Jøder

Amalies brev til Arne Garborg 6. jan 1885. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Nu skal G. Brandes til Polen og 14 andre steder for at holde foredrag; 17 han er så overanstrængt af ar bejde at han ser ud som et vandrende lig. Det er en underlig fyr, kan du tro. Så fuld af alle mulige modsætninger, at man blir rent forrykt af ham. Jeg liker ikke jøderne, men hernede er det simpelt at la sig mærke med det, og derfor siger jeg det ikke. Men de gjør ikke godt, der hvor de får noget at sige.

*

Amalies brev til Sophus Schandorph\\Amalies brev til Sophus Schandorph  19. juli 1888. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Hvad Du skrev om »jødekritiken«, fandt et villigt lyttende øre. »Endelig!«, sa jeg til mig seiv Ja, for jeg har jo så ofte snakt i lignende retning til Dig, men Du har bøjet undda. De mennesker har ikke renhed i viljen. De skifter ham efter behov G.B. som anmeldte Din bog fordi E.B. ikke vilde, ikke kunde skal han ha sagt, er ikke et hår bedre end broderen. Der bor ikke ærlige sinds rensende kraft i dem. Se på Politikens boganmeldelser. De er skammelige. Jeg, f.eks. blir altid omtrent hånet, under venskabs maske naturligvis, og Garborg f.eks. aldrig nævnt.

*

Amalie til Erik Skram 15. mars 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Man skammer sig over at Svendsen er nødt til at ta’e en post dernede hos eder. Det er det eneste snak jeg har hørt i den anledning. Svensen [sic] selv er bedrøvet over det; han ved på forhånd at han ikke vil trives blandt de danske, og at han får det ondt med alle de intriguer og sligt. Og så skal jeg betro dig, at han slet ikke er skikket for den slags arbeide. Det er ikke der hans evner ligger. Nu skal du få se; skjøndt han er jo så dygtig, at han nok måske kan lære det. Hans frue er en ækel, liden jødetingest, som altid i selskab hænger sig fast i mig, og tvinger mig til at tale engelsk med hende, som hun forresten ikke kan; hun kan overhovedet ikke et sprog i verden; noget modersmål har hun nemlig ikke. Hun sminker sig, og har en løs paryk, og piner sine stygge fødder ind i bitte små parisersko, så hun gier indtrykket af at gå på stylter; og så får hun krampe, strax hun ikke får sin villie og er fæl mod sin mand, og er idethele meget simpel. Nu ved du det. –

*

Brev fra Amalie til Erik Skram\\Bind 1\\ Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg har telegraferet til B.B. idag. Han er jo hos Hegel. Du kommer vel til at treffe ham. Jeg læste et brev fra G.B. til redaktør Thommesen forleden. Hvor han dog kan syte, (klynke hedder det på dansk) den mand. Som om hele verden ikke pønsede og tænkte på andet end at sige ham ”ubehageligheder” og ”uartigheder”. Han er dog med al sin storhed lidt liden; mindre end en af os (i hans sted) kunde være fordi han er en jøde; og dog holder jeg så meget af jøderne, – ja forresten mindre nu. Det går altid så, man har voldsomme anthipatier, næsten afsky, så slår man om såsnart man mærker at man er gået for vidt og har været uretfærdig, man forbauses over al den uret man har havt, man vil gjøre den god igjen, man bliver varm, lukker øinene vidt op, for vidt, man begeistres og får ideer, – men så bli’er man gammel i rusen, og så begynder man at forstå, at der dog har været nogen grund til anthipathien, og så bli’er man stående der. –

*

Amalie til Erik Skram 21. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Hvorfor jeg ikke kan være så helt ud indigneret over Dr.manns angreb på brødrene Brandes, kommer også af at jeg ikke kan fordrage dette jødepar, og at jeg har en stærk fornemmelse af at de på mange måder har kuet og ensidiggjort åndslivet dernede. Dette om de ”underjordiske rødder” frydede mig. Der er noget op af afgrunden kommet ved disse funklende slangglatte, magtbegjærlige revanchetørstende jødebegavelser. Uf; min sjæl vender sig i degoût bort fra dem, nei mere, i næsten had. E.B. har jeg nu aldrig ventet noget af, men G.B. om hvis elskværdighed, der heroppe går som et slags sagn, gjorde et indtryk af lavhed, husk hans snak om misundelse, af et frækhedens hovmod som vilde reducere alt han ikke kunde prale af at have stået i et direkte skabende eller idetmindste befrugtende eller skolerende forhold til ned til bare ingenting, som var mig i høi grad usmageligt, fordi fyren tilraner sig en betydning han slet ikke har, og samtidig glimtvis røber, hvorledes hans sjæls attrå står til at træde med en jernbeslagen hæl den eller det ned i i [sic] jorden, i afgrunden, som ikke i tale og gjerning er hans dicipel. På den basis, men kun på den, kan han være god og elskværdig,- tro du mig. Han er jøde,- jøde, jøde. Jeg hører at han har behandlet gjennembruddet hos os med vanlig arrogance i sin nye bog,- talt om vort nye åndsliv som en aflegger af det danske. Det forfængelighedens, æresygens, herskertrangens offer! Han er runden af jødeæt, – deraf kommer det. Men jeg antager ikke, han får dø i den synd. Artikelen af Harstad var blot et ganske lidet varsko. Jeg tænker far sjøl (Sars) langer fra borde i ”Nyt Tidsskrift”, om ikke denne gang, så næste. Han har længe havt ham i kikkerten for hans udtalelser om, at han har affødt Bjørnson, Ibsen, Kielland, Garborg, kort alt hvad der duer heroppe hos os. Det er derfor han håner og spotter når B.B. skriver noget han ikke forstår, noget hvori han ikke kan påvise sig selv og sin ophavs ære. – Bliv nu ikke sint igjen, og sig at jeg har dømt for rask. Det er ingen dom,- bare et af hjærtens lyst luftgivet udbrud af min fornemmelse. Vær ikke vred for det elskede. – Men heller end at have E.B. til absolut fører, – vilde jeg skyde mig tværs gjennem hjernen. – –

*

Amalie til Erik Skram 29. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Mit jødehad er netop reaktionens, en fornuftig reaktions resultat hos mig. Jeg har gjennemløbet banen fra had, gjennem begeistring godhed, tilbage til had, der er så meget dybere og uudryddeligere, fordi det har den forudgangne udvikling at bygge på. Uf, hvorfor kan du dog ikke være rigtig determineret voldsom i nogen fornemmelse! – jeg har lyst til at ruske i dig, banke dig til du blir rasende. Jeg hader de jødetamper, kva race; det er en modbydelig slægt,- jeg ved det, menneske, nu ved jeg det, når selv han, Georg Brandes, der gjennem sin hjerne ialtfald har forstået hvad der er sublimt og ædelt på jorden, er i sig selv en så lavartet skabning. – Og hvor kan du ha’e en anden mening? Jeg er vis på at du etsteds i din sjæl føler at det er ret og rigtigt hvad jeg fornemmer,- en enkel undtagelse,- kanske denne hersens Rubin,- der forresten jo er en sådan stygging,- og stygge mennesker tror jeg ikke helt på,- det er næsten altid det indre, som præger det ydre,- men kanske denne fyr Rubin kan være en undtagelse,- men en enkel undtagelse altså,- hvad siger så det? – Sars kan ikke skrive om ”Gennembruddet”, fordi at han i den bevægelse, der skulde påvises, vilde komme til at spille en hovedrolle. Jeg har talt meget om dette med forskjellige. Garborg er manden, og han er villig. Men der må skrives en hel bog derom, og han siger der vil gå to år hen inden den er færdig. Men han har halvveis givet sit løfte. Det var ikke Harstad men Holst, som havde skrevet hin artikel i Dgbldt. Brandes, som kjendte ham, fordi han i sin tid har fået en meget nøiagtigere udredning om disse forhold i et privat brev fra Holst på anmodning, skrev et meget uforskammet brev og sagde, at ”høistærede burde have indsét at en sådan tilrettevisning som den han havde givet ham i hin artikel, var overflødig og fornærmelig.[”] Der var ligefremme frækheder i det brev. Han var også ubehagelig over noget Holst havde skrevet om det modbydelige kjøbenhavneri, som gjorde sig gjældende i anmeldelsen om ”Over Ævne” i dansk Morgenbld. Men forresten begyndte brevet: Kjære Holst og endte: Deres hengivne o.s.v. Og på den sidste side fortæller han ham alt det om de politiske tilstande, som du betroede mig, om Bergs udsigt til ministerpost og alt det andet. Helland fortalte mig det først, og så Holst. Der er blevet en udmærket kjærnekar af Holst,- og det er en glæde. Men du kan godt skrive til Sars om denne sag,- det synes jeg du skulde, for så vil han måske skynde på Garborg. – – Men nu må jeg slutte, du elskede; min pen har været utrolig ond at skrive med, derfor er det værre skrift end selv jeg pleier at opvarte med. En hel æske penne står i min midterste skrivebordsskuffe, nøglen sidder i; jeg havde blot behøvet at stanse et minut, for at tage en ny pen, men det minut har jeg ikke villet give mig tid til at stoppe. Kan du forstå sligt? Vær nu ikke vred du søde over det med jøderne; jeg skal ikke være forstokket; kan du pege på kjendsgjerninger, som beviser min uret, så skal jeg lade mig sige. – Det er efter mit sidste besøg i Danmark, at dette had er blevet rigtig til hos mig. Alt det modbydelige Bertha Knudtzon og fru Drewsen fortalte mig om Brandes’s lavtliggende cynisme. Jeg sa flere gange: Men havde de ikke lyst at slå ham i ansigtet? ”Jo, det ved gud, sa’e de begge,- spytte på ham!” Men hvis du vil, skal jeg la’e være med at sige det,- og jeg skal få en anden opfatning,- jeg skal, jeg skal, hvor i verdens rige jeg end skal skaffe mig den fra. – Tænk, for nogle år siden var jeg så opfyldt af den uret jødernes race havde lidt af de kristne gjennem tiderne, at jeg synes jeg kunde ofre mit og mine nærmestes liv for at sone det. Jeg pleiede at sige til mine gutter: hvis I bringer mig jødinder til svigerdøtre, skal de være mig fortrinsvis velkomne. Nu, ja, velkomne skulde de nok være mig endnu, men jeg har skiftet mening; mit sind har bøiet sig fra dem. Men nu farvel,- ikke sandt,- du er ikke vred på mig? Og jeg har ikke stødt dig ved mit snak ikvæld, har jeg vel? Husk på at jeg elsker dig og er din egen elskede Amalie. –

*

Amalie til Erik Skram 7. jan 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Dit brev fra fredag gjorde naturligvis ikke just et oplivende indtryk på mig. Ikke just det om jøderne, var det, skjøndt jeg godt kunde mærke hvor alvorlig du mente det, men det var brevets indhold forresten som især påvirkede mig pinligt. Hvad det om jøderne angår, så vil jeg jo gjerne vare modtagelig, for hvad du kunde lære mig og påvirke mig, jeg er igrunden forstokket, når jeg engang har sat mig fast og roligt tilrette i en mening, men jeg ved jo at jeg vil ikke være det vis à vis dig. Og hvis du har virkelige, gode venner blandt jøderne, så er de naturligvis selvskrevne til også at være mine. Du må ikke tro, at jeg nogensinde vilde opføre mig slet, og jeg skal nok vare min mund, og ikke gå og sige at jeg hader jøderne, især nu, når du har varskoet mig. Men helst af alt vilde jeg lære at stryge mit had, lære at holde af dem – og det kan du måske hjælpe mig til – for jeg ved jo at især hos mig kommer munden til at strømme over af hvad hjærtet er fyldt med. Men der gik en sådan underlig forstemt tone gjennem hint brev forresten; det var som om, jeg et øieblik havde stirret en sphinx lige ind i øinene og følt mig forfærdelig gjennemgrysset af det blik. Jeg havde ikke lyst at svare, for jeg var bleven så underlig distanceret fra dig ved den måde du skrev på, men jeg gik og vilde vente til dit næste brev kom.