Livet

Amalie til Valdemar Irminger 10.6.1897

Ja, rejs, rejs ud i verden! Lykkelige menneske som kan! Bare jeg kunde være med. Forresten rejser man ikke fra sine sorger. Man tar dem altfor trofast med sig. Men at kunne at ha råd – det er dog dejligt. Det er ondt at være fattig. Gudskelov at De ikke er det.

Deres bestandige ven

Amalieskram

*

Amalie til Valdemar Irminger 23.5.1900

Ø Klasensgade 11. (Merket 68 med blyant.)

23/5/1900.

Kjære ven, Irminger!
Dette lange brev skrev jeg altså forleden nat, men det blev ikke afsendt. Nu får Du det alligevel. Tusen tak for dit brev til mig idag!

Ja, det er sandt hvad Du siger, at jeg er ugjevn og urolig. Men sådan har nu de safter, hvoraf mit blod er blandet sammen, gjort mig, og derved er intet at gjøre.
Man kan jo ikke skabe sig om. Og det nytter heller ikke at be og anråbe (*bønfalle) gud om det.
Nej, lovene er alt lovende underkastet. Med lovene mener jeg de aldeles uomgjængelige følger af de bestanddele hvoraf vi en sammensatte, følgerne af vor handlemåde, vor tænkning o.s.v. Jeg tror, det blir en lidt ond tid for mig, den som kommer nu. Men måske klarer jeg mig også denne gang.

*

Har Du ikke også i dit liv erfaret at der kan komme så højst mærkelige tider, sådan at en hvert andet øjeblik må stå stille midt i stuen og undre sig, og grunde?

*

Amalie til Valdemar Irminger 6.7.1899

Ø Klasensgade 11. (Merket 43 med blyant.)
6/7/99.

Kjære Irminger!
Tak for Deres venlige breve. Jeg var lej for De ikke kom sidst, jeg bad Dem. Vi er jo venner, så jeg har lov til at sige Dem, at jeg synes, De er lidt egoistisk i denne Deres altid gjentagne nægtelse af at komme når jeg ber Dem, bare fordi der er et par af mine venner. Når De nu ved, De vilde glæde mig så meget dermed?
Jeg har havt det dårligt hvad helbred og humør angår. Dertil meget om ørene. Havde De vært fri ikvæld, vilde jeg spurgt om De vilde kommet op til mig og spist Deres smule aftenmad hos mig. Men De var jo ikke fri ikvæld.
På lørdag rejser småen og jeg til Førslev. Imorgen har jeg det rasende travelt, og imorgen aften kommer her et menneske, som skal snakke med mig, og som jeg skal søge at trøste. Trøste jeg! Jeg, der selv har trøst behov. Men det kan være godt at befatte sig lidt med andres sorger. Så glemmer man sine egne – for en stund da – og det er altid som et slags liden lise.

*

Amalie til Valdemar Irminger 9.3.1897

Ja, jeg tror også at foråret og sommeren skal hjælpe mig. Jeg tror også på at der er en vis ballance i tingene, en usynlig retfærdighedssans. Nu har jeg i 3 år, lige siden jeg kom ud fra galehusene, lidt så ugudelig meget. Og jeg har lidt med ydmygt sind, fordi jeg følte at min lidelse var fortjent. Men nu må og skal det være forbi. Ja, jeg har forresten endnu nogle uger igjen. Den 13de april er de 3 år gået, g jeg har en overtro på de 3 år. Dette at erkjende at man selv er skyld i sin lidelse gjør det både verre og bedre. – Ja alle de finere konstruerte mennesker har jo denne dybe trang til at elske og elskes. Men det er så ondt at elske. Man lider hver dag, hver time, hvert minut. Ja sådan er det ialtfald gåt mig. Jeg kom først til at elske, da det var forsent da den, jeg elsker, ikke mer brød sig om mig. Men forresten i alle tilfælde er det ondt at elske, fordi den vi elsker aldrig er den vi tror og vil den skal være.

*

Amalie til Valdemar Irminger 13.9.1897

Jeg gik derude på Førslev, og havde det så ondt. Nej, naturligvis havde jeg det jo så godt så godt, men det var mit indre. Det ”sete, afhenger af øjet der ser”

*

Skram. A. Etterlatte papirer og brev på Det kgl. Bibliotek, København

NKS 3823 4 o læg 12

Det er demoraliserende at opdage at andre er ringere mennesker end vi selv. Når man nu går, og ved, hvor ringe man selv er! Og så få se at andre er enda ringere.

*

Reference 2 – 3,40% Coverage

NKS 3823 4 o læg 12

Jeg som indtil fornylig sørged over at jeg var så usselt et menneske, jeg, som var nærved at fortvivle, som ikke kunde se eller tænke på mig selv uden med smerte og foragt – jeg har nu lært at andre mennesker ikke er bedre. Den store dåd, den blændende heltegjerning udøves i drukkenskab, eller i ekstase, hvilket vil sige åndelig drukkenskab. Så snart man har lært et menneske nøje at kjende, væmmes, eller i bedste fald kjedes man ved det. Og man siger til sig selv: Se Dig i spejl. Slig er også Du. Det eneste, der duer, det eneste man til syvende og sidst ærbødig bøjer sig for, er den nøgnem tørre pligtopfyldelse. Alt andet er sludder og vrøvl. Resultatet af letbevægelige (*Gemyttes*?) (*Stegtige?*) stemninger.

*

Amalies brev til Arne Garborg 1. juli. 1901. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Mennesker intresante? Nej, det er de ikke. Men når man bærer glæden og taknemmeligheden og fryden ved livet inde i sit eget hjærte, så blir alting intresant, og alting godt. Å jeg dåre, jeg dåre! Som i så mange år gik der og vidste ikke besked.

*

Amalies brev til Arne Garborg 11. des. 1899. 21. mai 1901. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Nej, »iføre mig staskjole, og sætte blomster i mit hår«, det kan jeg ikke endnu. Men senere kanske. Det, i din bog, som gjorde mig ræd var dette: »Et er vist, at jeg er dømt om jeg dømmer andre«. Videre: »Dømt er den, som fører ondt over et menneske« – o.s.v.

*

Amalies brev til Arne Garborg 15. mai 1901. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Ja, det er godt at være glad. Være tilfreds og taknemmelig som jeg nu er det, taknemmelig også for alt det, som ondt var. Når jeg tænker tilbage på mit lange, ofte så møje og smertefulde liv, må jeg sige til mig selv: Det er gået Dig meget bedre end Du har fortjent det. Dette er ingen frase, men sandhed. Det er som om jeg i mange år har været i mørkt fængsel, og som at gud så en dag har hik ket fængselsporten op og har sagt: Kom ud igjen til lys og sol og liv. Dine synder er Dig forladte. Ja, hvor simpelt det dog er at være lykkelig. Vi ved bare ikke, at det er så let og simpelt.

*

Amalies brev til Edvard Brandes\\Amalie til Edvard Brandes 10. jan 1893. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Klasensgade 11. 10-1-93.

Kjære dr. Brandes! Jeg var inde i no 92 idag for at søge Dem, 1 men da jeg kom i trappen opdøg jeg pludselig, at jeg havde mistet min pengepung på vejen, hvilket såtte mig i så siet humør, at jeg vendte om og gik hjem. Der hviler den skjæbne over mig, at jeg én gang om året må miste min pengepung på gaden; og hvor megen flid jeg endog gjør mig for at sætte mig op imod denne skjæbne lykkes det aldrig.

*

Ja, dette var det, jeg vilde siddet og talt ganske stille med Dem om. Men »dævlerne« og »tjenerne«, der er Solnæs’ hjælpere og mine modstandere vilde det annerledes.

*

Amalie til Edvard Brandes 13. okt. 1904. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Der gives dem blandt menneskene, på hvem intet andet end prygl bider. Deres efterkommere i 3die og fjerde led kan maske undvære det. Og tilsidst engang om 1000 år kan maske alle undvære prygl, indtil det så begynder fra nyt af igjen.

*

Amalie til Georg Brandes 10. jan 1899. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Klasensgade 11. 10/1/99

Å kjære dr. Brandes, De aner knapt ikke hvor glad jeg blev for Deres brev idagl Jeg vidste jo at De lå syg, og havde siet ikke ventet nu at få høre noget fra Dem til svar på min bog. Hvor elskeligt af Dem at tænke på at ville forvolde mig denne glæde. Jeg er lej for De fik bogen så sent. Men netop som den var udkommen rejste jeg til Norge, og sendte til boghandelen en liste på deres navne til hvem den skulde gives. Ved tilbagekomsten erfarede jeg imidlertid at flere af dem, jeg havde skrevet op, blandt andre De, ikke havde fåt den. Så gik dagene med juletravlhed og lignende. Dobbelt vakkert af Dem at skrive mig dette brev. – Jo så sandelig forskrækker det »grimme« også mig. Forskrækker mig så dybt at jeg går og bærer det i mig, ruger over det, lider ved det, tænker og pønser på det indtil det i form af en eller anden skildring er kommet ud af mig. Da først får jeg fred for det. Alle forfattere, som ikke blot er lyriske glædesdigtere må jo ta det grimme med. Denne anke mod mig, at jeg med forkjærlighed sysler med det stygge og råe, har jeg jo altid hørt. Men gud ved om det ikke bunder i min sjæls medlidenhed. Hvis det stygge ikke vakte så stor en rædsel i mig, tvang mig til at stanse ved det, se på det og smertes over det, så vilde jeg vel heller ikke skrive det. Og så er der dette hos mig, at jeg vil se sandheden ind i øjnene. Sandheden og sandheden er jo så mangfol dig. Enhver optar i sig det af livet, som slår en stærkest. Nogles fore stillinger kommer aldrig udenfor – f. eks. herregårdsliv, fine kvinder, og fin tale. 1 Andres øjne vendes i stik modsat retning. Lad så hver beholde sit. Hvem har sagt at literatur og kunst kun skal befatte sig med det »skjønne«? Der er meget skjønt og dejligt i verden, men der er mindst ligesåmeget ondt og smerteligt. Og hvis dette onde og smertelige ikke blev nævnt, hvorledes da åbne menneskers øjne, vække hjærterne til at forstå og hjælpe efter fattig evne? Forleden dag – det var frostvejr – kom jeg gående over Kongens Nytorv i mørkningen. På en stentrappe sad en kone indtullet i et tyndt sjal, og med noget sort om hodet. Ved siden af sig havde hun en kurv med papirblomster, og i den fremrakte hand en af disse blomster. »Kjøb dame«, sa hun. Jeg skyndte mig forbi, men klangen i hen des stemme tvang mig til at vende om. Jeg gav hende nogle småskil linger; hun vilde række mig blomsten, som jeg ikke vilde ha. »Nej«, sa jeg, [»]det er ikke for blomstens skyld, men jeg synes, De må fryse så svært.« Selv gik jeg og frøs, skjønt jeg var godt klædt på, og hun sad der i et usselt bomuldsskjørt og med det tynde sjal på den kolde stentrappe. »Ja dame,« det gør jeg også,« hun bøjed sig forover og hulked. Å gud, å gud for en jammer, tænkte jeg, mens jeg gik hjemover. Billedet af denne kone forfølger mig. Jeg kan ikke bli hende kvit. Jeg føler mig liksom så skamfuld på livets og tilværelsens vegne. Og sådan med alting. Oppe i Xania fik jeg et langt brev fra B.B. i anledning min bog. Han skjænder svært på mig (brevet var forresten så elskværdigt) og kalder mig en trold, som kan nænne at pine mennesker sådan. Karoline havde forsøgt at læse min bog, men måtte opgi det. Hun tålte det ikke. Sådan var livet gudskelov ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulde tænke, og opgav at svare ham. Netop i de dage foregik der de skrækkeligste ting i Xania. Sædelighedsforbrydelser. En liden pige på 7 år var funden lemlæstet og blodig i en kjælderhals. Lægen havde sagt, at hun var skamferet for livstid. En 7 årsgammel gut lå sønderrevet efter et mandfolks voldtægt, kvalt, myrdet ude på en mark, og flere lignende ting. Så skriver B.B.: Livet er ikke sådan. Karoline tåler ikke at læse din bog. – Jeg tror, de er gale tilhobel Men kjære dr. Brandes, nu har jeg sandsynligvis trættet Dem ud. De, som er syg, og skulde skånes. Bare De mellem linjerne kunde læse den hjærtens tak jeg siger Dem.4 Hvor jeg glær mig til at De skal bli frisk og jeg kan få hilse på Dem.

Deres A.

*

Amalies brev til Georg Brandes\\Amalie til Georg Brandes 3. feb. 1899. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

0 Klasensgade 11. 3/2/99.

Inderlig tak kjære dr. Brandes fordi De sendte mig Deres artikel om Annie Vivanti.  Deres vidunderlig åndfulde og glimrende oversættelse af hendes hendvende digte gjør mig til en éneste forbauselse. Ja, enten eller, det var mit livs alpha og omega. Men livet tar undertiden et menneske i nakken, og tvinger det til enten at gå til grunde eller på akkord. Og når man nu altid tidsnok kan gå tilgrunde, eftersom det er vor alles fælles lod, så vælger et fornuftigt menneske det sidste alternativ. »Skjæbne« er for mig det mest betagende af digtene.  Fordi dets indhold er så himmelsk sandfærdigt et udtryk for den elskov som er idag, og imorgen kastes i ovnen. – Dette vers:

»Han sagde til mig: Du fæle skræmsel« o.s.v.

Hvor disse Deres italienske vers har bragt mig til at tænke på hvormange forskjelligartede elskover og kjærligheder, der finds i ver den. Hvem tør sige at den ene slags er bedre end den anden?

*

Amalies brev til Georg Brandes\\Amalie til Georg Brandes 5. feb. 1899. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Ja, det er skjønt og tamt dette at ville elske sig gjennem livet, knytte sig til én, og fra dag til dag, fra time til time nitte sammen en uløselig kjæde af godhed, elskov, kjærlighed, hensynsfuldhed, [livets – krysset ut] af dagens og døgnets alle små begivenheder. Men når nu temperamentet hos den ene ikke er dertil?  Når den ene trættes og kjedes, hvor den anden er fuldt optat?

*

Amalies brev til Herman Bang 15. nov 1889. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Jeg tror Herman Bang forstår dig godt«, sa Jakob, da han havde læst Krøniken. »Hvor kan det egentlig være, for det er nokså sjælden at man forstår nogen?« »Det kommer kanske af at han ser på mig med virkelig sympathi,« svarte jeg. (Det er da altid det som til syvende og sidst har hjulpet mig til al forståelse). »Jeg  har så uhyre stor godhed for H.B.,« vedblev jeg, »at jeg har lov at tro han også holder lidt af mig, sligt plejer at være gjensidig.

*

Amalies brev til Hulda Garborg 19.12.1895. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Det var nu det. Det andet er, at Du ikke skal tænke på at få mig med, når Dere og Erik Lie går på rangel. Igrunden har jeg ikke mere nogen fornøjelse af at gå på rangel, og når jeg ikke har det, så er det ikke pengene værdt. De penge, som jeg altså ikke engang har. Nej, når ungdommen er forbi, så bør et menneske dø døden. O ungdom, ung dom, da hjærtet sprang af fryd ved alt nyt en sål Nu springer hjærtet aldrig mere, hvad jeg så end ser. Pierre, det asen, har knust min Vermouth Torino. Jeg havde stillet flasken på gulvet for at ha den lidt afsides, og så kommer den kanalje og sparker den overende og knuser den. Sic transit gloria mondi! Det er naturligvis galt stavet det jeg nu skrev. Sådan går det når et kvindfolk skal gjøre sig vigtig.

*

Amalies brev til Hulda Garborg 21. nov. 1898. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Du kjære, kjære, sode Hulda! Jeg har læst din artikel i Dagsavisen. Ludvig bragte mig den. Du deilige, små menneske! – Du skrev engang til mig, at Du så gjerne vilde lære mig rigtig, rigtig godt at kjende. Kjære min Hulda – jeg tror, Du kjender mig. Savist som jeg kjender Dig. Når jeg inderlig ønsker engang, når jeg er rigtig frisk og kjæk at få leve lidt sammen med Dig, så er det ikke for at lære kjende Dig – Du ligger for mig så åben og sød, tiltrods for den »mimose«, Du efter nogles udsagn er – men for at nyde Dig; kanske græde ud hos Dig. Du har lovt mig nogle dage til sommeren, og husk hvor hurtig tiden går. – Idag oppe hos Ludvig, straks jeg havde læst din søde artikel kom der et telegram. Jeg var idag tat ind til byen for at røgte et nødvendigt ærende for en dansk veninde, og Du ved ikke, hvad det kosted mig. Jeg tror, det er døden som sidder i mig, så træt som jeg er. Telegram met indeholdt budskabet om Ludvigs fars død. 2 Vi blegned begge, og faldt grædende i hinandens arme. Denne hans far, som jeg med vold og magt lod mig skille fra, fordi han altid var et dyr i brunst, havde nemlig ved siden deraf, og ved siden af sin periodiske uhyrlige drikfældighed, så utrolig gode sider. Ak ja, Hulda, Hulda – fik vi være sammen, helst på klare, rolige sommerdage, og vi fik gå ude, hvor ingen var – hvor jeg skulde fortælle Dig – Du, som forstår alt. Jeg er så bevæget over Ludvigs fars død. Alene, på et hospital derover i New Orleans er han død. – Å, hvor blir livet tungt og svært efterhvert som man lever”!

*

Amalies brev til Sophus Schandorph  18.des. 1895. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

-Ak, den som havde igjen sin ungdom! Ungdom, ungdom! når hjertet kan springe af fryd ved alt nyt en ser. Når ungdommen er forbi skal et menneske dø døden.

*

Amalie til Vilhelmine Ullmann 14. mars 1885. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Og de fru Ullmann for al den sorg har de ikke gået igjennem siden vi såes. Det ser ud som om enkelte aldrig får nok af ulykke; det dynges på, og dynges på, underligt at en ikke knækker sammen med et smæld og ligger der. Og har de lagt mærke til den underlige gje tagelse der råder i livet, – det er til at bli gal af. Jeg tænker på deres søde datter Ragna, – tænk, en sådan kvinde, og en sådan skjæbnel Der skal en så stor sjæl til, som den de har, for at bære så megen kvide og enda stå der som et herligt, et uirkeligt menneske. Hils fru Ragna så usigeligt kjærligt fra mig, og sig at jeg ærer og højagter hende for hendes færd. –

*

Amalie til Erik Skram 1. nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Skaffe dig ud af livet!” Ja, hør, hvis du virkelig engang gjør det, så vær idetmindste så venlig at varskoe mig om det, for at jeg kan slå følge. Jeg har igrunden slet ikke noget imod at gå min vei på den vis, – jeg synes meget mere det er den værdigste måde et menneske kan absentere sig på, istedetfor at gå og vente til man bli’er kastet ud med magt. Og så lever man tryggere og mere ligesælt med en sådan beslutning i baghånden.

Amalie til Erik Skram 14.nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Men tror du nu virkelig at vi lever frem til det begge to; det skulde være underligt det, for det bli’er så altfor deiligt, og skjæbnen er ofte så ondskabsfuld vist.

*

Amalie til Erik Skram 15. sept 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Rigtignok forstår livet sig udmærket på at vende op og ned på et menneske, – men så er der dog visse ting, som straks kommer på sin rigtige plads igjen.

*

Amalie til Erik Skram 16. mai 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Min elskede søde, tak for dit sidste, trofaste brev; hvor du er snil og god og prægtig! ja, det var så, jeg havde en følelse af at trænge dig sidst jeg skrev, og det gjør jeg i en usigelige grad bestandig, men alligevel står det fast hvad jeg dengang skrev, at jeg vilde se dig éngang til, og så aldrig mere. Det er for at tage afsked med dig for bestandig, at jeg venter dig hid isommer. Jeg har gjort noget rasende radikalt; jeg vilde ikke tale om det til dig, før det var afgjort, du må ikke blive forskrækket og du er ikke den jeg tror, hvis du bli’er vred for det, ja det vil sige for at jeg ikke har spurgt dig iforveien. Du kan vide jeg har tænkt det nøiagtigt og grundigt igjennem, og at jeg ved hvad jeg har foretaget mig. Jeg reiser til Amerika; jeg er gjennem en veninde som jeg ikke har sét på mange år, og som er gift med en tydsk professor i Milwaki [sic] bleven tilbudt en god post ved universitetet der, ja, det høres jo latterligt, men i Amerika får damer sådanne poster – det er som bibliothekar, og jeg skal være optaget fra 8 om morgenen til 12½ hver form. og så ikke mere; for dette skal jeg ha’e 850 daler i årlig løn, og når jeg på grund af ælde ikke mere kan være der, halvdelen i pension. Jeg skal bare kunne skrive engelsk, tysk og fransk, og det er jo billige betingelser. Det er en dame som har posten nu, men hun skal giftes og drage til Chicago ellers var hun vedbleven at være der. Det er længesiden hun skrev og bad mig komme; hendes mand er formand i det collegium der har med postens besættelse at gjøre. Hun har så længe tænkt at få mig over eller ønsket det, rettere sagt. Vi har i mange år korresponderet af og til, og aldrig ganske tabt hinanden af syne. Det er bare amerikanere og tyskere jeg kommer op i, og det er bedst, for de norske i Amerika er i regelen simple og ukultiverede mennesker. Nu skrev jeg i forrige uge og sa’e at jeg vilde ha’e posten, men på den betingelse, at der kunde skaffes en vikar indtil jeg kunde arrivere, hvad ikke kan finde sted før til næste år høst, når Jakob er bleven student, for begge gutterne ta’er jeg naturligvis med. Så slipper jeg at leve af hans penge, hvad jeg jo for en del har gjort og hvad der altid har pint mig. Så får alt det udelukkende komme gutterne tilgode. Jeg antager ikke at han kan have noget imod at gutterne bli’er med mig, for han har altid været i ekstase over Amerika, og beklaget at hans sønner ikke var født der, på grund af den ulige bedre fremtid for flinke unge mennesker. Jeg kan også godt li’e Amerika; jeg har været overalt der omtrent, ja det vil sige i Nord og Syd og Øst og Vest Amerika, så jeg ved hvad det ligner i altfald. Gutterne har jeg spurgt om de vil være med, og de har sagt ja efter nogen forskrækkelse. Men selv om enden bli’er, at de ikke følger, drager jeg min vei. Jeg vil naturligvis dø af længsel de første to år eller så, for jeg har jo så mange venner her, og er dertil på så mange måder rodfæstet i Norge, som jeg elsker, og aldrig vil glemme, men der er dog grunde gode nok for mig at reise bort. Måske var jeg aldrig kommen til at giøre det, hvis jeg ikke havde mødt og elsket dig. Men ser du, som det er med os, kan jeg ikke holde det ud. Jeg længes efter dig bestandig, – jeg lider ved at være skildt fra dig, – alt hvad i mig er, drager mig bort fra mig selv, over til dig, – jeg rent sygner hen af det – og så indimellem græmmer det mig den frygt jeg bærer på, at du dog ikke elsker, ikke kan elske mig som jeg elsker dig, du som har elsket før, og vidste hvad det altsammen var for noget. Og derfor vil jeg fra det. Tro ikke at jeg bilder mig ind at kunne glemme dig nogensinde i dette liv, eller at jeg kan tænke mig, én dag at være bleven så hærdet at mit hjærte ikke skulde vånde sig og bløde ved at huske på tabet og savnet af dig; men jeg ved, at det vil være mig tåleligere på den måde som jeg nu har udsét mig. Jeg ved det nu: jeg mødte dig kun for at jeg skulde lære alle sorter lidelser at kjende. Jeg havde jo prøvet så mange, ja, alle undtagen den det kan volde at elske et menneske, – nu ved jeg også hvad det vil sige, og nu er jeg først helt et menneske. Og nu vil jeg ikke, at det jeg har følt for og ved dig skal jaskes ud og slides af i livets mangehånde, usselige slitage; det skal stå som et rent og helligt stykke minde, alle mine dage, som de elskede døden berøver os, inden vi har lært deres svagheder at kjende. Og jeg skal desuden sige dig, at alt dette fordækte og dulgte væsen er mig så inderlig forhadt. Og alt det snak som tiden og forholdene, hvis vi fortsætter på denne måde, vil vælte ud over os, vil jeg hade og samtidig krympe mig under mere end jeg kan tåle.

*

Amalie til Erik Skram 16.aug. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg forudser at de synes dette er sludder, og det i den grad at det vil hjælpe dem til snarere at glemme mig, – men jeg er nu engang af en så vidt egen art, at jeg også har min egen måde at behandle mig selv og min tilværelse på. Jeg vil ikke ud af den vei, jeg nu er kommen ind på. Jeg vil leve mit liv i fred og ro, skjøndt det lader til, det bli’er vanskeligt nok. Når noget kommer, så kommer det i flok og følge med så meget; – sådan er det bestandig, og jeg sidder fortabt i forskrekkelse over at jeg ikke kan få fred, men der er så mange (også aldeles uvedkommende) som vil mig noget. Jeg vil ikke nogen noget, jeg.

*

Og jeg, – ja jeg klarer mig nok. Livet er så dog alligevel en ørk, og støder man på en oase, så gjør man klogest i at gå den forbi for at slippe for den jammer det volder at drives fra den igjen. Og fra den må vi alle, bestandig.

*

Amalie til Erik Skram 21. sept.1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Venskabet er dog altid og evindelig det jeg foretrækker, og vender tilbage til, – det andet er der så meget klus, så fortvilet megen uro og elendighed med. Og så går man hen og bliver lidende og føler sorg, og bilder sig ind at man har lov til at føle sig skuffet, medens sandheden er at det er livet som idelig og altid har ret til at beklage sig over at sligt et fæ som jeg f.e.x. aldrig lærer noget af det, og det uagtet det har taget mig så nidkjært og omsorgsfuldt i skole.

*

Amalie til Erik Skram 22. sept 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Du kunde vistnok forklare og lære mig en hel del, og jeg kunde måske gjennem dig få en anden opfatning af meget som jeg nu ikke har forstand på og derfor dømmer så raskt og hårdt, men det er et spørgsmål om jeg ikke er lige godt hjulpen uden alt det, om jeg ikke til syvende og sidst dog slipper lettest og mindst beskadiget gjennem livet ved at stå som jeg nu står. Naturligvis, mit liv er på en vis måde glædeløsere, (skjøndt glædeløst er det heller ikke, om end ofte kjedeligt) men så er jeg også sparet for megen og mangeslags smerte. ”Hver glædesstund du fik på jord, betales må med sorg” – jeg er vis på det er sandt. Nei, jeg vil ikke skrive mere. Det nytter ikke. Jeg har atter læst dit brev igjennem og jeg er fornærmet over alt det skjænd. Og så har du alligevel ikke ret. Det er aldeles ikke en ukyndighedens dom jeg lader få indflydelse på mit liv, – det er min naturbestemte inderste vished for hvad der er ret og uret, og andet har intet tænkende menneske at holde sig til.

*

Amalie til Erik Skram 23. mai 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo

Menneskehjærtet besidder vistnok i en måske rent uindskrænket grad evnen til at gjenføde sig selv, og om det end vil svide hårdt fra begyndelsen af, så skal du se den dag kommer, at du igjen føler dig ovenpå. Men hvis du skriver en bog, så må du ikke skildre mig således, at man ved hvem det er,

*

Amalie til Erik Skram 25.okt.1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Ja, jeg har ganske vist ikke alene ”hældet til den religion, at lidelse og forsagelse var noget at bygge sit liv på” – men den har i mange år været min éneste. Ved lidelse, ved ærligt og modigt at ville lide sin lidelse tværsigjennem, således at en ikke for nogen pris, vilde skyve fra sig, eller søge at undgå én éneste smule af det, der hørte med, vinder et menneske frem og opover. Det er derved man kommer til at eie sig selv, til at kunne ta’e sig i brug til det, man vil, (istedetfor at blive beslaglagt af snart et, snart et andet, der ikke er andet end forfuskelse) og til at styre sit liv i den retning man har afstukket sig. Lidelsen gjør jo den gjerning som ploven på marken. Jo dybere den skjærer sig ned, når der er jordsmon da, jo mere gror der op bagefter.

*

Gjennem at lide bli’er man først rigtig klarsynet. Ja du siger kun det sker ved at man kommer til at elske, men det kan du tro, er forskjelligt for de forskjellige. Når man har lidt sig fra livet, ganske fra det, først da er man skikket til at leve det, med eller uden solskin, det kommer ikke så nøie an på. Man må blive den stærkeste, have livet under sin fod, så at det ikke skal få magt til at skade en. ”Hvo som mister sit liv (det er, giver det fra sig,) skal finde det” – det er et sandt og dybt ord, som så mange af dem, der står i bibelen. Så mener jeg da fremdeles det, at lidelse og forsagelse eller rettere evnen og villien til begge dele, som så mange übrigens slet ikke har, er en sikrere grund til at bygge sit liv på, end kjærligheden, thi den kan fordunste for et menneske, men det kan lidelsens indhold og udbytte ikke. Hvis du nu synes jeg har været for vidtløftig så husk på dit systembrev! Jeg har meget at løbe på, før vi er kvit.

*

http://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1882Amalie til Erik Skram 6. sept. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Livet er så utrolig vulgairt, og det bedste man kan gjøre, er uden tvil selv at blive vulgair.

*

Amalie til Erik Skram 9. jan 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Og det er så usigeligt sikkert at det er sandt alt hvad jeg har tænkt, og alt hvad jeg nu ved. Intet, intet kan ske uden at konsekventserne står der som lovenes virkninger, som lovene selv. Det er ikke så sikkert at vi to blev lykkelige sammen.

*

Amalie til Erik Skram 19. sept. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

– – Men din lignelse med Krøyers fillede hattemager du’er ikke. For at den skulde slå til, måtte det være din anerkjendende beundring ligeoverfor gode malerier af ryggesløse kvinder, fordærvede fruentimmer, eller udjaskede skjøger, jeg havde klandret. Men det har jeg ikke. Hattemageren nød jeg fordi maleriet af hattemageren var godt gjort. Det var kunstnerens flinkhed jeg stod og så mig glad på; det var ikke hattemagerens fillethed eller degraderede habitus som tiltalte mig – endnu mindre det liv eller de livsvaner som muligens havde gjort ham således. Men når jeg blev stødt over det du taler om, så var det fordi du beundrede de væmmelige gjerninger vedkommende kvinder havde bedrevet, – ja det vil sige væmmelig efter min og mange andres betragtningsmåde. Du kunde sige: ”se det er dog flinkt, eller; fanden til dygtigt fruentimmer”, når jeg sad og fortalte dig ting som jeg for min del og mange med mig anser for tegn på degradation, åndeligt lurveri og rusk om snusk, og som bedrevet af mig selv f.eks. vilde stemple mig selv i egne øine og i en del andres med som et lavartet og foragteligt fruentimmer. Et er at studse og beundre fordi man gribes af den kunstneriske fuldkommenhed hvormed det hæslige kan være gjengivet, men et andet er at sidde og anerkjende den forvorpenhed, der muliggjør en gradvis synken ned til det der er hæsligt. Eller også må ordene: hæslig, liderlig, væmmelig slet ikke eksistere mere. Og der er jo dem som siger at de begreber som disse ord betegner er lutter fordomme og opspind. Men så langt er jeg endnu ikke kommen, – jeg siger endnu, for jeg ved ikke hvorhen min udvikling kan føre mig – den har ført mig allerede til steder hvor jeg troede jeg aldrig skulde sætte min fod; bare betænk at jeg har været den frommeste sjæl, kristelig talt nogen kunde ønske. Da jeg fortalte dig om den fru v. der Lippes tøilesløshed, der havde kastet hende – fra hendes tidligste ungdom af – fra det ene mandfolks arme over i det andets uafladeligt, – om de var gift og altså for enhver ærbar kvinde med renhed i villien, en andens eiendom – det gjorde for hende ingen forskjel – så sa’e du: pokker til flinkt gjort, eller sådan noget, – og det er jeg som sagt endnu ikke moden nok til at kunne gå med på. Det er det gamle ord om forskjellen mellem disse der siger: ”æd, drik, vær lystig og glad, imorgen dør du” – og dem der siger: bed og arbeid, der her står iveien. Den der beder og arbeider ser andre mål, andre opgaver at samle sin kraft og sine evner om, og både evnerne og målene vokser under troskaben mod sig selv og mod det man har sét som meningen med livet. Jeg kunde blive ved og blive ved, men jeg stopper her – du har allerede kjedet dig over den norske, tunge, dumme rubrikeren eller sådant noget, det ved jeg godt; jeg vil kun endnu tilføie at når dine ord ved disse leiligheder påvirkede mig ubehageligt, og det gjorde de, så var det fordi det hørtes som om alt var dig lige godt, når det bare var helt, når det bare var gjort med fynd og klem så at intet mere stod tilbage. Men hvem ved; – en dag kan jeg måske være sprungen dig helt forbi på dette gebet, hvad jeg gjør det gjør jeg tilgavns – skjøndt nei, – jeg tror det dog ikke.

*

Amalie til Erik Skram 16. mai 1887. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Min kjære Erik, her er jeg altså endnu, og kommer først til Kristiania kl 4 à ½5 i eftermiddag. Jeg, som var så glad over at skulde med dampskib, jo det er gåt godt. Den guderne vil styrte i fordærvelse, gjør de først blind. Mig har de gjort sanseløs, for på anden måde kan jeg ikke forklare, at jeg ikke tænkte på den mulighed at få tåge. Jeg, som dog har været ude for den ulykke før, flere gange. Hvis det blot var dukket op som et glimt i min erindring eller forestilling det om tågen, så var jeg tat med jernbanen. Nu siger kaptejnen at det er første gang i år, det har passeret ham. Tågen plejer jo også ellers at høre høsten og vinteren til. Jeg læser så meget om Nemesis, hvis det er Nemesis som er ude efter mig, så er den straf hun gir mig for mine synder, ikke mild. Fra igåraftes kl. 11 har vi ligget næsten komplet stille lige udenfor Kristianiafjorden. Til den tid gik det godt – Du husker jeg gik ombord eller kom afsted kl. 4. Nu, for lidt siden lettede det lidt, og vi begyndte at gå, men i dette øjeblik holder vi igen stille,- jeg kan se det gjennem skyligtet at skodden atter har væltet sig over os. Det om at komme frem kl. 4 ½5 var altså et fantasifoster. Vorherre må vide, når det sker.

*

Amalie til Erik Skram 29. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Min stakkels broder Bernhard døde onsdag stille og rolig. Det er jo som forholdet var, et glædeligt dødsfald, men jeg blev dog mere og smerteligere oprevet ved den underretning end jeg havde ventet. Den arme ulykkelige gut! Og stakkels moderen! Det er svært hvor vi dør. Nu er det bare Ludv. og mig igjen. Og jeg for min del er aldeles overbevist om at ikke opleve 40 års alderen. Men det kan igrunden være vel blåst det. Så har jeg dog opnået livets største og rigeste lykke, inden jeg forsvinder, den at leve nogle år med den mand jeg elsker over alt i verden. Jeg er syg af længsel efter dig.

*

Amalie til Erik Skram 4. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Det er dog det eneste virkelig gode et menneske kan opnå på denne jord at finde en jevnbyrdig til at smelte sammen med, uden at opgive det mindste af det, der hos en selv har en eller anden art værdi. Det er livets eneste, egentlige hemmelighed jeg ved dig, du elskede, er kommen til at skulle forsøge på at udgrunde, men jeg står endnu ved begyndelsen; men ét forstår jeg allerede: livet bliver så enkelt og let på en vis måde når man finder sig selv i sin kjærlighed til en anden.

*

Amalie til Erik Skram 16. des. 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo,

Hvad hjælper et menneskes gode forsætter når disse forsætter uophørlig støder mod en mur.

*

Amalie til Elisa Knudtzon 9. okt. 1880.. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Hils endelig Knudtzon uendelig mange gange og tak ham for hans sidste brev. Han kan være rolig for meg nu, jeg er kommen til klarhed og fred, og dertil har hans breve bidraget for en vesentlig del. Jeg har ro i sindet, og jeg griber meg i at jeg om dagen går og glæder mig i mit stille sind over at jeg slapp at gå i skuddermudder. Det er ikke lidet at glædes ved når en har været lige ved det, som jeg, under mit unaturlige ægteskabs demoraliserende ind flydelse, sikkerlig var det. — Nu nærer jeg ingen bitterhed mod min skjæbne mer, den er snarere gået over til en viss velvilje, siden den har gjort et rigtig menneske at mig. Tidligere var jeg bare et halvmenneske, og neppe det.

*

Amalie til Ole Elias Holck 1. des. 1869. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Gud give, De maatte blive lfisk. Det er dog tungt, at bære paa et sygt Legeme, alle sine Dage, det maa dog vel saa være. Denne Tids Lidelser vide vi jo, ere for Intet at regne mod Herligheden hisset, som forvist skal aabenbares paa Dem, saa sandt som Guds Søn har forløst dem, der ville lade sig frelse.