Bergensere

Amalie til Valdemar Irminger 6.7.1900

Folk drager også altfor store veksler på mig. Jeg har havt liggende gjæster, som jeg ikke har invitert. Det kunde aldrig falde mig ind at man i min nuværende stilling, vilde forlange sligt af mig. Men de kom uden videre. Og andre gjæster, tyskere og Bergensere, som meldte sig. Og gjæstfrihed sidder mig jo i blodet. Men det blir for meget. Dog derom skal jeg fortælle Dig mundtlig engang. Havde jeg endda råd til det! Men jeg som bogstavelig talt ikke har til det tørre brød til småen og mig selv, hvis jeg ikke får skrevet noget! Og hvorledes skal jeg få skrive, under slig en invasion?

*

Amalie til Valdemar Irminger 12.4.1904

Det er kommet så pludseligt på. Overlæge Sandberg fra Bergen, mine gamle gode venner med datter, og de rejser imorgen. Det er så hyggelige folk. Gjør det endelig hvis Du på nogen måde kan.
Din Amalie

*

Amalies brev til Herman Bang 5. april 1891. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

De siger i det hele tat udmærkede ting om Norge. Det om Bergen, der hvor De gjor nar af teatret og dets forhold til Holberg, er usigelig rigtig og treffende.

*

Amalie til Erik Skram 16. mai 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Men her er ikke som i Bergen. Den som har været med til 17de majer i Bergen vil kunne føle forskjellen. Der gribes alle af stemningen og giver den luft. Man slipper sig ganske anderledes løs end herinde, og man er tækkelig med det. Det er umuligt at gå ude og ikke blive rent ør af den jubel og festlighed som ligger i atmosphæren. Her er man stiv og taus, og ser ud til at kjede sig igrunden. Det gjør man ikke i Bergen, for der er det alvor med festen.

*

Amalie til Erik Skram 18. april 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg skal tænke på det med Bergensturen. Der er meget som taler imod, men også meget for. At der vil blive snakket tusinde gange mere og tusinde gange vægtigere, hvis vi viser os sammen i Bergen, end om det skete her, er der ingen tvil om. Det har sine naturlige grunde, som er mange og vidtløftige. En af dem er, at jeg er ganske anderledes kjendt der af alle og enhver end her, hvor byen desuden er større og hvor sladder og snak ikke trives en tusindedel så godt som i Bergen. Bergen er i den retning aldeles utrolig – forresten en kjæk by som jeg elsker mest af alle byer – men småstadsmæssig! i en grad som det slet ikke var nødvendigt, fordi om den kun har 50,000 mennesker. Men det er bergensernes specialitet at lægge sammen og snakke og gjætte og kombinere, og sætte de vildeste historier i omløb! I og for sig vilde man nu også snakke om mig når jeg viste mig i Bergen, om aldrig du var med. Jeg har jo ikke været der, siden dengang jeg syg sendtes til Gaustad og siden skilsmissen og alt det væsen; så kan du tro det vil rippes op, og nu har jeg jo også forbrudt mdm. Høier. Så vilde det jo også være græsseligt hvis jeg mødte ham på gaden,  – skjøndt det var igrunden ingenting, men jo, der er mange som jeg nødig vilde møde, hans brødre f.eks. Du er naiv, som tror det gik an, at gå i land i en filleby ved kysten. Umuligt! Overalt er der nogen som kjender mig, så ofte som jeg har faret den kyst nedover frem og tilbage! Det vilde være at fortælle alt. Og tror du jeg midtsommers på et af de overbefolkede Bergensskibe får nogen lugar alene. Aldrig tale om det. Du må forresten ikke udmale det for mig, det øieblik vi skal mødes og være ganske alene, for det er ikke til at holde ud at tænke på, du elskede, søde!

*

Hvis vi begge var i Bergen i sommer, var der naturligvis ikke tale om at være sammen uden selskabeligt. Og tænk hvad det vilde være for en tvang at skulle sige de til hinanden, og passe på at ikke altid hænge efter hinanden, men lade som vi var interes[s]eret og optaget af alt andet mindst ligesåmeget som jeg af dig og du af mig. Og så det at vi aldrig kunde få kysse hinanden. Være sammen i 4 uger f.eks. og ingensinde få gi’e hinanden et kys, ikke en eneste gang få falde dig om halsen, og trykke dig ind til mig og sige at du var det sødeste og deiligste på jorden. Tror du det blev til at bære? Men det forstår sig, således måtte det jo altid være hvor vi så var, når det ikke hang sammen som i vinter, så for den sags skyld kunde Bergen være lige god som hvilketsomhelst andet sted. Og hvis nu jeg boede hos Knudtzons, og du hos Bøghs eller det bare var at du ligesom mest holdt til med og hos dem, så vilde vi vistnok komme til at færdes i forskjellige kredse. Elisa Knudtzon og fru Bøgh er jo rigtignok kusiner, men der er ingen nær omgang i allefald var det der ikke. Og hvis du reiste med Bøghs til Sogn (Hardanger er nu forresten langt deiligere) så kunde jo ikke jeg blive med, med mindre Knudtzons også reiste, og det er ikke sikkert at de gjorde det, og hvis de reiste er det ikke sagt at det blev sammen med Bøghs. Det kan hænde at vi fik megen anledning til at være sammen, – det ved jeg nok, – men det kan også hænde, at vi kom til at se hinanden meget lidet. Men måske får vi lade det stå til, og gjøre det bedste ud deraf. Kunde jeg bare ta’e ind til Sandbergs istedetfor Knudtzons, så fik jeg det meget friere, og Knudtzons bor desuden så langt afveien udenfor byen oppe i Kalvedalen, hvis du ved hvor det er, ikke langt fra Svartediget. Jeg er buden til Sandbergs uhyre indtrængende, men det gik formodentlig ikke an at bo der, såsom Knudtzons har bedet mig først, og det gjennem lange tider har været en aftale at jeg, såsnart jeg vilde komme til Bergen, skulde ta’e ind til dem. Og Sandbergs ligger vist på landet i sommermånederne, men det forstår sig, Helene tog til byen, hvis jeg sa’e jeg vilde komme, det er jeg vis på, og hos hende vilde jeg få det friere. Allerbedst vilde det være om jeg tog ind på et privathotel. Der er en frue, som jeg kjender, der har et sådant, hos hende kunde jeg godt bo, det var nu det allerfrieste. Ja, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige. Det ser så forviklet og vanskeligt ud på frastand, men kanske alt vilde forenkles og falde rent af sig selv til gunst for os, hvis det først stod sin prøve –

*

Amalie til Erik Skram 18. des. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Men tænk om jeg træffer en bekjendt underveis, der setter sig i kupé sammen med mig, for at være underholdende, og fritter mig ud, for det gjør han sikkert, især hvis det er en bergenser, og de er allevegne ude og er så familiære, når de træffer byesbørn på reiser, hvor det vil blive græsseligt!

*

Amalie til Erik Skram 28. april 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg har atter igåraftes fået et brev fra fru Sandberg, hvori hun bønfalder mig om at komme og besøge hende strax i maj; hun vil jeg skal svare strax. I ferierne er hun på landet med børnene, og det er ikke så nær at hun så godt kunde ta’e til byen for min skyld. Nu må du øieblikkelig sige mig om det var muligt for dig at ta’e din ferie i maj-juni, istedetfor juli-august, for hvis du kunde det, var det ligegodt vi reiste nu. Så mødtes vi i Kr.sand tilfældigvis, og kom sammen til Bergen. Hos Sandbergs kunde du vanke hver dag, derom er ingen tvil; jeg tror vi kom til at være meget mere sammen på denne måde end om du ventede til Bøghs kom hjem, og skulde holde til væsentlig hos dem. Og der er morsommere nu i Bergen end i ferietiden, for da er alle mennesker borte og da øsregner det bestandig. Kom vi i ferien, så blev vi ganske anderledes splittet ad, du i Sogn med Bøghs, og jeg på andre kanter med Knudtzons og andre. Jo mere jeg tænker på det, jo vissere forstår jeg at dette med at reise i maj såsnart det lod sig gjøre, og med at bo hos Sandbergs, vilde være den måde, hvorpå vi fik mest godt af hinanden. Til Bøghs kunde du sige, at du blev nødt til at ta’e din ferie tidligere end du havde tænkt at forskjellige grunde. Men hvis dette bli’er af, så gik det ikke an, at du kom til Xania, for nu er huset fuldt, og vi vilde ikke kunne være sammen som to elskende her hos os. Derfor måtte vi mødes i Kr.sand. Eller du kunde komme lidt før mig, og jeg ta’e af der og blive natten over i det samme hotel som du, og så reise afsted næste dag. Jeg venter et øieblikkeligt svar for at jeg strax kan sige fru Sandberg besked. Hvis du ikke kan, så er der naturligvis ikke tale om at jeg reiser. Jeg elsker dig og sender dig mange kys.

*

Amalie til Erik Skram 4. mai 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldenda

Ja, ja da, – så kommer du altså ikke før i juli. Det er kjedeligt, først fordi det varer så meget for længe før jeg skal få dig i mine arme, og dernæst fordi jeg var bleven så glad i denne plan. Det bli’er ækkelt på den anden måde. Bøghs kommer at fange dig og holde dig fast, og veiret bli’er slet. Det er en kjendsgerning at det øser ned og stormer og er råt og koldt i Bergen på den tid. Men når du ikke kan, så kan du ikke.

*

Amalie til Erik Skram 12. okt. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Her var fremmede til middag igår, det var søndag; jeg traf en ældre bergenser, literær fyr, forhenværende redaktør af ”Bergensposten”, som nu har været i Amerika en række af år. Du ved ikke hvor interesant han var; han talte om Bergen i gamle dage, og var fuldproppet af faktisk viden om de mest interesante ting; han havde læst sin bedstefaders og sin oldefaders (biskop Johan Nordahl Bruns) efterladte håndskrifter; det var en nydelse at høre på ham, fordi han kun talte om de ting han vidste den grundigste besked om og talte forstandigt. Bergen er gået umådelig tilbage i intellektuel henseende. I tiden om 1814 var det fra Bergen at alle impulser udgik, derfra blev landet styret, du ved Kristiania som hovedstad er så ny; de gamle, gode familier her læste Rousseaus værker i håndskrevne manuskripter, inden de endnu var trykt. Jeg sad hele tiden og tænkte: ”tænk om han havde været med.” Han, det var dig det, skjønner du. Jeg ved at du vilde været lutter øre og opmærksomhed og virkelig nydt det. Så ved middagsbordet gav Kristensen morsomme historier tilbedste fra sin barndom; en af dem husker jeg; den skal du få høre ved lejlighed. Han var slig en slagsbroder, som liden gut, det var om slagsmål historierne handlede. –

*

Jeg kan godt komme til at arbejde her, to timer hver formiddag; her er så stort husrum; i første etage, (stuen altså) er der en stor spisestue og fruens værelse, foruden kjøkken o.s.v. I anden etage er der 2 store dagligværelser, et lidet kabinet og Kristensens værelse; han har det som en prins, brusseler gulvtæppe, svært, prægtigt sengeomhæng og gardiner et vaskebord med marmorplade så stort som vor buffét, og en masse andre bekvemmeligheder. I kvistetagen holder vi unge til, Augusta og jeg på den største kvist, hvor hun ligger inde i en alkove og Jakoba på den mindste. Der kan vi rode og stelle akurat som vi vil, og det er så dejligt. I vore stuer sætter de gamle aldrig sine ben. Vi ryger cigarer og drikker italiensk rødvin i al hemmelighed deroppe om aftenen. Her er nemlig rigdom af ægte, direkte hjemførte vine, store fader nede i kjælderen. Hele huset har et præg af gammeldags velstand, som jeg synes så godt om. Jeg har besluttet mig til ingen at hilse på. Jeg er jo kommen herop ene og alene for at være sammen med Ludvig, og det vil jeg åbent vedstå. Når jeg ingen visitter gjør, kan heller ingen bli fornærmet på mig. Det at jeg bor hos Christensens, gjør det så let for mig at lade være. De lever så udenfor den cirkel, hvor jeg skulde gjøre visitter. Og så er der det herlige at her kan Ludvig komme hvert øjeblik han har fri, for han bor lige ved siden af, og hans vej falder altid forbi huset her. Jeg er så glad for at jeg bor her, af så mange grunde.

*

Amalie til Erik Skram 14. okt. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg lever det stilleste liv, der kan tænkes. Siden mandag i teatret har jeg ikke været udenfor en dør. Augusta var så stærkt forkjølet at hun igår måtte holde sengen. Idag er hun oppe, men tør ikke gå ud. Folk er misfornøjet med at jeg ikke viser mig har jeg hørt, men jeg gider ikke gjøre det. Synes vel ikke du at jeg godt kan la være at gå til nogen, når jeg er kommen herop ene og alene for at se Ludvig. Jeg bryder mig om intet andet. Fornærmet blir de, men skidt for det. Jeg talte idag med en ung herre, en fætter af Augusta, der er første mand i en af de største boglader her. De havde solgt af min bog i alt 25 à 30 eks. og deraf en hel del i disse dage, siden jeg var kommen; der havde nemlig været en lang stans. En anden boghandler havde straks i begyndelsen lejet bogen ud for en kr. på den betingelse at de kun skulde ha den hjemme i to dage, og på den måde tjent en masse penge, blev der sagt.

*

Amalie til Erik Skram 16. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

– Hvor du har været flink i den sidste tid. Alt det du har fået skrevet, i Ude og Hj. i vort Dagblad i eders Morgenblad, til Tilskuerens martshæfte, og måske andre steder som jeg ikke har sét. Og du siger, du er sen til dit arbeide og klusser og søler, og får ingenting bestilt. Det er ikke sandt, du er flink og rask er du, jeg er så glad i dig! Her synes folk så udmærket godt om din anmeldelse af ”Tante Ulrikke”. Heiberg også; han fandt at folkemødet var så brilliant refereret, det var et helt kunststykke at kunne referere slig, som oftest når anmeldere refererede, ødelagde de det hele – sa han. Han spurgte om jeg skrev til dig, og bad mig i tilfælde hilse og takke dig så meget. ”Skriv selv” – sa jeg. ”Jeg formår det ikke” – var svaret – ”det er det modbydeligste jeg gjør, at skrive breve.” Jeg har været ofte sammen med G.H. i vinter; jeg har aldrig set ham drukken, aldrig, han har også flere gange været her, men nu vil jeg ikke ha ham mere, for han er begyndt at gjøre etslags kur, med at sidde og nistirre borte fra en krog, og se så underlig ubehagelig på mig. Idag, da han kom hen til mig på gaden, gik jeg øieblikkelig fra ham, og sa at jeg skulde ned en anden gade. Om han ”går op eller ned” ved jeg ikke,- han er rædselsfuld doven, det ved jeg, men han ser udmærket pen og ordentlig ud, og er bleven så fin i en ny dress der sidder godt. Morsom er han også, og lader til at være i godt humør. Han søger posten i Bergen, men der siges at et menneske som har imod ham, en Mikkelsen som har med besættelsen at gjøre, vil kaste ham og ta Jæger, den modbydelige fyr, du ved ham, forfat. til ”Løse Fugle”, som vi sammen så i teatret heroppe. Nu har H. bedet mig tale til konsul Gade, som er storthingsmand fra Bergen, og få ham til gjennem skrivelse at indvirke på stemningen deroppe til gunst for H. Jeg er dog bange for det er forsent. Der skal kun være disse to ansøgere. –

*

Amalie til Erik Skram 16. okt. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg har forresten lige siden jeg kom været plaget af tandpine. Et par nætter har jeg slet ikke kunnet sove bare derfor. Så gik jeg til tandlæge, og fik 2 huller plomberet. Nu er der to til, som jeg skal ta på mandag. Det er jo latterligt at bruge tandlæge i Bergen, når man er bosat i Kjøbhvn. men det var umuligt at gå med den tandpine, og så er der den fordel at det ikke koster det halve af i Kjbhvn. –

*

Jeg har ikke lang tid at skrive i, for vi skal i teatret og se foruden ”Et Besøg” et nyt stykke af Turgenjew  og kl. er over fem og jeg skal på posthuset og klæde mig o.s.v. Ved du hvem jeg traf i teatret forleden? Berent Nilsen, han kom op i ”logen” og hilste på mig, han og G.A. Dahl. Han bad at hilse dig mange gange og var sig selv så lig fra gamle dage. Desværre rejste han alt dagen efter tilbage til Hamburg. Idag, da jeg kom fra tandlægen gik Augusta og jeg, inviteret af Jakoba ind på byens fineste konditori, hvor vi drak chokolade og spiste kager. Ovenpå i det hus, (nede ved parken) bor Sandbergs. Ret som vi sad kom Helen ned ovenfra, ind bagvejen; hun havde udentvil set mig fra vinduet, og vilde ha den glæde at vise mig hvor fornærmet hun var på mig fordi jeg ikke har været der. Lidt efter kom Wencke Bøgh, der i et væk kaldte mig fru Müller og gjentagne gange spurgte efter dig ”Fortæl mig lidt om deres mand, fru Müller” – sa hun mindst tre gange. Ja, jeg heder nu fru Skram da, – svarte jeg endelig, og jeg ved ikke andet at fortælle end at min mand har det godt, og bad at hilse. Så kom fru Blehr, ikke hende du kjender, men svigerinden, og da vi så kom hjem sad Randi (fru Blehr) og ventet på mig. Hun vilde nu se mig, sa hun enten jeg så havde lyst eller ej, og så talte vi da længe sammen. Men nu min elskede ven må jeg slutte. Vi skal også indom butiken og hente Ludvig inden vi går i teatret. Derfor farvel. Det er kjedelige breve du får, men føler du ikke min kjærlighed gjennem dem alligevel?

*

Amalie til Erik Skram 19. okt. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Igår var det søndag, og det mest strålende vejr. Jeg var nokså tidlig oppe, for jeg havde aftalt at gå en lang tur med Ludvig. Han kom og hentede mig kl. 11, og så gik vi op gjennem Forskjønnelsen – du husker den træbeplantede opstigning ved Kalfarvejen ligeoverfor kirkegården – til Dramsvejen der går i zigg og opover mod Fløjfjeldet, og kom ned helt ude ved Sandvigen. Det var en dejlig tur. Mage til herlig spaservej har ikke mange byer at opvise, ren let fjeldluft, bred, magelig vej, passelig stejl, og så den udsigt! Fra parken lød der musik op til os og det var så stille og lydt i luften at vi tydelig kunde høre melodien. Så gik vi i kunstforeningen, hvor jeg traf nogle gamle bekjendte, blev så tilsidst hængende fast ved fru Wickstrøm (Kristine Holst) og forlod hende først, da kl. var så mange, at vi skulde hjem til middag. Om eftermiddagen sov vi middagslur oppe på kvisten, og kl. 5 gik vi til Johannes Wolfs koncert, der var sat så tidlig af hensyn til teatret. Så fik jeg se det nye, store festlokale i logen; der var propfuldt af mennesker og han spilte udmærket, skjøndt det blev lidt ensformigt tilsidst, bare violin og piano, ved du. Om aftenen var her fremmede og jeg kom til et whistbord med en gammel dampskibsfører Bjerck en svoger til Christensen, som er det jovialeste og morsomst bergenske du kan tænke dig. Idag havde jeg foresat mig at skrive et rigtig langt brev til dig, men jeg er bleven så forstyrret at det først nu kl. ½6 er lykkedes mig at komme til skrivebordet, og nu blir det ingenting du får, for inden 7 må det være indleveret på posthuset, og jeg må selv gå med det. Jeg sad idag som sædvanlig og arbejdede på mit stykke; jeg havde tænkt at skrive fra 10-12, og så gå til tandlæge, hvor jeg idag blot skulde være optaget et øjeblik, så vilde jeg hjem igjen og begynde på brevet til dig, som jeg så havde tænkt at fuldføre i eftermiddag. Men ret som jeg sad begyndte telefonen, der er anbragt i det værelse hvor jeg sidder og skriver at stormkime. Jeg blir altid så forskrækket over den allarm , at jeg taber både næse og mund, og bare farer op og løber rundt i huset[?] og råber på Augusta, for jeg ved slet ikke hvordan jeg skal bære mig ad og den ringer som sagt så pludselig og pludselig som en brand eller stormklokke. Da jeg imidlertid ikke kunde få fat på Augusta, måtte jeg selv vove mig til, og det lykkedes mig også virkelig efter noget besvær at forstå, at det var mig der spurgtes efter og at de spørgende var fru Hanne Hansen og fru Blehr, som sad inde på et konditori, og inviterte mig endelig straks at komme ind og drikke chokolade. Jeg svarte ja, og gik for at klæde mig på, men da jeg så kom ned i overtøj, var der visitter til mig, blandt andre Helmig Janson, som endelig vilde be mig over på Damsgård til middag en dag. Havde du været med, vilde det været morsomt; det er så interesant det gamle sted derover som er gået i arv til ham fra hans tipoldefar. Endelig kom jeg da ind på konditoriet, hvor der var 6 fruer forsamlet, blandt andre fru Claus Hansen, en nydelig, sød dame og som jeg før ikke kjendte. Han er nemlig gift for anden gang. Så kom jeg sent hjem, og så var her en gjæst til middag, som jeg måtte sidde og snakke lidt med til kaffen, og således gik det til at jeg kom så sent til med at skrive. Du må ikke bli misfornøjet med mig min egen elskede,- jeg gjør ikke andet end tænker på dig og længes efter dig,- det ligger altid under, dybest nede på hjærtebunden. Det er så underligt at gå tur i min glade barndoms, og mit senere urolige og mangehånde livs gamle Bergen, og vide at jeg har dig dernede og at alt er så godt og så anderledes. Undertiden kan jeg føle en strøm af glæde gå igjennem mig ved tanken på din kjærlighed og på at jeg har dig og er din, og du min. I sådanne stunder længes jeg forfærdeligt efter dig. Nu må jeg slutte. Kl. er så mange, og jeg kan slet ikke se mere. Her er ganske mørkt i stuen. Farvel for idag min dejlige, søde elskede gut. Nu kysser jeg dig. Imorgen har jeg lovet mig til middag hos Armuers Hansens.

*

Amalie til Erik Skram 26. okt. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Du med dit lange, elskelige brev, som jeg fik lørdag eftmdg. Jeg havde været ude til middag, og kom hjem med et svagt håb om i løbet af aftenen at få brev fra dig, så medetsamme jeg kom i døren, så jeg den grå konvolut ligge og smile til mig. Det havde forresten kostet 24 øre for det var til dobbel porto. Så godt som du har holdt mig à jour med alt hvad du har foretaget dig i denne tid, hvor jeg har måttet undvære dig! Jeg elsker dig for dine breve, og for alt alt andet. Jeg havde tænkt at begynde på et brev til dig straks lørdag aften, men kom så sent op på kvisten, at det blev umuligt. Så havde jeg håbet på at komme tidlig op søndag, men da jeg var klædt kom her visitter, og så kom Ludvig og hentede mig til turen op i Kalvedalen, vi skulde nemlig hilse på Knudtzons og så på Damsgård til middag hos Helmich Janson, hvor vi havde det udmærket hyggeligt. Han er så elskværdig som vært det menneske, jeg kan ikke sige hvor jeg befandt mig vel der på det gamle, gammeldags herresæde hvor jeg har været så meget i gamle dage og boet der om sommeren, og hvor der så at sige er minder i hver en krog. Jeg blev så rørt ved at se gamle Anne, husholdersken, hun har været der i 25 år, jeg har sét hende der alle mine dage, nu styrer hun for Helmich der er bleven ejer af det prægtige sted, og bor der de 6 måneder af året. Hun kom mig så hjærtelig imøde og sa: ja, det hjælper ikke, jeg må få lov at omfavne dem. Det er rigtig et fænomen af en husholderske, fin, nydelig og prægtig. Da gamle fru Janson døde, fik hun et hus til forærings med fuldt udstyr af alt muligt hvor hun bor om vinteren, når Helmich er i byen og Damsgård står lukket. Hvor jeg ønsket du havde været med derhenne; vi talte ofte om dig og om at du skulde været med. Så gik vi i teatret om aftenen, Helmich havde taget en loge, vi så Bagtalelsens skole, og fornøjet os fordi vi var i humør. Der er så mange flinke herrer ved Bergens teater, rigtig dygtige skuespillere, men det skorter fælt på damer; igår spilte ikke fru Hejberg og skjøndt hun langtfra er nogen stjerne, er hun dog den eneste det går an at se på, alle de andre er mere eller mindre umulige og vederstyggelige subjekter. Efter teateret var vi på kneipe og spiste aftens, og da jeg så kom hjem havde Augusta cigarer og vin på kvisten, så det blev ikke af med skrivningen, da heller. Ludvig var så bedårende sød i hele går, han smilte og strålte i et væk, det er så morsomt at se hvor glad han er over at jeg er her. Han bare kvier sig for at jeg skal rejse og siger han tør ikke tænke på det. Idag har jeg været ude ærinder og hos tandlægen, kom sent hjem til middag fik en altfor lang middagslur på sofaen, blev hæftet af en dame, der var her for at hilse på mig, og kom som sædvanlig forsent til min skrivning.

*

Amalie til Erik Skram 2. aug. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Christie begynder jeg nu at ha udsnakket med. I det heletat Bergenserne – nej de er utrolig ueuropæiske! Ja, nu mener jeg ikke Christie; men alle de andre. Slig som jeg egentlig har det heroppe! – Ja nede i Danmark vilde de ikke kunne tro eller forstå det. Derfor skal Du også sige at jeg har det bare bra. Du må hilse Achen, endelig og takke ham 1000 ganger for brevet. Jeg orker ikke at skrive til ham. Sig ham også det. –

*

Amalie til Erik Skram 4. sept. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Ja, det er sandt, det er Højer Du skal skrive til om foredragene, hr. konrektor Højer Bergen, det er nok adresse. Husk nu på at foredragene skal være brede, Du forlade din knappe sammentrængte form for denne anledning min søde ven. Uf når jeg tænker på det gruer jeg. Bergenserne er ligeså kritiske og vanskelige at tilfredsstille som de er udannede og uforfinede. Men det er jo stygt at gjøre Dig mindre modig end Du vel sagtens iforvejen er. –

*

Amalie til Elisa Knudtzon 14. januar 1879. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Ser du aldrig doktor Dahl og don Ferdinand og søster Charlotte, — ak nei, lad mig standse, disse navne vækker en strøm af minder om en fortid, der gjemmer et dyb af sorg og uhumskhed men som dog er så rig på lyse billeder. Husker du vor vandring til „erermitboligen” på Sandvigs fjeldet, — den exentriske, morsomme aften, Erahls ubehjælpelige kurmagerie til „Mariechen”, Knudtzons brumlen over at hun havde været der, Charlottes yndige, milde, alvorlige skikkelse, vor spadseren hjemover i den klare, lyse sommernat, vor sidden oppe for at brumstere os færdig med alle vore forskjelligartede udtalelser og anskuelser, indtil vi endelig skildtes ad, hed og opkavet af at skråle og snakke . . . Samværet med eder hører til de minder jeg helst dvæler ved, men dette tilhører en svunden tid, der aldrig mere kan kaldes tillive. Selv om vi vare sammen er jeg dog vis på at vi aldrig vilde kunne have det på den gamle måde. Jeg er så fuldstændig forandret, —så gjennem ligegyldig for alt, så aldeles blottet for sympathi for noget; så komplet ude af stand til at føre en belivet samtale, fordi interessen er ganske borte. Det er derfor bedre at vi aldrig mere sees, — så be holder vi dog hinanden i erindringen ganske uforstyrret . . . Hvad du skriver om forholdene, de økonomiske og hjemlige, er i sandhed morsomt; du har ført en ganske drastisk pen, og malet situationer med liv og friskhed. De linier hvori dette beskrives måtte jeg læse høit, — der var tilfældigvis nogen tilstede hos os, og man morede sig over det, — det var godt skrevet.

*

Amalie til Elisa Knudtzon 27. mars 1878. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug.

Kjære Elisa, lad ingen anden end din mand læse mit brev, så er du snil. Jeg vil gjerne høre nyt fra Bergen, du synes at tvivle derom i dit brev.

*

Mellom slagene\\Amalie til Helene Sandberg 14. jan. 1905. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Helene Sandberg

Kjbhvn. Ribegade 18. 14/1/—O5

Tak kjære, snille Helene og Spet for jeres så hjærtelige nytårshilsen til mig og småen. Nej, så min sandten om jeg vilde nøjes med et „halvt kys” fra dig, Du! Derom kan Du være forvisset! Ja Helene, jeg ønsker også at vi må komme til at ses i det nye år. Og til dig og Spet, vilde jeg gjeme rejse, om vejen var enda længere end den er, og ta småen med, og være hos Deres et par uger. Men til Bergen, vil jeg aldrig mere! Og ikke til Norge i det heletaget. Med Guds hjælp kommer jeg aldrig mere did. Skal vi ses, må Du og Spet komme til Danmark. Så var

det jo muligt at vi hernede kunde ligge på landet sammen en liden tid.

*

Amalie til Ludvig Müller 28. april 1894. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Ja, som sagt, det er rent uhørt, hvad der er foregået med mig, middelalderligt, men Du skal få nøjere oplysning om det senere, for jeg agter at udgi en beretning om denne begivenhed . . . Hvilke rygter går der og har der gåt i Bergen om mig og mine grejer? Hvad siger man? Dette må Du svare på.