Det norske og det danske

Amalies brev til Arne Garborg 11. aug. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjære Garborg! 1 Ditt usigelig kjærkomne brev mottok jeg her nede i det over all beskrivelse deilige og herlige fiskeleie Hornbæk, på nord siden av Sjælland. Du må lenge nok stoltsere deg av dine tinder og fjellvidder og sjøer og skoger og hva det altsammen er – jeg holder for tiden på Hornbæk med sin hvite, flate strand, sine innbydende fiskerhytter, sitt frisksalte Kattegat i hvis lekende, skumtoppede bølger vi daglig dukker oss, sine bakkede skogplantasjer, og sin gud dommelige kro. Her har vi vært i snart 4 uker, Jakob og jeg lengst – Skram var nemlig først i Slesvig – og vi blir her enda en tid utover, så lenge været holder seg.

*

Amalies brev til Arne Garborg 14. sept. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselska

GB. er så overfladisk især tildels, som da han skrev om dig, 2 det tyndeste af tyndt! at du altså havde spenderet henved et ark, tænk det: henved et ark på min ringe bog, og at det vist alt var trykt i »Nyt Tidsskrift.« Det gjorde godt efter al den galde jeg har samlet op i sindet mod norskepakket deroppe. Noget så uhørt lumpent som den modtagelse min bog har fåt. Ikke andet end skjældsord og gemene fortolkninger, som det formelig har tat mig tid at forstå og komme til bunds i. Ikke et eneste og venligt eller anerkjendende ord, hverken privat eller offentligt, ikke et ikke et! Bare skjældsord og pøbelak tighed. Sligt glemmer et menneske aldrig, og jeg vilde også foragte den der gjorde det. Og mine såkaldte venner! Vullum, Helland med konsorter. Disse ynkelige fillefanter, som gik bersærkergang for at stanse bogen.3 Og den Huseby, et menneske, som man må bruge sagfører til for at få et forretningssvar af. Ja, jeg må sige det er en nydelig behandling! Men nok derom. Du må endelig komme over Kjbhvn og du må straks sige mig om du kommer eller ej, for derefter vil jeg indrette min rejse til Bergen. Jeg skal nemlig derop for at se Ludvig,4 som ikke har været her i sommer; og hør Garborg, kan du ikke sende mig et nummer af Tidsskriftet med anmeldelsen i. Jeg holder det nemlig ikke. Huseby, slusken kan jo sætte det på regning for mig. – Kom nu endelig kjære, prægtige, guldhjærtede, dyrebare, uforglemmelige Garborg.

Amalies brev til Arne Garborg\\Amalies brev til Arne Garborg 19. nov. 1901. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Det er nu også en fæl årstid at komme til Danmark på. Regn og

storm og skidne gader, og mørkt og svart og tåget. Huttitu!

*

Amalies brev til Arne Garborg\\Amalies brev til Arne Garborg 27. juli. 1901. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

 

Hva du sier angående din oppfattelse av meningen med »Landsforrædere«, så er den aldeles min. Kun i ett punkt avviker jeg. Du er ikke sikker på at jeg uten Danmark hadde vært – ingenting. Men det er jeg. Husk, det er jo nettopp i begynnelsen en forfatter trenger til støtte og oppmuntring. Hva kunne det ha hjulpet meg om mine bøker var skrevet, når

ingen hadde villet utgi dem? Og ingen hadde villet anerkjenne noe i dem? Jo så sannelig! Hadde Danmark ikke vært, så hadde de snart – straks fått lukket munnen på meg. Og alle de andre dansk-norske forfatterne skylder jo Danmark omtrent det samme som jeg. Som sagt: det er jo nettopp begynnelsen det gjelder. Senere, elter at danskene hat [har] tatt seg av en forfatter og bragt ham frem og har stilt ham på plass, så kommer Norge diltende efter med sin nødtvungne, fattige anerkjennelse, og så skal de nok braute opp om at forfatteren er norsk.

*

Amalies brev til Arne Garborg\\Amalies brev til Arne Garborg 4. juni 1895. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Du spør efter mit leben og treiben. Jo tak, jeg har det bra nu. Sover og kan arbeide. Og hvad mere kan begjæres? Når så dertil kom mer, at jeg har et deiligt barn og en – pragtfuld mand – ak ja – men neskehjærte, gamle, gamle menneskehjærte giv Dig tiltåls! Kom herned snart. Du skal bli vel behandlet. Af os ialtfald. Jeg holder med Dig i det at den norske bande hernede er fæl. Men vi kan lave en bande for os selv. Min mand hilser Dig hjærteligt. Din gamle ven

*

Amalies brev til Herman Bang\\Amalies brev til Herman Bang oktober 1889. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Mange tak for Deres venlige linjer, De gode, snille menneske, som straks tænkte på at fortælle mig hvorfor De ikke var kommen til at tale om mig i Xania. Vi havde jo sét af en norsk avis at De skulde og hørte så intet mere til det, før min bror i brev intereseret spurgte om hvorfor H.B. dog ikke var kommen til at tale om Amalie. 1 At det gik som det gjorde undrer mig ikke. Xania er ikke den slags by som går og hører på et rosende foredrag om en uanstændig forfatterinde som jeg.

*

Amalie til Vilhelmine Ullmann 15. mars 1886. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Af aviserne ser De vel hvorledes tilstanden for tiden er i Danmark. Det er som man er bundet på hænder og fødder, og ligger på maven og trækker vejret så godt en kan. Men De må ikke tro at Dan skerne er mindre kjæphøj for det. »Hvad har det hjulpet Norge at det har fåt sit ministerium Sverdrup?«4 siger de. »Ikke det bitterste. Det hverken kan eller vil gjøre noget, har intet program, er ligeså klerikalt som det Selmerske, se til Kiellandssagen,«5 o.s.v i det uendelige. De trøster sig med at når Venstre engang kommer til magten i Danmark, så skal verden først rigtig forbauses. Ja, ikke Skram forresten, han taler ikke så dumt og vigtigt; han er den eneste som ikke er spor af »Dansker«

*

Amalie til Erik Skram 1. nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Man er ikke ”forbitret” på Danmark heroppe, men jeg tror der i det store hele er bleven siddende en uvillie igjen mod danskerne ikke fordi man endnu går og harmes over vor underkuelsestid, men fordi man idelig og altid pånyt mærker hvorledes danskerne er tilbøielige til at overse os norske. Der er en vis overlegenhed i grundstemningen dernede, og den vil vi ikke anerkjende som berettiget. Men af den gamle forbitrelse er her ikke stort tilbage. Den vilde i allefald vidne om råhed og dumhed; skamfølelse og selvmedlidenhed vilde være i langt høiere grad på sin rette plads ved tanken om den lange ydmygelses tid, som vi naturligvis var fuldt modne og hjemfaldne til, siden vi så roligt og sløvt gled ind under den. Jeg for min del har i mange år været aldeles færdig med den forbitrelse, som bestandig før, da jeg var yngre, lige fra jeg var barn, ved alle givne leiligheder blussede op i mig. Og det er gået mange som mig, og vil gå hele nationen på samme vis. Jeg har nu gået hen og slået så aldeles om, og er kommen til at holde så uhyre meget af de danske, fordi de har så meget som vi mangler og må mangle, og som tiltrækker mig. Men så er det også på den anden side sandt, at det er Norge som står for tur i langt høiere grad end Danmark. Og det må med nødvendighed være så; tænk alt det Norge har sparet op, mens danskerne har produceret og blomstret. Specielt hvad nu Kielland angår, så ved jeg at han, inden han flyttede derned, tænkte mod Danmark omtrent som jeg, men jeg ved også gjennem Bjørnson, at han efterat ha’e boet dernede er falden tilbage til en afsmag for danskerne, der er i slægt med vor ungdomstids forbitrelse. ”Hvor han er færdig”, – –, men det er sandt, nu husker jeg at B.B. (det var sidst han var herinde) udtrykkelig lagde mig på sinde at ikke fortælle til et eneste menneske, hvad Kielland havde skrevet til ham om danskerne og Danmark. Det vilde jo være unaturligt, hvis den lange fornedrelsestid under hvilken Danmark foer frem mod os (lad være at det var styrelsens skyld), på en oprørende måde, – (skjøndt nei, det er mere oprørende at vi fandt os i det) ikke skulde have sat mærker i sindene, der vil gå i arv endnu gjennem nogle generationer. Og jo mere vor selvstændighed voxer, jo større, ser vi, har uretten været. Det er langt lettere for en dansk at holde af Norge og ”dele ud til det af sit fædrelandssind” end for en norsk ligeoverfor Danmark. Danskerne var jo dem, der gik af med fordelen på alle områder, var de overlegne, de styrende, de undertrykkende. Og alt hvad der duede i Norge tog jo Danmark og slugte, alt, alt uden undtagelse. Hvad har vi ikke tabt derved, skjøndt vi har også vundet en del. Og ét er sikkert, vi står i et langt inderligere slægtsskabsforhold, og har i langt høiere grad naturbund fælles til og med Danmark end Sverrige: Så stor forskjel der er på den norske og danske nationaleiendommelighed, og der er en stor, så er der næsten en raceforskjel mellem den svenske og norske; i allefald føler jeg det så. Ja, du kan vel mærke hvor bedrøvet jeg har været, siden jeg har skrevet så tungt, og har brugt så mange ord til det, der kunde været sagt i et par sætninger. Det er først idag at dette har overfaldt mig. Igår da jeg sad og skjændte, var jeg så fripostig. Jeg er det ikke mere; det vil sige, alt det er trådt i baggrunden for denne nye kummer. Og at jeg ikke har tænkt på det før, – – der er dog intet hold i mig. Jeg stanser her. Bliv nu ikke vred på mig du søde, søde, som jeg elsker. Jeg skal siden på konsert.

*

Amalie til Erik Skram 15. mars 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Der er en kraft og en hensynsløshed ligeoverfor hindringer og vanskeligheder og pekuniære umuligheder, som viser nationens store livsfriskhed, det er næsten morsomt at være norsk, tiltrods for at det er den mindste og fattigste nation i verden, omtrent. Og så er man så brav, så beskeden, så lidt fordærvet. Ja, de er patent de norske; indvendig er det de mest dannede, det vil sige, de finest og hæderligst tænkende mennesker, de der ta’er på folk, på kvinder i altfald, med de værdigste forudsætninger, jeg har stødt på; udvendig er mange af dem lidt slampede, men ikke alle; de virkelig fine, dem der er både udvendig og indvendig fine, er finere end alle på jorden, ligeså fine som de fineste englændere. Jeg synes der er lidt forskjel på danske og norske her, men det er vel en tilfældighed. Når jeg tænker på dem af det literaire venstre jeg kjender personlig og af omtale, så er de alle simple, Georg Brandes med, – jeg tænker på Schandorf, Dr.mann, Borchsenius som jeg kjender gjennem andre, han har jo giftet sig med et bæst, som drikker f.eks. Men så er det jo rigtignok sandt: så er jo du dansk, du deilige, og det opveier jo meget. –

*

– Det tror jeg slet ikke at en norsk vilde blive tålt ved et dansk tidsskrift som sekretær. Og hvor skulde han vide bedre besked om personalia, om skik og brug om sproget o.s.v. end en dansk i samme kasus? Nei du, – det blev ganske vist hip som hap, det.

*

Amalie til Erik Skram 18. april 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Men på Grevsen vilde jeg ikke være. Der er for dræbende, jo mere jeg tænker på det, jo værre står det for mig. Bare den vrimmel af danske, – og sådanne danske, gustne adjunkter med lyse, hængende hår, og bondepigekoner, klokkere fra Falster med hornbriller og stumpnæser, og døve madammer, kirkesangere fra Lolland, folkehøiskolelærere med koner i afklippet hår, og hæleløst skotøi, smilende, snakkesalige grundtvigianske præster, forhenværende skippere, der er blevne landmænd og lader som de har glemt sine egne visitkort for at få vise sine adelige koners, og endelig Ostermand! Og som de spiser og drikker, mælk, sød og sur, en stor mugge af hver sort, kaffe og the alt på engang; intet har de hjærte til at la’e gå fra sig, fordi det fåes for samme betaling, og så sidder de og skryder af den meget middelmådige mad, og nyder at spise sig mæt som om de pleiede at halvsulte hele året igjennem. Og så de mangle [sic] gamle danske frøkener, der er så snerpede og egenretfærdige og fremfor alt så dumme. Og de rumsterer deroppe, og ter sig som om de eier det hele; de norske er rent skudt for glug, for de er så fåtallige og kommer dumpende af vanvare medens de danske har været der sommer efter sommer i al deres tid, og længe før i sine forfædre, gjennem mange slægtled bagover. Jeg hørte sidst at en gammel frøken Bagesen skulde komme igjen i år for 21de gang, og hendes far og bedstefar havde også ligget ved Grevsen. Men du kunde godt holde ud at være der, for du er selv dansk og når det var for at få treffe mig, så gik det nok, tror du ikke? Så er der også så billigt, som du pleiede at sige på Lillehammer, kan du huske, hvergang du foreslog os at blive en dag længere end vi havde tænkt. Du var så sød, når du sa’e det. –

*

Amalie til Erik Skram 20. okt. a 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Det er sandt mens jeg husker det: kan du ikke tjene mig i at skrive dine præsenser i singularis, selv om subjektet er pluralis. Jeg kan ikke for min død fordrage vi ”ere”, de ”høre”, vi ”komme”, – det er, – – ja, det er så ”dansk”. Og skriv ikke mere bare på den ene side af papiret, – det er et altfor stort snyderi; at få et tykt brev og så finde at halvparten er borte.

*

Amalie til Erik Skram 7. juni 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

– Ja, naturligvis synes jeg det er mere at være B.B. end E.B. Men derfor har E.B. ligestor ret til at skrive som han skriver, derfor er ”Et Besøg” ligefuldt berettiget. Det er og bli’er en præken, og en god, til at få forstand af. Brandes er en præst men B.B. en profet af det stof hvoraf de gamle lavede sine guder. At Norge frembringer profeter men Danmark bare præster er et tegn på at Norge er mere, magter mere, står mere for tur til at føre det store ord end Danmark, men det vil i virkeligheden sige at Norge står tilbage. Det vil sige – der hvor Danmark er må Norge desværre også komme. Desværre, desværre.

*

Amalie til Erik Skram 19. sept. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldenda

Du er for sød med din bekymring for at dit land ikke skal være skjønt nok. Du kan være ganske rolig, jeg skal nok komme til at elske det; det er jo det land som har formået hvad Norge ikke kunde: give mig min elskede og mit livs lykke. Og desuden jeg har altid havt Danmark kjær, i altfald fra jeg kom til sjæls år og alder; som barn og ganske ungt menneske gik jeg og hadede det, men jeg blev omvendt lidt efter lidt.

Amalie til Erik Skram 1. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Kun nødigt vilde jeg været med hos Schandorfs [sic]. Jeg er vis på at fru Juel-Hansen, der var så underholdende, vilde ha budt mig imod, men fremfor alt kjedet mig. Dette ”skjøgeagtigt-umulige, overraskende”, og al den liderlighed, har jeg ikke af naturen smag for, og jeg er af min omgangskreds ikke bleven oplært til at vænne mig til det. At fru Juel-Hansen forresten kan sidde og udbrede sig om dette, der jo dog gå ud over hendes egen bror, der til og med nu har nok af prostitution samlet over sig, selv mellem nok så gode venner, bekræfter det usmagelige indtryk jeg ved en andens omtale – det skete ikke for at dadle hende, men i en stik modsat hensigt – har fået af denne dame. At hun er flink og dygtig, og hvad man kalder meget begavet, ved jeg naturligvis udmærket godt. Den slags væsen med alle disse forelskelser og ulovlige erotiske forhold og ægteskabsbrud, og kjærlighedsforhold til gifte koner for unge mennesker, eller ikke unge, har ikke stor interesse for os heroppe. Hvis nogen i et selskab begynder at tale om noget, der streifer dette gebet, falder det øieblikkelig dødt til jorden; det kjeder os voksne. Det er nu engang så, enten det geråder til ære eller skam. Vore interesser ligger på ganske andre hold; at dette er så, beviser bedst af alt vor literatur; på alle områder er det erotiske, ja selv forholdet mellem mand og kvinde i rent almindelig forstand, det rent secundære. Vi har talt om det før, og du har modsagt mig,- men det er nu så; man må være dum eller blind for ikke at se det. Det er jo også denne kjendsgjerning, som gjør den norske literatur så forskjellig fra den danske.

*

Amalie til Erik Skram 12. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Men der er lidt i dette at vi ikke er børn af det samme land. Det hændte undertiden at du, når jeg fremsatte en påstand, hvis rigtighed jeg vilde døet på, sa: ”jamen bevis det”; sligt vilde ikke hændt om du havde været norsk eller jeg dansk. Det hænder mig aldrig når jeg taler med de mænd heroppe som jeg virkelig kan tale med om ting, der virkelig er noget, for der er et udgangspunkt som vi har fælles, enkelte grundsyn eller opfatninger, som der mellem os ikke kan disputeres om. Når du ikke forstod hvad jeg var vis på, jeg aldrig havde behøvet at forfægte for de andre, gjorde det så rasende ondt, og forekom mig så underlig oprørende, det var som du skar mig i kjødet, og jeg følte en heftig vrede næsten. Men dette skal jeg stræbe at få bugt med. Tilsidst vil vi vel komme til at forstå hinanden helt ud og ind; når du bare ikke i forveien går og er forstokket i den vished at det du tror og ved og opfatter er det eneste rette og sande; det har jeg en mistanke om, for det er jeg vistnok fristet til jeg på min side, og derfor kom jeg til at tænke, at vi måske havde truffet hinanden for sent. Når du nu bare elskede mig lige høit, men det er jeg så ræd for du ikke skal gjøre. Men vent da idetmindste til jeg kommer, og se så om du ikke blier glad i mig pånyt således som du var det i gamle dage.

*

Amalie til Erik Skram 16. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Så er der et Dagblad til som du skulde havt, men det vil jeg ikke sende dig før jeg har fåt [sic] bede dig om for alt i verdens skyld ikke blive vred eller lei eller krænket på mig. Jeg er så rasende bange, så rasende bedrøvet over at jeg har skrevet det, men det var indleveret for over en uge siden, og havde jeg set din anmeldelse med de søde ord om hvilke skikkelser literaturen får tilført fra det ”Unge Norges” leir,- jeg havde strøget hele den sidste ækle, vigtige passus. Helst vilde jeg lyve og lade som om A.M. slet ikke var mig, det kunde jo være hvemsomhelst,- men for det første går det ikke med at lyve for dig Erik, og for det andet vilde du kjende ordene igjen – da jeg har skrevet i lignende udtryk til dig, da vi talte om Nansens bog. Men hvis du mærker at man blir vred dernede, kan du så ikke for de andre lade som om det er en ung fyr eller sådant noget og bestemt afvise at det skulde være mig, hvis nogen sa det. For de andre kan vi altid lyve lidt. Jeg er bange for at støde folkene dernede,- de var jo alle så snille og venlige mod mig da jeg var dernede, og jeg vil jo så nødig opvække nogen unødvendig uvillie mod mig. Det er i Dagbladet for iaften det står, og det er en anmeldelse af Dr.manns bog, og jeg tænker det alligevel er bedst du får det med engang, da du ellers blir for nysgjerrig, og tror det er værre end det er. Men jeg sender bare den del af bladet hvori anmeldelsen står, for jeg har selv ikke læst det andet. Jeg skjælver af bedrøvelse af frygt for dig, for det er stygt af mig siden jeg er din og du er min og siden du er dansk, og jeg er norsk. Tilmed er det heller ikke godt skrevet, og ikke rigtig holdbart,- uf at jeg skulde skrive det; – det hele produkt har jeg rasket fra mig i en fart. Skriv straks du har læst det, og skjænd heller på mig end vær bedrøvet og forundret over mig, din forundring især kan jeg ikke tåle, for den betyder en ny skuffelse ved mig, den betyder at du siger til dig selv: jeg forstår ikke at Amalie kunde gjøre dette, og det kan jeg ikke holde ud! Min elskede tilgiv mig, jeg elsker dig du søde.

*

Amalie til Erik Skram 2. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Du siger noget om at jeg får indtrykket af at alle andre forstår bedre hvad jeg siger og skriver end du, og det er så. Dette rammer netop på hovedet årsagen til min frygt for at vor forskjellige nationalitet skal gjøre os måske ulykkelige i samliv. Havde du været norsk, eller jeg dansk vilde det været bedre; derom er ingen tvil. Jeg har gået med dette tryk på mit sind lige siden jeg fik dit næstsidste brev. Idag da Helland kom her op med Lofthus fra Bergen og de sad her et par timers tid og drak kaffe, sa Helland gjentagne gange med sin sædvanlige pågående velvillie: ”hvad er det som feiler dem fru Müller, de ser så bekymret ud?” Tilslut mæglede Lofthus, og sa: lad dog fruen være i fred Helland. De gjør det jo bare værre, hvis der virkelig er noget iveien. Og der var noget iveien, det er sikkert, det.

*

Amalie til Erik Skram 27. jan. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Til Kathinka, havde Jakob sagt med en underlig bedrøvet klang i stemmen: ”Tænk, så blier mama dansk,” men til mig nævnte han intet om dette. Forleden aften, da vi sad og talte sammen, vi tre, sa’e Jakob blandt andet: ”du, der vil blive forskrækkelse blandt dine venner,” – ”Ja,” sa’e så jeg, ”og danskehadet vil gjøre den større.” ”Danskehadet!” sa’e Jakob og så op med en usigelig forbauselse i sit søde ansigt,- er her danskehad her, i Norge? ”Aaja, inden visse kredse” – svarte jeg ”men det er en urimelig tåbelighed.” Så, da de var komne i seng, og jeg sad i spisestuen og læste avisen, og havde været inde og sagt godnat til dem, overhørte jeg følgende samtale: (der er rasende lydt) Ludvig: havde du vel tænkt at mama vilde giftet sig? Jakob: Nei, jeg troede ikke det lå for hende,- hun var ikke slig. L: Tænk om det havde været Helland? J: ”Ja, han vilde ikke været så gal, dersom han blot ikke havde været så skjidden.” L: End Boll da. Så hørte jeg Jakob reise sig i sengen, og sige indigneret,- [”]nei ved du hvad, det vilde jeg rigtignok hae syntes var underligt gjort af mama, græsselig rart af hende.” L: ja, tænk, det vilde jeg og, men hvorfor er det egentlig? Boll er jo så snil og pen, og sådan dygtig maler? Ja, det hjælper ikke sa’e Jakob, hvis mama havde taget ham, så havde det været fordi hun vilde gifte sig, og det vilde jeg ikke likt,- du kan da skjønne at Boll ikke var noget for mama at ha’e, nei Skram er den eneste. Så drøftede de noget om Ernst og Ossian Sars, som jeg ikke fik rigtig tag i, og så sa’e de godnat til hinanden. Jeg havde en rasende lyst til at løbe ind og kysse dem, men jeg gjorde det klogelig ikke. Jakob sa’e den første aften til mig flere gange med en vemodig blød stemme: Du er jo så ung endnu du mama, det er jo rimeligt at du gifter dig. Det blier et pent par sa’e Ludvig lidt efter med et næsten polisk smil. Tusinde tak for telegrammet du sendte med hilsenen til gutterne; de blev så glade og fornøiede derover. Men jeg har ikke sagt noget om dine hilsener i brevet endskjøndt vi sad så hyggeligt sammen igåraftes, at de hver gang jeg spurgte om de ikke skulde tilkøis, blev ved at sige: ånei mama,- det er så morsomt at snakke med dig, og vi får så skjælden lov, (det er ikke sandt, men det siger de altid). Men jeg generer mig dog alligevel lidt for dem endskjøndt de har taget det som de har. Forresten skal de nok få din hilsen engang. Da jeg sad alene med fru Ullmann i eftermiddag bad hun mig så indtrængende sige om det blev noget af med min Amerikareise, eller om det ikke heller var til Kjøbenhavn jeg skulde. Jeg sa’e først nei; men så kunde jeg ikke, og så sa’e jeg jo, at det var til Kjøbenhavn. Hun blev så underlig alvorlig og trist, men tog mig ind i sine arme og sa’e at det glædede hende, fordi hun gjennem sin søn havde et udmærket indtryk af dig, og fordi jeg så alligevel aldrig vilde få fred her i verden, før jeg giftede mig, men idelig være udsat for efterstræbelser og tilnærmelser og alleslags planer. Jeg ved ikke hvoraf det kom men jeg fik en græsselig gråd over mig – jeg pleier ellers ikke at ha’e det med at græde. Men der kom så meget op i mig. Hun blev bange og spurgte om jeg ikke var sikker i min sag, sikker på at jeg elskede dig. Dertil kunde jeg svare ja af mit ganske hjærte, og så sa’e hun: ja, så er alt godt. Det er deiligt de skal komme i havn,- de kunde ikke gå om alene. Jeg har to vaskeborde af akurat samme sort, du husker mit med marmorpladen i, det er jo bedst jeg tager begge med, og så kjøber jeg sæt til, for at få magen til mit. Tænk dig pastor Heuch vil holde polemiske mod fritænkeriets gyselige resultater rettede foredrag over Nansens bog, Unge mennesker. Så skal han naturligvis male os djævelen på væggen og sige: ”se der følgerne.[”] Det fæ, ved naturligvis ikke, at en sådan bog aldrig  vilde kunne være bleven til i Norge. Den er jo dansk i dette ords slette betydning. I et folk hvis ungdom dog vil noget resikerer man ikke at sligt udlevet læsegods ser dagens lys. Den slags literatur reiser på en måde en anklage mod G.B. Han har feiet, feiet jordbunden, og ryddet grunden, og se, hvad der skyder op. Jeg har lyst at spytte, når jeg tænker på det marvtærings-produkt. – Det er vel bedst du fæster en slags pige dernede, men få endelig en god, helst en norsk; skjøndt skidt,- det er det samme. Men din søsters piges søster er ikke bra at ha’e.

*

Amalie til Erik Skram 27. juni 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Bønderne i Norge dog være renligere end i Danmark. Tænk Dig, ikke én loppe har vi sét. Ligeledes hos Hjernøe. Der blir ungerne sæbevasket i hodet og på kroppen hver morgen udenfor husdøren. Og folkene her er renslige at Du ikke vilde tro det. Det er en god ting. Her er i det hele heldigt og godt i mange måder, men en frygtelig énsomhed føler jeg om kvældene når småen sover og skumringen falder på, en pinende ensomhed.

*

Amalie til Erik Skram 30. juni 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Tak for dit sidste brev, det var så hyggeligt og godt i alle måder; stakkels Dig som får dette triste brevet til gjengjæld. Ja, gudskelov, for de er glad i mig dernede hos Dig i din by. Du véd hvordan det er med mig – jeg føler mig hjemme der og ikke spor her. Men det er vel kanske ikke så underligt, når man har vært så længe borte. Det er 16 år siden jeg drog fra Bergen og snart 10 år siden jeg forlod Norge. Du må hilse alle mulige og sige at jeg længes efter Kjøbenhavn ustanselig. Ak bare vi var i Hornbæk som ifjor! Og så penger, penger, penger! De svinder ganske forfærdende fort. Kunde jeg endda bare holde ud til Du kom; så får Du jo penger heroppe  og behøver ikke at gjøre nogen udvej dernede. Jeg må vel sagtens kunne låne hos Ludvig hvad jeg trænger forinden.

*

Amalie til Erik Skram 30. nov. a 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Nej kjære Erik, det er altfordyrt at være her. Jeg fik min regning for den første uge, den var på 59 kr. For en uge blot. Så kommer drikkepenge til engang. Ludvig er ikke nogen god kommissionær. Jeg havde bedt ham skaffe mig det billigst mulige værelse, og jeg får det dyreste.

Brænde og lys og alt muligt, bare et glas mælk skal betales ekstra. Men så er her jo også så aldeles enestående herligt og dejligt i alle retninger. Ja, Du begriber ikke for en respekt jeg har fåt for Norge og for nordmænd. Ganske meningsløst er det, at en slig nation skal være ”forenet” med nogensomhelst! Ak, om Du havde vært heroppe, hvor vi sammen skulde ha frydet os over det og det. I industriel retning er Norge på højden med det mest civilicerte i verden. Du skulde bare se den ”trikken”, de har lavet til Holmenkollen. Tværs igjennem stejn og berg har de brudt sig. Og betjeningen – nej hvor er her dejligt i Norge! –

Amalie til Drude Krog Janson 17. jan 1898. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Jeg sendte i går min artikel om „Mira” til „Tllskueren”.

Nu får vi se, om han tar den op. Redaktøren havde svart mig tilbage på min forespørgsel, at hvis [Valdemar] Vedel vilde skrive om bogen, kunde han ikke ta ind mit. Men han mente at jeg trygt kunde gjøre artikelen færdig, da jeg jo kunde få den optat, hvor jeg vilde. Deri har han nu uret. For jeg vil ikke gå til hvilketsomhelst blad. Så havde Erik

forleden truffet ham på gaden og havde fåt vide, at Vedel i sin literaturartikel for denne måned slet ikke havde nævnt „Mira”. Jeg har skrevet min artikel med liksom lidt sordine på.

Her i Danmark blir man til „grin”, hvis man er for begej stret. Den er nokså hånfuld hgeoverfor V/inther, og det gjør rnig ondt. Men jeg kunde ikke skrive anderledes . . .

*

Amalie til Helene Sandberg 14. jan. 1905. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Helene Sandberg

Kjbhvn. Ribegade 18. 14/1/—O5

Tak kjære, snille Helene og Spet for jeres så hjærtelige nytårshilsen tll mig og småen. Nej, så min sandten om jeg vilde nøjes med et „halvt kys” lra dig, Du! Derom kan Dn være torvisset! Ja Helene, jeg ønsker også at vi må komme til at ses i det nye år. Og til dig og Spet, vilde jeg gjeme rejse, om vejen var enda længere end den er, og ta småen med, og være hos Deres et par uger. Men tll Bergen, vil jeg aldrig mere! Og ikke til Norge i det heletaget. Med Gnds hjælp kommer jeg aldrig mere did. Skal vi ses, må Du og Spet komme tll Danmark. Så var

det jo muligt at vi hernede kunde ligge på landet sammen en liden tid.

*

Amalie til Verdens Gang 26. jan 1901. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug.

Til Verdens Gang 26 I 1901

Man har sagt mig at jeg i norske Blade i Anmeldelser om min siste Bog „Julehelg” er bleven kaldt norsk Forfatter. Derimod protesterer jeg. Jeg anser mig selv, og ønsker bestandig at blive anseet for dansk Forfatter. Her i Danmark er det at jeg er bleven Forfatter. Her i

Ly av de Danskes årvågne, lydhøre og udviklede Intelligents er det at jeg har turdet vove rnig frem med Bog efter Bog. Det er Danmark jeg skylder at jeg eksisterer som For fatter. Skulde jeg have været henvist til Norge, så vilde de der snart, meget snart have gjort det al med mig. Det er med Mennesker som med Planter. En liden Smule Solskin, en Liden Skjærm mod Barskhed og Kulde og Storm må de have lor at de kan holde Liv i sig. Det har jeg fået i Danmark. En gang lør har jeg sagt det samme i dette samme Blad. Men da jeg tra flere Kanter, af Norske, har fået høre at man overbærende mente det var skrevet i Overilelse, gjentager jeg det nu. Et voksent og nogenlunde selvansvarligt Menneske siger eller gjør ikke den Slags Ting i Overilelse.

Amalie Skram.

*

Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Af aviserne ser De vel hvorledes tilstanden for tiden er i Danmark. Det er som man er bundet på hænder og fødder, og ligger på maven og trækker vejret så godt en kan. Men De må ikke tro at Dan skerne er mindre kjæphøj for det. »Hvad har det hjulpet Norge at det har fåt sit ministerium Sverdrup?«4 siger de. »Ikke det bitterste. Det hverken kan eller vil gjøre noget, har intet program, er ligeså klerikalt som det Selmerske, se til Kiellandssagen,«5 o.s.v i det uendelige. De trøster sig med at når Venstre engang kommer til magten i Danmark, så skal verden først rigtig forbauses. Ja, ikke Skram forresten, han taler ikke så dumt og vigtigt; han er den eneste som ikke er spor af »Dansker«.