Ludvig Alvers dagbok

Innledningen pag. 1-12. Transkribert av Merete Morken Andersen
og kontrollert mot originalen av Oddvar Vasstveit.
Innledningen pag. 13-29. Transkribert av Oddvar Vasstveit.

Dagboksinnførslene for 17.9. – 26.9.1870.
Ny paginering: 1-60. Transkribert av Oddvar Vasstveit

Ludvig Alver sammen med sin søster, Amalie Skram, 1889.

Johan Ludvig Alvers Dagbog,
begyndt i Juni måned 1869.

 (Med en indledning).

Indledning.                 Stangvik i juni 1869

(S. 1/6) En dagbog, tror jeg, hver den føler trang til, som lægger nogen betydning ind i menneskelivet, og grunden til, at jeg nu først i mit 22de år begynder at holde bog over mine handlinger og holde regnskab med mit liv, er netop den, at jeg har tillagt mit liv altfor liden betydning; tanken har jeg ofte haft; beslutning er også bleven fattet, men det har kun været forbigående kraftsytringer; jeg er atter falden tilbage i min svage, cyniske ligegyldighed. Nu derimod er tanken bleven til beslutning, beslutningen til handling og ligesom jeg håber og tror, at netop denne min dagbog er et udtryk for, at der er indtrådt en epoke i mit liv, således er det min bøn til min Gud, at han må lede mig frem, forunde mig kraft til at bryde banen videre og styrke mig til med fuld sandhed at åbne mine svagheder og skrøbeligheder, min ondskab og ligegyldighed for ham og for mig selv; idet da dagbogens memoirer bliver en fuldsand gjengivelse af mit livs indre førelser og ydre tilskikkelser, mine eragtelser hos mig selv og andre, kan den blive til velsignelse for mit liv. Dertil give du, herre Gud, din nåde; du lade mig sent slutte med dagbogen!

Forat ikke optegnelserne for de enkelte dage skal stå uden nogen sammenhæng med mit tidligere liv, vil jeg forsøge så sandt som muligt at nedskrive som en indledning mine tidligere års tildragelser.- Mine første barndomsår kan jeg ikke sige meget om; de henrandt stille, uberørte af verdens tumlende liv; vistnok i mindre heldige materielle omstændigheder; men de vare dog (s. 2/7) mit livs skjønneste dager; jeg kan nu kun tænke på dem med vemod og ønske dem tilbage. O! da skulde jeg holdt dagbog, da jeg stod på veiskillet i min første ungdom; den vilde kanske have sparet mig for mangen bitter erindring om svaghed, skuffelser og krænkelser. Når jeg nu ser tilbage på vort familieforhold, kan jeg just ikke sige, at dette var lykkeligt, men dengang troede jeg, at fader og moder vare de christeligste ægtefolk og forældre og levede lykkeligt sammen; jeg anså dem begge for pragteksemplarer, især moder; denne min beundring af moder vedligeholdt jeg også længe efter at jeg så at sige var begyndt at vende mit hjerte fra fader, han har dog siden fået min fulde kjærlighed igjen, og han fortjener den. Moder sagde altid om sig selv, at hun var en christen og jeg troede på hende og ønskede i min barnlige enfold, at jeg måtte blive som hun. I mine sidste skoleår i Bergen indtraf der (jeg var da allerede 15 à 16 år) mange uhyggelige scener i vor familie, og mine øine, som forunderligt nok så længe havde været blinde, åbnedes lidt efter lidt, jeg så da først at faders og moders liv slet ikke tydede på noget lykkeligt ægteskab, men jeg lagde den gang skylden på fader og mine gode tanker om moder stod endnu ved magt; der var et træk hos moder, hvis fordømmelighed først i de senere år med fuld styrke er bleven klar for mig, og det var, at hun søgte at indtage sine børn imod deres fader; han, som dog elskede os med en så inderlig kjærlighed, han, som senere gjorde så store offre for vor skyld. At det kom af ondskabsfuldhed hos min moder kan jeg ikke sige: jeg tør det heller ikke og tror det langt fra; endskjønt hun af alle var anseet for en forstandig kone, manglede S.3/8). hun dog alle høiere kundskaber og var i dethele, så forekom det mig, meget materiel i sin opfatning af livet og sit ægteskabelige forhold. Ved sine børn hang hun og hænger endnu med inderlig kjærllighed, og jeg skylder hende for meget til ikke at omfatte hende med hengiven kjærlighed og den største agtelse; men jeg kan ikke andet end sige, at hun ligeoverfor fader ikke har gjort sin pligt; – det forekom hende, at fader tog for lidet hensyn til hendes i sandhed opoffrende bestræbelser for i armoden at kunne vedligeholde et honnet ydre; men hun så ikke hans arbeide, som var større og tungere, hans storartede kamp for at kunne ernære familien og skaffe sine børn en god opdragelse; hun tog for meget hensyn til sin møye, som vistnok var stor, men dog meget ringere end hans, og istedetfor at lette hans byrde, lagde hun mange gange ved sine klager og bebreidelser over, at han lagde alt på hende, sten til byrden; hvad under, at han i bevidstheden om sin kjærlighed til os og sin kamp for os, for op?, og således indtraf enkelte ganger uhyggelige scener, som det her ikke er stedet at fortælle. Jeg kan erindre, hvorledes hun mange gange, når han træt og udmattet kom hjem og dog forsøgte at være munter og venlig, mødte ham med kulde og beklagelse; den tunge byrde som de måske forenede i hengivenhed og opoffrende kjærlighed til hinanden kunde have fundet let, blev tungere og tungere og tilslut kunde den ikke længer bæres – der indtrådte en katastrophe. Det var i mit 15 à 16 år, at de ovenfor antydede uhyggelige familiescener bleve hyppigere; men dengang gjorde de aldrig noget varigt indtryk på mig; det var kun en forbigående smerte, jeg følte; jeg troede på moder, og hun søgte at bibringe os alle den tro, at hun led, medens fader intet hensyn tog til hende; derved fjærnede hun os (S. 4/9) fra ham, og det er hendes store synd; jeg var idetheletaget flittig på skolen, havde godt håb og havde allerede meget tidligt dannet mig et ideal af livet; men noget godt barn var jeg ikke; moder fortalte mig ofte, hvor kjærlig og god jeg var den gang jeg endnu var så lille, at mine erindringer om den tid kun ere meget sparsomme; hun havde så gode forhåbninger om mig, sagde hun ofte, og disse hendes forhåbninger vedligeholdt sig langt hen i tiden; ja endogså i den allersidste tid har hun ofte, når hun synes, at hun er bleven mødt med kulde og uvilje af mine sødskende, henvendt sig til mig, og sagt, at jeg var den eneste, som ikke vilde forlade hende. Stakkels moder! Hendes liv har ikke været lagt på roser! Men jeg var ikke noget godt barn; min barnlige uskyldighed begyndte jeg at tabe, da jeg gik i mit 14de år; indtil den tid var jeg fuldkommen et barn, og endskjønt jeg ofte var ulydig mod mine forældre, tror jeg dog på denne tids renhed. O! hvor godt erindrer jeg ikke den sommer, da jeg gik i mit 14de år; jeg blev opflyttet fra 3die til 4de classe i latinskolen og tilbragte sommerferierne som sædvanlig i Alverstrømmen hvor nogle af min faders slægtninge boede. Jeg traf her sammen med kammerater, som ikke kunde henregnes til de gode; ærlige i sit kammeratskab vare de vistnok; men de vare forlidet børn; det var Christensen og […?.] ; de lærte mig at røge tobak, ja vinteren efter fik de mig endogså til at forsøge på at tygge den; jeg anfører dette her så vidtløftigt, fordi det var min første udskeielse; denne sommer havde jeg også min første forliebelse; gjenstanden for min rasende kjærlighed var Nanna Prahl, og denne kjærlighed, tror jeg, varede i hele 2 år; (S. 5/10) når jeg kom hjem om aftenen fra skolen, tænkte jeg hele veien på sandsynligheden eller usandsynligheden af at hun den aften besøgte min søster, og kom jeg da hjem og hun var der og det af og til, når min ældre broder ikke var hjemme, timedes mig at følge hende hjem, var jeg det lykkeligste menneske; om jeg fandt nogen gjenkjærlighed, ved jeg sandelig ikke; jeg tror ikke engang, jeg brød mig stort om det; ialfald var der almindelige rygter om at min broder gjorde rasende kur til hende, ja at han endogså skulde være hemmelig forlovet med hende; men jeg kan ikke erindre, at dette gik mig det mindste til hjerte; jeg var glad, bare jeg fik se hende og lege med hende; min kjærlighed var fuldkommen ideel og ren som et barns; det føler jeg mig nu forvisset om.

Da jeg var i 6te classe i latinskolen, indtrådte den ovenfor antydede katastrophe – fader reiste til America. O! Gud, når jeg nu ser tilbage på mit liv, ræddes jeg næsten for mig selv; hvor hård og kjærlighedsløs må jeg ikke være, at ikke denne begivenhed afpregede sig så dybt i min sjæl, at mit hele liv blev viet til at gjengjælde min trofaste fader hans kjærlighed; men hvorledes har jeg gjengjældt ham? Hvorledes har jeg bevaret minderne om hans trofasthed? Bevæget, dybt bevæget, næsten fortvivlet var jeg den morgen, da han grædende tog afsked med moder og os, da han i sin kjærlighed ikke   nænnede at fortælle os, at han reiste så langt bort, måske for aldrig at vende tilbage, men sagde os, at han blot reiste til Lærdal og om 14 dage skulde v ære hjemme, og vi – vi forstode det godt, men vi nænnede heller ikke at spørge, og med kvalt røst sagde jeg til ham: «Du kommer dog igjen om 14 dage, fa’er» (S. 6/11) endskjøndt jeg vidste, at hans reise gik til America. Det var en tung gang for et barn den morgen, da jeg med fortvivlelse i hjertet neppe kunde udholde byrden af mine bøger, da jeg gik til skolen; også mine kammeraters udelicate spørgsmål og taktløse nysgjerrighed! Men det gik over, jeg glemte min faders, min egen og vor alles ulykke. O! jeg var og er hårdhjertet. Det var en ting, som bidrog meget til at læge vore sår og lindre vor smerte og det var min søsters forlovelse, som fandt sted på denne tid; jeg kan ikke befri mig fra den tanke, at min søsters skjæbne blev bestemt ved min faders bortreise; under andre forhold vilde hun måske neppe have indgået den forbindelse, som hun et par dage efterat min fader var reist, indgik med skipper Müller, en velstående mand, som hun knapt før havde seet; jeg har dog ikke nogen berettiget grund til at tro, at hendes livs […] skjæbne ikke blev god ved denne forbindelse (samme år om høsten bleve de gifte). Min søsters forlovelse og giftermål bragte os ind i et nyt liv, vi glemte vor sorg, og vi glemte vor stakkels fader, som imidlertid kjæmpede fortvivlelsens kamp i sit hjærte og imødegik de største lidelser, trykket af armod og nød; og siden den tid har jeg bestandig glemt ham; der har været øieblikke, især i den senere tid, hvori jeg har tænkt med alvor på ham, ja hvori jeg endogså har kunnet grædt; men det har kun været øieblikke; jeg har faret fort i min egoisme; ja egoismen er det, som hidindtil har gjort mit ynglingeliv så fattig på sand glæde, jeg har mange gange været begeistret for ideene, opfyldt af ungdoms mod og ungdoms varme; men jeg har manglet den sande kjærlighed; væsentlig kjærlighedsløs har mit liv været goldt. (S. 7/12) Moder har jeg i de sidste år så lidet været sammen med, jeg skal ikke kunne sige, hvorledes hun nu mindes og tænker på sin mand; men i den første tid (det synes nu at stå klart for mig) glemte hun ham som jeg; hun blev optaget af søsters forlovelse og de nye forhold, som den medbragte.-

Tiden nærmede sig, da jeg skulde reise til Christiania for at blive student; vor stilling var alt andet end god; men pecuniære bekymringer havde jeg aldrig; jeg overlod det hele til sig selv; i mine sidste skoleår havde jeg en ven (dog nei! jeg kan ikke kalde ham så; min ven har han aldrig været), som jeg nu ikke kan tænke på uden ærgrelse; det var Erik Olsen; jeg brød også med ham strax, jeg var bleven student; mit liv, som i det hele taget var så fattig på løftning, blev ved omgangen med ham endnu mere nedsænket i egoisme. – Dog var, og er det endnu, af en temmelig forelsket natur; da min begeistring for Nanna Prahl efter hvert som jeg blev ældre og fik øie for uoverensstemmelsen mellem vor alder (hun var 2 år ældre end jeg), begyndte at kjølne, blev Marie Christensen, søster til min foromtalte kammerat og et par år yngre end jeg, gjenstanden for min ungdommelige kjærlighed; denne var dog ikke, hvad hende angår, stadig og vedvarede kun sålænge jeg ofte var sammen med hende; da jeg sjældnere så henne, glemte jeg hende strax. – Jeg har glemt at nedskrive et træk af vort familieliv, som bidrager mægtigt til dets characteristik; medens endnu min kjærlighed til Nanna Prahl var på sit høieste, var jeg meget ulykkelig over ikke at kunne danse; det beredte mig naturligvis mange bittre øieblikk, når vi vare sammen, og der blev danset; jeg vidste det kunde ikke nytte at bede fader om lov til at gå på danseskole, og så bearbeidede jeg da min moder så længe til hun gav mig sit samtykke; men fader måtte ikke få vide om det,  (S. 8/13) og således gik jeg da på danseskole, lærte at danse og deltog i slutningsballet uden at fader havde anelse om, at han havde en så vidt opdragen søn; mine brødre lærte ikke at danse, førend de vare blevne studenter. Stakkels fader, han var så optaget af sit stræv, og fandt så liden hygge hjemme, at han ikke spurgte og blev udenfor det hele; at det hele ikke kunde gå uden en systematisk løgn, er jo en selvfølge; Jeg kommer nu også til at tænke på noget andet, som viser, hvor dårligt vort familieliv var; under sangerfesten i Bergen i 1863 deltog min søster, (som i forbigående sagt, af alle blev ansæt for byens skjønhed) i sangerballet, uden at fader vidste om det før bagefter. – [tilføyet i margen: jeg har dog siden dette blev nedskrevet, fået oplysninger, som gjør det tvivlsomt, om denne fremstilling er ganske pålidelig] Sommerferien 1864 tilbragte jeg sammen med Erik Olsen hos hans fader, som var præst i Fusen, og her fandt min tredie drengeforlibelse sted; hans søster Petra var en snild pige; men ellers var der ikke stort ved hende; jeg glemte hende også efter nogle måneders forløb, endskjøndt der endogså efter vor tilbagekomst til Bergen efter ferierne vedligeholdt sig et temmelig fortroligt forhold mellem os, så vi endog udvexlede breve, og jeg af hende modtog en ring (vel at mærke af sølv) og en hårlok; både ringen og håret er borte, ligesom hun selv også meget snart gik mig af tankerne. – I mit sidste skoleår indtraf min confirmation; det skulde da være et glædeligt år at skue tilbage på; men nei! dels var jeg så hjerteløs, at denne høitidsfulde begivenhed ikke greb mig mægtigt nok til at den senere kan mindes med glæde, og dels var vort familieliv især dette år stygt; i senere tid har jeg ikke kunnet tilbagetrænge den tanke, at der har hvilet en tung forbandelse over vor familie som har græbet mægtigt ind i vores alles skjæbne; ialfald er det ( s. 9/14) vist, at vor hele slægt ikke frembyder mange gode sider; det bliver da vor sag, at hæve forbandelsen og reise vor slægt. – Fader var, tvungen af fortvivlede omstændigheder og dreven af håb om at han endnu i sin alderdom kunde bryde en bane, reist bort; moder stod tilbage uden forsørger, og på os lå den tanke, at denne kamp, at denne lidelse og alle disse offer var vor skyld. Hvad vilde da været rimeligere end at vi sluttede os sammen i hengivenhed og i kjærlighed søgte at lindre ulykken! Men nei! det såg ud som den sidste tids begivenheder ikke havde gjort noget indtryk på nogen af os! Min søster  reiste strax efter sit giftermål bort med sin mand, og min ældre broder, som dengang var student og lærer på en skole i Bergen, blev i følge sin stilling selvskreven den igjenblevne families forsørger; Jeg holder af ham med en broders hele kjærlighed; jeg ærer ham og er ham taknemlig for så meget, men jeg kan ikke andet end misbillige hans forhold til moder i denne tid; vistnok var moder ikke uden skyld; og det værste var kanske, at hun aldrig vilde erkjende dette; men han var dog kjærlighedsløs og så ikke sin pligt; nu gjentager jeg denne tid med gru i min erindring og det samme er jeg forvisset om, at også han gjør; det var ukjærlighed, kulde og uvenlighed næsten hver eneste dag. Han var den gang så ung og blev utålmodig over at han skulde sørge for alle; han tænkte forlidet på, at stakkels moder ikke havde nogen at henvende sig til; men på den anden side, var han bleven mødt med fuld kjærlighed, da ved jeg for vist, at denne tid var bleven en glædens tid for ham selv, for hende og for os alle. – Min confirmationsdag står levende for mig og ligeså min snart følgende første altergang. Jeg har aldrig været følelsesløs; jeg kan næsten (s. 10/15) sige at jeg mange gange har haft for megen følelse; men dog! når jeg tænker tilbage på disse betydningsfulde begivenheder, må jeg forundre mig over, hvor materiel og hverdagslig jeg tog dem; det øieblikkelige indtryk, som festligheden, talerne og det hellige sted gjorde, henveiredes snart og mit liv forblev tomt. Af naturen har jeg visselig megen evne til hengivenhed, kjærlighed og begeistring; men jeg manglede nogen, som kunde lede mig, som i besiddelse af min fulde fortrolighed kunde udvikle disse spirer i mit hjerte; nogen sand ven havde jeg til denne tid ikke haft, senere har jeg fået en; min ældre broder tog dengang for lidet hensyn til mig (så forekom det mig); min moder, som i mine tidligere barneår besad min fulde fortrolighhed, tabte den senere; hun var, om hun end elskede mig inderligt, ikke den ømme moder, som førte mig varsomt veiledende og skjærmende ind i livet; en kvindelig søster savned jeg fuldstændig; jeg blev saaledes alene; fortroligheden gav ikke min følelse styrke, min begeistring flugt og min kjærlighed inderlighed; jeg blev tilbageholdende, bange for at optræde på nogen måde og fåmælet; på den anden side syntes jeg, at jeg selv var for ubetydelig, vilde gjerne fremhæve mig selv blandt mine kammerater som deres lige; det måtte da ske på sandhedens bekostning, og således begyndte mine første udskeielser; hvor godt erindrer jeg ikke en 17de Mai, da jeg sammen med et par kammerater blev beruset; min elendighed den følgende dag står endnu for mig; men havde jeg da haft en moder eller en søster, som havde behandlet mig varsomt, opfordret til og fremdraget de bedre følelser i mit hjerte, da kunde måske alt være bleven annerledes. – Så blev jeg da dimitteret og skulde reise til Christiania; jeg havde ingen at stole på; (s.11/16)  og lige indtil en måneds tid før min afreise havde jeg ikke mindste anelse om hvorledes jeg skulde få mit underhold i Christiania; o! dengang havde jeg dog et godt mod; det har jeg nu tabt en hel del af! Kaptein Müller må jeg nu erindre med taknemlighed! Han rådede mig og veiledede mig; jeg skrev et petisjonsbrev og gik omkring til byens rigeste kjøbmænd og bad om hjælp; det var en ydmygelse; jeg erindrer, det faldt tungt; men jeg vilde ikke for nogen pris opgive mine studeringer, og jeg betragtet bidragene kun som et lån, som jeg senere (så var mit faste håb, som jeg endnu ikke har opgivet) skulde tilbagebetale. – På reisen til Christiania fik jeg et bevis på mine kammeraters velvilje; hvilket jeg sjelden modtok; da jeg på grund af mine mislige pecuniære omstendigheder sammen med 2 andre måtte tage 2de plads på dampskibet, og disse 2 andre næsten strax gik over til 1ste plads, subscriberede man differencen i fragtbetalingen til mig. Mit russeår tilbragte jeg i sorgløshed og begeistring. Aldrig glemmer jeg den sommeraften, da vi med sang og spil under salut marscherede ind på Klingenberg for at feire vort russelag; mine nærmeste omgangsvenner i russeåret var min broder Wilhelm, med hvem jeg hele året boede sammen, Fridthjof Holst, Søren Domitius, Johan Holst og Theodor Lehmann; som mine virkelige venner kan jeg nu kun betragte min broder, som har vundet mit hele hjerte og min fulde fortrolighed, og Fridthjof Holst; den sidste ikke så meget i russeåret som under mit senere ophold i hovedstaden for 2 år siden; Johan Holst var snild, kammeratslig og opoffrende; men kun til hverdagsbrug; i alvorlige øieblikke kan det ikke nytte at(s. 12/17) henvende sig til ham; han var ikke fri for en temmelig vidtløftig lyst til småløgne; dog altid i al uskyldighed, hvis løgn kan benævnes med dette navn; noget ondt ved jeg ikke, at  han afstedkom; jeg var forresten hele dette år et umiddelbarhedens og øieblikkets barn, og jeg fandt mig vel ved hans omgang. Søren Dometius’s fortrolighed besad jeg ikke dengang; jeg fik den vistnok senere; men også da kun delvis; der er kun en hvem han har skjænket sin fulde fortrolighed, og det er F. Holst. T. Lehmann var et af de mennnesker, om hvem man hverken kan sige godt eller ondt; han var temmelig intetsigende; jeg har ikke seet ham siden russeåret; om jeg end i denne tid fòr meget vild, kan jeg dog nu se tilbage på den med glæde; jeg var så fri for alle bånd, for alle sorger og havde endog en god del af min uskyldighed; verden i hele dens ondskab kjendte jeg endnu den gang ikke; fri for den hjemlige uhygge, løst fra alle de tunge bånd, som vor ydmygende stilling i Bergen lagde på mig, fik jeg i dette år en hel del munterhed, livsfriskhed og mod; jeg var dog endnu et meget tilbageholdent ungt menneske selv sammen med mine kammerater; jeg følte mig trykket, når jeg var sammen med dem som stod over mig; jeg kommer til at tænke på, hvor forunderligt mit forhold ligeoverfor Wilhelm var; jeg er først i den senere tid fuldkommen kommen til vished for, at han holder af mig, at han agter mig; den tid var jeg bange for, at han skulde anse mig altfor ubetydelig; og han var ofte slig i sit væsen og sin færd, at jeg måtte finde grund til at tro det; omtrent ligedan gik det min ven Dometius, som i denne tid også blev hans ven; han bebreidede ham med tårer hans ligegyldighed og foragt for ham; jeg har også med (s. 13/18) gråd i halsen foreholdt ham det trykkende og ubehagelige i, at han, når vi var sammen med andre, betragted eller rettere lod som om han betragted mig som en der neppe kunde have et ord at sige med. Når vi vare alene, kunde han være så elskværdig; jeg var da fuldkommen fri og fortrolig ligeoverfor ham; sammen med andre derimod var jeg så bange for kritik og forblev taus og indesluttet! Mange af hans venner har vist fundet, at jeg var en underlig en! Såmeget er ialfald vist, at jeg ikke var den samme ligeoverfor fremmede, når han var tilstede, som når han ikke så og hørte mig; det var en forunderlig frygtagtighed, som til dels også hændte mig ligeoverfor min søster; men vistnok af andre grunde; det er først i den allersidste tid, at jeg har forvundet dette; jeg har af naturen, tror jeg, meget anlæg til pietetsfølelse; for en del kom vist denne min frygtsomhed deraf, at han var den ældre; men det kom dog for den største del, det ved jeg vist, deraf, at jeg følte, at han var så meget klogere, dristigere og frimodigere; men han vidste ikke, hvor den smerted mig denne hans negliggance; når han av og til forekastede mig min dorskhed, kunde jeg endog føle den bitreste uvilje mod ham; men det gik strax over; aldrig brød det løs med inderlighed og varme; dertil havde jeg ikke frimodighed nok. Det var naturligvis en selvfølge af det frie og sorgløse liv, jeg førte, at det gik mindre godt med læsningen; jeg «slang» dog igjennem med haud til 2den examen; dette har også senere været grund til anger hos mig; jeg skyldte dog min fader først og fremst, som har gjort så store offre for min skyld og dernæst mine velgjørere i Bergen, at jeg havde brugt min tid bedre; men dog, om jeg ikke læste til examen, var dog dette år meget udviklende for (s. 14/19) mig og det var næst barneårene den skjønneste tid af mit liv indtil nu. Hvor glad var jeg ikke, da jeg om sommeren 1866 tiltrådte min fodtour til Bergen, så fuld af mod og livsglæde og med livsidealet urokket i mit hjerte. – Efterat jeg var kommen til Bergen, erfarede jeg gjennem brev fra Wilhelm, at jeg havde været meget for ham; han udtalte så megen kjærlighed, at, havde han ikke mit hjerte fuldstændig allerede før, så fik han det da. En tid af 3 måneder tilbragte jeg temmelig intetsigende og kjedelig i Bergen; så tiltrådte jeg min første huslærerpost hos Svanø i Søndfjord; det var et stille fredeligt liv, som nu begyndte; dengang ærgrede det mig dygtig, at folket der så lidet forstod at leve; hvor misundelsesverdigt forekommer derimod ikke nu mit liv der mig! En stille fredelig ø lige ved det store hav, en romantisk natur, et liv fri for al bagvaskelse og smålig sladder, og dertil familiens dybe religiøsitet! Alt dette gjorde vistnok indtryk på mig, av og til stærke indtryk; jeg begyndte der først alvorlig, at gribes af denne uforklarlige længsel i menneskehjertet, denne forunderlige higen, uforklarlig i sin oprindelse som i sit mål! En sommerdag fulgte jeg sammen med frøken Kristine Svanø med folkene ud til en af de yderste øer; det gjaldt den årlige fåreklipning; det var en liden klippeø, steil og barsk, og udenfor det umådelige hav sålangt øiet kunde nå; jeg stod på toppen af øen og stirrede ud over havet; den uforklarlige længsel kom igjen over mig, en ubestemt attrå bar langt, langt ud over; frøken Svanø sad ved siden af på en sten; jeg måtte meddele mig; det gjorde så godt at finde et menneske, som forstod mig; hun talte til mig om Gud, rådede mig til at søge til ham i min ungdom, medens hjertet endnu var (S. 15/20) stort og varmt; o! ja! Den gang havde jeg endnu et hjerte, som kunde rumme alverden; den gang kunde jeg endnu byde på megen varme, hengivenhed og inderlighed! Hun var bange, hun havde stødt mig ved sin yttring; jeg bad hende blot tale, satte mig ved siden, så udover og hørte; et dampskib såes i det fjerne mindre og mindre; min tanke fulgte med; det skulde måske til America, og jeg sendte det en hilsen med til min stakkels fader i det fjerne land. På denne ø boede 2 famillier, og hos dem begge boede armoden; her måtte dog mennesket slutte sig sammen i kjærlighed, tænkte jeg; men nei! også der var uvenlighed og splid. Hvilket liv, hvilken ulykke for børn, som ser lyset under slige forhold: nød, synd og fortabelse. Skylden er mangel på kjærlighed; kjærligheden vilde gjøre selv livet her til et paradis. Jeg havde af og til temmelig alvorlige samtaler med frøk. Kristine; hun var flere år ældre end mig, dybt religiøs og allerede prøvet i livets skole. Familien var meget indesluttet; der hvilede et tryk over det hele, et tryk, som også jeg kom indunder. Fruen var næsten aldeles stum; hun havde i sin tid været sundhedssvag; mit liv var så ungt, mit mod så rankt, og denne stilhed og taushed tærede på mig; næsten aldrig kunde jeg få nogen med mig ud i den næsten vidunderlig skjønne natur; jeg gik da alene; fordybed mig ofte om sommeraftenen i skoven; disse mine ensomme sværmeraftener i skoven; disse mine ensomme timer vare altid alvorsfulde for mig; i en sådan aften digtede jeg et digt, som jeg nedskrev på barken af et træ; dets indhold har jeg nu glemt; så vidt jeg erindrer var det et forsøg på at skildre mit hjertes tilstand ved den susende skov og den sagte brusende fjord. – Jeg blev vistnok mødt med en god del kjærlighed der i familien,  (s. 16/21) men jeg har knapt nogensinde truffet på mennesker, der så lidet har haft evne til at udtrykke og lægge for dagen sine følelser; deres religiøsitet forekom mig forfærdelig mørk og deres liv glædeløst, og dog havde de vist mange for mig ukjendte glæder. – Ligeoverfor mig var de alle, måske med undtagelse af den ovenfor omtalte Kristine, meget tilbageholdne, formelig frygtsomme; de havde anticiperet den tro, at de ikke kunde byde mig noget, som kunde tilfredsstille mig; en sådan forudindtagen mening bevirker altid et uhyggeligt samliv; jeg ved, at jeg ikke kom med nogen store fordringer, og jeg ved også, at jeg flere gange bestræbte mig for at vise dem det, men dertil må jeg vist besynderlig have manglet evne; det lykkedes mig ialfald aldrig at overbevise dem. Livet der opfordrede særlig til sammenslutning, og det var min bestandige ærgrelse, at vi skulde gå så for os selv; jeg skjød skylden på dem, men glemte vistnok, at jeg var den anden part, som også nøie måtte undersøges, førend dommen kunde afsiges; men jeg kan dog med sandhed sige, at jeg flere gange blev misforstået, som jeg er blevet det senere ligeoverfor andre; hvor godt erindre jeg ikke disse dræbende middagsmåltider; denne formelig ængstende taushed; enhver var bange for tausheden, ja indså det umulige i at den længer kunde vedvare; men turde dog ikke afbryde den. – Jeg foreslog frøk. Kristine at læse Engelsk med hende, og dette gav anledning til en smule fortrolighed; hun afslog mit tilbud, men senere så jeg, at hun læste for sig selv, og engang, da en Americaner, Hazard, tilfældigvis opholdt sig der nogle dage, modtog hun veiledning af ham; en aften brød det da løs; jeg fortalte hende, hvor det gjorde (s. 17/22) mig ondt, at de ikke havde tillid til mig; jeg fortalte hende, at jeg så gjerne vilde komme i mere fortrolighed til dem alle og mit håb, at vi derved vilde vinde og finde hygge; hun var på sin side ligeså åbenhjertet; fortalte mig, at det fra først af havde været hendes hensigt at behandle mig som en broder, talte kjærligt og undskyldende om sin familie, det var deres [..?..] og tilbagetrukne liv, som var skyld i det hele; men på den anden side udtalte hun også, at hun og formodentlig også de andre, havde anseet mig for satirisk og derfor ikke turde fuldt indlade sig med mig. Alt blev klaret mellem os og næste dag begyndte vi at læse Engelsk. Den næst eldste datter, Dorothea, var en besynderlig pige; så tiltrækkende, men så forunderlig, ofte så kjærlig, men atter igjen syntes hun kold og frastødende. Mange gange troede jeg, at jeg forstod hende til fulde; men så stod jeg igjen lige klog; mange gange lagde hun så megen følelse for dagen, men så kunde jeg atter blive formelig uhyggelig tilmode ved hendes mangel på følelse; jeg erindrer således engang, da nogle fremmede fra Dalsfjorden besøgte os, at jeg en vakker solskinsdag efter middagen læste høit for selskabet Bjørnsons smukke fortælling: Skolelærerens historie; på de andres rosende omtale af stykkets dybe følelse og gribende sandhed sagde Dorothea tørt og stut: «Å; det er bare tøv og løgn altsammen!» Slige yttringer antog jeg dog nærmest kom af, at hendes dybe religiøse følelse ikke havde fået tilstrækkelig gavnlig veiledning. Måske tog jeg heri feil! Nok er det, det var mig en gåde, at hun, som så ofte i christelig, ydmyg kjærlighed som fattede alt fra det største til det mindste, (s. 18/23) kunde yttre sligt. Jeg tror ikke at jeg egentlig var forelsket; det var mig ikke ganske klart; enkelte gange troede jeg det virkelig, ligesom alle de andre troede det. Jeg holdt ialfald af hende som jeg endnu gjør; Jeg bevarer endnu som en kjær  erindring de visne blomster og det med blyant skrevne nu næsten udslettede lille enfoldige digt, som jeg fik af hende efter min afreise fra Svanøen og ankomst til Bergen; da jeg tog afsked, så jeg tårer i hendes øine; endskjønt jeg ikke kan og ikke tør tillægge dem megen betydning ere dog de mig også en kjær erindring.- Under mit ophold her på øen fik jeg rigtig anledning til at iagttage, hvor dårligt pengene blive brugte af dem, som have dem; Svanø var en rig mand, men anvendte dog ikke det mindste til livets behagelighed og løftning. O! hvor mange gange jeg ergret mig over ham! Jeg tror, jeg havde Dorothea med mig i dette punkt; skjønt jeg aldrig rigtig kunde blive sikker på det; og ved, jeg mange ganger i mit hjerte læste ham texten som den verste hustyran; engang var jeg endog bestemt på at sige ham det; men jeg kom dog hændelsesvis til fornuft og erkjendte min uberettigelse til et sådant skridt. Hvad min lærervirksomhed angår, har jeg der meget at angre; der var så meget, som skulde have været annerledes; og det værste var, at jeg ikke lod mig belære! Jeg føler så godt, at jeg heller ikke her har været som jeg skulde ligeoverfor mine elever. En af gutterne på Svanøen, Jens, var min stadige fortvivlelse; nogen rigtig brav (S. 19/24)gut var det ikke; men jeg tror dog, at jeg havde kunnet vinde ham ved kjærlighed; jeg kjendte for lidet min evne, tog for lidet hensyn til hans alder og den ringe forskjel, som der var mellem hans og min alder. Jeg vandt ham aldrig; han lærte så godt som intet og jeg gik og ærgrede mig; det kunde vistnok have forandret sig, hvis jeg alvorligt havde henvent mig til hans fader desangående; men denne spurgte aldrig efter, hvorledes det gik, interesserede sig ikke engang for vor examen, og det blev aldrig nogen meddelelse til ham; jeg havde desforuden den hos ungdommen almindelige feil, at ville klare alting alene, aldrig søge hjælp og anse dette for en ydmygelse. Sommeren 1867 reiste jeg derfra; jeg tog mange minder med; Dorotheas fulde venskab, det er jeg forvisset om og kanskje nogle af mine elevers kjærlighed (dog kanske ikke); og en ven tror jeg også, at jeg fik der, Endre Johannessen; en stø, pålidelig gut, kanske altfor stø for mig den gang; ialfald ved jeg, at jeg mange ganger ærgrede mig over ham; han er dog til at stole på; jeg reiste over Dalsfjorden og Sogn til Bergen; jeg glemmer ikke, da jeg lå på en bakke, ventende på provsten Christie, som havde indbudt mig til sig, tænkte på dem, jeg havde forladt og gred som et barn over, at jeg måske aldrig skulde få dem at se; det var dog det første hyggelige hjem, jeg havde opholdt mig i i længere tid siden jeg blev så stor, at jeg kunde gjøre forskjel på slige ting, og jeg følte dybt savnet af det. På veien til Bergen modtog jeg mange bevis på folks velvilje mod mig; således i Dalsfjorden hos (S.20/25) Nagel og frøkn. Müller; da jeg reiste derfra, havde jeg et lidet blækskrin fuldt af roser. Jeg loved dem et rimbrev med portrait; det er min dårlighed at jeg ikke har opfyldt mit løfte. I Alverstrømmen så jeg igjen min gamle flamme Marie Christensen; men gjensynet var ialfald for mig som et ganske almindeligt; hun var bleven voxen, forstandig og skarp, og en smule affecteret. I Bergen måtte jeg atter gå omkring med en petition til mine gamle velgjørere; jeg havde intet lagt mig op; nogen økonom har jeg aldrig været; med undtagelse af nogle penger jeg sendte til moder og nogle, jeg lånte Wilhelm, ved jeg ikke, hvor mine penger var bleven af. Da jeg havde samlet en 8 à 9 spd om måneden strøg jeg afsted for at fortsætte mine studeringer, men med den lønlige tanke, som jeg aldrig vilde tilstå for mig selv, nu rigtig at ryste ufreden af mig i et muntert, livsfriskt, kammeratsligt liv.

Det var en dårlig tanke; ufreden beholdt jeg, om den end en stund i begyndelsen og senere af og til syntes at være borte; jeg fik en dårlig kammerat, skeiede dygtigt ud; og pletter faldt på mit liv, pletter, som sidder der endnu, og kanske aldrig vil forsvinde. O! Herre Gud! giv du mig en enfoldig tro, fuld vilje til at gribe din nåde, at jeg kan få syndsforladelse; da vil pletterne ikke længer tære på mit liv. Det var mit livs mørke dage, som begynte i denne tid; Wulfsberg kan jeg ikke tænke på uden med anger og smerte; dog ikke således, at jeg vil beskylde ham som min forfører; min egen lidenskabelighed, utaknemlighed og letsindighed (21/26) var skylden; det var dog min uheldige skjebne at jeg flytted fra min broder; det afhængighedsforhold, som jeg, som ovenfor antydet, før havde stået i til ham, vedvarede endnu, om end ikke så stærkt fremtredende; jeg vilde sammen med ham have lagt bånd på min lidenskabelighed; Wulfsberg, som jeg endogså kom til at bo sammen med, følte jeg derimod stod under mig, og min dårlige letsindighed udvikledes just derved. Det var nærmest min dårlige økonomiske forfatning, som bevirkede min nærmere tilslutning til Wulfsberg. Jeg havde ikke råd til at bo alene og så tilbød han logi sammen med ham for en fabelagtig billig pris; det var fristende; og endskjøndt jeg slet ikke kunde fordrage ham, flyttede jeg dog til ham; det var en af mine dårligheder, en mangel på sandhed og ærlighed i mit liv. O! kunde jeg få kraft og styrke i min bestræbelse efter at give mit liv fuld sandhed! Jeg var også i denne tid overmåde meget sammen med Fritjof Holst og Dometius; især efter at min broder ved juletider 1867 reiste til Gran(?). Fritjof foreholdt mig ofte det dårlige i at omgåes Wulfsberg; jeg erkjendte det også bestandig; men dermed blev det. Ved Juletider blev forresten min omgang med ham afbrudt, og nu var Fridthjof og Dometius så godt som mine eneste omgangsvenner. Vi tilbragte mangen lystig time med hinanden; vi kunde more os så godt med hinanden vi tre, og vi vare hinanden så lige i pengeanliggender; bestandig fra hånden til munden, og altid (S.22/27) delte vi med hinanden. En af vore streger vil stå for mig så længe, jeg lever; den har fået betydning ved senere begivenheder: Efter en lystig sammenkomst hos mig, som den gang boede på Briskeby (almindelig kaldt «Bjerget») ranglede vi, berusede som vi vare, ned til byen. Det var en aften i Januar.- Jeg ved ikke, hvorledes det gik til, men vi gik og gik, indtil vi med et standsede foran en elv; det var Akerselven; Dometius og jeg gik da arm i arm; men med et river han sig løs og styrter med et lydeligt skrig lige på elven; der var is på elven og den bar lykkeligvis; men der var store huller, så det var forbunden med livsfare at færdes på den; i den tilstand, som jeg da var, opfatted jeg ikke denne fare og jeg stod på strandbredden og morede mig over Dometius’ indfald; idet jeg beredte mig til at følge efter ham, kom Fridthjof, som af en eller anden grund var bleven lidt tilbage, til; han var i slige tilfælder altid den mindst drukne og derfor den fornuftigste; han for forbi mig, fik mig forhindret fra mit forsæt og satte ud efter Dometius, som imidlertid morede sig med forsøg på at gjøre «pas» på isen; det lykkedes ikke at få ham (så erfarede jeg senere) overbevist om, at han var i livsfare; Fridthjof puffede ham da med magt henimod stranden; der var et åbent rum mellem isen og land, som de begge to, da de gik ud på isen, på grund af den bedre fart, de da fik, havde sat over; nu gik det derimod ikke så godt, de dumpede i til maven; men det lykkedes dem dog at holde sig fast ved land og komme på det tørre; (s. 23/28) først F. og så Dometius efter hårene.- Denne historie blev bekjendt blant vore fælleds kammerater og dernæst mellem alle studenterne; Den blev fortalt af mange, fortalt godt, og opvakte allevegne latter; Selv lo vi også af den; vi var letsindigheden selv; hvor let kunde vi ikke der alle tre have sat livet til; det gik os ikke det mindste nær, og jeg er sikker på, at vi den følgende dag uden den mindste tanke kunde kunde have været med på en lignende spas. – Senere har derimod denne begivenhed givet mig meget at tænke på. Han blev da blot frelst her for at han skulde omkomme på en lignende skrækkeligere måde alene i gru og fortvivlelse;-

I markedsugen 1868 ødelagde jeg mine financer totalt, og jeg måtte fra byen; det var rigtig en kummerlig tilværelse, jeg førte i denne tid; jeg lånte og lånte, i øst for at dække i vest, i nord for at stoppe skriget i syd; men dette slags liv har altid så mange komiske sider, jeg måtte le over min egen pinagtighed og kunde mange gange med humor, lystig under latter fortælle mine sørgelige, men dog løierlige bestræbelser for at skaffe mig mat i munden; ofte undværed jeg middag aldeles; ofte spiste jeg et smørrebrød eller 2; men når det da havde været sultekur et par dager, fik i almindelighed enten jeg eller F. H. (og det var det samme) fat i nogle penninger, og da tog jeg det igjen. Endelig blev jeg træt; skuffet og misfornøiet med mig selv længtes jeg bare efter at komme bort, rigtig langt, langt bort. Der var en huslærerpost ledig hos provsten Parelius på Nordmøre, jeg søgte den, fik den, og nu sidder jeg da her i provstens hus i Stangvik og nedskriver mine tidligere års tildragelser. – Indledningen til min dagbog blev længere, end jeg havde tænkt; jeg skal i korthed (S.24/29) nedskrive, hvad der synes mig værdig til erindring i mit liv heroppe.-

Jeg reiste altså fra Christiania; natten før min afreise tilbragte jeg hos F.H.; både han og Dometius fulgte mig ned til jernbanen om morgenen og sa’e mig det sidste farvel; for Dometius blev det det sidste! Det vidste ingen af os den gang! Hvor godt erindrer jeg ham ikke, da han bad om 2 skill. for at kjøbe adgangsbillet til platformen, da jeg steg ind i vognen, trykkede hans hånd, og han med en skjemtefuld yttring sorgløs og ligegyldig, som han altid tilsyneladende var, tilnikkede mig farvel. Det var sidste gang, jeg så ham! Skulde vi nogensinde møde hinanden, og hvorledes vil mødet da blive? Gud hjelpe ham og os alle! –  Det var en trist reise til Eidsvold; den hurtige fart; viaducterne, tunnellerne kunde ikke adsprede mig; jeg var trist og modløs. Jeg skulde atter ud blandt fremmede, måtte møde fordringsfuldhed, ukjærlighed og uhygge, dog min værste byrde var var min utilfredshed med mig selv. Hvilken anger følte jeg ikke i disse 3 timer, og dog var den ikke dyb, ikke alvorlig nok. Jeg følte næsten fortvivlelse, anså mit liv for forspilt og var på veie til at foragte mig selv. Reisen havde dog senere en oplivende indflydelse på mig; jeg fattede gode forsætter, håbed, at det landlige liv vilde styrke min ånd som mit legeme, vilde øge min vilje og atter give mig livsmod. Så stod jeg da der 11te Marts i fjor om eftermiddagen på den anden side af fjorden, som jeg i dette øieblik kaster blikket udover, for at sætte over den til mit bestemmelsessted, den gang så ukjendt; o! nu kjender jeg det så godt! Det var underligt hin vinterkvæld over fjorden! Jeg skulde komme ind i ganske (s. 25/30) nye, for mig næsten ukjendte forholde; kjendte ikke de mennesker, som jeg fra nu af skulde være sammen med hver dag, og gjorde mig de mest forskjellige gisninger; dette havde jeg også god tid til; vi havde voldsom modvind; jeg overrasked familien midt i deres tarvelige aftensmåltid, og fik således strax et lidet indblik i husvæsenet; meget fik jeg ikke se; thi mad og dug (jeg synes forresten det var grød og melk) forsvandt med en vis jernbanefart, og vin, kager og cigarer kom med en ubegribelig hurtighed frem; se! Dette gjorde et expedit indtryk! modtagelsen behaged mig høilig. Prostens to voxne døttre, som senere har givet mig grund til så meget hovedbrud, var da ikke hjemme; de besøgte just Paula Follestad, en veninde. En veninde! siger jeg. O! forunderlighed. Under mit hele ophold her (jeg har været her snart i 1 1/2 år og jeg har streifet adskilligt omkring) har jeg ikke fundet 2 piger, som have været veninder. Senere på aftenen kom de hjem; det første indtryk af dem, jeg kan ikke nægte det, var behageligt, især af den yngre; og hvad hende angår, beholdt jeg dette indtryk længe; det vilde blive et vanskeligt stykke arbeide at skildre provsten; endnu vanskeligere at skildre hans 2 døttre; jeg har så mange tanker om dem, at det løber formeligt rundt for mig. I det jeg skildrer begivenhederne så overensstemmende med virkeligheden, som det er mig muligt, får jeg lade dem tale.-

Provsten var i begyndelsen meget høflig, ceremoniel med enkelte forgjæves forsøg på at være hjertelig; døtrene vare tause, umeddelsomme og stive; og Gud hjælpe mig! Således har det været næsten hele tiden siden også. Men alligevel! Det første indtryk var godt; meget godt, og hvis jeg den gang havde holdt dagbog, vilde jeg visselig have udtalt mig i lovtaler over dem (s. 26/31) Jeg var så glad over at være sluppen ud af det virvar af ubehageligheder og pinagtigheder, hvori jeg i hovedstaden havde befundet mig, og gjorde ikke store fordringer; og på den anden side var det ikke frit for, at jeg mærkede, at jeg blev noget feteret, og det gjør altid en forfængelig yngling, som jeg var og endnu er, glad og munter. Jeg kan erindre, hvorledes jeg sammenligned mit ophold på Svanøen med mit nuværende her i Stangvik; og resultatet blev det mest smigrende for sidste sted. Provsten indtog jeg temmelig snart ved min dygtighed til at «drive» hans sønner og ved den kjærlighed, jeg viste dem, hvilken han den gang tillagde mig, men som jeg selv mange gange forgjæves har søgt efter i mit forhold til mine elever. Provsten er en meget stiv, påholden mand, holder på sin værdighed, som på sine følelser; men nu, da jeg kjender ham nogenlunde, tør jeg frit sige, at han knapt har vist nogen udenfor sin egen familie så megen kjærlighed, som han viste mig efter at bekjendtskabets første dage vare forbi og lige indtil for et halvt år siden. Hvor annerledes er ikke forholdet nu mod, hvad det var for et år siden? Dette år har medbragt mange forandringer i det små som i det store, mange krenkelser, mange skuffelser, megen anger og kun lidet af sand hygge og glæde. – I begyndelsen af mit ophold her var jeg bygdens løve, den belevne mand fra hovedstaden, som alle vilde, skulde give tonen an. Jeg gjorde forresten strax den iagttagelse at døttrene vare uvidende, indsnevrede i sine anskuelser, med få interesser, men på den anden side slet ikke enfoldige. Vi levede sammen i ro og fred, de så op til mig; jeg var en authoritet; jeg fandt mig vel (s. 27/32) derved, og de fandt sig deri. Provsten var meget forekommmende, viste mig al mulig opmærksomhed og bevidnet mig mange gange sin taknemlighed for min nidkjærhed ligeoverfor hans 2 sønner; den første forvikling, som opstod mellem os, erindrer jeg godt; den havde forresten ingen onde følger og var af en gandske anden art end de senere opståede. Det var en vinterkveld noget efter at jeg var kommen hid, at vi besøgte lensmand Follestad; han bor ¼ mil herfra, har en søn og en datter, om hvem jeg senere kommer til at fortælle. Vi vare i forlegenhed med, hvad vi skulde tage os for og begyndte at spille kort; frøken Parelius havde aldrig før spillet Whist og skulde lære; under dette optrådte jeg som den ældste, Ebbas, lærer; men da hun ikke var meget lærvillig og jeg ikke antog, at hun havde nogen interesse af at lære, slog jeg det hele hen i spas, gjorde løier og sa’e, at hun skulde gjøre tvertimod, hvad hun burde gjøre; jeg troede, vi kjendte hinanden tilstrækkeligt til at jeg kunde tillade mig denne frihed; men jeg kjendte hende dårligt; hvis jeg iagttog en mindre taktmæssig opførsel ved denne leilighed, gjorde hun det i endnu større grad; hun blev yderlig fornærmet; vilde senere på aftenen neppe svare mig, og da  vi skulde gå hjem, tog hun broder, skyndte sig i forveien, gik en benvei og stod sur og tver i stuen, da vi andre trådte ind.  Jeg talte forresten strax til hende, spurgte, om jeg havde fornærmet hende, og var i så fald villig til at gjøre min afbigt. Hun blev strax bøiet, syntes formodentlig, at jeg ydmyget mig mer end den hele sag var værd og forholdet blev øieblikkelig det gamle. Således drev vi tiden bort; jeg leste om formiddagen, om eftermiddag converserte jeg familien, hvilket af og til forresten var temmelig tungt, især, når fruen ikke var tilstede; vi gik toure; jeg læste høit for dem, og så længe (s. 28/33) vinterføret vared, drev jeg meget på skirend, hvilken idræt jeg først heroppe har lært. Så kom examen; provsten var lykkelig over, hvor flinke hans sønner vare blevne, bevidnet mig sin tak hver dag efter endt examen med håndtryk og et glas vin; så kom ferierne; disse ferier, hvor ilde anvendte jeg ikke dem; O! hvad skulde jeg ikke give, for at jeg atter blev flyttet tilbage til dem. Min anger havde ikke været dyb nok, hvor sønderknust jeg end havde forekommet mig selv, jeg havde ikke søgt til det eneste sted, hvor hjælp og lægedom var at finde, og jeg faldt atter tilbage i dårlighed og svaghed, som jeg har vedblevet i i hele dette år; jeg er endnu langt fra sikker på, at der er foregået nogen sand og varig forandring med mig; Gud hjælpe mig til at finde fred og hvile i kjærlighed til ham og mine medmennesker.

Storås i Meldalen. Juli 1869   (Jeg havde troet, jeg skulde blive ferdig med mit foregående liv, medens jeg var i Stangvik; dette blev ikke; jeg blev avbrudt ved flere begivenheder, deriblandt Provstens og provstindens sølvbryllup, jeg blev ikke færdig, før jeg reiste; nu sidder jeg på gården Storås i Meldalen på min reise til Christiania; vi have tænkt os til Meldals præstegård i aften; Frederik Schwabe, min reisefælle ligger inde og sover, og jeg vil nok da benytte anledningen og fuldføre min indledning.) Ved feriernes begyndelse i fjor traf jeg i Surendalen sammen med student Bugge, dito Lunde og den førstes kjæreste frøk. Ingebrichtsen, og gjorde deres bekjendtskab; frøk. Bugge kjendte jeg før, og vi aftalte da en tour til Trondhjem i ferierne; vi skulde gå; men fodtouren foregik for det meste til vogns, det var meget morsomt; vi vare glade og letsindige og ankom til gamle Nidaros en Mandag(S. 29/34) aften sent i det lykkeligste humør af verden og i det mest storartede regnveir. Jeg havde hørt megen tale om at Trondhjem var en ubehagelig by med temmelig indskrænkede forholde og stive og bornerte folk; de sidste kom jeg forresten ikke meget sammen med; jeg gjorde få bekjendtskaber, og de, jeg gjorde, behaged mig ikke synderlig; jeg kom til byen med fordom og fik slet ikke noget behageligt indryk af «det hele væsen». Ingeniør Frederik Schwabe havde jeg allerede påsken samme år lært at kjende; jeg traf sammen med ham i Trondhjem; det er et almindeligt menneske, som lader sig henrive af sine lidenskaber og fører et liv, som de fleste unge mennesker i vor tid uden tilsyneladende at have nogen høiere interesser udenfor sit sædvanlige dagsarbeide end et lystigt, tøilesløst samvær med kammerater og ligesindede; hermed være forresten ikke nogen dom fældet over ham; det kan gjerne hænde, at han, hvis han holdt dagbog, vilde nedskrive den samme bemærkning om mig. Den aftenen, da vi kom til byen, tog vore damer ind til nogle bekjendte; vi tre herrer reiste til hotellet; vi valgte St. Olaf hotel, da det stod anbefalet i rutebogen; Kl. var 10, og hotellet lukket; endelig lykkedes det os at skaffe folk op; men på vor anmodning om aftensmad blev der svaret med en ubeskrivelig forbauselse: «aftensmad nu?» Nei aftensmad kunde vi ikke få på en slig tid af døgnet; driv våde som vi vare måtte vi opsøge et andet hotel; der var aldeles fuldt; vi kunde vistnok få mad; men ikke værelse; ligeså byens tredie hotel; der gik vi arme, sultne mennesker og i vor fortvivlelse begyndte vi allerede at lægge (s. 30/35) en plan til nattelogi og forsørgelse på rådstuen, da vi endelig, jeg tror kl. var 1, ved en opvarters velvillige bistand fik 2 værelser hos en skippermadam; 5 dage tilbragte jeg i byen for det meste sammen med Schwach; jeg kom på rangel, dygtig på rangel; alle mine gode forsætter havareredes; i stedet for at bese byens mærkværdigheder og ualmindelig vakre omegn var jeg med i svirelag og besøgte byens smudsigste steder; jeg gjorde dog en tur til Lerfossen, men det var netop så meget, at jeg fik snige mig ind i domkirken sidste dag jeg var i byen; på touren sydover var jeg syg og havde jeg været alene, havde jeg været i en frygtelig sindsstemning endnu verre end den, jeg befandt mig i, da jeg reiste fra Christiania til Eidsvold i fjor vår; i Støren stødte til os frk. Neubrich, en forunderlig pige; formelig tøilesløs i sin tankegang og sin samtale, hun havde også tidligere været sindssvag. I Rennebo hos præsten Schwabe traf vi alle provsten Parelius’ børn, som også havde haft en fodtour; mer gående end vor; Frøknerne Schwabe skulde reise til Surendalen og så bar det da afsted med os alle sammen 16 i tallet ned over al bygd; vi fyldte op og fortærede som en græshoppesværm; hvor vi kom hen, og endnu i år, da jeg nu reiser den samme vei hører jeg megen tale om det «storveis» følge som drog her i fjor. Men det var for mange, for stort et reisefølge; der var for mange hoveder og næsten alle urolige; selskabet manglede for en del besynderligt medgjørlighed og der var ikke nogen, som med vid og lune kunde dominere situationen bestandig; touren blev uhyggelig; blev collisioner og adsplittelser; jeg havde en collision med den ufordragelige Ebba Parelius,  (s. 31/36) og følgen var en adsplittelse ikke alene mellem os to, men besynderlig nok mellem hele familien og mig, som varede i et helt år; jeg er ikke ganske vis på, at den ikke endnu varer; hun dominerte på hin tour øiensynlig, foruden sin søster Hanna, som hun bestandig har en uheldig indflydelse på, også sine kusiner, Hanna og A[…] Schwabe; grunden til misforståelsen og misfornøielsen er næsten latterlig at fortælle; vi vare alle noget medtagne; student Bugge havde i lang tid ikke været frisk og jeg var dårlig; efter de 5 dage i Trondhjem, og de andre, især damerne, tålte ikke at gå meget; vi skulde derfor skiftes om at kjøre; når jeg da henvendte mig til Ebba og tilbød hende at kjøre, satte hun en meget ufordragelig mine op og sagde i den mest impertinente tone: «Jeg kjøre! Nei! der er vel andre, som hellere skal kjøre end jeg.» Hun føler visselig, at hun er lidet tiltrækkende og så tror hun, at ingen bryder sig om hende, at ingen vil gjøre hende vel eller vise hende nogen opmærksomhed; dette har været min agt mange gange; men jeg har aldrig fået hende til at tro det. Således var det den gang, og således har det været mange gange siden. – Men en indledning får være en indledning og hermed være den da sluttet. Jeg har endnu et helt års begivenheder tilbage; men disse vil jeg nedskrive som erindringer under de enkelte dage. –  (S. 32/37. blankt ark)

(1/38) 

Dagbogsoptegnelser.
Christiania. 22de December 1869.

Jeg er nu atter i hovedstaden, har været her snart i et halvt år. Hvor ofte tænker jeg ikke på mit ophold i Stangvik; sørgeligt nok har jeg ikke mange lyse minder derfra! Det var et besynderligt forhold, jeg stod i til provstens familie. I begyndelsen af mit ophold der, tror jeg, ja er temmelig sikker på, at alle var fornøide med mig; men den ferie-tour, jeg gjorde til Trondhjem i 1868 var grundlaget for alle senere misfornøielser og splittelser. Jeg har ogå senere hørt, at provsten Parelius fra den tur datere den forandring med mig, som forårsagede hans misfornøielse.  Jeg har tidligere berørt den collisionen, som på hin tour opstod mellem Ebba Parelius og mig. Jeg blev gretten over at hun idelig afslog mine tilbud om at kjøre. Den første aften vi reiste sammen ankom vi til Wolsøen (lige ved Meldals præstegård). Der var intet skifte, så vi måtte videre til natten eller gå tilbage en fjerdingvei udaf veien for at nå skiftet; det blev enstemmigt besluttet at vi skulde gå videre til Garberg 1 ½ mil; at gå om natten for damer, som allerede havde gået en mil syntes mig at være en betænkelig sag. Jeg aftalte derfor med student B og Lunde, at vi skulde skaffe hester til damerne og at vi skulde gå; hestene kom; men ingen af damerne vilde kjøre. Frøk. Neubrich havde aflagt det løfte, at hun skulde gå den hele vei, hun var nu ofte meget besynderlig, så det kan hænde, ja er høist sandsynligt at dette kun var et indfald af hende; den ene vilde ikke kjøre, når ikke den andre vilde. Nu vel. Bugge fik sin kjæreste op i en vogn; Lunde og jeg satte os op i en anden og kjørte afsted; den tredie vogn kom da også efter – i begyndelsen tom; men senere steg endelig 2 af de spadserende damer i den. Da vi, som kjørte var ankomne (S:2/39) til Garberg, tog jeg strax en hest og kjørte de gående imøde, men ingen vilde benytte den. Rigtig ærgerlig gjorde jeg da mine til at stige tilvogns igjen, da endelig Ebba Parelius tog imod tilbudet, «da ingen andre vilde gjøre det». Den nat var jeg rigtignok ergerlig, men den næste morgen var alting glemt, og havde da Ebba Parelius også kunnet glemme, skjønt jeg oprigtig talt ikke egentlig ved hvad hun skulde have at glemme, så vilde mangt og meget i fremtiden have været anderledes; men hun mødte mig med den mest isnende kulde, og derfor undgik jeg hende siden på hele touren; da hun mærkede det, blev hun først for alvor vred og det ikke alene på mig men også på de uskyldige, som jeg mest holdt mig til; det var frøk. Stenbuch, do. Ingebrichtsen, Frederik Bugges kjæreste og denne selv. Da vi længere nede i Surendalen på et skifte skulde have heste allesammen, vilde den elskværdige Ebba ikke have noget sammen med os andre, hun vilde have 2 heste til sig og sine sødskende og på dem vilde hun have alt deres tøi; da jeg syntes alle de kufferter blev for meget for de 2 stakkels dyr og tog en og anden bort på vor tomme vogn, var hun selv henne og hentede dem tilbage. Jeg havde dog tilsagt heste til hende og betalt 12 s. i tilsigelsespenge; men endda sa’e hun senere: «at der var ingen, som brydde seg om hende, ingen vilde hjelpe hende til rette.» På det følgende skifte skulde hun også have en hest til tøiet; det var temmelig sent på aftenen; jeg gik ind i huset, famlede gjennem alle værelser indtil jeg fra et kammer hørte en temmelig iørefaldende snorken; mørkt som det var stævnede jeg frem efter lyden og forefandt en stor mand i sin bedste midnattsslummer. Efter at have haft den største møie med at få ham vågen og forklare ham mit ærinde, og med bønner og løfter fået ham til at tage sin egen hest udefter at tilsige på et kanske langt bortliggende sted, kom jeg ud igjen til selskabet, som havde leiret sig på gårdsplassen gnavende på spegekjødlår, tyggende rugkavringer; (det (s. 3/40) var nemlig temmelig udgået med vår proviant og vor kasse.) og rystende af kulde. Ebba vidste meget godt, hvad jeg havde udrettet eller ialfald forsøgt at udrette i den tid jeg havde været borte; men jeg havde ikke før begynt på min fortælling, førend hun sagde til sin ældste broder:»Aa! Gå ind Jacob og få os en hest, der er naturligvis ingen, som sørger for det!» Jeg vendte hende ryggen uden at sige et ord og lod gutten gå ind og udrette det allerede udførte ærinde. Dette var vor reises sidste aften; vi skulde tage ind hos gamle fru Fyhn i Surendalen, en moder til fru Parelius, og der søge ophold for resten af ferierne. Vi havde en halv mil tilbage; men vi skulde over Surna, elven løber gjennem hele Surendalen, for at komme til vort bestemmelsessted; og færgemanden sov, som alle Sundals bønder, ualmindelig fast. Da vi endelig efter megen besværlighed var kommen over elven, var der et syn at se. Den under alle forholde så skrækkelige frøken Ebba syntes nu, hun havde fået nok af følget og vilde ved en demonstration vise sin mening; fra elven gik en brat jordet bakke op, omkring hvilken veien gik; op efter denne bakke satte Ebba med lynende fart, medens alle vi andre fulgte veien som skikkelige vandringsmænd. Af en eller anden grund syntes hendes søster Hanna og hendes cousiner, at burde følge hende på hendes farefulde vandring, og de efter; vi som blev tilbage, fik den bedste moro ved at se disse elskværdige pigebørn sparke, falde, glide og gramse i den muldede, steile bakke. Lykkeligvis var det mørkt; ellers havde jeg sikkerlig fået se undseelsens rødme på mine kvindelige ledsagere på reisen. Dette var hin mindeværdige fodtour til Trondhjem, og at jeg på samme tour havde vist frøk. Ebba mangel på opmærksomhed, dette kunde denne aldrig glemme. Hos fru Fyhn blev vi som sædvanligt godt modtagne; forholdet mellem E. og mig var og blev spændt; med de øvrige stod jeg ialfald tilsyneladende på en god fod. De dage vi tilbragte i Surendalen, var optagne af balle og selskaber, bygden slog sig rigtig løs i denne tid; det hændte også sjælden, at såmegen ungdom der var samlet. En dag blev jeg indbuden af Bugge at være med på en fisketur; som vi lå ude på fjorden og fisked, (s. 4/41) fik vi pludselig se Parelius’s store båd med 5 mand i skyds skyde ud af fjorden. Jeg skjønte strax, at provsten havde sendt bud efter sine elskede børn; et øieblik tenkte jeg på at råbe båden an og stige over i den for at følge den, men de andre, frøk. Bugge og Stenbuch bad mig, jeg måtte blive, der skulde komme istand en sætertur og et stort selskab på præstegården hos præsten Bugge. Jeg blev og nøiede mig med at tilmåle Pareliusserne en hilsen hjem. Men jeg befandt mig i en ikke lidet kilden stilling; jeg skjønnede strax, at frøkn. Fyhn (Fru Fyhns 2 ugifte døttre) anså det for urigtigt af mig, at jeg ikke fulgte med den familie, jeg hørte hjemme i, og det var jo også underligt af mig uden ligefrem indbydelse at forblive hos en gammel enkefrue og hendes 2 døttre. Bugges (præsten og fruen var da ikke hjemme) indbød mig til sig; men det likte jeg heller ikke; det var jo noget underligt således at flytte fra den ene til den anden, og jeg var sikkker på, at Fyhns vilde tage det meget ilde op, om jeg flyttede, om de end ikke likte at jeg blev; jeg måtte imidlertid finde mig i situationen; men besluttede at drage afsted snarest ske kunde; en sætertur skulde foretages og den måtte jeg være med på.- Sent en noget disig og lummer sommeraften drog vi afsted til fjelds; veien førte gjennem en smal, trang fjelddal, kjørbar den første mil; jeg kjørte sammen med Berentine Elster, hvis bekjendtskab jeg gjorde den sommer i Surendalen; det var en stille, tilbageholden pige, noget tung at underholde; men ret forstandig og velvillig; det var nu ialfald et selskab tusinde gange at foretrække fremfor Ebba P’s. Veien var gandske smal; af og til ikke fri for at være farlig med bratte styrtninger på begge sider; den står levende for mig denne tour opover Espedalen, de skarptegnede fjelde fortonede sig forskjelligt efter som vi kom frem; veien blev stedse mere stenet; dalen altid trangere; da min reisefælle ikke med (s.  5/42) nogen synderlig lethed vilde indlade sig i samtale, faldt jeg hen i tanker; hesten fik skjøtte sig selv; min opmærksomhed vaktes ved et let ryk i tømmerne; det var min reisefælle, som herved gjorde mig opmærksom på, at vi skulde gjøre holdt. Vi havde fået et forsprang for de andre, som først ankom efter et kvarters forløb; da vi alle vare samlede, fyldte vi aldeles husets eneste gjæsteværelse; på anmodning om nattelogi blev der budt os – en sæng. Det var forlidet for så mange af begge kjøn og vi foretrak at gå i høiladen; der leirede vi os i al sømmelighed hvert kjøn på sin side af låven, og vågnede til den skjønneste morgen; vi havde valgt en uheldig sæterplads; den lå formelig i en fjeldgryde; ingen udsigt, og dagen var altfor trykkende hed til at vi kunde gå til fjelds. Da vi om aftenen kom ned igjen til Surendalen, tog jeg strax efter til Stangvik. Kl. var 12, da jeg satte over elven; jeg havde god anledning til betragtninger, alene som jeg var med en søvnig skydsgut; anger indfandt sig atter; jeg havde givet mig selv anledning til bebreidelse ved tilbringelsen af disse ferier; der var kun enkelte solglimt som skinnede gjennem mine mørke betragtninger og det var især ved tanken om stud. Bugges og hans kjærestes venskab, som jeg vidste, jeg tilfulde havde vundet. Jeg erindrer ikke, om jeg den nat fatted gode forsætter, men det ved jeg, at om jeg gjorde det, så holdt jeg dem slet. Kl. 3 ankom jeg til Stangviks præstegård og kunde i morgenbelysningen rigtig fryde mig ved synet af de deilige modne kirsebær, hvoraf de udenfor mit vindu espalierede frugttræer bugnede; det var et venligt skue, den lystelige frugt syntes ligesom at byde mig velkommen til hjemmet; jeg havde en følelse af at det dog var et hyggeligt hjem, jeg var vendt tilbage til, men allerede den følgende morgen opdagede jeg, at kirsebærenes hilsen og tale ikke fandtes indenfor væggene. Måske var det min egen skyld, at præstegården ikke var et sant hjem for mig. En stor del skyld havde jeg vist! Vår herre gjøre mig nøisom, frimodig og glad! (S. 6/43)

Christiania 20de Januar 1870. –

Jeg føler trang til at betro mig til papiret, har længe følt den; men andre ting er komne imellem og har forhindret mig fra at skrifte. Et nyt år! Og naturligvis nye forsætter! Kunde jeg samle dem i en sum alle de gode forsætter, som jeg ved hvert af mit livs årsskifter har fattet; det vilde rigtignok blive en solid brolægning til hine hemmelighedsfulde riger hvis vei siges at være belagt med disse åndelige brostener. Nye, gode forsætter! Hvor ofte har jeg ikke fattet dem! Gode planer for mit liv! Lyse idealer! Hvor ofte har jeg ikke syslet med dem! Og luft har det været tilhobe! I disse sidste dage, hvor levende har jeg da ikke følt, at mit hus har været bygget på sand; hvor levende har jeg ikke fattet, hvor ussel, svag og elendig jeg er! Men er det da rigtig alvor med min erkjendelse da jeg begyndte på denne dagbog – Det var i fjor oppe i Stangvik, da troede jeg, at det var indtrådt en forandring med mig, en epoche i mit liv. O! Uforstandighed! Hvor længe er det til at jeg rigtig tilgavns lærer mig selv at kjende. Vel havde jeg god grund til at fortvivle! Det er så underligt at tænke på mit forhold til Hilda Bugge; ja det er sandt, hende har jeg ikke talt om før, og hun er dog nu stadig i mine tanker. – Det var en vårmorgen – jeg husker det så godt – i fjor; nu synes jeg, at jeg den gang var glad og fornøiet; det mørke, triste humeur havde ialfald ikke da indfundet sig. Sammen med mine 2 elever, provstens sønner i Stangvik, gik jeg min sædvanlige tour til postcontoiret (det var en festdag), et brev fra min broder underrettede mig om at han var forlovet. Han håber, siger han, at jeg af hjertet lykønskede ham med denne glædelige begivenhed. Havde jeg kunnet skue et år ind i fremtiden, sandelig! jeg skulde (s.7/44) ikke have haft årsag til at lykønske ham; men det kunde jeg ikke, og derfor lykønskede jeg ham af mit gandske hjerte. Jeg mere sprang end gik hjem; de andre kunde see, jeg var meget glad, og jeg tror, de glædede sig også på mine vegne. Men jeg har glemt at sige, at den, han var forlovet med, var Hilda Bugge; dette indtrådte før den foran omtalte Trondhjemstour; alting stod vel til i familien, hvad vort samliv angik. Efter hin tour begyndte den triste, sørgelige høst; denne årstid har altid været trist for mig, og den var det så meget mere den gang, fordi vort samliv i præstegården begyndte at få sine ubehageligheder. Udover høsten skrev jeg et brev til min, som jeg den gang mente, tilkommende svigerinde; et par dage efter fik jeg et brev fra hende igjen (vore breve vare gåede om hinanden på veien). Øieblikkelig følte jeg mig tiltrukken af den barnlige glæde, fordringsløse frimodighed og uskyldige letsind, som lyste ud af brevet; det må være et elskværdigt væsen, tænkte jeg og længede efter, at få hende at se; mine omgivelser oppe i Stangvik begyndte at blive mig mere og mere frastødende; hendes brev var mig en stor trøst; hun forstod mig og øgede min længsel efter at slippe bort. Hvor skyldig og syndig jeg end følte mig selv, vidste jeg dog, at jeg havde et af naturen kjærligt sind; jeg følte en inderlig trang til at kunnne være til hygge for nogen. Hun var den, som troede på mig, som ikke misforstod og miskjendte mig; vi kom overens om, at vi skulde være rigtig flittige til at correspondere; det løfte have vi holdt indtil nu og håbe begge, at vi skulle holde det bestandig; jeg er hende så uendelig taknemlig for al den trøst, hun har bragt mig, for al den godhed og sandhed hun har lært mig. –  Der var en familie der oppe i Nordmøre, som vistnok meget uskyldig var årsag i, at provstens familie og jeg ikke (s. 8/45) harmonerede godt sammen; det var lensmand Foldestads familie; der var en datter i huset, Paula. I begyndelsen fandt jeg ikke det mindste tiltrekkkende ved hende; hun forekom mig aldeles ubetydelig, men senere følte jeg mig mere tiltrukken af hende; i den første tid af mit ophold i Stangvik blev jeg ofte buden ud til «Brøske» sammen med provstens døttre; vi færdedes meget sammen vi 4: Paula, provstens døttre Ebba og Hanne og jeg, og det så ud til, at vi kosede os godt sammen; jeg for min part fandt mig meget fornøiet, det samme tror jeg om Paula; hvad de to andre angår kan jeg ikke svare for dem; de ere mig uforklarlige i det stykke som i meget andet. En gang følte jeg mig meget goutert på Brøske; det gjorde frøkn. Parelius også; der var et lidet selskab derude og vi dandsede; men blant selskabet fandtes efter min formening et «skabbet får»; det var bygdens photograf Bræcke, en berygtet mand på grund af sit liv, simpel, rå og uvorn var han også. Paula opmuntrede ham i aftenens løb til at dandse; dette syntes jeg, jeg ikke kunde tilgive hende; det var da en simpel rå bondeslusk, og jeg syntes det var hårdt at tåle ham iblandt os; jeg vil gjerne indrømme, at dette ikke var kjærligt dømt af mig; han var kanskje ikke så gal, som han så ud til og havde ord for. Nu vel; jeg fik imod Paula for det; jeg sønderrev med megen indignation et brev, som jeg havde fået af hende, og som jeg før havde tænkt at gjemme som en kostbarhed.  Kort efter gjorde jeg en tour til Christiansund. Det var en dårlighed af mig at jeg gjorde den tour; hvor svag var jeg ikke! Min stakkels moder havde bedet mig om 10 spd; hun trængte dem så aldeles nødvendig; det vidste jeg; hun skulde da flytte fra Bergen til Christiania; hun troede det var det bedste, da fader endnu var i America og min yngre broder Marthin netop var reist hidind (S. 9/46) for at  blive student. Stakkels moder! Hun har lidt meget, tålt meget for sine utaknemlige børns skyld. Hun forlod de få vennner, hun havde i Bergen, den smule familie og drog bort til en fremmed by, hvor hun ikke kunde vente omgang med nogen – blot for sine utaknemlige børns skyld! Som sagt, jeg havde loved hende 10 spd; men så kom den onde lyst på; jeg vilde til Christiansund; denne by var bekjendt for sine mange smukke damer, og der skulde da være et bal; jeg bad om permission, fik penge af provsten; men jeg så på ham, at han ikke likte det, og det bragte min beslutning til at vakle; om natten havde jeg en kamp ånden imod kjødet, og resultatet blev: jeg skulde ikke reise; men det sørgelige var, at det ikke var noget blivende resultat; thi da jeg vågneede om morgenen, kom lysten igjen og jeg reiste; jeg glemte min stakkels, fattige moder; senere skrev jeg til hende; erkjendte, uden at nævne noget specielt, at jeg vistnok havde kunnet hjælpe hende; bad hende om tilgivelse for min ligegyldighed og letsindighed; hun fik intet!  O! kan der være tilgivelse for alle mine synder? Ja, der er! Jeg ved det; nu ved jeg det til fulde! Da jeg forleden nat i sønderknuselse, angst og fortvivlelse kastede mig på mit leie, bønfaldt jeg Gud indtrængende om at han skulde give mig at forstå, lade mig føle, at syndernes forladelse også var for mig; der var naturligvis ikkke tale om at sove; jeg bad og bad, og endelig bønhørte han mig; jeg fornam en uendelig fred, en forsmag ialfald på den fred, som overgår al forstand; jeg kunde med fortrøstning og tillidsfuldt håb gjentage: «alle mine synders nådige forladelse!» og jeg sov derpå ind som et barn. ( S. 10/47) Ja det var den tour til Christiansund! Handler man imod sit bedre jeg: sandelig man bliver straffet for det; og det blev jeg den gang; hårdt straffet. Olai Follestad! Det navn kan jeg næsten ikke nævne uden vemmelse. Vor herre give mig kraft til at fordrage alle; til at tænke også på ham i kjærlighed! Han var med mig på den tur, også stud. Hansen. Vi begyndte om bord på dampskibet med at spille kort og drikke vin og vi endte, ja vi endte, ialfald jeg på en sørgelig måde; jeg kunde ikke erindre, at jeg kom til byen; kom nogenlunde til besindelse idet jeg søgte efter en barber o.s.v. Næste dag, da ballet stod, var jeg misfornøiet og ilde oplagt til at more mig. Jeg kom hjem igjen syg på legeme og sjæl, den tour som kunde have været til opmuntring i mit ensformige huslærerliv, blev mig bare til nag og og bitter erindring. På hin tour stiftet jeg først et nøiere bekjendtskab med stud. Hansen; jeg havde nok også drukket dus med Hr. Olay i min utilregnelige tilstand; det fik jeg ialfald føle siden; det var en mand, som jeg ikke  havde den ringeste interesse for, og derfor heller ingen lyst til at være dus med , jeg ga’e ham derfor min mening, da han uafladelig holdt på at nærme sig fortrolig til mig, og havde han ikke været vred på mig før, så blev han det nu til gavns; fra den tid lod han ikke af at forfølge mig med nedrig bagvaskelse. Aftenen efter ballet i Christiansund udtalte jeg mig til Hansen om ham; affairen med Bræcke var endnu i frisk minde hos mig og det kan nok være, at jeg omtalte både ham og hans familie på en mindre kjærlig måde og dømte for hårdt. Hotelværtens kone havde imidlertid uhældigvis ligget inde i sideværelset; hendes seng stod lige ved den væg, hvortil min seng stod, og således havde hun hørt hvert ord; hun lavede da sammen en lang historie og dagen efter var jeg ( S. 11/48) udskreget over hele byen som en temmelig ond, listig bagvasker. Det var hårdt! Det var dog ikke bagvaskelser, ord talte i fortrolighed til min ven! Denne historie kom naturligvis tilbage til Stangvik og forårsagede meget fiendskab. Til Brøske kom jeg ikke hele høsten; heller ikke provstens; jeg mødtes meget koldt med hr Olai og hans søster, når tilfældet førte os sammen. Hjemme var provsten meget ofte sur; han kunde være meget misfornøiet flere dager i træk; men talte gjorde han ikke; jeg vidste ikke af at jeg havde gjort ham imod og derfor talte jeg heller ikke til ham; Ebba var også meget ofte getten; det skrev sig nu fra Trondhjemstouren, den hun aldrig kunde glemme; den eneste, som var altid uforanderlig; lige venlig, hyggelig og forekommende var fruen; hende har jeg meget at takke for; julen kom. Juleaften vankede der mange precenter; vi vare meget glade, og det så ud til at alt var udjevnet; men det var kun et havblik. I julen kom jeg en aftenstund noget sent ud på Børke; lensmanden modtog mig som altid meget kordialt, det kan gjerne være, at han ikke havde hørt noget af sladderhistorien fra Christiansund. Det var en jovial, gemytlig mand; men adskillig materiel; i mange setninger endog af en smudsig character. Paula var blidheden selv, Olay fulgte mig hjemover; jeg talte åbent til ham, forsikkred ham, at jeg ikke havde det mindste imod ham og allermindst hans familie, men at jeg ikke fandt, at vi stode i det forhold til hinanden, at vi kunde være dus. Han lod som han var tilfredsstillet; men i virkeligheden var han det ikke. Fra den tid kom jeg meget til Brøske; kanske mere end jeg burde; den følelse, jeg nærede for Paula, var langt fra kjærlighed; det erkjendte jeg bestandig; men hun var altid venlig og blid, var til dels adskillig interessantere (S. 12/49) at tale med; kort sagt; jeg befandt mig vel i hendes selskab, søgte hende meget, måske, fordi jeg ikke havde nogen bedre at omgåes, måske, fordi jeg følte mig tiltrukken af hendes, for de forhold deroppe, livlige, muntre character! Det var det hele; forlibt kunde jeg ikke blive; dertil manglede hun i altfor høi grad den kvindelige ynde som jeg fordrer; hun var idetheletaget ikke kvindelig. Stakkels Paula; hun var dog vist en god sjæl; noget godt rygte havde hun ikke i præstegården, men det kom af, at hun var fri og frimodig nok til at følge sit eget hoved og ikke snævre sig ind under de indskrænkede forhold; det var netop det, jeg likte hos hende; men jeg var letsindig og egoistisk; jeg tænkte ikke på hende; det kan gjerne være, at jeg var mere for hende, end hun var for mig. Engang i en panteleg, da hun fik den dom at sige hver af selskabet en compliment og en grovhed sa’e hun til mig, at jeg var gruelig hissig og en stor hjertetyv; jeg blev underlig derved og selskabet visselig forarget, thi ingen tvivlede om, at hun talede af personlig erfaring. Siden jeg taler om lege; engang frydede rigtig Ebba sig i at gjøre mig tort; man havde fundet på en ny leg, og jeg skulde «gå ud»; da jeg kom ind igjen, skulde jeg «trøste enken», som var den elskværdige Ebba; jeg tog plads lige ved hende og på mit spørgsmål, om hun havde grædt, svarede hun: se selv! Jeg nærmede mit ansigt til hendes; men i det samme fik jeg en vaad vadskedug lige i planeten; det syntes jeg var grovt, og blev noget underlig derved; men Ebba syntes vist, at det ligned mig ikke at tåle spøg; hun selv tålte ikke spøg, det var sagen; men uelskværdige mennesker overføre gjerne sine utækkelige egenskaber på andre. – Det faldt ofte slig, når jeg om eftermiddagen gik en tour udover stranden, at jeg traf (S: 13/50) Paula, og som oftest fulgte jeg hende hjem og ind på hendes gjentagne anmodninger. Hvor godt erindrer jeg ikke disse toure udover stranden; det var en nydelig strand; en smal vei, til venstre den blå fjord, hinsides hvilken et storartet fjeldparti frembød sig – ganske lave skovbevoxede åse op fra fjorden og bag disse imponerende snefjelde – og til høire en langstrakt, nydelig, med alle slags træsorter bevoxet ås. Om høsten var den indtagende denne ås, når solen kastede sine stråler på den og frembragte et underligt farvespil på det mangefarvede løv; om våren duftede der så deiligt af hæg og vilde æbletræer langs med stranden; en jevn, enfoldig bondemand fandt sig derfor beføiet til at sige, at derude – der lugtede det ret som et «apetek». Den første sommer gik jeg ofte med frøkn. Parelius udover denne strand; Paula var da, som før nævnt, meget sammen med os, og vi beundrede naturen i fælledsskab; men i fjor vår slog de sig vrang; de vilde ikke gå den vei; de vilde gå den modsatte retning; der var en bakket og kjedelig landevei; meget ofte føiede jeg dem; men til slut blev jeg lei af dem; de vare ofte også meget ubehagelige og kjedelige; aldrig foreslog de nogen tour; jeg fik indtrykket af, at disse toure ikke behagede dem; provsten blev også rent overvettes sur og misfornøiet; jeg kunde ikke længer finde mig vel hjemme; jeg gik mine toure og Ebba og Hanna deres; hvad under da, at jeg gjerne vilde træffe sammen med Paula, hun, som altid var så venlig og imødekommende, så fri for al smålighed (ialfald lod hun som hun var det, og hun viste det jo også i grunden, da hun ikke blev fornærmet for den Christiansundske historie, som blev hende fortalt med mange tilsætninger). (S.14/51) Men kanske hun var forlibt i mig; jeg ved ikke; jeg vil ialfald gjerne tro, at hendes følelser for mig vare gandske tilsvarende mine følelser for hende. Folk begyndte at fortælle allehånde om os to: vi satte hinanden stevnemøder hver aften; da mødtes vi og fulgtes hjem til hende; med andre ord vi vare hemmelig forlovede. Det så kanske ud som om jeg var forelsket i hende og jeg havde ialfald skinnet imod mig. Det var 3 gange det halvår (våren og sommeren 1869) at provsten talte alvorlig til mig; første gang kom han selv meget alvorlig og fortalte mig, at da jeg så ofte var ude sent om aftenen, vilden nøglen til døren herefter hænge udenfor; dernæst gik han over til noget andet høist forbausende for mig; han ønskede ikke, at jeg tog mine kammerater ind til mig i hans hus om natten. Hærmed forholdt det sig således: I juleugen var provsten med frue reist ind til Surendalen; vi tilbageblevne, Ebba, Hanna og jeg bleve inviterede til Brødske; men provsten havde udtrykkeligt forbudt sine døtre at forlade huset under hans fraværelse;  de kunde altså ikke gå, og jeg gik alene; stud. Hansen var der; der blev drukket tæt og spillet kort; lensmanden var en lystig gammel mand, som efter gammeldags skik nødte sine gjæster til at drikke; jeg drak og drak for meget; efter bordet var også lensmanden temmelig animeret; vi to som altid vare meget fortrolige, og især cordiale, når lensmanden var i ovennævnte situation ( for mit vedkommende hændte det ikke mere end den ene gang) gik bag gardinet for at tale rigtig fortroligt med hinanden – vi talede naturligvis noget gement væv -. Hr Olay kjørte mig hjem. H. var med; på isholken kjørte vi så lynende, at lensmand Heyerdahls kone vågned op af sin gode slummmer og fortalte sin mand, at det tordnede temmelig sterkt ude. Kommen til præstegården blev hesten (S. 15/52) bundet til havestakitet og Olay og H. fulgte op med på mit værelse; men ingen kjendte til det i huset; det blev aftalt mellem Hansen, lensmanden og Olay, at ingen skulde få vide det, så jeg blev yderst forbauset, da provsten kom frem med historien; senere erfarede jeg, at Olay selv havde fortalt den til Ebba, og da var den i gode hænder; det vidste nok han; ja han var min onde engel under mit ophold deroppe; havde ikke han været, kunde meget have været anderledes. Jeg fortalte da provsten åbent, hvorledes det hang sammen; erkjendte min skyld og frikjendte aldeles H. og O. som P. især gik løs på. Det var jo aldeles urigtig, upassende at gå op i præstens hus, hvor hans jomfruelige døttre slumrede på sit kydske leie medens han selv med kone vare fraværende; det endte med, at han tog mig i hånden, og forsikkred, at vi skulde være lige gode venner for det; de følgende dage var han forekommmenheden selv, var så høflig mod mig, at han mange gange gjorde mig skamfuld, men også ofte hjertelig og venlig; jeg sa’e til mig selv, at han med alle sine egenheder dog var en hjertegod mand. Den anden gang vi talte sammen om mit forhold, henvendte jeg mig til ham; da havde han flere dage været grætten og kold; jeg skjønnede han måtte være misfornøiet med noget, og jeg bad ham sige, hvad det var for at jeg kunde rette på det; nei; det var ikke noget, og det var det sandelig heller ikke; først sa’e han, at det havde bedrøvet ham, at jeg så ofte var ude hos lensmanden; men siden sa’e han, at det vilde gjøre ham ondt, om jeg for hans skyld brød af med min omgang, det vilde da se ud, som om han havde påvirket mig, og han vilde nødig støde nogen i sin menighed. Vi bleve da atter igjen gode venner; jeg fortalte ham den samme aften om min fader, at han var i America. (S. 16/53) Det havde plaget og trykket mig, at familien ikke kjendte til mine familieforhold; jeg burde have fortalt om dem strax, jeg kom der; det skjønnede jeg godt bagefter; men de vare så tilbageholdne; de spurgte mig aldrig, og således tiede jeg, jeg kom derved i et falsk forhold; de troede mine forældre levede i Bergen, spørgsmål fra andre kanter i den retning trykkede mig også; jeg fandt ikke fred i at være i den situation; det måtte ud; jeg mente, at provsten skulde fortælle det til de andre familier heroppe; men det gjorde han ikke; han betragtede det feilagtigt som om jeg vilde gjøre en hemmelighed af mine familieforhold, og troede formentlig, at jeg dertil havde grund; det var vist ikke min egen skyld; jeg manglede da, som så mange gange ellers, frimodighed. – Tredie gang var den hårdeste; da var han sint; men det var dog atter mig, som henvendte mig til ham; det var i anledning en historie, som i de dage var kommen ud i bygden, at jeg havde slåes med Olay Foldestad 17de Mai i et lag i skytterforeningen; denne historie skulde være kommen fra provsten; han havde ikke sagt det men han havde sagt, at vi vare alvorlig uenige o.s.v. men samtalen dreiede sig hen på andre ting; jeg beklaged mig over, at der i familiens forhold til mig var så stor forskjel på før og nu; han beklaged sig over mit liv, mit fritænkeri, at jeg ikke mere hygger mig i hans hus, som jeg havde gjort i begyndelsen, og der kom mange historier på bane, som gik i bygden; krenket som jeg var, sa’e jeg, at jeg vilde reise strax; men da slog han øieblikkelig om; han havde fra først af fattet agtelse for mig, fandt det ikke nødvendigt, at vi skulde skilles. Jeg troede den gang, at (S: 17/54) han var ærlig, bør tro det endnu, tænkte, at det meste kunde bero på misforståelse og sladder, som provsten forresten i parentes sagt lånte et altfor villigt øre. Han tog mig atter i hånden, yttrede, at det kunde være misforståelser på begge sider og bad mig glemme alt; så skulde han gjøre; de påfølgende dage var han atter blidheden selv; men så begyndte atter surheden, uden at jeg vidste den mindste årsag. Således gik det deroppe; Gud ved, hvad ondt jeg gjorde dem; aldrig kunde jeg med min bedste vilje vinde provsten; men han var vist ikke ærlig nok; det var ulykken; jeg vil ikke sige, at jeg var fuldkommen ærlig; men ligeoverfor ham bestræbte jeg mig ialfald af al magt for at være det. Vor herre hjelpe mig til fuld ærlighed; han give mit liv sandhed! – Det er sent! Jeg må slutte mine memoirer for i aften. Gid jeg snart kunde begynde igjen; jeg har så meget at skrive. Gud hjælpe mig til en fuld syndens erkjendelse, til at kjende mig selv, til sandhed i min gjerning som i min tale!

Christiania 5te Februar 1870.

Den hele dag er gået hen uden studium. Mødte frem Kl. 1 ved universitetet for at følge professor Schweigård til graven. Den hele by var i bevægelse; han er jo også bleven kaldt landets første borger; det var en usædvanlig begravelse, som var bleven den mand til del. Han står så levende for mig med sit skjønne, åbne, bydende ansigt. Han fulgte sin hustru over i evigheden; folket fulgte dem begge i dag til deres sidste hvilested. – Da musikken spillede op sørgemarschen og det uoverskuelige tog af alle samfundsklasser med sine faner satte sig i bevægelse, (S: 18/55) kunde jeg ikke lade være at tænke på brevskriveren fra Helvede, som i sit første brev beretter, at medens mænnesker oppe på jorden med pomp og pragt høitideligholdt hans ligbegjængelse, gjorde han sit indtog i Helvede; men den tanke forjog jeg; her passer den ikke. Denne ædle, åbne, klare sjæl og den elskværdige skjønt sygelige hustru var visselig beredt plads et andet sted. Men hvor mangen angrende, knust og fortvivlet sjæl må ikke fra Helvede af ærgre sig over musikkken, fanerne, det lange ligfølge og talerne. – Af talerne fik jeg i dag ikke høre meget; dertil var jeg for langt bag i rækken. Jeg hørte kun ordene: «død og evighed» og «velsignet være Anton Martin Schweigårds minde!» Det øvrige fik jeg selv sætte til i mine tanker; men det var nok righoldigt stof til at bygge en hel tanketale af «Død og evighed!» det er de varsler, de ord, som runger gjennem al verden. «Død og evighed!» kimer kirkeklokkene hver dag; døden advarer os og giver et minde om evigheden gjennem hvert ligfølge, som hver dag bevæger sig gjennem gaderne i den store stad. «Død og evighed!» forkynder den første spire, som titter frem om våren. Da jeg kom hjem, lå moder syg; der var også døden med sit varsel. Sygdom og død, og efter døden evigheden! O! det er jo en tanke, som kunde udrede et helt menneskeliv! Og så: «velsignet være hans minde!» Kunde mit liv blive sligt, at man vilde velsigne mit minde! At dø under alles velsignelse og tårer, det er at få en god ende. Men hvorledes er mit liv, hvorledes har det været? Har det været til velsignelse for mig selv som for andre? Vor Herre forunde mig, at jeg engang kan velsigne mit liv, og at andre kunne velsigne mig efter min bortgang! – I fjor vår var der her i byen en ligfærd såre forskjellig fra den i dag; der var ikke et følge, som fyldte alle gader; der var ingen musik ingen faner; Den hensovede havde (s. 19/56) ikke ordener, som kunde bæres efter hans kiste; der var ikke glimrende uniformer, præstelige og biskoppelige ornater, ingen tale i kirken; man gjorde ikke omvei med liget for at forlænge veien for pompens skyld; det var en ukjendt ung mand, som var kaldet for sin dommer, den samme, for hvis domstol Schweigård nu har stået; det var et beskedent lidet følge af unge mennesker, studenter som han selv; det var en kort vei, kun fra gravkapellet til hans hvilested, kun en tale blev holdt, men ingen velsignelse blev udtalt over hans minde; han blev dømt hårdt, måske hårdere end han havde fortjent; fordømmelse og ikke velsignelse blev lest over hans grav; men dog sendte visselig mange af de unge igjenstående ham et kjærligt farvel; manges hjerter bevægedes sikkerlig til i kjærlighed at opsende bønner til den altforbarmende nåde for den bortgangne.- Det var min arme ven, Søren Dometius. Jeg fik ikke være med ved din jordefærd; men dog tolkede mine tårer ved underretningen om dit livs sørgelige ende ligeså varmt, som de krandse dine tilstedeværende venner lagde på din kiste, at jeg velsignede dit minde. Min stakkels ven! Når og hvor skulle vi atter mødes? Vil du da mindes det sidste farvel, du gav mig hin morgen for 2 år siden, da jeg drog afsted til Stangvik? Det var deroppe jeg erfarede denne skrækkelige begivenhed. En aften, jeg kom hjem fra lensmanden, forefandt jeg et tykt brev fra Wilhelm; jeg greb det med glæde; men det vared ikke længe, før jeg blev slagen med sorg og forfærdelse. Og jeg havde vel grund til at blive forfærdet; jeg havde vel grund til at blive fortvivlet; forfærdes for mig selv og fortvivlet over min dårlighed! Omtrent under de samme omstændigheder, som vi havde været i vinteren før, da vi i drukkenskab gik ud i Akerselven, havde han endt sine dager. (S. 20/57) Han havde været på rangel; havde i aftenens løb yttret, at han vilde springe på sjøen; kom ude på fæstningen bort fra sit følge; men om morgenen Kl. 4 ½ blev af en arbeidsmand fundet liget af et ungt menneske, der gjenkjendtes at være Dometius. Store, retfærdige Gud! Havde jeg fortjent det bedre! Han var dog ikke fordømmeligere, end jeg. Uransagelige ere dine tanker, og dine veie usporlige! Han blev stedet for sin dommer; men hvorledes var han beredt, ak som jeg og de mange tusinde, som ikke tænke på, at vi hvert øieblik kan stædes for den retfærdige Guds ansigt for at gjøre regnskab for vort liv. Er der nåde også for ham? Usporlige ere dine veie! Har han med forsæt taget livet af sig? Nu er der ingen som kan give svar; men det er dog lidet rimeligt; han led hyppig af congestioner, når han havde drukket; havde altid for skik i så tilfælde at bade sit hoved i kaldt vand; formodentlig er han under bestræbelserne for at få stukket sit hoved i vandet gledet ud; han blev funden halvt oppe på bryggen; med lænderne hvilede han på bolværket; den ene hånd holdt krampagtigt i bryggen; den anden hang slap ned i et hul; efter at være faldet i vandet, er han sandsynligvis kommen til fuld besindelse, men er under bestræbelserne for at klatre op på bryggen rammet af slagtilfælde; så lød lægernes skjøn.- Hans liv blev afbrudt i hans ungdom, og han var selv skyld i det. O! ja, enhver er mere eller mindre skyld i sin ulykke i verden; han fik ikke lov til at gjøre sin uret god igjen. Men jeg! Jeg har endnu tid. Forbarmende Gud, vil du udslette mit lange synderegister; vil du, o! så kan de pletter, jeg har hat på mit liv forsvinde. Herre giv mig en sterk tro, så at jeg kan tro og i troen bede slig, at (S. 21/58) du siger til mig, som til den spedalske: jeg vil; bli ren, din tro har frelst dig! Ja Herre Gud, jeg må frelses! Ræk mig din frelserhånd. —-

Christiania 11te Juni 1870

Længe har jeg nu forsømt min kjære dagbog; men jeg har dog ikke glemt den. Det er underligt, at jeg kan forsømme min dagbog jeg, som har så meget at fortælle den; men det kommmer vel deraf, at jeg tænker så meget, at jeg ikke engang har tid til at nedskrive mine tanker. Ja, hvor jeg tænker! Og alle mine tanker, hvor vidt de end svæve, de kommer alle tilbage til og samle sig om den eneste: alle de betingelser, du havde til lykke og fred i livet, har du forkjærtset! Denne tanke er som brevskriveren fra helvede udtrykker sig, det store tre i skoven. Hvor mange betingelser! og hvor lidet har jeg udviklet dem! hvor mange spirer, og hvor dårligt har jeg fredet om dem? Min tilstand er ikke ulig hin brevskrivers; som ham har jeg kun anger og gråd og Gud hjælpe mig; som han finder jeg ikke fuld tilgivelse i min anger, som han ikke lindring i min gråd. Men han siger jo, at «den usleste, jammerligste tilværelse i verden er tusinde, ja uendeligt gange lykkeligere end tilstanden i helvede, ja lyksalighed mod den». Herre min Gud! Så har jeg da endnu tid, endnu er jeg ikke mere end 22 år gammel! Giv mig nåde og kraft til at sone, til at vie mit liv til soning for min synd! Der er en redning i livet, et eneste anker på vandringen til døden; det er Jesus Christus! Jeg ved, at kan jeg blot nævne dette navn, skrige det ud af mit forpinte hjerte med tro og tillid, da er det sonet for alle mine synder. (S. 22/59) Du Guds søn give mig kraft, din kraft til at leve i Chr(?) fornegtelse og kjærlighed!

Christiania 26de Juni 1870.

Nu er der kommen brev fra min stakkels fader. Tiden er hengledet, og meget er indtruffen siden jeg sidst talte om ham. Hvor godt husker jeg ikke hin vintermorgen i fjor, da jeg skulde på bryggen for at tage imod ham. Han kom tilbage til sit fødeland efter den lange adskillelse. Hvor urolig var jeg ikke den nat og den morgen! Der var indløbet telegram fra ham fra Christiansand. Han kom hjem ganske uventet. Vi havde da ikke hørt fra ham i flere måneder. Jeg skjælvede formelig ved tanken om at se ham igjen; alle de tanker, jeg havde tenkt om ham i hans fraværelse, strømmede ind på mig; jeg længtes efter at kaste mig i hans favn, at bønfalde ham om tilgivelse for al min utaknemlighed og ukjærlighed; jeg tænkte mig ham som en gammel gråhåret mand, på hvem sorg, skuffelse og gienvordighed havde trykket sit tydelige præg. Der gik jeg da hin vintermorgen på kaien til det blev ganske lyst; dampskibet var bleven noget forsinket. Den ene tanke jog den anden på flugt. Men der kom det jo, det store udenlandske dampskib; nu gled det ganske langsomt ind langs kaien, og der – ja! nei! jeg stirrede, som om mine øine skulde springe ud af hovedet; jo der! Der er en gammel gråhåret mand – dog  nei, det er (S.23/60) ikke hans trek; – men der står han jo lys levende, akkurat som han var, da han forlod os, sort hår og sort skjæg, rask og hurtig i sine bevægelser! Det var det billede, som jeg havde beholdt i min sjæl, men som jeg havde måttet forjage, det måtte jo vige pladsen for et andet mere overensstemmende med virkeligheden! Men der stod han lyslevende fra gamle dage! Jeg fik huen af mig; men slig en tankefuld, langsom hilsen skulde man vel aldrig have seet! Det var vel derfor også, at han ikke kjendte igjen sin søn; en gang til! Jo der kjendte han mig! Nu talte han; landgangsbrættet blev lagt om bord; jeg stormede frem, men blev tilbagevist af politiet; toldpersonalet skulde først om bord; jeg forsøgte atter og atter igjen; men atter og atter igjen den samme afvisning; toldpersonalet. Det forstod rigtig nok at gyde vand i en søns begeistrede følelser, det gode toldpersonalet; så stod jeg da der gandske flau og nedblåst, indtil gjenstanden for alle disse angreb på landgangsbrættet selv tog sin koffert og drog den ned ad brettet, og så et håndtryk, et kys og et velkommen tilbage med skjælvende røst og et «hvorledes står det til hjemme, med moder?» med sterk udenlandsk accent og dialekt, og så var jeg så forbløffet, at jeg ikke engang huskede min lille broder Bernhard; han var bleven stående bagved hele tiden; jeg erindrer ikke, ved hvilken ideassociation mine tanker bleve henledte på ham; men sikkert nok var det ganske tilfældigt; jeg fik ham da trukket frem og forestilt ham for min gamle fader; og så var jeg atter så fortumlet og så tankeløs eller rettere tankefuld, at jeg ikke huskede at få fat i en vogn (S. 24/61) til faderens store Americanske kuffert. Gud ved, hvad han tænkte om mig; han, som kom fra det practiske America, syntes vist, at han fik en smag af den upraktiske gamle verden i sin søns hodeløse adfærd. Han måtte selv sørge for en vogn; men da fik han også skamrødmen frem på mine kinder. Endelig kom vi alle tre op i en vogn og kjørte til Briskebyhuset – men skulde nogen tro det: ikke et eneste af alle de ord, som mit hjerte i lang tid havde brændt efter at udtale til min stakkels fader, kom over mine læber – samtalen dreiede sig om gandske almindelige ting, som americanske forholde o.s.v. Så hengled en stille rolig vinter oppe i Briskeby, som vi alle, som den gang vare samlede, have grund til at mindes med glæde. Fader og moder vare atter forenede; disse 2 og Bernhard og jeg havde da så meget at tale om, så meget at fortælle og høre. Det var en lang lidelseshistorie jeg hørte af min faders mund; den gjorde mig gandske taus; jeg kunde bare tie og høre: hvorledes han havde lidt og kjæmpet vidste jeg kun ufuldkomment af hans breve; heller ikke nu var han rigtig udførlig i sin fortælling; alle lyse sider ved hans ophold i det fremmede land, hver en glæde han havde oplevet, alt hvad han havde seet og lært af godt og stort og skjønt det dvælede han udførligt ved; men alle lidelserne, alle hans savn og skuffelser dem jog han hurtigt forbi. Stakkels kjærlige, trofaste fader, det var mig som burde have færdes ude og stået imod livets kampe for at blidne din alderdoms dage. Hvor omvendt og forkjært! Du (S. 25/62) reiste og jeg blev. Det var vel fortællinger, som kunde gå til sjælen, disse om nød, sygdom og kamp; det var vel fortællinger, som måtte skjære en utaknemlig og egenkjærlig søn, som jeg havde været, i hjertet, disse om opoffrelse og selvfornegtelse; hvorledes han var reist som kok på et tydsk skib fra Liverpool til America, da han manglede penger til at kunne reise som passager; hvorledes han, den gamle, af sorg nedbøiede mand var bleven tvungen at gå tilveirs i den sorte, stormende nat, hvorledes han af rå, ubarmhjertige overordnede var bleven krænket, ja endog slagen, hvorledes han forliste ved Halifax; med nød og neppe reddede livet for at stå nøgen og hjælpesløs på kysten, hvorledes han fra Halifax måtte gå tilsøs igjen som matros til Liverpool, derpå atter til New York; hvorledes han på et dampskib på en af indsøene derpå arbeidede og sled med at losse og lade store våde, tunge planker; kom derpå til en farmer som gårdsgut, blev syg, blev liggende hjelpeløs og forladt uden nogen til at pleie sig, uden nogen, som han kunde forstå eller tale et ord til; hvorledes han hvert øieblik ventede på, at døden vilde gjøre ende på alle hans lidelser indtil en nordmand – Gud velsigne ham i sin himmel! tilfeldigvis fandt ham der, tog ham med sig, bar ham på sin ryg flere mil, og som en rigtig samaritan førte ham til sit hus og pleiede ham. – Vi på vor side havde også meget at fortælle; skulde vi have gjennemgået alt, hvad der havde tildraget sig under hans lange fraværenhed, vilde vi sent være blevne færdige. (S. 26/63) Vi havde at fortælle om Hilda, om hendes godhed, elskværdighed og – ulykke. Det var jo den selvsamme høst, at Wilhelm havde fortalt hende, at han ikke kunde elske hende med den kjærlighed, som hun fortjente. Hun og fader bleve først kjendte gjennem breve, og der blev lagt planer for fremtiden, som også omfattede hende; til våren skulde hun reise med faderen og moderen til America; det var rigtig en hyggelig tid, vi tilbragte sammen i Briskeby den vinter; det manglede blot, at Hilda skulde have været med som hun nu er med os; men den tid var hun i Tvedestrand, og vi måtte nøie os med hendes breve; vi hyggede os godt sammen; var så naive og så fornøiede md lidet, og Martin var hjemme i Julen og Påsken, Wilhelm strax efter jul, og da var der en glæde og opfrisken af gamle minder og passiaren i det uendelige. –

Christiania 17de Juli 1870.-

Nei, hvor denne aftenstund opfrisker mindet om mine første enlige studenterdage, medens broderen og jeg levede her dels sammen dels adskildte på ungkarls vis; der er rigtignok stor forskjel på nu og da; der er rigtignok indtrådt begivenheder, som have frembragt et svælgende dyb mellem min første studentertid og nutiden; der ligger vistnok tanker imellem, som true med at kaste skygger over mit hele tilkommende liv – men når jeg ser mig omkring i værelset – jeg sidder her så ensomt og skriver, der står min studielampe (S. 27/64) på bordet og hist levningerne af mit tarvelige, enlige aftensmåltid – da går mindet uvilkårlig tilbage til hine første solbeskinnede dage af mine ungdomsår. – Moderen, Hjørdis, Hilda og jeg – vi fire som i denne tid holde så inderligt sammen – reiste imorges ud til Sandvigen; det lykkedes endelig at iværksætte en længe påtænkt plan – nemlig at moderen, B. og H. skulde tilbringe en måneds tid på landet – ; i dag fik vi leiet i Sandvigen; moderen og Hjørdis blev da tilbage, medens H. og jeg reiste til byen, hun for at gjøre sig færdig til sit ophold på landet og jeg for at varetage mine få forretninger, ja de ere rigtignok grumme få, at læse en time om dagen med en artianer – ; jeg er netop kommen tilbage fra Trondhjemsveien; jeg fulgte Hulda hjem; hun er så kjærlig og god, at jeg ikke kan udtale det; den pibe, jeg fik hos hende som en dyrebar erindring, tog hun i aften hjem for at sætte den istand og pyntede op; i de mangfoldigste småting lægger hun sin elskelighed og godhed for dagen; sender mig blomster, pynter min vens grav, kommer med bøger, som jeg skal læse, og så er hun så taknemlig for det lille, jeg kan gjøre for hende – læse Engelsk med hende og af og til læse høit, som jeg gjorde i dag i Sandvigen af «Lille Dorrit». Jeg gad vide, hvad hun vilde tænke, dersom hun vidste, at jeg – det går mere og mere op for mig; det nytter ikke at holde den tilståelse tilbage – at jeg elsker hende; men skal hun nogensinde få det at vide; nei Gud bedre mig, det får hun vist aldrig. Men hvis Vorherre hjælper mig frem til det, at jeg kunde bekjende min kjærlighed (S. 28/65) for hende, da vilde jeg tro på, at jeg kunde blive rigtig, rigtig lykkelig i verden. Det står i din hånd, Herre min Gud; du veilede i din nåde dit fortabte barn!

Christiania 28de Juli 1870. –

Der er kommen invitation fra broderen, at jeg må komme til Risør; når bare nu den skriftlige del af artium, til hvilken jeg har meldt mig som inspectør, er forbi, så stryger jeg afsted til Risør; hvor forunderligt; i fjor sommer tænkte jeg også på at reise, ikke til Risør; men til Tvedestrand; godt var det, at jeg ikke kom til at teise den gang; det var i hine for Hilde så tunge dage, da båndet løsnede mellem hende og Wilhelm; min ankomst havde da blot forøget smerten; nu skal jeg reise til Risør, for at se hans nye forlovede; har i den anlædning i dag fotograferet mig. Ja, hans nye forlovede; i vinter, da han var her i byen, sa’e han, at det at forlove sig var «så langt fra hans tanker som China», 3 måneder derefter kom det en aftenstund et brev til moderen fra ham, hvori han fortalte, at «han var lykkelig, som han aldrig havde drømt om at blive det» og indeni hans brev et brev fra Regine Prebensen, som beder moderen imodtage hende som sin datter. «Regine» det navn klinger så fremmet i mine øren; søster Hilda var så hjemligt, så kjendt; og dog ville jeg være bleven lykkelig, dersom Hilda var bleven gift (S. 29/66) med Wilhelm? Gud må vide det! Med lykken har det dårlige udsigter; men hun er dog nu min trofaste veninde, det hun kanske ikke kunde have været, hvis hun var bleven Wilhelms kone. O! min egen Hilda! Kunde jeg drage dig tæt i min favn og fortælle dig, hvor inderligt jeg elsker dig! –

Følte mig ensom i aften; gik bort på Klingenberg for at høre lidt musik; det var den 2e brigades musikkorps under Sperati; hvor tydeligt mærkede jeg ikke i aften, at den letsindige, glade tid for mig er forbi; det er meget, meget længe siden, at jeg nu færdedes på noget offentligt sted; da jeg sad alene på en bænk i haven drømte jeg om den tid, da jeg slentrede sorgløs omkring i haven arm i arm med en eller flere kammerater, da musikken var mig lidet eller intet; jeg behøvede ikke den for at glæde mig; i aften interesserte jeg mig mere for musikken, men var ikke så fornøiet som da; ak nei, hvor ganske anderledes ser ikke alt nu ud! Min egen Hilda! En hilsen til dig!

Lille Frøn 12te September 1870.

Sidst jeg skrev i dagbogen, var min reise til Risør nær forestående, nu er den forbigangen; jeg er kommen tilbage. Min elev, Ihle som jeg læste med til artium, og på hvem mit hele håb angående reisepenge beroede, narrede mig, og der stod jeg pent uden en skilling til at reise for. Jeg skulde (S. 30/67) have reist en søndag. Lørdag aften kom Hilda som sædvanlig ned til os; jeg fortalte, at jeg ikke kom til at reise den følgende dag; hun spurgte «hvorfor?» «Jeg var forkjølet og befandt mig ikke rigtig vel.» «Nei, jeg skal sige dig rent ud, hvad der er i veien», faldt moderen ind. «Han skulde have penge af Ihle, og han narrede ham.» Nu var det mig som moderen bekjendt, at Hilda havde ca 30 spd i en bank, og det var ikke frit for, at jeg blev noget ærgerlig på moderen over, at hun så utvetydigt anmodede hende om at hjælpe. Hilda brød øieblikkelig ud i beklagelser over, at jeg ikke havde anmodet hende om penge «hvis jeg vidste, at du havde penge, og jeg var i forlegenhed» sa’e hun «vilde jeg henvende mig til dig. På denne måde bliver der jo ikke tale om venskab.» stakkels Hilda! Gid jeg var istand til at hjælpe dig helt og holdent ud af enhver forlegenhed, og du så var i en rigtig fortvivlet situation! Hun tog sig virkelig nær af at jeg ikke havde anmodet hende, og jeg søgte ialfald at overtyde mig selv om at det var min pligt at gjøre det herefter, hvis jeg kom i forlegenhed. Leiligheden til at gjøre godt igjen, hvad jeg havde forbrudt, frembød sig også meget snart; thi søndag gik, og mandag med (S. 31/68) og ingen Wilhelm og tirsdag måtte jeg reise, hvis jeg idetheletaget skulde komme afsted; og så skrev jeg til hende et brev og bad hende om et lille lån; men jeg gjorde det ikke uden overvindelse. Mon jeg havde gjort det, hvis jeg havde haft nogen anden udvei?  Jeg burde gjøre det, thi vi have loved hinanden at være rigtig trofaste venner, at holde ud i «løst og fast, i vådt og tørt» at hjælpe hinanden og bede hinanden om hjelp. Fornemmeligt! Havde der været en mand; jeg havde henvendt mig til ham uden videre, den sag faldt af sig selv; men en kvinde? Vistnok et tegn blant de mange på, at vi ikke anse kvinden for vor ligestillede. Enten det nu kommer af en følelse af at hun står over os eller, at hun står under os; det er vist i regelen tilfælde, at en mand kvier sig ved at bede en kvinde som han står i venskabsforhold til, om en sådan tjeneste som et pengelån. Manden vil altid ligeoverfor kvinden være den beskyttende, den bistandydende, og det krænker hans stolthed at få hjælp af hende. – Ihle var i forbigående sagt en stor skjælm. Jeg har endnu ikke fået mine penge, og Hilda selvfølgelig, ikke sine. – Så reiste jeg da; måtte af pecuniære hensyn tage (S.32/69) 2den plads; fik til reisefølge stud. Theol. P.O.Bugge, en mand, som vanskelig kunde tie stille. Ankom til Risør i øsende regnveir; der stod Wilhelm fremst på bryggen, og lidt længere tilbage en dame, til hvem han øieblikkelig meddelte sig, da han havde hilst på mig. Det var min nye søster. Vakker og elskværdig, sød og venlig var hun da og den hele tid, jeg opholdt mig i Risør. – Ja, jeg kan sige, jeg fik hende rigtig kjær – og hvorfor skulde jeg ikke det; jeg havde jo ikke andet at tale imod hende, end at hun så strax kunde træde i sin ulykkelige forgjængerindes sted. Men jeg tør og kan ikke dømme hårdt om hende derfor. Vi tre kjørte samme aften op til «Sundet», Prebensens landsted. Den hele familie var overordentlig venlig og forekommende; men alligevel, skjønt jeg var der i 3 samfulde uger; jeg kom dog ikke til at føle mig rigtig hjemme der, eller sådan rigtig tilpas. Og forunderlig nok; når jeg spørger mig selv efter grunden, fristes jeg til at tro, at det var Wilhelms skyld. Jeg har ofte en følelse af at jeg ikke befinder mig rigtig vel, når jeg er sammen med Wilhelm i andre fremmedes nærværelse. (S.33/70) Jeg har omtalt denne følelse på et tidligere sted i denne dagbog; den gang troede jeg, at den var et overvundet standpunkt; men at den ikke er det så ganske, det mærkede jeg nu i Risør. Holde af ham; ja det gjør jeg da virkelig ret inderlig; jeg ved ikke, hvad jeg ikke kunde gjøre for ham; men jeg tror ikke min kjærlighed rigtig er en frimodig kjærlighed. Hvorfor lægger jeg ikke mit hjerte åbent for ham, fortæller ham om mine varme følelser og fulde hengivenhed for ham, og beder ham tage mig som jeg er, i min enfoldighed og usikkerhed, den han så ofte bebreider mig? Hvorfor tager jeg mig så nær af hans luner og griller, af hans sære humør og pirrelige udfald mod mig? Jeg ved dog, at han også i grunden holder meget af mig. O! det har jeg jo så mange beviser på. Men jeg er feig. Gud bevare mig for feighed, når det gjælder større ting; men jeg er mange gange så ængstelig. Jeg er endnu så vaklende og usikker, rigtig uklar, som Wilhelm udtrykte det engang; jeg synes, jeg bærer på mangt og meget, som både er godt og skjønt, men jeg mangler form; det er sagen; jeg har endnu ikke (34/71) nået frem til nogen klar form for mit indre liv; min tænkning er kun et forvirret sammensurium af tanker; således er det også med mine følelser; af og til kan jeg i den grad opfyldes og overvældes af følelser, at jeg får tårer i øinene, men om jeg da vilde gribe pennen for at nedskrive, hvad der rører sig i mig, jeg vilde ikke kunne få 2 ord sammen. Enkelte ganger har jeg troet at have sujettet til en fortælling så rørende og gribende, at jeg ved tanken er bleven ganske bevæget; men formen har jeg endnu forgjæves søgt. – Men tilbage til min Risørtur. Jeg tror, det var den 2den aften jeg var der, vi vare komne ned fra Sundet. Wilhelm og jeg nød vort «natøl» – vi har engang før nydt vort «natøl» sammen vi to temmelig regelmæssigt, hver aften, men det var under ganske andre forholde; det var den sommer 1867 Wilhelm boede i Akersveien no 7. – Vi nød, som sagt vort «natøl» og samtalen blev ført hen på faderens ophold i Christiania den sidst forløbne vinter. «Hvad levede de af?» Det var naturligvis et spørgsmål, som var meget vanskelig at besvare. Jeg har mange gange forgjæves søgt at gjøre mig rede for, hvad moder har levet af. Jeg svarede: jeg ved ikke. (S. 35/72) W. blev strax ærgerlig. Efter et par grætne talemåder: «Jeg levede også inde i Chr. mit første candidatår, uden at have noget bestemt, men jeg kan dog godt sige hvad jeg levede af.» «Ja, de levede naturligvis ikke på samme måde, som dig.» Her brød det løs på den gamle maner: «Ja, du er den gamle, kommer og påstår uden videre naturligvis. Bevis! Hvorledes kan du vide, hvordan jeg levede; du, som i den tid sad oppe i Nordmøre; det er den gamle forvrøvlede passiar! Det er ikke muligt at føre en samtale med dig; Du taler uden sammenhæng; kommer afstæd i store sprang i tanken, og så dine postultater, som du vitterlig ikke kan bevise. Hvorledes levede jeg inde i Chr.» Jeg forsøgte at sige, at jeg havde dels gjennem hans breve, dels af moder og Martin hørt omtrentlig, hvorledes han levede, at det var mig bekjendt, at han havde lånt hist og her, af både den ene og den anden; men så slår han øieblikkelig om, og bebreider mig, at jeg på en udelicat måde kommer og snakker om den tid, da han på en kummerlig måde søgte at klare sig. Det var taktløst af mig at tyde hen på hans kummerlige tid, når han spurgte mig om, hvad hans forældre havde levet af i den sidste vinter. Jeg som selv (S. 36/73) havde delt deres brød med dem, måtte da vel vide, hvor de havde fået dette brød fra. Jeg erkjendte, at jeg var uklar og usikker i min tankegang; ingen kunde mærke det mere end jeg selv; men jeg måtte protestere mod den omkalfatring, han havde foretaget ved vor samtale, hvorved det var mig, som først hentydede på hans ophold i Chr. Og det smertede mig meget, at han bebreidede mig mangel på takt; om jeg end mange gange ikke havde iagttaget formaliteter dem jeg ikke troede det var nødvendigt at iagttage ligeoverfor en broder, om jeg end mange gange havde talt til ham ud af mit hjerte uden at tage de hensyn, som man ellers tager ligeoverfor folk, som man står i et fjernere forhold til; jeg  havde dog i det væsentligste ikke været taktløs ligeoverfor ham. Alt dette tænkte jeg, jeg sagde intet; til en sådan beskyldning havde jeg intet at fremføre. Han sluttede med at sige, at jeg vist havde ligesåmegen takt som folk i almindelighed, men taktfuld kunde jeg ikke siges at være; i sandhed en mager ros at give en broder, som villig har gjort opoffrelser i så lang tid. Dog, jeg skal ikke klage! jeg ved dog, at han holder meget af mig! Og når alt kommer til alt, er det ikke så stort enda, det jeg har gjort for ham! Jeg (S. 37/74) vidste godt hvortil han sigtede. Efter at hans første forlovelse var hævet, talte jeg et par ganger i mine breve til ham om Hilda, støttende mig til hans forsikkring om at de vare skildtes som de aller bedste venner, og at ingen bitterhed, kun venlighed lyste gjennem deres sidste møder. Også i vår, den gang det blev bestemt oppe i Briskebyhuset, at fader skulde reise alene tilbage til America, ikke som bestemmelsen var den gang W. var hjemme hos os sidste vinter, at moder skulde følge med, da fader havde skrevet til ham og bedet ham om lidt pengehjelp til reisepenge, da han først havde lovet ca 40 spd, men senere, da han hørte, at ikke moder skulde reise med, sagde, at han da naturligvis ikke vilde gjøre sig den umage som han ellers vilde have gjort sig, og i temmelig utvetydige ord bebreidede sine stakkels gamle forældre, at de ikke nu gjorde alt for at komme afsted, forekastede fader hans letsindighed, at han var kommen tilbage uden engang at have sikkret sig så meget, at han kunde få moder med sig over til den nye verden, og hans sangvinskhed, at han kunde tro, (S. 38/75) at han, W., der havde måttet hjælpe sig selv så godt som alle sine studenterår, som nu med en stor gjæld havde fået et lidet embede, kunde hjælpe med en så stor sum, som oprindelig af faderen var forlangt (den gik, så vidt jeg erindrer, op til 150 spd), da dette fandt sted, siger jeg, skrev jeg et temmelig langt brev til ham, hvori jeg søgte at påvise, hvor meget vi vare vore forældre taknemlige, hvormeget vore yngste brødre, Martin og Bernhard, måtte være moder taknemlig, fordi hun endnu vilde udholde skilsmissens tunge dage – hun kunde jo allerede for længere tid siden have reist over til America, den gang fader skrev til hende og opfordrede hende til at komme, hvis ikke hensynet til hendes børn havde holdt hende tilbage – jeg søgte at påvise som gjendrivelse af hans beskyldning mod moder, at hun tænkte for meget på sig selv og tog for lidet hensyn til fader, alt det hensyn hun i sine dage havde taget, alle de offre, hun villig havde gjort, jeg bebreidede ham, at han talte om det pengebidrag, han var bleven anmodet om, anderledes end som tilbagebetaling af lån, han før havde optaget (at han ikke kunde, talte jeg naturligvis ikke om, det var kun den måde hvorpå han udtalte sig, som var dadelværdig) i det jeg mindede ham om alle de penge, som (S. 39/76) moder til trods for sin armod havde set sig istand til at sende ham i hans studenterår (hun sendte ham mangen en daler fra Bergen i hans første studenterdage, som fader ikke vidste om, og for hvilke han den gang lovede hende at være taknemlig sit hele liv), i det jeg mindede ham om penge, som han ligetil havde lånt af hende efter at han var bleven candidat med løfte om snarlig tilbagebetaling, og jeg dadlede ham i frimodige ord, at han bebreidede fader den sangvinskhed og det mod, som snarere måtte betragtes som en velsignelse for ham i hans tunge prøvelsens dage. Det var sikkerlig til disse, han hentydede den gang, han bebreidede mig at være taktløs. –

Lille Frøn 17de September 1870.

I aften har jeg seet og hørt Madvig, den store, lærde mand. Den gang, jeg strævede mig igjennem hans grammatik på skolen, stod grammetikkens forfatter for mig som et vidunder af lærdom; aldrig kunde jeg da være så formastelig at tænke på, at jeg nogensinde skulde komme til at høre en sådan en overordentlighed holde foredrag. Jo – i aften har jeg hørt ham. (S. 40/77) Beklageligt var det, at han talte så lavt; det jeg hørte, var særdeles godt, og det, jeg ikke hørte, var vist også særdeles godt; men der gik desværre meget tabt for mig. En værdig mand i sandhed! Han begyndte med at omtale, at han ikke før på grund af politiske forhold og mange arbeider, som fordredes af ham i hans fædreneland, Danmark, havde kundet følge den for længe siden til ham rettede opfordring til at komme hid op, priste den tanke om de nordiske universiteters samvirken, som jo var grunden til hans komme, som en skjøn og frydbringende tanke; han omtalte denne virken som en virken i det små og den måtte så meget mere fremtræde som en sådan på en tid, da store begivenheder gik slag i slag, da voldsomme kamper udkjæmpedes, og nationers skjæbner afgjordes ude i Europa. Vi skulde tale om ord, således faldt, hvis jeg hørte rigtigt, hans ord, i en tid da handlen synes at være såre nødvendig (han har nemlig valgt «Sprogets naturlighed» som gjenstand for sine foredrag); men da vi ikke kunne gribe ind i de store begivenheder som handlende, skulle vi derfor ikke undlade at virke i det små; ordet havde sin store betydning. Da han så begyndte på sit egentlige foredrag, gik (S. 41/78) meget tabt for mig; han vilde slå fast, at ordene vare blot tegn; ikke characteristik, ja ikke engang characteristiske tegn; et par exempler anførte han som bevis, at man lærer de døvstumme at tale; og fremdeles: barnet lærer at sige «fader»; men det varer meget længe, førend det ved, hvad «fader» er; altså ordene ere blot tegn for vore forestillinger –

For 3 år siden havde jeg anledning til at høre en anden stor Dansk videnskabsmand fra det samme chateder; det var professor Rasmus Nielsen, den gang han holdt sine bekjendte forelæsninger over «tro og viden». Han var ganske anderledes ydre begavet end Madvig. Nielsen var en mærkelig veltalende mand; med sit frie, flydende, kraftige foredrag rev han uvilkårlig alle med; i aften sad alle og spidsede sine øren; jeg så mange som efter en forgjæves anstrængelse for at opfatte foredraget i sin sammenhæng, gav sig aldeles hen og opgav det hele. –

Lille Frøn 20de Sept. 1870.

I dag andre forelæsning af Madvig. Talte langt høiere. Han søgte ved exempler at vise yderligere, at der ingen streng sammenhæng var mellem forestilingen og ordet): at ordet ikke afmalede (S. 42/79) forestillingen. Der var mange ord, hvis betydning gjennem tidenes løb blev den samme, men med forandret form; på den anden side andre, som med samme form forandrede sin betydning; i mange ord kunne vi blot se stumperne af deres oprindelige form; medens der til andre blev lagt noget til; selv inden det samme sprog forandrede ofte et ord sin betydning i tidernes løb. Et ord, som dreng blev af vore fædre brugt om en mandig mand; nu bruges det i Danmark mest i foragtelig betydning, medens det i Norge så godt som er forsvunden af det dannede sprog. Kjærring var i fortiden en meget hædrende benævnelse. Det samme gjælder om fraseologien og de syntaktiske forbindelser. Hvis Holberg havde seet en forbindelse som: Der går igjennem dette digt en munter stemning, da vilde der i denne være mange ord, som var ham ubekjendte: går igjennem var ikke den gang brugt i denne betydning; digt kjendte ikke Holberg således forstået. Han kaldte det poem. Stemning var et ubekjendt ord på den tid. Eller man vilde have forelagt Holberg: Når mennesket omtumlet af lidenskabernes vilde magter, løsriver sig fra fornuftens herredømme, frembyde det et uhyggeligt skue: (S. 43/80) da vilde for det første participialconstructionen have været ham umulig, dernæst kjendte han ikke lidenskaber; han kaldte det affecter; vilde magter vilde han have taget for vilde, ucivilerede potentater; thi brugte han magter i flertal, så var det i denne betydning; frembyder kjendte han neppe til; heller ikke skue i denne betydning o.s.v. Men dog brugte visselig Holberg, når han skrev latin: perambulere: går igjennem; og han priste kanske brugen af participiet som apposition til subjectet som en af Latinens fortrinligheder; men i sit eget sprog vilde han ikke have det. Og vende vi os til Fransk, og tager fat på été: været, så sige vi, at été er = Lat. status, perf. part. af sto, og det, endskjøndt dette part. Ikke har existeret. Bekjendt, at st går over til ét i det Franske; fremdeles, at den lat. participialend. atus bliver til é, honoratus til honoré o.s.v. De Germaniske folk, som begyndte at tale Latin, kjendte ikke til og vilde ikke have det enkelte perfectum; de måtte have det sammensatte; så tog de habeo ): ligetil vort har og Franske ai, mens perf. part. af «være» fandtes ikke på lat.; man tog da derfor perf. part. (S. 44/81) af stare, som frembød i sin betydning lighed med esse og fik da habeo statum(?); ai été. I Græsk hed nægtelsen óv(?): ikke; med tilføiet ds(?): heller ikke, og ovds(?) også forstærket: ikke (ligesom i simpel dansk: inte), men ny-Grækerne siger blot […?…], altså det egentlig betydende af ordet: (ov: ikke) er faldt bort. I gl. Græsk […?…]; dannet med afledsendelsen [..?..] af [..?..] som hænger sammen med stammen [..?..] som betyder at se; deminutiv [..?..]. Ny-Grækerne siger blot [..?..]; altså også her den betydende del af ordet bortfaldt. Søren Kjerkegård begyndte først med udtrykket: i retning af, og nu blev dette brugt af mange, som ikke forstode andet af Kjerkegård, i stedet for for, i anledning af, om, og mange lignende. – Dette er hvad jeg er i stand til at referere; det skal rigtig blive morsomt at conferere med Morgenbladets referat, og se hvorvidt jeg har været pålidelig.-

Jeg læste Engelsk med Hilda i aften, før jeg gik til Madvig. Hun har bestemt sig til, at forsøge på at blive telegrafistinde, og i den anledning læse vi Engelsk. Men en dag var hun oppe hos (S. 45/82) telegrafdirectør Nilsen, og da tabte hun modet, stakkel; han kunde ikke give hende noget håb, da der var så mange ansøgere om de ledige pladse ved cursusset. Forleden aften jeg fulgte hende et stykke på veien til hendes hjem, fortalte hun, hun tænkte på at reise til America – den Americareise kommer nok ikke ud af hovedet på hende! – og derfor vilde hun så gjerne vedblive at læse Engelsk, hvis jeg vilde have tålmodighed med hende. Tålmodighed! Det er de bedste timer, jeg har! O! jeg vilde blive meget bedrøvet, hvis jeg skulde miste de timer! Men til America må hun dog ikke reise! Gad vide, om jeg formår at standse hende? I dag hørte jeg af moder, at hun skal komme til sin tante, rectorinde Bugges hus og blive der vinteren over; ja førend til våren bliver der ialfald ingen Americareise af, og kommer tid, kommer nok også råd! Moder fortalte, hun græd, efterat jeg havde forladt hende (vi læse nemlig nede hos moder); det gjorde hun sidst også, efterat vi havde læst. Hvorfor græder hun? Skal tro? Og netop, når jeg har været hos hende? (S. 46/83)

Lille Frøn 22de Sept. 1870

I aften hørte jeg den 3die forelæsning af Madvig. Det er i sandhed interessante forelæsninger, han holder. Så grundigt, dybt og belærende! Han fremhævede i dag, at sproget hvilede på mennesket; bestod i, med og for det, forandredes i tidernes løb, eftersom slægterne udvikledes. Sprogene vare beslægtede med hinanden på grund af folkeslagenes berørelse. Tager man en sætning som:» Min fader har to sønner og 3 døttre», så heder denne sætning ord for andet det samme i Tydsk og Engelsk ): det er de samme ord og væsentlig den samme ordforbindelse; i Fransk støde man på mere fremmede ord som père, mon, fils og fille; men père og mère gjenfindes i Latin ligesom fils og fille; pater og mater ere os her mere bekjendte end père og mère, og dette findes igjen i det greske […?…], som er = Tydsk tochter, vort dotter og heios(?) = filius (cfr i Spansk, hvor filius er bleven til hijo); således udfylder de beslægtede sprog hinanden; hvad vi ikke finde i det ene sprog, finde vi i det andet; men gå vi over til de Semitiske sprog, så finde vi der aldeles forskjellige ord og ordforbindelser. Den, som vil dømme efter kjendskab til blot en folkeæts sprog vilde gjøre ligesom om naturforskeren vilde bestemme begrebet dyr efter hvirveldyrene, (S. 47/84) ja, pattedyrenes slægt. Sproget undergår forandringer; men der kan også indtræde fuldstændige revolutioner i sproget; således i begyndelsen af middelalderen, da de barbariske nationers sprog blandede sig med det Latinske; da havde folkene meget ondt for at udtrykke sine tanker, og man betjente sig derfor i lang tid udelukkende af det Latinske, ialfald, når man skrev. Sprogene forefindes overalt, selv hos folk på det laveste culturtrin, i fullfærdig stand, man kan ikke forfølge dem ned til deres oprindelse. Når man har sagt at f.ex. det Chinesiske sprog mangler grammatiske kategorier, er dette en misforståelse; thi de Chinesiske såkaldte tomme ord er for dem det samme som vore endelser; med samme grund kunne Chineserne bebreide os at vi f.ex. ikke have andet end tomme ord (e og er) til at danne flertal. –

I dag blev det ikke noget af med Hildas og min læsning; jeg var sammen med hende hos moderen i aften nede i Voldgaden. Sød, elskværdig og tækkelig var hun i aften som altid. O! om det kunde forundes mig, at tilbringe mit liv med hende ved siden! Det er stor jammerskade, at vi nu skulle være så fjernede fra hinanden; hun bor på Throndhjemsveien og jeg i vestre Aker. Hun vilde ikke for nogen pris (S. 48/85) at jeg skulde følge hende hjem i aften; «hun vilde ikke plage livet af mig heller»; rigtignok er der en lang vei fra Voldgaden til Rodeløkken og derfra igjen til Lille Frøn; men om hun kun vidste, hvor gjerne jeg skulde følge hende om det så var en mil, ja om hun vidste! Hun tror, så siger hun ialfald, at det altid er en opoffrelse af mig, når jeg gjør noget for hende; og just ved jeg ingen større glæde her i verden end at gjøre vel imod hende! Men hvad kan jeg gjøre? Jeg omgåes med de mest fortvivlede planer for at finde på noget rigtig stort, som jeg kunde gjøre – uventet og hemmeligt – for hende; men jeg arme menneske! Jeg finder ingen udvei. –

Om mit ophold i Risør står, foruden hvad før er fortalt, kun tilbage at berette, at jeg fandt den yngste uforlovede frk. Prebensen meget sød, men ikke blev forlibt, at jeg kom meget godt ud af det med Fru Bisgård, som i de dage havde bryllup, og med hvem jeg omgikkes på en friere og fortroligere måde end den ældste af de gifte døtre, Fru Sommerfeldt, at jeg på bryllupsdagen var meget ængstelig angående hvilke borddamer jeg skulde få; at jeg af Regine blev begavet med hendes søster Henriette og frk. Olga Finne, for hvem jeg, meget genert mandende mig op (S. 49/86) så godt jeg kunde, præsenterte mig i kirken efter endt ceremoni; bød hver af dem en arm til processionen (det var nemlig skik der i byen at bryllupsgjæsterne gik i procesion fra kirken til brudehuset); gjorde dels vellykkede, dels mislykkede forsøg på at være elskværdig ved bordet, turde ikke optræde som taler; hørte flere dårlige bordtaler, som jeg syntes, jeg skulde holdt meget bedre; drak med en hel del folk, som jeg ikke var bleven præsentert for; mit navn blev meget sjælden opråbt; der var kun få, som vilde have den ære at drikke med mig, hvilket min ene borddame bemærkede til megen opbyggelse for mig; videre at jeg dansede francaise med bruden; at jeg fandt, at størsteparten af de tilstedeværende herrer vare nogle kjedelige personer, at samme herrer efter bordet, var temmelig animerede (apotheker Hille, hos hvem min broder bor, mødte mig i gangen strax efter middagsbordet med den stærkeste anmodning om at måtte blive vist den bene, lige, fremfor alt den bene, vei til et vist sted; consul Finne junior yttrede nogle Preussiske sympathier under en spadsertur, hvorpå min broder høfligt midt på gaden  løftet hatten af hans hoved og spurgte blidt: «kanske de er Preusser, min herre?» hvilket ommeldte consul fandt så truende, at (S. 50/87) han forsikkrede, han var Franskmand med liv og sjæl – i sandhed en farlig stilling at være Preussisk consul i denne tid, da Frankrige og Preussen bekrige hinanden, og vi Nordmænd vise så stærke sympathier for førstnævnte, hvilket jo viste sig ved ovennævnte anledning – ) videre, at jeg drak «dus» med student Preben som og hans broder Jacob, hvilke dog den hele aften og mange dage senere hårdnakkede sagde De; videre, at næsten alle gjæsterne vare meget misfornøiede over, at de selv brød så tidlig op som kl.12 ½ ; at især Apoteker Hillle var hørlig misfornøiet og mente, at det var gået annerledes til i hans bryllup; da havde man ikke sluttet før kl. 4 om morgenen; at broderen, Hille og jeg på grund af denne hans misfornøielse og til dels også på grund af vor egen, drak toddy, da vi vare komne hjem, ved hvis belivende og mindeopfriskende virken apothekeren blev opfordret til at fortælle mangt et træk fra hans egen hædersdag, som nu lå langt tilbage. Videre er at fortælle, at broderen hver morgen var ualmindelig grætten; da turde jeg ikke sige et ord, uden at det var vel overlagt; at jeg hørte ham prædike 2 gange; at jeg dagen (S.51/88)  før jeg skulde reise var fast bestemt på at fremsige min tak til den Prebenske familie ved middagsbordet i varme, hjertelige ord, at jeg blev ængstelig, da middagstiden nærmede sig, og da vi havde sat os til bords, bestemte mig til at vente til den anden ret var kommen; at jeg, da den anden ret var kommen, syntes at det var rart, at ikke lieutenant Bisgård takkede for sit ophold; han skulde jo også reise, og at jeg grundede på dette så længe til måltidet var endt, og lieutenant Bisgård takkede – for maden; at jeg var meget ærgerlig herover; at jeg forsov mig den morgen, jeg skulde reise, og glemte en hel del effecter; at jeg på dampskibet søgte at hæve mig over de andre ved at samtale med en Engelskmand, som ikke kunde et ord Norsk; og at jeg endelig ankom om aftenen den sidste August hjem igjen til mit tarvelige hjem,  til min stakkels moder, hvis sorrigfulde ansigt fortalte mig om bekymringer og møie; medens jeg havde levet herligt i overflod og i glæde, havde hun som sædvanligt haft meget at kjæmpe med. – Den følgende dag talte jeg med Hilda; hun havde været på bryggen og seet mig om bord på (S. 52/89)  dampskibet, da jeg kom, men derpå forføiet sig bort, da hun så, at en fremmed (student Pedersen) var med mig; jeg blev naturligvis henrykt over, at hun havde været på bryggen.

Medens jeg var i Risør bestemte jeg mig til at tage den post her, som jeg nu indehaver; jeg læser 2 timer om dagen mod alt i huset og 2 spd om måneden; udenforstående synes nok, det er rart, at jeg ikke bor hos moder, sålænge hun er i byen; men sagen er, at det falder mig meget tungt at være hos hende uden at kunne erstatte hende noget. Stakkels kjærlige moder! Du har jo neppe til dig selv, og dog har du så længe delt dit tarvelige brød med mig så godt som uden at jeg har kunnet lette din byrde! Dette mit ophold hos moder var mig i længden umulig; jeg tænkte så meget over det uberettigede i min stilling, at det distraherte mig fra min læsning; omendskjønt jeg nu har en lang vei at gå til universitetet, befinder jeg mig dog af ovennævnte grund bedre, og får udrettet mere, end jeg fik, medens jeg boede hos moder; jeg er næsten aldrig i byen uden at se ind om til moder. – Folkene her ere hyggelige, jevne omend noget simple folk; manden er en stor disputator. Kun spises her for meget (S. 53/90) flesk! – Kogt flesk og stegt flesk! Flesk og atter flesk!

Lille Frøn 24de Sept.1870

Atter i aften forelæsning af Madvig. Han talte om sprogenes oprindelse. Det havde engang for ikke sålænge siden været almindelig at antage, at menneskene i sin barndom havde boet i den såkaldte guldalder, hvori de havde været i besiddelse af en urcultur; når det gjælder spørgsmålet om sprogets oprindelse, lå det jo under denne forudsætning let at antage, at der til denne urcultur hørte et ursprog. Men, hvor er denne urcultur og dette ursprog bleven af?  Det heder i den bibelske naive, men i sin naivitet så skjønne beretning, at Gud talede med Adam; men heder det: Gud ledte alle dyr til Adam, for at denne skulde give dem navn; for da at forklare den senere sprogsplittelse fortælles om sprogforvirringen ved Babel; men Gud har ikke lagt sproget færdigt på menneskenes tunge; han har givet mennesket sproget som sprogevne; mennesket hævede sig op til ordet; som ordet blev kjød, hævede mennesket sig og kjødet blev ord; ligesom (S. 54/91) nu ikke sproget ved skabelsen blev lagt på menneskets tunge, således kan man på den anden side ikke antage, at sproget er bleven lavet, dannet af et vist antal mennesker og siden de andre påtvunget; der har været hos det enkelte menneske trang til at betegne forestillingen ( først da den sandselige forestilling) ligesom der hos den hørende har været trang til at forstå et hvilket som helst tegn på forestillingen, hvilket han endog kunde forstå ved den førstes gebærder. Allerede Grækerne grundede på sprogets oprindelse; men der var hos dem den indskrænkning, at de udelukkende kunde tage hensyn til sit eget sprog, da de jo ikke kjendte eller ialfald ikke anerkjendte andre nationer; hvad der på grund heraf er undskyldeligt hos dem, er ikke undskyldeligt for os. At antage, at ordene skulle angive forestillinges character går ikke an. En Tysk forfatter har f.ex. sagt om «blits» at de 2 consonanter i begyndelsen af ordet og den korte vocal og 2 consonanter i enden er overordentlig betegnende for den forestillingen, det skal betegne; men hvad skal han da sige om vort «lyn». Det var først sandselige gjenstande, sandselige forestillinger, som fik betegnelse i (S. 55/92) ord, og ved den sandselige gjenstands betegnelse tog man især hensyn til gjerningen: «den løbende hest», «den flyvende fugl». Mærk, at betegnelserne for de åndeligste ting pege tilbage på sandselige ting, som ånd af ånde, ésprit af spiritus, ide af [..?..] skikkelse. –

I aften så jeg iblandt tilhørerne en gammel bekjendt. Jeg kom til at sidde ved siden af cand. theol. Schønning, på hvem jeg hilste, og med hvem jeg vexlede et par ord. Jeg så, han havde en dame ved sin side, som han samtalede med; men som jeg ikke gav synderlig agt på; men så hørte jeg, hun havde Bergensk dialekt; jeg så nærmere på hende; trækkene bleve mere og mere bekjendte for min hukommelse; hende havde jeg seet før. – Ja var det ikke Petra Olsen, hende, som jeg var forlibt i under min skolegang den sommer jeg var hjemme hos hendes fader i Fuse. Jeg har talt om hende før i denne dagbog; hvor mange kys fik jeg ikke af hende i Fuse; hun stod i gjæld til mig i denne retning, kan jeg huske; det var noget, jeg skulde have så og så mange kys for; men jeg fik ikke fuldt ud, og jeg kan erindre, at hun, da vi kjørte (S. 56/93) sammen på en kjærre til Bergen for at begynne skolen igjen, yttrede, at hun nok ikke kom ud af den gjæld til mig. Det var naturligvis en gjæld, som jeg svært gjerne vilde have betalt, og som jeg har grund til at tro ikke hun heller, til forskjel fra andre debitorer, havde så meget imod at betale; havde det ikke været for skams skyld; hendes brødre kjørte ligebagefter, havde jeg gjort forsøg på en ordning af affairerne strax; men hun havde ret; hun kom nok ikke ud af den gjæld, og kommer nok ikke heller, det jeg kan tro. Ja, også den nat på vor 2 dages reise, vi tilbragte på skiftet; da vi alle måtte dele et værelse; en anden pige, Petra Rosendahl, var også med; Petra Olsen lå i en seng uden sengeklæder; selvfølgelig i fuld påklædning; og jeg lå på en bænk ved foden af sengen; og den hele nat havde jeg hendes hånd i min. O! sancta simplicitas! Lykkelige barndom! Du kommer aldrig tilbage! – Men var det virkelig hende, jeg så i aften; alle disse tanker kom imellem; så jeg har grund til at tro, at mit referat af Madvigs forelæsning denne gang ikke er rigtig fuldstændigt. Var det hende, eller var det ikke hende? Jo! der sad jo hendes (S. 57/94) broder, Erik, på den anden side af hende. Da forelæsningen var til ende, vilde jeg tale til hende, men en mand kom og talte til meg og forhindrede mig; ude i gangen så jeg hende igjen; men så var jeg kommen ind i en ulykkelig passiar med en anden igjen. Jeg fik dog anledning til at hilse på hende; hendes hilsen og smil tilkjendegav, at hun havde gjenkjendt mig strax; hvad tænkte hun om min uhøflighed. Hendes fader prædiker i morgen i Vestre Akers kirke. Did går jeg naturligvis; Kanske hun er der. –

I kveld havde jeg en voldsom spadseretur; jeg fulgte Hilda hjem, og så vandrede vi den lange Trondhjemsvei opover arm i arm .- Jeg troede, at hun havde, om ikke glemt Wilhelm, thi det gjør hun aldrig, så dog kommet til det standpunkt, at hun kunde tale om ham, ja endog se ham, uden at det forstyrrede hendes ro; men nei! hun vil til America, sagde hun i aften også. Det vilde være frygteligt at træffe W. på gaden, om han kom herind, eller hun kunde støde på ham på dampskibet, når hun måtte komme til at reise. Dertil følte hun sig ikke stærk nok; hun måtte reise bort, langt bort. –

(S. 58/95) Lille Frøn 25de Sept. 1870.

Jeg indfandt mig naturligvis i Vestre Akers kirke idag.- Jeg hørte messen uden at kunne se præsten; undertiden syntes jeg, det var præsten Olsen fra Fuse; undertiden ikke; men da han kom på prædikestolen, da kunde  jeg se ham; jo det var præsten Olsens ansigt, men da han så begyndte at tale, var det ikke ham; da jeg så hans profil engang ved et tilfælde, var det heller ikke ham; men så atter, da jeg studerte ham en face var det ham skinbarlig; og da han endte sin prædiken, var jeg fuldt overbevist om, at det var ham; men for sikkerheds skyld spurgte jeg en stud. theol. Thorkildsen som jeg traf ved udgangen, om denne præst ikke var fader til Erik Olsen; men nei – og jeg som havde håbet, at jeg skulde træffe Petra i kirken – det var fader til Emil Olsen fra Christiansand. I enhver anden kirke kunde jeg formodentlig snarere truffet Petra end i Vestre Akers (S.59/96) kirke – Jeg gik naturligvis temmelig slukøret hjem. – Moder kom herop i aften; der kom også nogle andre fremmede, så vi i aften havde formelig selskab. –

Lille Frøn 26de Sept. 1870.-

Stakkels moder! Det morede hende, at hun var heroppe i går aftes; selskabet bestod just ikke af de fineste; mest raffinerede folk; men det morer nu altid moder at komme ud lidt stakkel! Hun kommer jo aldrig til nogen; hun har været her i Christiania i 2 år så godt som uden omgang. – Jeg kan ikke frigjøre mig for den tanke, at jeg tidligere har bedømt min gode moder for hårdt, ja aldeles uretfærdigt, hvad hendes forhold til fader angår. Den korte tid, han var hos os i vinter, så jeg flere træk af ham, som kastede ligesom et lys over flere scener, som jeg i min barndom ikke havde været istand til at forfølge til deres grund. Jeg så, at han kunde være grætten, sur og misfornøiet i flere dage; han gik endog så vidt, at han ikke vilde spise; han kunde være hård, ubillig imod moder uden grund; nu kunde jeg bedre bedømme (S. 60/97) det; jeg kunde forstå, at mange gange, når det for os så ud som det var hende der tog på at bebreide ham og være ukjærlig mod ham uden grund, så var det ham som på et tidligere stadium, som ikke lå for våre øine, havde begået uret mod hende. Var end ikke moder den blide, kjærlige, trofaste og ydmyge hustru, så var heller ikke han den ærlige, kjærlige mand. Moder har sådan ved leilighed fortalt mig mangt et træk fra deres ægteskabelige liv, som har bragt mig til at bebreide mig min hårde, uoverlagte og uberettigede dom. Stakkels moder; hun er vistnok bleven miskjendt, miskjendt af udenforstående; men, hvad der er det hårdeste, også miskjendt af sine børn. Således har jo W. yttret til Martin, at han ikke har nogen moder; han sagde til mig, medens jeg var i Risør, at den store ulykke, nød og modgang var bleven moderen tilskikkket for hendes hårde, ubøielige sinds skyld. Du store Gud, hvilken skjæbne skal da ramme os, ham og mig, dersom vi skulle bøies og knuges under tugtens ris i samme grad som vi have trodset! I faders handel og vandel var der mange ting, som moder høilig måtte misbillige; og det geråder hende til ære, at hun søgte at indvirke på sin mand, og få ham ind på rettens, sandhedens og kjærlighedens vei. Også i vinter lagde jeg mærke til at han ikke altid var ærlig og åben;

Ludvig Alvers dagbok Del 2,
fra 9. mai 1874 til 29. september 1883

OBS! Ikke kvalitetssikret, og kun delvis trankribert

 Kommentar:

Dette dokumentet består av det jeg, Merete Morken Andersen, har transkribert fra Ludvig Alvers dagbok, som ligger i kopi i Håndskriftsamlingen på Nasjonalbiblioteket i Oslo. Transkripsjonen er ikke kvalitetssikret. Den første delen av dagboken er transkribert av meg selv og Oddvar Vasstveit, og sjekket mot originalen av Oddvar Vasstveit. 

I den første delen fins en lang innledning som utgjør et viktig blikk inn i Alvers motivasjon for å begynne å føre dagboken, og bør leses før man tar fatt på dette som kommer under. Det som følger her består til dels av korte oppsummeringer av innholdet. Jeg har markert mine egne kommentarer, oppsummeringer og stedene der skriften er uleselig med asterisker. 

Den som vil studere helheten kan kontakte Nasjonalbibliotekets håndskriftsamling. Kopien av dagboken har katalognummer Ms 4 3551. 

I utgangspunktet var dette transkripsjonsarbeidet kun tenkt som et arbeidsdokument for meg i selv i reseracharbeidet for boken Blodet i årene. Amalie Skram og hennes tid. Men etter hvert som jeg kom inn i stoffet, innså jeg at dagboken i sin helhet er et unikt dokument som gir verdifull innsikt i livet til en mann i Amalie Skrams familie, men også som representant for en tidsånd. Ludvig Alver er med andre ord etter mitt syn verdt et studium i seg selv. Han fikk etter hvert stor plass i boken, og har har lagt inn hendelser fra dagboken på den digitale tidslinjen som jeg har laget som del av dette prosjektet, for å kunne forstå dem i kontekst. Jeg tror det er mye å lære om mennsksinnet i dette dokumentet. 

Et annet viktig poeng med dagboken er at Amalie Skram overtok den etter brorens død, og skrev romanen Julehelg på bakgrunn av den. Man kan se i dagboken hvor Amalie har streket under avsnitt, noen ganger også kommentert i margen. Jeg har markert disse understrekningene og margkommentarene, for de gir et verdifullt innblikk i hva som skjer når virkelighetens tekster blir til roman. 

Her er det eneste kjente av Ludvig Alver. Det er tatt under oppholdet hans søster Amalie Skram hadde hos ham på Kongsberg våren 1889. 

Merete Morken Andersen

Christiania 9de Mai 1874

”Denne aften, og disse dage! Hvor vil de ikke stå levende for min erindring. Hviken tid. Gud har besøgt mig, os, o! men hvor tungt og smertelig og dog på den anden side, hvor mildt og fredelig! Nei! Sådan har jeg aldrig, aldrig været. O! hvor godt husker jeg ikke – ja, jeg har skrevet—”

(*Blir avbrudt av Wilhelm som kommer inn i rommet*).

”Martin! Min eneste fortrolige, fulde fortrolige af alle mine søskende. O! aldrig mer her i livet skal jeg få tale med dig, aldrig se dit magre, trofaste ansigt, aldrig høre dig klage over livets smerte og syndens nød, aldrig mer få dine grundige, kjærlige råd. O! dit ærlige, betenkelige ansigt, når jeg udtalte tvivl, eller kummer og misstemning, dit suk, som smeltede sammen med mit, når vi længes efter kjærlighed, ren, sand kjærlighed mellem vor families lemmer og mellem os selv, din milde bebreidelse, dine muntre, ofte overgivne tale, som altid klang så vemodig i mine øren, thi jeg vidste, hvilket sønderrevet hjerte der dog i grunden lå under! Din kjærlighed, dine opofrelser, din nøisomhed og tålmodighed, aldrig mer her på jorden får jeg se eller føle noget af dette! Og når vi mødes, o! da vil jo være annerledes end vi være her! O! lad det ske snart! Kjære Herre Gud! Jeg længes, o! ja, jeg længes efter Martin. Død, borte, dette savn! Denne tomhed! Og så dette stikk i hjertet, hvergang jeg tænker på, hvormeget jeg har forsømt imod dig, hvor mange leiligheder til at tale med dig, til at synke mer sammen med dig i fortrolig kjærlighed, til at trøste dig og hygge for dig jeg har forspildt. Hvor ofte tænkte jeg ikke når jeg skrev i denne min dagbog, at jeg senere, når jeg fik god tid og vi rigtigt var komne til ro, skulde læse meget af det høit for dig! Hvor meget travelhed, uro og optagenhed med egne interesser var der ikke i vort samliv, medens vi boede sammen hos moderen! Nu vi var flyttede bort fra moderen og skulde begynde at leve for os selv, nu da vi tænkte rigtigt at indrette os godt og hyggeligt, da jeg glædede mig så meget til, at du kunde få det rigtigt roligt og godt. Nu kom døden og rev dig bort fra alt, og jeg sidder ensom tilbage. Nu vender atter sommeren tilbage, med sin varme, som du længes så meget efter – men sommeren fik ikke utfolde sin pragt og sin varme for dig på denne jord; men en evig sommers glæde er jo oprunden for dig! O! hvor har jeg ikke været glad og rolig i den tanke, i det visse håb nu i disse dage, efterat den første smerte var over – ja, det var det, jeg vilde skrive hin aften, da Wilhelms komme afbrød mig; jeg tænkte på hvor vidunderlig barmhjertig og kjærlig Gud har været imod mig – jeg huskede på hin første gang, jeg fornam Guds stemme i mit hjerte, hin første synsdforlatelsens svalning jeg fornam i min syndenød, vor godt enindrer jeg ikke det. – og nu, den lange tid siden, hvorledes har ikke Gud ført mig, hvor vis har han ikke nu efter så meget famlen og usikkerhed og fald og tvivl gjort mig, vis i troen på Jesus Christ, som eneste redningsmand for synden og døden giv mig et ydmygt, bedende hjerte, at jeg kan gjennem din nåde i takknemlighed, så jeg kan bære frugt i tålmodighed.

Jeg har i aften med Hilda været i Ynglingeforeningens årsfest! Jeg var rigtigt godt og velsignet at de den broderkjærlighed og glæde, som herskede i den kreds, at høre den freidighed og begeistring, hvormed de sang sine psalmer og sange . – jeg fulgte Hilda hjem til Briskeby, det er derfor nu temmelig sent! Jeg må begive mig til ro! Nu så ensom så ensom! O! Martin! Martin!

”Nu ligger du der i din grav; og graven —  jeg var oppe og så på den igåraftes, kjære vennen min, jeg og Bernhard – graven din ligger lav og sammensunken, og visne krandse lå på den; men et træ står lige ved siden og bøier det nyutsprungne løv på sine grene ned over dig. Sov i fred, sov i ro! Sov i Jesu navn, til det kime ad den store pinsefest; da skal vi mødes! Hvis du kan se ned her på jorden der fra hvor du er, o! da så du os ved din grav i går aftes, du så vemodige, længselsfulde tanker, du så, at vi lagde hver sin grønne krands i stedet for de visne og mindedes de svundne, evig svundne dag. O! nu er dine mange spørgsmål visserlig besvarede, tågen opklaret for din sjæls øie, o, om du kan se ned fra din himmel, om du kan skue ned i mit hjerte, du vil se min vemod, min sorg, du så min gråd imorges, da jeg kom fra trosprediken og huskede på dig, påskedag var du jo med ved trosprediken, og huskede hin julemorgen, da vi boede på Russeløkk bakken, da du, stakkels syge Martin, havde så ondt for at følge med i den kolde vintermorgen, men med vilde du alligevel. O! kan du se ned fra din himmel, så se ned i mit hjerte, vær hos mig og med mig og over mig med in ånd! Du ser det samme herinde i mit hjerte, som jeg klagede over for dig, medens du endu var her nede, mit arme hjertes egenkjærlighed, husker du ikke, min reflecteren over mig selv; min tanke på og betragtning af min kristendom, min gudsfrygt, min anger, min tro, og min kjærlighed, denne reflecterthed, denne mangel på umiddelbarhed, som gjør hjertet så koldt og så fattigt. Du ser, hvordan egenkjærligheden blander sig i min sorg ove dig, du ved kanske nu, hvor egenkjærlig jeg var under din sygdom; hvorledes jeg, medens du lå i smerter tænkte på, hvike bøger og hva andet jeg skulde beholde efter dig, endog jeg kjæmpede fortvivlet mod disse tanker hvergang de kom; de var der dog, du ved kanske nu, hvilken synd jeg begikk, da jeg hengav mig til tanken om hva jeg skulde være for dig på det sidste, hvordan jeg skulde læse Guds ord for dig, bede for dig, da jeg på forhånd ligesom nød sorgen ved dit dødsleie, den gribende høitidelighed ved din begravelse, og tænkte på, hvordan jeg skulde trøste moder og tale stort og varmt til de andre. O! arme, elendige hjerte! O! forvildede sind, i hvilket væv (*?*) af modsigelser indtakter (*?*) du ikke! Blot Jesus! Og intet, intet andet! Det er, som du sagde på dit dødsleie. Verden og alt dens er løgn, kun skiftende blændverk”. Ja, kjære Martin, sådan er mit hjerte også i sig selv, og du, som satte mig så høit, du, som satte sådan pris på min kjærlighed.

(…)

Men jeg må slutte for i dag; jeg skal gå ud til fader, for at få ham med til Briskeby til Bugges, han har endnu ikke været der oppe.

*

Chrstiania 24. mai 1874

*I fjor sommer reiste Martin og Bernhard og Truls Krefting med dem i Sandviken. 

Ludvig og Bernhard har vært oppe og sett på graven. Den var lav og sammensunken og hadde visne kranser på. Men et nyutsprunget tre står ved siden av.

Husker da de bodde i Ruseløkkbakken. Da var Martin syk. 

Skal ned for å hente faren og ta ham med til Bugges på Briskeby. Han har enda ikke vært der.*

*

Christiania 25 Mai 1874

Kjære, elskede Hilda min! En hilsen til min egen Hilda!

Sådan har jeg skrevet før i denne dagbog; sådan skriver jeg, begynder jeg også i aften. Elskede Hilda! Dette ord betroede jeg til min dagbog før, længe før jeg udtalte det til hende. Nu er det udtalt til hende! O! hvor har jeg ikke allerede under vort korte samliv været hård og ukjærlig mange gange mod dig. Elsker jeg dig ikke ligemeget nu som før? Hva er vor kjærlighed? Hvad er menneskehjertets følelser? Kun en skygge, som svinder, en luftning fra en høiere, skjønnere verden, som nu og da løftende og rensende farer gjennem vort sind, men ingen varighed, livsgyldighed, ingen kraft til at bære imod de tusinde angrep på den. Jesu lære er at vi skulde ælske vor neste, som os selv; i vor hustru eller forlovede elske vi i mer eller mindre grad os selv, og egenkjærlighedens elendige afmagt til at sætte, skjøn frugt i tålmodig og samstemmende liv må vi føle hver dag; og hvilke lidelse beredes os ikke ved således uafladelig at få vor egenkjærlighed såret. O! Ja! Lad mig blot lide. Herre du gjøre af din magt, at jeg med sandhed af hjertet kan sige: lad mig lide! Jeg føler så godt at de blande sig, denne bøn meget altfor meget af tankeløshedens egensindighed, at de er såmeget af theoretisk forstand få (*?)drinførelses veis (*?) i stedet for hjertets fulde, varme hengivelse. (…)

Men det var det spørgsmål. Elsker jeg Hilda ligemeget nu, som før? Hun har så ofte udtalt for mig, frygt og ængstelse for dette at hun er slig, at jeg ikke kan holde af hende. Stakkels Hilda min, hun bliver visselig plaget, meget plaget af dette; hun har også i dag udtalt det til mig. Men når hun taler om dette, da bliver det ondt, rigtigt ond for mig. Hvis hun nu i sandhed følte sig sådan, at hun ikke var god nok for mig, det var dog ikke nok til at bringe hende til at pines af frygt for, at jeg ikke holdt af hende; men når denne frygt bliver så stor hos hende, at hun udtaler den ofte, da må det jo komme deraf, at jeg lader hende føle at jeg ikke holder af hende; hvis hun følte min kjærlighed, så måtte den, så sandt hun elskede mig, varme og glæde hende, kunde ikke gjøre hende nedstemt og mistrøstig, følte hun sig selv for ringe til min kjærlighed – men det er jo underligt, såre underligt, at så kan være – så måtte hun jo kun i ydmyg og taknemlig hengivelse klynge sig til mig i stedet for at ængstes og mismodig forsage. Deslige udtalelser fra hendes side sige atså ganske tydeligt, at jeg ikke  holder af hende, at min kjærlighed til hende kun var en indbildning, som svandt, da jeg lærte hende nærmere at kjende, kun en tanke, som jeg nærede i min sjæl  og sværmede (*?*) om for at finde tilfredsstillelse deraf, men som forgæves vil søge efter ydre virkelighed, kun lægger hun til, det er ikke rart at du ikke holder af mig, du kan ikke gjøre det, for jeg er jo slig, som jeg er. Men dette er jo meget, meget mistrøstigt, og hvor såre lidet hjælper jeg ikke hende;  hvor må jeg ikke atter og atter erkjende for mig selv, at jeg ikke er i stand til at elske hende i livets mangehånde forviklinger, hvor vanskjøtter jeg ikke mit kald og min pligt til at støtte, bære og trøste hende. Min stakkels, stakkels Hilda! Du må, ja med Guds hjelp, du må komme til at se, at du ved at give disse spørgsmål, denne tvivl og ængstelse i dit hjerte, lader forstanden og den kolde beregnings orm smage på din egen kjærligheds skjønne blomst. Troen på og tilliden til mig.

I slike dage har Hilda måttet holde sig inde på grund af et udslæt i huden. Hun har vist lidt utilbøielighed til at holde sig hjemme, hvilket råd hun har på det bestemtste har fået fra doctoren, som forresten er min gamle ven, Johan Holst, som nu er candidat ved hospitalet. I går var fader og Bernhard og jeg oppe hos hendes moder. Jeg hørte at hun søgte at få underhandlinger (*?*) om en tur i dag stand; men jeg vilde med flid ikke indlade mig inlade mig derpå, da jeg slet ikke vilde hun skulde gå ud. O! Jeg er så tung og dorsk og kjærlighedsløs selv, jeg gikk ikke lige løs på sagen og opfordrede hende i kjærlighed til at blive inde også denne dag, men jeg lod som jeg ikke var vidende om noget. Så skulde vi synge en psalme, men det var mørkt, og vi måtte flytte hen til vinduerne for at kunde se i bøgerne; hun tog sin stol med; jeg stod, jeg tog hende i hånden og bad hende også rejse sig. ”Uf nei!”, så uvillig og dorsk er jeg selv, denne dorskheden, denne uvilighed ligeoverfor psalmesangen, den forargede mig strax; så reiste hun sig dog; man begyndte sangen; men jeg sang ikke med i begyndelsen, så siger hun: ”Synger dog ikke du?” En ny forargelse! Hun var optaget af mig, af tanken på, at jeg følte mig krænket og derfor ikke vilde synge, hun tænkte ikke på psalmasangen. Men det var Martins psalme. ”Når mit øie, træt af møie”. O! hvor småligt, hvor elendig småligt at foragres så, just da! Denne tanke for gjennem mig, og jeg stemte i med. Så en liden stund, og Hilda satte sig ned på stolen og sang ikke med. Da vi tog afsked, forargedes jeg på ny. Vi  ventede en stund på Lava, hendes afdøde broder Marius’ kone, der drog sig noget ud; jeg talte til Hilda om, at jeg gjerne vilde gå på landet i dag, at jeg nok tog mig en tur med Bernhard; men jeg mente bestemt, at hun måtte blive hjemme. Dertil svarede hun ikke noget bestemt; øiensynlig vilde hun ikke holdes fangen en dag til i det delige paaskeveir, stakkels Hilda. Så siger hun om lidt: ”Å gå nu ind og sig farvel, ellers kommer I ikke afsted før om en time”, dette var en slutning, som kun et grættent sind kunde gjøre, det forekom mig klart; og og fordi hun var grætten, derfor skulde hun betale med samme mynt – ja, hvor langt strækker her kjærligheden. ”Ja, vil du endelig blive kvit mig, så skal jeg nok sige farvel;”, men men dette var sagt i en tone og med et hjertelag, som satte den ytring fuldstendig i klasse med sådanne ytringer af misfornøielse og urimelighed, som nesten grændser til det rå, sådanne ytringer som jeg hin Lørdags aften – Martins sidste, da han lå og stred med sin dødssygdom; kanske du ser i mit hjerte nu; Martin og mine tanker er dig åbenbare; så har du også seet dette, hvor jeg var optaget med mig selv i mit hjerte hin dag, og hvor lidet og dårligt jeg tænkte på dig; hvor bliver det her med kjærligheden? – sådanne ytringer, siger jeg, som jeg hin Lørdag aften foreholdt Hilda, var pletter på vort kjærlighedsforhold, som vi ikke måtte lade blive siddende, som vi i vor gjensidige opdragelse måtte hjælpe hinanden af med; jeg sagde ”hinanden”, men med en vis selvtilfredshed i hjertet mente jeg dog, at det skulde undre mig, om jeg nogensinde havde sagt noget sådant; hun havde nemlig hin Lørdag aften da jeg var så overmåde umedgjørlig med hende, sagt: ” Du synes vidst, at vi nu have været venner for længe, at det måtte være morsomt, at blive lidt uvænner igjen.” Nu i går aften, sagde jeg selv en sådan ytring, O! fornedrede (*?) dårlige sind! Ja, og Hilda blev ubehageligt berørt deraf, og da hun kyssede mig til avsked, sagde hun med en skjælven i stemmen mod gråd: ”Du misforstår alting; jeg mente slet ikke det, at jeg gjerne vilde blive kvit dig.” Jeg misforstår ikke det, at du er grætten.” ”Nei, jeg er ikke grætten”. Så farvel. Bernhard ytrer, idet han går, at han vilde på landet i dag. ”Ja, jeg også,” siger Hilda, Lava skulde have dem allesammen til middag i dag, så beder hun sagde Lava, at hun skulde bede mig komme der også. En ny forargelse, at hun ikke kunde tale til mig. Så ned over mod byen med alt dette på mit sind; ærgrelse over, at hun ikke vilde holde sig inde, når jeg anså det for nødvendigt, hendes træghed under psalmesangen, hendes tilbageholdenhed mod mig, alt dette samlede sig, og misfornøielsen med hende var stor – lad mig betro det til min dagbog; her kommer kun sandhed eller det som jeg anser for sandhed – og kun flygtigt fik jeg tid til at tænke på min misfornøiede, urimelige, ja grætne adfærd mod og tale til hende. Men min bøn om aftenen var, at ikke solen måtte gå ned over et misfornøiet sind, jeg bad om kjærlighed, om fordragelighed og frimodighed, og min bøn til Gud, for hende om nåde, relse, glæde og fred var oprigtig, som før, jo oprigtig, som du Gud af din nåde gjør mig. – jeg havde tænkt i aften også at berøre denne dags begivenheder; men klokken er allerede 1 ½, jeg må slutte. Men så spørgsmålet: Elsker jeg ikke Hilda ligemeget nu som før? Jo! Jeg elsker hende mer! Og jeg har et trøstig håb og en glad tillid deri, at jeg føler, at min kjærlighed voxer. Gud være lovet, i erkjendelen over hvor elendig dårlig min kjærlighed i sig selv er, tiltrods for denne erkjennelse, eller netop på grund af den, elsker jeg dig just mer og mer, elskede Hilda, min kjære veninde og fortrolige som har optaget mit hjertes og livs hemmelighede i et trofast sind; thi sorgen over over, at jeg ikke kan elske dig så høit og dybt, som du fortjente, sorgen derover er kjærlighed, og Gud vil antage sig denne sorg og han forvandler den nu og da, alt som årene skride og glæder og sorger skifte, til glæde og fred. Jo! Jeg elsker dig mer end før, jeg er begyndt at elske det hos dig, som vil bære du over dette livs skifende skygger, din streben efter Guds rige og hans rettfærdighed, din længsel efter Jesu Christs nåde, trang til kjærlighed og fred. Gid jeg kunde lægge dette svar retterligen ned i dit sind, så vilde du vist besvare og gjennem det i trofasthed. Gud velsigne dig og give dig fred! Amen i Jesu navn!

*

Christiania 12 juni 1874

Denne forventende, anelsesfulde stemning, jeg har været i siden Martins død, den vil ikke svinde! I dag må jeg holde mig hjemme. Jeg er syg, og så har sting i siden og i skulderen, det er jo lungen, siger man, og så spytte jeg blod!

*

Christiania 15 de Juli 1874

Hvor vemodig er ikke at se det, jeg skrev i min dagbog under 12te juni; ja, det var lungen, nu er en måned hengåen, en måned i sygdom; på rigshospitalet! Gud! Hvor du er forunderlig! Det var jo dette, jeg ønskede mig; det var jo dette jeg næsten misundte andre mennesker, den gang jeg gikk og sørgede over mit forspilte liv, dette: sygdom og sorg; du har givet mig begge dele, Martin døde, jeg selg blev farlig syg. O! Tak! Jeg har følt det, der er velsignelse deri. O! men lær mig at lide, nei jeg kan ikke endnu, kjære herre Christ! Jeg har ikke vilje nok dertil! Sygdom synes mig let at bære – kanske det kun kommer af, at jeg ikke har forsøget (*?*) stor af den, — men der er lidelser, verre end sygdom; o! lær mig at lide det værste, alt; disse mennesker, som have været om mig i min sygdom, min familie, som ganske vist har ment det så inderlig vel – Gud give, jeg rettelig kunde påskjønne det –, men hvor har det ikke beredt mig lidelser, selv under min sygdom; medens de på samme tid talte medlidende ord og fremfor alt atter og atter indtil kjedsommelighed pålagde mig forsigtighed, og vare selv varsomme om min helbred, krænkelse, ærgrelse, uret og harme har jeg måttet døie, meget vistnok har jeg selv forskyldt også, kanske det meste, men noget, det ved jeg vist, har jeg uretfærdigt måttet lide. Hvorledes rinner (*?*) dette sig sammen. Advarsler om forsigtighed, påmindelser og årvågen påpasselighed, og dermed forenet den største hensynsløshed ligeoverfor hva der kunde sætte sindet i oprør og såre hjertet. Men er det ret at klage i aften, den første aften jeg er hjemme på mit værelse efter min sygdom; måtte jeg ikke takke og prise Gud, fordi han har givet mig min helse igjen, la ligesom givet mig tilbage til livet; Kjære Herre! Tag imod min usle tak! Jeg burde være glad og prise dig; jeg vil takke dig; men tilgiv mig; jeg er så underlig bedrøvet, o! forlad mig min synd; jeg syndede meget mod dig før i aften, da jeg var jo vranten (*?*) og utilfreds; Herre Gud, du som er langmodig og mild, tag imod min usle tak, tag den i min sorg og min gråd!

*

Christiania 18de August 1874

Jo! Jo. Jeg holdt rigtignok ord. Der blev altså ikke skrevet mer i min dagbog på Næs, nu er opholdet der til ende, jeg sidder atter i Christania i mit logis i Munkedamsveien, vort logis, det jeg skulde have delt med Martin. Hvilken scene havde jeg ikke med faderen, førend jeg reiste. Hvor meget elendighed og ugudelighed, som jeg tænkte, for lengst var tilbagelagt, er ikke i disse dage og tide atter dukket frem, har atter overveldet mig som i min barndoms dage. I begyndelsen af denne dagbog har jeg berørt faders og moders forhold, blant det meget umodne og urigtige som findes i denne dagbog, er kanske, min bedømmelse af mine forældres forhold til hinannen, noget af det mest umodne og urigtige. Denne sidste tids skrækkelighed har bragt mig til at fredse (*?*) og forfærdes. Hvis fader har været sådan, som han nu har vist sg, hele sit liv, (og det kan jo efter min egen nu oplyste erfaring og moders udsagn ikke betvivles, hvor meget, hvor overordnelig meget har ikke moder da havt at gennemgå. Hvor rå og brutal har han ikke været mod moder i denne sidste tid og underlig umiddelbart efter Martins død nog under min sygdom; hvor vild var han ikke ligeoverfor mig sidste aftenen, jeg var i byen; hvor haver ikke alle hans milde ord og kjærlige talemåder, hans kys og omfavnelser mistet betydning for mig, ja blevet ganske vemmelige, hvor svinder ikke at hans tale og adfærd, medens han var god og blid, ind til humbug og spas og løgn! O! sådan som jeg har stridt for min fader og moder, i mit hjerte! Skal jeg nu bukke under? Holder jeg på at bukke under? Nei! Gud holde erkjendelsen af min egen synd, min store forsømmelse mod mine forældre frisk og stærk hos mig som i hine vekkelsens (*?*) første dage, da var det mig, kun mig, som var og havde været den elendige, den utakknemlige og syndige, da stod min fader høit i trofast kjærlighed og opofrende kamp for sine børn, da var min moder øm og blid, den bedende og lidende kvinde! Men siden! Hva har jeg set og hørt og lidt! Gud, du ved det og har set det; jeg bød mit hjerte frem; jeg gav, hvad jeg havde, hvad du forundte mig af ord, af handling og liv, ganske optaget af den tanke at gjøre godt igjen, min store synd, min uret, O! min opvaagnende sønlige følelse var rig og stor og varm, bøiet og radet (*?*) som mit hjærte var i anger og gråd. Jeg skulde ved Guds hjælp blive igjen sønnen i huset, jeg skulde igjen rette det kranke familieliv, jeg skulde komme med sang og bøn ind i det hus, hvor der før var synd og skjænden og trætte, jeg skulde stille fader og moder  høit i huset som i hjertet, jeg skulde lide og tåle alt, hva uret og miskjendelse der end kunde bydes mig, fordi jeg havde været så slet, så slet en søn, Gud, du har set det og hørt, hvordan jeg bad, bad om lov til at arbeide mod dette mål, bad om tilgivelse, om glemsel hos moder og søskende. Men hva udrettede jeg! Hvor var det hjerte, som varmedes af min lyst og iver, af min anger og bøn, Hvor var det hjerte, som forstod, at jeg måtte hjælpes. Om nogen af dem som jeg den gang stred så såre for, læste dette, ville de visserlig ike forstå min tale, jo! Der var dog et hjerte som fuldelig vilde have forstået det, der var dog en som skjønte, at jeg måtte hjælpes; men det hjerte er brustet i døden; min ven, min broder Martin har allerede længe hvilet i graven. Men Gud ske lov, som mig forstand på dine veie! Som gav mig at forstå, at det dog kun var mit hovmod, min gjernings hellighed, som ødelagte værket for mig, ja som gudskelov ødelagte det. Jeg vilde tage Christus med magt i huset, for mig skulde det nok lykkes. Hvor var min ydmyghed høvedsmandens ydmyghed. ”Herre, jeg er ikke værd, at du kommer ind under mitt tag.”

Efter et rolig, stille liv i Berger (*) hos Halvorsen på Næs (hvor det forræsten forbigående sagt ærgret mig en smule at vi ikke kom til jernværkseieren Hals (*?*)) reiste Hilda og jeg tilbage til Christiania for en uges tid siden; I Risør kom moder om bord på dampskibet, vi tog opp gennem Skiensfjorden… (Osv.)

*

Christiania 16de okotber 1874

*Ludvig har sagt opp stillingen ved frk Steffens skole.

Mye om hans følelse helt fra barndommen av å være utilstrekkelig, sjenert, uten selvtillit, misunnelig på kameratene som gjør det så mye bedre enn ham selv. Bebreider seg selv for dette, ber Gud om hjelp til å utrydde det fra sitt hjerte. Hilda har sendt ham et brev om at det er så lite skjønnhet i deres forlovelsestid. Han er i grunnen enig. *

”I morgen – søndag – skal moder, fader og Bernhard gå til alters. Gud give dem en god og velsignet stund, en fuld syndernes forladelse. Se: så! Fader!  Han som i sin vrede og trodsighed flyttede fra moderen og leide sig et logi for sig selv! Gud ske lov! Nu er han kommen tilage igjen. Moder skrev et par breve til ham og bad ham komme. Han kom! Gud give, for bestandig. Gud tage ham ind til sig i fred og nåde. – Amen!”

*

Christiania 1de December 1874

Hvilken en dag, i dag, denne søndag! Hvilken smerte har ikke knuget mit hjerte! Dog i dag har jeg været i fest! Jo! Jeg har stellet til at være i fest! O! Jeg er for dorsk, for lidet praktisk og snar i vendingen! Hjælper jeg mig ikke selv, så hjælper ikke andre mig! Jeg tror, jeg må mærke mig: Være enfoldige som duer, listige som slanger! Hvor tænkte jeg ikke hin erkjendelses første opvågnelses (*?*) tid, at det bare gjaldt at være ligefrem, sige sandheden, ikke lægge skjul på noget, være åben og ærlig, sandheden er en verdesnerobrende magt, den skulde nok seire! Gud er mit vidne, at jeg i skrøblighed – Gud bedre, saa mange gange har jeg feilet, saa mange gange er jeg falden! – har stræbdt at være sand og ærlig! O! men det nytter ikke! Jeg vinder ikke! Det gaar galt op igjen og op igjen! Jeg beder for lidet! Forsager for lidet! Kjæmper for lidet. Stygheden overvelder mig af og til, som i dag. Herre, du prøver mit svage hjerte hårdt! Min hugen efter ære – efter skjønhed, efter kjærlighed, mit blødagtige, så altfor lidet til fulstændig (*?*) virken og kamp skikkede hjærte bliver så udpint under al denne usseldom og vederstyggelighed! O! er det synd, idel syndig begjær og lyst, dette mit hjerte er fyldt af, så må det vel til at det svider, når du i din nåde la brænde det ud. O! men dette syn af min fader på gaden i dag! Hvor skal det forlade mig! Min fader, min fader! Hvilken elendig, lurvet pjalt (*?*) Herre, Herre! Forbarm dig og lær mig at elske ham!

*

Christiania 1de Juledag 1874

Nei! Jeg må have fat i min dagbog! Hvilken modsigelse mellem disse 2 værelser; mit og sideværelset, hvor et lystig lag støiende og muntert holder jul! Inde hos min vært Gundestad! Hør, hvor det lyder sang og spil, dans og spøg, og her hos mig, stille, dybe tanker, glæde over Guds uendelige barmhjertighed, inderlig tak til ham, hvis fødselsfest vi i disse dage feire.”

(*Her kommer en lang, eksatisk religiøs utlegning*).

”Men der blander sig også så meget vemod ind i min glæde, min julestemning bliver så sorgblandet, når jeg tænker på min stakkles, arme moder, som jeg i dag forlod så syg! Det smertens og sorgens blikk, som du sendte mig fra din seng i dag, ved afskeden, hvor dybt har det ikke præget sig ind i min sjæl! O! hvor meget moder have lidt av krænkelse og urettferdighed at du kunde sige som ogsaa på den hellige juleaften: ”Om det var mig, som næste juleaften hvilede unbder sneens dække, hvor glade ville i da alle være?” (…) O! du gamle, trætte, sorgfulle mor, du ligger på dit sygdomsleie! Og kanske just ikvæld, et lignende lystig julelag, som derinde, holder sin larmende fest hos Wilhelm i Risør eller hos Amalie i Bergen, de to, som i denne tunge tid har lagt sten til din byrde! (…) O! du stakkels Amalie, du kjære, elskede søster, med det gasne (*?*) følende hjerte, du som i øieblikket kan strømme over af en slig gjennemvarmende følelse, som jeg ofte har følt! O! om jeg var hos dig, og om jeg havde kraft og frimodighed til at træde ind i din stue i et sådant lag og med hellig frimodighed forkynde: ”Os er i dag en frelser født”. O! du vilde gribes, jeg ser det i tankerne, hvorledes du vilde falde om på dine knæ og række hænderne bedende mod hinanden. Bort! Bort, I skuffende, bedragerske gjester! Vigør, *(?*), frelserens medhjælper! Hellig! Hellig! Vorde julens fest i hus som i hytte – O! Hør derinde fra: nu er det komedie. Bjerkebæks når: ”Nei pine død, om du er nok så brav; Nordmand bliver du dog eldrig endda!” Klap, klap, klap: Bravo, Bravo! — O! Wilhelm, som var mig så kjær, så kjær! Du min store, begavede, elskverdige broder! Du, som jeg syntes stod så langt over mig, og som jeg så gjerne vilde opofre mig for! Hvor har du ikke været kold, og fornufitg og nøieregnende og forsvil (*?*) og verdslig, når jeg i det sidste år har mødt dig! Hvor var du henne, med din varme broderkjærlighed, da jeg stod i den værste nød, i anger over ungdoms tidlige synd! Hvor var du hende med din opmuntring og støtte, da selverkjendelsen rågnede (*?*) i mit hjerte!  — O! hør derinde: O! Pepita! El ole! Bravo, Bravo! – Kjære, elskede Hilda! Du har været mig trofast under så mange tidernes omskiftelser! O! Jeg vendte mig til dig fra alle disse billeder fra den svundne glade ungdomstid, og fra den sørgelige nutid! Du er ædel, god og kjærlig. O! Jeg ved det! Du har gjort ofre for mig! Simpel, priumløs (*?*) og bramfri som i kveld med din muntre latter til mine ord! O! så inderlig kjær for mit hjerte! – Larmen forstummer derinde. God nat! God nat! Alt er nu stille; det er bilda (*?*), jeg vil også slukke min lampe og begive mig til ro! Jesus Krist, julebarn! Aldrig vende jeg min hu og mit sind fra alle mine venner her på jord, fra alt, som er og var mig kjært, fra de levende og de døde, fra dem, som elske mig, fra dem som ligge på sygdoms leie og bor med sorgen tilhuse, dem, som færdes lystige og glade: de støiene julelag, og dem, som sneen dækker den hellige julekveld. Herre! Vær mig nær, og bered ved din hellige ånd alt mer og mer rum for dig i mit hjerte! Amen!

Christiania, 3de juledag 1874

Uf! For en stemning i dag! Hvor har jeg ikke syndet i mit hjerte, krænket Gud og hans hellige fest i kirken i dag, hvor jeg sad med så meget bitterhed og mørke og anklage, og siden i hele dag. Jeg havde bestemt mig til at reise ut til Asker, til min gamle bekjendte, Stud. Karl Bugge, som nu er gif med Frk. Engebrægtsen (*?*) og har kjøbt sig gård derinde. Hilda skulde være med; men reisepenge havde jeg ikke. Ak! Hvilken kummerlighed! Når skal det dog tage en nede! Jeg har nu i flere dage søgt Fr. Holst, som i Julen er i byen for å at besøge sin kjæreste, fkr. Rodskow. Jeg vilde låne nogle penge af ham; men jeg  har ikke fundet ham. I morges tænkte jeg, jeg skulde tage ham, førend han gikk ud; men han var allerede gåen, så begyndte allerede flauehden; Hilda skulde jeg treffe på jenrbanestationen. Det var jo meget kjedelig at skulle måtte opsætte (*) reisen af en sådan grund. Galt var det, og verre blev det! Allerede synet af Hilda nedstemte mig yderligere; der kom hun til stationen, i den knagende kulde; forfrossen og med en rød (*:… her mangler noe tekst)*

Hilda var hæs også, verre og verre! Vi skulde gå i kirke, da ikke turen blev af; i Kirke! Der var ingen plads; jeg stod ved præstestolen og Hilda satte jeg ned på trappen til koret med sin røde dug på armen. At jeg skulde stå der og have hende der nede blant kjærringerne og fattigpigerne på gulvet! Og tankerne kom i lange, lange rækker! Denne livets usseldom, som jeg i min forlovelsestid har gjennemgået, disse dræbende, alt frit liv kvælende  (*?*) eftermiddage i hendes hjem; disse rædsomme, græmmende smil på hendes moders ansigt, den vanvittige taushed, disse julelag hos Lara i simpel tobaksrøg, hvor talen går tungt og drebende (*?*) om mad og drikke, dyrtid og kjoler og forlovelser og embedsbesættelser og dødsfald. Disse fortærende spørgsmål om ingenting med det skrækkelige da? sat til enden for ligesom at støtte spørgsmålet, for at det ikke ganske skal forsvinde i et åndepust! Disse monotone ja saa! Og så stumpen (*?*) i stoler og sparken i andres ben af den lange, ulænkelig Throvald, den vanvittige Olufs (*?*) dyriske vegeteren og den gravtause Martinds skyggetilværelse, og så stadig snøften og snusen! Hvor er livet, menneskelivet i glæde og smerte, i tårer og smil, i kjærighed og vold, i modsigelse (*?*) og tilslutning. Dette kalde de kristen kjærlighed, at tie og tie, dette korporlige samvær kalde de samliv! Skal jeg ikke gjøre oprør mod dette? (*Denne siste setningen har noen, antakelig Amalie, understreket.*) O! hvor ganske andeledes er det ikke gået, end jeg tænkte! Jeg troede ikke, at det var sådant, Hildas hjem, og selv om jeg tænkte, der var mindre godt i mange måder, så troede jeg at jeg kun en kort tid skulde være forlovet og så føre Hilda ind i mit eget hus og gjøre det hyggeligt og godt for hende og hende selv glad, sætte hende i harmoni med tilværelsen. Men det bliver verre og verre. Og så mit eget hjem med min vrange og heftige fader, tilsyneladende så ligegyldig for sin børns sjælelige og åndelige interesser og min stakkels af sygdom nedbøiede, trætte og klagende moder! Dette er de kilde af menneskelig hjælp, trøst og hygge, som jeg skal øse af, jeg, som dog føler i mit hjærte en så inderlig trang til kjærlig fortrolighed og hjemlig hygge og fred. Ja! I kirken gikk det galt; jeg kunde ikke få mine tanker samlede til andagt, kunde ikke synge en eneste linje med. Nu var jeg, da vi kom ud af kirken, sådan stelt, at jeg i ærgrelse og grættenhed ikke havde nogen tanke for Hilda, nogen kjærlighed til hende, bare bitterhed! Stakkels Hilda! Hun selv får undertiden præg af denne pinagtighed, som omgiver hende! – O! jeg må jo også få pine deraf, er jeg ikke bleven den kantede og koldsede uomgjængelige mand, som ingen bryder sig om, som ingen finder nogen glæde eller hygge ved at omgås. Skal tro, Hilda tænke det samme som mig, synes at jeg mange gange er så ubehjælpelig og lidet modig og kjæk i min optreden. Hun gjør det vist; men hun har ikke nogen sinde, — det jeg husker – sagt det! Se hvor meget bedre end jeg! Jeg har ofte ladet min grættenhed gå du over hende ved slige anlendinger. Således i dag! Hun frøs! Hun kunne ikke gå hjem med engang; derfor vilde hun først gå til Lara og derfra hjem. Jeg spurgte, hvorfor hun ikke tog dugen på sig, når hun frøs og fortalte hende at det så alldeles vanvittigt ut at gå med en rød dug på armen i slig et koldt veir. ”Hvorfor er du så sint?!” nu har jeg da ikke gjort dig noget!” jeg vilde ikke følge hende hjem, ikke til Lara, jeg vilde gå til mit eget hjem. ”Hvad er det, som går af dig?” Men dermed blev det! Jeg forlod hende på gaden og gikk min vei. Så var jeg da ulykkelig, til gavns ulykkelig. Jeg spiste min middag hos frk. Berg og har tilbragt eftermiddagen her hjemme. Hvor traurig og nedslået; Bernhard kom ind til mig, hvor glad blev jeg ikke ved at se ham; men nu er han gåen; han måtte gå tidlig hjem til moder. Så har jeg da ikke noget sted, hvor jeg kan ty hen og hvile du eller tale ut i fortolighed med Hilda; der forekommer mig, som jeg levde et gadeliv! Ja, sandelig! Når jeg ret har hatt en alvorlig indtrængende samtale med Hilda, så har det måttet være på gaden! Jeg ved, hvor syndige disse tanker, hvor oprørsk mot Guds anordning denne tale er, jeg ved at når jeg ikke noget sted kan finne hvile og fred, men drives og trænges af utilfredsstillede jordiske længsler og forhåbninger, da er det, fordi jeg ikke har ret fred i mit hjerte, fred med Gud. O! ja jeg ved det; men lad dem kun fæstes på papiret disse tanker! Ja! Det lettede! Gud få mig fra dem. Det er Guds mening, at jeg skal udvikles og styrkes til selvarbeide, til personlige modenhed. Du mener det så godt, og jeg opører mig mod dig, fordi det i øieblikket ikke smager mit kjød og blod! Hvor er mit arbeide! Mine plagers opfyldelse! Hvor er min flid, mit udholdende arbeide for at virke til eget og andres gavn, hvor er kjærlighedens rette alt (*?), finæger (*?*) sig i dyd og ikke blive som (*?) tanke og ord? Lær mig, Gud, sådan gå i rette med mig selv og ikke med dig! Lad ikke mit liv udslukkes under denne pinagtighed, men giv mig kraft til at tage fat og arbeide!

*

*Nyttåaraften 1874 forteller han den begredelige historien om Mons som limte på hanken på koppen som skulle være gave til Lovise. Mons er tungthørt! Moren hvisker til Ludvig hviken ussel type han er. Alt er bare stusslig. Hjemme hos Hilda er det også sykdom; moren er alvorlig syk. Ludvig skriver en sang til moren. Den er faktisk ikke så verst god.  Men så ser det ut til å komme et voldosmt skifte i hans sinnsstemning, og rett over nyttår i 1875 er 

han i strålende humør, leser Oehleschlæager og Goethe og føler seg beåndet og glad. Takker og priser Gud for dette.*

*

13 mars 1875:

*Wilhelms kone Regine er død for en måned siden i barsel, mens hun fødte en datter. 

Lovise ligger syk på diakonissehuset, gamle bestemor er død. Hildas mor er meget syk. Wilhelm ligger også meget syk.*

*

22 april 1875:

*Alt er håpløst. Alle overser ham, eller er direkte avvisende. Det er et år siden Martin døde. Ludvig har flyttet igjen, fra Gunnestad, som har vært vennlig. En millard hersens små bekymringer og ergrelser. Døren er for trang til at kommoden og bordet kommer inn. Et studenthjem. Styres av en Kand. Hærem (*?*). Menneskene og verden og forholdene har sammensverget seg! Han er 28 år og har ikke utrettet noe som helst! Søkte en lærerpost i Fredrikstad, men de ansatte en student i stedet for ham.*

*

Hamar, 27de november 1875.

(*Dette er på slutten av Bind 1 av dagboken.*)

*6 des. 1875 – en skrekkelig dag – han har skrevet en sang til en misjonsprest som skulle ut på reise, noe gikk tydeligvis fryktelig galt. 

Går tung og forfrossen til Hilda, når han kommer inn i den behagelige varmen og ser det tarvelige aftensbordet, blir han gjennomskyllet av takknemlighet. *

Ansatt som vikar i middelskolen på Hamar fra september 1876. 

“En vederkvegelsens og hvilens tid” på Hamar.*

*

Hamar 18de April 1876

*Ludvig har tydeligvis får hjertekontakt med husvertens kone, Alhed Fliflet. Han har skrevet et brev om hvor en fantastisk person hun er, og hun har svart ham med å si noen rosende ting om ham selv som har fått skamrødmen frem i kinnene hans. Han tenker på hva hun hadde tenkt om ham dersom hun hadde fått vite om hans syndige ungdomstid, og sier henne rett ut at hun ikke kjenner ham fra hans omgivelser og familie, mens han på sin side har sette henne i hennes daglige element, og dermed fått et sant bilde av henne.

Han grøsser med tanke på hva hun ville tenkt om ham dersom hun hadde sett dagboken. Men han tør likevel håpe at hun kanskje hadde vært litt glad i ham likevel. 

Han har aldri tidligere sett noen være hustru og mor på denne måten. 

Den eneste som har snakket om ham på denne måten, er Amalie. Og han er blitt oppmerksom på likheten mellom de to kvinnene. Men Alhed er langt renere, kjærligere, trofastere og mer oppofrende enn Amalie, det står ikke til å nekte. Men begge er varme, begeistret for storhet, skjønnhet og godhet og han tror også begge er alvorlig søkende etter frelse i Kristus. Han ber for begge, om at de må nå frem til fred og hvile i Herren. 

Han har brent brevet han fikk av Alhed. Et av barna har hatt skarlagensfeber, og han har måttet bo på hotellet en stund. Skulle ha reist til Gran for å treffe Hilda hos hennes slektning, presten Bugge, men det ble ingenting av på grunn av den usikre vårisen på Mjøsa. Har dermed vært alene i påsken, men har hatt det godt og fredelig. 

Skjærtorsdag var han til alters, og 2dre påskedag var han på besøk hos Amalies gamle lærer Holck. Han forstår søsterens begeistring for denne mannen – han er slett ikke alminnelig. 

Amalie skriver i brev til ham at han virker freidigere, som om han har større lyst på livet. Tidligere har han kun kunnet skrive ved juleteider, men nå har han skrevet en epilog i anledning av stortingets beslutning om å opprette offentlig middelskole med realgymnasium på Hamar. 

Han avslutter den første dagboken slik:*

Så langt rak min dagbog. Lad den række længe, længe!

Epilogen blev den sidste!

Er der fremskridt, er der håb i dette?

Er der sandhed og kraft i denne bøn, som den ender med?

Ja, jeg tror, en smule ialdfald; jeg elsker mit land, mit folk, jeg leve et liv mer inholdsrigt fordi min interesse omfatter livet udenom mig. Kunde jeg alt mer og mer glemme mig selv! Men hvorfor får jeg tårer i øinene, når jeg mindes hin dato og tænker på det tidsrum, som ligger mellom begyndelsen og enden? Ak Gud! Hvorfor var mit liv så stygt,? Hvorfor var jeg ikke god og from? Og Alhed, som tænker så godt om mig!|

*

Dagbok 2:

Hamar, 15 mai 1876

(…) O! mine ungdoms år. Hvor meget er ikke levet forsømt. Jeg får den aldrig tilbage! O min fattige, arme ungdom! Gud give dog at jeg kunde anvende den tid, jeg endnu har tilbage, til opofrende arbeide. Hva gjelder det, om mit eget liv bliver krankt og armt, om jeg bare kunde være til en smule gavn for mit folk, mit land, om jeg bare kunde få den laveste, sidste plads i den åndens vingårdlever (*?*) de af Herren kjendte arbeidere færdes til Herrens ære og landets sande lykke, ikke søgende til eget. –

(*Så følger hans sang til Henrik Wergelands ære, til melodien av Du gamla, du fria*)

*Han hører husverten Fliflet og kone Alhed synge sangen hans nedenunder. Han er så lykkelig. *

*

18. Mai 1876:

*Lykkerus. Han har holdt 17 mai-talen på Hamar torg. Småguttenes fanetog. Middelskolens elever med sine flagg marsjerte opp på torget, der ventet de fattige almueskolebarna med de dårlige klærne og bare noen få, fattigslige flagg. Ludvig var på gråten. Han var redd han ikke kunne holde talen, men måtte ta seg sammen og få tak i vedkassen kan skulle stå på på skoletorget da han skulle holde talen sin. Han visste at Alhed og søstrene hennes sto et sted bak guttene og hørte på ham.

Her er talen:*

”Dette land er det, i hilse i dag; at i er sønner af en sådan moder, derfor var det, at i nylig lovede Herren. Husker i Astrid, kongemoder. Her over disse egne gikk hendes flugt for den onde Gunhilds efterstrebelser, idet hun skjærmede Olav Tryggvason ved sit trofset hjerte; hendes moderøie våger over ham; på holmer i vandet, i bondens hytter og i skoverne skjuler hun sin dyrebare skat, og hun bar Norges fremtid ved sit bryst. Thi Olav kom igjen i voxen alder med velsignelse over sit land, med Kristi dåb og Kristi kors. Således sidder mangen kjærlig, trofast moder i de enkelte hjem og våge over eder og beder for eders fremtid; men Norge omfatter de tusinde hjem i sin favn, og venter på eder, at i skulde komme igjen med lykke og gavn til hende. Derfor skulle i elske eders fedreneland, tænke på jer moder, ikke blot i dag, under festen, men i morgen, når vi atter går til skolen og bøier os over våre bøger. Ved lydighed, flid og udholdenhed under arbeidet vil i glæde eders moder, men allermest når i elske hverandre, når i står som brødre med et sind. Se, i dag står i sammen, elever fa middelskolen og fra almueskolen. I middelskolens elever har sluttet jer med eders rige, mangfoldige faner til almueskolens fattige flag, i, som har mer lys og varme over eders barndom, elsker eders fattige brødre, giver dem hånden i broderlig forening, elske eders brødre rundt omkring det hele land! I har fået ert hjem her på den frugtbare vang ved den deilige Mjøsen; der vesten på slider unggutten ondt, farer tilhavs med sin fattgeg fader i storm slit (*?*) og bor i armods hytter, oppe i de trange fjelddale går andre, hvor fjeldet stænge for øiet og tynge sindet. Elske dem alle, føle at i er brødre som af en moder! Det er Guds og eders moders mening. Da vil Norge have håb for sin fremtid. Lad os da fremme det råb, som i dag lyder over Norges ganske land, også fra smågutternes munde. Gud bevare og velsige vår elskede fostermoder. Længe leve Norge! ”

*Alhed sa ikke så mye om talen, men dette: hun hadde fått et deilig inntrykk som hun ville bevare. Derfor ville hun ikke se mer av dagens festligheter. 

Om ettermiddagen var han med på prosesjonen til ruinene med fane for at bli kvalt av støi. (Støv*?*)

Anker kom til ham og sa han hadde holdt en god tale. Løytant Brock sa på sin måte at talen var bra. Rørholt sa ikke noe. Og da Ludde leste opp Wergelandssangen sin, sa Rørhold bare: Hm! 

Og så sang de sangen hans. Det gjorde et voldsomt inntrykk. Han var så rørt, skammet seg litt over at han tok rosen så til seg, mente det ville være bedre dersom ingen visste at det var han som hadde skrevet den; den var jo til Wergelands ære. 

Gikk hjem med Nella og Magda Agersborg. Og den irriterende Rørholt. 

Det har vært en god tid, og han er så takknemlig mot alle. Den beste tiden i hans liv; siden han har kommet til å dyrke et dypere syn på livet, siden Herren rakte ham ubetinget den beste. *

”Se” det siger jo ikke stort, disse anerkjendelser fra disse vennlige mennesker! Og dog! De glædede mig og satte mitt sind i bevegelse. Hvor liden anerkjendelse har ikke jeg fået! O! jeg husker endnu på Wilhelms ord fra studenterårene: ”også ser du så vemmelig ud” og ”det er jo bekjendt at  du næsten ikke siger et fornuftig ord” og endnu tidligere fra barndommen Amalies: ”Tussen, familiens tussen”. Og Nordahl Rolfsens miskjendelse, da han ikke troede jeg magtede at være lærer i historie ved frk Bauers pigeksole i Kristiania, og mine frugtesløse bestrebelser for at få ordentlig arbeide i Kristiania og min forlovelsesitds hele sørgelige, lange række af bittre skuffelser og smertelige oplevelser! Men hvor liden anerkjendesle har jeg ikke fortjent! O! Gud! Nei, de siger ikke meget, disse vennlige menneskers udtalelser. Og dog har de så uendelig bevgæget mit sind! Og hvorfor så bedrøvet hvorfor græd jeg i morges, da jeg stod op? Hvorfor har jeg grædt i eftermiddag, så mine øine er røde? ”

Han gråter igjen idet han skriver dette. *

*

Hamar 20 Mai 1876

Hvilken kval i går aftes! Hvor sønderrevet var ikke mit indre. Denne sang, hva er det ved den! Den lyde uafladelig i mit  indre, og hvor har den ikke ligesom åbnet mine øine! Min sjæls hunger efter lys, efter kjærlighed, efter skjønhed er kommen over mig med en hidtil ukjent strke! Jeg ved det så grant: jeg har båret lærkens vinge! Min higen går mod sol og glæde og sang, og jeg kan ikke uden synd tilfredsstille denne længsel. Jeg har aldrig før følt i mit hjærte, hva kjærlighed er, jeg har aldrig vidst, hva livets rummer af skjønhed og glæde. Den gang da jeg brød i et syndig liv med gudsfrygt og barnetro og skjønhed, o! hva vidste jeg da! Og siden, da jeg troede at måtte forsage al skjønhed og glæde i livet for at leve for Herren, hvor kjæmpede jeg ikke mangen gang, når stygehden overvældede mig, jeg måtte bære det, måtte lide det; jeg havde ikke ret til at kræve noget. Jeg har aldrig i min første dagbog beskrevet, hvorledes jeg blev forlovet med Hilda; jeg har ikke kundet det, det var ikke et eneste moment av skjønhed deri. Hvorledes mødte hun mig, den første gang, jeg havde udtalt ordet: at jeg elskede hende, hvor så jeg ikke strax, at det ikke var hende, jeg elskede, at jeg havde selv gjort mig en kvindeskikkelse, som ikke var at finde i hende; at det var min fortvivlede ungdomskjærlighed som jeg havde forspilt, der var gjenstad for min anger og som jeg inbildte mig hun skulde være gjenstand for. Det var fantasiens fostre det hele; men jeg tvang mine øine igjen; jeg skulde forsage al skjønhed i livet; dertil havde jeg ikke ret; jeg havde forspilt det ved min synd. Nu var ordet udtalt, at jeg elskede hende; men det var ikke sandt; jeg elskede et fantasibillede, og sørgede over, at jeg havde forbrudt mig mot dette. Det var en sygelig ungdommelig ved synd og brøde forkvaklet følelse, det var ikke kjærlighed. Men ordet var udtalt. Og jeg skulde holde ud. Ikke forlange det, som jeg havde forspilt rætten til. Jo men det smærtede og sved i sindet gang efter gang at opdage, at det hos hende ikke fantes noget af kvindelig blidhed, lidet af følelse, endnu mindre af dannelse, og lidet af sand, inderlig kjærlighed også, jo mer skulde jeg bøies, jeg skulde berøves alt, for at blive en troende, miste livet for at tage det igjen af Gud. Også skulde enhver styg oplevelse, ethvert smærtelig indryk sænkes i forglemmelsens hav, ikke engang erindres af mig selv, ikke tænkes på af mig; og således trøngte hun ind endog mellem mig og min dagbog; skildte mig fra denne min eneste fortrolige. Mit Blackhouse, mit Blackhouse! Nu forekommer det mig at være lykke! Jeg holdt ikke fast ved mit Blackhouse, fordi jeg ikke var mand for at opgive – lad mig bekjende det: tanken om det ægteskabelige liv, tiltrods for at jeg gang efter gang godtgjorde for mig selv, at jeg havde forspilt retten dertil. Jeg opgav mit Blackhouse og greb efter en slags idealtanke, frembragt af anger og sønderknusede, blottet for varme og sund følelse, troede, at når jeg elskede sådan, uden at fordre noget for mig selv, villig til at tåle alt og lide alt, da vilde nok Gud give mig lov til at opgive mit Blackhouse. Var det ikke sådan, at allerede før jeg havde set Hilda, følte jeg mig tiltrukken af hende, men hvorfor, fordi jeg indbildte mig, at jeg havde truffet en sådan pige endnu uskyldig og ren, og vundet hendes kjærlighed, så vilde jeg bleven lykkelig i livet, og da hun så varmt sluttede sig til mig den gang, da jeg troede hende hjerteknust efter at hendes forlovelse med Wilhelm var hævet, så blev tanken: hvis jeg havde truffet hende, førend hun havde truffet Wilhelm, og medens jeg endu var uskyldig, så vilde jeg være bleven lykkelig i livet. Men nu var hun bunden i sorg og ulykkelig kjærlighed til Wilhelm for livet og jeg var brødefuld og skyldig, og defor var det kun et Blackhouse for os. Men så gikk tankeexperimentet videre: hvis hun havde taget feil den gang, da hun troede at elske Wilhelm, hvis dette indtryk gikk bort, og hun kun gjennem ham skulde føres til mig, hvis jeg kunde give hende henes livsglæde og freidighed igjen, og hvis jeg så turde for min synd, så kunde livet i forsagelse, i ideal kjærlighed og i tro blive godt og skønt alligevel, så vilde hun igjen blive den glade, som hun måtte have været den gang Wilhelm så hende, den inderlige, som hun måtte have været, hvis jeg havde truffet hende medens jeg endu var uskyldig. Jeg opdagede rigtignok ikke meget af denne glæde og inderlighed, da jeg kom sammen med hende; men jeg idealiserte det bort; jeg erindrer kun et eneste øieblik af den tid, da vi var sammen, før vi blev forlovede, hvor jeg kunde lægge en smule skjønhed, og det var den gang, jeg har omtalt det i min første dagbog, da jeg var flytted til Frøen og en aften fulgte hende hjem på Throndhjemsveien og ved afskjeden sagde, at jeg vilde skrive til hende for at fortsætte vor afbrudte correspondance; da lagde hun bægge sine hænder om min og smilte og sagde tak, og siden har hun fortalt, at hun troede dangang, at jeg vilde skrive et frierbrev til hende!!! Så skrev jeg endelig mit frierbrev, efterat jeg havde anspændt mig selv med en syg følelses spind; jeg skulde frigjøre hende; alle ubehageligheder og uskjønheder kom deraf, at hun havde opdaget, at hun havde taget feil i Wilhelm, at det var mig hun elskede, og hun skulde nu helt og fuldt finde sig selv i mig. Hun skulde blive inderlig, harmonisk og blid. Og så strøg mit Blackhouse! Og da jeg så havde frigjort hende, første gang, jeg mødte hende efter at have fået hendes:  ja. O! Gud! Var det inderlighed, harmoni, kvindelig kjærlighed! Og så blev det verre og verre; flere stygheder, ublidheder, sårheder (*?*) og disharmoni i det uendelige. Det blev mig strax klart, at det var der ikke tale om, at blive frigjort. Men så skulde kristendommens ideale fordring gjøres gjeldende på dette sygelige, elendige, umenneskelige forhold. Jeg skulde beholde et billede af hende i mit hjerte, som jeg skulde holde rent og uplettet trods alt; i dette skulde jeg med Guds magt elske hende, som aldrig glædede mit sind eller mit øie. Jeg skulde tilskrive mig al skyld: at hun ikke blev frigjort, var fordi jeg ikke elskede hende ret fordi jeg bestandig stødte an. O at tænke, at således gikk det i mange, lange tider. Næsten hver stund vi var sammen, blev skjæmt og forbitret af styghed! Det var en altfor kolossal opgave, jeg havde stillet mig. Og alle hendes omgivelser, hendes hjem og hendes slægtninge, idel kulde og ubehageligheder, ingen varme og glæde at fornemme. Og mit billede af hende i mit hjerte, som jeg skulde holde rent og uplettet trods alt! O Gud! Jeg måtte sammenligne hende med alle, og af alle kvinder i hendes stand, jeg møtte, var det få der ikke gikk af med seieren. O! Herre Gud, at skulde bekjende dette! Men det er sådan! Det nytter ikke at skjule det. Og hun! Hun mærkede jo mange gange, at jeg ikke holdt af hende; hun har jo sagt det også, at hun frygter derfor; men jeg holdt i stivsind endnu fast ved mit sygelige fantasibillede, og søgte at møde hende med den trøst, at jeg stræbte i skrøbelighed at elske henne med en ideell kristelig kjærlighed og jeg tror, forvirrede hendes begreber også, var de ikke forvirrede fra før. Hun tog ialdfald til takke. Tænk at byde en kvinde sådant. Tænk en kvinde, som tager derimod! Min skyld bliver så uendelig stor, at der knapt blir rum for hendes. Og i denne tid faldt så min Martins sygdom og død, min egen sygdom og mine forældres ulykkelige strid og stygheden i deres hjem; i denne tid faldt min fast fortvivlede sorg over, at jeg ikke fik ansættelse; det ene år efter det andet gikk etter min examen, mine kamerater blev ansatte, kom i stillinger, jeg fik intet, kun småt, spredt og utilfredsstillende arbeide! Gud! Hva kan ikke et menneskehjerte holde ud! Hvor godt var det ikke at komme her til Hamar, hvor lægende er ikke dette ordentlige arbeide (*her er siden i dagboken brettet og vanskelig å lese*) og især disse gode menneskers kjærlighed for mit hjerte. Hvor ganske intet lægtes jeg efter Hilda, hvor liden interesse afvant mig hendes breve. Men nu havde jeg det jo så godt, og hun sad igjen i det fattige, uhyggelige hjem alene; taknemlighed over at have fået fast arbeide og fred og stilhed over mit liv fyldte mig nu, og nu måtte jeg vise mig taknmelig mod Gud ved at gjøre en så kolossal opgave fyldest. Og hvergang så tankerne så berørte mit forlovelsesliv, hvergang sammenligningen frembød sig, skjød jeg tanken bort og søgte fred i arbeidet. Men det nytter ikke! Hvad kan jeg byde hende, når jeg ikke kan byde hende min kjærlighed? Jeg må fast forfærdes, når jeg tænker på den forangående udvikling. Jeg må fast spørge: er det muligt, at menneskehjertet kan være så forvildet? Det er syndens og brøden som har hærjet mit hjerte og forvaklet min følelse. Det er da ikke på et inbildt fantasifoster, man kan bygge kjærlighedens forsagelse og opofrelse. Hvorledes har jeg kundet være så blind, at jeg ikke har set, at først må den elskede være der, kjærligheden være der, så kommer forsagelsen opofrelsen som dens frugt uden at tankeexperimenterne behøves. Hvorledes har jeg kundet holde fast i flere år på et sådant phantom uden grund i den virkelige verden og uden tilsvarende ydre tilværelse. Skal kristen absolute fordring gjøres gjældende ligeoverfor en kvinde? Hvor får jeg lys i dette? O! Min Wergelandssang, hvilket oprør hare den ikke vakt i mit bryst, hvilken længsel, hvilken attrå og hvilken sorg! Og foran mig står de deilige blomster, som Alhed har sat op på mit værelse – jeg så dem i eftermiddag i hendes stue og roste dem, og strax sendte hun dem op til mig og pyntede mit værelse, medens jeg var ude og spillede kroket med hendes søstre – de deilige blomster! Et bud fra en anden verden, end jeg hidintdtil har levet i, et kjærlighedens bud fra menneskerne, som jeg tror, jeg aldrig hidtil ret har fornemmet, en hilsen fra en virkelighedens, sundhedens og varmens og livets verden, som spreder mit phantoms tågeskikkelse og lyser op i min usunde fantasi O! Gud! O! Gud! Hva skal jeg gjøre. ”Aftenstudens røde, gyldne skyer” o” dem tror jeg, jeg kunde tage i stedet for virkelighedens varme. Men det tågede fantom! At skulde holde på det, eller nu, når det udsprådt, at skulde fange kulde og styghed i livet som (*?*) min lod! At skulle bygge mit ægteskabelige liv på en theori!

*

Er Gud i disse tanker, eller er djævelen der? Er det et kald eller er det en anfægtelse? Hilda, hvis forhold under alt dette har været sådan, som det har været, kan hun være en kvinde? Kan hun have noget af det kvindelige instinkt af inderlighed eller selvfølelse? Er det ikke fruentimmerets grovslågenhed? (*?*) O! kunde jeg bede! Herre, er jeg falden fra dig? Svar mig! Svar mig! Herre, svar mig! Hvis jeg hæve forbindelsen med Hilda, vil jeg da, som Julian, sprede rædselens tåger, men også, som ham, ved at ofre til solguden? O! at skulde være så ensom! En ven! En ven! Et hjerte, som er godt, men strengt, kjærligt, men sandt! Jeg har det ikke! Jeg sidder ensom i natten med mine tanker, med mine spørgsmål. Herre, send mig dog en ven, hvil du ikke vil, jeg skal fortabes! Hærem! Hærem! (*?*) o! om han var her!

*I går fikk han brev fra Hilda. Hun har begynt hos Kammermeyer igjen. *

*
Hamar, Pintseaften 3 juni 1876

Så lød det fest! Og atter i aften ”ensom i natten med mine tanker”. O! hvor jeg er ensom! O! Gud! Jeg har jo ikke en eneste en, ikke et eneste menneskehjerte at vende mig til. Jeg vover ikke at sige noget til Alhed Fliflet. Hun vilde tage sig så nær deraf; hun vilde blive så beveget; og hun taaler vist ikke meget. Men jeg, som bor her i dette hus, blant disse mennesker! Jeg som er bleven en søn i dette hjem, og dette fohold har udviklet sig næsten uden at jeg har vidst af det! Jeg hører ikke hjemme her! Jeg tager al denne kjærlighed og venlighed som et rov, jeg passer ikke her; jeg bedrager dem jo. Og dog føler jeg mig hjemme her; dog har jeg her først oplevet det som fylder mit hjerte med varm og inderlig taknemlighed; til disse mennesker drager jeg just med min sinds inderlige længsel.

Jeg længtes jo så inderlig efter dem, blot den Onsdag, jeg var over på Gjøvik og besøgte skolebstyrer Krogh. Har jeg nogen sinde længtes til Christiania?

(*Det viser seg at Alhed ville overraske ham med å invitere Hilda til Hamar. Hun skulle plutselig stå der i stuen, uten at han skulle vite noe. 

Men Hilda skriver tilbake at hun ikke kan komme. Og Alhed gråter av skuffelse og viser ham brevet. Søstrene hennes var også involvert i planene.*) 

”At være her som en lykkelig innehaver af denne koselige kvist, som en elsket søn i huset. Hvorledes i al verden er det bleven mig til del; ved Hildas side passer ikke sådant for mig; mit liv skulde jo være glædestomt, rig på Guds glæde i ånden, om Han dertil vilde g ive sin nåde, forsagende og stille og en gjenstand for menneskers skuldertræk og smile. Sådan forsøgte jeg i Kristiania, og dog, for det meste var det kun anstød, uafladelige anstød, plumphed og sandseligt begjær var der nok af i vort samvær, men af Guds nådes kraft! (*?*) fandt vi sjælden sammen! Men om jeg kunde løfte Hilda op i dette friere, lysere liv, om jeg skulde lade hende også få smage det. Stakkel! Hvor ondt har ikke hun havt det!”Glæden visner hos mig”, siger hun, i sit brev til mig. Ja! Sådan må det være! Hvor gjerne vilde jeg ikke bytte min lod! O! om jeg elskede, og blev svegen af min elskede! Men selv at skulde svige, enda jeg tror ikke Hilda elsker mig med en ædlere kvindes sjælelige kjærlighed – at skulde svige. Nei! Jeg magter det ikke! Det er umulig! Med Guds nåderige bistand må jeg dog kunde bringe noget ud af vort liv, må jeg dog kunde lægge en smule glæde og lys ind i hendes, arme, stakkels barn, som har følt så lidet eller slet intet til kjærlighed i livet, som glæden så sjælden har tilsmilet.

I formiddag, medens det regnede, skrev jeg min pintsesang til min nye, unge moder, sådan vexler stemningen hos mig. Gud give mig at pintsen måtte oprinde over mig, når dagen rinder i morgen, at tanken måtte blive sandhed for mit arme, forunderlige hjerte:

*

Hamar, 6. juni 3de Pintsedag 1876

En sådan moder, så sjælfuld, så varm! Jeg tør ikke, tør ikke! O! atter i aften! Ensom i natten med mine tanker! Min moder og fader! Hvorledes går det til, at denne kvinde vil være min moder, allerede har været det så lang en tid; hvor meget godt har hun ikke vagt hos mig. Hvor føler jeg ikke, at hun kan tilskynde mig og opmuntre mig, så jeg atter kunde få kraft til at brydes med verden, reie, kjåmpe for at lære, udvikles, blive dygtig og brav! Og Hilda! Hilda! Min stakkels, arme, stakkels Hilda! O! var hun min søster! Mit Blackhouse! Mit Blackhouse! Var hun min søster! Jeg skulde fortelle Alhed om hende, og bede hende elske hende. Men jeg kan ikke bede hende elske hende som min hustru, når jeg ikke selv elsker hende. O! her er jo intet valg! Jeg må fremdeles som før lukke mit øie for verden, lukke mit sind for menneske livets glæde og varme, holde fast ved paradoxet! Og så bort, bort fra dette hjem! Bort fra den nøgne, grå holme, hvor de slimede (*?*) tåge hænge, og hvor kulden stryger gjennem hjertet, (*Denne siste setningen, har noen, antakelig Amalie, understreket.*)  der hvor jeg blev truffen af Maximos’ ord: ”Du ligger og rådner i mørket!”

Ensom i natten med mine tanker! Ensom hele livet gjennem! Selv nu, da så mange kjærlige hender rækkes mod mig, nu, da jeg kunde kaste mig i varme menneskers arme, da mit hjertes trang til kjærlighed og fortrolighed kunde tilfrædesstiles, ak, nu tør jeg ikke! Nu er det for sent!  Jeg har jo kasted mig i det tågede, fantoms arme og fanget skyer og tomhed! Ak! Ak! Hin dag, jeg havde skrevet min Wergelandssang, da græd jeg! Nu må jeg sige med Evald (*?*): ikke en eneste mild tåre vil lette mit forpinte hjerte. Livsens kilder tørres ud hos mig, just som de oplades på det herligste! Ja Hilda! Du har ret, gyselig ret! Glæden visner, visner, visner – hos os!

*

30 juni:

*Fliflets har fåt nytt piano, og har gitt ham sitt gamle. Alhed har lagt ved et rim til ham. (Som ikke fins i dagboken).*

*

Hamar 6.juli 1876

*Ludvig skriver ned notater fra sin reise til Sverige sommeren før (ca 1.-9. juni 1875*)

*
København 28 juli 1876

*Regner dette som sin første utenlandsreise, og elsker å reise og lære. Bernhard er med. 

Har besøkt Grundtvigs datter, fru Boyesen (*?*), som han skal hilse fra Anker. 

Bernhard har forsvunnet – kanskje ut på byen.*

*

København 8. august 1876

*Ludvig skal i bryllup til sin gamle studentvenn Johan Holst. 

Har skrevet sang til ham og bruden.*

*

Hamar 10 sept 1876

*Ludvig er tilbake på sin hyggelige kvist, der står pianoet og venter på ham. Så lykkelig for å være hjemme, føle at han har et hjem. *

”Atter hjemme. Hjemme, hjemme! Siden mine første barndomsdage mit første, føte hjem. Atter på min hyggelige kvist. Ved siden af mit skirvebord står mit pianoforte opslået, jeg har nylig øvet mig på Loreley, som Alhed vil, vi skal spille sammen firhædig. Og fra stuen nedenunder lyder det deilige nye pianofortes tone op til mig, Fru Alhed spiller som sedvanlig; hendes spil touer (*?*) omkring min læsning og mit arbeide, som hendes kjærlighed og godhed har omgivet mit liv med et lysere, smukkere skjær, siden jeg satte min fod i hendes hus. Det er Søndags eftermiddag, og fredelig og stille. Fliflet er i Aamodt og fru Alhed og jeg har været og er fremdeles alene hjemme.*

*

Om Københavnturen i august 1876:

*Ludvig har ankommet København for å være med på nordisk filolog-møte. Han har vært dypt beveget over innseiling til dette vakre landet, og bor i et privat losji sammen med andre nordmenn. De andre går i forveien til Tivoli, han selv må vente på tøyet sitt som har vært til vask, og da han går etter, kan han ikke finne dem noe sted, men han treffer en annen bekjent, og blir med ham til hans losji;*

”Om aftenen måtte jeg saa tage med ham til hans hotel, (da jeg ikke turde begive mig du på opdagelseseiser i den store, fremmede by efter mit logis)- hva var det for et pust fra en længst forsvunden tid, som slog mig imøde i dette hotell? Fy! Det var syndens og brødens forpestede luftning, som jeg fornam; denne udmeiede, letsindige opvartningspige; det var et mørkt bad af min fortid, som vendtes mot mig. Jeg undredes over at studenten havde taget ind her; men jeg måtte nu blive, og sant at sige, aftenen på tivoli havde sat mig i ånde, jeg fandt mig nok så godt til rette; jeg skammede mig om morgenen over, at jeg havde fundet mig sådan til rette under slige forholde, jeg forfærdedes over mit hjertes letsindighed; endnu kan det med engang antændes af lystens brand og huse urene tanker; men nu om aftenen bad jeg mit fadervor og tænkte på Alhed Fliflet, og glad skyndte jeg mig om morgenen fra det stygge hotel.

*

*Hamar: 30. sept 1876 klarer han endelig å gjøre det slutt med Hilda. Knuges av splittelsen mellom jublende lykke og skam og fortvilelse, og omsorg for henne. Alhed er fortvilet. Han hører henne spille.*

*

2. november 1876.

”Det er sent på natten! Alhed og Fliflet er i middag, hos Sæhli. Jeg så Alhed i sit selskabstoilette, før hun tog afsted. Udringet, med nøgne arme, akkurat som de andre! I den dragt mindede hun mig om Amalie, jeg tænkte på, hvor ofte jeg havde ladet misfornøiede, harmfulde ord falde til Amalie, i anledning hendes tummel i selskabslivet. Havde jeg seet Alhed bare i dag, kanske jeg havde bedømt hende som de andre. Sådan kan man tage feil.

*Snart må ha forlate dette hjemmet.*

*

*Skriver et veeeldig langt og takknemlig dikt til sin svoger Thorvald Bugge, som tydeligvis har sendt ham et vennlig dikt i oktober 1876.*

*

Skien 2 desember 1876

*Ludvig fortsetter å beskrive Danmarksturen sin foregående sommer. I margen på denne siden har noen, antakelig Amalie, skrevet med stor skrift: ”Verset til gutten”.

Han hadde en vidunderlig kveld i domkirken i Roskilde sammen med to svensker. Organisten spiller for dem. Det er sen kveld, en helt bestemt stemning oppstår. I Kristian 4des kapell. Organisten heter Mathiesen Hansen (*?*)

”Solen havde sendt sine sidste straaler gjennem de lange buede kirkevinduer og det begyndte at blive skummelt i krogerne i det ærverdige gudshus; da jeg siddend ei en stol nedefor choret lyttede til det deilige spil. Salmetonerne steg så andagtsfulde, opløftede mot hvelvet og en ubeskrivelig stæmning fyldte min sjæl, sorg og klage, længsel og tro, anger og bøn steg med dem til himlen, oven gjennem alt lød den gamle vedmodstanke: min forspildte ungdom; skjønhed, renhed og fromhed havde havde strålt mig imøde, men ligesom med en bebreidelse: hvorfor så du ikke før. O! Alhed, min unge, skjønne moder, du var også der, som du var i naturskjønheden hin aften på Kristianias dæk! Men hør, nu lyder folkesangens melankolske musik og fylder rummet med sin længtende vemod, medens det bliver alt mer og mer dunkelt i skogerne, og så tilslut brusede Danmarks (*…*)

*Så gikk de en tur i sommekvelden, besøkte kliden (Store Mæglekilde), så på hvordan vannet piplet frem av sanden. Så toget tilbake til København. Kveldmat på Boulevard.*

*
Skien 14 desember 1876

”Gack trygg i styrkan af ädel vilja

Igenom profvets och mödans tid!

Så kan dig världen från lyckan skilja,

Men ei från dygden och sinnets frid!

Gör rätt åt alla, och lindra nöden

Och trösta sorgen hvarlest du kan!

Försvare sanningen in til döden,

Och vinn som kristen och fall som man”!

(Wallin)

Tør jeg sætte disse ædle, skjønne vers som mit valgsprog, som indskriften på den fane, jeg herefter vil løfte og se op til? Tør jeg bortse fra den forsvindne tids elendighed og mørke og se did, hvor min længsel bærer mig, til ædle, brave mænds dæd og strid i denne lidelsernes og prøvelsernes verden? Tør jeg tilegne (*?*) mig syndernes forladelse og tro, at Gud har kastet mine synde og vildfarelser bag min ryg? Jeg hørte det deilige evangelium på ate (*?*) adventssøndag, da den gamle prost spurgte med en sådan inderlighed: Hva slags liv har du vel ført, som ikke Jesu blod kunne gjøre renere enn sne? Hva synder har du begået, som ikke han skulde være mægtig til at forlade? Herre, udsluk ikke den rygende tande (*?*)! Tør jeg sætte hine vers som indskrift over mit kommende liv! Ja, i Jesu navn! Skriv dig Jesu på mit hjerte, så vil også mit liv bære hin indskrift!

*
Skien 31 december 1876

*Første gang han feirer nyttårsaften alene. Husker tilbake til barndommen i Bergen, da ”Lene” fortalte eventyr, og barna* “glemte nytårsaften og juletreet og hele herligheten nedenunder over den herlighed og det brogede liv, som udfoldeldedes for vor barnlige fantasi oppe i barnekammeret, så måtte moder banke i taget, forundret over, at det var så stilt der oppe på en slig aften, og vi sprang alle op, slog hænderne sammen, og råbte: Nytårsaften!”

*Han har lest tilbake i dagboken, og ser på opptegnelsene fra nyttårsaften 1874. forundrer seg over ta han også den gangen kunne tenke på barndommens nyttårsaftener. Og fastslår at han er mye roligere og har det mye bedre nå enn den gang. 

Men det er en ting som plager ham, og han blir ikke ferdig med det – føler han må bekjenne det, helst for Alhed. Det var en kveld på Hamar, da kaptein Hagerup og adjunkt Blix hadde vært hos ham. De hadde sett protrettene hans, og Hagerup hadde gjenkjent Magda på hennes bror, Gabriel, som han hadde vært omgangvenn med i Kristiansand. Han hadde flere ganger invitert ham med til Hamar, men han hadde takket nei, og det angret han selvsagt på nå, når han hørte om de fortreffelige menneskene og spiste av bestemors syltede ingefær. Da gjestene var gått, tok han igjen Magdas portrett. De var klebet et hvitt papir på bakplaten, og under det var det skrevet noe. Med det samme ble han grepet av nysgjerrighet: ”smålighedens djævel for i mig – toddyen havde også gjort mig ligegyldig og ueftertænksom – jeg greb en liden pennekniv og forsøgte at få papiret bort; men under dette forsøg blev billedet ødelagt; kniven gikk igjennem; jeg skar mig i hånden og besudlede billedet med blod; men om morgenen var det mig, som om jeg havde besudlet og plættet mit hidtil rene og uplettede forhold til de kjære mennesker på Hamar; jeg var så fuld af anger og skamfuldhed; det var i grunden mit vesen så imod, hvorledes kunde jeg have gjort det? Hva vilde Alhed, hvad vilde Magda sige, om de havde set mig gjøre dette, hva vilde de tænke om mig?

I dag har jeg for første gang i mit liv gjort op årsregnsab over indtægt og udgift. Hvor det var morsomt at få til at ballancere.”

*

Skien 5 januar 1877

*I går var farens bursdag. Da var han syk om hjertet, ensom og sorgfull. Han sank sammen foran sengen, tenkte, skal han adri få reise, aldri få se noe, ikke lære noe, ikke leve? Han ba til Gud: la meg få reise! La meg ikke gå til grunne! Og en from og tilfreds sjelestemning senket seg over ham. Jesus kom inn i rommet. *

”Hans fred omsusede mig og fyldte mit sind: Han var i mit sovekammer! Jeg skal få reise! Han har lovet det! Hvilken usigelig jubel og fryd: Gud er virkelig med mig; Han har ikke forladt mig! Jeg skal få reise!

Når skolen var endt og vi bøgerne kasted,

vor barnlige længsel mod sommeren hasted,

mod fjeldet og dalen og birkernes hang (*?*)

mod velkjendte legen ved sundets vover,

vi klapper i hænder, livagtig det klang

i kvelden: vi reiser! Vor far det lover!

Ak barndomstiden nu længt er forsvunden;

men barndommens længsel mot sommer og lys

end løfter min sjæl på forventningens vinge,

i vinterens mørke, i angerens gys

den beder om lov, den lar sig ei tvinge.

Engang får jeg fri; thi fader det loved,

da barnlig jeg bad og freidigen voved

at klage min nød og råde til Krist

om lov til at reise, stille min længsel!

Lad fare kun hen, hva jeg har forlist,

mit liv skal ei spildes i synd og i trængsel;

Når skolen du ender og bøgerne kaster,

da bæres du did, hvorhen sjælen frem haster

Det land, den aned i smerte og håb,

når mildt den vugged på bølgende drømme,

når taet den blev i tårers dåb

ved kjærlige øine og røster ømme.

*

Skien 8.januar 1877

I’ll taket he showers as they fall,

I wil not vex my bosom;
enough, if at the end of all,

A little garden blossom (Tennyson)

*

*I denne perioden (hvor Amalie er på Gaustad) fins bare ulike sitater I dagboken.*

Skien 1ste påskedag

1 april 1877

*»Småbillede»r: Han mødte postbudet på broen, som tog til huen:* ”jeg havde nok et brev!” det var hendes skrift; postbudet blev til afsked overstrålet af et glædens lysnede blik; Han første brevet til sine læber, i samme øieblik passerede de 2 veninder. W. vendte sig halvt til siden; A-ha! Lød det hviskende hendøende udi den stille aftenluft; Denne skjønne lille scene blev ikke fortalt eller ialdfald på en måde, hvorved den ganske mistede sin skjønhed…

Rundt ”Sangen” i sommeraftenen. Det var deiligt veir, og der var så mange ude at spadsere; de mødte stfistamtsmanden og fogden og rectoren og biskopen og ældre kjøbmænd og unge handelsbetjente, fruer og unge piger; men alle mændene bøiede sine hatte så dybt og alle damerne hilsede så ærbødig og så tillige så glade ud. ”Mor! Hvorfor hilser alle så dybt?” lykkelige moder! Læs svaret i de strålende øine. Lykkelige søn! Kan du læse den ydmyge stolthed, hvormed hun betragter dig.

Til min moder:

Tag denne første lille blomst som spired

under vintersne og kuldegys

Løft den op mot himlesn lys

den har mange hede tåre kostet

tryk den mod dit varme, fulde bryst

*

Skien 4de mai 1877

Hvad så jeg i dit øie

Og læste i dit blik?

O! jeg har gransket nøie,

hva svar montro jeg fik?

Hvad svar? Jo mer jeg gransked,

jo dybere jeg gikk,

des mere blev forvansket

det skjønne øieblik.

2. november 1876.

”Det er sent på natten! Alhed og Fliflet er i middag, hos Sæhli. Jeg så Alhed i sit selskabstoilette, før hun tog afsted. Udringet, med nøgne arme, akkurat som de andre! I den dragt mindede hun mig om Amalie, jeg tænkte på, hvor ofte jeg havde ladet misfornøiede, harmfulde ord falde til Amalie, i anledning hendes tummel i selskabslivet. Havde jeg seet Alhed bare i dag, kanske jeg havde bedømt hende som de andre. Sådan kan man tage feil.

I dag fik jeg brev fra moder; hun fortæller at Bernhard hart set Hilda et par ganger i vestre Akers kirke, hun så lidende ud, havde han sagt; ”og så ved jeg at hun har talt med præsten Nygård”, tilføier moder.

(*I margen her har Amalie eller en annen skrevet: Dette Mallys dejlige blikk som mødte ham fra gangen da han kom i trappen. *Så en uleselig setning – kanskje ”verset det andre”*)

*

*Går tilbake til å beskrive hvordan det opplevdes å besøke Throvaldsens museum i København den 22 juli året før. Blir stående og stirre på den enorme stauen av Schiller i forhallen, han var den guddeliggjorte dikter. 

Har vært i selskap, de tar ut til Dyrehavsbakken, folkene der synger sine vemodige sanger.

Og han treffer på Nordahl Rolfsen. Det vekker sterke minner:*
”hvor ofte har ikke min sjæl længtes mod ham; men det har gået mig ligeoverfor ham som det gikk mig ligeoverfor Wilhelm og så mange menneesker: jeg turde ikke; nei, jeg var så fattig, så tør, så dum, og jeg kunde ikke få noget udtryk for hvad der røret sig i mit hjerte. Han! En sådan motsætning af mig. I mine studenterår søgte han en tilnærmelse mod mig; havde jeg været annerledes, kunde det være blevet til et venskab, og hvormeget kunde ikke da være ugjort; jeg ved det nu, at det var den ulykkelige ensomhed, som blev mit fordærv; selv så svag havde jeg ingen støtte.  Jeg turde ikke hengive mig til noge mand. Hvor usel jeg har været! Jeg husker ham en gang på Carl Johansgade, han kom imod mig med åpben arme! Men hva måtte han tænke om mig, så kold og tør. O! hvor gjerne vilde jeg ikke være bleven trykket af disse arme; men jeg havde min ungdoms synd, mine ulykkelige familieforhold; jeg boede hos moder, hun var så syg og vranten, fattigdommen husede hos os; Martin gikk med et nedstemt legeme, hvor kunde jeg have nogen ven, og en ven som ham! Og siden kom fader hjem, og gikk der ulykkelig, ørkesløs, en bråd i min (*her  mangler noen ord*) Hvad havde jeg vel at byde Nordahl Rolfsen! Han troede mig vist tom og dum, og så blev det til det, at vi kun hilsede på hinanden. Med hvilket forpint hjerte gikk jeg fra ham hin aften, da jeg havde været hos ham for at bede ham virke for at jeg kunde få nogle timer i histoire på Frk Bauers pigeskole; hvor kunde han anbefale mig, som gikk der i en elendig forlovelsestilstand, syg, alvorlig og tungsindig, uden kraft og energi, uden ungdomsglæde og livshåb. Hans svar faldt så formelt og afveisende. Han troede ikke, jeg duede; der rørte sig noget inde hos mig, som vilde frem; men det blev dæmpet; jeg sagde ikke stort, gikk fra ham og udenfor døren sendte (*?*) jeg et af disse dybe, tunge hjertesuk mod den mørke nattehimmel, som mit hjerte i hin tid alene kunde frempresse og som lidet lettede mit forknugede sind. Men så hin lørdagsaften i Kjøbenhavn: Nu havde jeg truffet Alhed; jeg vidste, at hun holdt af mig, jeg havde fået stolthed i hjertet, en dyrebar erindring, en glæde at værne om og tage frem i de tunge stunder. Lagde han vel mærke til, at jeg var glad. Jeg fortalte ham om Hamar: ”Hva, så du er på Hamar?” Jeg fortalte ham at jeg havde skrevet en sang til storthingsmanden som festen på Victoria hotell der oppe den 20. juni i fjor. ”Hm! Ja så!” og så gikk han op og ned på gulvet og så så betenksom op i taget; men jeg fortalte ham ikke om, hvorledes alle havde rost min sang, at andet vers var bleven forlangt da capo, at mange havde omtalt den som vellykket, at selv Saxe havde rost den; heller ikke om min endnu smukkere Wergelandssang, og hva Anker havde sagt om den. Tænk om han havde fået læse disse sange, gad vide, hva han havde sagt om dem. Jeg fortalte ham om det deilige hjem, jeg havde på Hamar, om Alhed, om de små, og deres fortryllende indfald og hjerteknægende (*?*) spørgsmål og udtalelser. ”Ja, det er deiligst at have et hjem! Så du er på Hamar, du?” og så atter så betenksom med blikket op i taget. Gjør jeg dig uret, når jeg tror at du tænkte, at jeg ikke var den som kunde skatte et dejligt hjem, at jeg var en tung, dorsk person, som ikke forstod at udnytte alle de indtryk, jeg kunde modtage på Hamar, at min sang kun havde været så som så, og at jeg var en dumrian, som kom selv og fortalte, at jeg havde skrevet en sang? O! ja; jeg gjorde dig vist uret; det var den gamle mistilliden, usselhedens ånd, som kom over mig i sådanne tanker. Din tanke var ikke sådan; det er mine tanker som ere smålige og onde.

*
Skien 6. juni 1877

Jeg er begyndt med mine nattlige sværmerier! Hvor deilig er det ikke at streife omkring her ved aftentide! Hvor storartet skjøn var ikke fossen i går aftes; jeg gik ud på den lille stillads, som er bygget ved den ene side. Hvor det var fængslende at se ned i den store mørke hovedstrøm, som rolig og ligesom ædelt gikk døden i møde, medens det så udsom om de dele af strømmen, der gik mod begge sider  ligesom vilde unddrage sig den visse fordærvelse, ligelunde min fod saa det som om smaabølgerne brødes mod hinanden; de rædde bølger vilde dølge sig under lodværket (*?*); men derfra slog ud nu også (*?*) hav af bølger, der føyde nysankomne bort. Her er fuldt! Her er fuldt! Hvussel! Hu-usch!” og saa var der ligesom hele hoben i mildt håndgemeng styrtede sig i det dybe fald. Men der nedenfor faldet; hvor af det sorte dyb, det sydende, bloblende skinn slår høit i veiret, som om det kogte i grunden, nu og da vendte jeg mig om; det forekom mig, som der var nogen, som gikk og talte bag mig; det var kun gjenlyden af fossens brusende tale; men så hist, hvor birkene melankolsk lude sig udover fossen; de er forlængst siden blevet døve af det uafladelige spectakel! –

Hvilket storartet syn! Floden går med majestætisk recignation i dybet, og nedenfor slaar de hvide skumbølge ligesom fortvivlede høit i veiret ligesom for at faa et glimt, et eneste, det sidste af den skjønhed, de nylig har forladt af dalen, fjeldet og skogen og så ud til det store bølgende hav for at bruse som evige længsels (*?*) klage.

*

Skien 19. juni 1877

I aften har jeg været lige til Løveid. På de nøgne kliper ved elven havde børnene leget; over stenen lå spredt en masse skår af kopper og fade, et sted var en del skjæl og muslinger omhyggelig ordnede sammen; et andet sted var der reist bænke og et bord. Simpelt var husgerådet; en omvendt kasse var bordet og bænkerne var brædde lagte på stokke, som var stukne i jorden; på bordet stod skår af kopper og glads; børnene havde leget selskab; det var ganske tydelig; da aftenen kom, havde de forlagt det hele, som børn pleier; nu sov de trygt og godt i det lille rødmalte hus der borte ved veien; jeg fandt en nogenlunde hel underkop og en ganske hel kop og på underkoppen lagde jeg en del små mynt og hvælvede koppen derover. Tænk, når børnene nu komme igjen i morgen tidlig! Jeg ser dem løfte koppen op; ser deres forundrede, glade ansigter. ”Mor, mor! Hvem har lagt disse penger under vor kop?” ”Det har vor Herre gjort, fordi I er snille børn!” O! om jeg kunde være der i morgen tidlig, når de kommer igjen! Ude i elven arbeidede et par mænd med en tømmerlændse; forresten var alt så stille og fredeligt. Over børnenes lægested, som bar så tydelige spor af nylig at have været et uvirksomhedens og glædens sted, var der nu en sådan forunderlig, vedmordig stilhed, sådan som man føler, når man om aftenen kommer tilbage til stuen for at hente noget efterglemt, når alle stolene står rundt bordet og bøger og andet ligger ud over bordet akkurat sådan som klyngen forlod det hele.

*

Skien 20. juni 1877

Atter i aften har jeg streifet omkring i mer end 3 timer. Kl. er over 12. Det er så interessant sådan efter en dag tilbragt i flid at tage et dygtigt rænd (*?), når aftenen kommer, og så med engang at se sig henflyttet til et fredelig, idyllisk landlig sted, en skov, en elvebreed eller en ås med svimlende udsigt. Sålænge her endnu findes nye tragter at vandre til, er dette en ganske prægtig fornøielse. Man behøver heller ikke at gå langt her, førend man ikke ser spor af at det er nogen by i nærheden; byen ligger så indeklæmt nede mellem åserne, og når man vandrer omkring på disse og tilfældigvis kommer så langt frem at man kan se nede i dalen studser man formelig ved ved at se en by kravle der nede. – Jeg færdedes en god stund i aften rundt omkring i skoven, over småklippe og stok og sten, da jeg med engang næsten blev betagen af rædsel ved et minde fra min tidligste barndom; jeg var engang som barn gået et stykke for mig selv ind i skoven og kom til at træde på et hvepserede; de forbitrede insecter sværmede hævngjærrige om mit hoved og forvandlede i et øieblik mit ansigt til en eneste stor blemme; blind, vanvittig af smerte og angst stytede jeg hylende afsted, inndtil min moder opskræmt af mit skrig løb til og fik mit ansigt badet og lindred de helvedes kvaler. Udenfor alleen, som fører ind til consul Bloms (*?*) villa, Frougner, blev jeg stående en stund. Hvor den er smuk og dyb; man skimter så vidt huset der dybt inde: begge de gamle ere syge, sygdom og sygdom er den forborgne skat! Gud være tak og pris, fordi jeg er frisk og sund og kan streife omkring i den milde sommernat og se på dalen og vandet, skoven og al naturens herlighed. – Oppe i skoven førte 2 måltroster en kvidrende elskovstale med hinanden fra toppen af 2 høie furutrær; jeg lagde mig i græsset og lyttede.

*

Haukelidsæter 15. juli 1877

*Ludvig er på nøyaktig samme sted som han var sammen med Bernhard og moren for fem år siden. Øynene blir våte hver gang han ser noe de så sammen, eller treffer noen de snakket med den gangen.*
”Min kjære, stakkels moder! Og min kjære Bernhard. Hin tur, jeg gjorde med dem, uudslættelig står den i min erindring. Hvilken god tur var det ikke trods alt! ”og jeg tænkerpå den tid, som ligger mellem disse 2 ture, vil mine øine så let dugges, der går en klage gjennem min sjæl; men den er dog som oftest – Gud ske lov! Stille og mild.

*

Ask. Mærk den 13. August 1877 – om 10 år 1877

(*OBS! Hva mener han med dette?!*)

Jeg har nu allerede været 4 uger hos Amalie her på Ask, hvor August er blevet mølleeier, men endnu står adskillig tilbage af beretningen om min reise i Danmark i fjor sommer; det er dog for galt, jeg må se til at at få den færdig.—(*Og så kommer en lang beretning fra Dammarksturen, og besøket hos grundtvigianerpresten Peter Rørdam i Lyngby) og H.C. Andersens barndomshjem.

”Onsdag 2. August spadserede vi til Ryslinge, hvor Birkedahls frimenighed har bygget sig en kirke som ham en preæstegård. Hvor havde ikke mit hjerte næsten svulmet da jeg i Kristiania fortalte mor at jeg skulde besøge Birkedahl i Danmark, ved tanken om at jeg skulde få se og tale med den mand, hvis predikener jeg så mange gange var bleven dybt beveget ved, når jeg de stille søndage læste dem for moder den gang hun boede så alene i Briskeby og på Ruseløkkbakken i Kristiania, ved tanken på hin nyårsaften i Briskeby, da fader første gang var kommen hjem fra America, og da jeg forærede moder tårer og rørelse over disse taler, om hin sørgelige julehælg 1874 ude på Grünerløkken, da jeg gikk fra fader om aftenen for at besøge Hilda, og da jeg idet jeg gik, til nag og kummer fæstede dette billede i min sjæl af moder i sengen med sit sorgens ansigt og fader siddende ved bordet med briller, stammende op af denne samme bog – et forsøg på at oprette det forlængst nedstyrtede, at hæle det ulægelige brud, så afmægtigt, med et så umiskjendeligt præg af frugtesløshed over sig – Hvor havde jeg ikke været beveget om tanken ved alt dette, og moder havde sagt: ”hils ham fra mig! ” og et øieblik havde jeg endogså tænkt at frembære den hilsen til ham, og fortelle ham, hvad hans bog havde været for min arme moder. Og nu, da jeg da jeg kom til ham, hvor var disse følelser?  Alle var de tagne forlods (*?*?), gjentagne kunde de ikke blive, og jeg og Bernhard var hos den velvillige, milde præstemand og hans stille, blide hustru den hele dag og var så hverdagslige mennesker som vi bedst kunde være.

Så reiste Bernahrd tilbake til København, hans permisjon var snart over, og Ludde dro til lærermøte på folkehøyskole i Askov. (Grundvigianerne).

*

Fredrikshald 26. sept 1877

Så langt kom vi da! Fredrikshald bliver altså mit opholdssted, ialfald for længere tid, hvis jeg lever. Nu netop var pigen inde og lagde i ovnen; hun satte døren til soveværelset åben; begge værelser frembyder en lang promenade, og idet jeg kastede mit blikk gjennem dem, kom jeg til at tænke på Søren Kjerkegård, som vandrede ensom gjenneom sine værelser, tænkende og grublende. Hvoraf dette vemod i sindet? Hvorfor så trist at kaste et blikk gjennem mine pene, rummelige værelser? Dette blev altså mit hjem!  — Hvor man tumler i verden! Her i byen har jeg truffet fr. Nissen, som jeg i sommeren 1869 var sammen med oppe i Stangviken; nu er hun fru Schøtt, gift med min kollega adj Schøtt; den dag, jeg var oppe hos dem, fandt jeg på hendes bord Erik Bøghs 100 viser, tekst og musikk, og inden i bogen stod et par vers af mig. Så mindedes jeg så grant den dag, jeg reiste fra Stangviken i sommeren 1869, da var just frk. Nissen i besøg hos præsten Parelius, og jeg som just havde fået viserne smukt indbunden fra Kristiansund, tog dem med mig om bord og leverede dem til Jacob Parelius, som fulgte mig om bord, og bad ham give dem til Frk. Nissen, som sammen med præstegårdens damer sad nede ved stranden. Fra dampskibet kunde jeg tydelig se, hvorledes Jacob gikk hen til Frk. Nissen med bøgerne, at hun tog dem ud af papiret, så på dem og begyndte at vifte medf lommetørkledet. Det var sidst jeg så hende; og nu sidder hun som hustru og moder her oppe i Kleven. Mine kjære venner på Hamar har ikke forglemt mig; jeg har allerede fået et par breve fra Alhed; i et af dem underrettede hun mig om at den datter, som hun fik i vår, Kristine, var død. – jeg har læst i min gamle dagbog i aften; hvor underlig nu at gjennenlæse disse optegnelser; det er med atskillig selvironi at jeg har gjort det. (*Disse siste linjene har Amalie eller en annen streket under*). Sådan har nu jeg været! Tænk, at gjøre sådanne historier over min ungdoms fald, min utroskab, hvilken sygelighed at ruge og gruble derover, i stedet for at bryde igjennem til opreisning og virksomhet! Alle disse ord, som er nedskrevne, alle disse gjentagelser, disse vemodige udråb, disse sørgelige jeremiader, de er for intet at regne mod alle mine ørkesløse tanker, mod mit elendige, dådløse, rugende ungdomsliv! Hvilken usseldom! Men hvilken dom (*?*)! Hvilken usling jeg har været, at jeg skulde gjennemleve hint forhold til Hilda for at få mine øine åbnede? (*Dette siste har Amalie eller en annen understerket*)

Hvor dyrt var det ikke! Vil ikke hun træde mig imøde med fordring, med klage, med dom? Og så dette stædse tilbagevendende spørgsmål: var det ikke Guds vilje, at du skulde holde ud i dette forhold, at du hellere skulde dø end svige dit ord? Nu er jeg bleven adjunkt, nu skulde jeg begynde på livet, men hvorledes er jeg stilt til at begynde? Jeg har en så dybt befæstet følelse af min usselhed, af min umandighed og jammerlighed i mit tidligere liv, at jeg ikke føler mod til at begynde på noget. Og dog bønhørte Gud min bøn i Skien i vinter, dog er Gud endnu min Gud; han kan ikke svige; jeg har erfaret hans trofasthed. Måtte jeg kun ret lære at bede, så mit syn kunde klarnes, og jeg måtte få sikkerhed i mit hjerte og klarhed over mit liv. På dampskibet hid traf jeg Hærem og hans frue. Hvor længtes jeg ikke efter ham oppe på Hamar i fjor, og hvor gjerne vilde jeg ikke nu talt helt ud med ham; men der på dampskibet var der liden eller ingen anledning, det gjorde mig mod, at mærke at han og fruen var ligesom kolde mod mig; og hvor kunde de være andet? Han var dog så venlig at han talte til mig om Hilda og spurgte mig, hvorledes jeg havde det med vor Herre; hva skulde jeg svare? Jeg fik dog takket ham for den tid, jeg boede hos ham i studenterhjemmet, og bedet ham være forvisse om at jeg bavarede ham og hans søster i den kjærligste erindring fra den tid, og ved afskeden var han som før, han tog mig om livet, som han før havde gjort og ønskede, at vor Herre måtte være med mig. –

(*Her skriver han så videre om Danmarksturen forrige sommer.)

*Nevner at han leste Ingemans romaner som barn. Bildene fra dem glir gjennom hukommelsen mens han ligger i gresset utenfor byen Ribe. *

”Nu var jeg på det minderige sted; og så mindedes jeg så grant det lille kammer, jeg lå i ved siden af lavestuen (*?*) i vort hus i Kortpilsmuget i Bergen; der havde jeg ligget mangen aftens aftens og nattestund og læst om Valdemar Leier og dronning Dagmar, om hvorledes Riberhus blev indtagen under dans og folkeleg, og om Dagmars død på Riberhus slot, hvorledes Valdemar red så at alle hans svende lå agterud og alligevel kom for sent; men alle slottets fruer og terner bad med ham, og dronningen vågnede op af dødens søvn; hendes renhed, at hun klagede over at hun ikke fik fred efter døden, fordi hun hadde snørt sine silkeærmer for meget om søndagen, havde grebet mig så dybt, medens jeg var barn; hvor dybt nede syntes jeg ikke at jeg endogså den gang stod – og nu, hvor havde jeg været siden?  — Vi gik et stykke nedover landeveien mod Slessvig (*?*) og mødte en preussisk postvogn med ørnen på vognen; det var næsten ubehagelig at føle sig så nær Preussen; det var en ligesom ængstelig fornemmelse af en overveldende magt lige ved.

*Så reiser han videre til Fanø, han får se Vesterhavet.* 

”Jeg gikk forbi et hus, hvori stod en stor redningsbåd og da jeg kom du til de første klitter hørte jeg havets brusen; min første tanke var, at Bernhard dog skulde ha været med, her vilde han havde likt sig godt. Det var Ebbe og stranden lå hvid og flad, så langt øiet kunde nå; jeg morede mig med at spadsere på stranden helt ud til havet der hvor det kom i de lange, brusende bølger og så måtte jeg mangen gang springe tilbage for havbølgen; sådant havde jeg aldrig før seet. Hvor ensomt, hvor øde! Dog der står et hus op mellom klitterne; det var kabelhuset; jeg gikk derind, der var just en mand, som holdt prøve med kabelen over til Frankrig – engang hver måned blev sådan prøve anstillet; udenfor hytten gikk en kone med maske for ansigtet for at beskytte det mod det skarpe vestenveir og sådde græsfrø på klitterne; det var et slags stivt, grovt græs , som man fik til at slå rod i sandet og på denne måde holde det sammen og hindredes i at af stormen føres rundt hele øen; jeg plukkede et græstrå til Alhed, sendte et langt blikk udover havet – engang bærer det vel udover det også! Hvor jeg længtes! – og vendte tilbage til Nordby.

(*Så reiser han tilbake til København, der han er forlover i sin barndomsvenn Støre (*?*) som gifter seg med Marie Bock. Bryllupet skulle være på Den kgl skydebane og i Fredriksberg kirke. Alt er så vakkert. Han tenker på Amalie og Wilhelm som har opplevd sine brylluper. Vennen er nervøs, han klør seg på øret og er nervøs for talen sin, akkurat som da han var skoelgutt. Han retter på Ludvigs hvite slips, Ludvig føler en voldsom kjærlighet, i kirken synges den sammen sammen som Alhed og Fliflet har sunget på Hamar. Det gjør ham lykkelig. Og han tenker på Øhelsläger, som kanskje også ble gift i denne kriken. Sangen han har diktet blir sunget og gjør stor lykke. *)

”Og vi spadserede om aftenen i måneskin ude i haven og tog os en svingom inde i salen; og så fordvant brud og brudgom, og vi andre kjørte hver til sit; men jeg vandrede ud igjen i gaderne, kl var endnu ikke mer end 10 a 11; jeg var omtumlet i hovedet og kunde ikke holde mig rolig; du måtte jeg! Atter kom denne lyst, denne urene higen, hvilken afgrund og usselhed i mit hjerte! End ikke tanken på Alhed kunde berolige mig; jeg drev og drev, uden mål og med, jeg var inde på en dansebod og forsøgte at tale til et fruentimmer; men det vilde ikke gå; ud igjen; ned i de mørke, trange gader, hvor kvinder med nøgent bryst og nøgne armer sad i rad indenfor vinduerne og råbte og vinkede; og hvergang jeg fornam dette råb, kom det en angst over mig, og jeg jog ilsomt videre; men jeg gikk andetsteds hen, og det samme gjentog sig, og på denne måde drev jeg gjennem gaderne til kl var over 2; da gikk jeg endelig træt, angerfuld og elendig hjem; men Gud være lovet, som bevarede mig hin nat! Hjertet var bleven besmittet, det er sandt og det er jo for Gud en vedestyggelighed ligesåvel som gjerningen; men det var dog den gode hellige ånd, som gød i mit hjerte denne angst, der drev mig bort fra de urene steder. Og Alhed, hva vilde hun havde sagt, hvis hun havde set mig? Denne natlige færd kunde jeg dog ikke fortælle hende om; Gud give, at der ikke senere i mit liv, måtte komme det, som jeg ikke kan fortelle hende! Således endte den dag. – den følgende dag var jeg med de nygifte og præsten og flere af de øvrige bryllupsgjæster på en kjøretur henad Strandveien og gjennem dyrehaven; vi spiste til aftens på Fortunen, og jeg fuglte med de nygifte hjem i deres hotell, og vi pratede endnu en stund udover natten; dagen derefter aflagde jeg endnu et besøg i Thorvaldsens museum samt på garnisonskirkegården, hvor jeg og Bernhard var blevne så bevegede Istderdagen (*?*)

(*Dette foregikk 9,10, og 11 august 1876*)

Og så stod jeg den følgende formiddag om bord på ”Kristianias” dæk igjen for at reise tilbage til Norge; jeg så ud over det deilige land, hvor jeg i så kort tid havde modtaget så mange indtryk og oplevet så meget, og ensomhedens og forladthedens følelser holdt på atter at bemægtige sig mit sind, medens mine øine blev våde; da fløi tanken til mit skjønne, blide hjem på Hamar; men i Kristiania vilde Hilda tage imod mig, og den tanke knugede atter min sjæl. Jo, hun stod på bryggen, da jeg kom til Kristiania, og moder og Bernhard var der også, og vi kjørte sammen til Briskeby til Bugges, og jeg boede hos Hildas moder en uges tid, førend jeg reiste til Hamar. Jeg var nedsunken i en slapehdens tilstand; hvergang den tanke slog ned i mit hjærte, at forholdet mellom os burde eller kunde brydes, tabtes den i mørket, jeg magtede ikke at bære den frem; den tid var jo gåen forbi, da det skulde have været gjort; hvorledes kunde det nu gjøres? I et brev, som jeg allerede ved Pintsetid havde fået fra hende, havde hun spurgt mig om jeg angrede på forlovelsen, hun havde sagt, at hun vidste at jeg hellere vilde dø end opheve forbindelsen, men at, hvis jeg vilde skrive, at jeg anså det for rettest, eller at jeg anså det for Guds vilje, at vi skulde skilles, så vilde hun hæve vor forlovelse; den gang havde jeg  svaret at jeg forlængst havde indsæt, at på det standpunkt, som jeg stod den gang, jeg blev forlovet med hende og med de tanker, som jeg den gang havde, var det ganske urigtig af mig at forlove mig; men at jeg ikke annerledes angrede derpå; jeg henviste hende til mit frierbrev, (som jeg nu skammede mig over) og påviste, hvorledes der intet var at spore af en mands ædle beden til en kvindes hånd, intet af den kjærlighed, som binder mand og kvindes hjerter sammen og som af alt jordisk og menneskelig må være den skjønneste og ædleste; men jeg tilføiede, at sådan, som jeg den gang var, var jeg – jeg burde hellere have sagt; vilde jeg være – fremdeles mod hende, og så fik jeg et varmt brev fra hende, hvori hun med stor kjærlighed takker mig for min trofasthed; hun  siger, at hun har læst mit frierbrev op igjen og fundet trøst deri! Hun siger at jeg skal blive lykkelig og må blive lykkelig, når jeg engang tager hendes gamle breve fremskal jeg sande, at hun talte sandt, jeg havde ingen fast bestemmelse truffet, gjorde intet skridt; jeg lå under for denne byrde, og så blev jeg ikke klog på hende heller! I den uges tid, jeg var hos hende på Briskeby lod hun engang falde den ytring, at det dengang hun skrev hine ord, at jeg måtte og skulde blive lykkelig, var hendes mening at hæve forlovelsen. Endnu mindre kunde jeg skjønne hende! Hun havde jo så mange gange tidligere sagt, at hun vilde gjøre det, eller opfordret mig så godt som til at gjøre det, når den gamle disharmonien kom op mellem os, og jeg havde sat mig mod – hvis det kunde kaldes så ligeoverfor så svage antydninger – og søgt at trøste hende; dette seneste var jo kun en gjentagelse af det tidligere under en anden, kanske mer spændt form – men det er sandt, – den store forskel var det mellem mig før og nu, at jeg før efter fattig leilighed kjæmpede for at opretholde forholdet, fordi jeg ikke havde turdet se dybt i sagen og klargjort for mig selv mit store feiltrin, medens jeg nu var overbevist om, at jeg havde handlet høist urigtigt ved at knytte sammen denne forbindelse uden at jeg dog havde klarhed nok over, hva jeg skulde gjøre, før var der udholdenhed og standhafitghed i uklarheden, nu var der svaghed og slaphed i klarheden. Hvorledes lysnede det ikke inde i mit hjerte når hun i denne uge antydede, at vort forhold snart var til ende; men atter slukkedes lyset; hvorledes var det mulig at det kunde blive en ende på dette? En aften, der havde været nogle studenter hos Thorvald, tog jeg hende i hånden og vilde drage hende til mig; men hun vægrede sig, og så den sidste aften, da hun havde ordnet mit reisetøi, kom hun hen til mig, der jeg sad i gyngestolen og sagde: ”nu vil jeg tale, siden du ikke vil tale” og så kom spørgsmålet frem… —

*

Fr. hald 8 october 1877

I går aftes læste jeg et digt til ”dem derhjemme”; det faldt mig ind, at jeg skulde omarbeide det noget og fremsende det til Nordahl Rolfsen, om han måske vilde aftage (*?*) det til sit tidsskrift. Så sende jeg det i dag gjennem Amalie i følgende form:

Længsel:

Så tæt et mørke på sindet ei ruget,

min sjæl så voldsomt ei sorgen omknuged,

at ikke en stråle mørket brød,

at ikke en lindrings tære flød

ved tanken om dem derhjemme!

Jeg mindes stien i blomsternes smykke,

de milde øine, som lyste af lykke –

end hører jeg mangen stille stund

de toner, som greb i sjælens bund,

når taus jeg lyttede hjemme.

Jeg mindes sangen, de minste kan synge,

når moder samler den deilige klynge,

mod kvælden de blundede sødt i fred,

omsværmede trygt af kjærlighed,

Som var de i himlen hjemme.

Og sommernat på de gyngende vover,

når sol gikk ned, og et tågeslør over

den veldige stille, kjendte by –

mod vesten end dveled gyldne sky –

o, sådan det er kun hjemme!

Mens båden sagte for lutningen rider,

småbølgen skvulpende slår om dens sider,

mens samtalen falder sparsom, lav

og vugger os mildt på drømmehav:

hvor deiligt at være hjemme!

Og så de klare, de høstlige dage,

når skoven visned og ånded sin klage!

Mens raslende løv på veien klang,

vi vandrede sammen søndagsgang

til en vinkende kirke hjemme.

Min barndoms længsel slår høit med sin vinge,

om lov den beder, en lar sig ei tvinge;

vildfaren, i mørke, angers gyd

den higer mod hjemmets varme, lys,

den give sig ei før hjemme.

Så vug dig, sjæl! På de bølgende drømme

og to dig ren udi tårernes strømme!

Engang skal det gå mot gyldne sky,

i renhed og lys til fredens by,

hvor evigen du har hjemme!

*

Fr.hald 11 oct 1877

Igåraftes læste jeg nogle deilige ord hos Jean Paul;
havde jeg boed hos Fliflet, så havde jeg læst dem for Alhed eller fortalt hende derom, når vi hadde leiret (*?*) os om bordet i hjørnesalen efter aftensmåltidet. Derfor sendte jeg dem til hende. De er af Fenelon, som Jean Paul med rette kalder ”ein Kind, Weib, Mann und Engel zugleich”.

(*Her kommer et langt sitat på tysk*)

*

Fr hald 17 oct 1877

Søndag fik jeg et kort brev fra Fliflet; overskriften var; Hr. Adjunkt Alver; han beder mig sende ham 40 Kr. til afsendelse af pianofortet og min stole – det pianoforte, som jeg fik af dem, medens jeg boede hos dem, den gang da fru Fliflet medsendte sit rimbrev, og så min kurvstol, som jeg lod stå igjen der, da jeg reiste – når jeg tænker på, hvorledes, jeg måtte være sindet mod Fliflet, hvis jeg skulde sende ham et brev med overskrift: Hr. overretssagfører Fliflet, så går det ganske rundt for mig. Det er mig umulig at begribe, hva der er skyld i dette. Hvilken smerte har det ikke været for mig at tænke på, at vort hele forhold skulde med engang ophøre, at alt det oplevede mellem os skulde være som strøget! Jeg ser i min almanak at de 22. er det Fliflets brylupsdag! I fjor kjørte vi sammen en tur, hun, han og jeg, ”rundt Sangen”. (*?*) Skulde de i år tænke på mig med kulde, eller med harme? Jeg ved ikke af, jeg har gjort dem det mindste ondt; mit forhold til dem forekommer mig aldeles uegennyttig; menneskelig talt, rent. Selv i tanken; og i denne bevidtshed har jeg dog en trøst, også når jeg gransker mig selv, finder jeg støtte i det at jeg nu er adjunkt, har fast ansættelse; hvis jeg endnu skulde have faret om uden fast beskæftigelse, uden blivende sted, vilde det have været meget, meget værre for mig, jeg falder tilbage på denne tanke; du er dog nu adjunkt som på et fast støttepunkt, når tankerne smærter, når eridnringen fra fordums tider anklager. Usle sind! Dårlige hjerte! Dog sagde du nys at at dit forhold til dem havde været uegennyttig. Har du nogen tro? Er det tro i dette? Dit embede fortrøster du dig til og tviler på! Har du nogensinde tvilet på Gud? Den gang, da han forsøgte dig, da du intet andet end han havde, følte du det da trygt at falde tilbage på ham, når tankerne smærtede og erindringen anklagede? Hvor let går det således ikke for mennesket at forvexle Gud med et embede, en stilling, venskab eller lignende.

Men jeg føler, hvilken kval det vilde være at sætte en streg over alt det, som jeg har oplevet i forholdet til Fliflets på Hamar. Hva må det da ikke være for den, der bliver svegen af sin elskede? Hvilken kval for Hilda at skulle rive ud af sit hjærte alle ord, alle forhåbninger, al tillid og tro?

Martin, Martin! Min tobakskasse mindede mig i aften om den jul, jeg kom hjem til Bergen fra Svanøen, da du var så opofrende, så snild mod mig; du vilde give mig så meget; du kjøbte for din penge, som du havde erhvervet ved at læse med mindre gutter, et album og en tobaksdåse til mig; jeg skulde have alt, jeg husker det så godt. I vor familie var tidlig den barnlige kjærighed og fortrolighed udbrændt; så har det siden nu og da blusset op, gløden har dog været der? Sæledes med dig, således med Amalie, således med mig selv. Og hva er det, som har pustet til den i dybet ulmende glød? Det er den gode Helligånd; den gang havde du syndet, og havde gjennegået angerens lutrende resning allerede i dine tidlige barneår; du var et kristent barn; deraf den overstrømmende kjærlighed i et brev, som jeg nylig fik fra Amalie, forteller hun at hun havde læst et af dine breve fra dit første studenterår, og deri beder du hende, at hun ikke må grue for den kommende mørke vinter, men tage fat med freidig mod. Martin! Du er salig hos Gud! Kan du, så svæv ned over os! Hvisk Amalie ind i hendes sjæl, når hun sidder nedsunken i kummer, at hun ikke må grue, men tage fat med freidig mod, bed for hende, at hun måtte få klarhed og styrke. Du ser mig i min ensomhed, din ånd farer med min ånd gjennem de svundne tider, mine vildfarelser ligger åpben for dig, det trænges nok, at du også husker til mig; gru ikke, for den mørke vinter, gru ikke for ensomhedens nat! Bed også for mig, at barnetroens stjerne må lyse i natten, at min sjæl må give sig på vandring efter Gud! (*Disse siste setningene har Amalie eller noen andre undersreket i margen av dagboken*).

Det lød ligesom indneni mig i aften: du må finde Gud! Det er din eneste, egentlige opgave. Du må finde Gud! Gud, Gud må du finde! Har du nogensinde alvorligt søgt ham? Har du fundet ham? De bønhørelser, du har fornemmet, det svar han har sænket i dit hjerte, er det det samme som hvile i ham, samfund med ham? Det er så aldeles sikkert og vist: Gud må du finde. Hvilken udsigt åbnes ikke ved dette! Hvilken klarhed!

At vandre en klar høstaften i måneskin henad den hårde landevei, har altid været mig så tilfredsstillende; og i aften var alt så stille, og jeg var så alene; månen forsølvede de bladløse træer, markerne lå ensomme, øde, ikke et menneske var at se eller høre. Hvilken underlig drømmende tilstand man da kan henfalle i! Det er ligesom man var i en anden verden; scenen er så høitidelig, pudset og tilstelt som til et festlig møde; skridtene bliver sagtere og sagtere; det er som turde jeg ikke forstyrre ensomheden. Jeg er den eneste levende, ialfald den eneste, som rører sig på den store scene. Livets larm er borte, verden er fjern, det er, som havde du sat stevne med en ånd; thi anelsen om nogen, der er for dig, med dig, opstår i din sjæl; du du kan ikke være ensom. Blikket farer over de nøgne marker, op til de tindrende stjerner; sukket åndes ud gjennem luften; tankerne bølger gjennem dit indre. Hvor hen, hvor hen! Du kan ikke være ensom! Du må finde Gud!

Jeg husker en aften i sommer henne i Skien; jeg havde fået vide, at jeg ikke vilde få gage for mer end halvparten af juli måned; jeg var adj Withers vicar, og denne vilde ikke betale gage for den sidste halvdel af måneden; dette var et stort tab for mig; jeg havde så sikkert gjort regning på at få gage forden hele måned, og tanken herom holdt mig vågen om natten; nu  var det ikke nok med, at tanken om denne ubetydelighed kunde berøve mig min nattesøvn; men da jeg kom til erkjendelse af min egenkjærlighed og måtte sige til mig selv, at jeg bliver søvnløs ved tanken om et tab af 20 spa (*?*), medens tanken på om min sjæl skal blive salig eller fordømt, ikke er i stand til at holde mig anspændt i synderlig lang tid hverken ved nat eller dag, stillede jeg mig pludseligg på et tredje standpunkt og betragtede denne min erkjendelse og var nærved at blive stolt derover, da tanken atter indog endelig et fjerde standpunkt, og jeg betragtede mig selv som den, der var stolt af den erkjendelse, at jeg var en usling, og dette bestemte jeg mig til at nedskrive i min dagbog, hvliket jeg herved gjør. Selvbevidsthedens selvbevidsthed!!! Jeg er kanske sent vaagned til selvbevidsthed; men så er den til gjengjeld bleven fordoblet, ja tredoblet! –

*

Fr. hald 14 oct 1877

Småbilleder:

I dag ved middagsbordet; 2 unge lieutnanter og lieutnant Olsen. I fjor påskeaften spiste Olsen og jeg sammen vor aftensmat på ”Oplandenes hotell” i Hamar; det var ensomt og trist at sidde der alene med ham – det var den gang der var skarlagensfeber hos Fliflets – og i Skien – hvor sørgelig var det ikke at spise middag sammen med de ungkarle, som jeg ikke kunde sympathisere med, og i hvis samtale det var mig så vanskelig at blande mig. Nu går det ligesom lettere; det falder ikke så vanskelig at deltage i samtalen. Selv Olsens ømheder mod opvartningspigens generer mig ikke meget; i Skien kunde jeg oprøres, når en af spisegjæsterne klappede pigen på kinden eller tog hende om livet. I dag bragte pigen Olsen en pære og en klase druer, som var bleven sendt ham anonymt; han greb hendes hånd, omfavnede hende fast; jeg oprørtes slet ikke; jeg spiste. Vi talte om det katholske kirke, som i dag indviedes, og hva præsten havde sagt i sin tale. ”Nu bliver blir det så fælt at jeg ved ikke, hva jeg skal tro”, sagde Olsen, ”jeg tror, fordi jeg er kongelig embedsmand, jeg, ellers skulde jeg helst være Muhammedaner; den Mahomed (*?*) var en ærlig karl.” ”De bedste er, slæt ikke at tænke på det hele”, mente en mager, bleg lieutenant (Fabricius), hvis væsentligste fornøielse åbenbart er at uttale navnet: Bolette (opvartningspigen); han anbringer det så ofte han kan, og hver gang han gjør det, slår han en krøl på sin lidt røde næse og de tynde læber kruses af et dødt smil. Jeg har engang spurgt i min første dagbog: hvor er livet, menneskelivet i glæde og smerte, i kjærlighed og modsigelse? Den gang vilde jeg gjøre oprør; nu oprøres jeg ikke, ja, men nu ved jeg, hvor livet er, i den stille, bramfrie, hæderlige virksomhed, i det kjærlige trofaste familieliv; under varme kvindeøine og mellem glade børn, sådan som jeg så det sprudle hos Alhed. Jeg har læst i Goldschmidts ”Hjemløs”, at “såmangen mand med evner og spirer i sit indre aldrig fik dem udfoldede, fordi aldrig et varmt, kjærligt kvineøie hvilede på ham.” på mig har Alheds øine hvilt, også et par andre øine har lyst og varmet mig gjennem sjælen, og hva har de indrettet? Kan kjærlighedens stråler ramme som lyn, der nedslår? Jeg blev rammet og faldt. Jeg er ligesom ikke menneske fuldt ud. Hva der gyder ild og kraft i andres årer, det hensatte mig i ørkesløs betragtning, sænker mig ned i skamfølelsens elendighed. Jeg troede engagang halvt, at hvis man med sandhed kunde sige om sig selv, at man følte sig som den største synder, så var man sikkelig en kristen eller ialfald ligde derved; det forekom mig svært at skulle sige om sig selv, at man var den største synder. Nu falder det mig ikke svært. Dog den største synder, nei, det tror jeg ikke, jeg er! Paulus sagde det med rette; thi han rasede mod Herrens menighed med ild og sværd; jeg er en orm, ussel og lav; jeg hører, — Gud frelse mig – til de lunkne, de intetværende (*?*), der påkommer mig af og til en fornærmelse, som jeg nærmest må kalde væmmelse over mig selv; jeg væmmes over alt det, jeg har skrevet i denne og den tidligere dagbog; jeg vilde om jeg kunde, føle medlidenhed; men ikke engang det kan jeg ligeoverfor en pjalt (*?*), som har optaget det små og fyldt sit indre dermed, som har hængt sine tanker ved det forbigagne blot som forbigangent, som ikke har nået frem til nogen fast bestemt forestilling end sige idé, men i vammel følsomhed lader sit hjerte  hensmelte ved erindringen om det forsvundne, og får tårer i øinene, ved at tænke på, at det er forbi, forbi; Livet! Livet! Giv mig en dråbe af menneskelig liv; giv mig en gnist af menneskelig livsild! Jeg vemmes over mig selv, og er dog min egen eneste kammerat; jeg sidder over et lig!

*

Fr. Hald 23. oct 1877

I dag har jeg feberglød i alle mine lemmer; tindingerne værker, også siden! Skulde det gå som sidst, da jeg følte ondt i siden inde i Kristiania. Gud, nu er jeg så alene! Og dog, er du ensom nu mod den gang; den gang var du frygtelig ensom, vilde være ensom, lige ind i døden! Forfærdelige hovmod! Det kan aldrig falde mig ind at spørge mer: hvorfor skal jeg være så udenfor? Hvorfor skal jeg ikke smage livet, som de tusinde andre? Nei, hvilket spørgsmål vilde vel det være? Tænk! Amalie! Og tænk på millionerne! Jeg var på menighedsmøde Søndag; der forhandledes om en frivilig fattigpleie indenfor menigheden; der blev talt om den første paragraf i statutterne; jeg havde noget på hjerte; men jeg vovede mig ikke til; jeg er fremdeles så bange for min stemme; den er så dårlig på grund af de hyppige forkjølelser: hvor mange gange er jeg ikke bleven aldeles forskrækket, når jeg skulde oplade min mund ved en eller anden anledning, forskrækket over min hæse, uforståelige stemme. Men da 2 d(*?*) kom på bane, vovede jeg mig til; stemmen var ikke så dårlig; men hvis jeg ikke nu havde været adjunkt, tror jeg ikke jeg havde fremsagt et ord! Det er adjunkt-pudsen (*?*) du lever på, far! – tænk i aften; i min feberhede tilstand begynder komediescener at danse i mit indre; nu tænkte jeg just på noget, som bragte mig til at le så hjertelig; så sandelig! Hvor godt jeg lo! Sådan som jeg så ofte ler – eller ialfald lo, selv i min mørkeste tid – over sådanne naive småting. Jeg tror bestemt, Amalies l’hombrescene kunde anvendes i denne situation. (*Her har han skrevet ”Småbilleder” i margen av dagboken*) Se nu! Der er kommen en ung embedsmand til en lille norsk by (Nei, se til den adjunkten du); der holdes en tale for ham i et selskab som holdes hos en af byens grosserere strax efter hans ankomst. Værten holder en officiel tale, så kommer en anden yngre embedsmand – en jurist, som derfor er bleven tidligere færdig end den førstnevnte, og som allerede har været i byen i nogen tid. Juristen omtaler, at den nyankomne er ideelt anlagt, hilser ham fra studentertiden, da ha altid var at træffe under ideenes fane, og udtaler sin glæde over, at han ffremdeles er der at finde. Den nyankomne som vi vil kalde T., bliver aldeles urolig under dette, blant et par kredse opstår der også nogen bevegelse; T begiver sig mod slutningen av juristens (L.) tale lige bag ham og siger halvhøit: Din fordømte sæk! T. Din fordømte hvad? – kommer i vildrede med sin tale – om forladelse, mine damer og herrer, det var det jeg vilde sige, jeg vilde opmuntre selskabet til at tømme et bæger for den fordømte – nei, hva skulde jeg have sagt , ja for Hr doctor T. – (Forvirring, stadig (*?*) lav latter).—T. (bag ham)  er du nu lens (*?*), din bøtte? L. Men hva i alverden? T. Å; du er bare sludder. L. Jeg bryder mig ikke derom (halvhøit). 2 forbigående damer: Hvad bryder L. sig ikke om. Den anden: Å han fik vel correx af din gamle kamerat! Afbrydes, nu kommer (eller også før) Amalies l’hombrescene; den må være med. Og hendes grundtanke om den utilfredsstillede frue i huset kan også tages med. Men så var det den scene, som bragte mig til at le nys. – Vi må nu være langt inde i 2de act; fruen har i et eller andet øiemed sendt en mand ind til de 2 unge embedsbænd, som anstiller sig som døv, L. taler til ham, intet svar. Høiere, intet svar. Skriger: ”å, de behøver sandeligt ikke skrige så; jeg er ikke døv. L: er ikke dedøv? Tjeneren, nei såmænd, o.s.v. nogle vitse anbringes: L. skriger: de har endnu ikke svaret mig. Tjeneren. Hold dog op engang. L: vi er slet ikke begyndt. Tjeneren: er de gal? L: Nei, men jeg tror de er, og jeg bliver det snart, hvis de ikke går deres vei. (tordner) de er alldeles irriterende. Tj. Hva var det, de sagde jeg var. L: (brøler) irriterende. Tj. Kors bevares; med forskrækkelse går han ud af døren. – Dette giver L. en idé og i et selskab, en offentlig festmiddag holder han en tale, begynder ganske sagte, og skriger alt høiere og høiere, enden bliver at alle gjæsterne styrte på dør (astadige borgermænd og kvinder). Senere, i et selskab byfogden træffer han: Er det det djævelens menneske, som skriger og galer slig. (L. kommer nærmere) ja men så sandt! (Løber til døren, skriger. Farvel. Hr. grosserer, tak for mig frue. Ud.)

Men så var det slutningsscenen; den vil jeg have skjøn, harmonisk, løftet halvt op i eventyrets verden, belyst af ideens stråler, samtalen let flagrende som på æthervinger (*?*), menneskelivets fryd og indre lykkelige bevidsthed om at eie himlen, glæden i sit indre, på jorden. De 2 embedsmænd får ikke de 2 damer, men 1 ung student og 1 ung sømand; også danser de i den store sal i præstegården, og døren står åben, og udenfor den og vinduerne står gamle mænd og kvinder; det er Søndag; og mændende støtte sig på sine kjæppe og luder med hovedet og smiler, og de gamle kvinder tørre sine øine med de sammenlagte lommetørklæder; da gjengives (*?*) fruen til livet og lykken, den gamle mand er brav og ædel; han sidder i lænestolen med sin lange pibe; hans stæmme skjælver. Ja, ja. Herregud. Nei hvor dette gjør mig glad kjære børn! Fruen stunder (*?*) sig frem mod ham, synker ned for hans fødder, men i samme øieblik kommer børneskaren sammen fremover, syngende! Er det ikke en vakker situation? Den, som kunde skildre mennesker! Men min feber! Gud give, jeg måtte blive frisk til i morgen; thi skulde jeg blive borte, det vilde blit altfor galt; ajd, Arnesen har været og er fremdeles borte i lang tid. En digter! Hvor det måtte være underlig at være digter! – jeg tror, når jeg næste gang bliver syg igjen, da vil jeg til at skrive i dagbogen; i aften må jeg slutte, at jeg ikke skal overanstrænge mig. – Rector Nygård sagde i en samtale i gåraftes: jeg tror der drives meget humbug med guds ord! Har jeg nogensinde dreven humbug med Guds ord?

Vi har stiftet en læseforening, en sådan, som de havde oppe i Hamar, og jeg er bleven foreningens forretningsfører .–

*

Fr.hald 28. Oct 1877

Jeg hungrer, jeg tørster! Jeg er fattig, nøgen, elendig! O! denne ensomhed! Et sådant liv! Ak, hvor skal jeg hen! En sådan fortærende hunger! Nu er det ikke anger; nei, dette er hunger, nagende hunger efter livet. Det er ikke tvivl heller; ikke søgen og famlen; nei, bare hunger.

Har jeg nogensinde været ung. Jeg begynner at tro, at jeg aldrig har været ung; men så har jeg heller ikke levet, – nei, derfor hungrer jeg også.  (*De to foregående linjene har Amalie eller en annen markert med strek i margen*).

Jeg har haft brev fra Fliflet; det var dog godt; vred var han ikke; det var det slet ikke tale om; overskriften var en tilfældighed – han var så vant med i sine forretningsbreve at sætte adressatens navn først . –

*

Fr hald 29 Oct 1877

I aften har jeg læst det testimonium, som Goldschmidt fik, da han fra det v. Vestenske institut dimitteredes til Kjøbenhavns universitet. Hvilket vidnesbyrd! Hvor stolt må han ikke ha været! Det står: (*Her kommer et langt sitat på latin*).

*

Fr. hald, 5 November 1877

Hin komedie, som beskjæftigede mig, komme nu og da igjen. Planen og gangen er endnu uklar for mig, men 1st act har jeg tænkt mig omtrent sådan. Først hint ovenfor beskrevne selskab, så går gjesterne; men den unge embedsmand bliver på fruens anmodning en stund endnu; han læser noget høit, manden, grossereren, sover; så anbefaler han sig, og derefter kommer i nattens stilhed en udtalelse mellem mand og kone.

Grossereren (vågner): Sagde du noget. Fruen: ja. Gr. hva er det. Fr. Drømme. Gr. Men kjære, det er allerede sent. Fr. jeg hungrer. Gr. Bevars! Du må dog ikke tage dig så ivrig af beværtningen, at du selv ikke får noget at spise; det er jo rent for galt. Fr. jeg fryser. Gr. Jeg forstår ikke. Fr. nei, du har jo livet (*?*) (*sovet?*). Gr. Sig mig, har du seet noget; jeg husker at have hørt, at det skulde ligge i familien. Har du seet noget?  Fr. Ja! o.s.v.

Gr. Går. Søsteren kommer med et lys fra den anden side. (*de følgende setningene er strøket over flere ganger, og nokså uleselige:*) Hun vilde over at  se hvordan det tog sig ud, efterat selskabet var gåt; at se de tomme stole og borde havde noget tiltrækkende for hende.) – en samtale mellem Fr. og Søsteren.

*

Fr. hald 6 November 1877

”Når mennesket får fornemmelse af livet som er høitidligt og ser ind i det med begeistring og rædsel, med den ungdommelige, freidige begeistring ved at føle høitiden i sig og udenfor sig, med den skyldbevidste mands eller kvindes rædsel over at have svigtet livet og være ligesom kastet fra dets åsyn, og mandens eller kvindens gjennem rædselen vundne nye begeistring over at turde se og efter evne slutte sig til slægtens hellige ordensgang – så sige vi, at dette er en udfoldet form af Nemesis (Goldscmhidt)). (* Amalie eller en annen har understreket ordet Nemesis*).

Noget sådant har jeg virkelig oplevet.

*

Fr.hald 11te Nov 1877

Af et rimbrev til Gunnvald, Hagny og Ivar

Jeg undres på, hvordan Ivar staver,

og hvordan Hagny i huset kaver,

og hvordan Wilhelm sig monne te,

og hvordan Arne er nu at se.

Tak Hagny! Du, som på kjælke vilde

mig trække, se! det var ikke ilde;

men snildest var det alligevel,

at du vil gi’e mig ”dit store stell”.

Tak Ivar, tak, du som vilde skjænke,

ja, det er ordentlig svært at tænke –

mig bane, måne og hus dertil,

ja, det skal blive et herlig spil!

Med banen reiser jeg tit og ofte,

jeg dertil bruger ei reisekofte;

når smukt om kvelden du kører med,

så kommer toget, og jeg er med.

Thi det går hurtig med tankens heste,

og ”mand på kvisten” har få’et de bedste.

Hvad vil du mig for slig barn gi’e?

det er den reneste fanteri!

Og huset, du! Ja, du skulde se det!

Som til en fest det står hver dag nede

i lys og klarhed og glædens pragt,

og rundt omkring det er englevakt!

Derinde hænger i tagets krampe

din hele deilige dukkelampe,

og ”stol og sofa”, ja endnu mer,

”fianefjottet” er også der.

Det hus er bygget af ædelstene,

af barnetanker og drømme rene,

og månen skinner så venlig ned,

den ved om alt jo så god besked.

Til fest vi samles der allesammen:
den lille søster! O! tænk hvad gammen!

Og ”apoteket” og far og mor

og alle I med jer store bror!

*

I aften fik jeg brev fra Amalie. Hun beder mig brænde hendes breve, og det, som kom i aften, er allerede bleven til aske. Hun taler om, hvor lykkelig jeg er, som har et ædelt og skjønt arbeide at arbeide for, og så er fri og frank; hun siger, jeg skjønner mig ikke på min lykke, ja hun sier endog, at hun er heldig stillet mod så mange, mange andre; men hun ønsker mig velsignelse i det indre og ydre, med den varmeste kjærlighed siger hun, at det vil glæde hende, at jeg bliver lykkelig; at det vil ære også for hende til trøst og opmuntring, hvis jeg bliver dygtig og brav; anerkjendt og påskjønnet! Kjære Amalie, hvilken en støtte det var for mig, hvor det næsten reiste mig; fra dig kommer trøst. Se! det er kjærlighedens husholdning! Ja, jeg skal arbeide! Tænk, hvor rig jeg er, Alhed og du! Jo, jeg skal med Guds hjælp stræbe. Tro og Arbeide er de hjemløses hjem!

*

Fr.hald 18. Nov 1877

Livets brud

(Sendt til fru Fliflet i anledning hendes lille datters død)

O! se, nu er alt beredt,

nu er brudekransen bunden

mm din lyse pande vunden

skal den hvile svalt og let!

Myrtekorset her på brystet,

det er endnu dugget tæt

af de tårer, jeg har grædt,

mens jeg det til hjertet krysted,

brudelinet slutter net

om de hvide, bitte hænder,

og i hånden en buket

jeg dig med til Himlen sender.

Ja, thi hver en blomst deraf

er i moders hjerte sprunget:

Det er sange, jeg har sjunget

over dig fra dåb til grav,

det er bønner, jeg har bedet

bøiet over vuggen lav,

det er mine moderkrav,

et, som ømt jeg havde fredet

og som jeg tilbagegav,

de vil grønnes på sin stengel,

når i himlens blomsterhav

dem omplanter livets engel.

(*Det følgende verset er strøket over med to krøllstreker og satt i parantes*)

Og i månens sølverskjær,

under tændte stjerners lue

brudelys på himmelbue

O, så skjøn som nu du er!

Når så Han i kamret træder,

medens engle om os ler,

skal Han se, ei moder mer

sorgens bitre tårer græder;
når han til min datter ser,

siger kjærligt: se, hun sover!

Vil jeg ydmygt knæle her,

mens jeg stille Herren lover.

*

O, i månens sølverskjær,

under tændte stjerners lue

på den store himmelbue,

O, hvor skjøn jeg ny dig ser!

Nu vil Han i kamret træde,

Han, hvis kårne brud du er;

Han skal se ei moder mer

sorgens bitre tårer græde.

til det smykte leie nær

kommer han: Tys, se, hun sover!

mens jeg stille knæler her,

bæres du til livet over.

*

Fr.hald 27 Nov 1877

Da jeg i aften slog op i Thomas a Kempis for at se efter, hvor gammel Berhard er – der har nemlig fader på det rene blad skrevet vores alles fødselsdatum – så jeg på bindet med en uøvet, vaklende barnehånd nedskrevet: ”Nu lukker sig mit øie, gud fader i Det Høie” Herregud! Tænk, det kan godt være mig som har skrevet det, eller Martin eller Wilhelm; det er det samme; de stygge, uformelige bogstaver er så deilige i mine øine. Jeg husker godt moder lærte mig den aftenbøn, og jeg husker, Wilhelm lærte mig: begge mine øine bliver så små, nu vil jeg til min lille seng gå.

Nu er jeg 30 år gammel, og jeg siger igjen: ”nu lukker sig mit øie, Gud fader i det høie. Amen!

*

Jeg ser at jeg har endt mine første optegnelser her i Fredikshald på en ufuldstendig måde. Så kom spørgsmålet frem – det var hin frygtelige aften på Briskeby, den sidste, jeg var sammen med Hilda; jeg siger: frygtelige, endskjønt den ikke var det på den måde, at lidenskaberne var i bevegelse, eller at mit sind var oprevet af sorg eller smerte; nei, den var snarere frygtelig af den grund at mit sind var så koldt, og mine tanker uvilkårlig vendte sig mod fremtiden i egennyttig begjær. Koldt! Ja, hvorledes kunde det være annerledes. Hvert pust af livets varme, som endnu var tilstede hos mig havde jeg dæmpet under mit lange forhold til Hilda; mit sind havde så mange gange været oprevet, og jeg havde indskrænket mig til at nedskrive nogle udgydelser på papiret eller at være sur og gretten mod hende. Jeg var umandig den kveld, som jeg havde været det før. Når jeg tænker på det grin, som gikk over hendes andsigt, da hun – således som hun så ofte før havde gjort – kom hen til mig og lagde sine hænder på min knæ, et ubeskrivelig grin, som indeholdt spot, ligegyldighed, men ikke sorg eller smærte, et dorskhedens smil, som opgav alt, sagde farvel til alt, så må jeg uvilkårlig spøre; Hvordan er hun? Hva har hun forskyldt, siden hun skulde føres ind i en så stor ulykke, at komme i dette fortvivelde forhold til mig? Den gang da hun beskrev for mig, hvorledes Wilhelm hvade opløst deres forbindelse, gikk der en dømmende tanke gjennem mit hjerte, at han havde været hjerteløs. Hva var jeg? Hva måtte jeg nu opleve? Så fik jeg også høre fra hende, at hun takkede og ærede ham, fordi han den gang havde været mandig nok til ophæve forlovelsen. Hun takkede og ærede ham! Hvorledes var hun da sindet mod mig? 8 dager efter at vi vare blevne forlovedesagde jeg til hende, at jeg godt havde følt, at der ikke i vort fohold var den menneskelige kjærlighed; jeg sagde det for at være sand, ikke for at bringe hende til at hæve forlovelsen, den gang var jeg slig at jeg troede det kunde gå an, at byde en kvinde sådant, hvilket hovmod, hvilken indbildning, hvilken livsfortabelse! Og siden var det jo mer eller mindre tydeligt blevet sagt hende, at jeg vilde elske hende, at jeg stræbte at elske hende; men aldrig kom de ord over mine læber, som betegned henne som den elskede, ikke uden i overskriften over breve og i tiltale i breve! Ha ha! (*Den siste setningen er skrevet inn over den foregående setningen*). Det var denne forvildelse , denne store forsyndelse som livet, som jeg gjorde mig skyldig i og som jeg fik hende med i, at menneskelig kjærlighed er for syndig at regne, hvis det ikke ophæves af den guddommelige kjærlighed, at kjærligheden til Gud skal være i den grad væsentlig, at det er ligegyldigt enten mand og kone menneskelig elsker hindanden eller ikke. Og det er sandt på en måde, at retskaffenhed og trofasthed mod tilgiven ord (*?*) skal veie mer end menneskelig kjærlighed, at jeg burde og skulde holde ud, når jeg engang hade givet hende mit ord; ja, om nu blot forholdet var slig og anerkendt som sådant af begge, vilde det havet været mening deri; men uafladelig kom tanken fra hendes side ind om et andet forhold, uafladelig talte hun om, at jeg ikke elskede hende, at hun vilde gjøre en ende på det. – hvorfor vilde hun nu gjøre det? Hun havde fåt indrtryk af, at jeg på Hamar havde mødt noget skjønnere, bedre end jeg nogensinde havde mødt hos hende, hun havde jo også sagt, den gang, jeg reiste til Hamar, at hun troede, jeg vilde gjøre forlovelsen forbi, når jeg kom dit. Hva havde hun så havt at bygge på? Jo på det, at jeg ikke skulde udvikles (*?*) videre, ikke få et friere syn på livet; enten måtte hun jo tro, at jeg var en slyngel, som når en større fordel frembød seg, strax vilde gribe efter denne, eller også måtte hun tro at jeg ikke havde øie for glæden og lykken, og når den oprandt for mit blikk, vilde jeg gribe efter den. Og dog, sådan har vel ikke hun reflecteret! Men hva havde været min pligt mod hende, der er ikke længer tvivl hos mig, at hvis jeg huin gang efter 8 dage  efter vor forbindelses begyndelse havde hævet forlovelsen, da havde jeg gjort min pligt mod hende. At jeg ikke gjorde det, kun af et usselt hovmod, denne elendige tanke, forresten udgået af min sørgelige uklarhed, at jeg skulde kunde være noget for hende, gjøre noget for hende, når jeg ikke kunde byde hende min ærlige kjærlighed. Storligen forsyndede jeg mig den gang mod hende; havde jeg den gang brudt, da havde jeg vist, at jeg avde styrke for hende; således som jeg bar mig afsted, har jeg i sandhed forikjetset (*?*) hendes liv. Og endnu hin sidste aften havde det været tid til at sige dette åpent og særlig, at jeg forbrød mig den gang, jeg ikke gjorde forholdet forbi; men det gjorde jeg ikke; jeg holdt mig til, at jeg havde gjort galt idet jeg forlovede mig. ”Vi skulde have været venner, og intet andet, vi skulde have holdt, på vort Blackhouse”: sagde jeg. ”Ja, det skulde vi,” samtykkede hun. Men så rolig, så stille hun var! Thorvald lå indenfor i det lille kammer ved siden af dagligstuen; og tyst og stille opløstes vort forhold, som havde varet ved i 4 år, i stillhed smislen (*?*) var det blevet til, sådan opløstes det også. Svagt og kraftløst faldt min ytring om at forholdet måtte vedblive som det var, det var ikke at tænke på at gjøre forandring, vistnok en høist umandig bemærkning, men ganske i overenstemmelise med min tankegang. Hun satte sig ved siden af vinduet på en stol, og jeg var i gyngestolen. Hun græd, men jeg bevegedes ikke ved disse tårer. Så vilde hun vide om jeg holdt af nogen anden; hun lod til at vilde finde en trøst i dette, at jeg forlod hende for en andens skyld. Forunderlige kvinde!  Hun var så sikker på det, at jeg havde truffet en anden, som jeg holdt af. Således havde hun også en aften inde i salen, da jeg i nærværelse af hende moder og broder havde fortalt, at man på Hamar sagde at Tage gjorde kur til en frk. Olsen, ytret: ”ja, der er nok også andre, om hvem man siger, at de skal have hinanden.”. Jeg spurgte hende om, hva hun havde ment med denne ytring, og hun sagde, at hun havde ment mig, men at hun havde sagt det uden nogen forheld (*?*) grund ; hun havde intet sådant hørt .-

*

Fr. hald 2 December 1877

(*Her kommer en lang betraktning over Ludvigs egen idealisme og handlingslammelse, med sitater fra Rydberg og Seneca. Henviser til at Wilhelm har sagt om ham til Bernhard at han hadde gått som i en idealistisk tåke. Det virker som om han sier seg enig.*)

*

Fr. hald 3 Dec 1877

Småbilleder:

Sådan i aftenskumringen som i går aftes . – Søndag aften – når skjæret fra ovnen kaster en lang bred lysstribe henover gulvet og legende danser på veggen ligeovenfor – dette er nok for at frembringe min barnestue, mit paradis i tusmørket sammen med moder. Tys! Nu toner psalmen gjennem mit værelse; ja, hvor ofte, hvor ofte har jeg som barn hørt moder i tusmørket synge psalmer, hvor ofte har jeg i min ungdom gredt over det vemodige minde deraf; hvilken smærtelig og dog fredelig erindring er ikke bleven vakt for mig mangen gang selv i den sørgeligste tid, når jeg når jeg har trådt ind til min moder på denne tid og hørt hende nynne en samlemelodi. I den sådan stund som i går aftes synger jeg gjerne : ”Hvo ved, hvor nær mig er min ende”, og så er det ligesom moder synger, min virkelige moder eller Alhed, og så bliver det ligesom så varmt og deilig herinde: mit paradis i tusmørket, min barndoms stue, min moders salme, det er jo mit altsammen endnu!

*
Fr.hald 22 Dec 1877

I morgen dskal jeg hjem! Hjem til julen! I fjor nede i Skien havde jeg ingen længsel efter at komme hjem, ingen smærte over at måtte være hjemløs. Jeg var fuldstendig oprevet. Mit liv lå herjet nede i elendighed. Og gjør det ikke det endnu? Og dog, medens jeg har gået her og pakket ind, har jeg af og til følt ligesom glæde over at skulle reise. Jeg husker så grant den jul, da jeg skulde med Støre på Munkedamsveien. Det var julaften 1874. vi havde boet sammen den høst. Et par dage før jul var han færdig med sin examen; han skulde reise til Danmark for at besøge sin kjæreste; med dampskibet tog han til København, så skulde han kjøre over Sjælland og Fyen; jeg så ham i tankerne fare jublende i en slede over Fyen; this det var den gang ikke sydbanen kommen i stand. Pigen havde forsovet sig; han skjændte som en tyrk. Det var et hastigt farvel og – just derfor kanske – gikk den anelse gjennem min sjæl at det var sidste gang , vi så hinanden. – Jeg har fået telegram fra Fliflet, indbydelse til at komme og besøge dem i julen. En tanke for gjennem mig, flyv du, glædelig, sværm dog engang! Hvorfor ialverden skal dog du alene aldrig reise ud og ”ture jul”, således som de har gjort eller gjør alle sammen. En eneste gang, en jul i et velsignet, lykkelig hjem! Men jeg kunde ikke. Dem der oppe ser jeg ikke igjen, før jeg er bleven mand, og inde i Kristiania sidde moder og venter, og så min fader, min stakkels fader!

*

Fr. Hasld 18. januar 1878

”Djævelen skader mennesket på en dobbel måde: før synden er begået, berøver han det undseelsen, og i det øieblik, da det skal tro, giver han den tilbage i utide.”

(Den hellige Bernhard).

*

Fr. Hald 22 januar 1878

Jeg har i aften læst om en liden gut, som brændte op oppe i Fåberg. Han var 2 ½ år gl; var alene i stuen med en bror, et lidet spædbarn; ilden fængede på en eller anden måde i hans klæder; efter 4 ½ times forløb døde han. Han skrek ikke; da han døde, sagde han til sin fader: ”Nå må du ikke gråte over mig far; jeg dør nu jeg.” Der var givet (*?*) stof; slige mennesker dør, og skrabet lever igjen. Og dog denne heltedød af et 2 ½ år gl. Barn, den er ikke forgjæves. Hvorledes må den ikke tænde i mangt et motageligt hjærte!

Jeg har fået mit pianoforte fra Hamar. Alheds pianoforte. Mors pianoforte! Nei, hvor jeg er rig nu! Det flyttede ind til Alhed den gang, hun var en lykkelig brud drog ind i sit nye hjem; siden har hun spillet pådet i mange år! Nu er det flytted ind til mig! Når jeg tænker på de ord, som var lagt ind i det degang jeg fik det, kan jeg formelig sidde og småfnukke (*?*) med det om aftenen. Jeg er vis på, at det vil bringe mig lykke! – Så har jeg fået 3 hyacinter. Alhed skrev til mig at jeg måtte kjøbe mig svibler, for at de kunde blomstre og dufte omkring mig. , så kjøbte jeg svibler; de er endnu ikke på langt nær utsprungne,; men hvilken glæde det skal være at få dem til at blomstre!

Men Amalie, stakkels Amalie! Den sørgelige hemmelighed, som du betroede mig i sommer, da jeg var hos dig, er nu ikke længere vor hemmelighed; den er bekjendt for mange. Den dag, jeg kom til Kristiania før jul, kom også Amalie dit til – Gaustad. Hendes mands uterlighed (*?*) var gåt for vidt; hun havde fået hjernebetendelse, et acut mani!

*

Fr.hald 5. Februar 1878

Sviblerne blomstrer i fuld flor! Ja, det vidste jeg nok; de var fra Alhed! Den vakreste, en rød, har jeg givet til fru Nygård, fordi hun var så venlig mod mig i høst da jeg kom hid og hjalp mig med inkjøb af husgeråd og faldede og mærkede mine bordduge og servietter. Nei, den var så deilig, o, om Alhed havde fået den, eller moder. I går fik jeg brev fra Amalie, hun kommer hid, når hun bliver frisk; hun beder mig leie et lidet tarvelig logi på 3 a 4 værelser for os fra påske flyttetid. I fjor ned ei Skien, da jeg fik hendes brev, hvori hun fortalte mig om den sørgelige ende, samværet med moder havde taget og tillige talte om sin egne ulykkelige forhold at kjærligheden aldrig havde holdt indtog i hendes hjerte og virket forædlende og opløftende på hende, da hun så inderlig ønskede at jeg måtte komme til Bergen  og fortalte, at hun bad Gud indtrængede om at så måtte ske, at vi måtte komme til at bo sammen – Jeg husker, jeg fik hendes brev just en formiddag i fritimen, medens jeg var hjemme, og blev så i en sådan exalteret stemning – allerede den gang da jeg intet vidste om alt dette frygtelige, følte jeg ligesom kald til at blive hendes beskytter og ven; i  hvilken grad hun trængte til, at nogen tog sig af hende, anede jeg ikke. Mit eget liv var jo oprevet, lagt øde, jeg havde intet offer at bringe, det var så ligetil; kunde jeg være noget for hende, så skulde det dog blive et indhold i mit liv. Men hvorfor blive så exalteret, når jeg intet offer havde at bringe? – Jeg husker at ligesom en begeistrings fornemmelse gikk gennem mit hoved og ned ad rygraden sådan som jeg føler det ved festlige leililgheder (sancta simplicitas! Men sådan følte og føler jeg virkelig): Blev hun den gang lagt på mit hjærte? Mit Bleakhouse! Så var dine tårer spildte, dine tanker vildfarende hun 26 Sept, hin aften, da pigen havde lagt i ovnen i soveværelset og sat døren åben, så det dit blikk uhindret kunde vandre gjennem det lange rum. Det blev dog ikke nogen Kjerkegårds ungkarsleilighed. Det blev dog Bleakhouse! Og de ord, som kommer til at stå på denne bogs sidste side, hvorefter jeg så nysgjerrig spurgte de 2d December 1876 nede i Skien, de ord kommer nok til at blivne nedskrevne i ”surmuleriet”.

Hvilken elendig dagbog jeg dog fører: intet af de ting, som interesserer tiden, berøres her, ikke engang noget af denne lille bys forholde og begivenheder bliver nogensinde omtalt. Hvilket menneske vilde vel kunne holde ud at læse mine dagbogsoptægnelser? (*Siste halvdel av denne siste setningen har Amalie eller en annen understreket*).

*

Fr.hald 25. Februar 1878

I morgen er det min fødselsdag. Jeg har allerede i 2 dage båret i min lommebog et brev fra Alhed, med runebogstaver (formodentlig af Gunnvald,) var der skrevet udenpå: åbnes den 25te. I morgen tidlig åbner jeg det, så får jeg først af alles hendes og de andre kjære mennesker hilsner og lykkeønskninger!

Jeg var forledes i et selskab hos sognepræst Ville (*?*), som udbragte en skål for mig, hvori han udtalte ønsket om at jeg måtte gifte mig – han gjorde det virkelig, det skulde være spøg, men tænk, hvilken spøg! – og en af selskabet var endog så fjollet at bemerke, at det kvindestemme takke hjertelig og varmt. Der stod jeg! Det rørte sig atter i mig, jeg hørte Maximus’s ord: ”Du ligger og rådner i mørket”. – Jeg har i vinter forgjæves bestræbt mig for at få i stand et fægteparti – derimod har jeg gået dygtigt på skøiter, jeg har lært mig at gjøre sving, at gå baglængs, så småt at gå baglængs i ring – det var en eftermiddag, jeg havde løbet på skøiter en deilig tur over Idefjorden helt over til Sverige; da jeg kom tilbage, var jeg sulten, jeg skar mig et stykke smørrebrød og drak dertil et glas vand, det smagte så fortræffeligt at jeg fik ligesom en følelse af, hvor herlig det er at leve, bare leve! – jeg er bleven medlem af arbeidersamfundets direktion og bleven valgt ind i udvalget, som skal besørge foredrag for hvermand, ligeså i en komité, som skal istandbringe en aftenskole for unge medlemmer af samfundet. Der har allerede meldt sig 17 elever. Gud lægge sin velsignelse til denne gjerning. Gid det kunde blive i nogen måde en virkeliggjørelse af et af min ungdoms forsætter; at istandbringe en høiskole for fattige gutter i en by.

*

Fr.hald 1 Marts 1878

Atter brev fra Alhed! Jeg havde skrevet til hende, at jeg, når jeg betragtede mine svibler, hvorledes de blomstrede en kort tid og så visnede, mindes Chr. Vinthers ord:
”Ak, når min dag nu snart er til ende,

kunde jeg da som blomsten der,

hylle mit hoved bløt og mig vende

trygt mod det unge morgenskjær!”

Disse ord var blevne en stadig bøn inden i mig, skrev jeg. I dag fik jeg sammen med nogle ord fra de kjære børn (- Gunnvald kalder mig: kjære Ludvig! Det høres så smukt!) også nogle linjer fra hende. Hun siger at hun blev så bedrøvet ved å læse hine linjer, hun følte den samme smærtelige fornemmelse i hjertet som i høst – sandsynligvis ved hendes datters død ”det gikk op for mig, hvor lidet de hører hjemme på jorden; de har gjort Chr Vinthers ord til en stedig bøn. Det har de! Jeg har fældt mange tårer for dem, men ingen så tunge som i dag. Tænk om Gud bønhørte dem!” Hun beder mig brænde brevet, derfor nedskrev jeg disse ord her. –

*

Fredrikshald 2 Marts 1878

* Jeg kommer tilbage til hin aften i Briskeby, da min forlovede hævedes. Endnu så lang tid efter er dette min stadige tanke; i det første år efter tænkte jeg på hende hver ledig stund, jeg havde – kan jeg sige – endnu er hun bestandig i mine tanker; hver aften, og hver morgen. Hun vilde så bestemt vide, om jeg holdt af en anden, det måtte være en af fru Fliflets søstre; jeg måtte fortælle hende om mit møde med Magda hin sødag eftermiddag, da jeg kom ned fra kvisten, jeg fortalte hende, at jeg syntes, hun – Magda – i det øieblik var så deilig; det var det hele; mer havde jeg ikke at sige. Da klappede Hilda mig på kinden og sagde, at jeg skulde blive lykkelig. Hun bad mig kun om at jeg ikke skulde reise på til Hamar uden ring; forholdet var altså opløst. De par timer, jeg ventde mig på mit leie, før jeg reiste afsted, kunde jeg ikke samle mine tanker. Jeg var ikke hjertebedørvet, ikke glad over at være fri; jeg angrede ikke – min sjæl flagrede som en angst, forvirret fugl om bevidstheden om det skete. Heller ikke om morgenen, da Hilda stod i stuen med et forgræmmet ansigt, som har brændt sig ind i mit sind – uden ord – uden gråd – heller ikke da kunde jeg føle medlidenhed med hende. Jeg glemte at sige farvel til Thorvald. Jeg var allerede kommen i vognen, da han fra det åbne vindu tilråbte mig farvel – og det med et så bedrøvelig tonefald, at jeg troede han havde en anelse om hva der havde foregået. Da vognen kjørte ud af porten, kastede jeg et blikk tilbage op gjenem den velbekjendte allé, der oppe udenfor døren stod hun, stille og ubevægelig; ikke en bevægelse i ansigtet, som en støte – uden liv! Det var sidste gang, jeg så hende! (*Den siste setningen har Amalie eller en annen understreket*)

Fr.hald 3 Marts 1878

I dag fik jeg en present fra min gamle, trofaste moder – 2 sølvteskeer – det var i anledning min nylig indtrufne fødselsdag. Stakkels moder! Hvor trofast du dog erindrer mig! Jeg husker en af mine fødselsdage i min studentertid. Da forærede moder mig et par tøfler; det var den tid, vi boede på Briskeby, fader var hjemme. Med tøflerne fulgte et lidet brev, hvori hun beder mig blive barn igjen; fortæller mig at der var et så sødt og velsignet smil udbredt over mit ansig, da jeg var barn, at hun sat ofte og frydede sig derover; dette smil, siger hun, beholdt du længe, men nu er det borte. Vor Herre give dig det igjen! Thi det er udtrykket for et fredelig sind og en god samvittighed! – O! ja, jeg ved nok, hvorlænge jeg havde det smil, som moder taler om, den gang da hun skrev hint lille brev, stod jeg lammet, sky og forvildet i min bedste ungdomstid, lammet af syndens dræbende slag; jeg havde drukket af det dødbringende bæger, (*denne siste setningen har Amalie eller en annen understreket*) af livets bærme, hvorledes kunde barnesmilet lyse over mit ansigt? En moders øie er skarpt, hvilken glæde måtte hun ikke føle. Over hint smil, hvilken sorg, da det var borte! En moders kjærlighed er dog noget af det bedste, livet eier.—Det var en aften på Hamar, en lørdags kvæld, der var pyntet og pudset på kvisten, Alhed havde vært oppe og lagt rent linned på min seng, rene håndklæder var hængt op ved servanten; dagen efter skulde jeg ikke gå på skolen; jeg vidste, jeg skulde vækkes af klokkeklangen og gå i kirke, – denne stund står levende for mig – da jeg lagde mig på det rene linned og læste min aftenbøn, sænket freden sig i min sjæl, barndommens, uskyldighdens og renhedens engel viftede sine vinger over mit leie. Min moders og Alheds kjærlighed lagde sig blødt over mit sind. (*Dette forrige avsnittet har Amalie eller en annen laget krøllstrek ved i margen*). Jeg var et barn. O! Hamar. Hamar! Mit hjem! Mit hjem!

Lær mig at længes stille, Gud

lær mg at håbe stærk og trofast

sluk ei min barndoms stjerne ud

send mig mod kvæld et hjemmets bud

glad skal jeg følge

på dødens bølge

bare det bærer hjem til dig!

*

Fr.hald 5 Marts 1878

Dette stolte kjærligheds ord: Skulde jeg ikke drikke den kalk, som min fader gav mig? (J.N.Brun)

*

Fr.hald 10/3 1878

I går aftes gikk jeg en tur – en lang tur – sammen med overlærer Sylow (*?*) og rektor Nygård, og da fik jeg høre, hvilket fint gemyt min kjære rektor har, hvilken forstand på Guds ord. Nei, hvor det var godt at høre. Vi kom til at tale om tro og viden, om den moderne ånd, naturvidenskaben ligeoverfor åbenbaringen. Vor samtale var nærmest foranlediget ved en pudsig tildragelse fra den foregående dag. Rektor Nygård, pastor Welhaven og jeg udgør den komite, som skal sørge for de foredrag for hvermand’s istandbringelse, som arbeidersamfundet foranstalter. Welhaven – en broder af digteren – havde fået høre at nogle ved jernbanen ansatte ingeniører gjerne vilde holde sådanne foredrag, og derom underretter ham mig, der som komiteens formand tilskriver en af ingeniørene, Fasting, takker ham for hans tillid og beder ham annoncere sine foredrag. Fasting optrådte så og holdt et foredrag om naturvidenskaben, så lapset og umodent og gutteagtigt, at det var rent til at væmmes ved, hans optræden var heller ikke synderlig smuk; i store skaftestøvler med benklæderne nede i støvlerne, i en slit arbeidsfrak og ikke meget skinnende linned, med begge hænderne i bukselommerne udslyngede han nogle umodne bemærkninger om naturvidenskaben og dens forhold til troen (sic) om den moderne ånd og det åndstyrrani, som hersker i vort land, citerte Bjørnson etc. alt sammen i et godt kvarter. Publicum var åbenbart overrasket, da han standsede, ingen reiste sig, de troede ligesom ikke, at han kunde være færdig. Det var rent fiasko. Men det var min tur i går aftes. Da talen kom på naturvidenskaben og dens forhold til troen, gjorde Nygård opmærksom på frelserens ord: om nogen holder mine befalinger, han skal erfare, om lærdommen er af Gud; det er ikke min viden Gud fordrer; men han fordrer hjærtets omslutning om budet og kaldet, viljen, det gjælder, at vi gjør denne prøve, denne prøve på stykkets rigtighed, som består deri, at vi hengiver os i Guds vilje, siger ja til hans fordring, opgiver os selv, forsager verden; men til at gjøre denne prøve kommer det kun sent med os, der står kød og blod imod; vi har ikke tid som det heder i lignelsen om kongesønnens bryllup. ”At gjøre denne prøve!” Ja, det er just ordet. Sandelig, sandelig! Ingen, som har bekvemmet sig til at gjøre denne prøve, er bleven skuffet. Og dette er den eneste måde, hvorpå viljen kan prøves; menneskene går af veien for denne prøve, de vilde ikke forsøge og så beskyder de sig under denne unnskyldning at de dog ikke kan vide, om det er så sikkert altsammen dette med Gud, synd og Jesus.

I dag har været en deilig søndag. Jeg bad Gud igåraftes, at han måtte hjælpe mig til at stå tidligt op om morgenen; det er en stor uorden at ligge så længe at jeg kommer for sent i kirken. Jeg vil betragte det som en forpligtelse at stå tidlig op; ligesom jeg anser det som en forpligtelse at komme på skolen kl 8, fordi jeg er adjunkt, således vil jeg anse mig forpligtet til al orden, renhed og sømmelighed, forpligtet for Gud,

”Når til mig den onde frister

falsk og fuld af løgn sig lister,

for at føre mig i fald;

hjælp. O hjælp mig frelser kjære,

sverd at bruge, skjold at bære,

så jeg ikke segne skal.”

Således sang vi i kirken i dag. Ja, la det ske! Amen!

Da jeg i morges kom ind i min dagligstue, var endnu ikke solen ståen op over fæstningen, der var gyldent rødt der oppe, jeg så op i den klare, milde luft og det gikk mig som det før er gået mig ved lignende leiligheder, jeg tænkte påAlhed. Ja, Gud, du har givet mig hende som en genius, en renhedens og uskyldighedens fylgie (*?*) gjennem mit liv!

Medens vandet kogte på min maskine, spillede jeg på mors pianoforte: nu rinder solen op i østenlide (*?*), ja solen stod op og sendte sin morgenhilsen ind til mig jeg læste atter gebursdagsbrevet fra Alhed. Hun siger deri: ”Gud skjænke Dem alt, som jeg og mine små med rørt hjærte nedbeder (*?*) over Dem den 26te og ellers”. William Nygård kom med byens avis, som jeg holder sammen med rektotren og han fandt mig skrivende, ved mit bord – forrige gang, han kom med avisen, lå jeg i sengen –. Siden tog jeg det skjærf, som jeg fik af Alhed på min første fødselsdag og lagde det om min hals; det var så hvidt; så blødt, hun havde strikket det om aftenerne der på Hamar, medens Fliflet og deres nye logerende Vetlesen læste høit for hende af Alladin, hun havde strikket det med mange vennlige tanker til geburtsdagsbarnet. Det faldt så mykt, så varmt om min hals (*denne siste setningen har Amalie eller en annen understerket*) der jeg stod i min overskjorte, og jeg følte denne kvindelige blødhed – blødagitghed -? – i mit sind, som jeg før har fornemmet, især i samværet med hende. Forunderligt! Mine følelser mod hende må nærmest sammenlignes med de følelser, en venninde eller et barn, ja et barn mod sin moder. – Deiligt, velsignet var det i kirken da orgelet intonerte og stemte sindet til andagt. Af præstens hele tale lærte jeg intet, hvormeget mer nytte havde jeg af Nygårds ytring i går aftes – om det end ikke var nyt for mig det, han sagde, det tjente dog særdeles til klargjørelse og bestyrkelse. Jeg gikk en lang tur over fæstningen og Ideslætten (*?*) og Tistedalen (*?*), hvor fri og frank og glad – hvor lig hine ture med Alhed rundt (*?*) ”Sangen”. Jeg kom ned til byen i den gade, hvor damer og herrer gikk op og ned ventende på regimentsmusikken skulde spille op; det har jeg gjort engang; det gjør jeg aldrig mer; det er noget af det gyseligste, jeg ved; derfor bøiede jeg ind i en baggade, gikk til klubben og spidste tidlig middag. I dag havde jeg ikke lyst til at sove middagssøvn; jeg var så frisk og glad! Jeg har været som et tre, der er blevet bøiet dybt ned i svagheds og usseldoms stand, merket og slidt af nød og synd; men om Gud, der ikke vil sønderligde (*?*) det knækkede rør (*?*) vilde lade sin nådes sol skinne på mig, så vilde jeg renses, så vilde jeg foldes ud. Herren være takket, en sådan følelse, som om mit livsens træ omsmuldres (*?* af de vårlige, milde vinde, og dets blade åbens og udfoldes.

Herre, jeg vil prøve, jeg vil prøve på stykkets rigtighed. ”står jeg for dig som hine fem med ys i lampen min

O lad mig ei til hvile gå,

Før jeg hvorom kan vished få,

Før du kan få det svar af mig:
du ved, jeg elsker dig.”

Herre, det er jo dig selv, som afgjør det, det er dig, som visker svaret i mig. I dag, lad mig ikke lægge mig aften, før du har fået dette svar af mig. ”Den som holder mine befalinger, han er den, som mig elsker.” Herre var det din vilje, at jeg skulde ægte Hilda, at vi skulde have været forenede i ægteskabet. Var det det, du vilde, giv mig klarhed, jeg vil din vilje, jeg er overbevist om, at det er min lykke. ”Wenn der Urfreund (*?*) etwas von mir verlangt, so glässt (*?*) mir Himmel und Erde”.

*

Fr.hald 24 marts 1878

I går fik jeg underretning om at Hærem var død. Han var nylig udnævnt til sognepræst til Gjerdrum, følte sig lykkelig ved tanken om sin nye stilling og det rolige liv, han skulde leve på sin præstegård. Jeg har skrevet et digt over ham, som jeg vil indsænde til Fædrelandet.

Peter L. Hærem

Ham med vanvittig il

nu ramte dødens pil,

midt i dagens hede!

Der brast et troafst led

af varmest kjærlighed

i den stærke kjede

af ædle nordmænd, som

står spredte landet om! Mange venner græde.

*

Men som han elskede sit land og folk

og stred for sandheds alt med åben pande

og gjorde sig for andres nød til tolk

og viste vei mod evigehedens strande

slig som han stod i ånden lys og sund,

og barnetroens milde glans i øiet,

gred med de lidende i smertens stund,

var med de glade livsfrisk og fornøiet,

slik sank han med et smil i dødens favn,

da Herren kaldte, villig, glad og rede,

og efterlod et hæderssmykket navn

blant dem, som sørger over ham her nede

Lad så kun sorgens bud

gå over landet ud,

som dug fra himlen falde:

for hver en sjæl, som vandt

seir og hvile fandt,

Gud vil flere kalde!

(*så har han strøket over de følgende linjene*):
Hans død var skjøn og let!

Og slutter kjæden tret,

Trofaste hjærter alle!

*

Fr.hald 25 Marts 1878

Da jeg i går havde lagt mit brev til Fædelandet i en postkasse, påkom mig den samme ængtselse som før så mange gange har gjort mit sind sygt, ængstelse for at det dog var noget værdiløst det, jeg havde presteret. Således har det så mange gange gået mig, når jeg har holdt en tale eller skrevet et digt, og således var det også i går eftermiddag; jeg fandt mit digt så værdiløst, at jeg angrede på, at jeg havde sendt det.

*

Fr.hald 4. April 1878

(*På den følgende siden har Amalie eller en annen gjort tre store streker i margen*)

Mit digt over Hærem blev dog optaget i Fædelandet mot rettelsen, ”så hastig” ist. ”vanvittig”. Søndag var der fest i arbeidersamfundet. Jeg holdt talen til arbeiderne. Flere takkede mig for talen. Men Nygård sagde kun ganske tørt: var det Deres ”maiden-speech”, Alver? Jeg blev forvirret. Hva mente han? Han kunde ikke mene min første tale i arbeidersamfundet, det vidste han jo, at det var. Han mente tydeligvis: var det der Deres første offentlige tale? Dette for gjennem mit hoved, sådan havde den taget sig ud for ham; det var mig, som han udtalte foragt i dette ord, som han vilde betegne min talekunst som oratorisk øvelse. Jeg blev forvirred og svarede kort: ”nei, det var det ikke”, men idet jeg i det samme drog mig bort, for der ligesom et udtryk af skuffelse over hans ansigt. Hva mente han? Imidlertid gjenlød det i mine øren: ”var det Deres maiden-speech, Alver?” Maiden-speech, maiden-speech, andet hørte jeg ikke den hele aften siden; det fulgte mig hjem, bragte mig i natten til at gå op og ned på gulvet hjemme hos mig selv og sænde vrede mod min stakkels (*dette ordet overstrøket*) kjære elskværdige rektor: det var dog en mageløs uforskammethed og overlægenhed! Maiden-speech! Og da jeg endelig lagde mit hoved på puden, var det så stort og tungt, så stort som et lidet bjerg og så tungt som bly; jeg måtte gjentagne gange tage til hovedet for at overbevise mig om, at det var et alminnelig, menneskelig. Jeg havde halvveis bestemt mig til at være fornærmet på rektoren og søgte at være dygtigt alvorlig, da jeg mandag morgen kom på skolen, men det varede dog ikke længe, førend hans åbne, ligefremme væsen bortdunstede min vræde; den sidste rest af den forsvant forleden dag, da han kom til mig for at gå en tur; han fortalte mig da, at han havde fået de no. af Fædrelandet der det havde stået noget om Hærem, fra fru Aubert i Kristiania, og denne havde bedet ham også sende dem til mig, da jeg havde stået i venskabsforhold til Hærem. På den samme tur fortalte jeg Nygård om Amalie og hendes stilling. Jeg fortalte ham, at hun vilde komme hid for at bo sammen med mig, og han sagde, at han og hans kone skulde gjøre altl hva de kunde, for at gjøre det hyggelig for hende. Hvor jeg blev glad i ham med det samme! –

I dag har det atter været en sådan et velsignet, deiligt søndagsveir. Jeg stod tidlig op i morges; solen var lige ved at stå op; tilfældigvis stødte jeg på Alheds hvide skjærf, da jeg skulde tage mine søndagsklæde ud af skabet; jeg måtte atter lægge det om min hals; nei, så blødt og varmt det var! Hvad vilde hun tænke om hun vidste, hvilken brug jeg gjør af hendes skjærf.

Jeg læste i går om Runeberg, at han en aften i den tid, da han stod på ærens tinde, kom udenfor det ringe og uanselige hus i Borgå, som han i tidligere fattigdoms tid havde beboet. Det lyste fra vinduet i hans gamle arbeidsværelse; han blev stående og så op; da hørte han en af sine egne sange; det var en arbeider, som i den tidlige aften sang den over sit arbeide. Rørt brast Runebeg i gråd. Jeg har en liden anelse om, hva han måtte føle i et sådant øjeblik. Det var en dag oppe på Hamar. Jeg gikk forbi køkkenet ude på gangen; kjøkkendøren stod åpen, og Alhed, som syslede der inde, sang under arbeidet min Wergeland-sang.

En spadsertur en søndags morgen i solskin og under fuglesang! Det er dog stor lykke! Solskin, fuglesang og klokkeklang bliver alltid lige kjært for menneskehjertet, evig det samme og evig lige skjønt og deilig, som Guds nåde og kjærlighed. –

(*De to siste avsnittene har Amalie eller en annen satt en strek ved i margen*)

(*I starten på det følgende avsnittet ser det ut til å være Hilda Bugge, forloveden som han endelig har brudt med i Kristiania, han skriver om – ikke Alhed*)

Det var sidste gang, jeg så hende! Således har jeg endt av af mine tidligere optegnelser; ja, således som hun stod der udenfor døren, således står hun fremdeles for mit indre syn; aldrig bliver det annerledes; jeg ønsker det ikke engang; jeg kan ikke betragte mig som løst fra mit løfte til hende; hun er min, bliver vi end aldrig forenede, så længe hun står ensom i verden, vil hun stå sådan i min bevidsthed med krav – om ikke kaldende og vinkende, så krævende og bebreidende. Jeg havde lovet hende at jeg ikke skulle reise til Hamar uden ring. Hva hun egentlig mente med at tage dette løfte af mig, ved jeg ikke; men at men at jeg opfyldte hendes begjæring stemte godt overens med mit hele standpunkt i denne sag. Jeg havde ikke kastet broen (*?*) af jeg heller; jeg havde ikke fuldstændigt brudt med det forbigagne, og nattens stemning fulgte mig opover til Hamar. Da Mjøsdampskibet kom til Helgøen, kom Magda og Nella Agersborg om bord. (*De to siste setningene har Amalie eller en annen annen streket ved i margen*) da jeg så dem, banket mit hjærte voldsomt. De vidste, jeg skulde komme den dag, og så havde de fulgt en veninde, der skulde reise til Kristiania nedover om formiddagen og havde ventet på det opgående dampskibet for at tage imod mig. Hun skulde komme ombord til mig just den dag, jeg havde forladt Hilda! Jeg havde fortalt Hilda om mit møde med hende på trappen hin søndagseftermiddag; jeg fortalte hende dette og intet videre, fordi hint møde var for mig det vigtigste, det første, det eneste, som optog de senere i sig. Det var en aften i hin deilige sommer – o, hvor står ikke nu disse roture på Mjøsen om aftenen efter en solhed dag skjønne for min erindring. Når solen nærmede sig sin nedgang, gikk jeg ned mod stranden, hvor apothekets to hvide både lå; enten kom Alhed eller også nogen af hendes søstre og så roede vi en liden tur, lod båden glide ganske sagte langs de vakre kyster — af og til hændte det, at der var musikk ude på vandet – og når så Alhed og Magda og børnene var i båden, og vi tause lyttede i den svale fulgte jeg Nella og Magda hjem; da jeg ved porten tog afsked (*her ser det ut til at Amalie eller en annen har rettet ordstillingen til: ”da jeg havde taget afsked”*), vendte Magda sig i porten halvt til siden; jeg mødte hendes blikk, hun kastede håret svagt tilside og der var et ligesom trodsigt udtryk i hendes øine. I øieblikket gikk der over hendes skikkelse en freidighed og skjøn kjækhed, som gjorde et meget behagelig indtryk. En af hine sommeraftener – det var et par dage efter festmiddagen for de hjemvændende storthingsmænd, hvormed min sang havde gjort så meget lykke, roede Alhed og jeg ud til Storhamar til Thomsen, bestyreren af mælkecondenceringsfabriken. Magda var der ude, og jeg følte et vist behag ved tanken om, at jeg skulde træffe hende der, og at hun skulde følge med os tilbage. I den deilige aften gikk vi op til ruinerne, og her oplevde jeg er overordentlig skjøn scene, som fremdeles stråler i sin skjønhed for mig. (*De tre siste setningene har Amalie eller en annen understreket i margen*) Thomsen havde en stor uskelædersbold (*?* viskelædersbold?*) og han fandt på – det kjære menneske – at vi skulde kaste bold; vi stod tilfældigvis i en trekant vi 3, han, Magda og jeg; han kastede bolden til mig, jeg kastede den til Magda, vi fjernede os et stykke længere bort fra hinanden, og legen var i fuld gang; det var en sådan stund, som giver en uforklarlig sød hvile, de vakre nieser rundt omkring os, den blå himmel over os, Alhed sad på en klippesten og så på; bolden gikk så sikkerlig (*?* rigtig?*), vi tog den hver gang, og hver gang jeg kastede den til hende, eller hun til mig, fæstede vi vore øine på hinandens, vi hvilte ligesom i hinandens blikke. Sådan kunde jeg have stået længe; den stille fred og skjønheden i denne situation lagde sig så mildt om mit sind; (*de siste tre setningene har Amalie eller en annen satt en strek ved i margen*) jeg fik uvilkårlig tårer i mine øine af taknemlig glæde – så kom en tyk gestalt pusende forbi nede på veien – det var sorenskriver Schive; legen standsede, og på tilbageveien måtte jeg slæbe på det tykke menneske, bag hvis brede ryg Magda ganske forsvant i agterenden af båden.- (*De siste par setningene understerket i margen*).

St hans natten var jeg ude for at se den opgående midsommersol fra domkirkens ruiner. Jeg lagde mig ikke til sengs om aftenen, jeg blundede kun en kort stund på sofaen, dyppede så mit hoved i vand og gikk ud. Kl. var kun 2 ½, jeg standsede en stund udenfor Thomsens have; der hang sådanne deilge syriner, jeg plukkede nogle af blomsterne og kom til at tænke på Thorbjørn i Synnøve Solbakken, hvor lykkelig han måtte være hin nat, han plantede blomster i Synnøves have. Hvilken umådelig forskæl mellem han og mig. Senere hen på dagen hørte jeg at Magda den nat havde været hos Thomsen -, at hun også havde været vågen om natten, og var gået til vinduet for at betragte den opgående sol. (*De siste par setningene er markert med strek i margen*). Bevidstheden om at hun havde været med og glædet sig i sommermorgenens herlighed, forhøiede siden min glæde .-

*

Fr.hald 6 mai 1878

”Selvbevidstheden forfølger det eiedommelige liv og dræber det i dets friskhed og sandhed. Dette er en almidelig karakter i den moderne tid, så at de, hos hvem denne orm ikke er opkommen, bliver beundrede prisede lykkelige af andre. Nogle kunde ikke se, ikke høre det skjønne, uden at mod deres vilje kritikken enten rosende eller dadlende (*?*) rører sig hos dem; de gjør og tænker intet godt uden at føle den sørgelige fristelse til at beklappe sig selv.” (Hülsman). Atter en stærk kritikk af mig! Ja, mit liv har været ormstukket fra ungdommen af.

*

Fr.hald 11. mai 1878

Jeg har fået et sådant nydelig lidet brev fra fru Hærem. Hun siger: ”Den retfærdige Abel prediker, endog han er død; det føler jeg – og det er endnu på en måde for mig, som jeg skulde have ham levende med mig, sådant klart og levende og velsignet minde har jeg af ham – hans minde er mig til velsignelse.” Hun som står midt i den store sorg og det dybe savn, hun, som jeg skulde trøste, hun har trøstet mig med disse smukke, inderlige ord. Ja, hvergang vi støder på noget skjønt og stort, så glædes vort hjærte, og de smukkeste, yndigste blomster kan voxe på de steder, som man mindst skulde nvente dem. Fru Hærem – der er en kvinde til, som har selv bedrøvet, trøstet og glædet mit arme, fortørrede hjerte. Alhed, Amalie, fru Hærem – hvor er de nu alle tre mig kjære!

Johannes Brochman har skrevet min tragedie. Håkon Adalheimsfostre. Inde i Kristiania gik jeg for nogle år siden og speculerede meget på dette tragiske stof. Hvilken tragedie det skulde blive! (*Disse siste tre setningene er det strek ved i margen*) Og de var ikke behandlet af nogen tidligere! Og jeg havde tænkt mig en engelsk kvinde, en kristen kvinde, som skulde være Håkons gode genius. Hende har også Brochman taget. Der gik det! De andre tager det fra mig.

Fr hald 18. mai 1878

I den før omskrevne komedie skal der være en scene, hvori fruen dvæler ved et tidligere afsnit af sit liv, og med fortrolig inderlighed fortæller venninden om de deilige dage, hun havde tilbragt hos dennes moder – hendes nuværende ulykkelige og elendige tilstand tilskriver hun den synd af hende, at hun ikke lod hint gode og smukke indtryk blive frugtbart for hende; hun oplevede det ikke med tilstrækkelig energi og inderlighed – så måtte nu ulykken og smærten til for at bringe indtrykket til klarhed; – det havde dog været der. – (*Dette avsnittet er det strek ved i margen*)

Fr.hald 19 mai 1878

I et brev, som jeg i dag fik fra moder, fortæller hun, at Amalie arbeider så flittig på broderier for at kunne fortjene sig nogle skillinger. Jeg husker, hvor hun arbeidede hjemme hos moder, før hun blev gift, for at bidrage sin skjærv til familiens underhold. Moder! Moder! Hvorledes betragter du hende, når du nå atter ser hende bøiet over arbeidet? Moder, moder!

*

Fr hald 27 Mai 1878

Jeg har fået brev fra fader, han er i Bergen. I Bergen! Arme fader! Med hvilke tanker har du gjenseet Bergen?

I påsken var Aschild Olsen, tante Ingeborgs mand inde i Kristiania. Han kom op til moder, medens jeg var der, og Amalie var der pgså; han fik en ganske snurrig modtagelse. Moder tog imod ham i entreen og forsvant så gjennem kjøkkendøren, og Amalie, som var i stuen, da han kom ind, trykkede hans fremstgrakte hånd og gikk vips på dør; jeg blev siddende og tale med ham en lang stund; han fortalte da, at han boede hos fader. Jeg var nede hos fader, men traf ham ikke, og nu får jeg brev fra Bergen, at han, da der ikke var mer arbeide at få i Kristiania med glæde havde modtaget Olsens tilbud om at være med til Bergen. Han beder i dette brev om vor alles tilgivelse og taler, som om han var forberedt på at vi ikke mer skal sees. Hvorfor gikk jeg ikke en gang til for at søge ham hin eftermiddag i påsken. En aften så Bernhard og jeg ham inde i byen. Han gikk sammen med Olsen; han så så gammel ud. ”Aa, der er fader!” sagde Bernhard, som om han havde set noget ubehageligt, og vi skyndte os op i en anden gade; jeg havde ikke mod til at gå bort til ham. Jeg har altså undgået min egen fader på gaden!!! (*Den siste setningen er understreket både i margen og under linjen*) jeg ønsekde ikke at træffe ham, det var den nøgne, sørgelige sandhed! Da jeg gikk op for at søge ham, var det kun pligtens gang, jeg gikk, i mit hjerte var jeg glad over, at jeg ikke fandt ham. Hvorfor føler jeg mig solidarisk forbunden til moder og Bernhard og Amalie og ikke til ham? Det egenkjærlige hjerte er hårdt som sten, det trodser ethvert bud, ethvert kald – (*De siste setningene er markert med sterk i margen*)

I dag havde jeg en glæde. Min lille hortensia havde ikke fået vand, og den hang med bladene og det så du til at den vilde dø; det var kun med ringe håb, at jeg vandede den i middags; men da jeg kom hjem i eftermiddag var den kommen sig; den havde reist sine blade lige bent ud; bladene har jord på de ydderste spidser, som havde ligget nede. Det var en glæde, virkelig en opmuntring.

*

Fr.hald 11 September 1878

”i det mindste, som i det største, herske de samme guddommelige love, og livets formål  er at efterspore, at kjende, i sin sjæl at levendegjøre, hvad der er “

(*Her ser det ut til å mangle en side i dagboken*)

Litet tænkte jeg ikke i min ensomhed her i byen på hvordan det skulde blive, når Amalie kom hid til mig. Kanske det var ikke frit for, at jeg udfoldede for mit indre øie billeder hvori jeg skulde udgjøre et meget skjønt parti – ialfald tænkte jeg på hende som den milde, nedbøiede lidende – jeg selv var nedbøiet og lidende – så kunde vi jo være så meget for hinanden. – i dag ved frokostbordet var et par ord fra mig, udtalte i en måske (*dette siste ordet er overstreket*) noget grætten tone, tilstrækkelige til at bringe en hel hob ukvemsord over mit arme hoved. Se, hvor de gamle historier gjentager sig i nye situationer. (*de siste tre setningene er markert med strek i margen*) Dette ubehagelige indtryk har endnu ikke tabt sig synderlig hos mig – og det er nu over middag. Hvilken ynkelighed! Jeg kan ikke tvivle på, at jeg ialfald for nogen del har gjort mig værdig til sådan behandling! Hvor langt har du egentlig nået?

*

Fr hald 5 October 1878

Endnu ikke har dette ubehagelige indtryk givet sig. Er det, fordi jeg har så ondt for at tilgive? Eller holder denne bagatell på at omforme min opfatning af hende? Jeg har talt lidet og har holdt mig på mit værelse. Det er dog ikke mere end 2 aftener – og jeg synes, det er så uhyre længe, siden dette skede, og at det har varet så længe dette besynderlige. (’disse siste tre setningene er markert med sterk i margen*) Ak Gud! Hvilken gammelagtig, svag sjæl jeg er! Alhed, min moder, hvor vilde du bedrøves over dette!

*

Fr hald 14. november 1878

Atter engang har jeg omarbeidet mit digt: Til dem derhjemme; jeg har i dag afsendt det til Alhed i denne forandrende skikkelse:

Igjennem mørke, som på sindet ruger,

og sorg og anger, som min sjæl nedknuger,

en straale seierrig dog vei sig bryder

og mildt og varmt sit lys omkring mig gyder

fra dig, mit kjære, stille, gode hjem!

Og fra dit fulde moderskjød du sender

de skjønne billeder, som alltid tænder

min sjæl paa ny i glød, og hvile finder

min trætte tanke i de mange minder,

der vinker mig til ro som barn hos dig.

Du stue, straalende i blomstersmykke,

de milde øine, lysende af lykke,

og barneklyngen, moder som sig samler,

men selv den mindste efter tonen famler,

og himlens engle synge med de smaa

Vor sommernat paa søens lette vover (*?*?

når dæmrings tynde taageflor gled over

den lille by med sine fagre strande,

og skyen stod i vest med gyldne rande

og bølgeskvulp i drømme vugged ind

Vor raske tur i høstens klare dage,

naar skoven aanded visnende sin klage,

vor vante søndagsgang til Herrens kirke,

hvert ædelt træk i hverdagslivsets virke

og kjendte stjerner tindrer mod mig ned!

Ja, vist jeg ved, du har mit hjertes strenge

for evigheden stemt – og dybt og længe

ved dine blide greb det i dem toner –

og drager mig mod lysets regioner

hvorpå du selv hart faaet din skjønheds glans.

Fredrikshald 25.2.1879

Det er en mystisk forbindelse mellem vort hjertes inderste rørelser og begjæringer og ydre begivenheder. Den tanke, der på en eller anden maade i form af et begjær rører sig i vort hjertes dyb, kommer engang om den ikke afhugges og udryddes, frem i gjerning om den end synes glemt for længselen; da faar vi se den iklædt kjød og blod, og vi væmmes mange gange for denne skikkelse, medens vi før i vort hjerte kjælede for tanken. Maaske det mangen gang gaar slig, at en får se gjerninger hos andre, førend man erkjender den til gjerningen svarende tanke hos sig selv, og hvor rede er man da ikke til at dømme!

Overstaaende betragtning blev til dels – thi den passer ikke ganske – fremkaldt ved Amalies adferd i gaar aftes. Den var i sandhed sælsom! Det var, som hendes væsen, hendes manerer og hendes tale ikke lod andet valg end mellom: fuld eller gal. Ajd Schjøtt og en franskmand Duphin (*?*), som hun læser norsk med, var her. Og min drøm! Min begeistring fra Skien. Dine drømme betyder ingen ting!

Atter har jeg havt lungebetændelse. Det, jeg engang bad om, har jeg faat. Forrige gang, jeg havde lungebetændelse, var det under fra de nuværende høist forskjellige omstændigheder; meget, som den gang trykkede, er nu borte; sygdommen gikk let over, reconvalescenstiden er knapt endnu forbi; men alt er gaaet så godt; jeg syns at befinde mig bedre dennegang end efter den 1ste betændelse. Gud være lovet!

*

Fr.hald 4 mai 1879

Da jeg i fjor sommer var i Risør, havde jeg glemt min dagbog og skrev da ned nogle optegnelser paa løst papir, som jeg nu vil indøfre her:

En eftermiddag, jeg spadserede opover Rakkestadveien, dannedes der et smukt billede i min sjæl. En stor regnbue var spændt over himlen fra ås til ås, ja nedover åsernes sider lige til den flade mark; den stod som en deilig, lysende himmelport. Jeg saa en gut og en pige legende paa marken gaa haand i haand ind gjennem porten til et deiligt liv, under regnbuens himmelfarver lovede de hinanden troskab – nei, de lovede ikke hinanden noget, de blot saa på hinanden og jublede: ”Ind gjennem porten”. Lykkelig den som ser livets port oplades, som faar skue livets deilighed! Og saa begav de sig på vandring. Ak! Naar kom de ind gjennem porten? Hvor underlig det maa være at være en digter! Er det ikke saadan, det gaar digteren, at billeder fødes i hans sjæl eller streifer hans indre øie. Lykkelig den, som kan gribe billedet og fastholde det! Tifold lykkeligere den, som kan leve et liv på uafladelig vandring gjennem regnbuens himmelport! (*Disse siste setningene har Amalie eller en annen understreket i dagboken*.)

Min stakkels moder havde ventet på invitation til W. – hun fik ingen; jeg fik den – og modtog den. Paa reisen hertil kom jeg indom Tønsberg, jeg reiste opad den deilige Tønsberg-fjord. Det var noget af det yndigste, jeg har seet – smilende marker på begge sider; inderst inde Jarlsbergs herregaard – saa om en fremspringende odde, det lille Tønsberg med slotsbjerget  paa den ene side og de vakre landsteder paa den anden ligger foran os.

(*Her kommer mer om besøket i Tønsberg, som har gjort sterkt inntrykk*) 

Jeg kom til Risør tidlig om morgenen, det vil sige kl var 7 ½. Hverken Wilhelm eller Amalie, som opholdt sig hos ham, var oppe. Pigen spurgte mig, om jeg ikke vilde gaa op i haven saa længe. Jeg gikk op i den terasseformige have; paa hver terasse stod et bord med bænke, og paa hvert bord stod tomme og halvfulde flasker; cigarstumper var strøede hist og her, og sommersolen kastede glødende straaler ned over scenen, som om den vilde udbrænde minderne om det selskab, som sandsynligvis havde været der den foregaaende aften. (*Understreket av Amalie?*) Jeg satte mig på den øverste terasse. Det var saa varmt. Jeg stod op, tog huen i haanden og saa nedover terasserne. Tys! Der nede lyder lette kvindeskridt, nederst nede på den nederste trappe. (*Undertserket av Amalie?*) En let, glad gysen gikk gennem mit sind; jeg gjennenbævedes af øieblikkets stemning; jeg følte situationens skjønhed, men da hun kom, havde jeg allerede nydt glæden – taget den forlogds (*?*), og mit velkomstord hørtes vist koldt og dødt!

(*Herfra fortsetter dagboken om andre emner*)

*Tirsdag 17. juli 1883 er Ludvig på fottur, og reiser innom Risør ”(paa ”Sundet”; de gamle, 11 barnebarn; talte om Wilhelm, spillede kroket paa den gamle plads).”

Tilbake til minner fra Københavnturen: Bernhard kom nedover. Sammen utforsker de byen. De går på sosialistmøte, de syns ikke arbeiderne der virket særlig revolusjonære, konene drakk øl fra halvflasker, stemningen var litt dorsk, men likevel foregikk alt i ordnede forhold. De snek seg inn i Det kongelige theater, som var under reparasjon, gikk i museer på på kirkegårder (Garnisonkirkegården?). Bernhard skrittet i voldsom fart mellom gravrekkene. Det viste seg at han telte dem. 

Så ville Bernhard utforske byens snuskete strøk, og Ludvig syntes han måtte være med, og ikke slippe ham ut på egenhånd. Det virker ikke som om han synes mye om disse turene. *

*

Fr.hald 29 sept 1883

Wilhelm døde i Ems. Han døde der nede alene allerede den 21. juni; lang tid gikk hen uden at vi vidste meget derom. Han lovede da vi skildtes i Købehnavn, at han skulde skrive til mig; jeg fik ikke noget brev fra ham. Var han bleven vred paa mig, vred, fordi jeg hin formiddag, den sidste i Kjøbenhavn, sagde ham at grunden til, at han ikke fik nogen andsættelse, vistnok var den, at det var bekjendt, at han ikke levede ordentlig. Han vred sig som en orm under disse ord, jeg kunde tydelig se det; men jeg syntes, jeg maatte sige det, saa ondt det end var for mig. Havde han en fornemmelse af, at jeg var optaget af mine egne planer, havde han en ubehagelig følelse af, at jeg stod i livet fuld af kraft, medens han var viet til døden, og at jeg ikke havde medlidenhed med ham? Kunde vi kun i kjærlighed vise barmhjertighed mod andre bestandig! Ja, jeg var i høi grad følelsesløs ligeoverfor hans elendighed, væsentlig af den grund, at han selv tog det saa cynisk. Han vilde være alene der nede, han skrev ikke efter nogen; han trak sig bort som et anskudt (*?*) for at dø alene. Stakkels arme Wilhelm; de vilde tvinge ham til at flytte fra Ems, da hans onde var uhelbredeligt; saa havde han tilslut bedt om kun en dags opsættelse, thi ”han var saa træt”, han fik denne dag; men saa kom døden og friede ham du. Han havde om eftermiddagen ligget på sofaen paa sit værelse, og store taarer randt nedover hans kinder; paa knærene havde han nogle breve, der var komne fra Norge; om aftenen forlangte han lys, mer lys, øl og selters. Ud på formiddagen fandt man ham død, liggende på sofaen. 2 lys stod i stager; 2 andre havde han sat i tomme seltersflasker, 2 halvtømte ølflasker stod paa bordet; saa meget havde han ikke drukket, siden han kom derned. Han blev i hast begravet uden følge, uden blomster. Alt dette fik Amalie at vide, da hun reiste ned til Ems og talede med lægen og hans værtinde. Først efter flere uger efterat han var død havde hun faaet som svar paa et telegram til badedirektionen dette kolde, haarde, uhyggelige svar; ”Hr Alver gestorben”. Stakkels, arme broder! Hvor elendig blev ikke dit livs sidste dage!  Han kunde ikke glæmme; erindringer fra fortiden knugede hans liv ned; han kunde tilslut ikke, vilde ikke leve. Ulykkelige erindringer fra hans barndomshjem havde naget paa hans hjerte, til det var blevet bittert og haardt, til det lukkede sig for alt, der hørte hjemmet til. ”Han vilde ikke for nogen pris hjem igjen,” sagde han til mig; ”skulde han dø nu, vilde han dø ude.”