurat det samme som Du, at man, især ligeoverfor børn, skal holde sine løfter. Og forresten ligeoverfor alle. Men mange gjør det ikke.
Du husker vel hvordan det i sin tid gik mig med Niss? Men han må nu vidst være en særlig, og ekstra uopdragen krabat.

Med hjærtelig fra Ingeborg g småen din Amalie.

Din ko er aldeles dejlig! Når jeg ser på den, hvad jeg tit gjør, brister jeg i latter af glæde over den. Dette ene, menneskelige, og dog kølige øje, og hele kroppens magre og dog matte/mætte hvile –  det er besynderligt hvorledes sådant et billede af en ko, set og følt af en kunstner, kan fryde et menneske. Mig mere end synet af en levende ko ude på marken, kanske fordi jeg, (…) er så bange for kør.

”Så meget besynderlig” var jeg vel ikke netop hin aften, men – ja – jeg ved det godt altsammen, og nu snakker vi, som Du siger, ikke mere om det. –
Den unge Hage havde idag tat fat på Ingeborg på gaden, tiltrods for at hun gik med en anden; fuld af iver havde han frittet og spurgt om hun troede, det kunde nytte for ham at gjøre visit hos mig på søndag – han har jo været her de mangfoldige gange uden at treffe mig – og i høje toner udtrykt sin glæde over den dejlige aften, han havde havde havet hos mig. Der kan du se! Men han kjender mig jo ikke, og ved altså ikke, at jeg er bedre, når jeg er helt mig selv. – Jeg havde næsten håbet, havde jeg nær sagt – at han havde fået så dårlig indtryk af mig, at han ikke mer vilde søge mig – ja for af flere grunde vil jeg så nødig få flere bekjendte end dem jeg har. Men ganske det modsatte lad til at være tilfeldet, efter hvad Ingeb. fortalte.
Du må endelig hilse Fru Otto Benzon fra mig. Sig hende at det er meget længe

siden, noget, der ikke angik mig eller mine personligt, har glædet mig sådan som dette, at hun er sluppen uskadet, frisk og sund fra den livsfarlige operation. Det unge blod, med de klare drømmende, gode, sorgmodige og dog glade øjne!
Sig hende også hvor elskelig Du var under hendes sygdom, hvorledes Du hver dag gav mig underretning. – Tænk, jeg er glad fordi Du sådan tilfældig dumped ind hos Feilberg. At Du vilde hygge dig hos dem, har jeg før i tiden flere gange sagt dig. Men dengang var Du så stadig døv på det øre. Alle folk hygger sig hos Feilbergs. Han er jo prægtig. Og hun er så min sandten også bra – å uhyre bra! Når man først er kommen over de vanskeligheder, som der unægtelig er ved at overvinde sig til at gjøre sig umage for at lære hendes gode og fine egenskaber at kjende, så får man hende inderlig kjær. Kanske blir vi så en gang buden sammen til Feilbergs, og så skal Du se hvor fin/pen og stille jeg skal være, for at indynde mig hos dig på nyt. Forresten er det min skræk og redsel for at bli udskriven. Jeg går ingen steder.
Søndag morgen. (Merket 115 med blyant, og maj 1903 med blyant.)

Tak for dit brev, min egen kjære ven. Jeg forstår så godt at Du er altfor god til at kunne tro sligt. Og det er jeg egentlig også, men, men, men – , Der var jo nogle højst mærkelige modsigelser i det hendes brev, der meldte dig forlovelsen. Kunde Du ikke se op til mig iaften – ikke til aftens, for jeg har ikke mdm Hansen – men sådan kl. 9 for at snakke lidt med mig. Tag så det omtalte brev med dig: Sig mdm H. Om Du kommer.

Din Amalie

 

 

 

31/5/03. (Merket 116 med blyant.)

Ånej, kjære Irminger – det kan godt hænde, Du har ret, når Du siger det ikke vil nytte at vi taler om Sonjas breve.
Du tror likeså fast på hende som Du tror på mig, skriver Du.
Jeg kan ikke gjøre igjen gjæld. Kan ikke sige, at jeg tror ligeså fast på hende, som jeg

(*På kanten av arket): Ingen skal bli gladere end jeg, hvis min tvivl har været grundløs.

tror på dig. Nej, for om dig ikke bare tror jeg, men ved.

Om Du en vakker dag gik bort og blev tyv eller morder – jeg vilde tro på dig, ligeså fuldt og fast som altid.
Dette kan Du kanske ikke forstå, men jeg skulde kunne forklare dig det, hvis jeg havde tid til at gi mig hen til udredningen, hvad jeg ikke har. –
Ja, så var det kun dette, jeg vilde sige, at de modsigelser, jeg fandt i Sonjas brev, det om forlovelsen, og som var det første, jeg læste – på ingen måde gjaldt de stemningsmodsigelser, hvoraf der vistnok kan vrimle(?) i alle stemningsmenneskers
(*På kanten av arket): At jeg er discret med hensyn til hvad Du ikke vil jeg skal tale om, siger sig selv. Din A.

breve. De betyder jo bare, at man er et menneske, som helt og ærligt gir sig hen i den stemning, hvori man er, mens man skriver. Nej, det var faktiske og praktiske modsigelser, som havde hun på den 3die side glemt, hvad hun af faktiske og praktiske ting havde fortalt dig på den første, og på den fjerde, hvad hun havde fortalt på den 3die. – eller vi vil ikke mer drøfte dette.

(*) På kanten av arket): Men der må vidst være ting i disse to breve, forlovelsesbrevet og det sidste som dig/Du (…) har bemærket.

(*Kantskrivingen til Amalie i dette brevet kan kanskje være følgende):

Men der må vidst være ting i disse to breve, forlovelsesbrevet og det sidste som dig/Du (…) har bemærket. Ingen skal bli gladere end jeg, hvis min tvivl har været grundløs. At jeg er discret med hensyn til hvad Du ikke vil jeg skal tale om, siger sig selv. Din A.
Ø Klasensgade 11. (Merket 117 med blyant.)

 

 

 

26/6/03.

Min kjæreste ven, Irminger. Tak for dit brev, og for det, fra Sonja, Du sændte mig. Om hende vil jeg ikke tale mer. Du har noget misforstået mig, når Du mener, jeg har tænkt at hun har ”løjet.” Ak nej! Ikke løjet, men været hysterisk, ekstatisk, og gjort mer du af tingene(?), end de i virkeligheden betør.

Jeg vilde gjerne få talt med dig alene en gang, men det er jo som oftest så uheldigt at når jeg ber dig se op til mig, så kan Du ikke. Som nu anden pintsedag. Du kunde jo godt være kommen herop en timestid, efter at Du var gået fra din bror, for jeg havde jo ikke bedt dig til aftens, og om det var bleven end nokså sent, vilde det ha passet mig. Så siger Du: ”en anden aften”, og at jeg helst må skrive til dig om det nogle dage iforvejen. Men det kan jeg netop ikke.
Jeg ved jo ikke hvordan det er fat nogle dage efter dit ”nogle dage iforvejen”. Du kunde jo dog ligeså gjerne skrive til mig, at Du kom den og den aften, men det gjør Du aldrig!

Søndag aften kommer Ingeborg Sansens/Janson(-?) søstre og svoger, og vidst nogle flere (…) hammere. De kommer kl. 8. Vilde Du være med, blev det mig en stor glæde, men jeg er jo forberedt på, at der naturligvis er noget ivejen.
Kommer Du ikke, så ønsker jeg dig alt godt og velsignet for sommeren!
Din Amalie.

 

 

 

Ø. Klasensgade 11. (Merket 118 med blyant.)

27/6/03.

Nej, kjæriste Irminger, det har jeg slet ikke kunnet se af dit brev, at Du ikke kunde komme søndag aften, imorgen aften altså! Hvor skulde jeg dog kunne vide det?
Jeg troede forresten at Du kanske gik så pas tidligt fra din bror, at Du på hjemvejen kunde se herop lidt. Hvis så de andre gik, kunde jo dog vi to alene fået talt lidt sammen. Inden Du drog bort for hele sommeren.
Det er ganske egent, at jeg undertiden føler mig ligesom lidt argerlig på dig. Du gjør så lidt for at vi kan få en stund sammen. For det er jo dog kun her hos mig at vi kan treffes.
Men angst, uhyre angst er jeg for at synes dig påtrængende kan Du nok forstå. Og disse småargrelser kommer vel nok kun af, at jeg holder altfor meget af dig. Nu, da jeg skal ud ærender på broen/byen (*?), ta’er jeg dette brev med, lister ud i Finnesgade/Finvesgade  2, og putter det i din postkasse.

Kanske Du får det betids nok til at kunne gjøre hvad jeg vil be’ dig om: komme herop iaften, om bare en timestid efter kl. 8 eller 9, siden Du synes, Du ikke kan imorgenaften.
Er Du her ikke kl. 9, så opgi’r jeg dig, og sætter sikkerhedskjæden for døren.
Din Amalie.

 

 

 

Ø. Klasensgade 11. (Merket 119 med blyant)

30/6/03.

Jo, min kjære, kjære ven, jeg kunde dennegang godt høre tonen i dit brev, og ”jeg takker dig så hjærteligt både for tonen”, og for brevets indhold” (*litt vanskelig å se nøyaktig hvilke ord hun plasserer hermetegnene i.)
Det betyr nu forøvrigt langt mer end man tænker (når man ikke netop har gjennomtænkt det) dette med tonen i ordene, ansigtetsmine, (*Ansiktsmine, ansiktsmimikk?) der kan være spøgefuldt og smilende, hvor den

I brevet virker bister (*?) eller endog vredagtig, glimtet i øjet i det ordene tænkes sagt til den man skriftlig henvender sig. Det er en ævig(*?) sandhed:
”C’est le ton, qui fait la musique.” (*Dette er den tone som gjør musikken)
Om russerenden altså intet mere. Kun det, at det var om den ekspedition, der var udsendt for at finde Toll(*?), at jeg for cirka 14 – 16 – 17 dage læste en liden notis i ”Pol.” Også dette, at jeg siger til mig selv,: kanske har denne gang din usvigelige vished ført dig på vildspor.
Den usvigelige vished, jeg altid føler, når nogen ikke er – ja, vil ikke engang kalde det helt sand. – men når nogen drives frem af hjernespind, og digtede ting. Aldrig før har jeg taget fejl. Det er sandhed. Men engang skal jo være den første, og glad og fornøjet skulde jeg lade mig overbevise. Men indtil videre altså –
Ja, Du har ret i dette, at det har været nokså

kjedeligt at der næsten altid (jeg siger næsten, for en/gang nej 2 -var vi da alene, når undtages at Ingeb. kom ind lidt) har været buden et par andre. Men det kom af at der altid var nogen jeg absolut måtte be og så gad jeg ikke spilde 2 aftener istedet for en.
Havde Du derimod tat dig for at engang imellem skrive til mig: på fredag aften f.eks kommer jeg, så kan vi jo tales ved alene, så vilde jeg absolut ikke ha bedt andre. Men det er netop det Du aldrig har gjort. Altid har det skullet være mig som tog initiativet. Men pyt(*?) med alt det!
Jeg er glad og taknemmelig for dit venskab, og holder inderlig af dig, og det er hovedsagen.

Småen har det bedre, men må holde sengen endnu nogle dage. Hun fik det lørdag aften. Din Am.
Lørdag aften. 17/11/03. (Merket 120 med blyant.)
(*På siden av arket): Jeg når ikke blak, men låner hos småen til inden … … …)

Ånej min egen kjære ven, vred på dig? Er Du gal!
Nej, men jeg har været og er – siden jeg kom fra hospitalet – så bund ulykkelig trist over dette, at jeg ingen kræfter, og ingen helse har. Går jeg blot en ti minutter om på

Gulvene herhjemme, så smerter mit ben, g blir hovent, mens sveden driver af mig. Tet/alt i et må jeg lægge mig hen. Og det er jo ikke morsomt at bare (*bare=bringe) sin kummer (*kummer=sorg, nød, smerte, bekymring) tilskue for medmennesker, så meget mer som det jo ikke er til ringeste nytte. Alt hvad jeg ejer af kraft g energi i mig, må jeg bruge til at være snil og munter ligeoverfor småen og Ingeborg, så de to ikke skal merke hvor nedtrykt jeg er.
Så har jeg selvfølgelig også pengesorger, efter alle de mange og mangfoldige sygdomsudgifter. Jeg blir nødt til at opta et lån, og skal skaffe kautionister.
Men endnu – skjønt jeg længe har forudset det – har jeg ikke orket at foreta mig noget. Jeg kan snart ikke mere.
Din Amalie

 

 

 

(* ikke nummerert. Amalie har skrevet med blyant.)
har fra gammel tid skræk for at vælte min kummer ud over andre. Det er jo altså kun, når nødvendigheden forlanger det af mig, at jeg orker mig op til noget. Som sidst, da Sandbergs var her, og selvfølgelig lige straks spurgte mig om, hvilken sag/dag, jeg vilde ha/nå Dem. Og nu er det Willums, Ove Rodes mor g(og) stedfar. Utaknemmelig kan jeg ikke være. Og de mennesker, som har vært gode g gjæstfrie mod mig, kan jeg ikke la’ være at efter fatt (…) lejlighed(*=passende anledning) gjøre lidt gjengjæld mod. Helst vilde jeg grave mig ned i en hvile. Men det kan jeg jo ikke så længe småen er i (*på kanten av arket) (…) Søg nu at forstå!

(*Merket 125. I parantes øverst 1904 – 5 eller 3) Kan se ut som et 5-tall eller 3-tall) I venstre hjørne ligner det tallet 1 med en enslig parantes, skrevet av Amalie.)

Du forstår jo ingenting, Du kjære trofaste menneske – jeg mener af hvordan det er fat med mig. Jeg er altså således sjælelig nedfor, at det er mig ganske umuligt at ta initiativet til nogetsomhelst. Og jeg
(* Virker som dette er starten på brevet og at den naturlige fortsettelse her er ”har fra gammel tid skræk for at vælte min kummer du…”)

 

 

 

Ø. Klasensgade 11. (Merket 121 med blyant.)

19/1/04.

Kjære Irminger. Det eneste jeg har at sige dig nesten, er en bøn om at Du ikke skal være vred på mig. Min sindtilstand er af den art at jeg intet formår (*=ikke kan, ikke orker, ikke være i stand til, ikke kan prestere).
Jeg er fuld af kummer, ikke alene fordi mit helbred lader så meget tilbage at (…) men også af andre grunde. Og er man fuld af kummer, så kan man kun kun skrive kummer, og det er ingen nytte og ingen glæde til. Derfor må Du ikke vente at høre fra mig før tingene bedres, hvis de da nogensinde gjør det.  Siden Du var her til Ingeborgs fødselsdag, har jeg ikke set et menneske, når undtages at jeg en dag var et par timer ude hos Achens for at se til Johanne, som har tilbragt juleferien hos dem, og er der fremdeles, da hun lider af blegfeber, og derfor har fået ferien forlænget. I slutten af ugen kommer hun hjem og skal begynde skolen på mandag. Denne tur derud til Achens var mig så usigelig våndefuld (…), så som jeg ingen kræfter har. Jeg måtte gjøre vold på mig selv for at orke det selskab til Ingeborg. Men jeg havde svaret/sværet/svært i mit hjærte at gjøre hende en glæde til gjengjæld for alt det, hun var for mig i sommer under mit lange sygeleje. Naturligvis fik hun store gaver både til fødselsdagen og til jul, men selskabet skulde altså være noget ekstra, særlig fordi jeg vidste at større glæde kunde jeg ikke gjøre.

 

 

 

Ø. Klasensgade 11. (Merket 123 med blyant.)

12/4/04

Kjæriste Irminger.
Har ikke kunnet svare på dit så venlige brev på grund af dårlighed og
travlhed. – Vilde Du gjøre mig den tjeneste at spise hos mig idag kl. 6?
Det er kommet så pludseligt på. Overlæge Sandberg fra Bergen, mine gamle gode venner med datter, og de rejser imorgen. Det er så hyggelige folk. Gjør det endelig hvis Du på nogen måde kan.
Din Amalie

S. u.
Ikke kjole!

 

 

 

Ø. Klasensgade 11. (Merket 124 med blyant.)

29/4./-04.

Kjære Irminger.
Naturligvis føler jeg mig sikker på at Du siger nej; derfor har jeg også tøvet(*=vente med å gjøre en bestemt handling fordi man tviler. Forholder seg avventende), og grublet så længe før jeg gjorde det. Men Du har engang bedt mig om at indbyde dig når Elise Brandes og G.B. var her. Og imorgenaften kl.8 kommer de og nogle andre til aftensmad. Hvis Du svarer straks, kan jeg ha det i betids.
Din Amalies.

Ikke kjole!

 

 

 

Ø. Klasensgade 11. (Merket 126 med blyant.)

2/5/-04.

Tak Du kjære, kjære gamle gut for dit brev idag! Åja, åja – forstår Du mig, så forstår også jeg dig. Når man går, og har det ondt, og længe, længe har havt det ondt, og er så opfyldt af hvor ondt en har det, så opfyldt at man er glad til, en bare orker at gjøre sine allernærmeste pligter, opfyldt af at passe at det ikke på nogen måde må gå ud over dem, man daglig er sammen med, ja endog passe på at de slet ikke må merke./. at en har det ondt, så blir en lige som forbauset over at ens ven ikke forstår, og ved det. Og glemmer rent, at en har glemt at forklare det. Du kan tro, dette er en grundsamhed. Naturligvis er det egoisme, som volder det. Men der er en egoisme som er berettiget: selvopholdelsesdriften.
”Tilgiv”, siger Du. Å gud bevare mig vel! Dig har jeg såvist intet at tilgi! Nej, tilgiv Du mig fordi jeg har været så egoistisk under min kummer, at jeg slet ikke har tænkt på hvor nødvendigt det var at forklare, efter fattig evne, min sjælstilstand for dig. Å, men jeg har havet så meget, meget ondt i den sidste tid. Bortset fra hovedondt, som er denne stingende smerte i hjærtet over at mit arbejde ligger brak(*=uvirksomt hen, være uten utvikling). Over at alle disse småpinsler skal

ha lov til at ta så aldeles magten fra mig. Du sælger intet, siger Du. Husk, det er verre for den, der intet har at sælge!
Jaja, kjære, kjære Irminger. Gudskelov dog fordi Du ikke er vred på mig. Kom herop en aften, og sid ganske ene og rolig med mig. Kanske vi så kunde komme til at tale alt dette fra os. – Jeg er glad for Du syntes om Elise Brandes. Hun er er/en dejligt menneske. Måtte nu bare livet ikke forringe hende!

Din Amalie.

 

 

 

Ø. Klasensgade 11. (Merket 127 med blyant.)

4/7/-04.

Kjære Irminger.
Er Du nu bleven vred på mig? Hvis Du er det, så synes jeg, det er din pligt at sige mig det, og sige mig hvorfor. Underlige ting jeg oplever i denne tid!
Har Du ikke også i dit liv erfaret at der kan komme så højst mærkelige tider, sådan at en hvert andet øjeblik må stå stille midt i stuen og undre sig, og grunde?

Men det var nu ikke dette, jeg vilde skrive om. Det var kun meningen at få vide om Du er bleven riktig for alvor sint på mig. Dertil har Du nu forresten ingen grund, absolut ingen. Men hvis Du synes, Du har, så sig det. Sig alt hvad

Du vil af ubehageligheder. Jeg er så inderlig, så rent rædselsfuldt inderlig – misfornøjet med mig selv, så nogen overraskelse vil Du ikke kunne berede mig.

(Allerede på torsdag skal småen rejse til Elløen(*=Eldøya, tidligere skrevet Elløe, Eløen). Derfor har jeg det travelt, sidder og stopper og reparerer og syr nyt tøj til hende. Dessverre har jeg ingen sypige kunnet få, så jeg må gjøre det helt alene. Og det er utroligt hvad slig en liden unge, så forvænt(*?), som hun er, tiltrænger. Din Ama.
Ø. Klasensgd. 11. (Merket 128 med blyant.)

 

 

 

9/9/-04.

Kjære Irminger.

Hjærtens tak for dine venlige linjer. Gudskelov for Du har det godt, og føler dig bedre oplagt til arbeijde. Så er der da nogen, som har det godt!
Jeg har ikke kunnet skrive før. Har fløjet omkring på mit dårlige ben allevegne

for at finde en passende lejlighed. Ja, for Du ved vel, jeg skal flytte. Att bo her på

4de sal med det ben og de fødder, jeg har, er det samme som aldrig at kunne komme ud og i luften. Derfor skal det nu ske, hvad jeg forlængst burde have gjort. Men jeg har kviet mig så meget for al den udgift, der er forbunden med en flytning. Jeg har 2 gange måttet ta en droske for at komme omkring og se på lejligheder, så de er alt gået altfor mange penge. Hvordan jeg skal klare det, aner jeg ikke. Uf, der er dog vistnok intet, der som pengesorger snevrer et menneske ind, og stænger det ude fra alt og alle. Man kan verken se til højre eller venstre, hværken tænke på dit eller dat. Bare går, og lider og synes man har så uendelig meget mer end nok i sine daglige plager.
Forresten er jeg så glad og taknemmelig for at jeg i hele sommer har sluppet at ligge tilsengs. Arbejde med synderlig kraft har jeg dog ikke kunnet, fordi bekymringerne har tat tankerne fra arbeijdet.
Johanne har det strålende godt. Får håbe, hvis det er mig muligt på bedre tider. Din Amalie.
Ø. Klasensgd. 11. (Merket 129 med blyant.)

 

 

 

16/9-04

Tusen tak for dit så venlige brev, min kjære ven Irminger.
Ja, Du skal ha så hjærtelig tak, hvis Du vil hjelpe mig lidt med indpakningen, og kanske endog mer ved anledningen i det nye hus. Jeg mener mest råde mig med ophængninger af mine få stakkels billeder og skilderien.
Ingeborg er dessverre i Dresden, så hendes verdifulde bistand må jeg dessverre undvære. Naturligvis har jeg en snedkervend eller to til at hænge op spejle og billeder. Men det gjælder jo om at få valgt den rette plads straks, så en ikke skal være nødt til at flytte om på det.
Ja, Du kan tro, jeg er glad – glad og så inderlig taknemmelig over dette at min helbred har været i hele sommer og fremdeles er så nogenlunde god. Nu er det jo at passe på, at jeg ikke under flytningen overanstrenger det skrøbelige ben, for så ved jeg hvad der forestår.

Men denne lykke at bare skulle få en trappe til at gå op og ned ad, efter flytningen, gjør mig så let ja næsten letsindig om hjærtet.

Jeg har lejet nu. En fireværelses lejlighed i Ribergade no. 18, med badeværelse, (…)! (…). og elektronisk lys! Vil Du ikke stike opom en aften For eks. på lørdag. Bare for at få snakke lidt sammen?
Hilsen din Amalie.
Ø. Klasensgd. 11. (Merket 130 med blyant.)

 

 

 

5/10/-04.

Kjæreste Irminger.

Hermed bøgerne.
Tak for lån.
Du behøver ikke at komme og hjælpe mig. Efter at ha/nå talt med den vognmand, som skal flytte for mig, blev det mig klart, at det eneste rigtige var at gjøre som han sa: ta en mand fra hans forretning, som dagen før flytningen pakket ned alt, rub og stub, under garanti for at hvis noget var gået i stykker eller havde lidt overlast, da at få godtgjørelse. Idag, onsdag venter jeg manden, og i morgen, torsdag flytter vi.

Uf, det er en frygtelig tid! Jeg er ofte nærved at bukke under af bekymring og af disse tanker om at det synes så umuligt både at få alt afsted, og at engang komme i orden igjen i det nye hjem. Vemod føler jeg også ved at skulde forlade disse værelser, som jeg i 12 ½ år har beboet, og hvor jeg har oplevd så meget, både godt og ondt. Især ondt.
Men det er ikke alene det gode, som binder et menneske til et sted. Jeg synes, det i endda højere grad er alle lidelserne. Fordi lidelserne dog har lært en så meget, udviklet en, gjort ens sind ydmygere og taknemmeligere. Jeg tænker så tit i disse dage på min stakkels gamle 92/72 årige svigerfar, (…) (*noe med brigade, han var jo artillerikaptein) Müller, som efter at ha/nå boet i sit eget hus i 38 år, skulde flytte. Han kunde ikke beholde det, men gik dagen før flytningen hen og dråbte sig ved …caliumi.
Din Amalies.

 

 
Ø. Ribergade 18. (Merket 131 med blyant.)

Torsdag 24/11-04

Nej min kjære, kjære ven, Irminger – Du skal ikke dømme, og allermindst af alt på jorden ha tvivl om mit venskab for og mine kjærlighedsfulde tanker ligeoverfor dig. Med sandhed tør jeg sige, at ingen dag er hengået uden at jeg har tænkt på dig. Men Du ved jo slet ikke, så lidt som noget andet menneske – Achen undtagen – hvad der har rammet mig. Og Du skal heller ikke vide det. Ikke før senere, når ulykken er gjenoprettet, . – hvis det da nogensinde sker. – Ja, jeg måtte ha selskab her, midt i al jammeren. Når jeg siger ”måtte”, så må Du ikke misforstå. Jeg vilde, vilde absolut se Frits Thaulow hos mig, han som gjennem meget mer end 30 år har været mig så god og trofast en ven, og sammen med sin hustru har vist mig en så stor gjæstfrihed. Altid. Altid. Det var kun så sørgeligt at selskabet sagt: endnu er jeg ikke i orden. Efter det selskab, hvor jeg så forferdelig gjerne vilde havet dig og Ingeborg med, hva jeg måtte opgive af mangel på plads, spisestuen er meget mindre end min forrige – efter det selskab var jeg meget dårlig, hvad jeg også havde været før selskabet. Sårene på benet var brudt op,

og trods omhyggelig pleje har de stygge dybe huller ikke villet lukke sig. – Hver gang jeg har tænkt på dig og sagt mig selv: Du skal skrive til ham i detmindste, har jeg følt en vanmagt (*=maktesløshet, svakhet, avmakt), som ikke har været til at overvinde. Og det blir vist længe således ved.

Nej, det er sandt,: jeg har ikke troet helt på din russiske ven, og det gjør jeg ikke endnu.
Din Amalie

2-tall i venstre hjørne – Amalies skrift.
hende. For hendes skyld spurgte jeg også den der Pedersen om han ikke vilde se ud til os af og til. Ingeborg holder så meget af ham. Heldigvis er han ikke kommen, men han kommer nok. Det er, og har altid hos mig vært et ubrytelig faktum at lige for lige, hvis venskab skal holdes. Når Ingeborg under nødstilstand gjør så meget for mig, så vil jeg også gjøre noget for hende, selv om jeg hverken har råd, krefter eller humør til det. Det er bra nok med at takke og takke, men ord er ord, gjerning, derimod gjerning. Og når nu Johanne kommer, vil jeg som før, bruge al den smule kraft og evne, jeg endnu ejer til at gjøre det hyggeligt herhjemme. Uheld følger mig også: for 14 dage siden fik jeg således min venstre hånd skoldet af foskogende vand, og led i mange timer vanvittige smerter. Samme dag blev (…) Hansen sengeliggende, og jeg måtte med den hånd hvorpå der endnu er brandsår, og det dårlige ben, gå uden hjælp.
Nu har jeg fået et forsmidd menneske/ formiddagsmenneske. (?)

 

 
Torsdag aften 24de 11 – 04. (Merket 133 med blyant.)

Ribergade Ø. 18

Tusen tak, min kjære ven for dine ord, som netop nu kom til mig.
Å, ja, det lysner vel op igjen engang. Men sort sèr det du – å se så sort, så sort – så mange gange.
Havde jeg ikke Johanne, det deilige livskraftige, og glade lille menneskebarn, så – ja så. Irminger var min træthed så stor, at jeg uten et suk gik ud af verden, frivillig, forstår Du. Men hun – hun holder så fast ved mig, og jeg mærker ved alle lejligheder hvorledes hun trænger til mig – eller hvorledes hun ialtfald bilder sig ind at hun trænger til mig. Og så må jeg som en trofast soldat ikke forlade min plads. Hvor tungt der end stundom er. – Ak at kunne gå tilhvile, lukke sine øjne i den evige søvn. – Men jeg ser med glæde og taknemmelighed at jeg har lært  Johanne noget. Ser det mer og mer. Lært hende at være beskeden og ydmyg. Og at være god mod sin næste. Og at aldrig gå med sladder og vrøvl.
Å – Irminger – kanske Du ikke forstår at dette er så meget for mig. Når jeg hører på hendes skoleveninders snak ræddes jeg, men finder straks trøst ved udtrykket i Johannes søde, alvorlige ansigt.
Din Amalie.

 

 
Ø. Ribergade 11. (Merket 134 med blyant.)

13/12/-04

Kjære min ven.
Jeg synes at jeg længes efter at se og tale lidt med dig. Vil Du ikke kike herhen? For eks iovermorgen aften? En cigar og lidt whiskytoddy skal Du få. Foresten har jeg det ikke godt. Benet, benet! Og slid og strid og stræv på alle kanter. Kommer Du, behøves intet svar.
Din Amalie.

 

 

 

Søndag aften. (Merket 135 med blyant. Også dato med blyant: 19/12 -04)

Tak for nøglen kjære Irminger. Men når der var åbent, hvorfor kom Du så ikke op igjen med den? Nå er der jo dog bare en trappe at gå til mig.
Du skal vel så mange steder på julaften, så det nytter nok ikke at spørge Dig om Du vil komme her?

Johanne og jeg blir ganske alene, hvad der forresten bare er dejligt. Som sædvanlig skal hun tilbringe sin juleferie hos Achens, men som sædvanlig har hun havdet sin ret til at være hjemme på juleaften, hvad der naturligvis glæder mit hjærte. Vor kone (*hushjelpen?) og hendes 10 årige gut kommer her og blir et par timers tid for at få sine gaver, ellers blir vi to, småen og jeg, som sagt ene.

Jeg vilde altså bare sige det til dig at det vilde være os begge en glæde, hvis Du kom. Vi vilde da spise middag kl.6, og ta alt julegodtet senere. Men jeg forstår så

godt hvis Du ikke kan. Der er selvfølgelig nok flere som har bedet dig til den aften, og Du har jo også dit eget hjem og din søster.

I hele julen, mens småen er borte (14 dage) stænger jeg mig inde og arbejder.
Jeg er nødt til det.

 

 
Din Amalies.
Ø. Ribergade 11. (Merket 136 med blyant.)

2/2/ -5

Kjæreste Irminger.
Tusen tak for dine venlige linjer. Jeg har det ikke godt, hverken indvendig eller udvendig. Sår og trakkes med indfluensa, og må ret som det er, lægge mig hen. Pigen jeg havde, er bleven liggende syg – ikke her gudskelov – og jeg hjælper mig med en kone, som kommer nogle timer hveranden dag. Under disse omstændigheder kan Du vel nok begripe at mit humør just ikke er syvendehimmelsk.
Så er der jo også det værste af alt: -synes jeg næsten – de pengelige sorger. Men det jevner sig vel nok endnu en gang. Med mange hilsener fra småen og din Amalies.