Egen skriveprosess

Amalie til Valdemar Irminger 21.5.1900

Ø Klasensgade 11. (Merket 65 med blyant)
21/5/1900.

Kjære min ven, misforstå dog for guds skyld ikke hvad jeg skrev; dette at jeg har mange uroer for din skyld. Det er fordi jeg i mine tanker sætter Dig så uendelig højt over mig selv.

Jeg er så bange for at jeg ikke skal være dit venskab fuldt værdig. Men sådan går det vist mennesker som er ærlige, og som holder af. Sådan gik det mig også ligeoverfor min bror Ludvig. Han var yngre end jeg, og jeg havde gjennem hele vor barndom og ungdom ganske sikkert vært den dominerende i vort forhold, indtil jeg blev den ydmyge, den der så, at han var så meget, meget bedre end jeg. –
Jeg siger mig selv at disse triste tanker kommer af mine syge nerver. Fordi jeg sålænge har måttet leve dette indestængte, ensomme liv, og næsten aldrig har vært ude i luften.
Småen var nede med brevet til Dig. Hun havde også sin ”Afkom” med, men slap ikke ind og kom derfor tilbage med ”Afkom”. Du skal ikke komme til mig førend jeg er blevet roligere og gladere/godere. Jeg blir det nok.

For at Du ikke skal glemme at tænke på mig, sender jeg Dig disse udklip, som jeg ved at rydde op i mine gjemmer idag har fundet.
Du må gi mig dem tilbake. Og ”Afkom” ligger her indpakket til Dig.
Nu tror jeg sikkert, Du blir svært kjed af mig. Men hvad skal man ha en ven for, hvis man ikke ustraffet får lov til at plage ham?
Din A.S.

(*Tilføyelse på brevet): Du lovte mig, at jeg skulde få læse flere af dine ting, dine vers. Men se, om Du har holdt det!

*

Ø Klasensgade 11 (Merket 66 med blyant)

21/5/1900 kl ½ 2 nat.

Nu har jeg læst dit brev for 5te gang. Du skjænder på mig, og det er godt. For Du skjænder meg til ro. Hvor kunde Du vilde skjænde på mig, hvis Du ikke holdt af mig? Min bror Ludvig skjændte også på mig af og til. Men hans skjænd og min sorg opløstes altid i harmoni og glæde. ”Netop fordi Du er mig så kjær små Mallamor”, sa han til mig, ”kan jeg ikke tåle at Du ikke altid er som, jeg vil ha Dig. –

Ja, af ham tålte jeg skjænd. – Nu, når jeg læser i hans dagbøger, som Du så længe har gjemt for mig, dvæler jeg med forkjærlighed ved de steder hvori han betror sin dagbog sin misfornøjelse med mig. For han er så god og kjærlig, og så forståelsesfuld.
Vi boede jo sammen i 4 år på Fredrikshald, i hvilken tid han var mine to gutter den kjærligste opdrager, ven og far. Jeg husker en aften, vi sad sammen i dagligstuen, jeg med et håndarbejde, han med en bog i en lænestol. Jeg skotted til ham af og til, og så at der rant store tårer ned over hans kinder, og at han slet ikke læste, bare lod så. Så gik jeg hen til ham, tog ham om halsen, og spurgte ham hvorfor han gråd.
«Fordi jeg forleden dag gjorde Dig uret», sa han. Du ved ikke hvordan jeg blev tilmode. Jeg turde ikke vise mine følelser for heftigt, fordi jeg vidste at han ikke vilde like det. Så kyssed jeg ham bare på panden, og sa: tak Ludvig. Han havde nemlig gjort mig uret. Fra den aften, tror jeg næsten, at jeg blev et lidt bedre menneske. Du ved, at jeg har sørget meget over min bror Ludvigs død. Andre kjære har jeg også mistet, men jeg sørger ikke mere over dem. Kun over Ludvig sørger jeg bestandig. Igåraftes, da jeg vilde læse om igjen hans sidste breve, måtte jeg la det være. Det var som om mit hjærte blev sønderrevet.

Jeg, som i mange år har vært så glad ved den tanke at døden var den evige tilintetgjørelse, jeg ønsker og håber og tror nu fuldt og fast på et liv efter dette, fordi det mig umuligt at tænke den tanke at Ludvig er tilintetgjort. Å, hvor var han mig kjær, det menneske! Og altid god, god imod mig og mod alle.
Skjønt Du og Ludvig slet ikke i noget ligner hinanden, er det blevet mere og mere for mig som at Du var ham. Når jeg om natten drømmer, så er Du ham, og taler til meg med hans søde, milde, dæmpede stemme.

*

Amalie til Valdemar Irmigner 19.12.1904

I hele julen, mens småen er borte (14 dage) stænger jeg mig inde og arbejder.
Jeg er nødt til det.
Din Amalies.

*

Amalie til Valdemar Irmigner 2.5.1904

Ø. Klasensgade 11.

2/5/-04.

Tak Du kjære, kjære gamle gut for dit brev idag! Åja, åja – forstår Du mig, så forstår også jeg dig. Når man går, og har det ondt, og længe, længe har havt det ondt, og er så opfyldt af hvor ondt en har det, opfyldt at man er glad til, en bare orker at gjøre sine allernærmeste pligter, opfyldt af at passe at det ikke på nogen måde må gå ud over dem, man daglig er sammen med, ja endog passe på at de slet ikke må merke./. at en har det ondt, så blir en lige som forbauset over at ens ven ikke forstår, og ved det. Og glemmer rent, at en har glemt at forklare det. Du kan tro, dette er en grundsamhed. Naturligvis er det egoisme, som volder det. Men der er en egoisme som er berettiget: selvopholdelsesdriften.
”Tilgiv”, siger Du. Å gud bevare mig vel! Dig har jeg såvist intet at tilgi! Nej, tilgiv Du mig fordi jeg har været så egoistisk under min kummer, at jeg slet ikke har tænkt på hvor nødvendigt det var at forklare, efter fattig evne, min sjælstilstand for dig. Å, men jig har havet så meget, meget ondt i den sidste tid. Bortset fra hovedondt, som er denne stingende smerte i hjærtet over at mit arbejde ligger brak(*=uvirksomt hen, være uten utvikling). Over at alle disse småpinsler skalha lov til at ta så aldeles magten fra mig. Du sælger intet, siger Du. Husk, det er verre for den, der intet har at sælge!

*

Amalie til Valdemar Irminger 1.7.1898

Hvis De nu ikke kan, så behøver De ikke at sende bud. For så ser jeg det. Snart lukker jeg mig fuldstændig inde med mine Hellemyrsfolk, hvis fjærde del, det nu skal og må bli til alvor med. Og så varer de så længe før jeg atter får se Deres kjære, gode, stilfærdige ansigt.

*

Amalie til Valdemar Irminger 12.10.1899

Jeg var ment på at be Dem gjøre mig en tjeneste idag. Men jeg glemte at sige det. Hvis jeg havde truffet Dem i Gothersgade, vilde jeg bedt Dem følge mig op på det kgl. bibliothek, som jeg ikke ved hvor er, for at få lånt en bog: Mormons bog, eller Mormonernes bibel eller profeter, hvad den nu heder. Var det muligt for Dem at gjøre dette for mig? Få den lånt altså enten på mit eller Deres eget navn?
Jeg har brug for den bogen nu. Deres Amalieskram.

*

Amalie til Valdemar Irminger 24.9.1897

jeg kan nemlig ikke skrive bestandig, ikke om aftenen for eks. når jeg har vært flittig om dagen, hjærnen må ha hvile

*

Amalie til Valdemar Irminger 3.6.1898

Ja, tænk at stundom tror jeg på, at jeg endnu engang skal kunne rejse mig, endnu engang kunne få et arbejde færdigt. De ord: ”kraft og mod” liksom elektriserte mig.

*

Amalie til Valdemar Irminger 6.7.1899

Pakken vil jeg bede Dem beholde i Deres varetægt, hvis De da ikke føler det som et slags byrde på Dem.
Til høsten håber jeg at kunne få brug for den, og da skal jeg bede Dem om den. Vil De nødig, af frygt for ildebrand, opbevare den længere, så send den til mig imorgen, fredag. I mangen en tung stund har det vært en tryghed for mig at vide, at De havde denne pakke og at De efter min død, sikkert vilde brænde den.
Med de bedste og kjærligste hilsener og ønsker om en i alle måder god sommer, er og forbliver jeg Deres udødelige hengivne
Amalieskram.

*

Amalie til Valdemar Irminger 9.7.1897

Småen kan jo heller ikke være alene derude, for hun skal ha sit daglige tilsyn, som det ikke går an at læsse over på nogen anden. Å, nej, det er såmen ikke altid så let at leve. Med min bror står det til som før. Jeg havde et par ord fra ham forleden, fordi jeg med mor havde sendt en del ting til ham og hans lille datter. Han er fremdeles lige glad og rolig ved tanken om døden. Men det kan jo trække længe ud.
Jeg havde lovet at komme ned til Møen og bli der et par dage inden S. og Johanne rejser. Det er hos Skrams ældste bror, som er præst, de er. Jeg har nu havt flere breve, hvori de alle siger, jeg komme. Nu får jeg se, om jeg orker det. Men det blir i ethvert fald ikke før engang i næste uge. Jeg er begyndt at være flittig på min bog for at sprede de triste tanker. Nu mens jeg er alene får jeg bedst ro til at arbejde. Idag har jeg kunnet skrive, ikke så lidt. Det har gjort mig godt. Bare jeg var rigtig frisk, da gik det bedre for mig. Og bare jeg kunde være rigtig tålmodig og snil og stille. Men ånden er villig, og kjødet skrøbeligt.

*

Amalie til Valemar Irminger 13.9.1897

Ø Klasensgade 11. (Merket 17 med blyant.)

13/9/97.

Min kjære ven Irminger. Det er længe siden De hørte fra mig. Jeg gik derude på Førslev, og havde det så ondt. Nej, naturligvis havde jeg det jo så godt så godt, men det var mit indre. Det ”sete, afhenger af øjet der ser”
Da jeg kom hjem, den 25de august, lå der en hel del breve og telegrammer til mig. Det var i anledning min ulykkelige fødselsdag, den 22de auguast. Straks kjendte jeg det på mig at der mellem disse telegrammer var et med budskab om Ludvigs død. Og det var der også. Han var død netop på min fødselsdag tidlig om morgenen.

Ja, nu kan De længe nok sige, at jeg dog ikke vilde havt min bror ilive, når han var så syg og ulykkelig som han var. Det hjælper ikke! Jeg vilde havt ham i live, han, dette dejlige menneske som var så uendelig meget for mig.
Tilsyneladende, ligeoverfor min mand, som slet ikke mer er min mand – tog jeg det ganske roligt, men indvendig brød jeg sønder gT sammen. – Nu har jeg fåt Ludvigs dagbøger, som er ført gjennom 30 år. Han havde selv pakket dem ind, og forseglet dem, og skrevet udenpå mit navn. Jeg læser og læser, og græder ustanselig.
Det er ikke dagbogsoptegnelser, men en fin og skjøn sjæl, som nøgen gir seg hen i sine meddelelser og betragtninger.
Kjære, kjære Irminger, jeg ved, De er min ven. Forbliv det! –
Jeg synes det er en udmærket plan denne at (*her er et navn som er krysset over, men det siste ordet som da sikkert er etternavnet ser ut til å slutte med dobbel f.) skal bli jordemoder (*jordmor). Hun er så sød, og har et så intelligent og dannet væsen. Jeg har ikke skrevet til hende, har intet kunnet gjøre i denne tid.
Men meget, meget har jeg tænkt på Dem. Forunderligt, Nu, da bror Ludvig, som havde al min fortrolighed, er død, har jeg så få i verden. Jeg har småen, som jeg ikke kan tale til, og mine to sønner, som jeg heller ikke kan, eller vil bebryde med mine sorger. Og det er gåt mig så galt med min mand! Nu jubler det forresten inde i mig. Jeg sorger ikke mer om/over han. Haleluja!
Om 3-4 dage tar jeg ud til Kast… for at skrive min bog færdig. Jeg bor altså derude. Kom du til mig om aftenen.
Deres Amalie skram (*hun skrev Skram med liten s.)

*

Amalies brev til Arne Garborg 6. jan 1885. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Seiv er jeg også på det nærmeste ferdig med en lang fortælling. De tre første kapitler stod i Tilskuerens dcbrhefte; 21 det er ikke biet anmeldt i Dagbladet, og dog var de gode. –

*

Amalie til Georg Brandes 31.mai 1881. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Det er sandt, mens jeg husker det; jeg har ikke skrevet »Rosen«,4 -ja for folk har gået og sagt det, og den dumme Alexander Kielland, (som altså ikke har mere judicium) han, seiv han har troet det. Nei, det kunde ikke ligne mig at skrive »Rosen«. Kunde det vel? Tror de virkelig at jeg vilde ladet det ende »godt«! Langtfra. De skulde aldrig havt hinanden disse to sødladne, sentimentale exemplarer. Forresten synes jeg godt om »Rosen«, sådan forholdsvis. Det er ikke så let gjort at skrive »Rosen«, og jeg synes virkelig det er a nice little bit of an es say. Forfatterinden, ja for det var naturligvis en dame, er fru Schjøtt f. Dunker. 5 Det begyndte med at være en hemmelighed, – men så – o.s.v. Nei, skriver jeg engang noget sligt, så blir der langt mere raseri og ilske og galskab i det, [for – krysset ut] det ved jeg så godt, ja, for jeg har skrevet en ting, 6 må de vide, og jeg ved ikke hvad jeg vilde gie for at have dem en stille eftermiddagsstund på min balkon, ja, for jeg har en balcon [sic] med en ganske storartet hendvende udsigt over byen og fjorden og alt muligt med en yndig have nedenunder, på min balkon, sa’e jeg, for at få læse det for dem. Thi hvor kan jeg vide om det er blevet til noget uden at et virkeligt menneske læser det. Og der er ikke et sådant. Ja det tror de nu kanske ikke, men hvis de var her, så skulde jeg fortælle dem hvorfor der er noget iveien på alle kanter. Naturligvis er de glad over at være i sikkerhed, thi det er det ækleste af alt, at skulle læse sådant et dumt produkt, og så ovenikjø bet kvie sig for at sige sandheden, der altid jo er übehagelig at høre. Det er ikke min mening at jeg vil få dem til at foreslå mig at sende det til dem, må de tro; havde det været tilfældet, så vilde jeg bent ud bedet dem derom; det er for lang vei, og for lidet værdt umagen, og jeg fmder nok på et slags råd alligevel. Men jeg kunde bare ikke lade være at anstille en betragtning over, hvor henrivende det vilde været, om de tilfeldigvis var kommen hid i disse dage. Men så henrivende er aldrig livet, og det gjør livet egentlig ret i; Gud ved, hvad man skal være henrivende for! Det er bare Emil R i Ambrosius som er det, – jo også de i »Schack Staffeldt«. 7 Det er et aldeles fortryllende lidet arbeide, men det siger nu aldeles intet, thi når var dr. Georg Brandes ikke det i alt hvad han skriver? Men at de er digter, det er jeg bleven så overbevist om, at jeg godt skulde dø på det. Og der er hele hemmeligheden skjult. Fordi de er digter, – derfor er det. [Disse – krysset ut] De vilde aldrig kunne forstå disse sjælephænomener, ikke kunne give navn til alle disse farvenuan ser i følelsesliv, aldrig kunne være denne store, dybe, sande psycholog, hvis de ikke var digter. Jeg takker dem tusinde gange fordi de sendte mig bogen om Staffeldt. To gange har jeg læst den, og to gange har den løftet mig med sig i en region hvor man ikke er til hverdags, en fmhedens, andens og forståelsens verden, i hvilken de er hersker, og hvor kun de [kaldede – krysset ut] udvalgte kommer, – ja, det er vir kelig sandt, – man må kunne vurdere dem, vurdere og begribe, hvad de er og hvad de råder over, for ret at indlades i deres verden. Også for billedet takker jeg dem hjærteligt. Det glædede mig meget at få det, og jeg fmder det er fortrinligt ligt dem, og sådan en sand og ren lighed. Det er langt bedre end mit; thi jeg har ikke en så stor og tyk mund i virkeligheden, som på billedet, det siger alle, og det ser jeg godt seiv. Heller ikke er mine kinder skjæve. Det lille jeg har af ansigt, er dog virkelig ganske bent.

*

Amalies brev til Georg Brandes\\Amalie til Georg Brandes 5. mai 1885. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Jeg har alligevel været hos Phillipsen og talt med ham om at overta forlaget af bogen. 1 Han var ikke uvillig, især ikke, hvis jeg vilde finde mig i at la den ligge til hosten, hvad jeg, som alt havde opgivet tanken om at få den ud på det første år – naturligvis vilde. Han vilde soge dem for at høre deres mening om hvad bogen var værd. Maske har han allerede været hos dem. Jeg har nemlig ikke lyst på Schou. Også af den grund at hvis han nu beviste mig den tjeneste at udgive bogen på sit forlag, efterat He gel har vist den fra sig, så var det jo en selvfølgelig sag, at jeg siden gik til ham med hvad jeg fik skrevet. Og jeg vilde så langt, langt hellere ha med Phillipsen at gjøre. Lader det sig ikke ordne med Phillipsen, så er det fremdeles min beslutning at la den henligge hos Hegel indtil videre. Vil de være af den store godhed at sende de korrekturark de nu har og de to næste, (sidste) som de kommer at få, til Phillipsen, så snart de har læst dem, 2 vilde jeg være dem meget taknemmelig. Det er skam at jeg volder dem alt dette bryderi, men det er deres store venlighed, som gir mig mod dertil.Og så må de endelig sige mig, om de vel synes, at slutningen er så slem, når de nu har fået den tillivs.

*

Amalie til Georg Brandes 9. mai 1885. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Amalie Skram til Georg Brandes 9de maj 85. Kjære dr. Brandes! Tillad mig at bemærke som svar på deres reprimande: Jeg synes det er ganske urigtigt når de karakteriserer [min – krysset ut] yt ringerne i bogen angående 8.8. som »platte smigrerier«. De er ikke engang smigrerier. De forekommer fordi det udkræves af omstæn dighederne. I Norge blir der nemlig aldrig ført en disput af den art, om de ting af vel at mærke folk som en »Hansen«, »Ring«, «FaHesen^ 1 o.s.v. uden at 8.8. og hans virksomhed blir nævnt netop på denne måde. Jeg har ikke et sekund tænkt på om det vilde klinge behageligt eller übehageligt i 8.8.s øren. Jeg har der, som overalt i bogen kun havt det ene formål at ville få billedet ægte, få sandheden frem. Vilde jeg smigret ham, kunde jeg ladt Constance f.eks. holdt et begejstret forsvar for ham; men intet har været fjernere fra min tanke. De, som taler om ham river alle ned på ham. Rigtignok er disse [andre – krys set ut] mennesker af den kaliber at det geråder 8.8. til ære. Men det kan jo ikke komme mig ved. Jeg har at referefre] rigtigt, og det har jeg efter ævne gjort.

Der har heller ikke været smigrerier i de artikler jeg har skrevet om 8.8. Hvert eneste anerkjendende ord, hver en begejstret lovtale har været helt ud følt.

*

Amalies brev til Herman Bang 2. des 1887. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kroghsgade 1 0. 2den dcbr. -87. Kjære hr. Bangl Jeg har ventet med at takke Dem for De gav mig bogen; 1 kanske synes De det var underligt af mig, og det var det også, men da den kom sad jeg til op over Ørene i det allersidste arbejde på en bog jeg skulde ha færdig inden et par dage og derfor var det. 2 Ja, ikke bare derfor kanske – jeg vilde også gjerne ha læst den før jeg lod høre fra mig.

Det har jeg nu; i dette øjeblik er jeg blevet færdig, og jeg kan ikke vente et minut med at sige Dem at læsningen har været mig den stør ste nydelse jeg i mange år kan mindes at ha havt.

*

Amalies brev til Herman Bang 20. nov 1888. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

De res indvendinger er aldeles uimodsigelig rigtige. Ikke et fnug af dem kunde været borte. Jeg vidste det også godt, da jeg skrev bogen, men jeg havde nu sat mig i hodet at jeg vilde ha dette sludder sagt. Og har jeg sat mig noget i hodet, er jeg ikke let at snakke tilrette hverken for mig seiv eller andre. Derfor svarte jeg også Skram, da han vilde ha det væk, at jeg heller vilde dø end ikke få det sagt. Nu, synes det mig så ligegyldigt, at jeg ikke begriber jeg kunde være så påståelig. Men næste gang gjør jeg det samme op igjen, er jeg vis på.

*

Amalies brev til Hulda Garborg 1896. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Tak kjære fru Garborg for dine sode deltagende ord. Det, som er hændt mig er intet at snakke om. Det har ingen realitet; det var bare noget filleri, som ripped op i noget andet fillen. Men jeg tåler snart ingenting mere nu. Jeg har gåt så meget igjennnem de sidste to år al mit liv. Med hensyn til dette: »hvem skulde

o.s.v., da kan jeg jo kun svare for mig seiv, og grunden hvorfor jeg kom med den ytring er kun den, at jeg altid blir umådelig forbauset, når en ny forfatter, »som duer« dukker op, og altid, især når det er nogen jeg har kjendt i forvejen udbryder: »Hvem skulde tænktl« o.s.v. For jeg synes nemlig at det at være en god forfatter er så umådelig, umådelig vanskeligt. Dengang jeg havde skrevet Constance sa alle folk som kjendte og havde kjendt mig: Hvem skulde tænkt om Dig at Du havde kunnet skrive en bog»! Du som har vært så verdslig, så optat af stas og tant, så omsværmet af beundrere o.s.v. Og ingen var mere forbauset end netop jeg forresten.

*

Amalies brev til Hulda Garborg 2. sept. 1901. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Og hjemme her har jeg været i hele sommer. Ikke rikket mig af flækken. Jeg valgte det frivillig og med glæde, fordi det er min bedste, ja min eneste arbejdstid når jeg er aldeles alene. Men så kom sygdommen. Nu har jeg det meget bedre, men frisk, helt frisk er jeg ingenlunde. Det går så småt med at få kræfterne tilbage. Nu er småen kom men – ja hun kom allerede 21de august og Ingeborg Janson er også kommen,5 og alt går i sin gamle gjænge. Og jeg er glad og tilfreds -ja meget glad.

*

Amalies brev til Hulda Garborg 24.12.1895. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Dagene er så korte, og vejene så lange, jeg står sent op, og får ikke tid til nogen verdens ting, endda jeg intet har at gjøre. Jeg var så glad fordi vi skulde læse fransk sammen, men når så lærerinden siger at det går ikke, og jeg seiv også har fornemmelsen af at det går bedre for os alle 3 når vi læser hver for os 1 Jeg kan vist ikke holde ud at bo her, : maden er bleven så rent uspiselig slem, jeg foler mig afkræftet indtil doden, fordi jeg altid går på næsten ingen ting. Ved de torste mundfulde er jeg ofte nærved at brække mig. Men nu siger mine venner, frk. Aarestrup og den anden,3 at jeg absolut ikke må bo i hotellet sammen med Dere, fordi jeg så ikke vil lære fransk, og fordi det vil være så fælt at skulle gå ud og spise hvert eneste måltid. Så nu ved jeg ikke. Ved bare, at her er det ikke rådeligt at bli. Uf ja verden er houger af jammerdalen Tusen tak Du sode menneske, fordi Du sendte mig udklippet af »Dgbldt«. For om mig at være, var det jo ganske nydeligt og godt. 4 Endelig idag har jeg orket mig til at hilse på ministeren.5 Det var vist dumt or det er den danske minister som er min minister, kunde jeg forstå på ham. Gid fanden havde alle ministre! Ellers har jeg intetsomhelst foretat mig. Jeg kan ikke arbejde jeg elendige kræl Hiis Garborg masser af gange. Håber at skjæbnen og vore samlede viljer snart forer os sammen

Amalies brev til Hulda Garborg 25. jan. 1902. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Ja, min bog! Vent ikke på den. God blir den nok, men færdig nej, det ved jeg ikke! Jeg talte med en mand forleden, en jydsk bon destudent og udmærket digter2 – ja, virkelig udmærket. Jeg fortalte ham om Garborgs »I Helheim«, og sagde ham, at jeg, når jeg fik tid, vilde komme til at pønse på at oversætte den. Men at det var poesi. Så bad han om lov til at hjælpe mig. Han skriver nemlig gode digte. Ikke et tomt ord. Nu får vi se. Men der måtte jo i så fald begyndes med begyndelsen, som er den første: »Haugtussa«

*

Amalies brev til Hulda Garborg 29. aug.1898. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Her sidder jeg rremdeles naglet tast til mm martvrkrak. Er altså endnu ikke tærdig. : Men nu varer det ikke længe. Den 15de septbr. kommer Spendrups hjem, og så blir værelset tat fira mig.3 Ja tor, for jeg må jo flytte ud, og gjore rent erter mig. Ja, når Du nu har læst bogen, så skal Du skrive til mig, Hulda. Sige mig akkurat hvad Du synes.

*

Amalies brev til Jonas Lie 14. juli 1887. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjære og elskværdige hr. Jonas Lie! Jeg må få lov til at sende Dem og Deres hustru en inderlig tak for den venlige hilsen jeg fik fra eder imorges. Jeg blev så glad og rørt derover. Det var vakkert af Dem, at De virkelig gjorde alvor af den tanke, der efter læsningen gik Dem gjennem hodet. Ja, for det er så 404

ofte man har et øjebliks lyst til at gjøre sligt, men så opsætter man det og så blir det i regelen ikke af. De har nu i så mange herrens år været mig nær og kjær og kjendt i min bevidsthed og forestilling, først og fremst gjennem Deres dejlige bøger, af hvilke jeg især, tror jeg næsten, elsker Deres sidste 1 – og dernæst også ved alt det usigelig meget gode og elskelige alle mennesker har sagt og fortalt om Dem – ja, om Deres hustru også for den sags skyld. Derfor var det mig en dobbel glæde at De vilde opta mig som en De kjendtes ved og hus kede på og endog vilde sige tak til. Og så var der også dette at jeg, da fortællingen endelig var bleven færdig, følte mig så usikker og nedslåt. Jeg havde arbejdet så græsse ligt med at få det frem jeg vilde, og således frem som jeg vilde. Jeg har havt mange og svære anfægtelser under arbejdet, og været så bange og angst. Min mand har rigtignok trostet og styrket mig med sin aner kjendelse, men han blev dog så træt af det »satans måk fordi han ikke kunde forstå det, eller ialtfald kunde forstå så lidt af det. Fortællingen er nemlig meget længere end den stump der står i »N.T.«2 Nu er vi netop færdig med at læse korrektur på den, men den kommer først ud i begyndelsen af septbr. 3 Da skal jeg sende Dem den. Det havde jeg gåt her og besluttet mig til, længe inden jeg fik Deres kort idag. Det kom vist af den hilsen jeg fik fra Dem i Deres sidste brev til min mand.4 Den var så pen og hjærtelig. Tak for den også! Forresten må De tro jeg har slidt og slæbt med strilemålet. 5 Og så da jeg så trodde det var nokså bra, blev det gjennemgåt af Hans Ross, 6 som skrev til mig at ørene hans blev sønderrevet af de kjøns og endelses-fejl jeg havde begåt i mængdevis. Jeg har lovet mig seiv at jeg aldrig mere skal ta mig på en sådan ting, – ikke for alverdens herlighed engang. Endskjøndt jeg er bange for at trætte og opholde Dem for længe kan jeg dog ikke nægte mig den fornøjelse at fortælle Dem hvorledes det gik til at jeg kom til at skrive »Sjur Gabriek. Jeg sad og lavede på en fortælling om en gut, som lider meget i sin barndom og dør som 18 års student. Da jeg var kommen et stykke ind i fortællingen måtte jeg ha hans forældres fortid med. Jeg gik da tilbage til dem, med den hensigt at la bogen udkomme i to hver for sig uafhængige bind. Da jeg så havde fåt færdigt en hel del om forældréne, måtte jeg også skildre deres slægts fortid og så sprang jeg til guttens forældres bedsteforældre, som er Sjur Gabriel og Oline. Nu er det altså me ningen at denne første bog skal følges af to andre, 7 og at de alle skal kunne læses hver for sig, uagtet de hænger sammen. Hvis jeg nu bare formår at få dem færdige!

405

*

Amalies brev til Jonas Lie 24. jan 1902. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]

De spør om hvad jeg seiv ta’r mig for. Jeg holder på med afslutningen af Hellemyrsfolket. 2 Men det er et svært arbejde. Jeg ved ikke når det blir færdigt. Syg har jeg også været. Meget og flere gange. Så, når jeg ikke kan skrive læser jeg an dres bøger. Igår læste jeg Deres sidste op igjen. Gode bøger læser jeg altid flere gange. Gud bevare mig, for en bog det er! Alle de underlag, alt dette som har skabt hvad vi ser og føler og oplever, ja det er noget – jeg vover at sige – enestående. Ja, nu har jeg siddet her og grædt, mens jeg har skrevet disse linjer.

Grædt af glæde. For det, De skrev. Når jeg nu græder, er det altid af glæde. Før var det altid af sorg, jeg grad. Med den hjærteligste hilsen til Deres hustru er jeg Deres hengivne Amalie Skram.

*

Amalies brev til Sophus Schandorph 20.feb 1895. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Og dernæst, seiv om jeg kunde »læse op«, så kunde jeg ikke læse op »Hieronimus«. For jeg vilde komme til at græde. Endnu den dag idag kan jeg ikke snakke om bogen – for alvor mener jeg – uden at bli fuldstændig vibrerende indvendig og udvendig.

*

Amalies brev til Sophus Schandorph 4. nov. 1900. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

alle dem, der lider, som jeg har lidt! Tak for din bog, 2 Du kjære gamle høvding og trofaste bannerfører. Jeg kan og tør ikke nu fordybe mig i at snakke om den. Sidder i

anstrengt arbejde for at få ud en bog til jul, 3 som skal skaffe de penge, der gir os brødet i munden, Johanne og migselv

*

Amalies brev til Sophus Schandorph 9. mars 1889. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

de bare er konfirmeret og har antruffet et pigebarn på gaden, som de har fåt lov at følge hjem. Tak for dine gode ord om »Bobler«. Ja, jeg tror nok, at/år jeg den

fortælling færdig nogensinde og endnu mere, får jeg den til slig som jeg vilde ha den og ved den skal være, så blir den bra. Men der er langt frem, og det blir mit allervanskeligste stykke arbejde. Og så skal jo først »Hellemyrsfolket« være afsluttet med sine to resterende bind.2

Det værste er at jeg i hele vinter lige siden i slutten af august siet ikke har arbejdet, ikke det bøs! Siden jeg skrev sidste akt af »Fjældmen nesker«, som sendes Dig idag, har jeg ikke sat pen til papiret, uden for at skrive et og andet fillebrev og læse korrektur på »Lucie«. Det er en styg dovenskabs rid som har fåt magten med mig og det ser ud til ikke at ville bedre sig. Og så mangler jeg lyst og tiltag.

*

Amalie til Vilhelmine Ullmann 14. mars 1885. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Som sagt det kunde ikke være travlere for mig end netop nu, for jeg har lovet Hegel at besørge et korektur ark om dagen, og samtidig holder jeg på at skrive slutten nu. Rigtignok er det Skram, som læser korektur for mig, men jeg må sidde ved siden af og idelig konferere, for han er jo ikke aldeles stiv i det norske målet; men

*

Amalie til Vilhelmine Ullmann 21 des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Min kjære, snille fru Ullmann! Da jeg idag kom hjem og hørte at de havde været hos mig; følte jeg en virkelig græmmelse over at jeg nu igjen havde været så idiotisk at ikke kunne kjende det på mig at de var i anmarsch. Det viser dog bedst for et, mildest talt uheldigt individ jeg er, at det nu er, jeg tror næsten, tredie gang de har banket på min dør forgjæves. Og det er deml de som så skjælden og så nødig sætter dem i bevægelse for at give et medmenneske den glæde og nydelse at få se og tale med dem. Jeg skulde aldrig talt om det, hvis jegpleiede at være ude, men jeg som altid sidder inde, – uf at der ikke skal være nogen hjælp i at kradse og dunke mig seiv, for så vilde jeg på minuttet gå igang dermed. Men der er desværre ikke den ringeste hjælp i det. Nu i disse sidste dage har jeg jo også en del ærinder at løbe, men alligevel, – skammeligt var det. Når de næste gang får en kjærlighedens og godhedens indsky delse om at se til mig utilgivelige dumrian som ikke bestandig sidder hjemme af frygt for at de skal komme mens jeg er ude, så skriv på et brevkort: behag at holde dem hjemme imorgen, eller ieftermiddag til det og det klokkeslet, så ved jeg hvad det betyder. Der behøver ikke at stå mere end disse få ord, ingen underskrift, – åh gjør dog det fru Ullmann, så vil jeg briste i latter og gå og glæde mig til tiden er inde. – Tusinde tak for deres venlige linier fra igår. »Fru Ring« troede jeg havde været hos dem i begge afdelingerne. ] Er det ikke så, har de ikke læst det altsammen? Tænk, jeg kan ikke huske det. Forresten er jeg mod i hu2 hver gang jeg tænker på denne dame, såsom det ser så småt ud med udsigten til at få hende introduceret i verden. Formodentlig har de vel talt med fru Schjøtt igår, og så var det vel i anledning af denne samtale, at de søgte mig idag, de søde snille, gode menneske.

*

Amalie til Vilhelmine Ullmann september 1883. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

De behøver ikke at sige noget videre idag, men de skal få ro til at tænke på det til en af dagene, da jeg håber de vil være så nådig og god at komme og drikke kaffe hos mig. Og vær endelig ikke bange for at sige akurat hvad de synes. Spørg bare fru Schjøtt, – hun vil kunne sige dem om det er det jeg vil, eller ikke. Jeg må få det læst for nogen hvis mening jeg har tillid til. Mens jeg skrev på det syntes jeg, at jeg havde fået det til, men igår da jeg så det igjennem sank hjærtet tilbunds i mit bryst. Jeg ved godt at det er ækkelt at skulle høre på sligt kram, og übehageligt at skulle sige sin mening, men de har været så sød og god imod mig, at det er deres egen skyld når jeg nu kom mer og drager denne veksel på deres godhed for mig.

*

Amalie til Erik 2. sept. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

I næste uge skal jeg sende dig manuskriptet. Jeg er endelig begyndt at renskrive også den anden fortælling, så nu får du de to til gjennemsyn på én gang, men jeg er ikke bleven færdig med no. 2. Jeg er bleven så tryg for at du skal sige mig ren besked, efter det du sidst skrev, at jeg sender dem med den største ro og tillidsfuldhed.

*

Amalie til Erik Skram 21.mars 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hvis nu manuskriptet er med, så må du altså læse det i guds navn, havde jeg nær sagt. Du vil sikkert finde at fru Ring er et leit og kjedeligt menneske, med sin leddiggang, der er roden til alt ondt. Men du får søge at fordrage hende så godt du kan. Jeg ser allerede nu manglerne ved det. Ikke hvad detaljerne angår, men sådan overhovedet, nei jeg mener med hensyn til indholdet. Du kan tro jeg kvier mig til at du skal sidde der og læse det med dine kritiske øine (på samme tid kan du aldrig være mig for kritisk, forstår du vel) og naturligvis grine på næsen, som er en sød liden næse, og sige til dig selv, at det er noget juks. Men bureauchef Kroghs’ er ikke juks. Den er jeg selv så glad i, for den er så ærlig og sandfærdig. Men jeg ved nok, at jeg ikke tør lade den trykke, i ethvert fald ikke på flere år, for den vil vække en exempelløs forbitrelse og forfølgelse, der vil gjøre alt hvad jeg måske kom til at skrive til en umulighed blandt publikum. Jeg har jo der bespottet kristendommen, kristentroen, bønnen og nåden, kort, alt det, der er helligt på jorden, vil man sige. Men det er slet ikke meningen. Jeg har blot ment at spotte den måde hvorpå kristentroen bruges som puder under, ja rent ud sagt forbrydelser, og at det personlige, menneskelige ansvar ligeoverfor sig selv og efterslægten, er den eneste religion, der ikke går tilbunds, når det kommer til stykket. Men som sagt, trykkes kan det ikke. Det er gået mere og mere op for mig, siden jeg har hørt hvorledes jeg er bleven beskyldt for at ha’e været gudsbespottelig i den uskyldige mdm. Høier o.s.v. Jeg har mistet venner ved den. Så er det jo også kjedeligt at stoffet er ”Gengangeres”. Men det kan jeg ikke hjælpe for. Som sagt, nu får du læse det, og sige hvad du synes, og så sende mig det tilbage strax. Jeg vil føre den tredie ind i samme bog. Det er underligt at sende det fra sig. Vær nu lidt glad i mig, lidt tilfreds med mig, næste gang du skriver. Husk, at jeg lever af dig og de ord du sender mig ene og alene, og husk at jeg elsker dig forfærdelig meget.

*

Amalie til Erik Skram 24. feb. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Når jeg skriver noget så er det altid som drev jeg noget nebenbei. Det er kun en stund nu og da, halvt stjålne fritimer på en måde, jeg anvender dertil, og alligevel får jeg noget færdigt, men om det duer, det er nu et andet spørsmål. Jeg er ganske på det rene med, at hvis ikke de tre småting jeg nu holder på med, kan trykkes – og jeg vil ikke på nogen måde ha’e det trykt, hvis det ikke er virkelig godt, om det er passabelt eller ikke så galt, – hjælper ikke, – så vil jeg slet kun opgive det. Jeg vil ikke holde ved på Poulsens vilkår. Derfor er det en samvittighedssag for dig at du giver mig ren besked, når du har læst det. Og du behøver ikke at bruge omsvøb eller formildende talemåder. Du skulde vide, hvor lidt ømfindtlig jeg er på dette punkt. Jeg var sammen med Sars i et selskab igår. Vi talte om alle de ”haglbyger” jeg havde fået over mig i anledn. leiefolkene, og han gratulerte mig med et strålende fornøiet ansigt med at der nu var skrevet mere om mit produkt end produktet var langt til. Han vilde i mit sted været lykkelig over alle de ukvemsord i sammenligning med hvad han vilde følt, hvis der var bleven sagt: et velskrevet, stemningsfuldt arbeide, som man med tryghed kan anbefale læseverdenen o.s.v. Jeg kunde ikke la’e være at sige ham, at der også fra de hold hvor en sådan udtalelse virkelig vilde været en ros, var mit stykke bleven dadlet og angrebet, og jeg fortalte ham ord til andet hvad Jakobsen [sic] og Kielland havde sagt. Han hørte meget interesseret på det, og det første han sa’e var: hvem har skrevet det til dem? ”En bekjendt, jeg har dernede” – svarte jeg. ”I hvad Kielland sa’e, kan der måske være noget” – mente han, ”men det er så langt fra at han i høi grad har ret, at det tværtimod næsten bliver en uretfærdighed at fremføre anken, fordi den kun er så svagt begrundet. Men det kan jo altid komme dem til nytte, at det er bleven sagt”, føiede han til. ”Hvad jeg har fået ud, er at fortællingen er folk for god” – blev han ved, – de falder i forundring og ærgrelse over at de har kunnet gjøre det godt at de føler sine nerver angrebne. Han havde hørt mange angribe den, men også mange rose den, især damer, og det var damer, hvis mening han brød sig om. Jeg holder fremdeles fast ved min første dom, sa’e han, og jeg tager ikke i betænkning at sige at det er noget af det bedste Tidsskriftet har budt. Der var mange, som hørte at han sa’e det. Der er så meget mere jeg vilde fortalt dig – han duttede mig på med det mest fornøiede ansigt, men jeg mærkede dog, at det havde gjort ham ondt, at jeg engang indirekte havde beskyldt ham for at være feig, – men det bli’er for langt at fortælle om nu. Da jeg fortalte ham det med ”Bimbam” blev han formelig bleg af forbitrelse, men strax efter sa’e han hvad jeg selv også synes, at det, der i den grad ikke rammer, er intet at bryde sig om. Det som assessoren havde skrevet imod mig – det var fem sider langt, kommer ikke denne gang. Sars havde mærkelig nok, fået det aldeles feilagtige indtryk af mig, at jeg nødig vilde ha’e det, og så havde han leveret det tilbage, og sagt at der ikke var plads o.s.v. Nu vilde han sige, at det skulde få komme næste gang, men han vilde forlange at han skulde sætte sit fulde navn under. ”Jeg tænker, at en assessor i Høiesteret nødig tør være bekjendt at skrive i et så berygtet organ” – sa’e Sars, – så det bli’er vel ikke noget af. Assessoren kjender jeg forresten personligt. Amund Helland havde også straks taget ordet for, at det ikke skulde få komme ind. Sars sa’e tilslut, at hvad jeg vilde levere til Tidsskriftet øieblikkelig skulde tages. ”De har skaffet os flere hundrede nye abonnenter især fra Bergen; da Leiefolkene stod anonceret med forfat.’s navn blev folk i Bergen så nysgjerrige, og det var kommen Tidsskriftet tilgode”. – –

 

Uf, jeg gruer så for at sende dig manuskriptet. Jeg er vis på det ikke er noget. Og så er jeg kommen efter at den titel: ”En moderne dame”, slet ikke passer. Det er for pretentiøst, såsom det bare er en skisse, og det hele foregår på én éneste aften. Det er helt igjennem latterligt at kalde det en mod. dame. Den titel har jeg raderet ud, og sat en anden istedet. Jeg skriver ikke mere nu. Jeg er for nedstemt.

*

Amalie til Erik Skram 28. mars 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg har fået dit brev du søde, snille gut som sidder og skriver alt det værdifulde med hovedpine nattens tider. Din kritik er en skat, og du er en perle, men jeg vil ikke omarbeide fru Ring, – det er for kjedeligt – jeg få slippe, og jeg vil ikke skrive et første kapitel med en samtale i, for jeg vil overhovedet være færdig med det kjedelige fruentimmer. Der var så meget jeg skulde sagt i anledning af det du skriver om min skitse, men jeg kan ikke, for jeg er træt efter igår af at danse til kl. 2, og drikke meget champagne, og tale en hel del fransk med en greve som er fransk vicekonsul her

– Du er udentvil den kyndigste dommer af alle i Skandinavien – det er ikke en superlativisk floskel, men min virkelige mening, og jeg er så glad at du har læst mine greier og sagt mig din mening. Jeg skal ganske vist få nytte af alle de udmærkede vink, hvis jeg skriver noget mere. Men fru Ring, vil jeg som sagt ikke røre ved mere. Slutningen er lidt lavet, – åja herregud, – det er nok sandt, men ikke så græsselig sandt endda, for tilfældet spiller jo som oftest første violin her i verden, og der er intet til hinder for, at det brev kunde komme netop den aften. Det kunde også være bleven borte, hun havde så alligevel ikke taget nogen gift, hun, – men dette gjør det meget letvindtere for mig. At lade det stå hen, og la’e der gå nogen tid, og vise hende endnu mere reduceret, og så lade brevet komme, det bli’er så besværligt, – og som sagt, – det laveri er ikke med det værste. Hvad skulde der være iveien for at brevet kom? Du må ikke være for strid med et menneske heller, og især ikke med en begynder, husk det. Og så det om et første kapitel for tydelighedens skyld. Du har sikkert ret naturligvis, – men jeg synes på den anden side at man godt skimter hvorledes hendes første ægteskab har været, både i det hun siger om Nils, som jeg synes røber en langsom begribelse, at du ikke strax vidste var manden, man skriver da ikke for et publikum, som skal ha’e det ind med ske’r heller – og i det om hans photograferen, og i det hun siger til kusinen om ikke ét ægteskab er nok og om processen. Der kan ikke stå mere om det som det hele er lagt, for husk hvor gammelt det er for hende hvor færdig hun er med at gruble og være bedrøvet over alt det. Hvorfor fru Ring kjeder sig? Det er jo bare fordi hun har stof i sig til at undgå at kjede sig. Hun har lidt indhold i sig, som ikke blier udnyttet, det er det som nager hende; hun ved det ikke selv, – der er mange som går og lider og lider af samme grund uden at vide hvorfor de er lei af sig selv og hele stasen, – de som blier udnyttet til mindste evne, er de lykkelige, de få, de forsvindende få, de udvalgte. Havde fru Ring ikke havt ubrugte evner, så vilde hun ikke ha’e kjedet sig; kun været forlystelsessyg og tom naturligvis, men uden at mærke det eller lide ved det. Det er kvinder som fru Ring det er synd i; det er synd i dem at de opdrages så slet, at de fra barndommen af ledes hen til det, at blive en mands kone, og ikke et menneske. Man skal altså forstå af sig selv hvorfor hun kjeder sig. Fru Ring kunde ikke ”spotte” over processen, – hun har altid været udenfor sin mands leben und treiben, gået ved siden af alt det; slet ikke bekymret sig om hans greier. Hvad hun alligevel ved, har hun ikke kunnet undgå at høre. Jeg kan ikke indse at der er noget iveien med samtalen mellem kusinerne. Det er de mange uenigheder og pripne samtaler fra før, når fru Hansen vilde ha’e fru Ring til det eller det, – der ligger under, og gjør tonen som den er. Men hør sig mig nu, – skulde jeg helst la’e være at trykke den? når den har så mange mangler, – og jeg er vis på du ikke har sét dem for skarpt an, så synes jeg ikke det er værdt. Jeg er vis på jeg kan få den i Tidsskriftet, men som jeg før har skrevet, – jeg bryder mig ikke om det hvis den ikke er virkelig god. Og det er den ikke. Vil du gjøre mig den store tjeneste at sætte mærke ved alle de udtryk som er for drøie, – (jeg kan absolut ikke fatte, at der findes sådanne,) og har du bedre, så skriv dem over med blyant, og ved de verber, der heller skulde været imperfekter, og ved de ordelag, du ikke synes om i samtalen mellem de to damer. Ved du, forresten, – hvad jeg tror, – at damer bedre vil kunne forstå fru Ring end herrer kan det. Og så må du sende mig bogen meget snart tilbage, – hører du. Ja, så var det ikke mere, – jo det er sandt ”Bureachef [sic] Kroghs”! Jeg synes ikke du har ret i at man ikke kjender Krogh. Jeg ser og kjender ham så tydeligt, at jeg ved på en prik hvorledes han ser ud, ja lige indtil den måde han spiser på, og klæder sig af på om aftenen. Han er så kjendelig ved det, der siges, at der slet ikke skal siges noget. Og hun også. Tror du hun ved om hun holder af ham eller ei? Slig en slavekvinde, for hende gjælder det: alting skal så være, og naturligvis er hun sanselig, ellers havde hun på en eller anden vis gjort oprør. Du skulde hørt hvad fru Wullum sae om den! Og hun skjønner sig ikke så lidt på bøger; jeg har hørt så mange forstandige domme af hende; og hun sa’e engang at din bog var en af de ”skønneste” hun havde læst, – rent ud et herligt arbeide, sa’e hun. Men det kan nu være det samme det om ”Krogh’s” for den vilde jeg nu alligevel ikke ha’e trykt, af andre grunde end dine. Idetheletaget er det forresten kjedeligt at skulle skrive, rent ud et kors man går og slæber på: igrunden begriber jeg så lidt, at jeg gider, men jeg kan ikke la’e det være heller. Jeg ved godt at jeg er flink, men jeg er ikke flink nok; ikke så flink at jeg, hvad man kalder, får det til. Men jeg er slet ikke bedrøvet over det, må du tro, – det skulde jeg nu egentlig være, men jeg kan ligesålidt ta’e mig nær af at jeg ikke får det til, som jeg kan angre på noget jeg har gjort. Forresten var det en glæde at se, hvor alvorligt du tog på det, at du dog havde fundet, der var noget ved det; jeg var så forberedt på, at du vilde skrive: nej min lille pige (nu snakker jeg dansk, og hærmer efter dig, du skulde bare høre!) det må du ikke befatte dig med, eller sådant noget. Og det synes jeg forresten gjerne du kunde ha’e gjort; så havde jeg lagt det på hylden for bestandig, og været glad og lettet ved det.

Jeg har taget konvoluten op igjen, for at sige dig, at du har så uhyre uret i meget af det du siger om ”Krogh’s”. Han skulde ikke vide at han skulde dø efter at han var bleven sengeliggende, og kun havde et par måneder igjen. Jeg ved med vished om flere som har vidst det, og talt om det; en var et ungt menneske på 21 år som døde af tæring inde i Hardanger, hvor jeg med andre, lå på landet. Det var ingen af hans nærmeste hverken lægen eller moren, som lagde skjul på det da, – de gik endog og prøvede på at omvende ham, og bad ham betænke hvor snart nådetiden var forbi. Han sa’e til mig: når de bare vilde la’e mig dø i fred. Og dette var intet exceptionelt tilfælde. Men jeg har mærket engang før, – det var i Gøteborg, at du ikke rigtig ved hvorledes de som farer med at være kristne har det, og hvilket præg det giver dem. Jeg er sikker på der er noget i dette. Meget mere vilde jeg ha’e sagt, men det får være til vi træffes.

*

Amalie til Erik Skram 4. april 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Det var et kort og snippeligt brev idag, min elskede, og så var det ovenikjøbet opfyldt med bare snak, om det kjedelige stykke. Nu må det dog være nok. Vi taler ikke mere om det, ikke hvis vi treffes heller, det er så flout – og jeg ved jo nu så god besked om hvad du synes, du stygge vigtigpér, som jeg skulde ha’e lyst til at se fornærmet ud på. Nei naturligvis skal det ikke komme i Tidsskriftet, når du ikke synes det; jeg er glad, jeg slipper, havde jeg nær sagt. Men Sars har jeg lovet, skal få læse Bureauchef Kroghs, som fru Wullum imod min villie har gået og talt om som noget udmærket, og gjort ham nysgjerrig efter at læse, og nu er jeg bleven nysgjerrig efter at høre hvad han synes. Så får han jo også læse fru Ring. Men det gjør ingenting. Selv om han skulde bede om det til Tidsskriftet, får han det dog ikke. Hele greien skal brændes sammen med alle de overflødige breve og papirer, som skal kastes i ovnen nu til flytningen. Jeg vil ikke ha’e bogen liggende, for så resikerer jeg gjerne at komme til at gå og tulle med det bagefter, og jeg vil ikke vide af det mere. – Jo, – jeg tror virkelig at du er den bedste dommer jeg kunde finde i de 3 lande – jeg vilde ha’e mere tillid til hvad du sa’e end til G.B. f.eks. fordi han er for lyrisk, for meget digter, når han kritiserer. Men herregud, derfor kan jeg vel få lov at bruge lidt mund. Jeg ”underkjender” ikke hvad du siger – er du gal? men jeg forsøger at snakke lidt imod. Den fornøielse må jeg dog vel kunne ha’e. Du ta’er virkelig feil. Jeg kan ikke gjøre det bedre, og hvad det angår at jeg skulde skrive ud af min sjæls indhold – da er der ikke tale om at jeg vilde det. Naturligvis ved jeg langt bedre besked om fru R. end jeg giver i stykket, – men fru R. selv ved ikke noget synderligt om sig selv; hun er ikke kommen længer end til at være forundret, som jeg var, da jeg var bleven forelsket i dig og til ikke at kunne finde rede i noget. Mange kommer aldrig længer. Jeg vilde ikke skrive om mig selv, ikke for aldrig det! Ja, det har du ret i, at hvis jeg gjorde det, så blev det en anden greie. Du kunde gjøre det; du kunde kanske skildre en kold og træt kvinde ved det du ved gjennem mig; du vilde få det til, for du vilde ikke generes af den undseelse der holder mig tilbage. Nei, om andre vil jeg skrive, om det jeg ser og føler gjennem andre, – men selv vil jeg gå i graven med mig selv. Forresten er det ikke sandt, – jeg vil slet ikke skrive mere, – jeg vil ikke ha’e det mas og slid til ingen verdens nytte, uden den at blive råbt ak og ve over, og blive rakket ned i skrift og tale. Du er forresten så sød – det irriterer dig, at jeg ikke har skrevet noget feilfrit, jeg havde nær sagt fuldkomment, men husk at den kunst der er fuldkommen, interesser[er] ikke længe. Deraf de skiftende skoler. Den dysser os ind i en blød og nydelsesfuld tilstand af hvile, der snart kunde lulle os i søvn. Foran den sixtinske madonna kunde jeg af bare velvære og fryd, glide over i den saligste søvn.

 

Jeg havde halvveis ventet et brev idag istedetfor alt det du ikke havde skrevet til igår, men nei, der kom intet. Derfor skal jeg skrive meget mindre til dig end jeg havde tænkt. – Jo mere jeg tænker på alt det du siger om fru Ring, jo bedre forstår jeg alle dine indvendinger, og jo dybere ser jeg ned i dem. At du havde ret, vidste jeg naturligvis strax, men jeg havde ikke fået sådant tag helt ned og omkring alle dine antydninger og meninger, som jeg nu har. Det er så soleklart altsammen nu. Og det er jeg så glad for, thi først således kan det blive af virkelig nytte for mig. Du siger at jeg bare har ”antydet” fru Ring; ja det var det jeg havde sat mig i hovedet at jeg vilde; jeg vilde bare ganske diskret antyde, for jeg syntes det faldt så aldeles af sig selv, at alle måtte forstå hvordan hun havde det, og hvorledes det var gået til med hende, at jeg var bange for at fortælle noget så fortærpet og gammelt. Du må vide jeg gik og spekulerte stærkt på, at stryge hele afsnittet om Johanne fordi jeg syntes det var en kjedelig gjentagelse af alt det, der var sagt og sét i det første afsnit. Og jeg var så sikker på, at du strax vilde sige, at det om Johanne måtte væk. Jeg så igåraftes Hamlet med Hammer i titelrollen – Han var over forventning god og rystede mig flere gange op af min døs. Vanvidsscenen som fru Hansson gjorde nokså bra, fik mig til at græde lidt. Iaften skal jeg se Odette, hvor fru Gundersen skal være en ”åbenbaring”. –

*

Amalie til Erik Skram 1. aug. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Kan du få tid, så kjøb et par af de bøger du ved, til renskrivning af komedien med dig, når du er i Kjøbenhavn. –

*

Amalie til Erik Skram 1. okt. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg har slet ikke været så gesvindt med fru Ring som du tror. Jeg havde arbeidet meget på det før vi mødtes isommer. Jeg er rasende bange for din dom. Forresten kommer kun den ene halvdel der, den er bleven så svært lang, resten kommer senere.

*

Amalie til Erik Skram 16. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Så er der et Dagblad til som du skulde havt, men det vil jeg ikke sende dig før jeg har fåt [sic] bede dig om for alt i verdens skyld ikke blive vred eller lei eller krænket på mig. Jeg er så rasende bange, så rasende bedrøvet over at jeg har skrevet det, men det var indleveret for over en uge siden, og havde jeg set din anmeldelse med de søde ord om hvilke skikkelser literaturen får tilført fra det ”Unge Norges” leir,- jeg havde strøget hele den sidste ækle, vigtige passus. Helst vilde jeg lyve og lade som om A.M. slet ikke var mig, det kunde jo være hvemsomhelst,- men for det første går det ikke med at lyve for dig Erik, og for det andet vilde du kjende ordene igjen – da jeg har skrevet i lignende udtryk til dig, da vi talte om Nansens bog. Men hvis du mærker at man blir vred dernede, kan du så ikke for de andre lade som om det er en ung fyr eller sådant noget og bestemt afvise at det skulde være mig, hvis nogen sa det. For de andre kan vi altid lyve lidt. Jeg er bange for at støde folkene dernede,- de var jo alle så snille og venlige mod mig da jeg var dernede, og jeg vil jo så nødig opvække nogen unødvendig uvillie mod mig. Det er i Dagbladet for iaften det står, og det er en anmeldelse af Dr.manns bog, og jeg tænker det alligevel er bedst du får det med engang, da du ellers blir for nysgjerrig, og tror det er værre end det er. Men jeg sender bare den del af bladet hvori anmeldelsen står, for jeg har selv ikke læst det andet. Jeg skjælver af bedrøvelse af frygt for dig, for det er stygt af mig siden jeg er din og du er min og siden du er dansk, og jeg er norsk. Tilmed er det heller ikke godt skrevet, og ikke rigtig holdbart,- uf at jeg skulde skrive det; – det hele produkt har jeg rasket fra mig i en fart. Skriv straks du har læst det, og skjænd heller på mig end vær bedrøvet og forundret over mig, din forundring især kan jeg ikke tåle, for den betyder en ny skuffelse ved mig, den betyder at du siger til dig selv: jeg forstår ikke at Amalie kunde gjøre dette, og det kan jeg ikke holde ud! Min elskede tilgiv mig, jeg elsker dig du søde.

*

Amalie til Erik Skram 16. jan. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Ja stryg du bare af mit skriveri, hvad du vil. Jeg ønsker inderlig at jeg havde været hos dig nu for at få se hvad du mente med dette at gjennemarbeide min artikkel. Du kan tro, jeg skal lade dig lære mig alt hvad du kan lære mig på dette område. Aldrig skal du have havt en lærvilligere, lydigere og mere beskeden elev. Det er kun når du udtaler noget, som viser at vi tænker modsat, at vi mangler muligheden for en virkelig forståelse,- det er da, at jeg steiler. Det gjør mig så rasende ondt, det stikker og slider i mig, og smerte er jeg så forhadt på,- jeg kan ikke fordrage at føle nogenslags pine,- jeg blier straks utålmodig og vil slå eller tie den fra mig. Siden jeg har havt anledning til at vise dig mit ilske i vore disputter, tror jeg det vil overraske dig at se hvor uhyre medgjørlig jeg vil være, når du klandrer mit arbeide, vil vise mig feilene der og hjælpe mig til at gjøre det bedre. For jeg elsker ikke mit arbeide,- det vil sige, jeg elsker at arbeide, men alt hvad jeg får færdigt, vilde jeg med glæde på ny styrte mig over, og rive istykker for at gjøre det om og få det rigtigere, når der blot var en, som pegte på feilene og sa’e: så og så skal det være. Det er mine meninger, ja det vil sige mine livsens grundmeninger jeg elsker, dem jeg ikke kan røre ved, uden at hele min åndelige habitus falder overende. –

*

Amalie til Erik Skram 17. aug. 1888. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Så må Du sende mig sammen med dette en blå bog magen til den Du kjøbte sidst, for at jeg kan få skrive rent de to sidste akter og sende Dig. Jeg er snart færdig med sidste akt, men jeg tror neppe den er god. Men så kan den rettes. Pakken, hvis det blir så at Du sender den, må adresseres til kroen ligeledes brevene, for der bor jeg nu siden de to hekser er rejst.

*

Amalie til Erik Skram 19. aug. 1888. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg kan ikke skrive, jeg er så fortræet indvendig.

*

Amalie til Erik Skram 19. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Nei du, jeg vil ikke sige dig hvilke forandringer jeg er misfornøiet med, det vilde koste så mange ord, for jeg vilde ikke kunne la være at motivere det, og det er så kjedeligt. Vent du bare til vi kan tales ved, så skal du nok få besked. Jeg er forresten bleven så umådelig rost heroppe for den artikel, så jeg har al mulig grund til at være mere end tilfreds med den. Naturligvis har den sådan overhovedet vundet uhyre ved at du har bearbeidet den, men der er dog enkelte ting som jeg med detsamme græmmede mig over var gjort, og som jeg bestandig vilde ønske ikke var gjort.

*

Amalie til Erik Skram 19. jan. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Nu har jeg for 4de gang tærsket igjennem dine 3 eller 4 sider lange indvendinger mod ”storværket” og [”]bestemte faktorer” og sammenhængsbundne, og jeg er ikke istand til at forstå hvad det er du mener og tænker på. Jeg ved at der er god og fornuftig nok mening i alt det, og jeg synes det er ufordrageligt at det går ud, men skriftligt kan det ikke nytte at forsøge på at forklare dig hvad jeg har ment. Jeg opgiver det. Stryg og skalt og valt som du vil. Netop dette sted var L. Holst så glad i, fordi det i stor udstrækning og i få ord gav hvad netop der skulde siges. Jeg kan ikke begribe at du ikke også er glad i det sted. Vi bruger ikke denne ækle pluralisform ”deres” sådan i flæng som I danske; vi bruger sin, og har deres naturligvis. Jeg læste det to gange det sted for Holst og Helland og ingen råbte på noget ”deres”. Det var ikke at teologerne svarte som var harmeligt,- men det var måden. Du skulde ha’e læst det; ingen brav mand eller kvinde kan mindes det uden at vredes. Jo, det var netop sine hjærner de lagde i blød – du skulde kjende de morsomme historier om Heuch og Caspari fra dengang; det er netop betegnende for det virkelige forhold at sige, at de lagde sine hjærner i blød. – Nei, men du, jeg vil heller ha’e artikkelen tilbage. Ikke fordi jeg er fornærmet eller stødt ved hvad du har sagt min sødeste, elskede ven, men fordi jeg umulig kan være tjent med at du skriver den om. Du håner så det om allegorien. Lad mig sige dig at Bjørnson f.eks. vil sætte mest pris på det om allegorien. Der må allegori til, ikke for mig men for de menige. Det er for dem det hele er skrevet. Lad mig få det tilbage! Jeg sætter det ind i ”Verdens Gang” med enkelte modificationer af angrebene på kristendommen. Det er ikke fornærmelse, men jeg liker ikke dette at nogen skriver om hvad jeg har sagt. Og det er unødvendigt. Lad os bare få den op til os; her vil det ikke vække denslags grublerier. –

*

Amalie til Erik Skram 20. jan. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

– Jeg har tænkt mere på det du skrev om min afhandling. Hvad du har strøget i indledningen, vil vistnok kun være til gavn for tingen; jeg kan godt gå med på at den er for bred, og mulig er den også for kras; kan du her ændre noget uden at meningen forkvakles, så gjerne. Og hvis det kun af selve det om ”Over Ævne” er det ene du skrev om igår, som du stryger, så er det jo ikke værdt jeg får den tilbage, hvis du ikke måske selv tænker det ligegegodt [sic] at så sker. Bare vi havde været sammen, så vi kunde talt om det du finder meningsløst; jeg skulde gjort mig så meget umage for at forstå hvad du mente; men skrive om det må du ikke; det vil være ørkesløst, og så er det så kjedeligt, og tager for meget af den kostbare tid og plads op elskede. Det er brav nok at du har rettet ”nuancer” til ”forskjelle”, kun at det aldrig vilde siges på norsk. Vi har ikke pluralis af forskjel, ja, har nok, men bruger den aldrig; vi siger da forskjelligheder, eller mange slags forskjel, forskjelle aldrig. I den forbindelse, vil forskjelle klinge absolut komisk i norske øren. Jeg har atter studeret dine indvendinger om ”storværket” o.s.v. og jeg kan ikke få sammenhæng i hvad du mener; for hvis jeg skal forstå det som det står og efter min simple forstand, så bliver jo du så hestedum, og derfor må du mene noget, jeg ikke får tag i. Hvorledes er det f.eks. muligt at du kan spørge hvad ”det” i sætningen: ”det er dens indre sandhed” o.s.v. går på? Som om det går på noget! Hvad jeg har tænkt og ment er dette, og kanske kunde det stå således udtrykt (Se på det andet papir)

Husk at figurerne er allegoriske, og at de har at være et typisk udtryk for de mange. Det er jo netop dette, der giver en skikkelse sin indre sandhed, og det er dette som i mine øine gjør den til et storværk. I ”Over Ævne” er der ikke en figur, som kan påvises at have en eneste feildraget eller blot mindre rigtig linie, og netop af den årsag som overfor er sagt. Men hør,- det blir vel bedst, jeg i ethvert fald får skriveriet tilbage for at renskrive det; ja, det ønsker jeg udtrykkelig, såfremt der er tid, og tid må der jo være i massevis. Du skal i tilfælde få det straks tilbage; hele greien vil tage 5 dage. – – –

*

Amalie til Erik Skram 24. jul. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

På stykket arbejder jeg i mit ansigts sved. Aa hvor jeg arbejder!

*

Amalie til Erik Skram 28. aug. 1888 (el. 21. aug.). Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Min kjære mand! Idag har jeg sendt 81 sider manuskript til Langhoff. Det er bleven gjennemlæst godt og rettet her og der. Tak for pakke og den blå bog. Iovermorgen, torsdag kommer jeg om aftenen. Lad der være åbent.

*

Amalie til Erik Skram 28. juli 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

– Ja naturligvis kunde og burde jeg været med dig. Jeg er vis på jeg havde likt mig forfærdelig godt, men så havde jeg kanske ikke kunnet være så flittig på mit arbejde, som tilfældet er her. Forresten går det langsomt og skidt. Det er egentlig kun første akt, som er helt færdig.

*

Amalie til Erik Skram 31. juli 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Johanne har jeg et par gange skrevet til. Jeg havde nemlig glemt begge de sidste akter af mit stykke, og kunde ikke gå videre i mit arbejde, inden jeg havde dem. Ikke for det – jeg bruger ikke et ord af hvad der står, men alligevel jeg ha det. Nu er anden akt færdig, og jeg tror virkelig – ja, ja jeg siger ikke mere, du kan selv se når du kommer, og får høre. Heldigvis vidste jeg på en prik hvor de lå, og så fik jeg dem også og et lidet brev, der begyndte med: kjære frue og endte: deres tjenerinde Johanne.

*

 

Forleden meddelte Dagsavisen at fru Skram arbejdede på en ny roman, der skulde udkomme til høsten. Hvordan de nu kan gi sig til at skrive sligt. Jeg holder det aldeles hemmeligt at jeg skriver på noget. Ingen aner det. Jeg kan ikke fatte at fru Juel-Hansen kan læse op for mig så snart hun har skrevet en side, som nu med hendes nye novelle. Igår fik jeg igjen bud at jeg måtte komme for at høre på, og noget så ufærdigt som de to sider hun læste, kan du ikke tænke dig. Ja, jeg forstår det ikke – jeg generer mig nu lidt på det område.

Amalie til Erik Skram 7. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Du har havt meget stræv med at skrive min artikel om,- jeg takker dig for det arbeide du har lagt derpå. Om de forandringer du har foretaget kan vi tale en anden gang. Der er nogle jeg ikke er fornøiet med, men andre som jeg er glad over.

*

Amalie til Erik Skram 12. aug. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Ja min søde kjære ven, jeg har ofte tænkt det samme som Du at det var frygteligt, vi blev igjen heroppe i dette Sibirien-Natland, men gud véd alligevel. Småen har havt det dejligt, tiltrods for vantrivselen i begyndelsen, og hvis jeg nogensinde får bogen til som jeg vil, så vil der ingen tvil være om at mit ophold i Norge har bidraget meget til det. Havde jeg bare vært arbejdsdygtig heroppe, så kan der ikke tænkes gunstigere vilkår end dem opholdet her frembød.

*

Men småen vækker mig fremdeles om nætterne og jeg føler mig ikke noget videre pig om dagene. Og så nu disse lusene! Alt sammensværger sig mod mit arbejde. Men kan jeg blot inden jeg rejser hjem, komme rigtig dybt ind i bogen, så har jeg fåt så mange og friske impulser tiltrods for alt heroppe, at jeg nok kan skrive videre i Kjbhvn.

*

Amalie til Erik Skram 12. aug. 1897. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

N. har ikke vært i ondt lune på den måde, Du har opfattet mine ord. Tværtom har han aldrig vært snillere og blødere end netop i sommer. Men han har af og til sét så bedrøvet ud. Forresten er det vist mest min egen indre tilstand, som har gjort at jeg ikke har fundet mig så vel. Jeg har hele tiden længtes tilbage, for at være ganske alene med min sorg og mit arbejde. Du forstår naturligvis vel nok hvorledes jeg mener det når jeg siger, at jeg misunder Dig din ro og ensomhed. Når man har et arbejde som skal og være færdigt, og hvis ufuldførthed ligger på en som en knugende vægt, så er ”herregårdsliv” ikke at foretrække for den tilstand der netop bevirker at en kan arbejde. Men naturligvis forstår jeg godt, at Du er ensom og har det ondt – bare den dårlige maden eller ingen mad – jeg har jo selv flere gange siddet derhjemme muttersalene og skrevet, så jeg ved, hvad det er.

*

Amalie til Erik Skram 12. juli 1897. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Augusta. Det må være mellem 12 og 4. Og til hende jeg dog gå. Altså skal jeg der imorgen. Og imorgen havde jeg også tænkt at bringe en stor del manuskript til Hegel.

*

Amalie til Erik Skram 13. nov. 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal.> – § 2 references coded [21,25% Coverage]

Det var ikke Krog jeg talte om – han er god nok; det var Krag. Og mine bemærkninger fremkom som svar på det, Du skrev om den flotte tone i hans brev fra Capri.

Jeg har ikke tid til at skrive i detaljer om småen min kjæreste Erik. Du ikke bli lej for det. Du skulde vide hvor lidt tid jeg får til at skrive; og nu kan jeg skrive. Men småen hæfter mig en hel del, om morgenen, ved læsningen, og ellers naturligvis

*

Som sagt – det er dejligt at ha småen med, men nægtes kan det ikke, at hun hæfter mig. Som i søndags da jeg netop havde fåt ordnet papirerne og skulde til at skrive, da kom hun fortvivlet og havde gjort sig så over alle grænser ud. Det var frygteligt at ta fat, og få hende ren igjen. Jeg nænned ikke at slå hende, fordi hun straks kasted sig ind til mig, og bad så jammerlig for sig. Hun havde vært på øen forklarte hun og vejen var så lang, at hun ikke kunde holde på det. Jeg tror nu ikke, det sker mere. Så var det mandagen; da havde jeg akkurat fåt sat mig til skrivebordet, idet hun kommer hylende: mamma mamma hjælp mig! Det klang gjennem hele huset. Du kan tænke Dig min forfærdelse. Hun var søkkende våd og mudret fra fødderne til bæltestedet, og skjalv af skræk som et espeløv. Hun var gledet ud derborte på øen; øen er nu forresten bleven forbudt. Så måtte jeg la arbejdet fare, og ta fat med hende, stakkeren.

*

Amalie til Erik Skram 16. mai 1889. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg har så meget på hjærte idag, og så er jeg svært trist fordi jeg atter har vært syg, forkjølet og upasselig og ude af stand til arbejde; det er nemlig så aldeles umuligt at få hjernen til at virke som den skal, såsnart der blot fejler mig det bitterste. Jeg har så tit sagt til mig selv: å pyt, sæt Dig bare til og vær flittig; det er igrunden dovenskab. Og Du bruger den smule forkjølelsesuvelhed gladeligt som påskud. Men nej, det har ikke vært mig muligt; jeg har måttet opgi det og pent lægge mig bort på sofaen undertiden med grædenes tårer, eller også er jeg sovnet på stedet. – Der skal nu også et meget ihærdigt og anstrængt arbejde til denne gang. Jeg må nemlig holde på så længe med min hukommelse, forestillingsevne, smule kundskab eller viden besked om de ting jeg sysler med, holde på så længe at alt det jeg vil ha frem personer (- deres indre og ydre) interiører, gadescener og alt det Du ved, lugten atmosfæren o.s.v. at jeg har alt alt hver en eneste smittel og smule fotografisk inde i hjernen og ligeledes ved alt hvad disse mennesker tænker, føler og siger, eller vil, eller vilde gjøre. Det er det som er mit egentlige, virkelige arbejde når jeg skriver. (At gjengi det på papiret når jeg først selv har det inde er langt lettere.) Jeg er kommet efter det nu. Og det anstrenger hjernen, ikke andre dele eller organer, ikke spor, ikke engang hodet såpas at jeg får hodepine, men bare, bare hjærnen. Det er liksom jeg stadig må grave i den for at finde en stump af noget, en trådfin, spiralformet elastisk stump, som jeg så må trække i, og hvis jeg formår ikke at slippe taget får jeg slidt ud af hjernen hvad jeg vil, men glipper det, er alt spildt for så springer den elastiske tråd tilbage og jeg må gi mig til at grave og grave og søge på ny, indtil jeg finder stumpen, og undertiden varer det længe. Og jeg synes liksom at der findes mange så’nne trådstumper inde i hjernen på mig, side om side eller hulter til bulter. Dette er noget dumt skidtprat som Du læser uden at læse. Men jeg kan jo ikke klage mig til nogen anden end Dig, ikke engang til Ludvig, for ingen forstår det og det gjør vist Du heller ikke, ialtfald ikke mere end så nogenlunde, men mere forlanges heller ikke.

*

Forresten må Du bare ikke tro at jeg på bunden af mit sind er modløs ligeoverfor mit arbejde. Tværtom, jeg er ganske sikker på at jeg får og skal få det til; det gjælder bare at gi tid og at arbejde. Men jeg er svært nedslåt over at det ikke har gåt fra hånden som jeg vilde. ”Der e mongi vakker jente, som e gla’ når ho står brur, men da gjek’kje so ho vidle, dafyr vardt ho idl og sur”, heder det i visen og sådan er det også med mig. Det hjælper ikke at jeg siger til mig selv: Du har jo så sjælden vært rigtig frisk og førlig til arbejde heroppe. Det er derfor. Det græmmer mig ligemeget alligevel at jeg skal komme tilbage med næsten ikke halvdelen gjort af det jeg vilde ha gjort. Ja, for nu tænker jeg på at rejse snart, hvis Du bare kan sende mig nogle penger. Men kan Du det?

*

Jeg kan forstå at der intet har vært at få hos Salmonsen, og så har Du ikke villet bedrøve mig med at nævne det. Ja ja, det er nokså forgalt at jeg til dato altså har skrevet de to bøger uden at få noget honorar for dem. Dengang fik jeg dog ret at det var bedre at ha en forlægger end ikke at ha en, hvilket sidste Du påstod just var det prægtige.

Nej, men forstår Du, jeg tror altså ikke at jeg blir forhærdet nok til at tåle klimatet, i den tid, jeg selv under de gunstigste omstændigheder, kunde bli borte. Ja, kanske, hvis jeg var her til hen på høsten, men det blir forlænge. Og da disse stadige forkjølelser hindrer mit arbejde, synes jeg det er dumt at bli til månens slutning engang, som jeg havde tænkt og Ludvig så uhyre gjerne villet. Jeg tror at det nu vilde lykkes mig bedre at få skrevet hjemme, fordi jeg er kommet så dybt ind i min bog at jeg kan fortsætte når og hvor jeg vil, når jeg bare er frisk. Og dette at arbejde sig helt ind i arbejdet har denne gang vært en hovedanstrengelse, fordi det jeg skulde skrive om var kommen til at ligge mig så fjernt. Sjølivet ombord i ”To V.” var mig langt, langt nærmere. Og altså det har jeg vundet ved at være heroppe, det at få ordentlig begyndt. Det står så vist og klart og sikkert for mig at det vilde vært mig en umulighed at få begyndt i Kjøbenhavn. Jeg vilde ialtfald være blet vanvittig mindst under slidet. Dette at være i Norge at snakke daglig med Ludvig om Bergen o.s.v. har hjulpet en hel del. Og så er der det, at jeg, alle mine forkjølelser tiltrods, har samlet mig en masse kræfter, tænk al den søvn jeg har havt, og det regelmæssige liv, og mit baghode som er brilliant og al den ro jeg har fåt over mig. Alt dette ved og føler jeg er rejsens skyld, og derfor er jeg så uhyre glad fordi jeg kom afsted. Var jeg bleven i Kjøbenhavn vilde jeg fremdeles gåt og hanglet og var bleven mere og mere nervøs og mere og mere forpint over det arbejde jeg ikke fik begyndt på. –

*

Amalie til Erik Skram 16. nov. 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo

Du siger der ingen komposition er i ”Afkom”. Gud gi, Du havde fremsat et exsempel på hvad Du mente, så jeg, som i et glimt havde forståt det. Nu er dine ord for mig desværre kun ord. Skriv det næste gang, da jeg gjerne vilde vide hvad Du mener. Men glem ikke at ”kompositionen” begynder allerede i Sjur Gabriel. Du mener at S. G. Myre er langt bedre sammenarbejdet. Jeg husker at B.B. efter læsningen af den bog skrev omtrent følgende: Du skulde ha prygl fordi Du intet forsøg har gjort på at sammenarbejde bogen. Alt er enkeltheder, der lidet har med hverandre at gjøre. Det er en skam af Dig at ”sluske” slig, for Du kan gjøre det langt bedre når Du vil.

Jeg sluske med mit arbejde!!! Nej er det ikke lykkedes, så kommer det af brist på evner og ikke af sluskeri. ”Dette arbejde, som Du i vår vilde kaste fra Dig,” siger Du. Ja, Du kjender jo årsagen så inderlig vel: umuligheden af at skrive under de vilkår, jeg havde, og ikke mangel hverken på vilje eller arbejdslyst. – Jeg havde læst E.B.s anmeldelse i ”Pol” søndag morgen straks. Men Du kom så sent tilsyne at jeg ikke fik tid til at fortælle Dig det. Så tænkte jeg også: nu skal Du se om Erik synes, den er god, (jeg syntes, den var udmærket) for aftalen var jo, at Du kun i tilfælde, Du syntes om anmeldelsen, skulde sende mig den. Så blev Signe og Ludvig også så glad for den, så det var godt jeg fik den. Tak!

*

Amalie til Erik Skram 19. aug. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Og jeg selv, som om jeg overalt havde stukket mig på brændenelder. Og i ansigtet er jeg blet 90 år, gulbleg, udgravet, død og vissen. Det er ikke bare de legemlige gjenvordigheder søvnløshed o.s.v., som har gjort det; det er endda mere de brændende kvaler over ikke at kunne arbejde og så ikke over at kunne når jeg kan.

*

Amalie til Erik Skram 2. aug. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Idag og igår har jeg slet ikke kunnet arbejde; ikke af flækken er jeg kommen. Som følge deraf er jeg fyldt af et nag, der tærer som en sot. Ja, hvad jeg i detheletat lider for mit arbejdes skyld, er unyttigt at snakke om; Du vil dog aldrig kunne udgranske eller fatte det. Ingen i verden kan det. Og dertil er jeg bange for at jeg er kommen rent forkjert ind på min opgave. Det vil ikke lykkes mig at skrive mig selv varm eller intereseret. Alt hvad jeg hidtil har perset ud af mig, har kjedet mig selv ganske ulideligt. Og det er ikke gode tegn. Ak gud, jeg sidder her og græder af fortvilelse, mens jeg skriver dette. Slige dage som disse to sidste måtte gjøre mig 20 år ældre; synes jeg, så intenst lider og pines jeg. Ved slige lejligheder er det fælt at være så langt fra mennesker, som jeg kan tale med og bli lidt adspredt af. Christie har vært bortrejst nogle dage og kommer først igjen på lørdag. Og desuden finder jeg ikke den slags adspredelse hvortil jeg trænger hos ham. Det skal være folk der åndeligt er optat på stik modsat vis. Havde ikke Jakobs vært så underlig ugjæstfrie, var jeg sprungen derned igår kvæld eller ikvæld. Men jeg kan ikke gå der uden at føle mig som påtrængende, slig som de har vært. Fru Christensen (den gamle) som var oppe og besøgte mig i søndags på Birkelund til middag, snakked om dette at jeg ikke kom til Jakobs. Hun havde bebrejdet svigerdatteren, at de til dette sidste selskab (Du véd der var dækket da B.N. og jeg kom ind) for nogle unge nygifte englændere ikke havde bedt mig, da der af deres venner var så få som talte engelsk bl. and. Dertil havde fru M. spist og kort svart: jeg sér aldrig fru S. så jeg glemmer bort at hun er her. Nu har jeg som sagt vært indom der akkurat 5 ganger (- jeg har regnet efter) siden Du rejste, det gir omtrent en gang om ugen og de har aldrig bedt mig bli eller komme igjen. Så er det da ikke min skyld at hun aldrig ser mig? Forresten kan Du vel vide at det er mig så knusende ligegyldigt om de bér mig eller ej. Men jeg kunde brugt dem lidt om kvældene, som afleder for mine arbejdskvaler. Jeg føler mig ofte uendelig ensom og trist

*

Hvis jeg trode på mit arbejde kunde vi kanske be om mere hos Hegel, men med al min efterladte gjæld fra Constances tid i frisk minde, kan jeg ikke bekvemme mig til det. For det jeg sidder og krasser ned nu i ny og næ, blir sikkert aldrig til bog. Ak ja, jeg er som sagt fortvilet! Ak kunde jeg dog la være med det skriveri! Å herre gud for en lettelse. Jeg går tilgrunde idag for jeg får det ikke mere til. Tilsidst en kys til Dig min kjære søde snille mand. Mange kysser også fra småen.

*

Amalie til Erik Skram 2. sept. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg føler en aldeles sviende pine ved at skrive den 2den septbr. 2den septbr og ikke kommen videre på mit arbejde! Jeg synes at al den lidelse jeg har gåt med i sommer og som blir værre og værre for hver dag der svinder, må ha sat sig fast i mit hjærte som en tærende sygdom. Å gud hvor denne uformuenhed er forfærdelig! Og sorgen ved altid at gi penger ud og ingenting fortjene. Og så længes jeg hjem og længes efter Dig og længes efter evne til at kunne arbejde. Aldrig har jeg dog vært så umulig som nu. Min hjerne er lam og tom og mit hjærte sygt af lidelse. Men snakke om det nytter jo til intet

*

Nej, jeg får slutte nu. Jeg orker ikke at tænke og ikke at skrive mere iaften. Det er et kjedeligt og tarveligt brev dette, men det kommer af min underlige trætte og magtesløse og elendig triste tilstand. Jeg tænker mig så ofte at Du nu kom ind døren og at jeg løb hen til Dig og at Du så slog armene om mig og kyssed mig, og bare jeg tænker det er det liksom jeg mærker at der i altfald for en stund vil falde hvile over mig, hvile og glemsel af al min nød. Å mit arme elendige arbejde, mit arbejde, mit arbejde!

*

Amalie til Erik Skram 20. apr. 1889. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Min kjæreste, sødeste snilleste! Jeg har kun et par minutter til at fuldende dette brev, som jeg skrev igår, men ikke vilde afsende fordi jeg håbed på at høre fra Dig idag, hvad også er sket. Vi skal i middag til Hanstens kl. 3 og nu er den snart halv, og jeg er ikke klædt. Jeg var oppe kl. 7 idag, satte mig straks til at skrive og fik det til, tror jeg. Det går dog så fortærende langsomt. Men farten kommer nok, når jeg først er rigtig helt og fuldt inde i det.

*

Alle dine strygninger i teaterbrevet var udmærked gode, men det græmmer mig at E.Br. altså har set, hvorledes jeg er under din censur. Det burde jeg dog være vokset fra, og jeg vilde hellere havt alle mine overflødige ord.

*

Amalie til Erik Skram 20. mai 1890. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Idag har jeg været forfærdelig flittig hele tiden. Da vi havde drukket te sad jeg lidt og snakked, gik så ind og gjennemlæste disse færdigskrevne sider. Estrid tar dem med til byen imorgen og stikker det i en postkasse. Bare det nu er godt nok. Jeg er meget bange og utryg. Det er kun skrevet 2 gange, hjemme med blyant og nu her. Men så har jeg rigtignok arbejdet en hel del med det, mens jeg skrev det om idag. Hvis Du synes fløtmandens skjældsord er for grove så stryg de to eller et af dem. Han siger naturligvis hvad der står og det som værre er, men gjør hvad Du synes alligevel.

*

Jeg længes rædsomt efter at høre om småen. Å som jeg længes efter at se hende også! Men jeg holde pinen ud. Bare jeg nu kunde, kunde, kunde bli færdig med denne umulige bog engang! Nu har jeg ikke hørt hvordan hun havde det hverken igår eller idag. Får jeg ikke brev imorgen må jeg rejse ind og se til hende. Du kan jo bare skrive to ord på et brevkort.

Mere begjærer jeg ikke.

Jeg har det forresten udmærket. Sover som en sten om natten fra ½11 til ½8 og arbejder godt om dagene. Men når jeg nu skal til med det som slet ikke er skrevet kladde til, så blir det værre. Uf, jeg gruer og længes efter det samtidig. Imorgentidlig kommer O.B.

*

Amalie til Erik Skram 21. mai 1889. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg måtte nemlig rejse med morgentoget fordi jeg må ha mindst en halv dag i Xania, da der er noget jeg skal spørre Laders om angående min bog – han er den som ved bedst besked om de ting, siger Ludvig også, fordi hans far, efter at ha vært skibsfører blev stuver på Bryggen, og det er om Bryggen jeg skal vide noget.

Jeg har kunnet skrive et par timer imorges og det er jeg så glad for og iler efter at komme til igjen for at se om det fremdeles går, og derfor må Du ikke bli ilde stemt om dette brev er kort og kjedeligt.

*

Amalie til Erik Skram 21. mai 1890. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Her sender jeg Dig mit dagsarbejde. Jeg har slidt som en træl og er træt som en mak. Men det duer vist ikke. Tak for aviserne, som kom iaften. Jeg rev febrilsk omslaget af for at se om Du ikke skulde skrevet et ord indeni eller med blyant på avisen om manuskriptet Du fik kunde bruges. Men nej! Så er jeg bleven vis på at det ikke er godt og at Du kvier Dig for at sige det. Men det Du ikke. Det skal jo dog siges, såsom jeg selv og ingen anden får gjøre det om igjen. Med denne tyngsel på mig har jeg skrevet de sidste 6 sider. Nej, det går ikke med bare at skrive det 2 ganger. Først skulde det skrives to ganger, så ligge i en måned og så skrives andre to ganger. Dette Du får iaften er nu vist endnu værre. Jeg har trelt så på for at bli færdig, og så er jeg tom i hodet og har intet judgement

*

Imorgen sender jeg atter manuskript, hvis Du ikke kommer ud med det Du har fåt og viser mig hvad der skal gjøres ved det. Godnat min kjære, søde, egen Erik!

Amalie til Erik Skram 21. mai 1894. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Men det, der sker med mig, volder mig en slig kvide og smerte, at hjærtet uafladelig kjendes som et sår. Uafladelig. Gud give, jeg kunde se helt ind i din sjæl og vide aldeles klart og vist, hvordan Du står og har det mod mig, ligesom jeg i de frygtelige 14 dager derhjemme intet andet ønsked, end at få lægge min sjæl åben for Dig. Aldrig har jeg lidt af ulykkelig kjærlighed før nu. Så skulde jeg da også måtte ta det med, og på en vis måde vilde jeg ikke undværet denne forfærdelige lidelse, som hele mit indre menneske liksom segner under, for jeg lærer ved det og udvikles og får impulser til nyt arbejde.

*

Amalie til Erik Skram 21. nov. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

– Af en ytring i et lidet brev fra Peter Nansen som jeg fik søndag, så jeg at min bog er udkommet. Jeg havde bedt Larsen sende mig et eksemplar til Paris, men han har ikke gjort det. Og havde ikke P.N. ladt de par ord falde, vilde jeg ikke ha anet den, for mig ikke uvigtige nyhed, at bogen var kommen.

*

Amalie til Erik Skram 22. mai 1890. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Ihele dag har jeg ventet på brev fra Dig og intet fåt før nu kl. over 8 da der kom to. Da stod jeg og havde lavet en pakke smudsigt tøj istand for at ta til byen. Jeg var nemlig vis på, der måtte være galt påfærde siden Du ikke skrev trods min utrykkelige, gjentagne bøn om at få høre om Småen hver dag. Og nu havde Du ikke set hende idag engang! Hold ud endnu nogle dage siger Du. Nogle dage! Nej gud hjælpe mig såvist. Det blir nok ikke gjort på nogle dage. Mindst 4 kapitler har jeg tilbage og af dem har jeg ikke skrevet et eneste ords kladde. Jeg ved slet ikke om jeg kan engang. Å, jeg er frygtelig mismodig. Tænk for en anspændelse der skal til for at skrive om disse menneskers indre og ydre liv og tilskikkelser. Iaften er jeg så træt så træt. Først imorgen tar jeg fat på det nye. Gud hjælpe mig for hvordan det skal gå.

*

Amalie til Erik Skram 23. juli 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg er begyndt at kunne arbejde lidt.

*

Amalie til Erik Skram 23. mai 1889. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Idag stod jeg op kl. 6 og satte mig til at skrive. Det gik. Men det går forresten sørgelig langsomt så’n i det hele tat, og jeg er nokså nedtrykt ofte, – af forskjellige grunde.

*

Amalie til Erik Skram 24. feb. 1892. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Send småen herud imorgen. Men bed om frokost kl. ½12 præcis så hun kan ta fra K. Nytorv kl. ½1 præcis. Hun skal nemlig ikke være her længere end til kl. 4 da det både tar formeget af min arbejdstid og trætter mig formeget at ha hende længere. Magdalene må, når hun skynder sig, godt kunne få soveværelset og sig selv istand til den tid. Så kan jo heller gulvet i barneværelset være til de er gået.

*

Amalie til Erik Skram 24. juni 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal.

Tak for dit brev min elskede ven! Jeg fik det igår, og vilde altså ha havt det før, hvis det var blet ekspederet fra Stavanger, som det skulde. Og tak for hvert godt og kjærligt ord, Du skriver. Jeg blev så hjærteglad ved at læse det, og især fordi Du nævner det, som kom imellem os den aften Du fortalte om Jakob og Mathilde. Jeg følte jo din anklage mod mig hele tiden mens Du beretted, og derfor havde det vært overflødigt at gå så direkte på, som Du gjorde tilsidst. Men detteher, med hustruers jalousi på mændenes fortid er nu aldeles ikke til at blæse ad og bare ynke og bagtale. Mændene kommer ind i ægteskabet med vaner og forestillinger fra ungkarletiden, og for mange af dem er deres bedste glæde at snakke om og at mindes fordums elskov o.s.v. mens så mange koner intet sligt har bag sig. Det er latterligt at mændene kan ville at denne deres fortid skal være som død og intet. Intet dør og intet sker som ikke drar konsekventser efter sig. Derfor er mit eneste råd: lad kvinderne skabe sig den samme fortid som mændene, eller også lad dem la være at gifte sig. Det er som oftest et helvede de alle går ind til. Jeg har skrevet om det i Constance, i Lucie og i Forrådt, men den nat, efter at Du var gåt fra mig om kvælden i misstemning og uden godnat, og efter at Du havde fortalt mig om Jakob og Mathilde, da stod jeg stille foran vinduet i fru Christensens spisestue, og stirred på Ulrikken og Fløifjældet et par timer og da lovte jeg mig selv at jeg skulde skrive endnu en bog om det samme emne. Det gløded og syded inde i mig og tårerne siled, og hvis jeg lever længe nok, så skal bogen komme. Men imidlertid – jeg er glad i Dig og jeg elsker Dig og jeg er lykkelig ved at Du er min, er min mand og min ejendom og mit dejlige barns far, men jeg kunde vært endnu meget gladere, hvis Du – jaja, det nytter ikke at snakke om dette.

*

Endnu er jeg ikke begyndt, onsdag flytted jeg op. Kl. ½12 kom Flinten og hented tøjet, og selv tog jeg med småen og Marie op med klokkentotoget. Vi var her ikke før kl. 4, for småen fór som en liden hund omkring og plukked blomster o.s.v.

*

Amalie til Erik Skram 25 apr. 1889. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

forstokket, så jeg snøvler, tunghed i hodet, mathed og dovenskab i hele kroppen, og nedtrykt sind. I 4 dage har jeg ikke kunnet skrive, og det tynger svært på mig, fordi der gik omtrent andre 4, før jeg kom mig til at begynde. Når Du så dertil hører at jeg arbejder idiotisk langsomt, så kan Du selv tænke Dig til hvordan det er fat. Men går gjør det, kan jeg mærke, går om end under piner og veer, og derfor er jeg inderst inde glad. ”Tålmodighed, bare tålmodighed, dit dovendyr,” siger jeg ofte til mig selv, så snegler Du Dig frem engang, og et er sikkert: jeg rikker mig ikke af flekken før bogen er færdig, ikke færdig til trykkeriet, mener jeg – men så’n færdig, at jeg bare mangler at gjøre den færdig, når jeg kommer hjem.

*

Stakkels gamle kommandør Vilde. Hils ham fra mig og hils Bramsens. Nu har jeg jo skrevet om Ludvigs hals og stemme, nokså omstændeligt også, netop som Du spør efter det. Man kan ikke berøre alt på en gang, og jeg lever jo desuden helt inde i 40 årene oppe i det gamle kjære Bergen om dagene.

*

Amalie til Erik Skram 26. juli 1897. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Gudskelov for det går med dit arbejde. Se endelig til at komme snarest. Så vil jeg ta hjem for at arbejde. Så dejligt jeg har det, så må jeg dog ofte gå afsides. Det kommer sådan over mig af og til, for jeg tænker bestandig, bestandig på Ludvig, og ofte ønsker jeg inderlig at jeg sad hjemme alene eller endda bedre: var hos ham. Nej, jeg passer iår ikke til at være mellem glade mennesker. Men jeg viser dem det ikke. Ja nogen forskjel fra ifjor, kan de vel nok se, men ikke sådan at det forstyrrer eller generer dem.

*

Amalie til Erik Skram 26. mars 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Søndag eftermiddag (Lottenborg)

[26/3/93]

Inat har jeg sovet aldeles udmærket, og har det derfor også udmærket idag. Også igår klarte jeg mig bedre end venteligt. Jeg var ude og gik to ganger, men det er det kjedelige at det er umuligt at sove her om dagene. Her er altid et eller andet fra gården eller trappen som forstyrrer. Men om natten er det bra nu. Både hestene, hunden og hønsene har de flyttet op i en stald de har langt bag huset som de altid bruger om sommeren, men som er for kold om vinteren. Og så er folkene så snille og maden så brilliant og sengen så god og stedet så vakkert. Igår gik det ikke videre med arbejdet men idag er det gåt bedre.

*

Amalie til Erik Skram 26. okt. 1894. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg gik op til Hegel idag og talte med ham om bogen. Han var særdeles sød og elskværdig. Han syntes netop helst at jeg skulde gjøre færdigt såsnart som muligt hvad jeg havde til renskrivning og la det øjeblikkelig gå i trykkeriet – ja naturligvis gjennem bogladen. Trykkerierne var så overlæssede nu, og jo længer det lod, jo værre det blev inden julen. Selv om de lovte at levere et ark pr/dag skete det kun sjældent at de opfyldte det. Han vilde så gjerne at bogen skulde være færdig til den 15de novbr; dertil svarte jeg imidlertid at det blev umuligt. Men jeg lovte at la ham få det sidste manuskript til den 8 a 10de. Under disse omstændigheder har jeg besluttet at komme hjem på søndag, os så skrive rent så flittigt, jeg formår. Det arbejde kan jeg besørge hjemme, og jeg synes ikke der er nogen mening i at holde Lizzie borte længer fra Slomanns, som vistnok savner hende, selv da jeg dog ikke kan bli færdig til den 1ste med hele kladden. Ja synes Du ikke også?

Altså venter jeg Dere ud her søndag til frokost og gir frøknen vores besked. Lizzie behøver altså intet tøj at bringe med, da jeg så tar hjem og klær mig om. Lad der endelig være lunt og varmt hjemme også lidt lagt i hos mig er Du snil, og husk så på at Karoline må være hjemme og ha middagsmad til Lizzie og småen.

Men jeg blir nok nødt til at rejse ud her igjen, såsnart det renskrevne er afsendt og hvad vi da skal gjøre, om småen og Du skal med, eller hun kan bli alene med den nye pige véd jeg ikke. Kunde Du ikke skrive til Anne Cathrine og spørge om hun i tilfælde fik bo der nogle dage? For så kort en tid behøvde jo ikke hendes seng at flyttes. Men så måtte jo rigtignok småen selv ha lyst. Tvinges skulde hun naturligvis ikke.

*

Amalie til Erik Skram 27. juni 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg er begyndt at arbejde og befinder mig som følge deraf i en tilstand af pine som ikke er til at fatte for mennesker. Herregud for et levebrød, dette dog er!

*

Amalie til Erik Skram 27. nov. 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Ja det er frygteligt så tiden gjør lidet af sig. Jeg har fåt så forgræmmende lidt gjort på mit arbejde. Men det må Du endelig ikke sige til Neergaard. Han tror, det går udmærket, og er så glad på mine vegne. Det er jo umuligt at forklare ham at jeg stundom sidder deroppe i timevis, og kun får skrevet en halv side, som ovenikjøbet må skrives om. Derfor siger jeg altid til N. når han spør at det går godt.

*

Amalie til Erik Skram 28. aug. 1892. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Men hør nu – jeg rejser hjem på onsdag. Så får vi bo på jernbanehotellet til vi kan komme ind i lejligheden. Du véd, jeg sværmer ikke for at være på landet, når aftenerne længes. Og jeg har hele tiden sagt at jeg ikke vilde være alene tilbage, når Du rejste. På onsdag har jeg holdt ud i 14 dager, men mere blir det heller ikke. Jeg har uafladelig sagt herude: blir det kolera, så styrter jeg til Kjøbenhavn. Her er det værste sted man kan være med al den urenligheden. I 1853, sidst der var kolera, var den rent rasende herude. De døde som fluer. Det er forresten slet ikke for koleraen, jeg vil til byen, jeg er ikke bange og tror heller ikke på at den kommer, men jeg kan ikke holde ud længere. Nu er mit arbejde ganske færdigt – jeg har vært umådelig flittig for at ha det parat til oplæsning, når Du kom idag – og så har jeg heller ikke det at være optat af. Desuden skal jo Marie være inde på torsdag og at få den nye pige ud her, når jeg alligevel skulde afsted fredag eller lørdag som Du foreslår – det er der ingen mening i.

Amalie til Erik Skram 28. mai 1890. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Idag har jeg havt voldsom anfægtelse for mit arbejde igjen. Jeg kunde ikke komme af flækken i formiddag og var så fortvilet at jeg og græd med ansigtet på bordet. Så tog jeg mig til at renskrive, men det er heller ikke godt. Jeg er aldeles nedtrykt til døden. Resten får jeg ikke til.

Hvis nu dette er så slet at det ikke kan gå i trykkeriet – ja, for jeg ved hverken ud eller ind mere – så må Du komme ud med det til mig imorgen og snakke med mig om hvorfor det er slet og hvordan det skal gjøres o.s.v. Du , mit sødeste snilleste elskede menneske! Jeg blir for elendig hvis Du bare skriver om det. Kan det derimod gå, hvad jeg ikke tror, så gir jeg Dig ret til at stryge hvis det ikke overgår hvad Du har strøget i det forrige manuskript, Du har modtat. Imorgen sender jeg en portion til hvis Du ikke kommer herud med dette.

*

Amalie til Erik Skram 29. mai 1890. b. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Min elskede! Tak for dit dejlige, trøstende brev! Du kan tro jeg blev glad. Å Du søde snilleste af alle. Her sender jeg Dig mit arbejde. Jeg har skrevet som en gal siden jeg forvandt det med abekatten. Nu skal jeg ud og i postkassen med det. Kl. er 12 og alle sover. Jeg er træt! Bare det nu duer. Men Du må ikke tro at din velsignede ros har gjort mig så dum at jeg er tryg. Langtifra jeg er tværtom ligeså bange som før og tigger Dig om at ha læst det til Du kommer og henter mig. Ja for Du løse mig ud. Jeg kan ikke være her længer. Inat får jeg ikke sove af uro og ildebefindende. Jeg liker mig heller ikke mere. Har Du fåt mit brev fra i eftermiddag?

Din Amalie

*

Amalie til Erik Skram 29. mai 1890. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg skriver disse linjer i håb om at de kan nå Dig i aften, men sikkert er det jo ikke. Du må komme og hente mig hjem imorgen. Jeg kan ikke være her længere. Idag har abekatten skræmt mig så at jeg trode jeg skulde få slagtilfælde. Endnu banker hjærtet så jeg knapt kan holde pennen; det er nu over en time siden; mit arbejde kan jeg ikke røre ved – jeg er syg og mat af det. Og imorges lå der en vældig mus udenfor min dør. De havde lagt den der med vilje for de ved jeg er bange og vil hærde mig. Den var bleven fanget i spisestuen i en fælde, og jeg ved nu at her er mus allevegne. Jeg har ingen fred eller ro mere. Derfor jeg hjem, hvis jeg ikke skal bli rent syg!

Når jeg ber Dig komme er det fordi jeg frygter at et pengebrev ikke når mig tidsnok. Har Du ikke penger blir det rædsomt. Så rejser jeg uden at gi drikkepenge. Til rejsen har jeg nemlig mere end nok. Jeg siger så til Anna at jeg sender hende penger bagefter.

Altså venter jeg Dig imorgen til middag, eller hvis Du ikke vil det så kl. 6 eller 7. Vi spiser 5 nu siden Octavius er bortrejst.

Her siger jeg at det er fordi jeg så alligevel ikke blir færdig med bogen til den første, for de må ikke vide at det er for abekattens skyld; da vil de hade og foragte mig for resten af mit liv.

Jeg mangler to kapitler; kanske kan jeg skrive dem hjemme så de blir færdig først i næste uge. Trykkeriet har jo nu nok at gjøre, om ikke resten kommer før. Iaften sender jeg manuskript, hvis jeg får kræfter til at gjøre det færdigt.

*

Amalie til Erik Skram 29. mai 1894. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg føler heller ikke mindste tilbøjelighed til at bli total, hvis det er det Du vil fordre af mig. At ”spiritus forvandler” mig siger Du. Hvad mener Du med spiritus? Jeg drikker jo sågodtsom aldrig spiritus. Nu har jeg her hver dag drukket et nokså stort glas rødvin til maden og undertiden også et lidet glas madeira til desserten. Det har ikke forvandlet mig, derom kan Du være overbevist. Når jeg intet tåler at drikke er det fordi jeg er i en særegen sindstilstand af sorg kval eller ophidselse, som jeg var fra ifjor sommer, da jeg mærked at jeg ikke kunde få bogen til. Hvis Du vil søge at tvinge mig til at bli total vil det virke på mig ganske på samme måde som om Du vilde tvinge mig ind på galehuset igjen. For efter min overbevisning er det ikke gavnligt.

*

Amalie til Erik Skram 3. feb. 1892. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Men bare jeg gjorde fremgang på arbejdet mit, så fik det endda gå. Men det gjør jeg ikke. Jeg kan slet ikke få nogenting til. Jeg sidder her om dagene time efter time med blyanten i hånden og papiret foran mig og bare græmmer mig, mens tankerne farer viden om og ikke er til at fængsle ved arbejdet. Og så tror de, at jeg skriver og spør ideligt hvordan det er gåt og om hvorlangt jeg nu er kommen. Det er en frygtelig tilstand. Hvad skal jeg arme menneske dog gjøre!

*

Amalie til Erik Skram 3. juli 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Nu får jeg se, hvordan natten går. Er det galt, skriver jeg imorgen, er det bra, ikke. For jeg skulde jo se til at få arbejde, og må begynde straks småens tilstand ikke længer piner mig.

*

Amalie til Erik Skram 3. juni 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Arbejdet har jeg endnu ikke sét på. Der må gå nogle dage, før jeg får en liden smule bugt med den sviende nedtrykthed, som tomheden i huset og endda mere tomheden i hjærtet forvolder mig.

*

Amalie til Erik Skram 3. mai 1889. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Tak for dine opmuntrende ord om mit arbejde. Det er en god lignelse dette med at jeg nu skal få skuden af stabelen. Akkurat så’n er det. Er skuden først på vandet, begynder arbejdet med takkelagen, afpudsningen, den finere indredning o.s.v. Men ikke den sidste del af lignelsen, for det er ikke mig som skal sejle den i havn. Jeg skal blot gjøre den sejlklar, så er mit værk endt. Aa ja, gud – hjælpe mig! – det er en vanskelig opgave jeg har tat mig på, og havde jeg så endda de nødvendige bøger til at få lidt praktisk vejledning af! Bergen og Bergenserne, som ligger hjemme, duer ikke. Nu har Ludvig lovt at gå bort til den velsignede pastor Schjøning og be ham skaffe en bog om ”det gamle Bergen”. Hidtil har han fåt fat på alt hvad jeg har forlangt. Han (Schjøning) er gåt rundt i byen efter det: Pontoppidans Forklaring, 3 forskjellige ældgamle salmebøger, en andagtsbog, og nu sidst, skjøndt han er sengeliggende fordi han har hugget sig i foden sin, sendte han bud i øst og vest og gav sig ikke før han fik opsnuset Lønroths prædikener, der læstes og brugtes meget i Bergen i 40årene under den heftige vækkelse da, især blandt almuen. Jeg har dog selv ganske og aldeles lavet den lægmandspræken jeg havde brug for, men naturligvis har jeg havt indirekte nytte af at gjennemlæse alt dette lort. Det er også godt at ha Ludvig til at spørre om anvendelsen af et eller andet ord, om han husker de og de indretninger på Tydskebryggen og hvad navn de havde. Han har forresten lagt mærkværdigt lidet mærke til alle slags ting, dem jeg husker så godt at jeg ser dem tydelig for mig. Men ved at snakke frem og tilbage får jeg altid et slags greje på det jeg er i forlegenhed med.

*

Amalie til Erik Skram 30. nov. 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Men nu må jeg slutte min inderlig kjære Erik. Nu skal jeg til at arbejde lidt. Eller ialtfald lade som jeg arbejder ved at sidde og glane på papiret, og svede af fortvilelse over min uformuenhed. Og sligt kan jeg gå hen og kalde at arbejde!

*

Amalie til Erik Skram 4. sept. 1891. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Tak for dine to kjærkomne breve. Jeg har det dårligt idag, og dermed hænger det sådan sammen: Igåraftes, da jeg umådelig træt og søvnig efter en tur næsten til Mårum før aftensmaden, klædte mig af og satte mine ting tilrette på sengebordet, husked jeg på din pakke bøger, som var kommen med posten, og åbned den glad, da jeg intet havde at læse i og kl. kun var 20 minutter over 9, og jeg var aldeles ude af stand til at tænke på eller gjøre noget ved mit arbejde. Jeg vilde læse i Tolstojs’, havde jeg besluttet, men ved at lukke papiret op, så jeg Tilskuerne, mindedes literaturartiklen af Vedel, fandt nummeret og gav mig liggende i sengen til at læse. Hans udtalelser og værdsættelse af mit arme forfatterskab, bragte en så overvældende masse tanker og betragtninger til mig, at jeg blev årvågen og straks skjønte at min dejlige nattesøvn var gåt fløjten. Det blev kun altfor sandt. Kl. ½12 tog jeg et antifebrinsk, kl. ½2 et til, uden spor af anden virkning end en frygtelig susen og dundren for ørene og en fæl stramming i huden oppe over hjærnen. Der lå jeg og havde det meget ondt. Det havde allerede længe lynet småt men uden torden og jeg brød mig ikke stort om det, men kl. ½3 blev det et aldeles forfærdeligt uvejr. Jeg kunde ikke holde ud de græsselige lyn der gjorde mit lampelys til intet, men måtte stå op og meget mod min vilje vække Kristine som sov sødelig. Det blev værre og værre; slag i slag kom lynene og det tordnede ganske bra, skjøndt langtfra som i Jægerspris den gang. Kl. ½5 var imidlertid alle i huset på benene, gamle Bech gik ude på landevejen med opslåt paraplui, og hele kropersonalet og jeg sad forsamlet i skjænkestuen taus og stille. Kl. 6 var det forbi; vi fik kaffe og jeg gik tilkøjs, men uden at få et sekunds blund. Kl. 9 baded jeg småen, der havde sovet uforstyrret natten igjennem gik atter i seng, fordi jeg umulig kunde holde mig oppe, men fik naturligvis atter igjen ikke spor af søvn. Så stod jeg op kl. 1 og nu sidder jeg og skriver. Det dundrer og suser lige godt for mine ører og oppe i issen gjør det ondt. Men så har jeg heller ikke sovet et sekund i hele nat, så underligt er det ikke.

Du må endelig ikke være lej min kjære elskede ven fordi Du sendte mig den (Tilskuer) jeg kunde se, Du havde skåret artiklen op og altså læst den. Jeg havde jo bedt Dig netop om det nummer og jeg vilde sikkert vært i høj grad misfornøjet om den havde manglet. Men den gjorde et stærkt og ondt indtryk på mig. Højreavisernes udgydelser har jeg kunnet læse med fuldkommen godt humør, men denne gang gik det anderledes. Og dog synes jeg langtfra han har ret i sin vurderen og sit omdømme. Så det er ikke derfor. Men det har atter igjen levende bragt mig til erkjendelse af hvordan jeg står i de ”bedstes” omdømme. Brandes applauderte hans artikel i Politiken, ”en vrimmel af treffende bemærkninger og malende ord” og det er akkurat på den måde G.B. f.eks. Rist o.s.v. opfatter mig for at nævne et par navne og udelade fæer som fru Fejlberg og mæhæer som manden hendes. Det har tat modet fra mig – jeg har måttet lægge mit arbejde hen og jeg tror det er første gang jeg fejg går afvejen for de vanskeligheder mit arbejde volder og opgir at gjøre det færdigt. Men det føles unægtelig som en lettelse at ha gjort det, for jeg så det klart inat, at det var noget skidt.

*

Amalie til Erik Skram 4. sept. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Det var vist et meget ufuldstændigt brev det Du sidst fik. Derfor skriver jeg idag igjen, skjønt jeg nu vistnok har glemt hvad mere jeg vilde ha sagt sidst. Ja, det er sandt, det er Højer Du skal skrive til om foredragene, hr. konrektor Højer Bergen, det er nok adresse. Husk nu på at foredragene skal være brede, Du forlade din knappe sammentrængte form for denne anledning min søde ven. Uf når jeg tænker på det gruer jeg. Bergenserne er ligeså kritiske og vanskelige at tilfredsstille som de er udannede og uforfinede. Men det er jo stygt at gjøre Dig mindre modig end Du vel sagtens iforvejen er. – Med mig er der ingen forandring. Jeg går her og lider og kan ikke arbejde. Mit hode er fuldstændig tomt og jeg er mat og træt og kraftløs til legeme og sjæl. Jeg er begyndt at indse eller at tro at det er manglen på legemligt velbefindende, dette at jeg i hele sommer ikke har følt mig i min fulde kraft, som har hindret mit arbejde fra at ha fremgang. Og denne mangel på kraft og velbefindende skriver sig hovedsagelig fra at jeg sågodtsom altid har fåt for lidt søvn. Og det blir ved. Den søde velsignede småen giver hver nat såmeget livstegn fra sig at jeg vågner og så kommer tankerne og græmmelsen stormende og jeg blir liggende der. Og for at kunne udføre et arbejde som det jeg har fore, et menneske være fuldkommen i sit æs. Nu er det også regnvejr og småen er nødt til at holde til med Marie i værelset ved siden af og da er der ikke tanke på at arbejde. Jeg må i det heletat føle mig i fuldstændig tryghed og ensomhed for at kunne skrive om alle disse mennesker. Ikke sidde og være bange for at det skal ringe eller at noget slags jordisk væsen skal forstyrre mig. Og derfor min elskværdige, altid så rimelige og omhyggelige mand, gå ud fra noget som er absolut nødvendigt at jeg må få leje mig en liden kvisthybel i nærheden af vort hjem, hvor jeg kan gå hen og sidde for mig selv med mit arbejde. Tænk ikke nu at det er et indfald eller en urimelig fordring og sig ikke kort og vredt: javel, gjør som Du vil. Nej, Du skal være med på det, og gjerne ville det og hjælpe mig til at få det. Jeg tør ikke sidde oppe på vort pulterkammer for min hostes skyld. Der er for kaldt og for megen træk, ellers ved gud at jeg gjerne skulde det. Å svar mig på dette min elskede mand. Jeg er så angst og nervøs ved tanken om at ikke få den kvisten at jeg skjælver over hele legemet. Jeg føler mig som et jaget og blodigt pisket dyr under jammeren af dette arbejde. Kan Du forstå hvordan det er: nede i Kjbhvn stod mit håb til Norge, da skulde det kunne gå for mig, nu sidder jeg her og higer mod en hybel i Klasensgade og tænker: er Du først der, så

*

Å ja, havde Du sét min nød og følt mine kvaler alle de dage jeg sad bøjet over papirerne med blyanten mellem fingrene, så vilde Du synes forfærdelig synd i mig. – Nu har jeg som sagt slåt mig tiltåls på et vis. Jeg samler stof om dagene, og tar ikke arbejdet frem engang. Hos Kristen Bøgh har jeg fåt udleveret nogle årganger af latinskolebladet ”Hugin” fra den tid, jeg skriver om. Dem sidder jeg nu og læser, og finder mine brødres produkter fra 15 16 årsalderen bl. meget andet. Jeg skal netop bruge dette, vide hvad gutter dengang tænkte og snakked om. Det er ganske glædeligt at se hvor rigtigt det er, det jeg har skrevet. Netop så mat og vissent havde jeg tænkt mig deres åndsliv. Hverken Brandes eller Ibsen var til for dem dengang- Så skal jeg snakke med en kjøbmand og en jurist, jeg har dem begge og skal få konferencer med dem en af dagene. En mand til skulde jeg også gjerne snakke med, men jeg véd ikke om det blir. –

*

Til V. Møller har jeg skrevet; jeg har sendt ham følgende: (Du husker han bad om en udtalelse om mit forfatterskab f.eks.) Odin straffer sin Valkyries formastelige opsætsighed ved at lænke hende til klippen i universets ødeste bjergegn. Havde han vidst rigtig besked, vilde han istedetfor ha gjort hende til norsk forfatterinde.

*

Amalie til Erik Skram 5. aug. 1897. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo

Jeg véd jo, Du kalder det ord, og jeg ved også at Du har afsky for mine ”ord”, som vel for alt hvad der er mig. Så har jeg også dag for dag ventet at få besked om at Du skulde komme. Ventet og håbet det, for at få være lidt sammen med Dig, og så få rejse hjem til mit arbejde. Jeg er fortvilet ved tanken om mit arbejde, som jeg her hverken har kunnet tænke på eller skrive en linje på. Og jeg har misundt Dig din ro og indelukkethed derhjemme. Jeg kan kun arbejde når jeg er sådan alene og lukket ude fra alt, enten hjemme eller på et andet sted. Hvad skal det dog bli til med denne bog, som skal være færdig, og som aldrig blir det! Nu er jeg begyndt at få korrektur.

*

Amalie til Erik Skram 5. juni 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Kjære Erik! Jeg har ikke ”frydet mig til ensomheden”. Jeg har med gru og banghed valgt den, fordi jeg vidste, den var den eneste betingelse for at jeg skulde kunne få skrive noget. Hvis der da mere gives nogen sådan betingelse! Jeg følte mig forpligtet til at gjøre det, fordi når jeg intet fortjener, går det os endda værre end når jeg fortjener lidt. Du ser jo selv: lån og lån, og atter lån! Jeg vidste meget vel fra foregående erfaringer, blandt andet fra ifjor på disse tider, og fra Paris, hvad den, som Du tror, af mig eftertragtede ensomhed betyder. For en forfærdelig lidelse den er, og hvad kræfter, og vilje til at ville lide for at opnå noget – der skal til. Min rædsel for den ensomhed, min ganske menneskelige tilbøjelighed til at ville flygte fra ”Korset” gav sig også luft i ordene til Dig den aften, Du var kommen fra Roskilde da jeg naturligvis kun halvt for alvor spurgte om Du ikke kunde ta mig med Dig, og hvor Du svarte de ”forstående og kjærlige” ord. Naturligvis var jeg også træt og udslidt af kavet herhjemme, hvad enhver anden i mit sted vilde være bleven længe forinden, ja hvad de allerfleste andre i mit sted slet ikke vilde ha påtat sig. Men det var jo fordi jeg ikke vilde ha en pige. Det véd jeg nok. –

Amalie til Erik Skram 7. juli 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Ja, bare jeg var hjemme igjen, for noget så mislykket som dette! Arbejdet har jeg ikke fåt spor, bare lidt og længtes og græmmet mig og vært fortvilet over småen og andet. Jeg ved ikke hvad det skal bli til. Jeg kan ikke skrive den bog, og jeg som har fåt 600 kr for den, penger, der alle er som kastet i sjøen. Nej, jeg véd hverken ud eller ind!

*

Amalie til Erik Skram 8. nov. 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Dette at Du bestandig når jeg bemærker noget, går ud fra at den stemning ud af hvilken jeg taler er skabt af ondskab, vrangvilje, eller en fiendtlig trang til at ville komme Dig til livs, gjør megen skade, og virkningen det frembringer på mig, gir sig udslag i at jeg ”lever med håret rejst tilvejrs af kval.” Jeg sorger altid over det, tænker aldrig på andet. Ialtfald ligger det altid under hvad jeg en sjælden gang tænker på, foruden det. Du ser det jo også af hvad jeg i de sidste par år har skrevet. Det har vært så lidet fordi min tanke og mit sind har vært bundet af dette, og det har vært så kvalfuldt, og så langsomt at få frem.

*

Amalie til Erik Skram 8. sept. 1891. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Selv har jeg det ikke så godt. Dårlig nattesøvn på grund af triste tanker og mange næringssorger og en dvalelignende sørgmodighed om dagene. Jeg føler mig som død indvendig, nu siden jeg har opgit mit arbejde. Men der er dog som en slags fred i det. Uden en smule opmuntring også i, nej især i pekuniær henseende kan et menneske ikke bli ved med et så sjæls og hjerne opslidende arbejde som mit. Og de usle drikkeskillinger der falder af til mig indeholder ingen opmuntring. Jeg har jo aldrig råd til noget i verden af det andre har råd til. Der vil vist gå længe, inden jeg får lyst og mod til at ta fat igjen – jeg er som nedsunken i en brønd.

*

Amalie til Erik Skram april 1891. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg blev dog liggende til kl. 10 for jeg var så træt, fik så lagt i ovnen måtte klæ mig på i gjennemtræk fra åben dør og vindu da røgen stod som en søjle endebent op i vejret liksom fra en dampskibsskorsten, gik så ud og bad om frokost kl. 12, og et andet værelse, blev vist ind i en af familjens stuer da jeg kom igjen. Frokosten måtte jeg naturligvis vente på over en halv time, kom så først til at skrive kl. ½2 og holdt på i ét kjør til ¼ over 5 da jeg gik til Prahls. At sove var der ikke tale om. Officererne som bode der skulde ha selskab i værelset ved siden af og de løb i et væk ud og ind for at dække bord, der blev snakket og git ordrer og slåt med døre uafbrudt. Da jeg så kom fra Prahls kl. omtrent ½8 kunde jeg ikke røre mig af træthed. Jeg havde fåt et andet værelse, som er svært bra, og som jeg var glad for, men nu viser det sig at jeg ikke kan skrive her. Bordet er for lavt et ustødt aflangt divanbord med ingen hjørner til at legge armene på – og jeg må sidde så bøjet at mit legeme beskriver en ret vinkel. Det er ikke til at udholde. Nu har jeg ryddet af vaskeservanten og prøver her, men det er næsten endnu værre. Jeg har alt krampe i armen og knæerne, som ikke kan få plads fordi der er to rækker skuffer i servanten som ligner et skrivebord. Jeg la mig kl. 9 igåraftes uden nogen aftensmad kun et glas øl, faldt snart i søvn efter 1 times læsning og vågned først kl. 6 imorges. Nu har jeg drukket kaffe, vært på do og nu er kl. snart 8. Kl. 11 kommer fru P. da skal vi til den fruen Du ved; så er jeg hjemme til 12, spiser og tar atter fat på skrivningen. Men et andet bord må jeg ha, ellers omkommer jeg. De er forresten svært snille her men klodset, og slette opvartere. Igår talte jeg lidt med fruen; hun var fuld af undskyldninger og meget tjenstvillig og kjæk. Så er der en nykonfirmeret datter som er sød. Jeg er vis på at jeg vil foretrække at bo her fremfor i det pensionat. Men nu får vi se.

Skriv endelig et par ord hver dag! Og send korrektur når den kommer. Kjøbenhavn får jeg her.

*

Amalie til Erik Skram april b 1891. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Inat har jeg ikke sovet så godt som igår. Da jeg kl. noget over 11 holdt på at falde i søvn kom der et utyske forbi min dør, og tumled hen i låsen. Jeg var i samme nu lysvågen og det med en sådan forskrækkelse at jeg blev liggende time efter time og græmme mig over at min dør ikke var lukket, men uden at ha tiltag til at stå op og låse. Bagefter, da jeg for anden gang var på nippet til at sovne kom der pludselig et vældigt smæld, der øjeblikkelig jog søvnen over alle bjerge og først efter mange og lange kvalfulde minutters overvejelser (vi havde behandlet spøgeri hos Prahls) lykkedes det mig at udpønske at det måtte være den bog jeg havde tat med mig tilsengs, og som jeg havde lagt på sengeteppet, og siden glemt, da jeg først skulde læse Politiken og jeg efter at det hverv var endt, slukked lyset – at det måtte være den, som var faldt på gulvet en formodning som nu har bekræftet sig. Kl. 6 kom pigen efter aftale og la i ovnen – jeg stod op straks, nu er den 7 og jeg har alt drukket kaffe o.s.v. og kan når dette er besørget sætte mig til arbejds. Det går udmærket for mig; jeg kan altid såsnart jeg bare sætter mig til, og det er en stor lise for mig at få bevis på at der altså intet er ivejen med min arbejdskraft endnu. En anden sag er at det går langsomt. Igår skrev jeg således ikke mere end 7½ side – uhyre tætte forresten – skjøndt jeg arbejded i alt 8 timer. Men jeg gjør det mere vel nu end før ved første gangs nedskrivningen, så det er kun naturligt at det tar tid. Jeg er meget, meget glad for jeg kom herud; det er som en befrielse at få ro, og få lov til at sidde i ro ved mit arbejde. Det er også aldeles umuligt at få sligt noget til uden at kunne hengi sig ganske udelukkende til omsorgen for det. Så mange 1000de ting at huske og få med, alle disse småting som netop gjør at noget blir helt godt! De store ting kan jeg sagtens huske.

Men der er altså ikke tale om at jeg får noget renskrevet og sendt afsted. Jeg vil det ikke engang, for nu vil jeg kile på med udkastet. Om jeg når at få det færdigt her – jeg tror det ikke. Det er for langt hvad jeg har tilbage.

Min bestemmelse er at ta morgendagen med til arbejdsdag, altså ikke rejse før kl 9 om aftenen. Men nu skal Du sige om Du tror jeg kan for småen. Da skal jo Kristine klæ hende af for første gang alene og få hende til ro. Kan det gå? Hvis Du svarer ja, så lov mig at be Emilie gi Kristine ordentlig besked og vise hende alt hvad småen skal ha på og hvad der skal ind til natten. Hører Du! læg hende alt alvorligt på sinde. Og så må Du hilse hende og takke fordi hun har været god mod småen. Jeg får altså ikke se hende. Sig at hun kan ta den kåbesmækken med det blå broderi på, den bruger aldrig småen fordi jeg ikke liker den og sig at jeg nok skal sende hende, hvad jeg loved. Men hør nu, hvis Kristine kan besørge småen til ro og også ha hende om natten så blir jeg helst til tirsdag morgen og kommer med det tog Du tog. For så får jeg arbejde også mandag aften, og så er der det, at jeg ikke kan udholde at komme hjem og se småen sove, uden at ta hende op, og det vilde jo være synd. Men rejser jeg herfra mandag aften kl. 9 er jeg først hjemme 12 tror jeg. Sig hvad Du synes.

*

Amalie til Erik Skram mars 1892. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Du kan stole på jeg skal skrive til Langhoff at de en anden gang må sørge for at jeg får indbydelsen. Jeg skal nemlig sende ham manuskript idag.

*

Brev fra Amalie til forleggere\\Skram, A. and J. Garton (2010). Amalie Skram. Brevveksling med forlæggere. [København], Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Amalie Skram til Paul Langhoff

Kroghsgade 1 Ø. 3/1/90

Hr. Langhoff!

Jeg blir nødt til at be Dem være så snil at sende mig tilbage det hos Dem beroende manuskript. Nu, da jeg skal til at ta fat med kraft på bogens endelige færdiggjørelse er det nødvendigt for mig at gjennemlæse det foregående som jeg næsten har glemt under vinterens begivenheder. Vær også så snil at sige mig til hvilken tid De vil ha bogen ud – vel ikke førend i april? – og når

*

Paul og Emil Langhoff

jeg bør ha indsendt alt mit manuskript. Det er så godt at ha en klemme på sig, især nu, da jeg foruden mit skrivearbejde også har et barn at ta vare på. Folk har rost mit kapitel i Krøniken og sagt det var mere elskværdigt og

»uskyldigt« end mine ting plejed at være. Jeg har smilet forbindtligt med hemmelig blussel og tænkt: I skulde bare vide hvad der egentlig står.

»Verdens Gang« har nylig havt et billede af mig med rosende tekst. Det er jeg glad for, for det betyder bedre salg i Norge at bli anbefalet af den avis. Før har nemlig »Verdens Gang« af politiske og klogskabshensyn forholdt sig meget kjølig til mit forfatterskab. Nu er det ikke mere nødvendigt at gjøre det; kanske passer det nu i dens kram at rose mig. Vist er det imidler- tid at det båder mig.

Undertiden får jeg forespørgsler om hvor »Constance« kan fåes. Det er kjedeligt at folk ikke ved det. Skulde det ikke averteres en gang eller to? Har De forresten solgt af den siden De var så venlig at ta den i kommission? Vel ikke noget at snakke om.

Jeg vilde gjerne ha manuskriptet snarest muligt.

Og så er jeg ublu nok til at ville spørge Dem om jeg kunde få nogle flere penger nu. Jeg skal netop bruge nogle for mig selv. Men hvis det på nogen måde berører Dem ubehageligt at gi mig endda mere på forskud så sig bare nej. Hvis ikke, vilde jeg nok ha 2 à 300 kr. Bogen er lang nok til det; den blir sikkert 18 à 20 ark, sandsynligt endda længere.

Med ønsket om et godt nytår for Dem selv og Deres firma, og med tak

for alt godt i det gamle år er jeg Deres hengivne Amalie Skram

*

Amalie Skram til Paul Langhoff

26/2 –90

Hr. Langhoff! Bogens titel blir:
Hellemyrsfolket.

Paul og Emil Langhoff    Nr. d 8

*

G. Myhre.

Og jeg kan ikke få den mindre end på cirka 22 ark, alt det jeg stræver for at sammentrænge og forkorte.

Forresten går det så langsomt for mig med at få slutningen færdig. Jeg synes ikke den er god nok og så holder jeg på og holder på, og er ofte rent ude af det. Gjør det noget om den først udkommer i slutningen af april?

Deres ærbødigt forbundne Amalie Skram.

*

Amalie Skram til Paul Langhoff
Kroghsgade 1 Ø.

7–5/90.

 

9 Amalie Skram til Paul Langhoff
Kroghsgade 1 Ø.
7–5/90.
Hr. Langhoff!
Undskyld mit sene svar, men jeg vidste ikke rigtig hvor mange ark der var igjen. Idag kan jeg oplyse at bogen vistnok blir 24 ark stor, måske lidt min- dre, måske nogle blade større.

Desværre går det fremdeles så småt for mig at jeg ikke tør angive når jeg

får resten færdig. Men selv om det ikke blev før i juni engang, kunde den så alligevel ikke udkomme? Er det virkelig hensigtsmæssigt at la alle bøger komme på én gang. Der er dem som mener det modsatte. Men deri bøjer jeg mig selvfølgelig og ubetinget for hvad hr. Langhoff finder for godt, na- turligvis.

Ærbødigst Amalie Skram.

 

*

 

Reference 4 – 0,08% Coverage

 

d 10 Amalie Skram til Paul Langhoff

 

Sandgaarden Hornbæk. 21/6 –90.

 

 

Hr. Langhoff!

 

 

Vær så venlig at sende mig et indbundet eksemplar af »Constance Ring« snarest.

Resten af korrekturen får jeg vel nok sendt ned her og så rentrykket efterhvert.

Så fik jeg altså alligevel ikke bogen færdig. Det var svært kjedeligt men

jeg kunde ikke gjøre mere end jeg gjorde.

Ærbødigst Amalie Skram.

 

*

 

Reference 5 – 0,48% Coverage

 

 

 

 

 

 

 

 

13

Nr. d 13     Paul og Emil Langhoff

 

Amalie Skram til Paul Langhoff

Østersøgade 102/2 4de januar 1891.
Kjære hr. Langhoff!
Jeg vilde gjerne allerede nu vide om De er villig til at udgi et bind fortællin- ger af mig til våren. Det er tildels gamle ting således: min debut: »Madam Højers Lejefolk« der stod trykt i »Nyt Tidsskrift« i 83, »Bøn og Anfægtelse« i Tilskueren og Knut Tandberg i – jeg tror – 86, »Karens Juul« i Politikens Julenummer engang, »I Asiam« o. s. v. Så har jeg en længere fortælling på stabelen, som skulde bli bogens clou, og så intet videre.

Hvis det nu er gåt så dårligt som jeg tror, med Børnefortællingerne, så

vil det ikke undre mig om De siger nej. Tværtimod. Når man ikke sælger en forfatter, kan udgiveren ikke bli ved. Det eneste skulde da være at De er så ung at De efter almindelige menneskelige beregninger kommer at leve mange år efter at jeg er død, og at De da måske fik ind, hvad De nu ikke får. Jeg véd det nemlig så sikkert: aldrig kommer jeg at skrive min samtid tillags. Alt det, jeg nu har hørt om disse stakkels Børnefortællinger, at de skulde ha hedt: fortællinger for ungdommen, at »In Asiam« var den éneste, som egentlig egned sig for børn, og en masse andet galimathiassnak, har gjort mig det ganske klart at jeg kan dreje og snu mig hvordan jeg vil – det blir dog aldrig godt for mig. Når jeg tænker på alt det slid jeg har lagt på mit arbejde og den ringe fordel og det endnu ringere bifald jeg har høstet, så er jeg mest tilbøjelig til at opgi både fortsættelsen af »Hellemyrsfolket« og hele stasen. Men jeg skriver alligevel, skriver for at indvinde de stakkels pengene. Og når jeg nu så tidlig spør Dem om De vil udgi disse mine for- tællinger til våren, eller så tidlig som De tror bedst, så er det egentlig fordi jeg i tilfælde De svarer ja, vil bede Dem om et forskud straks. Bogen blir antagelig 12 à 13 ark, og kan som sagt udgives når De vil, og jeg vilde gjerne ha 300 kr. nu.

Men som sagt, hvis De har tabt på Børnebogen undrer det mig ikke om De svarer nej. De har vært en så god og behagelig forlægger at jeg har al grund til

 

Paul og Emil Langhoff    Nr. d 13

 

at vide Deres afslag ikke kommer af tværhed. Det må De være vis på.

Med ønsket om et godt nytår og i håb om et snarligt svar er jeg Deres forbundne

 

 

Amalie Skram

 

*

 

 

Reference 6 – 0,52% Coverage

 

d 18 Amalie Skram til Paul Langhoff

 

22/1/91.

 

 

Kjære hr. Langhoff!

 

 

»Politikens« julenummer må De undskylde, De endnu ikke har modtat. Skram véd at han har det etsteds, men har endnu ikke fåt tid til at søge det frem. Han påstår også at det ikke kan haste så svært med det.

De tror ikke det kan nytte med »Sjur Gabriel« og »To Venner«. Men se nu »Constance«. Den blev tat i et oplag af 1500 foruden 75 til frieksempla- rer, sa selv gamle Hegel dengang vi opsatte betingelserne (De husker den først efter at være trykt færdig blev protesteret af Hegel). Første års salg var cirka 1100, og resten er gået siden på de vel omtrent 100 eksplr. nær, som endnu er tilbage. Og det hænder jo endnu at folk skriver til mig og spør om den kan fåes.

Og såsom Sjur og To Venner danner et hele med S. G. Myre skulde man tro det måtte kunne lykkes at få dem solgt med tiden. Jeg er nu nemlig sikker på at det er Salamonsens [sic] skyld at disse bøger er gåt så dårligt. Muligt er det en fiks idé hos mig – jeg ved ikke jeg.

At få hele værket ud i subskrittion [sic] engang var jo svært godt, men da der endnu er så lang tid tilbage før det kan ske, kan jeg slet ikke intere- sere mig for den tanke endnu. Det var nu, jeg vilde havt disse bøger over på Deres hænder. Og desuden til subskribtion kunde vel disse bøger ikke engang bruges. De måtte vel sættes om og trykkes op på nyt, og hvis nu

 

Paul og Emil Langhoff    Nr. d 18

 

  1. G. Myre til den tid ikke var udsolgt blev det vel ikke af.

Det er forresten slet ikke vist engang at det næste bind af Hellemyrsfol- ket blir det sidste. Når jeg nu tænker på den masse stof jeg har, tror jeg vist det må deles i to bøger.

Men naturligvis, det om kjøbet af »Sjur« og »To Venner« var jo bare et spørsmål. Jeg vilde blet uhyre glad om De var gåt ind på det – så vilde jeg da også endelig en gang fåt sét status der, som ikke er kommen mig for øjne, siden efter første års salg. Det heder sig altid at Henriques har opgjøret og han glemmer altid at komme med det.

Deres hengivne Amalie Skram

  1. Det er sandt, jeg har fåt en forespørgsel fra fru Ola Hansen som i disse dage skriver en essay om mig der skal trykkes i et tysk og et norsk tidsskrift om jeg ikke skriver på et mindre nyt arbejde som hun kunde få oversætte og få trykt i Tyskland. Det måtte ikke være »for uartigt«. Har De noget imod at dette sker hvis det nu blir artigt nok?

Og så er der endnu det: jeg vilde så gjerne at det årstal hvori mine gamle sager er udkommen skal stå over fortællingerne i bogen.

Den S.

 

*

 

Reference 7 – 0,21% Coverage

 

5/2/91

 

 

Kjære hr. Langhoff!

 

 

Jeg tør ikke med bestemthed love Dem noget manuskript før om en 14 dags tid, da jeg ikke kan aflevere begyndelsen før slutningen er færdig, og den har det desværre trukket ud med. Småen har vært dårlig, så jeg i næ- sten en uge intet har kunnet skrive og ny pige o. s. v. Så har jeg jo, som De siger, også af sætteriets langsomhed ladt mig forlede til at tro at det ikke haster. Men når den nye fortælling kan stå sidst, hvad De forleden mente der intet var til hinder for, så har jeg dog endnu lidt tid at løbe på. Og er det ikke også tidsnok når bogen kommer engang i april? Jeg synes forårslitera- turen først plejer vise sig i begyndelsen af maj. –

– Da jeg intet svar har modtat fra Dem på min sidste skrivelse i anld. Sjur og To Venner må jeg vel desværre anse sagen som falden fra Deres side. Men vil De ikke være så snil at sende mig Olsen & Co.s regnskab tilbage snarest.

Deres hengivne Amalie Skram.

  1. Tak for den udmærkede dag sidst! Mange hilsener til fruen.

 

 

*

 

Paul og Emil Langhoff    Nr. d 21

 

Reference 8 – 0,12% Coverage

 

22 Amalie Skram til Paul Langhoff

 

22/2/91.

Kjære hr. Langhoff!
Jeg forstår fuldt vel at det ikke kan være noget synderlig tillokkende for Dem at overta disse bøger. Det er vel, som De siger, næsten helt umuligt at gjenoplive salget sålænge jeg endnu er ilive, medmindre det gik an at lave

 

en subskribtion. Til næste år på disse tider er det jo min mening at værket skulde være færdigt med mindre jeg blir nødt til at dele det stof jeg har tilbage, i to bøger, og subskribtionen kunde vel begynde før arbejdet var helt færdigt.

 

Reference 9 – 0,14% Coverage

 

24 Amalie Skram til Paul Langhoff

 

*

 

[mars 1891]

Kjære hr. Langhoff!
Hermed begyndelsen af fortællingen. Resten skal følge såsnart som muligt. Vær snil og stå ikke på at bogen absolut skal ud i slutten af marts. Midten af april er jo også god.

Jeg slider mere med dette arbejde end jeg nogensinde tidligere har gjort.

Det er fordi historien foregår i Konstantinopel og fordi jeg må grave og grave i min hjerne for at få levende frem for mig byen, folkene, livet, atmo- sfæren o. s. v. Det er ikke fordi det nu er 12 år siden, jeg var der sidste gang, men det er fordi alting der er så tusenfold broget og sammensat, så fuldt af farver og rigdom.

Deres hengivne Amalie Skram.

 

*

 

Reference 10 – 0,40% Coverage

 

25 Amalie Skram til Paul Langhoff
Østersøgade 102/2 12/4/91
Kjære hr. Langhoff!

 

Nr. d 25     Paul og Emil Langhoff

 

Den nye fortælling: »fru Inés«, blir desværre dobbel så stor som jeg fra begyndelsen havde tænkt. Istedetfor 4 – à 5 ark blir den sikkert 8 à 9. Jeg havde emnet i hodet og tænkte, som sædvanlig, ikke at det kunde svulme slig op. Men det er umuligt at gjøre den kortere ser jeg nu, uden at novellen lider derved. Egentlig skulde det vært en bog for sig; jeg har måttet kutte af og kutte af for at indskrænke omfanget så meget som muligt.

Bogen blir altså en del større end De havde tænkt og ønsket. Synes De, den blir for stor, kunde vi jo trykke op bare de gamle sager: I Asiam o. s. v. og Karens Jul. Da vil den bli 15 ark i højden. Og så gjemme fru Inés til en bog for sig alene. Rigtignok synes jeg, det er uheldigt at skulle udgi bare før trykte sager, men hvis De heller vil det, siger jeg ja. Fru Inés vil nok vække stor opsigt og også forargelse, og derved vilde jo opmærksomheden i hø- jere grad bli draget hen på bogen.

Jeg er endnu ikke færdig med slutningen, men tror dog at kunne levere manuskript ligeså betids som sætteriet leverer korrektur. Siden forrige lør- dag har jeg ikke sét nogen korrektur.

– – Gabriel Finne fortalte mig forleden at han hos Cammermejer får 1000 kr. for en bog på 8 ark. En bog med nogle skitser som han selv syntes var for ringe til at bydes Gyldendal. Og for den nye bog, som kommer til høsten hos G., skal han ha 2000 kr. skjøndt den kun er på 20 ark. Jeg fik for

  1. G. Myre 1590, skjøndt den er omtrent 27 og skjøndt mit arbejde på den overanstrengte mig slig at jeg endnu lider under følgerne. Og nu skal jeg ha mindre end nogensinde, levere 1300 eksplr. for den samme pris, for hvilken der før kun har vært forlangt 1200. Det er temmelig nedslående for mig at erfare at arbejder af en begynder som Gabriel Finne vurderes omtrent dob- belt så højt som mine.

Deres hengivne Amalie Skram.

 

*

 

Reference 11 – 0,23% Coverage

 

Paul og Emil Langhoff    Nr. d 27

 

27 Amalie Skram til Paul Langhoff

 

Søndag aften. [april 1891]

 

 

Kjære hr. Langhoff!

 

 

Det går så småt med korrekturen. Et à to ark om ugen er alt hvad jeg får, oftest bare et. De synes kanske det bare er småklatter det, jeg sender, men skriften er så tæt. Dette i aften er omtrent et ark, har jeg regnet ud og de har meget mere liggende i sætteriet. Jeg vilde rigtignok uhyre gjerne ha bogen ud nu. Gabriel Finne har – såvidt jeg kan skjønne – fat i det samme emne i sin 20 arks roman som skal komme, derfor er det vigtigt at mit kommer først.

Om nogle få dager får De resten af manuskriptet. Det blir nok mindst 1, højst 2 ark. Så kommer den ikke ud til den 5te maj, er det ikke min skyld.

Gudskelov at jeg er færdig: Jeg har slidt forfærdelig, og jeg tænker, der skal gå nogle år, inden jeg atter gir mig til at skrive. Det er altforlidt ind- bringende i forhold til den lidelse det volder og de kræfter det sluger.

Herman Bangs bog er rasende morsom! Han har det godt som får ar- kene fulde med omtrent halvdelen af hvad mine ark sluger.

Deres heng.

 

 

Amalie Skram

 

*

 

 

Reference 12 – 0,03% Coverage

 

28 Amalie Skram til Paul Langhoff

 

[april 1891]

 

 

Hermed slutningen. Den blev heldigvis kortere end jeg havde troet.

Bogen heter altså:

Kjærlighed i Nord og Syd

 

*

 

 

Reference 13 – 0,23% Coverage

 

30 Amalie Skram til Paul Langhoff
St. Kongensgade 92/2 16/11/91.
Kjære hr. Langhoff!
Mange tak for »En menage« som De sendte mig! Det var elskværdigt af

 

Paul og Emil Langhoff    Nr. d 30

 

Dem at tænke på det. Jeg begyndte straks at læse på den, men måtte hol- de op, fordi dens glimrende kunst betog mine sanser således at jeg kun vanskelig kunde forsætte med mit eget arbejde. Nedslået blev jeg også, thi hvad for stympere er dog hele nordens samlede forfatterskare sammen- lignet med de bedste af franskmændene. De er rusernes [sic] fuldkomne jevnbyrdige, hvad der i min mund er den højeste ros i verden.

Hermed sender jeg Dem 3die ark af korrekturen. Jeg blir nok alligevel nødt til at be om en 2den korrektur. Nu er det bare »In Asiam profectus est«, som jeg endnu ikke har fået.

Er De ikke tilbøjelig til at la min bog udkomme i et større oplag denne gang? Den blir jo så liden og altså ikke synderlig dyr. F. eks. 1500? Det er jo ellers så lidt jeg tjener ved dette strabadserlige skriveri, at det ikke kan lønne sig for mig. Med typernes størrelse og linjeantallet på siderne er jeg svært fornøjet.

Deres hengivne

 

Reference 14 – 0,24% Coverage

 

Men nok om dette. –

De husker, at De, da jeg var inde hos Dem og talte om udgivelsen af disse sidste fortællinger, ytrede at blev ikke bogen færdig til jul, kunde den ligge til foråret. Det vil jeg nu be Dem om at la den gjøre. Så er det min mening at skrive en anden fortælling end den jeg nu har under arbejde, en fortælling der ikke skal være det ringeste længer, end at den, sammen med hvad De altså har i forvejen, kan afvikle min gjæld til Dem. Den behøver så ikke at være større end 2, halvtredie ark, og den jeg nu skriver på, blir minds[t] 6 à 7. »Overbord« vil jeg så la ligge til der måske engang også for mig oprinder bedre tider. Jeg vil ikke længer ta tiltakke med det honorar begynderne får, ja ikke det engang får jeg. Gyldendal tog således 2000 eks- plr. af G. Finnes første bog, hvor stort oplaget er af »To Damer«, der for- resten efter min mening er en dårlig bog, ved jeg ikke med bestemthed. I mellemtiden vil jeg så søge at skaffe mig andet arbejde som forhåbentlig vil, om måske ikke lønne mig bedre, så dog sikkert anstrenge mig mindre. Der er jo ingen mening i at bli ved, når mit honorar i virkeligheden er en drikkeskilling og min forlæggers

 

Reference 15 – 0,57% Coverage

 

Amalie Skram til Paul Langhoff

 

St. Kongensgade 92/2 Kjøbenhavn 27/11/91.

 

 

Kjære hr. Langhoff!

 

 

Jeg er enig med Dem deri, at det vistnok var et uheldigt tidspunkt at frem- komme med min anmodning, siden det ikke gjaldt udelukkende nye sager. De siger, at »1300 eksplar ikke er så dårligt i sær« o. s. v. Men i virkelighe- den er det jo for mit honorars vedkommende akkurat lige med 1200. Af

»Kjærlighed« tog De jo også 1300, men det regnedes for 1200 hvad hono- raret angår. At De tar 1300, istedetfor 1200 uden at forhøje mit honorar en smule er jo for mig kun det at jeg altså skriver billigere nu end tilfældet var med de forrige bøger hos Dem. Frieksemplarerne er der jo ingen som reg- ner med. Derfor var det galt, da jeg sidst skrev at salget af »Kjærlighed« og

»Constance« tat forholdsvis, kom ud på et og det samme. Af »Constance« var der altså solgt 2 3diedele af oplaget men af »Kjærlighed« altså et 100de eksemplarer mindre.

Det var slet ikke den bog af Finne som kom hos Cammermejer jeg mente nu. Sammenhængen og humbugen med det store honorar blev jo snart nok bekjendt for offentligheden. Nej, den første bog han fik ud hos Gyldendal: »Kapt. Vangs børn« var det jeg tænkte på. Jeg talte tilfældig med boghandler Hegel i går og fik af ham bekræftet hvad Finne havde fortalt. Hans sidste bog, »To Damer« havde han derimod kun tat i 1500, tilføjede han, fordi den under læsningen af manuskriptet ikke syntes ham så god som Vangs børn, hvilken er gudsens sandhed.

Ja så får det jo altså bli med det at min bog først udkommer til våren.

 

Nr. d 32     Paul og Emil Langhoff

 

De skal til den tid få en fortælling af mig som skal bli så god som jeg kan gjøre den. De må endelig ikke tro, jeg vil sjuske mig væk fra min forpligtelse ved at skrive noget i hui og hast. Først og fremst for min egen skyld vil jeg det ikke og dernæst også for Deres, hvem jeg skylder bare alt muligt godt.

»Overbord« lar jeg ligge til jeg engang får en passende anvendelse for den. Den er forresten heller ikke færdig endnu fordi jeg, da der intet svar kom fra Dem, lod arbejdet ligge.

Da jeg skrev til Dem, mente jeg forresten ikke at få honorar efter 1500 for mere end den nye fortælling. Så skamløs er jeg ikke. Men når jeg husker mig om, glemte jeg kanske at nævne det, vel fordi det forekom mig så selv- følgeligt.

De kan nok synes at det er fordringsfuldt af mig at ikke være fornøjet med det honorar De byder. Men når De vidste hvorledes jeg slider med alt hvad jeg skriver, stort og småt, hvorledes det besætter mig, så at jeg ingen andre tanker har end disse forfærdelige mennesker som jeg skal skildre og se til at få levende, så vilde De ialtfald forstå det.

Tak for Deres elskværdige brev. Det var mig en glæde at se at De ikke var bleven sint.

Deres hengivne Amalie Skram.

*

 

Reference 16 – 0,14% Coverage

 

d 33 Amalie Skram til Paul Langhoff

 

Lindevangen 10B. F. 8/3/92

 

 

Kjære hr. Langhoff!

 

 

Hermed begyndelsen af den nye fortælling som skal hede »Overbord«. Nu kan der for min skyld gjerne sættes med fuld kraft. Jeg skulde sendt manu- skriptet for over en uge siden, men så fik jeg influenza og måtte gå tilkøjs. Endnu er jeg svært klein. Men nu kan jeg altså sende mere såsnart dette blir sat. Det var vel bedst om bogen kom først i april, men den blir længere end jeg havde tænkt, så det er bedst at skynde på dem i trykkeriet.

Vær så snil at sende mig al korrekturen af det som alt er sat, de gamle fortællinger mener jeg.

I hast Deres hengivne Amalie Skram

 

*

 

Reference 17 – 0,14% Coverage

 

d 34 Amalie Skram til Paul Langhoff

 

Lørdag aften [mars 1892]

 

 

Kjære hr. Langhoff!

 

 

Jeg har atter vært syg af denne forbandede influenza, som jeg bare håber snarest muligt vil gjøre ende på mig. Derfor har jeg ikke kunnet begynde på det stakkels halvanden kapitel, jeg mangler. Nu sender jeg Dem imid- lertid noget manuskript. Om et par dager får De omtrent 40 sider til og så mangler endnu slutningen som ikke er skrevet i klad endnu engang. Hvis De tror, det blir forsent, så lad bogen ligge til høsten. Jeg kan ikke hjælpe det, og jeg ber Dem mange ganger om undskyldning. Førend en uge ind i april, tør jeg, som tilstanden nu er, ikke love Dem slutningen.

Deres hengivne Amalie Skram.

 

*

 

Reference 18 – 0,13% Coverage

 

Classensgade Østerbro 30/9/92

 

 

Kjære hr. Langhoff!

 

 

Mit nye arbejde, som er et helaftensstykke, drama, kommer ikke at bli op- ført før efter jul, enten på Dagmar eller på det frie teater. Derfor haster det jo ikke med at levere manuskript til bogladen. Der er også nogle rettelser og små forandringer at gjøre. Når disse er besørget, tar jeg fat på fortsæt- telsen af Hellemyrsfolket, gud styrke mig amen!

Vi bor altså nu i Classensgade; der er ikke nummer på huset, som er ganske nyt, men det er det 5te hus fra Østerbro tilvenstre, 4de sal tilvenstre. Forresten er det nok når der bare står Classensgade.

Deres heng. Amalie Skram

 

*

 

Reference 19 – 0,19% Coverage

 

 

 

 

d

 

 

 

43

Nr. d 43     Paul og Emil Langhoff

 

Amalie Skram til Paul Langhoff

Klassensgade 11 4de sal 22/10/92
Kjære hr. Langhoff!
Jeg vilde så gjerne at De skulde kjende mit stykkes indhold, før De tog be- stemmelse med hensyn til trykning o. s. v. På tirsdag aften skal jeg læse det højt for Rosenberg, Dagmartheatrets instruktør, og jeg vilde derfor spørge Dem om De ikke også vilde høre det samtidig. Manuskriptet vil jeg ikke byde Dem, da der er så mange rettelser og »dunkle steder«.

Hvis De nu ikke har lyst, hvis De, som så mange, ikke kan holde ud at

høre på højtlæsning – jeg læser desuden dårligt – så må De endelig ikke synes, det er kjedeligt at sige nej. Jeg blir ikke spor af fornærmet over det.

Men i modsat fald vilde det glæde os at se Dem her tirsdag aften kl. 9 præcis.

Deres hengivne Amalie Skram.

  1. NB. De er nok så venlig i ethvert fald at sende et par ord til svar.

D S.

 

*

 

 

Reference 20 – 0,13% Coverage

 

Amalie Skram til Peter Nansen

 

Østersøgade 102/2. 3/11/90.

 

 

Kjære hr. Nansen!

 

 

Langhoff nævnte at De skulde skrive om Myre i Politiken. Vil De da ikke være så snil at sige at Myre ikke er afslutningen på Hellemyrsfolket som flere blade med et lettelsens suk har trøstet sine læsere med. Den er så langt fra slutningen som det er for 4de dels skyld at hele fortællingen er påbe- gyndt. Fjerde del der handler særlig om Siverts ældste søn, var den del af bogen eller værket som jeg først begyndte på for år tilbage, hvorefter jeg gik tilbage til Sjur Gabriel og lod fjerde del ligge i sit svøb.

Deres hengivne Amalie Skram.

 

 

 

Reference 21 – 0,08% Coverage

 

d 13 Amalie Skram til Peter Nansen

 

Klasensgade 11

28–12–92
Kjære Peter Nansen,
De må ikke vente noget fra mig. Jeg har ikke havt tid, og så desuden kan jeg slet ikke skrive mere. Min hjærne er blet til en stentør klump, som ingen- ting kan gi fra sig. Nu er jo også den værste tid overståt og »Politiken« har jo klaret sig pent og har vært fyldt og intresant [sic] hver dag.

Deres

 

 

Amalie Skram.

 

*

 

Reference 22 – 0,16% Coverage

 

 

 

 

 

 

 

 

18

Peter Nansen     Nr. d 18

 

 

Amalie Skram til Peter Nansen

Paris. Rue Caumartin 18 chez m.dme Aumont III [november 1895]
Kjære Peter Nansen!
Hermed bidraget. Vær så snil at sende mig én korrektur med manuskriptet. Om nogle dage sender jeg noget andet til »Politiken«, et slags brev. De kan ta det ind, når De vil.

Honoraret for det idag sendte bidrag, vilde jeg gjerne ha straks. Her i

Paris smelter ens penge mellem fingrene på en. Helst i franske penge. Hvis De ikke kan det, så lad mig få danske. Tusen tak for det elskelige lille brev, De sendte mig inden min afrejse! De er et af de mennesker jeg altid har holdt af og altid vil bli ved med at holde af.

Hjærtelig hilsen til Deres forlovede fra Deres hengivne

 

 

Amalie Skram.

 

*

 

 

Amalie til Drude Krog Janson 7.juli 1898. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

 

100,00% Coverage

 

Til Drude Krog lanson 7. 7. 98

Min kjære, kjære Drude. Ja det har varet længe siden du sidst hørte fra mig. Eivet

gir så mange slags bekymringer og møje og arbejde, men i mine tanker har du været stadig og altid . . . Jeg holder på med en stor bog, fjerde del av Hellemyrsfolket, og den lægger beslag på al evne. I 6 år har jeg arbejdet på den, uden at kunne få den færdig. Nu i sommer brister eller bærer det. Småen og Erik tar om nogle dage ud til i Eudvig Mullers hustru og sønn.

166

Førslev til Neergårds, og også jeg er buden, men jeg rikker mig ikke av flekken før jeg er færdig. Når huset er tomt, kan jeg arbejde bedre. Det er det sørgelige at min helbred som i gamle dage var så stærk, er fallen sammen. Ofte tror jeg det er slut og forsøger rolig at møde tilintetgjørelsen, hvad jeg dog ikke rigtig kan. Men atter og atter reiser jeg rnig igjen og begynder på nyt . . . Efter at jeg kom ud fra galehusene — har du læst Professor Hieronimus — fik jeg et knæk som gjorde det af med mig. Min mand havde mens jeg var borte, git sit hjærte til en anden. (Hun bedrog ham og er nu gift med en anden mand) . . . Det knuste mig sønder og sammen — dette at han havde forkastet mig. Jeg vidste ikke hvordan jeg holdt af ham, var afhængig af ham, før da han ikke brød sig om mig.

Rolig i sindet er jeg nu blevet, det man kalder resigneret, men min gamle helbred kan jeg ikke få tilbage . . . Du må ikke tro, kjære Drude at jeg med disse udtalelser vil anklage min mand. Nej. Alt hvad der er vederfaret mig, er løn som fortjent. Om jeg end ikke i gjerning har været utro mod ham, så har jeg dog handlet med hans oprindehge så store kjærlighed til mig. Jeg vidste ikke hvad det var for en skat at eje et menneskes

hele og udelte kjærlighed før det var for sent. Og et menneske som han! Så fin og nobel og ærlig, så althengivende . . . Farvel for i kveld, kjære dejlige Drude.

Din Amalie.

 

*

 

Amalie til Elisa Knudtzon 6. april 1877. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

 

31,34% Coverage

 

Der er forresten meget at gjøre med det; B. vilde at jeg skulde drage det sammen i to akter, og jeg skjønner så godt at han har ret, men det er ikke så let at gjore det, uden at hele anlægget må lægges om; så vilde han have ægtemanden» løftet; det trænger han vistnok til stakkel, og så må han altså i „knappestøberens ske», som det hedder i Peer Gynt», men dertil fordres tænkning og meget arbeide. „Det er omtrent det vanskeligste man kan tåge sig til, at skrive for scenen», sagde B. og jeg er vis på han har ret. Undertiden får jeg lyst til at opgive det hele, men så er det ligesom jeg ikke kan få fred for det. Om jeg holder mit løfte, at sende det ind til eder, er ikke sikkert, — jeg tror neppe, jeg kan overvinde mig til det, når alt kommer til alt. Du får vente, til du ser det på scenen; bliver det færdigt kommer det ganske vist op engang. Jeg sender dig nyt af året; du kan ikke tænke dig, hvor jeg har glædet rnig over den vårens første svage hilsen, disse yndige, blyge sneklokker. Du må slå hdt vand på dem; de ere friske og pene nu; Gud ved hvordan de vil se ud, når dn får dem; knrven og det lille fad, kan du beholde til min pige reiser ind. Endnn engang lægger jeg eder begge indstændig på hjærte, ikke at robe noget. Vær forsigtig, at ingen slags hentydning undslipper eder. — Jeg hører at Bertha siger at I er discrete, det venter jeg også af eder. Kys Dagny fra mig, og hils din mand fra din Amalie. Miiller og gutterne hilser eder alle. —

 

Amalie til Georg Achen 1. mai 1888. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

 

100,00% Coverage

 

Til Georg Achen Eredag 11 iVlaj —88

Kjære hr. Achen! Hvor det dog var elskværdig af Dem, at De skrev til

mig, at De virkelig gjorde alvor af det. For jeg ved så godt i iVlaleren Georg Achen.

117

af egen erfaring, hvordan det pleier at gå med den slags ting. Man blir glad for en bog, man siger til sig selv: „Du skriver og fortæller forf. det», og så sover man på det, og om morgenen beslutter man at udsætte det, og så udsættes det, indtil det ganske langsomt blir glemt. Slig er det gåt mig mange gange, og det er en stor skam, for jeg, som ved, hvilken glæde man gjør et medmenneske ved at „gi lyd» i den sort sager, jeg burde mindre end andre la det være. Ja, når De nu vidste, hvor henrykt og rørt jeg var over Deres udtalelser, så vilde De tænke: det var dog bra, at Du skrev alligevel. Jeg blev så varm inde i hjærtet, og så kom der tåge for øinene mine. Det var igårmorges med det samme jeg var stat op. Dette her at få andre til at føle det samme som en selv har følt under skrivningen — forstår De ikke, at det er det høieste, det eneste bifald. En får tro på, at en duer noget, at en evner noget. Og det trænges for en som jeg, der blir så frygtelig forhånet og bespottet i høire, hvilket vil sige af dem, der har magten, og så skeptisk modtat i venstre. Men et brev af Deres art er som en pludselig solstråle over et menneske, der længe har gåt i skodden. Aa, hvor det glæder mig, at De var rørt, at De næsten græd. Selv har jeg skrevet det meste af bogen under strøm mende tårer. Jeg har følt og levet og lidt med Sjur Gabriel. Han er for mig inkarnationen af al den dygtighed, bravhed og kraft, der går og må gå tilspilde i et land som det elendig fattige Norge. Men han er mere end det, han er et menneske, et menneske som jeg selv, og derfor elsker jeg ham.

118

Nu skal De skynde Dem og læse fortsættelsen „To Venner». Hører De! Og så skal De sige mig, hvad De synes om dem. Vær ikke bange for at komme med indvendinger, af en som jeg er sympatetisk kan jeg godt like at få daddel, det er bare af idioter og fiender og den slags, jeg ikke for drager det. Og tæuk, at De ikke gir et ondt kvæk fra Dem for Strilemålet. De har dog naturligvis ikke forståt alle ordene, men nok meningen, og det er jo det vigtigste. De er et sødt og elskværdigt menneske. Jeg holder af Dem, og det får jeg nok lov til, for det er på en vis, der ingen skade gjør. — Hils Deres søde, hjærtevindende hustru og modtag en hjærtelig tak fra Deres hengivne

Amalie Skram

 

*

 

 

Amalie til Georg Achen 9. des. 1890. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

 

Reference 1 – 52,81% Coverage

 

Til Georg Achen 9/12 —90

Kjære snille Achen! Idag er Du nok rigtig udgåt på at gjøre mig glad, eller

rettere igår var det jo, Du skrev dit brev. Men alligevel er jeg vis på, Du ikke aner hvor glad jeg blev ved at læse dine ord om børnebogen og alt det andet. Du gode, kjære menneske! Som ser på alt med så opladte øjne og som er så velsignet at Du siger, hvad Du tænker og føler. Kunde jeg en eneste gang gjøre Dig så glad som Du flere ganger har gjort mig — kunde jeg opna det før jeg døde, vilde jeg anse mig som den, der dog havde havt lykken med sig. Jeg er så beveæget og rørt og taknemme lig over dit brev at jeg sidder her formelig pint af trang til at græde . . . Hermed altså „Vredens Gnag». Både Skram og jeg er

uenig med Garborg i at „Eo Venner» er bedre end S. G. Myre, ligeledes i at S. G. Myre er fuld af tekniske fejl eller hvad det er han siger. S. påstår at der kun er det ene kapitel for meget, ellers ingen tekniske fejl. Han pønser på at spørge G. i Vredens Gnag om hvad det er for fejl han mener. Så, nu skriver jeg alt så stygt at Du ikke mere kan

forstå det. Bedre at holde op. i „VørnekortXllinger», utgitt 1890.

125

Vredens Gnag vil jeg gjerne ha tilbage; ligeså den artikel

af „Socialen» som jeg sendte A. C.,^ hvis hun da har den. — Hils A. C. hjærteligst og kys småen fra mig. Skram hilser meget.

Dinn- A ,- q. m VG»

 

*

 

 

Reference 2 – 47,11% Coverage

 

Til Arne Garborg Kjøbenhavn, Oster Bøgade 102/. 19-12-90

Kjære Garborg! Tak for dit brev og for anmeldelsen i

  1. G., som jeg rent tllfældigvis fik se. Jeg blev meget glad for den, for jeg havde jo hørt, at de norske aviser skulde ha skrevet så slet og dumt om bogen. Skram ærgred sig forresten svært over det, Du sa om alle de tekniske fell, som skulde være så lette at pege på. Han påstår, at der er

ingen tekniske feil — maske et kap. for meget i begyndelsen, det om Magne og Berte, men ellers ikke. Han gik og vilde skrive til dig for at sige sin mening og få dig til at komme frem med de feilene nu ber han mig hilse og sige dig, at S. G. Myre er så god i teknisk henseende, at du burde bide mærke i den, siger han. Han synes også, det er rent borti natten forkjært, at du siger den står under „To Venner». I virkeligheden står den langt over. „To Venner» er bare en episode og et meget lettere og lettere overkom meligt arbeide end „S. G. Myre» naturligvis. I „S. G. Myre» i Anne Gathrine Achen. malerens hustru. De bodde på Eindevangen, krede-

riksberg, og ble etterhvert Amalies nZermeste venner. 2 „S. G. Myre».

126 Amalie Skram. Det er forresten den anden anmeldelse min bog får i V.G.

 

*

 

Amalie til Harald Høffding 30. juli 1899. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

 

100,00% Coverage

 

Til Harald Eløffding kørslevgaard 30/7/99

Kjære protessor Høltding! Hvis det glæder Dem at glæde et medmenneske, så har De i stort mål havt denne glæde ved at sende mig det brev jeg igår lik lra Dem her. De snakker om tak tor „Afkom».

Hvad skal jeg da kunne sige, jeg, som sad og ikke kunde la være at græde ved al den takkens glæde, som tyldte mit sind mens jeg læste hvad De havde skrevet. A, De ved ikke hvor glad jeg blev, ydmyg glad og takknemmelig. Jeg havde jo strævt og slidt så tungt tor at tå denne bog

istand. I årevis. Jeg vilde ikke gi den fra mig, før jeg var sikker på, at den var, som den skulde være. Det vil sige, at jeg helt havde fåt udtrykt hvad der lå mig på hjærte. De siger: en række at variationer, ædle og uædle.» Ja, det er sandt, og mere end sandt. I alle mine bøger har Jeg skildret mest det uædle, det stygge og hæslige og råe. Fra begyndelsen at fordi alt dette stygge fortærdet mig så dybt, vakte min afsky og harme så at jeg ikke kunde bli kvit det, før jeg havde tåt det ned på papiret. Senere fordi jeg lærte at forstå, at være medlidende. En inderlig medlidenhed med alle, alle, mest med de elendigste og usleste, fylder, ja overfylder mit hjærte. Dette at sige om den eller den, at han eller hun er et slet eller et godt menneske, er for mig tomme ord. Selv i det dybest sunkne menneske er der godt. og i det højest stående og ædleste menneske er der ondt. Hvad det gælder om er at arbejde på sig selv. Altid, uafladelig, arbejde på at det gode skal lå overtaget. Ondt udrydder aldrig ondt, men godt kan undertiden lå magt med ondt. Derfor synes jeg at ingen skal skrækkes tilbage for nogetsomhelst at det man kalder afskyeligt, lasteluldt hos mennesker. Se sandheden frit i øjnene, forståf forstå, og være mild. Jesus av Nazaret — det store forbillede, hvem gik han til? Hvem bragte han trøst og oprejsning? Nej. Petra er ikke overdrevet i skildringene. Tværtom.

Får jeg lov til at leve, skal De kanske bedre forstå og se. Hendes datter «Fie», som jeg traf på et dampskib 5 år etter hendes gittermål, betroede sig fuldt ud til mig. Vi havde gåt på skole sammen, og jeg var af og til som barn kommen i hendes hjem, og set glimt på glimt af rædsel og uhygge. Og hendes bror, Severin, der endte som han ender i «Afkom» (han skjøt sig istedetlor at hænge sig) kjendte jeg også. Det har ikke været min mening at lægge denne store vægt på det økonomiske som De antyder at De har op tattet. Ganske vist er jeg overbevist om at det økonomiske spiller en uhyre stor rolle, men en natur som Eetras vilde været den samme ukjærlige, selviske, også i rige forhold.

Siden jeg skrev «Afkom» er der så mange kommen til mig og har sagt bevæget og grædende: ..Akkurat sådan var min mor.» Og det er mennesker som er kommet fra rige eller velhavende forhold. Skjønt min mor gudskelov ikke var som Petra. forstår jeg dog godt disse mødre. Men derom blir det for langt at skrive.

Jeg er så glad i Dem for de ord De sagde, at De ved at snakke med mig, havde fåt af mig et indtryk, der svarte til „Afkom»s forfatter. Det er ikke mange som har opfattet mig sådan, så — efter min mening — rigtigt. De fleste har fåt indtryk af verdsligt pjankeri ved at være sammen med mig. Jeg ved godt hvoraf det kommer. Jeg har nemlig også verdsligt pjankeri i mig, har især havt det, og det er dette jeg byr frem i selskabelig omgang. Det alvorlige, det gode og bedste i mig har jeg blu for at vise. Det er for godt. Men når De, kjære professor, har set tværs gjennem dette, så skyldes det Deres fine og ædle, rolige og stolte personlighed. Jeg har de gange jeg har vært sammen med Dem altid havt fornemmelsen af at der strøg som et pust fra en renere og finere verden forbi mig. En verden hvor der kjæmpedes og levedes for andet end for erotik og sladder og smålighed.

Den hjærteligste tak og den mest hengivne hilsen fra Amalie Skram

 

Amalie til Helene Sandberg 22. mars 1883.. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

 

41,08% Coverage

 

Jeg har altid så meget skriveri at skulle få fra mig, både breve og andet, og som ottest er det mig omtrent en pine at sætte mig til med at besvare mine breve. Bare det at skulle til at begynde; er jeg tørst kommen igang går det nok. Og nu siden jeg har begået „madam Høiers leiefolk», ved jeg heller ikke hvor velset jeg er blandt mine tordums venner. Alt det røre og raseri den har vakt, den lille tingest! Det har været ubeskrivelig morsomt at man har spenderet at skrive en hel del mere om det skidtprodukt end det selv er langt til. Både her og i Bergen har vittighedsbladene havt tat i det; det fra Bergen var det morsomste og bedste, som rime ligt kunde være. I Bergen er man altid bas. Og så den stakkels lægpredikant Theodor E.; ham var det rigtignok en fornøielse at blive taget under behandling af; sligt et theologisk tæ! Desværre har jeg ikke været istand til at få fat på den Bergenspost, men jeg har hørt stykket omtrent så nøiagtigt som muligt relerere. Aa hør Helene! kan du ikke sænde mig det nummer at Bergensposten ? Gjør det, er du snil pige. Der har forresten endnu været skrevet masser al nedrakkende kritik andet steds; og det kalder jeg succes.

Tiet ihjæl er det hile gran skam slet ikke blevet, og det er igrunden det vigtigste for en debut. Det er kun det, der duer man gider angribe. Forresten vil jeg oprigtig sige dig at selv nogle af dem, hvis dom jeg sætter pris på, har været misfornøiet med det; men så er der andre igjen som har rost det ganske voldsomt. Du skal slet ikke sige mig din egen mening Helene, for jeg ved på lorhånd at den er ugunstig, og det synes du vel er kjedeligt at fortælle mig lige i mine øine, hvad der forresten er dumt at dig; for gives der et menneske, der tåler at høre den slags ubehageligheder, og ikke er ømtindtlig på de punkter, så er det mig. —

 

 

*

 

 

Amalie til Ingeborg Thaulow 15. aug. 1898. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug.

 

 

24,06% Coverage

 

Her sidder jeg i Klasensgade og skriver på min store bog. Når den nu snart blir tærdig, vil det for mig være en sejer og en lettelse. Så tænker jeg at ta mig en liden etterårsterie. Det sørgelige er at jeg har fåt så stort lorskud hos Hegel at det ikke blir så meget at rutte med. Men nok til en liden ferie.

 

*

 

Amalie til konsul Knudtzon 29. nov. 1880. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

 

16,95% Coverage

 

Jeg har sluttet at skrive i „Dagbladet», ikke av princip, men fordi jeg har været anderledes optaget. Jeg har nemlig holdt på med et dramatisk arbeide. Jeg ved ikke om det duer til noget. Det er kommet så meget personligt og sub jektivt ind i det, at det er vanskeligt for mig at vide. Hvis De gir mig lov til det vil jeg gjerne sende Eder mit arbeide når det blir færdigt, og bede Eder gjennemlæse det og så sige hvad I føler ved det.

 

*

 

Amalie til redaktør Lofthus 27. april 1883.. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

 

Til redaktør Lofthus Kr.ania 27de april 1883

Hr. redaktør Loftthus! Jeg har skrevet en liden Fortælling, som af kjendere er bleven læst og erklæret for „udmærket god», blandt andre, af Sars og Skavlan. Den er imidlertid så torvoven, at selv jeg ikke har mod til at lade den trykke under navn i „Nyt Tidsskrilt», hvor den, om den kom anonym, dog strax vilde ansés lor at være min, og hvor der desuden snart kom mer en anden af mig, Madam Høiers leielolk, som efter Sars’s mening også vil vække en del lorargelse. Det er derfor mit spørgsmål til Dem, om De vilde vise mig den venlighed at gjennemlæse den, og se om De turde ta den som føljeton i „Bergens Tidende». Jeg vilde da gi den et andet navn, fordi dens nuværende titel er kjendt at mange, som dog ikke har læst den, men som altså på grund at titelen vilde vide hvem fortatteren var. De måtte, hvis De kunde bruge den, love mig, at jeg skulde bevares strengt anonym, og i ethvert fald beder jeg Dem at lortie, at jeg har henvendt mig til Dem i dette anliggende. Det er jo nemlig ikke morsomt for mig, at tolk snakker om det, hvis den bliver afvist. Altså, De må være diskret. Fortællingens støt Egner ..Gjengangeres». Hvis ikke flere vidste, at jeg havde skrevet den et helt år før „Gjengangere» kom, vilde det kanske været fåfængt at fortælle det. Jeg skrev den om sommeren 1881 nede på landet i Smålenene, og lod den ligge i min skuffe indtil tor et halvt år siden, fordi jeg manglede mod til at vise den frem. Det var tørst da Skavlan havde udtalt sig om og antaget det torvorpne „Mdm. Høiers Eeietolk» at jeg vovede at lade ham læse «Bureauchel Kroghs». Hvis De nu giver mig et gunstigt svar, skal jeg straks sende Dem manuskriptet til gjennemlæsning, og hvis De så kan bruge den, skal De tå den lor den pris, De selv måtte sætte på den. Hvis den kom i „Bergens Tidende» kunde anonymiteten bevares ganske anderledes end om „Dgbldt» l. eks. lik den, selv om redaktør Holst var aldrig så diskret. Alle vilde gjætte på mig. Desuden er jeg kjed af at skrive i et blad, der ligesom slagter Tobias altid hænger på hægten og fattigkassen, og aldrig i livet giver en skillings løn til sine arbeidere, ja ialtald ikke til mig. Håbende at modtage Deres svar, er jeg med en venlig

hilsen Deres Amalie Muller.

Adr. Nordahl Bruns Gade 24.

 

*

 

 

Amalie til skolebestyrer Bendixen april 1877. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

 

100,00% Coverage

 

Til br. skolebestyrer Eendixen, Tanks skole, Vergen.

Hr. Bendixen! Jeg tillader mig herved at indsende dette mit arbeide til

dem, idet jeg beder dem om velvillig at gjennemlæse det. Jeg kjender ingen, jeg med mere tillid vilde anbetro „mit smule første forsøg» til bedømmelse, og da de jo som theaterforeningens bestyrelsesformand er rette vedkommende, gjør jeg det saa meget desto tryggere. — Skulde de finde, at det muligens gik an at opføre det, må de underrette mig derom; de kan skrive et par ord og sende ind til hr. kjøb mand Krum, da kommer det mig snart ihænde; helst ønskede jeg dog, at de tog dem en tur ud til os. Dampskibet går tirsdag og torsdag kl. 7 morgen og returnerer samme dag, og lørdag kl. 10 formiddag. Vi kunne, i det tilfælde at de kom lørdag, tilbyde dem en beskeden seng, da de ikke vilde kunne vende tilbage før søndag eftermiddag — men dette er vel formeget forlangt, da deres tid sannsynligvis er altformeget optaget; kunde de imidlertid gjøre det, vilde det inderligt glæde os. Endnn kun ét, men dette éne lægger jeg dem alvorlig på sinde — de må ikke, selv ikke for theaterforeningens bestyrelse, røbe mig; enten det så bliver brugt eller ikke, ønsker jeg at være aldeles anonym. Med de venliste hilsener fra min mand og deres for

bundne Amalie Muller

 

*

 

 

Amalie til Aasta Hansteen 4. juni 1901. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

99,83% Coverage

 

Til Aasta Hansteen Kjøbenhavn d. 4 Juni 1901.

Kjære Frøken Aasta Hansteen! Nu vil jeg skrive til Dem. Fordi at nu kan jeg det. Dengang De sendte mig Deres store Visitkort,1 som De selv kalder det, var det mig umuligt at tænke paa noget eller skrive til nogen. End ikke takke for saa stor en Elskværdighed, De viste mig. Jeg har forresten læst i det, De sendte mig, og været glad for det og enig med Dem. Tak fremfor alt fordi De kalder mig Amalie Alver

Skram. Det gjør ingen anden. Men jeg er og heder Alver fremfor noget andet Navn. Og hvad De skriver om „Jul helg» — ja, jeg kan ikke sige Dem, kjære Aasta Hansteen, hvor dybt, De har glædet mit Hjærte. Selv er jeg saa særlig glad i den Bog. Jeg ved, hvad „Julehelg» er. Og nu — at De siger det. —Ja, det har gjort mig saa glad, to Gange saa glad.

Nu gaar jeg i Hi. Det vil sige, tager ned paa en afsides Kro for at skrive færdig fjerde og sidste Del af Cyklussen „Hellemyrsfolket». Saa eksisterer jeg ikke for andre end den, der i Ny og Næ vil sende mig et godt lidet Brev. Som De har gjort. Endnu en gang Tak til Dem, De kjære, gode Menneske

 

*

 

 

Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.> – § 4 references coded [0,16% Coverage]

 

Reference 1 – 0,04% Coverage

 

De behøver ikke at sige noget videre idag, men de skal få ro til at tænke på det til en af dagene, da jeg håber de vil være så nådig og god at komme og drikke kaffe hos mig. Og vær endelig ikke bange for at sige akurat hvad de synes. Spørg bare fru Schjøtt, – hun vil kunne sige dem om det er det jeg vil, eller ikke. Jeg må få det læst for nogen hvis mening jeg har tillid til. Mens jeg skrev på det syntes jeg, at jeg havde fået det til, men igår da jeg så det igjennem sank hjærtet tilbunds i mit bryst. Jeg ved godt at det er ækkelt at skulle høre på sligt kram, og übehageligt at skulle sige sin mening, men de har været så sød og god imod mig, at det er deres egen skyld når jeg nu kom mer og drager denne veksel på deres godhed for mig.

 

Reference 2 – 0,02% Coverage

 

Resten af min fortælling er færdig; jeg læste den forleden for fru Schjøtt; hun foreslog mig et par forandringer, som det var rent idiotisk af mig ikke seiv at ha’e fundet på. Vi blev enig om at jeg skulde renskrive den, og lade dem få den; det vil jeg da også, hvis de giver mig lov. Men foreløbig la’er jeg den ligge lidt. Jeg glæder mig til at høre deres bemærkninger.

 

Reference 3 – 0,09% Coverage

 

Min kjære, snille fru Ullmann! Da jeg idag kom hjem og hørte at de havde været hos mig; følte

jeg en virkelig græmmelse over at jeg nu igjen havde været så idiotisk at ikke kunne kjende det på mig at de var i anmarsch. Det viser dog bedst for et, mildest talt uheldigt individ jeg er, at det nu er, jeg tror næsten, tredie gang de har banket på min dør forgjæves. Og det er deml de som så skjælden og så nødig sætter dem i bevægelse for at give et medmenneske den glæde og nydelse at få se og tale med dem. Jeg skulde aldrig talt om det, hvis jegpleiede at være ude, men jeg som altid sidder inde, – uf at der ikke skal være nogen hjælp i at kradse og dunke mig seiv, for så vilde jeg på minuttet gå igang dermed. Men der er desværre ikke den ringeste hjælp i det. Nu i disse sidste dage har jeg jo også en del ærinder at løbe, men alligevel, – skammeligt var det. Når de næste gang får en kjærlighedens og godhedens indsky delse om at se til mig utilgivelige dumrian som ikke bestandig sidder hjemme af frygt for at de skal komme mens jeg er ude, så skriv på et brevkort: behag at holde dem hjemme imorgen, eller ieftermiddag til det og det klokkeslet, så ved jeg hvad det betyder. Der behøver ikke at stå mere end disse få ord, ingen underskrift, – åh gjør dog det fru Ullmann, så vil jeg briste i latter og gå og glæde mig til tiden er inde. – Tusinde tak for deres venlige linier fra igår. »Fru Ring« troede jeg havde været hos dem i begge afdelingerne. ] Er det ikke så, har de ikke læst det altsammen? Tænk, jeg kan ikke huske det. Forresten er jeg mod i hu2 hver gang jeg tænker på denne dame, såsom det ser så småt ud med udsigten til at få hende introduceret i verden. Formodentlig har de vel talt med fru Schjøtt igår, og så var det vel i anledning af denne samtale, at de søgte mig idag, de søde snille, gode menneske.

 

Reference 4 – 0,02% Coverage

 

Som sagt det kunde ikke være travlere for mig end netop nu, for jeg har lovet Hegel at besørge et korektur ark om dagen, og samtidig holder jeg på at skrive slutten nu. Rigtignok er det Skram, som læser

42

korektur for mig, men jeg må sidde ved siden af og idelig konferere, for han er jo ikke aldeles stiv i det norske målet; men

 

 

*

 

 

Liv Køltzows arkiv, Nasjonalbiblioteket, Oslo. Ubehandlet 283

Reference 1 – 0,54% Coverage

 

«Hvor underligt. Jeg lå og hvilte på min seng, træt af arbejde, og havde vinduet foran mig. Det kan jo umuligt være rigtigt, tænkte jeg. For sengen er jo netop stillet sådan at at dens hovedgjærde ikke er vendt mot vinduet. Men det blev ved, og ved. Jeg vil deikke åbne øjnene, bare lå og tænkte på dette mærkværdige.»