Relasjoner

Amalies brev til Valdemar Irminger\\Amalie til Valdemar Irminger 20.5.1900

Når man er så meget overladt til sig selv, ude af stand til at kunne arbejde, overladt til grublerier og spekulationer, så falder der en mange rare tanker ind. Jeg har således tænkt meget på Dig, Irminger, og jeg har fået en frygt for at Du ikke holder af mig som jeg af Dig.

Kjære, kjære Irminger, Du ved og husker at det var mig, som ligefrem bad Dig om at Du skulde bli min ven. Tror Du ikke, at den, som har mod til at gjøre dette, også har mod til at høre, at den om hvis venskab hun bad, ikke har følt sig tilfreds med hende?
Å, Irminger, sig mig det ligefrem. Sig mig: ”der og der har jeg ikke likt Dig.”
Aldrig vil Du finde et villigere øre. Det er sandt Irminger. Kanske Du kunde lære mig noget. Ja, jeg er vis på, Du kan det. Tænk om Du vilde tale til mig helt ud af din sjæl, uden frygt for at jeg skulde misforstå, eller være uimodtagelig! Kan Du da ikke begribe at jeg ikke er så dum, at jeg ikke kan tåle at høre mine fejl, høre hvad der har stødt den kjæreste af mine venner?

Tanken på Dig er liksom blit et nag i mit hjærte. Du bryder Dig ikke mere om mig. Du vil helst være fri mig. Ja vel! Men kan Du ikke forstå at dette vil være mig lettere, meget lettere at bære, når Du siger mig det ligeud og motivered det istedefter taust og lidt efter lidt at smige Dig fra mig? Jeg er aldeles overbevist om at der er noget i vejen. Å, Irminger, sig det dog. Det fortjener Din ven Amalie.

*

Amalies brev til Valdemar Irminger\\Amalie til Valdemar Irminger 15.5.1903

”Så meget besynderlig” var jeg vel ikke netop hin aften, men – ja – jeg ved det godt altsammen, og nu snakker vi, som Du siger, ikke mere om det. –
Den unge Hage havde idag tat fat på Ingeborg på gaden, tiltrods for at hun gik med en anden; fuld af iver havde han frittet og spurgt om hun troede, det kunde nytte for ham at gjøre visit hos mig på søndag – han har jo været her de mangfoldige gange uden at treffe mig – og i høje

toner udtrykt sin glæde over den dejlige aften, han havde havde havet hos mig. Der kan du se! Men han kjender mig jo ikke, og ved altså ikke, at jeg er bedre, når jig er helt mig selv. – Jeg havde næsten håbet, havde jeg nær sagt – at han havde fået så dårlig indtryk af mig, at han ikke mer vilde søge mig – ja for af flere grunde vil jig så nødig få flere bekjendte end dem jeg har. Men ganske det modsatte lad til at være tilfeldet, efter hvad Ingeb. fortalte.

Amalies brev til Valdemar Irminger\\Amalie til Valdemar Irminger 17.11.1903

Ånej min egen kjære ven, vred på dig? Er Du gal!
Nej, men jig har været og er – siden jeg kom fra hospitalet – så bund ulykkelig trist over dette, at jeg ingen kræfter, og ingen helse har. Går jeg blot en ti minutter om på

Gulvene herhjemme, så smerter mit ben, og blir hovent, mens sveden driver af mig. Tet/alt i et må jeg lægge mig hen. Og det er jo ikke morsomt at bare (*bare=bringe) sin kummer (*kummer=sorg, nød, smerte, bekymring) tilskue for medmennesker, så meget mer som det jo ikke er til ringeste nytte. Alt hvad jeg ejer af kraft g energi i mig, må jeg bruge til at være snil og munter ligeoverfor småen og Ingeborg, så de to ikke skal merke hvor nedtrykt jig er.
Så har jeg selvfølgelig også pengesorger, efter alle de mange og mangfoldige sygdomsudgifter. Jeg blir nødt til at opta et lån, og skal skaffe kautionister.
Men endnu – skjønt jeg længe har forudset det – har jig ikke orket at foreta mig noget. Jeg kan snart ikke mere.
Din Amalie

(* Neste side – ikke nummerert. Amalie har skrevet med blyant.)
har fra gammel tid skræk for at vælte min kummer ud over andre. Det er jo altså kun, når nødvendigheden forlanger det af mig, at jeg orker mig op til noget. Som sidst, da Sandbergs var her, og selvfølgelig lige

straks spurgte mig om, hvilken sag/dag, jeg vilde ha/nå Dem. Og nu er det Willums, Ove Rodes mor g(og) stedfar. Utaknemmelig kan jig ikke være. Og de mennesker, som har vært gode g gjæstfrie mod mig, kan jig ikke la’ være at efter fatt (…) lejlighed(*=passende anledning) gjøre lidt gjengjæld mod. Helst vilde jeg grave mig ned i en hvile. Men det kan jig jo ikke så længe småen er i (*på kanten av arket) (…) Søg nu at forstå!

*

Amalies brev til Valdemar Irminger\\Amalie til Valdemar Irminger 17.3.1897

Ved De, hvad jeg under denne min lange sygdomstid har ligget og udpønsket? Att jeg skulde til Dem gå med mig på MastKl…. Udstillingen, og fortælle mig lidt om billederne. Jeg har ventet og ventet for at bli frisk nok, men det har hidtil vært forgjæves. –
Ja, det er nu nokså underligt, det, jeg har gjort ligeoverfor Dem, eller som jeg sidst skrev, hvorfor skal man ikke med begge hænder gribe efter det gode, der streifer en i ens liv? Når De nu lærer mig at kjænde så tror jeg ikke De vil angre på det. Så mange, mange hyggelige stunder vi skal få. Min mand er så glad i Dig så han vil være henrykt hvis De vil komme til os. Han er nu et prægtigt menneske, men bare ikke mand for mig. Og så er der småen som snart vil lære at bli glad i Dem.
De taler om at De vil skuffe mig. Nej!
”Tyk uvidende” siger De. De skulde bare vide, hvor ”tyk uvidende” jeg er! Jeg må netop ha en tyk uvidende mand til ven. Ellers vilde jeg hvertøjeblikk bli skamfud (skamfuld).
Hvad betyder i et venskabsforhold uvidenhed eller visdom. Sagen er, at man ud af sit hjærtes enfoldighed kan snakke med hinanden.

Tro nu ikke, fordi jeg har skrevet de bøger, at jeg skal behandles annerledes end enhver anden god ven! Å, jeg er så liden og fattig i mig selv. Jeg tror ikke der er mange mennesker, som er fattigere og mindre end jeg.
Hvor er det pent og sødt hvad De skriver ”at venner ikke behøver at beundre hinanden.”
Nej, det er sandt. Men jeg tror nu alligevel at der i Dem er egenskaber, som jeg vil og må beundre.
Jo, De skal nok bli talende. Vent nu bare.
Kan De ikke komme herop en dag? Mellem 2 og 4. Jeg ligger jo tilsengs, men det gjør jo ikke noget. De kan komme ind g sidde lidt hos mig.

*

Amalies brev til Valdemar Irminger\\Amalie til Valdemar Irminger 4.7.1904

Neste side. Merket 127 med blyant.

Ø. Klasensgade 11.

4/7/-04.

Kjære Irminger.
Er Du nu bleven vred på mig? Hvis Du er det, så synes jeg, det er din pligt at sige mig det, og sige mig hvorfor. Underlige ting jeg oplever i denne tid!

*

Amalie til Erik Skram 12. jan. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal.

Min elskede, du får ikke et ordentligt brev, ikke iaften heller – det er så længe siden du nu har fået det – men der er jo så liden hjælp i denne elendige skriveri, den er så fattig, så ussel, og utilstrækkelig. Først idag morges kom bogen og det søde, søde brev der fulgte med og som allerede var skrevet på mandag, altså i overensstemmelse med hvad du havde lovet, elskede. Jeg har straks kastet mig over det om dig, og det var så underligt slet ikke bare godt men lidt pinligt også at sidde og læse om dig. Det var jo meget anerkjendende, og på en måde er der jo grund til at være smigret og fornøiet, men det er dog ikke rigtig discret skrevet, ja det må iallefald ikke være behageligt at se sig selv sådan dissekeret. Jeg havde en følelse som om min blufærdighed var bleven såret,- ja, for det var jo akurat som om det var migselv der var bleven skrevet om. Forresten var det udmærket rigtig, både rosen og daddelen med hensyn til ”Gertrude”, hvor det er sandt med disse overflødige samtaler, husker du at jeg engang forlængesiden skrev til dig: at der er noget galskab med disse samtaler doktoren og hans frue imellem. Men hvad han siger om den anden bog, underskriver jeg ikke; den er meget bedre end han har sét. Forresten du, sad jeg og led og led ved at læse alle de citater, for det bragte din lange, store, dybe kjærlighedshistorie så blødende friskt op i mit sind. Hvor har du dog elsket dette kvindemenneske, og hvor meget du har ødslet ud over hende! Nu, siden jeg kjender dig, kan jeg så intens føle hvorledes du har lidt, gjennem hvad Krogh fortæller om sin kjærlighed til mdm.Vallé og senere Fabricius til Gertrude. Det er altsammen om dig og hende og det er på sine steder akurat hvad I har sagt til hinanden. Jeg måtte ikke være et menneske, om det ikke tog et smærteligt tag i mig alt dette, og jeg måtte ikke elske dig som jeg gjør, hvis jeg ikke nu i aften sad og følte mig fattig og ringe. Om din kjærlighed til mig, vilde du ikke kunde skrive således, for du er nu en anden, end du dengang var. Hun har fået førstegrøden af din ungdom og dit liv, hvorfor var det ikke mig? Uf, at du ikke er hos mig nu, for at jeg kunde græde ved dit bryst, og høre dig tale til mig, og sige at jeg skulde stille mig tilfreds, og være vis på, at jeg eiede dig helt og holdent og at du var lykkelig ved mig,- men nei, nei, nei, ikke, ikke, og tusinde gange ikke så lykkelig som om du dengang havde fået hende! Det er det, som stikker mig i hjærtet. Jeg kan ikke skrive mere iaften. Gråden blænder mine øine, og det gjør så ondt, så ondt. Godnat elskede, jeg elsker dig, men, men,- det er ikke mig, som har været hverken Marie eller Gertrude, og der har været flere også!

*

Amalie til Erik Skram 12. mars 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Uf nei, når du ikke skriver til mig, er jeg syg i sjælen og aldeles hjælpeløs.

*

Amalie til Erik Skram\\Bind 2\\Amalie til Erik Skram 13. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg er lidt bange for din næste skrivelse, – jeg husker hvor usigelig ondt en sådan skrivelse gjorde mig, dengang i Nordal Brunsgade, da jeg ikke var istand til at svare på en 5-6 dages tid, fordi jeg gik og ventede på et forløsende ord ifra dig. Jeg kan ikke leve uden at eie dig helt have dig hvilende i mit sind og min sjæl i fred og kjærlighed og fortrøstningsfuld forståelse, så jeg bærer dig med mig som et smilende solskin hvor jeg går og hvor jeg står, – og så vide at jeg eies af dig på samme lykkelige måde.

*

Amalie til Drude Krog Janson 7.juli 1898. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Drude Krog lanson 7. 7. 98

Min kjære, kjære Drude. Ja det har varet længe siden du sidst hørte fra mig. Eivet

gir så mange slags bekymringer og møje og arbejde, men i mine tanker har du været stadig og altid . . . Jeg holder på med en stor bog, fjerde del av Hellemyrsfolket, og den lægger beslag på al evne. I 6 år har jeg arbejdet på den, uden at kunne få den færdig. Nu i sommer brister eller bærer det. Småen og Erik tar om nogle dage ud til i Eudvig Mullers hustru og sønn.

166

Førslev til Neergårds, og også jeg er buden, men jeg rikker mig ikke av flekken før jeg er færdig. Når huset er tomt, kan jeg arbejde bedre. Det er det sørgelige at min helbred som i gamle dage var så stærk, er fallen sammen. Ofte tror jeg det er slut og forsøger rolig at møde tilintetgjørelsen, hvad jeg dog ikke rigtig kan. Men atter og atter reiser jeg rnig igjen og begynder på nyt . . . Efter at jeg kom ud fra galehusene — har du læst Professor Hieronimus — fik jeg et knæk som gjorde det af med mig. Min mand havde mens jeg var borte, git sit hjærte til en anden. (Hun bedrog ham og er nu gift med en anden mand) . . . Det knuste mig sønder og sammen — dette at han havde forkastet mig. Jeg vidste ikke hvordan jeg holdt af ham, var afhængig af ham, før da han ikke brød sig om mig.

Rolig i sindet er jeg nu blevet, det man kalder resigneret, men min gamle helbred kan jeg ikke få tilbage . . . Du må ikke tro, kjære Drude at jeg med disse udtalelser vil anklage min mand. Nej. Alt hvad der er vederfaret mig, er løn som fortjent. Om jeg end ikke i gjerning har været utro mod ham, så har jeg dog handlet med hans oprindehge så store kjærlighed til mig. Jeg vidste ikke hvad det var for en skat at eje et menneskes hele og udelte kjærlighed før det var for sent. Og et menneske som han! Så fin og nobel og ærlig, så althengivende . . . Farvel for i kveld, kjære dejlige Drude.

Din Amalie.

*

Amalie til Elisa Knudtzon 8. juli 1888. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Elisa Knudtzon Kroghsgade 1 O Bde juli 88

Kjære Elisa! Jeg har hørt at du skal ha opfattet mit sidste brev som „uartigt” og i den anledning skal være temmelig vred på mig. Dette kan jeg ikke la stå således, uden at gjøre et forsøg på at lå Dig god igjen, lor det vilde i sandhed være altfor trist og ondt om vort venskab skulde ende på den måde. Hør nu kjære, snille Elisa, synes Du ikke at det er rigtigt at sige lra når der kommer noget mellem venner? Netop lordi jeg altid har holdt så meget al Dig, og altid har havt så meget at takke Dig lor, måtte jeg sige min mening. Gå og være fornærmet og lade som ingenting når vi ad åre maske mødtes engang, kunde jeg ikke. Eigeoverfor enhver anden maske, men ikke når det var Dig. Derfor vilde jeg

119

sige hvad der havde stødt mig, idet jeg ventede Du vilde svaret mig, sagt at sådan og sådan var det, det og det havde Du sagt o.s.v. Men at Du vilde ta det på den måde, Du har gjort, havde jeg sandelig ikke ventet. Og nu har jeg bare dette at sige: Det gjør mig uhyre ondt, hvis min udtryksmåde har været for sårende. Meningen var god. Altså ber jeg Dig tilgi mig det i brevet som jeg maske ikke burde skrevet. Du skal ikke være langsint kjære Elisa. Husk hvor god Du altid har vært mod mig! Og husk endvidere at har man gjort skade ved at snakke i mindre vel overvejede udtryk kan man jo ikke gjøre andet end be om undskyldning. Det jeg skrev om de penger Jakob skylder Knudtzon, mente jeg såvist intet ondt med. Det skal Du tro, når jeg siger det. Men jeg indrommer at det var mindre vel anbragt netop i den forbindelse hvori det fremkom. Det kunde jo nemlig se ud som om jeg insinuerte at Knudtzon var ærgerlig på Jakob for pengenes skyld. Ingen tanke lå mig fjernere. Knudtzon har ved Gud vist sig fra en altfor, altfor nobel side både mod mig og gutterne til at han skulde fortjene sligt af mig. Ingen føler det bedre og stærkere end jeg. Og derfor Elisa, tllgiv mig og stryg det af din hukommelse, og bed inderlig Knudtzon om at gjøre det samme. Svarer Du nu ikke på dette brev heller, så forstår jeg at Du ikke vil tilgi mig og det vil gjøre mig uhyre ondt, men så får jeg finde mig i det. Aanej men Elisa, det må du ikke. Mange hilsener fra Skram og Jakob, som intet aner om vort mellemværende. 120

Din Amalie.

*

Amalie til Ingeborg Janson 7. juli 1900. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Ingeborg Krog Janson 7. 7. 1900

Min kjære søde Ingeborg! Det er bare 14 timer siden jeg sa larvel til Dig, og her

sidder jeg og savner Dig, savner at Du ikke er i huset, selv om jeg ikke skulde se Dig. Du solpige . . . i Kr. Jansons annen hustru.

184

Gid du nu tik en rigtig god og dejlig ferie, du kjære, kjære menneske. Godt vejr mener jeg nærmest. Aa, hvor jeg under dig det og hvor du trænger til det. — Nu må du ikke i glæden over at være sammen med dine, helt glemme den stakkels Amala. Ja, tænk dig, Ingeborg, jeg er så sjotel at jeg er jaloux. Denne småhge følelse streifed mit sind flere gange, elter at din mor og søster og gutten var kommen. Naturligvis jog jeg det straks bort som noget uværdigt, men det er sandt at følelsen var der, og jeg skammer mig . . . Men du er jo så sød og kjær. Å hvor det græmmer mig at jeg ikke har en søn som kunde bli din ægtemand. For saa blev du min likså meget som Drudes . . . meget som jeg, tror det har hun ikke forstand til endnu,

Småen hilser dig; hun elsker dig også, men ikke så Din Amala.

*

Amalie til Ingeborg Thaulow 15. aug. 1898. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Ingeborg Thaulow 15. 8. 98

Kjære Ingeborg! Igår var Vullums hos mig — Erik og småen var på landet — og vi kom til at tale om Dig. Mit hjærte blev opildnet og bedrøvet. Jeg sa til Vullums at Du nu ikke mere var glad i mig, hvilket de ikke vilde tro. Men jeg ved det jo. Kan Du ikke Ingeborg ved mindet om gamle dage, da Du holdt så forfærdelig meget af mig, som jeg kan tænke mig at en søster kunde gjøre — jeg har aldrig havt nogen søster — kan Du ikke se bort fra det, Du ikke likte hos mig sidste gang vi var sammen og skrive et par gode ord til mig? Det var så underligt igår. Ved Vullums ord om Dig, kom du til at stå så lyslevende for mig. Og jeg husket af alle de gode minder, jeg har om dig, allermest den aller første gang jeg så Dig, da du skjøn og deilig som du var, tog mig om halsen og kyssed mig. „A pyt, vi er omtrent jevngamle”, sa du, som svar på noget jeg havde sagt. Om 5 år er jeg lige gammel som De.” Vullums sa bl. a. at du nu var meget vakrere end nogen sinde før. Du ved ikke hvor det glædet mig, Ingeborg. For det betyder for mig at du nu har det godt, har fåt ro og fred i sjælen din. Gud ske tak! Hvad har Du ikke lidt i dit liv. Og lidt det altsammen ene og alene tordi Du var den, Du var. Her sidder jeg i Klasensgade og skriver på min store bog.

168

Når den nu snart blir tærdig, vil det for mig være en sejer og en lettelse. Så tænker jeg at ta mig en liden etterårsterie. Det sørgelige er at jeg har fåt så stort lorskud hos Hegel at

det ikke blir så meget at rutte med. Men nok til en liden ferie.

*

Amalie til Ingerborg Krog Janson 21. juli 1900. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Ingeborg Krog Janson Førslevgård pr. kuglebjerg. 21/7/1900

Tak min egen kjære små Ingeborg tor dit søde og morsomme og muntre brev, og fordi Du gjennem det lar mig føle, at Du holder at mig, hvad jeg forresten har følt bestandig. Ja, Du har ret, jeg blir „sint”, hvis Du spør om hvor ledes Du har tortjent at jeg er kommen til at tå Dig så usigehg kjær. Sligt kan ikke svares på anderledes end: tordi Du er til, lordi Du er den Du er, lordi Du altid har vært bare god og elskelig mod mig. Fordi Du har en så fin og intelligent sjælens forståelse, fordi dit væsens særkjende er hvad jeg sætter højest i verden: hjærtensgodhed og svigløs hed. Du må hilse din kjære og dejlige mor så inderlig

185

hjærteligt fra mig, og sige hende, at jeg ikke holder „lidt”, men übeskrivelig meget at hende, hvad jeg altid har gjort. Men Du er nu likesom biet den, at Dine, til hvem jeg holder

rnig, når jeg har noget på hjærte. Du er mig så nær, så nær, som var Du min egen lille små. Du måtte le, siger Du, da Du læste det om at jeg havde vært skinsyg. Men kan man holde inderlig meget at et menneske uden at være det? Jeg kan det ialttald ikke. I og for sig er det en naturlig og hæderlig tølelse. Det er kun når man ikke bekjæmper den, og ikke regulerer dens ytringsform at den blir hæslig. Forresten har jeg det slet ikke med at være skinsyg. Du ved, jeg har mange gode venner, som er mig inderlig kjære, — aldrig har jeg tølt et gran at skinsyge. Min søn Ludv. som jeg elsker højt—han er bleven gift og har fåt børn uden at jeg har lølt nogetsomhelst andet end üblandet glæde og lykke derved. Men det er vel fordi han lra naturens hånd er min, og fordi jeg ved, at han holder så uendelig meget af mig. Men nu ligeoverlor Dig følte jeg, som Du var min, men så kom Dine, og så sa jeg til mig selv: hun er jo slet ikke din, men de andres. Hver kjærlig tanke, hver hengiven følelse hos hende ligeoverfor Dig er jo smuler, som falder fra de riges bord. Men min søde, kjære Ingeb. netop sådan skal og må det være. Hvis det var Johanne, stillet i dit sted, netop i dine vilkår, så vilde det gå ligedan, og jeg vilde finde det naturligt og i sin orden, og være glad, fordi hun levede hos et menneske, som hun holdt af, om end det menneske aldrig hverken kunde eller måtte bh det samme for hende, som jeg, hendes mor var. 186

Men nu snakker vi ikke mere om det. Aldrig! Det er likesom jeg er bleven fri for en byrde ved at få lov til at tale til Dig om det. Og den dumme, uværdige følelse hos mig, eksisterer ikke mere.

*

Amalie til Lovise Alver 25. april 1894. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til tru Alver st. Josephs hospital, 25/4 94.

Kjære mor! Nu er jeg kommen fra galehuset endelig for 12 dage siden, men er fremdeles paa hospital for at komme til kræfter efter al den mishandling. Nu indser jo også Skram og andre, at jeg har havt ret hele tiden og aldrig burde vært på galehus. Syg har jeg været, sjælelig syg, men „sindssyg” ikke spor! . . . Jeg har været meget forbitret paa Skram og vært fast besluttet på aldrig mere at ville vende tilbage til ham, men igår kom jeg ved et mærkeligt tilfælde til at få en samtale med ham og nu har jeg forsonet mig med ham og vi blir altså sammen som før. . . . Snart reiser Skram og jeg en tur ovenpå trængselen. Kanske ser vi så indom Kristiania og hilser på dig.

Din Amalie. adr. St. Josephs hospital, Kjøbenhavn N.

*

Liv Køltzows arkiv, Nasjonalbiblioteket, Oslo. Ubehandlet 283

Udatert

NKS 3823 4 0 (Amalie Skram, kladdefragmenter)

“Jeg, som indtil fornylig sørged over at jeg var så usselt og dårligt et menneske, jeg, som var nærmere ved at fortvivle, som ikke kunde se eller tænke på mig selv uden med smærte og foragt – jeg har nu lært at andre mennesker ikke er bedre. Den store dåd, den blændende hæltegjærning udøves i drukkenskab, eller i ekstase, hvilket vil sige åndelig drukkenskab. Så snart man har lært et menneske nøje at kjende, væmmes, eller i bedste fald kjedes man ved det. Og msn siger til sig selv: Se Dig i spejl. Slig er også Du. Det eneste, der duer; det eneste, man til syvende og sidst ærbødig bøjer sig for, er denne nøgne, tørre pligtopfyldelse. Alt andet er sludder og vrøvl. (*Så kommer et par uleselige setninger*)

*

«Denne mand; E.B. ligeoverfor hvem jeg har følt en ubændig trang til at kaste mig ind til, til at bede ham om at tage mig op til sig, denne mand, den eneste jeg i verden har mødt, som jeg ved kunde mestre mig, kunde være min herre, og hvad andet er det et menneske begjærer end det at finde sin herre, sin overmand. Denne mand lever nu i lykkeligt  ægteskab med en af de dejligste kvinder, jeg nogen sinde har set. Og jeg er glad over det. Så meget holder jeg af ham og hende, at jeg er glad. Mine taarer strømmer.»