Døden, gjenferd og spiritisme

Amalie  til Valdemar Irminger 21.5.1900

Når mit ben blir brugeligt igjen engang i tiden, så vil jeg be Dig om at Du skal gå ud til Krematoriet – der hvor min aske skal oppbevares – med mig. Jeg aner nemlig selv ikke vejen. Du kan stole på at ”dansk ægtehustru” ikke skal stå på urnen.

Din Amalieskram.

*

Amalie til Valdemar Irminger 11.3.1899

De skulde forresten vært buden her til igår den 10de, min mands fødselsdag. Men så kom der så meget ivejen. Fra Norge fik jeg budskab om at min gamle, elskelige mor lå for døden deroppe i Xania, og så kunde vi ikke ha selskab. Det var så godt at denne meddelelsen kom, før vi havde inviteret nogen, og altså skulde ha sendt afbud. Jeg får fra Ludvig hver dag besked om hvordan det står til. Hvis det er døden, vil jeg nemlig rejse derop. For år tilbage har jeg lovt at være hos hende i dødens stund. ”Jeg vil så gjerne holde din hånd i min når jeg slukker ud”, sa hun så tit. Men nu ved man hvordan det kan gå med mennesker, der først er bleven 79. Så kan De leve længe, længe, om de end er dårlige og sengeliggende. Derfor vænter jeg nu rolig på telegram. Lægerne mener at det går nedover og nedover. Hun har slim på lungerne, og vatter sort. Men som sagt, hvem ved om hun ikke kan rejse sig igjen, kan endnu engang få solen og våren og sommeren at se – dette som hun elsked så højt.

*

Amalie til Valdemar Irminger 12.10.1899

– Kjære Irminger, jeg er så bange for at jeg skal falde Dem til plage. Enhver har jo så nok i sine egne sorger og bekymringer. Tusen gange heller end at De hemmelig skulde gå og føle mig som en byrde, vilde jeg ha, at De sa fra. Vær sikker på at jeg taler sandt. Og at vi skulde vedbli med at være venner tiltrods for at De viste min fortrolighed fra Dem.
”Rig” jeg, som De skrev i Deres sidste brev. Nej, jeg føler mig som den fattigste af alle.
Hvis nu Johanne, som Feilberg frygted for, havde fåt lungebetændelse, og var død, så var jeg sluppen ud fra det hele. Men sålænge hun er ilive kan jeg ikke gå min vej.
Hun trænger til mig, og vilde græde så bitterlig over mig. Og tanken om at volde et elsket væsen smærte, er ikke til at udholde. Men jeg duer altså egentlig ikke til at leve, siden jeg er nødt til at ta sorgene så tungt.

*

Amalie til Valdemar Irminger 12.7.1900

Du skriver så vakkert om dette at mødes igjen når vi er døde. Ja, Du kjære, jeg tror det samme som Du i den henseende. Men jeg er vis på, at jeg ikke er værdig, til straks når jeg er død, at komme der hvor Du kommer, eller bli det. Du blir. Men så kan jeg vente. Om igjen! I støbeskeen med Dig, ”siger knappestøberen i ”Per Gynt”, og det blir sikkert min lod. Men hverken bange eller misfornøjet er jeg, fordi jeg ved at jeg er i den evige, allkjærligheds naturlovs hænder, og at mig skjer, hvad der må ske mig.
Jeg skal hilse Dig fra Nergaard.

*

Amalie til Valdemar Irminger 2.nov 1898

Ø Klasensgade 11. Torsdag nat. 3die nvbr. 98 (Merket 32 med blyant.)
Kjære ven Irminger, tak for Deres kjærlige og deltagende ord. Nej, De har ret – det ene menneske kan ikke trøste og hjælpe det andet, om det så vilde gi sit hjærteblod. Jeg husker, da bror Ludvig var døende; jeg spurgte mig selv: vilde Du nu for at rædde ham, for at gjøre ham karsk og sund gi

(*På siden av arket): Mange gode hilsener fra min mand

dit eget liv? Og svaret i mit hjærte var et kraftigt og vederhæftigt ja. Jeg fik fra den stund liksom mer respekt for mig selv. Jeg vidste, vidste at det var sandt. Men hvad kunde det nytte? Han måtte dø, og jeg lever. – Der ser nu inat ud, som Johanne har det bedre. Hun sover nu så sødt og pent uden kunstige midler. Sveden står i små perler på hendes ansigt, men det er vist bare godt.

*

(*Brev uten start. Merket 2 i venstre hjørnet av Amalie selv.)

Dagen idag har vært ond. Hun har ligget som i et slags delirium, set og set allehånde ting, Men jeg tror nu, at krisen er overståt.
Så tit har jeg sagt: alle sorger har jeg gjennemgåt, kun ikke den at miste et barn ved døden. I disse dage har jeg tænkt at jeg også kanske skulde prøve den. Men nu, som sagt, ser det godt ud.

*

(*Brev uten start, merket 33 med blyant)

Forresten – døden er ikke det værste. Snart vilde jeg jo ha fulgt efter hende.
Ja, fru Cantors død! Ingen ved hvad det menneske var for mig. Vi må i en fjern fortid ha havt forfædre fælles. Å, som jeg gråd i dage og nætter. Jeg gråd med en frost i kroppen, som sidder der endnu. Og aldrig vil jeg holde op med at sorge over hende. Men et gode er der ved hendes og Ludvigs død: døden når den engang kommer, kan ikke skræmme mig. De er jo gåt i forvejen.

Amalie skram.

*

Amalie til Valdemar Irminger 24.11.1904

Havde jeg ikke Johanne, det deilige livskraftige, og glade lille menneskebarn, så – ja så. Irminger var min træthed så stor, at jeg uten et suk gik ud af verden, frivillig, forstår Du. Men hun – hun holder så fast ved mig, og jeg mærker ved alle lejligheder hvorledes hun trænger til mig – eller hvorledes hun ialtfald bilder sig ind at hun trænger til mig. Og så må jeg som en trofast soldat ikke forlade min plads. Hvor tungt der end stundom er. – Ak at kunne gå tilhvile, lukke sine øjne i den evige søvn. – Men jeg ser med glæde og taknemmelighed at jeg har lært  Johanne noget. Ser det mer og mer. Lært hende at være beskeden og ydmyg. Og at være god mod sin næste. Og at aldrig gå med sladder og vrøvl.
Å – Irminger – kanske Du ikke forstår at dette er så meget for mig. Når jeg hører på hendes skoleveninders snak ræddes jeg, men finder straks trøst ved

(På kanten av siden): udtrykket i Johannes søde, alvorlige ansigt.
Din Amalie.

*

Amalie til Valdemar Irminger 24.12.1897

Ja, Irminger, jeg tror også på et liv efter dette. Jeg er kommen til at gjøre det gjennom den lidelse, jeg har gjennemgåt.
Fra begyndelsen af var jeg jo en meget hengiven troende kristen. Så blev jeg vantro til det alleryderste. Nu har jeg funnet gud, ikke kirkens ortodokse gud, men en gud, som jeg tror på, fordi han har hjulpet mig.
Kanske min bror Ludvigs død for en del også er skyld i dette. I hans dagbøger lå der et par ord til mig skrevet på en liden seddel få dager før han døde, der stod: ”vi ses igjen på glædens dag, søster min.”
Han var vantro, som jeg, men ikke ateist, som jeg har vært. Han har sikkert fundet frem til sin gud, inden han døde. Jeg har, siden han døde set et syn for mig, en guldglødende rose, stor som jorden, ja endnu meget, meget større. Det var en rose med kjæmpemæssige driftende/riftende gl varme blade. Millioner af blade. Mellem disse blade lå de gode forløste menneskesjæle. Og Ludvigs sjæl lå der også. Jeg har bedt til gud at jeg, når jeg er død, må få lov til at ligge der også, alleryderst, for jeg fortjener ikke bedre, men dog sådan at jeg kan føle min brors nærhed. Der ligger disse sjæle sålenge til jorden forgår, og der opstår en ny jord, og sjælene får andre opgaver.
Jeg tænker ofte på det, De fortalte om Deres mor at hun sålangt fra at være bange for døden, bare var utålmodig over at det vared så længe – Jeg tror nu, det vilde gå mig ligesom. Jeg har ikke mere frygt for døden end for at gå fra det ene værelse ind i det andet. – Det glær mig som … at det går frk. B. godt. Bare det må vare. Sikkert er hun ved en eller andens protektion kommen ind i den plads.

*

Amalie til Valdemar Irminger 7.4.1898

Min kjære ven Irminger!
Jeg har set Deres billeder på udstillingen, og har vært meget betat af dem. Det om ”sladderen” er grandiost, men hvad der rørte mit hjærte mest, det var den nøgne, knælende, i anger og ruelse (*samvittighetsnag, fortrydelse, anger) sammenbøjede kvindeskikkelse. Ikke alene det sjælelige indhold, men slig som kjødet er malet! Og engelen bagved hende! Hvormeget blir der ikke sagt og tolket i et sådant billede. Jeg fik op i mig min sjæls dybeste andagt ved at se på det billede. Hvorfor ser Du ud, som Du græder mamma?” spurgte småen, som var med mig.

Deres andre billeder også. Det var som en fest at se på dem. – – –
Men nu, kjære Irminger, har jeg en bøn til Dem. Vil De bevare denne medfølgende pakke der indeholder min bror Ludvigs efterladte manuskripter. Det er mit dyreste eje af ulevende ting, jeg herved overgir Dem. Bror Ludvig skrev til mig, at intet fremmed øje nogensinde måtte læse, hvad han ved sin død sendte mig. Hvis jeg nu pludselig dør en dag – og jeg tror, jeg gjør det, jeg orker snart ikke mer at holde livets jammer ud, så vilde min mand, fordi han er bitter at, betragte det som sin literære og estetiske pligt, at ikke respektere mit ønske; det nemlig at alt fra Ludvig skal brændes såsnart jeg er død. Ja. I samme øjeblik.

Mange, mange gange, siden jeg fik disse dagbøger og afskrifter af hans korrespondance med konen, har jeg vært på nippet til at forlade livet. Men altid har jeg tænkt på, at så lå Ludvigs manuskripter der. Og brænde dem kunde jeg heller ikke, fordi de var mig så dyrbare. Ikke førend det var sikkert at jeg selv var død. Når jeg nu overgir det altsammen i Deres hender, så føler jeg mig tryg. Tryg i mit sidste øjeblik. Jeg ved at De ikke rører ved pakken, men såsnart De hører, jeg er død, øjeblikkelig brænder den. Ikke sandt, det vil De love mig?
Og hvis jeg ikke dør nu snart, hvis jeg på en eller anden mærkelig måde skulde få kraft til at leve livet videre så kan jeg jo få pakken tilbage fra Dem.

Å, hvor jeg føler mig skamfuld ved at komme til Dem med alt dette syt.
Gud gi, De var en af mine døde brødre, helst Ludvig, så jeg kunde kaste mig om Deres hals og få græde ud.
Deres ven Amalieskram

*

Amalies brev til Arne Garborg 24. feb. 1893. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Men sig mig Garborg, – er Du blet spiritist? Svar mig sandtfor gud i himlens skyld, for hvis Du er biet det, så må jeg også til at gruble over det. Og jeg vilde så gjerne slippe. Der er nok af bal alligevel. Med mange hilsener fra Skram, som beundrer »Fred« men ikke

nok, og som synes din kones bog er et »meget dygtigt arbeide«, er jeg din gamle ven

Amalie Skram.

*

Amalies brev til Arne Garborg 4. juni 1895. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjøbenhavn 0 Klasensgade 11 4/6/95

Kjære Garborg! Undertiden har jeg troet på et slags sjælevandring. På at de, som døde, deres sjæle, eller en dél af deres sjæle gik ind i beslægtede efterlevendes sjæle. Jeg har af og til grublet over dette, fordi jeg syntes at ha mærket noget sligt på mig selv. Og nu, da jeg læste din «Haugtussa»  kom denne tanke med vælde igjen. Men det er jo sligt, som det ikke nytter at snakke om, især for mig, der har vært under »Hieronimæ« dekret.

*

Amalies brev til Sophus Schandorph\\Amalies brev til Sophus Schandorph  27.2.1899. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjære min ven! Jeg har netop læst din artikel om at komme ordentlig i jorden, og jeg omfavner Dig i tankerne. Gud hvor jeg synes det er rigtigt dette at ta præsterne lidt i forsvar her! Hvad skal de arme fæ af kreaturer vel sige ved selvmorderes grave, eller ved min eller din grav? Det er bare elskeligt af dem at de lar sig overtale til at stå der og savle. Det er jo idiotisk af de etterlevende, som vil ha den slags præk og stas ved sine vantro eller selvmorderiske hedengangnes båre. Nej – det har jeg da sorget for! Ingen præst skal få sagt et ord foran min sinkkiste, før den puttes ind i krematoriets ovn. Det har jeg skrevet i mit testamente. Heller ingen blomster vil jeg ha. Det skal stå når dødsfaldet averteres: blomster frabedes på det eftertryk keligste. Lad de levende få blomster, men lad de døde være fri. Denne utilladelige luksus med disse masser af blomster, om vinteren kjøbt i dyredomme, som kastes ned i graven og ligger der og rådner til glæde for ingen. Tænk hvor mange sultne børn, der kunde spise sig mæt for de penge! – Nu, da min elskede bror Ludvig døde – ja det er jo halvandet

år siden, men jeg synes det var igår, for sorgen er lige frisk, kom der over 100 kranse til hans kiste. Å hvor det vilde vært ham imod hvis han havde vidst det. Og en præst, som aldrig havde kjendt ham, stod og ævled og vaset over ham, over ham fritænkeren, den stolte, frie sjæl! – – Så får Du mig altid til at le, Du Schandorph, seiv om det er aldrig så alvorlige materier, Du skriver om. Hun, konen, som »gik« hos to studenter. 3 Ja, Du er den Du er!

Din Amalie Hiis og kys Ida!

*

Amalie til Erik Skram 8. sept. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Der kommer Jakob Alver i bare skjorten. Han skal ligge på fladseng herinde hos mig disse to nætter gutterne er på landet hos Vullums. Pigen har vrøvlet noget om at Vilhelm går igjen derinde, og det ved jeg Jakob har hørt ligt til. Derfor spurgte jeg om han vilde flytte ind til mig. Hans strålende glæde! han faldt mig om halsen og lo for at skjule det. Nu har han vasket sig, og taget ren natskjorte på. – –

*

Amalie til Erik Skram 24. sep. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Fru Wulf sa at hvor hun gik og kom i denne tid holdt folk på med at bedrive tankelæsning. Efter hendes sigende må Otto Bentzon være meget flinkere end Bispop [sic], men tænk, der er bare et eneste medium han kan bruge, en ung fyr, bly nervøs, en ven af Ulf Hansen, som havde været der for leiligheden. Du kan ikke tænke dig hvad for ting han havde udrettet. Tilsidst var de begge så udmattede, at de måtte holde op; de fik hodepine af det. Hun sa det kom så græsselig meget an på mediet, og nu er jeg sikker på at det bare var derfor jeg ikke kunde finde knappenålen, fordi du er et så slet medium. Besynderligt at jeg ikke straks faldt på det.

*

Amalie til Erik Skram 23. okt. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Vi tror ikke på ”kjødets opstandelse” nogen af os. Altså heller ikke på at en myrdet og kvalt kjærlighed kan vækkes op fra de døde.

*

Amalie til Erik Skram 31. nov. 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg er så underlig tilmode. Inat har jeg sét Gulle. Ja, det var naturligvis en drøm, men tænk alligevel at jeg fatter ikke, det var en drøm. Døren lige foran min seng gik stille op, og så hørte jeg knitrende silkeskjørter. Jeg rejste mig overende i sengen, og der stod hun – så alvorlig og mild. Hun sa ingenting, bare så på mig med dette dejlige, uforglemmelige blik, som hun havde, når hun betroed mig sine søde små sorger. Jeg folded fast mine hænder, og vented at hun skulde tale til mig. Men hun gjorde det ikke. Å, hvor var det dog dejligt at få se hende! Se hende som hun var i sit bedste og meste. – Jeg har hver eneste dag heroppe tænkt på hende. Tænkt på, hvor dejligt det vilde vært om hun og jeg kunde ha vært her sammen. Fru Harald Bing, som jeg er kommen til at holde af, er dog en ussel erstatning for Gulle. Og Ludvig! Ludvig og Gulle, som begge er døde, må se til at finde hinanden.

*

Å, hvor jeg tænker på Gulle! Tænk, at jeg har og ser hende. Det er bare dette, at hun siger ikke noget.

*

Amalie til Erik Skram 7. des. 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Så idag, da småen var færdigklædt, foreslog jeg, efterat hun selv havde sagt, at hun ikke vilde ud ”lige på minuttet”, at hun skulde skrive videre på brevet til Dig. Nej nej, mamma. Preben venter på mig. Vi skal ta afsked med de 3 svin og de 3 kør, som skal slagtes idag; og så skal vi glide, (syntes jeg, hun sa) på isen, og få de søde kalve til at danse. Og dermed strøg hun. Hun er så sød, og så forlevenes frisk og glad, så det er en fryd at se hende. Og kalvene er også så bedårende troskyldig søde, så man rent kan forelske sig i dem. Nej min ven, når det brev blir færdigt ved ikke jeg. Hun er en liden utaknemmelig taske af en datter. Jeg taler så tit, så tit om Dig til hende, fordi jeg ligefrem undrer mig over hendes glemsomme koldsindighed ligeoverfor din stadige borteværen. Men aldrig snakkker hun om Dig. Hun ligefrem også glemmer at komme hen og få dine kys om morgenen, når hun er klædt. Jeg må altid minde hende om det. Jaja. En trøstelig tanke er der i dette: at sådan en liden ikke vilde sørge længe over ens død. Og for mig synes dette en virkelig trøst.

*

Amalie til A. Cantor 3. sept. 1899. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Jeg, som ingen slægt havde hernede, jeg fandt i hende en elsket og forståelsefuld søster. Men jeg græder ikke nu så meget som før hvergang jeg tænker på hende eller hver gang nogen nævner hendes navn. Det er resignation. Det er denne daglig tllbagevendende tanke at det som er, det er og kan ikke bh anderledes. Det er dette, som har lagt stilhed over min sorg. To menneskers død har jeg sørget over. Den ene var Gulle, den anden min elskede bror Ludvig. Der var 9 måneder mellem de to dødsfald. Tænk jeg som er så vantro havde forestillinger om at disse to mennesker, der begge holdt så meget af mig, måtte eksistere efter døden, måtte træffes og tale sammen om mig. Ja, Cantor De må ikke smile, men jeg fandt trøst i denne forestilling, skjønt jeg inderst inde vidste det var hjærnspind . . .

Deres Amalie Skram.

*

Amalie til Helmich Janson 11. feb 1880. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Det er dog deiligt at kunne have dette håb at de der dø gå ind til himlens glæde. Uden det var jordelivet uud holdeligt. Der er ingen sorg eller smerte mere; Gud aftørrer selv hver en tåre af deres øine. Alle de dunkle skygger der kastes over menneskelivet hernede, alt det der trykker og plager og opvækker sorg og tvivl, alt det der klæber ved os alle af ufuldkomment og urent, det svinder og går evig under i himlens lyse klarhed. Det er jordelivets skjønneste og mest opløftende tanke, — ja det eneste der kan bære et menneskeliv gjennem synden og smerten hernede at kjærlighedens under frelser os. Var det ikke så, måtte vi alle fortvivle. Der må et kjærlighedens uransagelige mirakel til for at udløse slegten. Derfor er det også en evig sandhed at kjærligheden skjuler over syndernes mangfoldighed. Ja har et menneske kun kjærlighed der lever og rører sig derinde i hjærtet, så har det, hvad der gjør elskelig i Guds øine. Din moder var just en sådan kjærlig sjæl; — derfor tror jeg hun var en af dem, som Gud havde kjær.

*

Liv Køltzows arkiv, Nasjonalbiblioteket, Oslo. Ubehandlet 283

«De mennesker, som ikke har vært gode i sit liv tilintetgjøres efter døden for så vidt de ikke lever i nogens kjærlige minde. De gode har på en vis måde et evigt liv, fordi deres gode eksempel og mindet om dem nedarves i flere generationer. Hvor er dog ikke mange af bibelens ord om den helligste fuldkommeste sandhed. Kun dette er galt at der gives gode og onde. Ingen er helt ond, og ingen er helt god. «