Egen religiøsitet

Amalie til Lovise Alver 20. mars 1898. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo,

Til fru Alver Kjbhvn. 6. Klasensgade 11. 20/3/98.

Min kjære, snille Moderen! Hjærtens tak for dit sidste, så elskelige brev. Men Du

behøver ikke at udlægge skriften og præke sådan for mig. Jeg ved alt det iforvejen. Tror Du ikke, at også jeg må ta mig selv i nakken og læse Fadervor 3—4 ganger om og om igjen, før jeg får den rette andagt. Nej, kjære Dig, alt hvad Du kan sige mig om guds rige nåde, og uendelige grænse løse barmhjærtighed, det ved jeg selv. Både teoretisk og nu gudskelov også praktisk. Gud har gjort et mirakel på mig. Han har ladet sig finde af mig. Min sjæl er opløst i en eneste grænseløs jubel, en undren over at jeg, trods al min synd, er taget til nåde. Nu har jeg fundet, det sig grunder” — o. s. v. Ja, kjære, kjære mor, aldrig har jeg følt og erkjendt som nu, at et menneskes tilfredshed springer ud af ens eget hjærte. Om jeg blev budt al verdens herlighed, al verdens strålende paladser, al verdens ære og berømmelse — jeg vilde flygte og sige: jeg har nok i gud. Ham bytter jeg ikke bort for noget, noget i verden. Ja, tænk, hvor gud er nådig og barmhjærtig! Jeg, jeg som har vært en spotter, en synder over alle syndere — mig har han annammet og tllgivet . . . Men Du skal altså ikke præke for mig. Alt sligt snak for styrrer mig. Det er som en dejlig hemmelighed mellem gud og mig. Hvor jeg går og står, snakker jeg med gud . . . Fortæl mig heller i dine breve alt om Dig selv, om lille arme Inger og om Ludv. og Signe og lille John.1 Nej, det er for dejligt, det, der er vederfaret mig! Tænk alt ondt er tat fra mig. Al rædsel for livet som for døden. Du har vært syg, skriver Signe. Nu er Du vel frisk igjen.

Skriv straks et par ord, er Du snill. Jeg har også vært syg, jeg er stadig syg, men nu så glad, så glad! Tusende hilsener fra Erik, Johanne og din Amalie.

*

Amalie til Lovise Alver 26. jan. 1898. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til fru Alver <3. Kjbhvn. Klasensgade 11. 26/1/98.

Min kjæreste moderen! Hjærtens tak for dit kjære brev.

Du må bære over med mig om Du ikke så ofte hører fra mig. Jeg har så ondt for at få tid til at skrive, og jeg har så mange, så mange at skrive til. Ofte er jeg også syg og dårlig — der er dage, da jeg tror, jeg skal og må dø, så ussel og elendig atkræltet er jeg. Da ligger jeg ganske stille hen, og venter på at døden skal komme. Men atter og atter rejser jeg mig igjen. Nu har jeg det t. eks. godt. Du har vist bedt til gud for mig mor, har Du ikke ? Ja, for det er gåt mig så underlig. Forleden, da jeg var så syg, kom jeg pludselig til at bede „Fadervor”. En trøst og tred, større end jeg kan sige Dig, sænked sig over mig. Det var så vidunderligt. Jeg måtte græde at glæde. Atter og atter bad jeg „Fadervor”, og jeg tølte at det var den eneste bøn, jeg trængte til . . . „Forlad os vor skyld, som og vi torlade vore skyldnere”

— Og jeg syntes med ét, at al synd og nød var tat tra mig. Da kom jeg på den tanke, at Du har bedt tor mig, og at gud har hørt din bøn. Om eders synder ere røde som blod, de skal vorde hvide som sne” . . . Ja gud være takket og priset. Han, som ikke vil at en

eneste menneskesjæl skal fortabes . . . Morgenen etter den nat, jeg havde bedt Fadervor, bedt det, som aldrig lør i mit liv, kom jeg ind i Eriks værelse. Ruderne var frosne, men bag dem stråled den opgående sol. Der var en gylden glans over hele stuen, en trolddomsglans, der lorjætted så meget. Det var så længe siden jeg havde set solen — her har i måneder vært sånt stygt og skiddent vejr. Jeg sank i knæ, og takked gud, og jeg sa til mig selv, at i en sådan stund vilde jeg gjerne dø . . . l alfen rejser småen og jeg ud til Førslev herregård, og blir der en 14 dage. Godsejeren er her i byen, og vi tar alsted sammen med ham. Skriv til mig er Du snill. Adresse: Førslev gård pr. Fuglebjerg. Danmark. Hilsen fra min kjære elskelige mand og fra småen.

Din Amalie

*

Amalie til Valdemar Irminger 21.5.1900

Når mit ben blir brugeligt igjen engang i tiden, så vil jeg be Dig om at Du skal gå ud til Krematoriet – der hvor min aske skal oppbevares – med mig. Jeg aner nemlig selv ikke vejen. Du kan stole på at ”dansk ægtehustru” ikke skal stå på urnen.

Din Amalieskram.

*

Jeg, som i mange år har vært så glad ved den tanke at døden var den evige tilintetgjørelse, jeg ønsker og håber og tror nu fuldt og fast på et liv efter dette, fordi det mig umuligt at tænke den tanke at Ludvig er tilintetgjort. Å, hvor var han mig kjær, det menneske! Og altid god, god imod mig og mod alle.
Skjønt Du og Ludvig slet ikke i noget ligner hinanden, er det blevet mere og mere for mig som at Du var ham. Når jeg om natten drømmer, så er Du ham, og taler til meg med hans søde, milde, dæmpede stemme.
Ja Irminger – jeg hader også løgn mest af alt, og dog er jeg ikke, kan jeg ikke i alle forhold være helt sand. Kan Du det?

Bare dette, at jeg ikke har hjærte til at vise Dem, som holder af mig, og som har vært gode mod mig, at jeg ikke er likesåglad i dem? At jeg, når de indbyder mig, ligefrem luver for at slippe. Ja, Du kan tro, jeg er nokså lastefuld, og det er for mig en smertelig lettelse at sige det til Dig. Du må ikke tro, at jeg nu spøger. Det er sandt hvad jeg siger, hvert ord!
Nu må Du ikke mere synes, jeg har skuffet Dig, Irminger. Kunde Du bare læse helt ind i mit hjærte, så skulde Du se, at ligeoverfor Dig er jeg bra.

*

Amalie til Valdemar Irminger 11.3.1899

De skulde forresten vært buden her til igår den 10de, min mands fødselsdag. Men så kom der så meget ivejen. Fra Norge fik jeg budskab om at min gamle, elskelige mor lå for døden deroppe i Xania, og så kunde vi ikke ha selskab. Det var så godt at denne meddelelsen kom, før vi havde inviteret nogen, og altså skulde ha sendt afbud. Jeg får fra Ludvig hver dag besked om hvordan det står til. Hvis det er døden, vil jeg nemlig rejse derop. For år tilbage har jeg lovt at være hos hende i dødens stund. ”Jeg vil så gjerne holde din hånd i min når jeg slukker ud”, sa hun så tit. Men nu ved man hvordan det kan gå med mennesker, der først er bleven 79. Så kan De leve længe, længe, om de end er dårlige og sengeliggende. Derfor vænter jeg nu rolig på telegram. Lægerne mener at det går nedover og nedover. Hun har slim på lungerne, og vatter sort. Men som sagt, hvem ved om hun ikke kan rejse sig igjen, kan endnu engang få solen og våren og sommeren at se – dette som hun elsked så højt.

*

Amalie til Valdemar Irminger 12.10.1899

– Kjære Irminger, jeg er så bange for at jeg skal falde Dem til plage. Enhver har jo så nok i sine egne sorger og bekymringer. Tusen gange heller end at De hemmelig skulde gå og føle mig som en byrde, vilde jeg ha, at De sa fra. Vær sikker på at jeg taler sandt. Og at vi skulde vedbli med at være venner tiltrods for at De viste min fortrolighed fra Dem.
”Rig” jeg, som De skrev i Deres sidste brev. Nej, jeg føler mig som den fattigste af alle.
Hvis nu Johanne, som Feilberg frygted for, havde fåt lungebetændelse, og var død, så var jeg sluppen ud fra det hele. Men sålænge hun er ilive kan jeg ikke gå min vej.
Hun trænger til mig, og vilde græde så bitterlig over mig. Og tanken om at volde et elsket væsen smærte, er ikke til at udholde. Men jeg duer altså egentlig ikke til at leve, siden jeg er nødt til at ta sorgene så tungt.

*

Amalie til Valdemar Irminger 12.7.1900

Du skriver så vakkert om dette at mødes igjen når vi er døde. Ja, Du kjære, jeg tror det samme som Du i den henseende. Men jeg er vis på, at jeg ikke er værdig, til straks når jeg er død, at komme der hvor Du kommer, eller bli det. Du blir. Men så kan jeg vente. Om igjen! I støbeskeen med Dig, ”siger knappestøberen i ”Per Gynt”, og det blir sikkert min lod. Men hverken bange eller misfornøjet er jeg, fordi jeg ved at jeg er i den evige, allkjærligheds naturlovs hænder, og at mig skjer, hvad der må ske mig.
Jeg skal hilse Dig fra Nergaard.

*

Amalie til Valdemar Irminger 2.nov 1898

Ø Klasensgade 11. Torsdag nat. 3die nvbr. 98 (Merket 32 med blyant.)
Kjære ven Irminger, tak for Deres kjærlige og deltagende ord. Nej, De har ret – det ene menneske kan ikke trøste og hjælpe det andet, om det så vilde gi sit hjærteblod. Jeg husker, da bror Ludvig var døende; jeg spurgte mig selv: vilde Du nu for at rædde ham, for at gjøre ham karsk og sund gi

(*På siden av arket): Mange gode hilsener fra min mand

dit eget liv? Og svaret i mit hjærte var et kraftigt og vederhæftigt ja. Jeg fik fra den stund liksom mer respekt for mig selv. Jeg vidste, vidste at det var sandt. Men hvad kunde det nytte? Han måtte dø, og jeg lever. – Der ser nu inat ud, som Johanne har det bedre. Hun sover nu så sødt og pent uden kunstige midler. Sveden står i små perler på hendes ansigt, men det er vist bare godt.

*

(*Brev uten start. Merket 2 i venstre hjørnet av Amalie selv.)

Dagen idag har vært ond. Hun har ligget som i et slags delirium, set og set allehånde ting, Men jeg tror nu, at krisen er overståt.
Så tit har jeg sagt: alle sorger har jeg gjennemgåt, kun ikke den at miste et barn ved døden. I disse dage har jeg tænkt at jeg også kanske skulde prøve den. Men nu, som sagt, ser det godt ud.

*

(*Brev uten start, merket 33 med blyant)

Forresten – døden er ikke det værste. Snart vilde jeg jo ha fulgt efter hende.
Ja, fru Cantors død! Ingen ved hvad det menneske var for mig. Vi må i en fjern fortid ha havt forfædre fælles. Å, som jeg gråd i dage og nætter. Jeg gråd med en frost i kroppen, som sidder der endnu. Og aldrig vil jeg holde op med at sorge over hende. Men et gode er der ved hendes og Ludvigs død: døden når den engang kommer, kan ikke skræmme mig. De er jo gåt i forvejen.
Amalie Skram.

*

Amalie til Valdemar Irminger 24.11.1904

Havde jeg ikke Johanne, det deilige livskraftige, og glade lille menneskebarn, så – ja så. Irminger var min træthed så stor, at jeg uten et suk gik ud af verden, frivillig, forstår Du. Men hun – hun holder så fast ved mig, og jeg mærker ved alle lejligheder hvorledes hun trænger til mig – eller hvorledes hun ialtfald bilder sig ind at hun trænger til mig. Og så må jeg som en trofast soldat ikke forlade min plads. Hvor tungt der end stundom er. – Ak at kunne gå tilhvile, lukke sine øjne i den evige søvn. – Men jeg ser med glæde og taknemmelighed at jeg har lært  Johanne noget. Ser det mer og mer. Lært hende at være beskeden og ydmyg. Og at være god mod sin næste. Og at aldrig gå med sladder og vrøvl.
Å – Irminger – kanske Du ikke forstår at dette er så meget for mig. Når jeg hører på hendes skoleveninders snak ræddes jeg, men finder straks trøst ved

(På kanten av siden): udtrykket i Johannes søde, alvorlige ansigt.
Din Amalie.

*

Amalie til Valdemar Irminger 24.12.1897

Ja, Irminger, jeg tror også på et liv efter dette. Jeg er kommen til at gjøre det gjennom den lidelse, jeg har gjennemgåt.
Fra begyndelsen af var jeg jo en meget hengiven troende kristen. Så blev jeg vantro til det alleryderste. Nu har jeg funnet gud, ikke kirkens ortodokse gud, men en gud, som jeg tror på, fordi han har hjulpet mig.
Kanske min bror Ludvigs død for en del også er skyld i dette. I hans dagbøger lå der et par ord til mig skrevet på en liden seddel få dager før han døde, der stod: ”vi ses igjen på glædens dag, søster min.”
Han var vantro, som jeg, men ikke ateist, som jeg har vært. Han har sikkert fundet frem til sin gud, inden han døde. Jeg har, siden han døde set et syn for mig, en guldglødende rose, stor som jorden, ja endnu meget, meget større. Det var en rose med kjæmpemæssige driftende/riftende gl varme blade. Millioner af blade. Mellem disse blade lå de gode forløste menneskesjæle. Og Ludvigs sjæl lå der også. Jeg har bedt til gud at jeg, når jeg er død, må få lov til at ligge der også, alleryderst, for jeg fortjener ikke bedre, men dog sådan at jeg kan føle min brors nærhed. Der ligger disse sjæle sålenge til jorden forgår, og der opstår en ny jord, og sjælene får andre opgaver.
Jeg tænker ofte på det, De fortalte om Deres mor at hun sålangt fra at være bange for døden, bare var utålmodig over at det vared så længe – Jeg tror nu, det vilde gå mig ligesom. Jeg har ikke mere frygt for døden end for at gå fra det ene værelse ind i det andet. – Det glær mig som … at det går frk. B. godt. Bare det må vare. Sikkert er hun ved en eller andens protektion kommen ind i den plads.

*

Amalie til Valdemar Irminger 7.4.1898

Min kjære ven Irminger!
Jeg har set Deres billeder på udstillingen, og har vært meget betat af dem. Det om ”sladderen” er grandiost, men hvad der rørte mit hjærte mest, det var den nøgne, knælende, i anger og ruelse sammenbøjede kvindeskikkelse. Ikke alene det sjælelige indhold, men slig som kjødet er malet! Og engelen bagved hende! Hvormeget blir der ikke sagt og tolket i et sådant billede. Jeg fik op i mig min sjæls dybeste andagt ved at se på det billede. Hvorfor ser Du ud, som Du græder mamma?” spurgte småen, som var med mig.

Deres andre billeder også. Det var som en fest at se på dem. – – –
Men nu, kjære Irminger, har jeg en bøn til Dem. Vil De bevare denne medfølgende pakke der indeholder min bror Ludvigs efterladte manuskripter. Det er mit dyreste eje af ulevende ting, jeg herved overgir Dem. Bror Ludvig skrev til mig, at intet fremmed øje nogensinde måtte læse, hvad han ved sin død sendte mig. Hvis jeg nu pludselig dør en dag – og jeg tror, jeg gjør det, jeg orker snart ikke mer at holde livets jammer ud, så vilde min mand, fordi han er bitter at, betragte det som sin literære og estetiske pligt, at ikke respektere mit ønske; det nemlig at alt fra Ludvig skal brændes såsnart jeg er død. Ja. I samme øjeblik.

Mange, mange gange, siden jeg fik disse dagbøger og afskrifter af hans korrespondance med konen, har jeg vært på nippet til at forlade livet. Men altid har jeg tænkt på, at så lå Ludvigs manuskripter der. Og brænde dem kunde jeg heller ikke, fordi de var mig så dyrbare. Ikke førend det var sikkert at jeg selv var død. Når jeg nu overgir det altsammen i Deres hender, så føler jeg mig tryg. Tryg i mit sidste øjeblik. Jeg ved at De ikke rører ved pakken, men såsnart De hører, jeg er død, øjeblikkelig brænder den. Ikke sandt, det vil De love mig?
Og hvis jeg ikke dør nu snart, hvis jeg på en eller anden mærkelig måde skulde få kraft til at leve livet videre så kan jeg jo få pakken tilbage fra Dem.

Å, hvor jeg føler mig skamfuld ved at komme til Dem med alt dette syt.
Gud gi, De var en af mine døde brødre, helst Ludvig, så jeg kunde kaste mig om Deres hals og få græde ud.
Deres ven Amalieskram

*

Skram. A. Etterlatte papirer og brev på Det kgl. Bibliotek, København
NKS 3823 4 o læg 12

Lykke

Hvad gjør det om den gud, der i vor barndom og ungdom blev prediket mod os ikke eksisterer?

Hvad gjør det, når man hvereneste morgen vågner med jublende tak til den herre gud, vor egen selvskabte, der var og er og bliver. Med fryd og tak til den gud, eller den almagtenslovene underkastede lov som straffer og hævner, tilgiver og befrir, synger jeg hver eneste morgen min morgenlovsang.

Min lille datter kommer ind til mig før hun skal gå til skolen. Hendes øjne, som er blågrå, blir sorte når hun med et kys siger: Farvel mamma! Og jeg ser på hende, mens hun står i døren og vender sig om, og kysser på fingeren til mig. Ser, hvor strålende pen og proper hun er, fra stvlespidserne til den lille hue på hendes dejligt formede hoved.

Og hun er munter og glad og frisk og har en vældig appetit, hva der fryder mit hjærte, fordi jeg ser hende vokse og forskjønnes.

Om eftermiddagen, når vi kl. ½ 6 skal spise til middag, kommer Ingeborg. Hun er høj og rank, prægtig at skue, og hun har i sine øjne, over sit ansigt, omkring sit fine intelligente hoved som en glorie af solskinn. Jeg mindes ikke den dag, jeg var så mismodig, at ikke synet af hendes solsmil tog det onde bort. Ja. Dette er lykke.

NKS 3823 4 o læg 12

”Hvad gjør det om den gud, som i vor barndom og ungdom blev prediket ind i os, ikke eksisterer,”, tænkte fru Lina. Hun sad ved vinduet, havde drejet sig helt om på stolen, støttet albuerne i vinduskarmen med hænderne om sine kinder, og så op på den svagt tindrende stjernehimmel, vor gjenskinnet af den nys nedgangne sols stråler  skabte et vidunderligt farvespil idet de mødtes med det blege lys fra den seglformede måneskive. ”Hvad gør det,”blev hendes tanker ved, når du hvereneste morgen vågner med jublende tak til den Herre gud, Du selv har skabt dig, den almagtens løndomsfulde gud, som straffer og tilgiver og befrier.

*

NKS 3823 4 o læg 12

Gud må være syndig! Skrøbelig og vildfarende som jeg selv og som alle mennesker. Hvorledes skulde de ellers forklares al den uret vold og forbrydelse som foregår på jorden daglig, upåtalt, ustraffet. Hvor er det og ikke naturlig at tænkende mennesker siger: Der er ingen gud. Nej, der er ingen gud, naturlovenes logiske konsekventser – det er gud. Men hvorfra kommer sa dette, kan man spørge? Ja hvorfra kommer universet? Det er jo tåbeligt at tænke sig en skabelse af jordkloden eller af de milioner andre kloder. Man må søge at fastholde den, ganske vist, svimlende tanke at universet har været fra evighed af. Hvem har skabt det? Ingen har skabt det. Bak det ligger der intet.  Det er for gjæves at spørge om hvorfor og hvorfra og hvorledes. Universet er, har været og bliver i al evighed. Kloder forgå, men universet består, består i kraft af sig selv, i kraft af den universet iboende nødvendigheds kraft, til alltid, ustanselig og evig at fornye sig selv. Ja uforståelig er det. Tankene snurrer rundt i det kredsløb.

*

NKS 3823, 4 o

Læg 12

Kristendom og Missionsvirksomhed

Der har i den sidste tid i Bladerne været skrevet ikke så lidt om Missionsvirksomhed, om Jesus af Nasareths elskelige Personlighed og ophøjede Lære og om Kristusidealet.

Om Missionsvirsomhedens Gav eller ikke Gavn synes det mig, vi snart måtte kunne blive enige.

Andet end uforskammet Påtrængenhed er og kan Missionsvirksmhed adrig blive.

Engang i Bergen for mange Aar siden sagde en Præst, der gikk om og plagede Folk med Tiggeri til en Sømandskirke i London disse Ord: ”Ja, jeg har nu altså af Vorherre fået Påtrængenhedes Nådegave”.

Ja. Nådegaverne til dem. Der er Du’s med Vorherre er mangfoldige og mangeartede. Vi andre er ikke så højt på Strå. Men dette med en Kirke i London for norske Søfolk kunde endnu lagde sig høre. Søfolk er jo som Regel et religiøst og højst sentimentalt Folkefærd, hvis Følelsesliv let satte i Bevægelse. Deres Religions Bud og Forskrifter har rigtignok som oftest ikke stort at gjøre med deres Livs vandel. Men gudfrygtige på sin vis er de fleste dog.

(*Teksten fortsetter*)

*

Amalies brev til Arne Garborg 15. mai 1901. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Ja, det er godt at være glad. Være tilfreds og taknemmelig som jeg nu er det, taknemmelig også for alt det, som ondt var. Når jeg tænker tilbage på mit lange, ofte så møje og smertefulde liv, må jeg sige til mig seiv: Det er gået Dig meget bedre end Du har fortjent det. Dette er ingen frase, men sandhed. Det er som om jeg i mange år har været i mørkt fængsel, og som at gud så en dag har hik ket fængselsporten op og har sagt: Kom ud igjen til lys og sol og liv. Dine synder er Dig forladte. Ja, hvor simpelt det dog er at være lykkelig. Vi ved bare ikke, at det er så let og simpelt.

*

Amalie til Georg Brandes 25. nov. 1881. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjære dr. Brandes} En over al beskrivelse inderlig og varmfølt tak sender jeg dem

for bogen. 1 De glemte det altså ikkel A nei, det vilde nu heller siet ikke lignet dem; det ved jeg nu, siden jeg har fået greie på, hvad for et yndigt menneske de egentlig er. At tænke sig at sådan en literair berømthed (hvad gud i parenthes skal vide, man ikke bli’r for intet nu om dagene) sådan en europæisk storhed, og dertil en Herkules af en arbeider også får tid til at være god og elskværdig og imødekom mende og det til og med mod »de mindste af sine brødre og søstre«, 2 det er det, der er det mærkelige. Men de forstår som ingen anden den kunst at få tid til alt, siger og skriver alt, og det ved de meget godt gjør dem dobbelt op til den de er. At denne dr. Georg Brandes, guds fornægteren, den ompropheterede antichrist, umoralitetens og ryg gesløshedens bestaltede ypperstepræst, han som jeg i min ungdom nærede en så stor rædsel for, uden naturligvis at ha’e læst ét ord af ham, at denne, hans majestet satans høire hand i det nordlige Europa, ikke alene skulde komme til at spille en så stor rolle inden min intel lectuelle bevidstheds enemærker, men at han også skulde sidde lunt og mageligt indstalleret på en af de bedste siddepladse i mit hjærte. Ja, det er virkelig sandt. Navnet dr. Brandes, havde for mig en klang, hvis virkning nærmest må lignes med den et overtroisk menneske vilde betages af, når han ved nattetide gik forbi en kirke, og troede at høre støien af de usaligt døde derindefra. Endnu i mit 25de år, hændte det at jeg i mine bønner, (jeg har nemlig været en troende pietist) bad gud bøie antichristens c’est å dire, dr. Brandes’s overmod og omvende ham således at han lig en anden Paulus gik ud og vidne de om den guds underlige gjerninger, hvis navn han havde bespottet og fornægtet.3 Og jeg nærede en tid et fanatisk håb om bønhørelse, således, at da jeg engang hørte at dr. Brandes var bleven så trist, at han tilbragte sine skumringsstunder med at græde på sin sofa hvad hans vertinde skulde ha’e berettet, så tænkte jeg ved mig seiv: det er omvendelsesværket, der er begyndt – jeg syntes det vilde været så rimeligt at gud, der jo var almægtig, [vil – krysset ut] havde gjort en sådan ting. Hvorfor skulde han dog lade djævelen vinde så aldeles på sig i en kappestrid om et menneske, hvis omvendelse vilde ført tusin der af sjæle tilbage til frelsenl Og nu, ja tænk hvor anderledes det er. Den første bog jeg læste af dem var den om Søren Kjerkegård [sic], 4 (en mand, hvis skrifter havde gjort et uudsigeligt dybt indtryk på mig] og jeg kunde ikke lade være, tiltrods for den ruelse jeg følte ved at læse noget så ukristeligt, at synes, at de overalt, overalt havde den soleklareste ret.

*

Når jeg har fået læst deres bog, skriver jeg atter til dem; hvis de ikke forinden beder mig lade være med at plage dem, og fortæller dem en hel del om den. Men det bli’r nok ikke før i julen, at jeg får tid til at unde mig den glæde. Thi jeg har foruden andet arbeide, »History of the Christian Religion« af amerikaneren Waite under oversættelse, 6 og har nylig fået et stormende brev fra Bjørnson7 med forespørgsel om hvor langt jeg var kommen, da han nu har fået forlægger, Schou i Kjøbenhavn, (Gyldendal vilde ikke), og det ligger ham på sinde, at bogen snart kommer ud. Og jeg, der har hørt efter hvad alle sa’e, nemlig at vi ingen forlægger kunde finde, og at 8.8.s forsikring om at han i tilfælde vilde udgi’e den på eget forlag, ikke var at stole på, har i al den tid jeg har havt bogen, ingen fremfærd gjort. Nu arbeider jeg med iver, og om et par dage kommer 8.8. til byen, og da er jeg forberedt på at tåge min skjænd. Derfor må Lassalle i al sin herlighed ligge sålænge. Farvel Dr.

Gud ved, når vi nu atter sés. Maske

aldrig. Tilgiv den kludrede skrift, det er gået i gallop. Deres hengivne Amalie Muller.

*

Amalies brev til Jonas Lie 24. jan 1902. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Ja ja, gud er god og miskundelig. laltfald har han været det mod mig. I høj grad.

*

Amalies brev til Sophus Schandorph\\Amalies brev til Sophus Schandorph  27.2.1899. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjære min ven! Jeg har netop læst din artikel om at komme ordentlig i jorden,og jeg omfavner Dig i tankerne. Gud hvor jeg synes det er rigtigt dette at ta præsterne lidt i forsvar her! Hvad skal de arme fæ af kreaturer vel sige ved selvmorderes grave, eller ved min eller din grav? Det er bare elskeligt af dem at de lar sig overtale til at stå der og savle. Det er jo idiotisk af de etterlevende, som vil ha den slags præk og stas ved sine vantro eller selvmorderiske hedengangnes båre. Nej – det har jeg da sorget for! Ingen præst skal få sagt et ord foran min sinkkiste, før den puttes ind i krematoriets ovn. 2 Det har jeg skrevet i mit testamente. Heller ingen blomster vil jeg ha. Det skal stå når dødsfaldet averteres: blomster frabedes på det eftertryk keligste. Lad de levende få blomster, men lad de døde være fri. Denne utilladelige luksus med disse masser af blomster, om vinteren kjøbt i dyredomme, som kastes ned i graven og ligger der og rådner til glæde for ingen. Tænk hvor mange sultne børn, der kunde spise sig mæt for de penge! – Nu, da min elskede bror Ludvig døde – ja det er jo halvandet

år siden, men jeg synes det var igår, for sorgen er lige frisk, kom der over 100 kranse til hans kiste. Å hvor det vilde vært ham imod hvis han havde vidst det. Og en præst, som aldrig havde kjendt ham, stod og ævled og vaset over ham, over ham fritænkeren, den stolte, frie sjæl! – – Så får Du mig altid til at le, Du Schandorph, seiv om det er aldrig så alvorlige materier, Du skriver om. Hun, konen, som »gik« hos to studenter. 3 Ja, Du er den Du er!

Din Amalie Hiis og kys Ida!

Amalie til Erik Skram 11. april 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Om jeg har det om fuldkommenhed i kunst fra mig selv? Det har jeg sikkert forsåvidt som man overhovedet har noget i verden helt fra sig selv. Jeg har i ethvert fald hverken læst det eller hørt det af nogen. Men det synes jeg enhver der tænker, må ha’e af sig selv. Det er jo nemlig så soleklart at det forholder sig således som jeg siger. Alt hvad jeg ved, forekommer mig forresten i den grad gammelt og fortærpet, at jeg næsten ikke gider nævne det i allefald ikke uden sådan i forbigående. Hvis ikke alle ved det, at når kunsten har nået op til fuldkommenhedens tinde, så er den dødsdømt med det samme, så er det bare fordi de ikke har gidet tænke den sag igjennem. Når der ikke længer er noget nyt at udnytte af noget, hvad interesse har det så? Således er det med religionerne. Lad dem være udnyttede, og drevede op til at præstere det fuldkomne, det vil sige efter sin arts og sit væsens evne, og de vil være på nedgangen i næste nu. Kristendommen kulminerede i middelalderen, – der er ingen tvil om det, – da satte den sig overalt sine blomster, i literaturen, i kunsten – hvad har den siden været: på nedgående. Således er det også med kjærlighed. Brug den ud til dens sidste smule indhold, – den vil være forbi med det samme; man vil vende sig bort, og søge noget nyt, der kan lægge beslag på ens interesse, og den nye kjærlighed vil uomgjængelig få en ny form, aldrig vil den være det samme som den foregående, ligesom de nye retninger i kunst og literatur o.s.v. idelig skifter skikkelse; det må de jo, fordi mennesket voxer og kræver forandring.

*

Amalie til Erik Skram 14.nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg oversætter nu på de sidste sider af bogen. Det er deiligt at være næsten færdig, men jeg har dog mere arbeide ivente med den, for jeg må hjælpe student Knudzon, der skal læse korrektur på den. Det er nemlig så vanskeligt og farligt et arbeide, og den mindste feil kan blive meget at hænge sig på. Bjørnson havde selv oversat nogle blade, af et evangelium som han havde presset sammen og forkortet og vilde ha’e placeret et andet sted. Og der havde han gjort flere grove feil, som vi vilde fået svide for. Det var af ægypternes evangelium, og han havde utrolig freidigt oversat et ”af” der var genetiv som præpositionen af. Det gjorde en stor forskjel. Men der bli’er en afskyelig, utålelig orthografi i den bog, aldeles bjørnsonsk-bjørnsonsk, – jeg kan slet ikke fordrage det. Alligevel glad er jeg dog, at den er færdig, skjøndt mere end halv glæde af nogen verdens ting, har jeg ikke siden du ikke er hos mig.

*

Amalie til Erik Skram 16. mai 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Mor læser i Gertrude, og ser uhyre interesseret ud. Endnu har hun intet sagt, og jeg ikke spurgt. Gud ved hvad hun vil synes forresten. Hun er uhyre konservativ, theoretisk, men så i praksis løber hendes sunde omdømme undertiden af med hende. Forleden, da hun talte om et menneske, som havde fremsat de og de forkjerte meninger, og jeg så sa’e at jeg var ganske enig med vedkommende, – svarte hun med en komisk affeiende stemme: ja du, – det tror jeg gjerne sådan en fritænkermadam! Det vil hun vist sige, hvis hun angriber Gertrude og jeg ta’er den i forsvar.

*

Amalie til Erik Skram 18. april 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Levede vi i religionsfanatismens, inkvisitionens tid, da var jeg én af dem, der lod mig brænde; om en eneste hykkelsk mine vilde været nok til at redde mit liv, – aldrig, aldrig havde jeg ta’et den mine på. Jeg vilde skrevet mere men bli’er afbrudt. Nu skal du sige at du har fået et langt og sødt brev. Hvor jeg glæder mig til dit på tirsdag!

*

Amalie til Erik Skram 21. juni 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldenda

Min elskede, min Erik, du gjør mig jo rent ud gal af glæde ved at sige at du vil komme til den tid jeg har ventet dig. Ved du om, at der kun er tre uger omtrent tilbage, at jeg foruden dette altså bare kommer at skrive 3 breve endnu til dig, inden vi skal være i hinandens arme. I hinandens arme, – al jordens fryd og lykke er i disse tre ord! Du hos mig, og jeg hos dig. Hvor er det underligt at elske et menneske. Hvorfor er det netop dig jeg vil give mit legeme og min sjæl til og ingen af de andre? Hvorfor fylder du og dit favntag mig med denne salige følelse, så jeg pludselig forstår at det er deiligt at leve, medens den svageste berøring af enhver anden jager mig en bæven af afsky gjennem blodet. Det er jo igrunden et mysterium dette, men et sødt, som jeg ikke vil søge at udgrunde. Der er salmevers hos Landstad, som jeg i gamle dage med andagt sad og sang i kirken, hvori menighedens hjælpeløse længsel, og forventningsfulde jubel ved udsigten til engang at skulle se Kristus, tolkes. Strofer af dem rinder mig nu ofte i hu, når jeg tænker på dig, du som bare hedder Erik, og er et ganske almindeligt, jordisk menneske; de passer akurat for mig, og udtrykker just min sindstilstand overfor dig; jeg kan slet ikke hjælpe mig med noget ringere end ordene i disse glødende, andagtsfulde, pietetfyldte salmevers, jeg. – –

*

Amalie til Erik Skram 21.mars 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldenda

Men bureauchef Kroghs’ er ikke juks. Den er jeg selv så glad i, for den er så ærlig og sandfærdig. Men jeg ved nok, at jeg ikke tør lade den trykke, i ethvert fald ikke på flere år, for den vil vække en exempelløs forbitrelse og forfølgelse, der vil gjøre alt hvad jeg måske kom til at skrive til en umulighed blandt publikum. Jeg har jo der bespottet kristendommen, kristentroen, bønnen og nåden, kort, alt det, der er helligt på jorden, vil man sige. Men det er slet ikke meningen. Jeg har blot ment at spotte den måde hvorpå kristentroen bruges som puder under, ja rent ud sagt forbrydelser, og at det personlige, menneskelige ansvar ligeoverfor sig selv og efterslægten, er den eneste religion, der ikke går tilbunds, når det kommer til stykket. Men som sagt, trykkes kan det ikke. Det er gået mere og mere op for mig, siden jeg har hørt hvorledes jeg er bleven beskyldt for at ha’e været gudsbespottelig i den uskyldige mdm. Høier o.s.v. Jeg har mistet venner ved den. Så er det jo også kjedeligt at stoffet er ”Gengangeres”. Men det kan jeg ikke hjælpe for.

*

Amalie til Erik Skram 25.okt.1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg har slet ikke tid til at skrive; egentlig burde jeg være flittig på oversættelsen, men nu er jeg netop færdig med et ustyrtelig kjedeligt afsnit, og så må jeg begynde på et brev til dig. Jeg, som har været så kjed af at skrive breve, kommer nu til at skrive som et menneske, hvis sindssygdom består i den fixe idé, at det uafladelig må lave breve. Jeg føler det er i anmarsch, strider imod, men ved, at det ikke nytter. Jeg har altid så ubegribelig meget at sige dig, og bestandig kommer der mere til. Jeg er et offer for ”the law of accretion”, som de kanoniske evangelier, skylder det meste af sit indhold

*

Amalie til Erik Skram 28. mars 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg har taget konvoluten op igjen, for at sige dig, at du har så uhyre uret i meget af det du siger om ”Krogh’s”. Han skulde ikke vide at han skulde dø efter at han var bleven sengeliggende, og kun havde et par måneder igjen. Jeg ved med vished om flere som har vidst det, og talt om det; en var et ungt menneske på 21 år som døde af tæring inde i Hardanger, hvor jeg med andre, lå på landet. Det var ingen af hans nærmeste hverken lægen eller moren, som lagde skjul på det da, – de gik endog og prøvede på at omvende ham, og bad ham betænke hvor snart nådetiden var forbi. Han sa’e til mig: når de bare vilde la’e mig dø i fred. Og dette var intet exceptionelt tilfælde. Men jeg har mærket engang før, – det var i Gøteborg, at du ikke rigtig ved hvorledes de som farer med at være kristne har det, og hvilket præg det giver dem. Jeg er sikker på der er noget i dette. Meget mere vilde jeg ha’e sagt, men det får være til vi træffes.

*

Amalie til Erik Skram 31. jan 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Så, da jeg havde revet mig løs fra mit ægteskab og var kommen til ro efter al den utrolige slid og strid der udfordredes for at blive stående fast ved min beslutning – hvad jeg der har havt for bombardement at stå for, det er endnu et ulæst kapitel for dig – begyndte jeg at finde mig bedre tilrette. Jeg blev levende optaget af alleslags spørsmål, jeg tænkte dem igjennem, og fik min egen opfatning, – jeg tog mit bestemte parti og jeg følte under dette mine kræfter voxe, på samme tid som hver en redelig forhvervet overbevisning, hver en indvunden erfaring gav mig en særskildt glæde. Jeg arbeidede mig igjennem og ud af kristendommen langsomt og retskaffent. Religiøse materier havde jeg altid været stærkt optagen af, så her havde jeg en særlig betingelse for at kunne give et ord med i laget ligeoverfor mig selv. Tilslut fandt jeg at det dog gik an at leve; der var blot ét et vist menneske burde sky, og det var alt, alt i verden der havde den fjerneste skygge af tilbøielighed til at falde ind under erotiken. Her var og blev min foragt grænseløs og mit had bundløst. Ja, det ved jeg nu forresten, at intet menneske i verden vil kunne forstå eller fatte fuldt ud mine rørelser og følelser på det gebet.

*

Amalie til Erik Skram 8. sept. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Der kommer Jakob Alver i bare skjorten. Han skal ligge på fladseng herinde hos mig disse to nætter gutterne er på landet hos Vullums. Pigen har vrøvlet noget om at Vilhelm går igjen derinde, og det ved jeg Jakob har hørt ligt til. Derfor spurgte jeg om han vilde flytte ind til mig. Hans strålende glæde! han faldt mig om halsen og lo for at skjule det. Nu har han vasket sig, og taget ren natskjorte på. – –

*

Amalie til Erik Skram 22. okt. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Nej du, det kan ikke nytte for mig at gå til Tobias og tale om Ludvig. Ludvig har bedet mig så la det være og jeg tror han har ret. Han vilde selv så gjerne komme ned til Kjøbenhavn om bare et årstid for at lære noget mere i sit fag, men jeg tror at både hans far og onkel vilde modsætte sig at han kom til Kjøbenhavn, fordi jeg er der. Jeg ved ikke hvad de bilder sig ind, men de har en forestilling om at vor omgang vilde ha en slet indflydelse på ham, gi ham afsmag for handelslivet og gjøre ham endnu mere fritænkersk end han er. Tobias taler endnu af og til med græmmelse om at ingen af gutterne er konfirmeret.

*

Amalie til Erik Skram 23. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Ja, jeg synes som du at man snakker formeget om dette mirakelvrøvl; forresten forholder det sig virkelig således at de kristne fuldt og fast tror på at mirakler har sket, og kan ske. Den flok Chr. Bruun er fører for, er for det første ikke liden, og dernæst er den den bedre del af de kristne på en vis, så man får vel høre og besvare hvad de siger. Der kan du se, hvor forargeligt det er at få strøget ting som man netop ønskede sagt. Dagbladet har ikke turdet ta det, netop fordi de mirakeltroende, de andægtige ligeoverfor alt dette religionsvæsen er så mange. Dgbldt er jo organ for hele venstre, og massen af dette er kristent, ved du.

*

Amalie til Erik Skram 27. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Men gud ved som sagt når jeg i disse tider skal få min bevilling. For et fæ jeg dog var, som ikke itide tænkte på dette. Jeg er aldeles fortvilet nu ved udsigten til at blive forsinket. Hør, kan du ikke så komme herop? For til den tid, 1ste april må jeg ha fået det i orden, og der er vel intet til hinder for at du kan ha dine papirer i orden nårsomhelst? Men så må vi vies i kirken, for ellers må jeg ha det stræv at melde mig ud af Statskirken o.s.v., og så nyder den borgerlige vielse hos os ikke samme agtelse, som den kirkelige, og som en af landets, og samfundets borgere vil jeg ha en ligeså ansét vielse som andre. Og desuden, det er jo det samme hvem der mumler over os, og hvilken formular der benyttes for anledningen. Vi er jo gifte iforveien, det andet er jo kun en ceremoni der foretages mest af hensyn til samfundet og nære medmennesker. Tænk i ethvert fald på om du kan komme.

*

Amalie til Erik Skram 5. mars 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Nei min elskede Erik, jeg nærer ingen skygge af betænkelighed ved vor borgerlige vielse – – torsdag aften. Længer kom jeg ikke igår. Jeg var i et lidet selskab, og havde tænkt at fortsætte når jeg kom hjem, men kl. var over 1 og jeg orkede det ikke. Så kommer du til at vente forgjæves på mit brev imorgen aften, men du må ikke blive utålmodig; jeg kunde ikke hjælpe for det. Men altså jeg er fuldkommen rolig og tilfreds med den vielse vi skal få. Det vilde også for mig været meget ubehageligt at skulle ha gået ind i en kirke ved den leilighed, men naturligvis havde jeg gjort det, hvis der ingen anden råd havde været.

*

Amalie til Erik Skram 8. okt. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Nu er jeg også spændt på at se om det bliver så vanskeligt at finde glæde i hinanden for dine og mig. Jeg kan ikke tro det. Hvad der hjælper mig lidt er nu det at jeg kan så forfærdelig godt, så aldeles til bunden ud og ind forstå en der tænker og er kristelig. Når jeg altså sidder og taler med en sådan, føles det aldrig af ham eller hende som om der manglede forståelse fra min side; jeg har heller ikke imod de kristne specielt; jeg har imod fuskede, vrøvlede, ækle mennesker, enten de er kristne eller fritænkere. Når jeg bare forstår et menneskes tankegang, og finder den grei og konsekvent, så generer forskjelligheden i livsbetragtning mig ikke.

*

Amalie til Erik Skram 23. okt. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo,

Vi tror ikke på ”kjødets opstandelse” nogen af os. Altså heller ikke på at en myrdet og kvalt kjærlighed kan vækkes op fra de døde.

*

Amalie til Elisa Knudtzon 14. januar 1879. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

15de januar.

Du taler om det nye år, og hvad det maske vil bringe os af sorger og omvexlinger. Ja du har ret; ingen kan vide hvad alle de tolv måneder kommer slæbende på. Jeg for min part er dog temmelig ligegyldig derved. Jeg venter intet godt, begjærer det heller ikke, med ønsker og længsler og begjæringer har jeg, Gud have lov, gjort mig ganske færdig; alt sligt er for altid begravet i et bundløst dyb, hvorfra det ikke mere kan reise sig. Først den, der intet intet begjærer og attrår af hvad denne verden kan give, er i sandhed fri. Min hu står til andre ting, — min længsel går mod andre kloder, bort fra denne kolde fattige, usalige jord, didhen hvor livet i skjønhed sandhed og fuld kommenhed venter rnig, hvor, — det ved jeg forvist, tilværelsen mægtig skal gribe min sjæl og bringe mig til i sand hed at leve . . . Dog heri kan du ikke sympathisere med mig; du tror ikke på ånd og evigt liv,—men det gjør jeg, og denne tro begeistrer mig, og giver mig kraft til at leve: uden den måtte jeg dø, — ja uden den var det simpelt hen intet andet for mig at gjøre end at gå hen og begå selvmord,—at undlade det, vilde for mig være ganske latterligt og meningsløst . . .

— Hvad du skriver om „folkelige” Grundtanker og Erun^ glæder mig lige ind i sjælen, så meget mere som jeg troede dig just netop besjælet af de ideer som stempler penge mændene som philistere og spidsborgere … Ja Kristoffer Brun er i sandhed en stor mand, udentvivl Norges største. Han er den mand om hvem hver retskaffen mand og kvinde i borges land må samle sig, — han er idealet levendegjort, —menneskeblevet, —han er den profet der råber i ørkenen. Gud signe dig for din begeistring over ham, — jeg holder dobbelt af dig for det. Skulde jeg tale om Brun, blev jeg aldrig færdig, min begeistring over ham, rnin kjærlighed til ham, min tro på ham er altfor overvældende; det er som om mit bryst snøres sammen og jeg formår ikke at sige hvad jeg tænker. Du siger at dit høieste ønske er at reise til Gausdal og høre Brun, — ved du hvad jeg vilde, — gå i hans tjeneste! det er for tiden mit høieste ønske forsåvidt jeg formår at nære et sådant. At være en arbeider i hans vingård, — bare om end kun en liden sten til den bygning, hvis fundament Brun er, — sætte livet ind for at tjene hans store sag, — arbeide med troskab der alle mine dage, — se det var noget at leve for. Dette siger jeg kun til eder. Du må ikke tale om det; det angår ingen, hvad jeg tænker og føler.

Hvor idiotisk lavt de såkaldte dannede står åndelig henseende er at de bruger ordet „idealist” som et skjældsord, og det fordi de ikke skjønner bedre. Men lad mig tie, — jeg merker at jeg endnu har galde i blodet, — at jeg endnu ikke er den fuldblods flegmatiker, som jeg bør og skal blive.

Men farvel kjæreste Elisa

*

Amalie til Elisa Knudtzon 27. mars 1878. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Det er for mig ganske rørende, den inderlige måde, hvorpå du beder mig om, ikke at lade mig plage af tanken på, (for at bruge et populairt navn) galehuset. I tankerne, er jeg, så ofte jeg har læst det, falden dig om halsen for dine ord. Men er du vis på, at det samme er tilfældet for andres ved kommende; tror du ikke at størsteparten af menneskene altid vil tænke at jeg muligens ikke er normal; så ofte jeg bare vilde tale lidt ivrigt om en eller anden ting, som både du og din mand vistnok altfor vel mindes, var min vane, strax vil folk hviske om at jeg er tusset; tror du ikke ? Enhver vil iagttage mig med mistænksomme blikke og derfor ønskede jeg helst at bo på et aldeles ensomt sted, hvor menneskenes onde hån ikke kunde nå mig; allerhelst vilde jeg gå i kloster; ved Gud, hvis det var muligt, hvis jeg levede i et land hvor der gaves nonneklostre, jeg betænkte mig ikke et øieblik derpå.

*

Men nu farvel mine inderlig kjære venner. Jeg tror, som du siger, at Gud i sin nåde mener mig det godt, og går jeg end legemlig tilgrunde under mine indvortes tilskikkelser, så ved jeg dog at min sjæl skal leve et i sandhed skjønt og fyldigt liv i evigheden.

*

Amalie til Elisa Knutdtzon 11. jan. 1884. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug.

Jeg kommer at reise derned for at blive viet; det vil jeg helst; her vilde det være mere genert For mig; vi tar borgerlig vielse, fordi vi jo er fritænkere begge to, og skal det ske her, må man lørst ha’e klus al at melde sig ud af statskirken og sligt uvæsen. Vi vil intet bryllup holde, kun de allernødtørttigste vidner, helst ingen, — og dagen skal være en hemmelighed, for at man ikke skal komme og se på os. Så bor jeg hos hans mor de dage mens huset blir ordnet, og så tager vi efter vielsen og måltidet lige ud i vort eget hjem på Østerbro. Hvorledes jeg vil komme til at trives dernede? Ja, det er svært at sige. Jeg tror nok at jeg er for meget spesifik norsk til ikke at synes bedst om mig i Norge at alle steder på jorden, men siden jeg blir så lykkelig, og får leve med den mand jeg virkelig elsker at hele mit hjærte, vil jeg naturligvis få det godt. Jeg er så lykkelig over ham, så uhyre glad og taknemmelig tor at jeg fandt ham tilslut. Tænk hvor godt jeg skal få det, — gå og være glad hver dag, og gå og elske mit ægteskab, jeg, for hvem ordet ægteskab havde en så utålelig klang. Du har vel tiet med hemmeligheden Elisa, ja, for det skal være en hemmelighed til våren. Men hvorledes jeg forresten skal komme over skilsmissen tra gutterne, begriber jeg ikke. Det blir et drøit tag for mig, de søde, deilige, übegribelig prægtige, enestående elskværdige, flinke og brave små mennesker . . . Snart bliver jeg jo pisket til at rykke ud med sproget og høre mig om etter et sted til dem, men jeg gruer mig lor det. Der blir en forskrækkelse, og de vil også bespotte mig, så hånsk og bittert som jeg altid talte om kjærlighed og ægteskab. For resten har man jo sagt mig forlovet med omtrent alle de herrer jeg har havt den allernrindste smule med, for tiden er det Helland, — så rent uventet kan det jo ikke komme. Det er ligesom alle mennesker har ventet det al mig, at jeg skulde gifte mig igjen, som om det faldt al sig selv o.s.v. Det er kun mig selv, som lige til dette skete med Skram har anset det for en absolut umulighed .

*

Amalie til Helmich Janson 11. feb 1880. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Det er dog deiligt at kunne have dette håb at de der dø gå ind til himlens glæde. Uden det var jordelivet uud holdeligt. Der er ingen sorg eller smerte mere; Gud aftørrer selv hver en tåre af deres øine. Alle de dunkle skygger der kastes over menneskelivet hernede, alt det der trykker og plager og opvækker sorg og tvivl, alt det der klæber ved os alle af ufuldkomment og urent, det svinder og går evig under i himlens lyse klarhed. Det er jordelivets skjønneste og mest opløftende tanke, — ja det eneste der kan bære et menneskeliv gjennem synden og smerten hernede at kjærlighedens under frelser os. Var det ikke så, måtte vi alle fortvivle. Der må et kjærlighedens uransagelige mirakel til for at udløse slegten. Derfor er det også en evig sandhed at kjærligheden skjuler over syndernes mangfoldighed. Ja har et menneske kun kjærlighed der lever og rører sig derinde i hjærtet, så har det, hvad der gjør elskelig i Guds øine. Din moder var just en sådan kjærlig sjæl; — derfor tror jeg hun var en af dem, som Gud havde kjær.

*

Amalie til Helmich Janson. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Hellmich Janson. Utsnitt av brev Kjøbenhavn i 1880-årene

Den forklaring af jordens og menneskenes oprindelse,

som forefindes i Bibelen, ved jeg er meningsløs og for kastelig, opfunden i en tid, da menneskeheden var akurat naiv nok til at ta alt for gode varer. Nu har videnskaben forlængst godtgjort at verden har stået i mindst 6000 år længere end den efter Bibelen har lov til, det har de kunnet se blandt andet af forsteninger i Jorden som fremviser dyre skikkelser der har levet mange tusin år før syndfloden . . . Og tænk dig nu til de ti bud som jøderne mente at ha fået af Gud gjennem en direkte åbenbaring på Sinai Bjerg, dem graver de nu ud indskreven på brudstykker af vægsten og det er vitterligt at de er 2000 aar ældre end Mose lov. Det er menneskene selv, som har lavet sig disse bud. Der gives ingen aabenbaring fra oven. For at give lovene og budene fornøden authoritet har de store lovgivere sagt at de havde det direkte fra gud. Og på en måde talte de sandt. Det vil sige billedlig; moralen forekom dem så ophøjet, så guddommelig at den måtte stamme fra et overjordisk væsen, syntes de, og så bildte de sig vel ind at de havde syner o.s.v. Og nu hele historien om Kristus. Den har perserne havt længe før jøderne. I Persien hed han Krishna, hans fødsel beskrives akurat ligedan, hans lidelse, død og opstandelse ligeså. Læren om Jesus var ordret i Persien ligedan som jøderne fik den senere, 1900 år tidligere. Fra Persien er den vandret ind til jøderne. Perserne har også de gammel testamentlige spådomme om den lovede Messias, ordret ligedan. Jeg har oversat en tyk bog af en engelsk viden skabsmand, der har oversat alt direkte fra kilderne. Der var

to spalter på hver side. På den ene stod ægypternes og per sernes lærdomme, på den anden jødernes. Det er jo også nu en bevist sag at alle evangelierne, altså alt det vi via oppfordring av Bjørnson ved om Kristus, først blev sammenlavet i det andet århundrede, altså 150 år efter hans død. Før havde de kun havt mundtlig legende; dengang blev alle traditioner samlet,

og så vokste det og vokste det og blev til det vi har fåt over leveret. . . Det er så underligt for os der er bleven opdraget til at tro alt det som guid. Den ene slægt efter den anden tog det som hellig sandhed, så det er jo let at forstå hvordan det har gåt for sig. Først i det sidste århundrede er man begyndt at efterforske kilderne, og så viser det sig at den kristelige religion er bleven til akurat ligedan som alle andre verdensreligioner. Det er jo den dag idag 3 gange så mange budhister og 2 gange så mange muhamedanere som kristne, ikke at tale om alle de hedenske stammer. Altså kjære Helmich, Du forstår nu at jeg ikke alene ikke tror på Kristi opstandelse og himmelfart men at jeg tvertom er urokkelig overbevist om at alt det er at ligne med de små æventyr man læser i sin barndom. Og i denne overbevisning vil jeg leve, og i den vil jeg dø. Alle tænkende mennesker som har læst og kjender til alt det der er kommet for dagen angående Kristendommens oprindelse, er ligeså urokkelig overbeviste som jeg. Om jeg tror på et liv efter dette ? Nej, jeg tror ikke på det, menjeg ved intet, og ingen kan derom vide mere end jeg. Nu har jeg talt lige ud. Da jeg forudser at Du vil forfærdes over mig og få tusen modsigelser på tungen ber jeg Dig på forhånd lade være at nedskrive dem nu. Tro Du mig, alle de indvendinger har jeg selv stillet op. I 4 år stred jeg for at beholde min tro, og opgav den tørst da jeg lige indtil den inderste trevl al min sjælerod var overbevist om dens uholdbarhed. Men en så dyrekjøbt og ertaringsbundet overbevisning lader sig ikke rokke for små indvendinger der kan opstilles.

*

Amalie til Ole Elias Holck 1. des. 1869. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug.

I Kahytten hænger et stort Billede, et Kobberstik, som forestiller Jesus i Gethsemane.

I Forgrunden knæler Jesus med foldede Hænder, dødstræt og sjæleangst, paa samme Tid som der er udbredt en usigelig Fred over ham. Engelen kommer netop tilsyne for at trøste ham. I Baggrunden sove Diciplene. — Det er forunderligt hvilken Virkning dette deilige Billede gjør paa mig, naar jeg i disse Dage ser derhen, efter at have læst om Helvede.

Det siger saa tydeligt, at jeg kun skal se derhen for at slippe at komme i Helvede; saaledes forholder det sig jo ogsaa;

naar jeg kun med Troens Oie, ser hen tll den lidende Jesus, saa er jeg jo frelst. — De blev vel meget forundret over at høre, at jeg skulde blive med tll Australien; sandt at sige er jeg det ogsaa selv.

Jeg var nu saa aldeles bestemt paa at blive hjemme, og det tog ogsaa Tid inden jeg kunde fremkjæmpe min Beslutning, men nu er den tågen; jeg haaber og tror, at det for mig var det Rette dennegang at blive med, i alle Fald er jeg nu ganske i Av

Tbizted. rolig og fattet. Gud styrke mig nu i Kampen mod mig selv.

ak jeg er haard som Sten og saare vanskelig at brydes med, endnu værre at overvinde; men vor Herre er dog stærkere, og vinder vel for Jesu Skyld Bugt ogsaa med mig arme Menneske, lad kun ham om det. jeg er jo ikke den første han beseirer. Ofte er jeg dog nærved at tortvivle over mig selv.

*

Gud give, De maatte blive frisk. Det er dog tungt, at bære paa et sygt Legeme, alle sine Dage, det maa dog vel saa være. Denne Tids Lidelser vide vi jo, ere tor Intet at regne mod Herlig heden hisset, som forvist skal aabenbares paa Dem, saa sandt som Guds Son har forløst dem. der ville lade sig frelse.

*

Amalie til Ole Elias Holck jan 1871. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til O. E. Holck. Valencia Jan. 71

. . . Fra min Veninde N. N. havde jeg et langt brev her. Stakkels hende, hun ser saa bedrøvet ud i Brevet at det ret gjorde mig ondt at læse det, at hun dog ikke kan faa Fred, at denne Hændelse i hendes Barndom endnu bestandig skal forfølge og plage hende. Efter hendes Ytringer i Brevet at dømme, troede jeg at De nu vidste eller skjønte hvad det er der mest piner og plager hende, i alle Fald ved jeg at hun saa gjerne vilde lade Dem vide alt, da den Tanke er hende utaallig at De skal tro bedre om hende end hun i sine egne Øjne fortjener. Den stakkels kjære N., hvor hun dog har bodet haardt for en Synd, der blev begaaet i en Leg af 6—7 Aars gamle Børn, uden at hun havde nogen Forstand paa, eller Anelse om hvilket Bud hun havde overtraadt, førend bagefter da hendes Samvittighed sagde det, og siden bestandig har gjentaget det tydeligere og skaanselsløsere, efterhvert som hendes Bevidsthed vaagnet og Tanken modnedes. Hun kan ikke slaa sig til Ro med den Tanke at det er netop Skrøbelighedssynder, Gud i Daaben renser os fra, og dog er det saa, ikke sandt. De arme Børn faldt som værgeløse Ofre for den syndige Natur der er given hver Menneskesjæl siden Adams Fald. Sørgelige og ubegribehge Tanke, hvilken anden ond Magt er det der fra Evighed hersker ved Siden af Gud . . . Gud hjælpe mig at jeg ikke maa gruble over disse ting . . . Fra Muller skal jeg sende Dem den verdigste og hjærteliste Hilsen, og den inderligste Tak for al den Godhed De har udvist mod mig. Gud har ogsaa været naadig og barmhjertig mod ham, i større Maal end jeg kan udsige. Gud har ogsaa aabnet hans øine og givet ham Naade til for fuldt Alvor at fatte den Beslutning at stride Troens gode Strid og med Jesu velsignede Hjælp overvinde Verden. Ja, vi skulle begge stride og i Kjærlighed bære hinandens Byrde . . . Deres hengivne Amalie Muller

*

Amalie til Lovise Alver 26. jan. 1898. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til fru Alver <3. Kjbhvn. Klasensgade 11. 26/1/98.

Min kjæreste moderen! Hjærtens tak for dit kjære brev.

Du må bære over med mig om Du ikke så ofte hører fra mig. Jeg har så ondt for at få tid til at skrive, og jeg har så mange, så mange at skrive til. Ofte er jeg også syg og dårlig — der er dage, da jeg tror, jeg skal og må dø, så ussel og elendig atkræltet er jeg. Da ligger jeg ganske stille hen, og venter på at døden skal komme. Men atter og atter rejser jeg mig igjen. Nu har jeg det t. eks. godt. Du har vist bedt til gud for mig mor, har Du ikke ? Ja, for det er gåt mig så underlig. Forleden, da jeg var så syg, kom jeg pludselig til at bede „Fadervor”. En trøst og tred, større end jeg kan sige Dig, sænked sig over mig. Det var så vidunderligt. Jeg måtte græde at glæde. Atter og atter bad jeg „Fadervor”, og jeg tølte at det var den eneste bøn, jeg trængte til . . . „Forlad os vor skyld, som og vi forlade vore skyldnere”

— Og jeg syntes med ét, at al synd og nød var tat fra mig. Da kom jeg på den tanke, at Du har bedt for mig, og at gud har hørt din bøn. Om eders synder ere røde som blod, de skal vorde hvide som sne” . . . Ja gud være takket og priset. Han, som ikke vil at en eneste menneskesjæl skal fortabes . . . Morgenen etter den nat, jeg havde bedt Fadervor, bedt det, som aldrig lør i mit liv, kom jeg ind i Eriks værelse. Ruderne var frosne, men bag dem stråled den opgående sol. Der var en gylden glans over hele stuen, en trolddomsglans, der lorjætted så meget. Det var så længe siden jeg havde set solen — her har i måneder vært sånt stygt og skiddent vejr. Jeg sank i knæ, og takked gud, og jeg sa til mig selv, at i en sådan stund vilde jeg gjerne dø . . . l alten rejser småen og jeg ud til Førslev herregård, og blir der en 14 dage. Godsejeren er her i byen, og vi tar alsted sammen med ham. Skriv til mig er Du snill. Adresse: Førslev gård pr. Fuglebjerg. Danmark. Hilsen fra min kjære elskelige mand og fra småen. Din Amalie

*

Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Tak kjære, søde fru Ullmann for brevet igår. Jeg forstår så godt hvad de siger og mener, men de er nu en af de lykkelige, helt klare ånder, endskjøndt de er en kristen, – ja misforstå mig ikke – jeg vilde bare sige at det er nokså skjælden at finde et rigtig klart hoved og et forståeligt raisonnement blandt de kristne. Jeg ved nok det går an, men så må man slippe de forstokkede dogmer, al denne forstenede færdighed som ligger i skuffer hver i sit rum. Og har man først slup pet dem er det meget vanskeligt ikke at tåge tilbens og fare pokker ivold med sine tanker og undersøgelser. – Jeg ved ikke rigtig hvem de mener vi talte om, som fritænker. Bjørnson var jo på tapetet, og Jæger med de 20/ og så blev der sagt at Aleksandra Lasson gik og skrød af at hun var fritænker, 2 og af at hun vilde være det. –

*

Liv Køltzows arkiv, Nasjonalbiblioteket, Oslo. Ubehandlet 283

«Gud må være syndig, skrøbelig og vildfarende som jeg selv og som alle mennesker. Hvorledes skulde det ellers forklares den uret, vold og forbrydelse som foregår på jorden daglig, påtalt (*?*); ustraffet. Hvor er det dog ikke naturligt at tænkende mennesker siegr der er ingen gud. Nei, der er ingen gud, naturlovenenes logiske konsekvektser – det er gud. Men hvorfra komemr d dette, kan man spørge? Ja, hvorfra kommer universet? Det er jo tåbeligt at tænke sig en skabelse af jordkloden eller af de millioner andre kolder. Man må søge at fastholde den ganske vist svimlende tanke, at universet har været fra evighed af. Hvem har skabt det? Ingen har skabt det. Bag det ligger det intet. Det er forgjæves at spørge om hvorfor og hvorfra og hvorledes. Universet er, har været, og bliver i al evighed. Kloder forgå, men universet består, består i kraft af sig selv, i kraft af den universets iboende nødvendigheds kraft til altid, ustandselig og evig at fornye sig selv. Ja, uforståeligt er det. Tanken (*her kommer en uleselig setning*)

*

Liv Køltzows arkiv, Nasjonalbiblioteket, Oslo. Ubehandlet 283.> – § 2 references coded

«De mennesker, som ikke har vært gode i sit liv tilintetgjøres efter døden for så vidt de ikke lever i nogens kjærlige minde. De gode har på en vis måde et evigt liv, fordi deres gode eksempel og mindet om dem nedarves i flere generationer. Hvor er dog ikke mange af bibelens ord om den helligste fuldkommeste sandhed. Kun dette er galt at der gives gode og onde. Ingen er helt ond, og ingen er helt god. «