Om egen stridbarhet

Amalie til Valdemar Irminger 21.5.1900

21/5/1900 (Merket 64 med blyant)

Nej, men kjære Irminger, ser Du da ikke, eller forstår Du ikke, at det er min utilfredshed med mig selv, min store sorg over mig selv, som gjør at jeg skriver sådan til Dig. Jeg læser i disse dage en bog af Kristofer Janson, som heder ”Lys og Frihed”, en bog som jeg har lånt af Ingeborg; og Du ved ikke hvor dybt den bog bevæger mig.
– Som jeg sa Dig kan man let forme griller når  man, som jeg, så længe har måttet holde sig i sengen eller ialtfald inden døre. Jeg ved ikke om Du nogensinde har, så at sige, står ansigt til ansigt med dit eget jeg, … og har følt Dig dybt bedrøvet derved. Men det kan godt være at Du ligeoverfor Dig selv intet har at bedrøves eller skammes over. Jeg tror det nesten, for Du er et ganske mærkeligt menneske. Jeg må så tit tænke på, hvorfor netop Du skal volde mig disse uroer –
– nej, jeg vil ikke skrive mere – – –

*

Amalie til Valdemar Irminger 15.5.1903

”Så meget besynderlig” var jeg vel ikke netop hin aften, men – ja – jeg ved det godt altsammen, og nu snakker vi, som Du siger, ikke mere om det. –
Den unge Hage havde idag tat fat på Ingeborg på gaden, tiltrods for at hun gik med en anden; fuld af iver havde han frittet og spurgt om hun troede, det kunde nytte for ham at gjøre visit hos mig på søndag – han har jo været her de mangfoldige gange uden at treffe mig – og i høje toner udtrykt sin glæde over den dejlige aften, han havde havde havet hos mig. Der kan du se! Men han kjender mig jo ikke, og ved altså ikke, at jeg er bedre, når jig er helt mig selv. – Jeg havde næsten håbet, havde jeg nær sagt – at han havde fået så dårlig indtryk af mig, at han ikke mer vilde søge mig – ja for af flere grunde vil jig så nødig få flere bekjendte end dem jeg har. Men ganske det modsatte lad til at være tilfeldet, efter hvad Ingeb. fortalte.

*

Amalies brev til Herman Bang 20. nov 1888 . Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

De res indvendinger er aldeles uimodsigelig rigtige. Ikke et fnug af dem kunde været borte. Jeg vidste det også godt, da jeg skrev bogen, men jeg havde nu sat mig i hodet at jeg vilde ha dette sludder sagt. Og har jeg sat mig noget i hodet, er jeg ikke let at snakke tilrette hverken for mig seiv eller andre. Derfor svarte jeg også Skram, da han vilde ha det væk, at jeg heller vilde dø end ikke få det sagt. Nu, synes det mig så ligegyldigt, at jeg ikke begriber jeg kunde være så påståelig. Men næste gang gjør jeg det samme op igjen, er jeg vis på.

Amalie til Vilhelmine Ullmann 29. okt. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjære, søde fru Ullmann! Jeg kan så godt forstå at de må være om end ikke vred, så dog mis

fornøiet med mig i anledning af dette med fru Vibe og Fritz Thaulow. Jeg tåger mig det seiv meget nær, men næsten udelukkende af hensyn til dem. De kan vide, at det ikke er godt at være den, der har bragt forstyrrelse ind i deres deilige torsdagsaftener, der burde været frede de og på en måde holdt hellige af alle os. Det er ikke for at undskylde mig jeg idag skriver til dem, for det var en uret af mig, og desuden ved jeg jo at fru Schjøtt har talt med dem om sagen, og hun har sik kert forsøgt at stille mig i det bedste lys, men det er for at bede dem så indstændigt ikke at få imod mig for det. Jeg skal hvis jeg for ef tertiden får den glæde at banke hos dem, være forsigtigere, det lover og forsikrer jeg, så at de ikke mere skal resikere at blive übehageligt berørt af noget sligt sludder sladder for min skyld. Jeg synes forresten det er en for hard hevn fru Vibe tåger over mig, ved aldrig mere at ville gå på deres torsdage, siden det hun taler om ikke længer er sikret mod at bringes videre. 1 Derved opnar hun jo at få mig stemplet som den slange de har næret ved deres barm, som den der har skjæmt ud [vore – krysset ut] eders aftener ved min indiscretion, og sprængt kredsen ved mit sladder. Jeg er jo den nyeste og sidstankomne; før min tid forefaldt ikke sligt. Det værste er at deslige skader, når de først er forvoldte, i de allerfleste tilfælde er uoprettelige. Jeg er bange for at seiv om fru Vibe vilde vise sig mindre hevngjerrig og mere høimodig ved alligevel at indfinde sig, så vilde den fordums utvungethed og hygge ikke opnåes. Men forresten er det mig, og bare mig, som skal blive borte; jeg går i frivillig landflygtighed fra kredsen. Gud give de kunde få fru V. og fru Nicolaysen forsikret om at de ikke mere skal resikere at finde mig der på deres torsdage, så gik jo alt som i den »førfrumullerske« tid. Så fik jeg nok lov at se dem af og til en enkel gang hos mig, og som en sjældenhed hos dem – håber jeg – på en af de andre dage.

*

Amalies brev til Vilhelmine Ullmann\\Amalie til Vilhelmine Ullmann 29.sept. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjære, søde fru Ullmann! Jeg kan så godt forstå at de må være om end ikke vred, så dog mis

fornøiet med mig i anledning af dette med fru Vibe og Fritz Thaulow. Jeg tåger mig det seiv meget nær, men næsten udelukkende af hensyn til dem. De kan vide, at det ikke er godt at være den, der har bragt forstyrrelse ind i deres deilige torsdagsaftener, der burde været frede de og på en måde holdt hellige af alle os. Det er ikke for at undskylde mig jeg idag skriver til dem, for det var en uret af mig, og desuden ved jeg jo at fru Schjøtt har talt med dem om sagen, og hun har sik kert forsøgt at stille mig i det bedste lys, men det er for at bede dem så indstændigt ikke at få imod mig for det. Jeg skal hvis jeg for ef tertiden får den glæde at banke hos dem, være forsigtigere, det lover og forsikrer jeg, så at de ikke mere skal resikere at blive übehageligt berørt af noget sligt sludder sladder for min skyld. Jeg synes forresten det er en for hard hevn fru Vibe tåger over mig, ved aldrig mere at ville gå på deres torsdage, siden det hun taler om ikke længer er sikret mod at bringes videre. 1 Derved opnar hun jo at få mig stemplet som den slange de har næret ved deres barm, som den der har skjæmt ud [vore – krysset ut] eders aftener ved min indiscretion, og sprængt kredsen ved mit sladder. Jeg er jo den nyeste og sidstankomne; før min tid forefaldt ikke sligt. Det værste er at deslige skader, når de først er forvoldte, i de allerfleste tilfælde er uoprettelige. Jeg er bange for at seiv om fru Vibe vilde vise sig mindre hevngjerrig og mere høimodig ved alligevel at indfinde sig, så vilde den fordums utvungethed og hygge ikke opnåes. Men forresten er det mig, og bare mig, som skal blive borte; jeg går i frivillig landflygtighed fra kredsen. Gud give de kunde få fru V. og fru Nicolaysen forsikret om at de ikke mere skal resikere at finde mig der på deres torsdage, så gik jo alt som i den »førfrumullerske« tid. Så fik jeg nok lov at se dem af og til en enkel gang hos mig, og som en sjældenhed hos dem – håber jeg – på en af de andre dage.

*

Kjære, søde fru Ullmann! Jeg kan så godt forstå at de må være om end ikke vred, så dog mis

fornøiet med mig i anledning af dette med fru Vibe og Fritz Thaulow. Jeg tåger mig det seiv meget nær, men næsten udelukkende af hensyn til dem. De kan vide, at det ikke er godt at være den, der har bragt forstyrrelse ind i deres deilige torsdagsaftener, der burde været frede de og på en måde holdt hellige af alle os. Det er ikke for at undskylde mig jeg idag skriver til dem, for det var en uret af mig, og desuden ved jeg jo at fru Schjøtt har talt med dem om sagen, og hun har sik kert forsøgt at stille mig i det bedste lys, men det er for at bede dem så indstændigt ikke at få imod mig for det. Jeg skal hvis jeg for ef tertiden får den glæde at banke hos dem, være forsigtigere, det lover og forsikrer jeg, så at de ikke mere skal resikere at blive übehageligt berørt af noget sligt sludder sladder for min skyld. Jeg synes forresten det er en for hard hevn fru Vibe tåger over mig, ved aldrig mere at ville gå på deres torsdage, siden det hun taler om ikke længer er sikret mod at bringes videre. 1 Derved opnar hun jo at få mig stemplet som den slange de har næret ved deres barm, som den der har skjæmt ud [vore – krysset ut] eders aftener ved min indiscretion, og sprængt kredsen ved mit sladder. Jeg er jo den nyeste og sidstankomne; før min tid forefaldt ikke sligt. Det værste er at deslige skader, når de først er forvoldte, i de allerfleste tilfælde er uoprettelige. Jeg er bange for at seiv om fru Vibe vilde vise sig mindre hevngjerrig og mere høi

30

modig ved alligevel at indfinde sig, så vilde den fordums utvungethed og hygge ikke opnåes. Men forresten er det mig, og bare mig, som skal blive borte; jeg går i frivillig landflygtighed fra kredsen. Gud give de kunde få fru V. og fru Nicolaysen forsikret om at de ikke mere skal resikere at finde mig der på deres torsdage, så gik jo alt som i den »førfrumullerske« tid. Så fik jeg nok lov at se dem af og til en enkel gang hos mig, og som en sjældenhed hos dem – håber jeg – på en af de andre dage.

*

Amalie til Erik Skram 1. mars 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Men venner med fru S. blir jeg aldrig mere i dette liv. Det tror nu hun, men deri tar hun feil; hun kjender mig hidindtil bare fra min godslige side; hun ved slet ikke at jeg har en anden, og vender jeg den, i rolig beslutning vel at mærke, ud mod et menneske, så er det for bestandig. ”Jeg har ikke formegen blødhed af naturen” siger du. Ja, er du nu så vis på det, for det er slet ikke jeg. Jeg har oplevet underlige ting siden jeg lærte dig at kjende du heksegut, og det er mig som var det netop min egen, dybt gjemte natur som bød sig frem, gjennem alt det livet havde lagt derover. Men forresten ved jeg det ikke. Det kan gjerne være jeg er en hård trold, men jeg tror at jeg er bleven det, ikke var det oprindelig,- jeg husker altfor godt fra min barndom og tidlige ungdom hvordan jeg artede mig. Men jeg tror nu at slig som forholdene har artet sig for mig, og med al den ækle mandfolketilbedelse hængende over omkring og udenpå mig, måtte jeg enten blive forhærdet på et vis, eller rent spoleret. Alle slags kjærlighedssværmerier blev mig latterlige, modbydelige. Jeg har aldrig havt nogen respekt for den følelse. Hvis jeg fra begyndelsen af havde nogen evne til at elske, så blev den kvalt i det ægteskab, under de ”kjærlighedspligter” som var mig en vederstyggelighed, fordi de var mig en ubegribelighed. Havde han, Müller været anderledes, havde han forstået et glimt, en skygge af hvad det var for noget grufuldt han foretog sig med mig, så vilde han ladet mig i fred, og måske begyndt at studere på hvorledes han skulde lære at vinde og vække min kjærlighed. Men der var en grådighed over det menneske, som ødelagde alt.

*

Amalie til Erik Skram 10. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Du får virkelig lære at tage mig som jeg er, og fremfor alt mine udtalelser for det de ere, ellers blier følgen at jeg sammen med dig synker ned til en forstokket stumhed, der enten kommer at skrive sig fra trods eller rædhed – – Jeg tror ikke du vil det med bevidsthed, men der er, frygter jeg, hos dig, en slags tilbøielighed til at tyrannisere, til at ville gjøre et menneske du havde taget op i dit hjærte, åndelig afhængig af dig; du går bestandig ud ifra, at man kan nu snakke og prate længe nok, – det er nu alligevel altid dig som har retten, og det går du og er skråsikker på på forhånd. Men det kan aldrig i evighed lykkes noget menneske på jorden at tyrannisere mig, at gjøre mig afhængig på den måde jeg her har antydet. Aldrig! Alt hos mig reiser sig derimod. Afhængig gjennem min store kjærlighed til dig, – det kan jeg blive, – det er jeg allerede i høi grad, men aldrig anderledes. Men jeg kan godt lære mig til at være forsigtig og forbeholden med hvad jeg har at meddele ligeoverfor dig. Så kom jeg vel at snakke så meget mere til dem hvis kritik jeg ikke frygtede.

*

Amalie til Erik Skram 12. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Men der er lidt i dette at vi ikke er børn af det samme land. Det hændte undertiden at du, når jeg fremsatte en påstand, hvis rigtighed jeg vilde døet på, sa: ”jamen bevis det”; sligt vilde ikke hændt om du havde været norsk eller jeg dansk. Det hænder mig aldrig når jeg taler med de mænd heroppe som jeg virkelig kan tale med om ting, der virkelig er noget, for der er et udgangspunkt som vi har fælles, enkelte grundsyn eller opfatninger, som der mellem os ikke kan disputeres om. Når du ikke forstod hvad jeg var vis på, jeg aldrig havde behøvet at forfægte for de andre, gjorde det så rasende ondt, og forekom mig så underlig oprørende, det var som du skar mig i kjødet, og jeg følte en heftig vrede næsten. Men dette skal jeg stræbe at få bugt med. Tilsidst vil vi vel komme til at forstå hinanden helt ud og ind; når du bare ikke i forveien går og er forstokket i den vished at det du tror og ved og opfatter er det eneste rette og sande; det har jeg en mistanke om, for det er jeg vistnok fristet til jeg på min side, og derfor kom jeg til at tænke, at vi måske havde truffet hinanden for sent. Når du nu bare elskede mig lige høit, men det er jeg så ræd for du ikke skal gjøre. Men vent da idetmindste til jeg kommer, og se så om du ikke blier glad i mig pånyt således som du var det i gamle dage.

*

Amalie til Erik Skram 14. jan. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg, for min del er slet ikke bange for krig; jeg tror at det undertiden må til; jo mere man slår i bordet, og siger sparto til verden, jo varsommere behandler verden en; den er ikke anderledes. Man må bare være vis på at man handler i overensstemmelse med sig selv, det vil sige, med det man anser for ret at være!

*

Amalie til Erik Skram 15. aug. 1888. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Tak for dine ord, som jeg fik idag. Ja, det er vist og sandt, sørgeligt er det, men det som er det er. Jeg vilde gjerne bli herude til på mandag, hvis Du ikke har noget imod det. Jeg gruer for hjemkomsten og for alt det, der kommer. Jeg forstår ikke rigtig det Du skriver om ”uhyre ansvarsfølelse”. Det er jo ikke min skyld at det er gåt som det er, ja, det ved jeg nok Du siger det er, men så er det det alligevel ikke. Og nu for at vi bryder med hinanden har jo jeg ikke ansvaret, i altfald ikke mere end det halve da. Du har jaget mig og så sagt noget om at Du måske af pligt og for gutternes skyld vilde tåle mig. Det må jeg naturligvis sige nej til, det vidste Du godt at jeg vilde sige nej til. Forresten har jeg det så ondt, og er ikke frisk. Her var meget at fortælle Dig men jeg orker ikke.

*

Amalie til Erik Skram 16. jan. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Ja stryg du bare af mit skriveri, hvad du vil. Jeg ønsker inderlig at jeg havde været hos dig nu for at få se hvad du mente med dette at gjennemarbeide min artikkel. Du kan tro, jeg skal lade dig lære mig alt hvad du kan lære mig på dette område. Aldrig skal du have havt en lærvilligere, lydigere og mere beskeden elev. Det er kun når du udtaler noget, som viser at vi tænker modsat, at vi mangler muligheden for en virkelig forståelse,- det er da, at jeg steiler. Det gjør mig så rasende ondt, det stikker og slider i mig, og smerte er jeg så forhadt på,- jeg kan ikke fordrage at føle nogenslags pine,- jeg blier straks utålmodig og vil slå eller tie den fra mig. Siden jeg har havt anledning til at vise dig mit ilske i vore disputter, tror jeg det vil overraske dig at se hvor uhyre medgjørlig jeg vil være, når du klandrer mit arbeide, vil vise mig feilene der og hjælpe mig til at gjøre det bedre. For jeg elsker ikke mit arbeide,- det vil sige, jeg elsker at arbeide, men alt hvad jeg får færdigt, vilde jeg med glæde på ny styrte mig over, og rive istykker for at gjøre det om og få det rigtigere, når der blot var en, som pegte på feilene og sa’e: så og så skal det være. Det er mine meninger, ja det vil sige mine livsens grundmeninger jeg elsker, dem jeg ikke kan røre ved, uden at hele min åndelige habitus falder overende. –

*

Amalie til Erik Skram 17. aug. 1888. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Kjære Erik Skram! Jeg har ikke pen og blæk og jeg gider ikke skaffe mig det; så får det gå med blyant. Du vil nok kunne læse det. Jeg er kommen til den beslutning at jeg engang igjen som i gamle dage, da jeg oppe i Norge sad og skrev ud af hjærtet til Dig, vil prøve på at snakke helt ud med Dig. Du vil måske sige at jeg just ikke har ladet det mangle på at ta bladet fra munden i de år vi har hørt sammen og det er nok sandt. Men så har det været i ophidsede øjeblikke, i vrede, i afsindighed, fremkaldt af længe undertrykt, kunstig bekjæmpet pine. Nu er jeg for første gang i vort ægteskab (tror jeg næsten) helt rolig og under denne tilstand har jeg gjenfundet mig selv og har erkjendt at jeg mest af alt og næsten udelukkende er et dybt bedrøvet menneske. Men jeg vilde jo snakke med Dig, ikke raisonnere.

*

Læs nu dette brev med så mildt og godt sind som Du kan. Jeg er så bange og nedtrykt. Du skal tænke at det er en gammel ven af Dig som klager sin nød for Dig, og så se til at forstå og være snil. Du må ikke slå Dig tiltåls med det, at jeg er ond. Jeg er ikke halvparten så ond som jeg har det ondt.

*

Amalie til Erik Skram 19. jan. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Nu har jeg for 4de gang tærsket igjennem dine 3 eller 4 sider lange indvendinger mod ”storværket” og [”]bestemte faktorer” og sammenhængsbundne, og jeg er ikke istand til at forstå hvad det er du mener og tænker på. Jeg ved at der er god og fornuftig nok mening i alt det, og jeg synes det er ufordrageligt at det går ud, men skriftligt kan det ikke nytte at forsøge på at forklare dig hvad jeg har ment. Jeg opgiver det. Stryg og skalt og valt som du vil. Netop dette sted var L. Holst så glad i, fordi det i stor udstrækning og i få ord gav hvad netop der skulde siges. Jeg kan ikke begribe at du ikke også er glad i det sted. Vi bruger ikke denne ækle pluralisform ”deres” sådan i flæng som I danske; vi bruger sin, og har deres naturligvis. Jeg læste det to gange det sted for Holst og Helland og ingen råbte på noget ”deres”. Det var ikke at teologerne svarte som var harmeligt,- men det var måden. Du skulde ha’e læst det; ingen brav mand eller kvinde kan mindes det uden at vredes. Jo, det var netop sine hjærner de lagde i blød – du skulde kjende de morsomme historier om Heuch og Caspari fra dengang; det er netop betegnende for det virkelige forhold at sige, at de lagde sine hjærner i blød. – Nei, men du, jeg vil heller ha’e artikkelen tilbage. Ikke fordi jeg er fornærmet eller stødt ved hvad du har sagt min sødeste, elskede ven, men fordi jeg umulig kan være tjent med at du skriver den om. Du håner så det om allegorien. Lad mig sige dig at Bjørnson f.eks. vil sætte mest pris på det om allegorien. Der må allegori til, ikke for mig men for de menige. Det er for dem det hele er skrevet. Lad mig få det tilbage! Jeg sætter det ind i ”Verdens Gang” med enkelte modificationer af angrebene på kristendommen. Det er ikke fornærmelse, men jeg liker ikke dette at nogen skriver om hvad jeg har sagt. Og det er unødvendigt. Lad os bare få den op til os; her vil det ikke vække denslags grublerier. –

*

Amalie til Erik Skram 26.nov. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Da jeg stak min hånd ind i din igår, var det mere end det kjærlige ord som du beklager at jeg ikke gav dig. At du kunde være slig som du var igår, kan jeg ikke begribe.

Amalie. –

[Tilføyelser:]

Du spurgte igår: ”Skammer du dig ikke?” Jeg svarer nu: ”nei, jeg gjør ikke.”

Vi går imorgen ikke til Hornemanns.

*

Amalie til Erik Skram 29. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

dig, har jeg fået et glimt af en forestilling om hvad det vil sige at være god, for den, der elsker. Men nu må du huske at bære over med mig, om jeg ikke straks når op til det jeg vil, for jeg har en del at lære her. På en vis har livet nemlig forkjælet mig voldsomt, på samme tid som det har handlet hårdt og ilde med mig. Bare jeg ikke alligevel har taget større skade af begge dele, end jeg selv eller nogen ved. Jeg har havt min egen vis at tage det på, lade det virke på. Hvad man kalder fordærvet sådan i almindelig forstand er jeg ikke bleven, – de fleste vilde blevet det under mine forhold, det er jeg vis på, – men gud ved om det ikke har affødt en underlig slags forhærdelse, en forstokket egensindig villiestyrke, som har fået næring derved, at jeg i så mange tilfælde har sét, at det er den jeg har havt at berge mig ved, og som måske vil reise sig og virke på urette sted. Jeg tror søde, elskede Erik, at der skal lidt klogskab til at behandle mig således, at du får det bedste ud af mig, klogskab og megen kjærlighed,- kjærlighed der må være selvfornægtende nok til at kunne bære over. På samme tid synes jeg og at jeg kunde være som et voks i dine hænder, fordi jeg elsker dig. –

*

Amalie til Erik Skram 30.nov. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

172. Amalie til Erik

Fredag frmdg.

[30/11/83]

Min egen elskede, tak for dit brev, som var så sødt at modtage. Jeg skal gjøre mig megen flid for at høre på dig, og for at forstå hvad du siger, men jeg tror virkelig at der vil arbeide og selvfornægtelse til. Du vil ligesom slet intet forstå, men spør uafladelig som i vrangvillie: hvoraf ved du det? på den måde at det gestalter sig for mig omtrent som så: jeg: min kjole er sort af farve. Du: hvoraf ved du det? og så videre fort. Det er som om vi to mennesker, der engang syntes at forstå hinandens alle halve ord og svage antydninger blot, nu ofte mangler enhver fælles givet forudsætning, enhver åndelig slægtslighed. Det gjør mig bange; inat lå jeg og havde bekymringer, men så kom dit brev og blæste dem bort, for det fortalte om vor kjærlighed og om den fortrøstning det ikke er for dristigt at have til den. –

Men hvorledes kan du forsvare at sige, at jeg har et ondt sind? eller hvad mening lægger du ind i den betegnelse af mit væsen eller karakter? ”Et ondt sind!” det er noget meget ondt og foruroligende at vide om den elskede, at han eller hun har et ondt sind. –

Men imidlertid, jeg elsker dig og det vil vel hjælpe mig over både den ondskab og hoffærdighed og stædighed og egenretfærdighed som huses i min natur. Men bange er jeg, undertiden til og med slet ikke så lidet. Hvis det ikke går med os, så vil jeg ønske og håbe at jeg skal have det samme moralske mod som frk. Ravenkilde [sic], der nu i går aftes har skudt sig, fordi hun ikke likte livet. –Prøve det med dig og vil jeg nu, såfremt du elsker mig med samme sikkerhed som før, men jeg går ikke letsindig til den prøve. Jeg ved nu at det undertiden vil blive vanskeligt. Det vidste jeg slet ikke før. Jeg troede at vort samliv skulde blive en stedse fortsat stille, lykkelig nyden, men istedet derfor bli’er der sikkerlig adskillig kamp at levere. Men som sagt, jeg er vis på at jeg elsker dig min elskede. Din

Amalie.

*

Amalie til Erik Skram 7. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Knudtzons, måske liker de dig – når alt kommer til alt – mere end mig, og det vilde jeg ikke være lei for, jeg, tværtom det vilde glæde mig så. Jeg tror slet ikke jeg kan blive likt så godt af de danske, som du f.eks. af de norske. Jeg tror det er bare i Norge man synes rigtig godt om mig, rigtig forstår mig til at kunne holde af mig, – sådan meget mener jeg, – jo også i England tror jeg, – der var det som alt hvad jeg sa’e og mente straks fandt et godt sted. Men når bare du vil elske mig og være god imod mig, jeg mener bære over når det trænges, og ikke ”give it up as a bad job” når jeg gjør mig stiv og siger: ”jeg vil ikke”, så skal jeg nok klare mig, jeg.

*

Amalie til Erik Skram 7. jan 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

jeg ikke ty til det usle hjælpemiddel at sidde og rode nogle dumme ord ned på et stykke papir. Dit brev fra fredag gjorde naturligvis ikke just et oplivende indtryk på mig. Ikke just det om jøderne, var det, skjøndt jeg godt kunde mærke hvor alvorlig du mente det, men det var brevets indhold forresten som især påvirkede mig pinligt. Hvad det om jøderne angår, så vil jeg jo gjerne vare modtagelig, for hvad du kunde lære mig og påvirke mig, jeg er igrunden forstokket, når jeg engang har sat mig fast og roligt tilrette i en mening, men jeg ved jo at jeg vil ikke være det vis à vis dig. Og hvis du har virkelige, gode venner blandt jøderne, så er de naturligvis selvskrevne til også at være mine. Du må ikke tro, at jeg nogensinde vilde opføre mig slet, og jeg skal nok vare min mund, og ikke gå og sige at jeg hader jøderne, især nu, når du har varskoet mig. Men helst af alt vilde jeg lære at stryge mit had, lære at holde af dem – og det kan du måske hjælpe mig til – for jeg ved jo at især hos mig kommer munden til at strømme over af hvad hjærtet er fyldt med. Men der gik en sådan underlig forstemt tone gjennem hint brev forresten; det var som om, jeg et øieblik havde stirret en sphinx lige ind i øinene og følt mig forfærdelig gjennemgrysset af det blik. Jeg havde ikke lyst at svare, for jeg var bleven så underlig distanceret fra dig ved den måde du skrev på, men jeg gik og vilde vente til dit næste brev kom.

*

Amalie til Erik Skram 11. juli 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Så husker Du, Du skrev til mig at Du levde med et fruentimmer som elsked Dig og som Du holdt meget af o.s.v. Det faldt Dig ikke et øjeblik ind at denne meddelelse vilde falde mig for brystet, end sige virke som et svimlende slag. Senere, da jeg i Sverrig var bleven din, sa Du fremdeles ting, som bragte sjælen til at vende sig i mig. De står som ildskrift for mig, og engang får Du vel se dem igjen. Fremdeles senere, da vi var gift, erfared jeg at Du havde tat din elskerinde tilbage  og havde levet med hende også efterat vi hørte hinanden til og tiltrods for at Du havde forsikret mig at det var forbi mellem Dig og hende. Endvidere, da Du første gang efter 3 måneders ægteskab skulde være 10 dage borte fra mig, rusted Du Dig til uden resiko, at kunne gå til fruentimmer. Jeg véd nok at Du gav en [mærkelig – krysset ut] slags forklaring over denne din handling, men den var mig aldeles uforståelig. Da jeg spurgte hvad Du havde i det lille futeral, svarte Du rask: hæfteplaster; det var først da jeg åbned det, at Du kom med din forklaring. Tænk Dig nu mig, med [det – krysset ut] mit ægteskab, og [de – krysset ut] mine erfaringer bag mig opleve dette! Kan Du ikke forstå at det måtte virke som det virked? Og kan Du ikke derfor også en gang glemme den sorg jeg har voldt Dig, og ikke kaste det frem for mig som den omtalte aften. Nu er det jo forbi og hvorfor så rippe op i det, og bringe det gamle sår til at bløde igjen. Ja, for nu har det blødet igjen, dette sår som jeg trode lægt. Hvorledes kunde Du vente at jeg i Dig skulde se stik det modsatte af hvad dine handlinger viste mig. Jeg kjendte Dig jo ikke, skulde først begynde på at lære [Dig – krysset ut] kjende Dig, dengang alt dette kom. Ja, af alt det fæle jeg har oplevet i mit lange bevægede liv, er det med Dig det værste. Gud bevares hvad jeg led dengang. Aldrig søvn om natten, aldrig fred for det nag som grov i mig. Dette at være begyndt om igjen på et ægteskab af det førstes art, å gud å gud, hvor var det onde tider. For husk, husk dog at jeg kjendte Dig ikke! Jeg måtte jo tro det værste om Dig. Og Du er også først efterhånden blet den Du nu er. Men dette at Du altså havde evnen i Dig til at bli en god ægtemand, det var dette, jeg ikke vidste og ikke kunde vide. Og ubodelig, uoprettelig skade har det voldt både for Dig og for mig. [I lang tid – krysset ut] Det fornedred min opfatning af mit forhold til Dig og lod mig i lange tider se på mit ægteskab som på noget løsagtigt, der ikke var stort værd. Bliv nu ikke harm over at jeg resumerer alt dette. Der findes hverken vrede eller ondskab i mit sind, men jeg vilde så gjerne Du engang i ro skulde tænke denne sag igjennem og prøve på helt at se den med mine øjne. Det har Du vist aldrig gjort. Du har følt Dig så altfor meget i din ret og glemt at for mig havde Du ikke mindste spor af ret. Og hvad nu dette angår, at det kommer an på ”måden hvorpå de smertelige forestillinger virker”, så vil jeg sige hvad jeg tit har sagt: jeg kunde ikke skabe mig om, ikke bringe de mærker fortiden havde sat på mig til med en gang at forsvinde. Jeg var heller ikke kreti eller pleti, men én som vel alting virker særegent på. Og derfor siger jeg og vil jeg sige til min sidste stund: jeg har intet at angre på.

*

Amalie til Erik Skram 16. mai 1894. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo

 

Kjære Erik Skram, sådan er det jo hun kalder Dig i brevene din nye unge veninde, og så får vel jeg med mine gamle, kanske forhenværende rettigheder også ialtfald endnu lov til at gjøre det samme. Jeg har i tankerne skrevet en masse breve til Dig, men jeg kan ikke sætte det ned på papiret, endnu mindre sende Dig det, for der er som et bjerg imellem os, og jeg kan ikke mere som hin mindeværdige mandag, igår 3 uger siden, sætte over bjerget med et éneste sæt og slænge mig ned foran Dig. Så er jeg også så underlig utryg og bange for at Du beklager Dig til Achens eller kanske også andre, hvis der står noget, som Du ikke liker. Ja for det at Du nu, sidste søndag havde sagt til A.C. at jeg ”blev så vred for alting”, sidder mig endnu for brystet. Jeg vred i den tid! siden jeg atter traf Dig efter alt det fæle – og på Dig! Det er en blodig misforståelse, for ikke at sige uretfærdighed. At jeg var ujevn i mit væsen, hvad Du også havde sagt, er sandt, men herregud hvordan skulde jeg kunde jeg være i min situation, Du som idelig stødte mig tilbage ikke alene bogstavelig, men også med alt hvad Du gjorde og sagde både det jeg så og hørte, og det jeg ikke så og hørte. Å gud hvor det er underligt det jeg har lidt og oplevet i denne tid og det jeg stadig og fremdeles lider og oplever i mit indre.

*

Amalie til Erik Skram 21. nov. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Når jeg snakker som i mit sidste brev, så er det fordi jeg ha luft undertiden. Ellers omkommer jeg

*

Amalie til Erik Skram 24. feb. 1892. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Min kjære mand! Der er noget jeg så længe har besluttet at skrive til Dig om, men frygten for at Du skulde bli sint har afholdt mig indtil nu, da det ikke længer kan opsættes. Det er nemlig bleven så i den senere tid, at Du altid forudsætter at det er ondskab eller lyst til at være Dig kontrairi der gjør, at jeg har en anden mening end Dig om dette eller hint. Hvilket naturligvis vanskeliggjør forholdet en hel del. Nu er sandheden imidlertid den, at jeg meget gjerne vil være Dig tilpas og meget gjerne vil gjøre hvad jeg kan for at vi skal komme godt ud af det med hinanden og om muligt komme hinanden noget nærmere. Sådan var jeg også rasende næstsidste gang jeg var i byen og at vi dengang skildtes som uvenner kan jeg ikke anse for min skyld. Når jeg vælger at skrive istedetfor at tale så er det atter igjen af frygt for at Du straks jeg begynder skal bli opirret, gi forkjerte svar og således forhindre at jeg får snakke ud.

*

Amalie til Erik Skram 24. juni 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

– – Ja, jeg var også trist, da vi roed fra ”Kristiansund” og ikke kunde se Dig mere. Jeg tænkte hele tiden på den dag i Gøteborg, før vi var gift, og jeg gråd og gråd, mens Du kyssed mig – forresten med cigaren i munden, da vi sa farvel til hverandre. Og detteher at Du nu efter disse mange års samliv kan få mig til at føle som dengang, det er din dejlige ære. Jeg spør ikke, og jeg vil ikke spøre om Dig, om Du noget øjeblik også kan få en lignende følelse over Dig, for jeg har forbrudt så meget imod Dig. Men til alt det, jeg har forbrudt, er der kun det at sige: det kunde ikke være anderledes. Derfor kan jeg nok føle sorg, men aldrig anger over det.

*

Amalie til Erik Skram 25. aug. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Og så tilslut min mand og ven en inderlig tak for dit allersidste brev! Ja, jeg er ”hurtig” og styg og fæl, men det er jo bare fordi jeg ikke traf Dig i min ungdom, og fik med kun Dig at gjøre. Men hvorfor kan Du ikke svare mig på det jeg spør Dig om og altså ikke forstår? Det gjør mig så bitter og sint at Du ikke vil det. At Du altså ikke værdiger mig så meget. Nu kunde Du godt. Nu vilde jeg forstå.

*

Amalie til Erik Skram 25. mai 1894. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Ja min egen elskede ven – tro mig jeg forstår hvor hårdt Du kan trænge til fred. De ord sank ned i mit hjærte, og bragte gråd i mine øjne, og jeg skal prøve på ikke at glemme dem. Kunde jeg som sagt bare først få fred selv, gjennem og ved Dig få skubbet bort og gjort til intet det som jeg kalder for bjerg og Du for flade, så skulde jeg gi Dig fred bagefter.

Amalie til Erik Skram 25. okt. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg føler det så fattigt, at Du ikke vilde ha mig med iaften. At hele menneskeheden offentlig er indbudt, kun ikke jeg. Det er som hjærtet snører sig sammen ved at vide at det er blet slig at jeg er den eneste, Du helst vil holde borte, også fra dette. Og jeg føler sorg ved at vide at det er min skyld, og ikke din at det er blet slig, at Du helst vil holde mig borte. Men held og glæde og alt godt over Dig iaften.

*

Amalie til Erik Skram 3. des. 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg er så græsselig forpint ved tanken om nogle ækle ord jeg skrev i et af brevene til Dig. Gid jeg kunde stryge og slette dem ud igjen og at Du ikke havde læst dem, eller ikke kunde huske dem.

*

Amalie til Erik Skram 9. des. 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Du ikke være ”trist og tung tilmode”, Erikmand. Jeg skal med guds hjælp bli snillere og bedre. Jeg sige: med guds hjælp. Dermed mener jeg, at jeg vil af min inderste sjæl, og at jeg håber på alt godts hjælp. Men jeg er så bedrøvet. – bedrøvet? – å for et lidet sigende ord. Det eneste, min hjærne sysler med: Det er Dig. Alt det andet som hænder, og har hændt mig om dagene, går mig, kanske altfor meget forbi.

*

Amalie til Erik Skram mars 1892. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Det var da frygtelig kjedeligt med småens hæshed og hoste. Jeg er svært urolig over det. Går det ikke over, så snak med Feilberg. Det er aldeles urimeligt at M. vil gå til den begravelse! Jeg er glad, Du har sagt nej og især for at Harriet ikke får passe hende. Jeg er vis på hun så vilde vært kommen i træk o.s.v. Der er ganske sikkert noget at gi hende for den hæshed både at ta ind og at bli smurt med.

Jeg synes aldeles ikke om at Du sådan ganske på egen hånd har dekreteret at jeg ikke skulde med til Langhoffs. For det første anstår det Dig ilde at optræde på denne dominerende måde mod mig, der sidder her og slider omkap med Dig for at tjene til den smule føde, vi skal ha. Og for det andet er det mig umuligt at fatte hvorfor det skulde være mere ”attenteret mord” at gå til middag og dans nu, end for 3-4 uger siden, da min helbredelse langtfra var så vidt fremskredet og da jeg desuden havde bare godt af det. Det at herrerne skulde møde i maske og damerne i dragt kunde dog vel ikke gjøre det livsfarligt. Det måtte da vel være dansen og mad og drikke o.s.v. som skulde gjøre det. Du havde også selv tænkt ikke at gå siger Du. Men se om Du ikke rædded Dig derhen! Naturligvis! Det vidste jeg. Det er Dig ligesåmeget imod selv at gi afkald på moro og god drikke som det falder Dig naturligt at dekretere afslag for mig. Hvis Du endda selv var bleven hjemme, vilde jeg langtfra vært så oprørt, men at Du selv går, uden såmeget som at vorre at sige mig at jeg er buden, det er dog forgalt. Og gide ville komme [sic] med slige fraser som ”attenteret mord” og om at Du ”umulig kunde gi Langhoff afslag”! Fy for pokker! Jeg råder Dig til ikke en gang til at gjøre sligt. Indbydelsen har vel formodentlig også vært adressert til mig og så har Du brudt den og svaret og alting.

*

Amalie til Erik Skram sent 1892 a. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Her har Du tilbage brevene, som jeg nu imorges, da jeg skulde se til om de vel var brændt, fandt uskadte i ovnen min. Der havde næsten ingen ild vært.

Jeg havde gåt igår, og arbejdet så meget herhjemme, og vært glad. Så, da Du endelig skal sige noget, blir det dette om min overdrivelse både i godt og ondt. Det har Du sagt én gang før, da det sved mig i sjælen, fordi jeg da havde skrevet ud af mit fulde hjærte, den fuldeste sandhed til Dig. Dette om overdrivelse tar jo bort værdien af alt det, jeg har lidt, og sagt og skrevet til Dig, at jeg har lidt, fordi jeg ikke har vært den for Dig, jeg nu så gjerne vilde ha vært. Det stivner ordene på min tunge, selv om de er rundne op af mit inderste indre. Jeg havde igår da Du sa det kun den ene tanke at få ta bort fra Dig såmange som muligt af de synlige og skrevne beviser på min overdrivelse. Og rask som jeg er til at tænke og handle gik jeg og søgte efter ialtfald mine sidste breve, og fandt dem og vilde brænde dem.

Det var ikke pent eller rigtigt af mig, og jeg bér Dig – nej, lad mig nu ikke overdrive. Det er ikke let at leve livet sammen. Bare for mig at skulle lære at huske på at det bedste, jeg gir Dig, i dine øjne er – overdrivelse. På den måde kan en ikke føle sig vel. Man skal gå og kvæle sig selv, kvæle sig både i godt og ondt.

Jeg besværger mig selv til at huske det. Og det må jo lykkes. For der er jo dog lidt skamfølelse i mig. Men hvor vissent blir så ikke livet.

*

Amalie til Erik Skram sent 1892 b. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg kommer ikke hjem til middag idag, skal ud med fru Sandberg, og kanske det blir sént før jeg er hjemme. Hvis Du også skal ud iaften, må Du gi Alma besked, se om det er nødvendigt at lægge i en ovn o.s.v. Jeg siger ikke til småen, at jeg blir borte, for så blir hun bare unødvendig lej. Forresten er jeg syg idag, sad oppe og skrev lidt inat på min bog, som jeg jo endelig engang begynde på, og havde svære smerter for brystet imorges, da jeg vågned.

Uf ja, nu er det atter galt fat igjen mellem os. Og det lønner sig vel neppe umagen at forsøge på at få det anderledes. Vi får det dog aldrig som vi vil, jeg ikke Dig som jeg vil ha Dig, og Du vel heller ikke mig. Heldigvis har jeg dennegang den trøst, at Du har vært så fæl som muligt bagefter mit udbrud den dagen. Ja før også. Om morgenen efter den fredags aften hos Bjørns da jeg faktisk ikke havde sagt et ord til Dig, vorred Du ikke at svare på mit godmorgen, og på gaden senere fik jeg straks ordre til at forsvinde min vej. Og siden også. Da Du lørdag nat kom hjem sa Du ikke et muk, og Du har dog tit nok belært mig om at det er den, som kommer ind i en stue, der skal hilse godmorgen eller goddag eller godaften. Jeg stod der ved småens seng, da Du kom, men som sagt ikke et muk.

Naturligvis var det galt af mig at ta således på veje på gaden. Men jeg kan ikke hjælpe for det. Efter den affaire jeg netop havde gjennemgåt var det vel også dobbelt vanskeligt for et temperament som mit, at holde måde med sin vrede.

Jeg skrev op igår min betragtning af sagen, og spurgte om Du vilde læse den, hvad Du altså ikke vilde. Og det kan også være det samme. Det blir dog aldrig anderledes, det jeg ikke fordrager hos Dig. Forresten ligger skrivelsen på mit bord herinde ovenpå mine manuskripter, men som sagt, jeg vil ha det tilbage hvis Du læser det. For det er ikke noget brev til Dig.

*

Amalie til Elisa Knudtzon 8. juli 1888. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Elisa Knudtzon Kroghsgade 1 O Bde juli 88

Kjære Elisa! Jeg har hørt at du skal ha opfattet mit sidste brev som

„uartigt” og i den anledning skal være temmelig vred på mig. Dette kan jeg ikke la stå således, uden at gjøre et forsøg på at lå Dig god igjen, lor det vilde i sandhed være altfor trist og ondt om vort venskab skulde ende på den måde. Hør nu kjære, snille Elisa, synes Du ikke at det er rigtigt at sige lra når der kommer noget mellem venner? Netop lordi jeg altid har holdt så meget al Dig, og altid har havt så meget at takke Dig lor, måtte jeg sige min mening. Gå og være fornærmet og lade som ingenting når vi ad åre maske mødtes engang, kunde jeg ikke. Eigeoverfor enhver anden maske, men ikke når det var Dig. Derfor vilde jeg

119

sige hvad der havde stødt mig, idet jeg ventede Du vilde svaret mig, sagt at sådan og sådan var det, det og det havde Du sagt o.s.v. Men at Du vilde ta det på den måde, Du har gjort, havde jeg sandelig ikke ventet. Og nu har jeg bare dette at sige: Det gjør mig uhyre

ondt, hvis min udtryksmåde har været for sårende. Meningen var god. Altså ber jeg Dig tilgi mig det i brevet som jeg maske ikke burde skrevet. Du skal ikke være langsint kjære Elisa. Husk hvor god Du altid har vært mod mig! Og husk endvidere at har man gjort skade ved at snakke i mindre vel overvejede udtryk kan man jo ikke gjøre andet end be om undskyldning. Det jeg skrev om de penger Jakob skylder Knudtzon, mente jeg såvist intet ondt med. Det skal Du tro, når jeg siger det. Men jeg indrømmer at det var mindre vel anbragt netop i den forbindelse hvori det fremkom. Det kunde jo nemlig se ud som om jeg insinuerte at Knudtzon var ærgerlig på Jakob for pengenes skyld. Ingen tanke lå mig fjernere. Knudtzon har ved Gud vist sig fra en altfor, altfor nobel side både mod mig og gutterne til at han skulde fortjene sligt af mig. Ingen føler det bedre og stærkere end jeg. Og derfor Elisa, tllgiv mig og stryg det af din hukommelse, og bed inderlig Knudtzon om at gjøre det samme. Svarer Du nu ikke på dette brev heller, så forstår jeg at Du ikke vil tilgi mig og det vil gjøre mig uhyre ondt, men så får jeg finde mig i det. Aanej men Elisa, det må du ikke. Mange hilsener fra Skram og Jakob, som intet aner om vort mellemværende. 120

Din Amalie.

*

 Amalie til Helene Sandberg 1893. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug.

Til Helene Sandberg Bergen

Kjære Helene! Du ved, jeg synes, du er sod og mageløs, spør bare H.,

men kjæreste Helene min — jeg kan ikke i min alder og med den smule position jeg efter fattig lejlighed indtar i vort samfund her i verden finde mig i at stå under formynder skab, ikke under dit, ikke under no gens i verden. Når jeg udtrykkelig har bedt H. om at kjøbe en fi. øl, fordi jeg altså var tørstig og vilde ha øl at drikke — vi føjed os iænge efter dit påbud, H. og jeg, og opgav at drikke så længe du ikke vilde det — så er det efter min mening et utilbørlig overgreb på din side at kaste flasken væk. Du har altså ikke den fjerneste ret eller adkomst til at gjøre det Helene, og jeg, som sagt finder mig ikke i sligt. Du har også to gange — naturligvis i spøg, sagt at jeg har opført mig sjofelt mod dig. Og det liker jeg ikke. Jeg tør sige med sandhed at jeg aldrig har op ført mig sjofelt, og derfor vil jeg heller ikke beskyldes for det. Altså, derfor har jeg flyttet fra dig Helene. Jeg ønsker ikke at bo hos en som vil være min formynder, forstår du. jeg er voksen nok til at svare for mine gjerninger og jeg har ikke ved min opførsel kompromitert dig. laltfald ikke etter min mening. Hvis du synes det modsatte, så har vi altså så forskjellig opfatning af ting og forholde her i livet, at vi ikke godt kan sammen. Men tusen tak for din gjæst frihed kjære Helene og især for din elskelige tanke med både mig og Ludvig, det stakkels fæ. 144

Jeg sender en dag bud og får regning på igår. Ead den da endelig være at lå, lor jeg rejser meget snart hjem igjen. Hils og kys H. tra mig og tag selv et varmt Kys og ha tak tra din

Amalie!

Amalie til Helene Sandberg 22. mars 1883.. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehou

Jeg har altid så meget skriveri at skulle lå tra mig, både breve og andet, og som ottest er det mig omtrent en pine at sætte mig til med at besvare mine breve. Bare det at skulle til at begynde; er jeg tørst kommen igang går det nok. Og nu siden jeg har begået „madam Høiers leietolk”, ved jeg heller ikke hvor velset jeg er blandt mine tordums venner. Alt det røre og raseri den har vakt, den Me tilletingest! Det har været übeskrivelig morsomt at man har spenderet at skrive en hel del mere om det skidtprodukt end det selv er langt til. Både her og i Bergen har vittighedsbladene havt tat i det; det tra Bergen var det morsomste og bedste, som rime ligt kunde være. I Bergen er man altid bas. Og så den stak keis lægpredikant Eheodor E.; ham var det rigtignok en tornøielse at blive tåget under behandling al; sligt et theo logisk tæ! Desværre har jeg ikke været istand til at tå lat på den Bergenspost, men jeg har hørt stykket omtrent så nøiagtigt som muligt relerere. Aa hør Helene! kan du ikke skalle rnig det nummer at Bergensposten ? Gjør det, er du snil pige. Der har tørresten endnu været skrevet masser al nedrakkende kritik andet steds; og det kalder jeg sucses.

Eiet ihjæl er det hile gran skam slet ikke blevet, og det er igrunden det vigtigste lor en debut. Det er kun det, der duer man gider angribe. Eorresten vil jeg oprigtig sige dig at selv nogle al dem, hvis dom jeg sætter pris på, har været mistornøiet med det; men så er der andre igjen som har rost det ganske voldsomt. Du skal slet ikke sige mig din egen mening Helene, lor jeg ved på lorhånd at den er ugunstig, og det synes du vel er kjedeligt at fortælle mig 79

lige i mine øine, hvad der tørresten er dumt at dig; tor gives der et menneske, der tåler at høre den slags übehage hgheder, og ikke er ømtindtlig på de punkter, så er det mig. —

*

Amalie til Ingeborg Thaulow 15. aug. 1898. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Ingeborg Thaulow 15. 8. 98

Kjære Ingeborg! Igår var Vullums1 hos mig — Erik

og småen var på landet — og vi kom til at tale om Dig. Mit hjærte blev opildnet og bedrøvet. Jeg sa til Vullums at Du nu ikke mere var glad i mig, hvilket de ikke vilde tro.

Men jeg ved det jo. Kan Du ikke Ingeborg ved mindet om gamle dage, da Du holdt så forfærdelig meget af mig, som jeg kan tænke mig at en søster kunde gjøre — jeg har aldrig havt nogen søster — kan Du ikke se bort fra det, Du ikke likte hos mig sidste gang vi var sammen og skrive et par gode ord til mig? Det var så underligt igår. Ved Vullums ord om Dig, kom du til at stå så lyslevende for mig. Og jeg husket af alle de gode minder, jeg har om dig, allermest den aller første gang jeg så Dig, da du skjøn og deilig som du var, tog mig om halsen og kyssed mig. „A pyt, vi er omtrent jevngamle”, sa du, som svar på noget jeg havde sagt. Om 5 år er jeg lige gammel som De.” Vullums sa bl. a. at du nu var meget vakrere end nogen sinde før. Du ved ikke hvor det glædet mig, Ingeborg. For det betyder for mig at du nu har det godt, har fåt ro og fred i sjælen din. Gud ske tak! Hvad har Du ikke lidt i dit

liv. Og lidt det altsammen ene og alene tordi Du var den, Du var. Her sidder jeg i Klasensgade og skriver på min store bog.

168

Når den nu snart blir færdig, vil det for mig være en sejer og en lettelse. Så tænker jeg at ta mig en liden etterårsterie. Det sørgelige er at jeg har fåt så stort forskud hos Hegel at

det ikke blir så meget at rutte med. Men nok til en liden ferie.

Amalie til Ole Elias Holck 1. des. 1869. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug.

De blev vel meget forundret over at høre, at jeg skulde blive med tll Australien; sandt at sige er jeg det ogsaa selv.

Jeg var nu saa aldeles bestemt paa at blive hjemme, og det tog ogsaa Tid inden jeg kunde fremkjæmpe min Beslutning, men nu er den tågen; jeg haaber og tror, at det for mig var det Rette dennegang at blive med, i alle Fald er jeg nu ganske i Av

Tbizted. rolig og fattet. Gud styrke mig nu i Kampen mod mig selv.

ak jeg er haard som Sten og saare vanskelig at brydes med, endnu værre at overvinde; men vor Herre er dog stærkere, og vinder vel for Jesu Skyld Bugt ogsaa med mig arme Menneske, lad kun ham om det. jeg er jo ikke den første han beseirer. Ofte er jeg dog nærved at tortvivle over mig selv…

*

Amalie til Vilhelmine Ullmann Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Kjære, søde fru Ullmann! Jeg kan så godt forstå at de må være om end ikke vred, så dog misfornøiet med mig i anledning af dette med fru Vibe og Fritz Thaulow. Jeg tåger mig det seiv meget nær, men næsten udelukkende af hensyn til dem. De kan vide, at det ikke er godt at være den, der har bragt forstyrrelse ind i deres deilige torsdagsaftener, der burde været frede de og på en måde holdt hellige af alle os. Det er ikke for at undskylde mig jeg idag skriver til dem, for det var en uret af mig, og desuden ved jeg jo at fru Schjøtt har talt med dem om sagen, og hun har sik kert forsøgt at stille mig i det bedste lys, men det er for at bede dem så indstændigt ikke at få imod mig for det. Jeg skal hvis jeg for ef tertiden får den glæde at banke hos dem, være forsigtigere, det lover og forsikrer jeg, så at de ikke mere skal resikere at blive übehageligt berørt af noget sligt sludder sladder for min skyld. Jeg synes forresten det er en for hard hevn fru Vibe tåger over mig, ved aldrig mere at ville gå på deres torsdage, siden det hun taler om ikke længer er sikret mod at bringes videre. 1 Derved opnar hun jo at få mig stemplet som den slange de har næret ved deres barm, som den der har skjæmt ud [vore – krysset ut] eders aftener ved min indiscretion, og sprængt kredsen ved mit sladder. Jeg er jo den nyeste og sidstankomne; før min tid forefaldt ikke sligt. Det værste er at deslige skader, når de først er forvoldte, i de allerfleste tilfælde er uoprettelige. Jeg er bange for at seiv om fru Vibe vilde vise sig mindre hevngjerrig og mere høi

30

modig ved alligevel at indfinde sig, så vilde den fordums utvungethed og hygge ikke opnåes. Men forresten er det mig, og bare mig, som skal blive borte; jeg går i frivillig landflygtighed fra kredsen. Gud give de kunde få fru V. og fru Nicolaysen forsikret om at de ikke mere skal resikere at finde mig der på deres torsdage, så gik jo alt som i den »førfrumullerske« tid. Så fik jeg nok lov at se dem af og til en enkel gang hos mig, og som en sjældenhed hos dem – håber jeg – på en af de andre dage.