Om kjærligheten

Amalies brev til Viggo Hørup 8.2.97 Fra Skram. A. Etterlatte papirer og brev på Det kgl. Bibliotek, København

Brev til Viggo Hørup NKG 5006, 4 o

8.2.97

”Når nu ens vilje er redelig og ens forstand holder med viljen, hva i satans højhellige navn er det da som står en imod?”

Stemningsliste, Amalies brev til Viggo Hørup:

*

28.12.96: Småen har meslinger, ligger i sterk feber.

”Først af alt: det er ikke for løjer, det er fuldt ut alvorlig, det jeg vil tale til Dem om. Eller rettere spørge Dem. De, om hvem alle mennesker siger at De står på overlegenhedens højeste tinde, at intet bider på Dem, at De har et olympisk smil kun, for alt og alle ,- De altså, – kan og vil De ikke hjælpe mig til at bli lige dan? Jeg har jo ikke stort anden ret, end den rent medmenneskelige, til at be Dem om nogenslags hjælp. Men jeg gjør det alligevel. Det er min kummer jeg vil af med, hjælp mig, snak mig fra den!

Men mener bare, at De skal svare på dette, skrive til mig, være lidt af en ven for mig. Hvordan det har sig, ved jeg ikke, men den tanke at De kunde hjælpe mig, snakke mig op og du over det hele, har jeg i to år gåt med.

Gjør det da, hvis De vil!

Som før sagt: dette er alvorlig, det vil sige ikke annerledes alvorlig, end a De ikke må svare mig ualvorligt. Og ikke til et menneske på jorden må De snakke om dette brev.

Amalie Skram

*

31.12.96

”Tror De ikke, jeg er ligeså klog som et menneske, og tror De ikke, jeg vidste at hva De så ville svare mig, så var jeg i gode hænder?! Dessuden måtte jeg skrive de brev. Måtte måtte. ”

A.S.

*

10.1.97:

”Nej, det er ikke skinsyge, der piner mig. Det er sorg over at ha forspildt noget godt, som aldrig kommer, og aldrig kan komme igjen. Ja, det tror jeg da.

Jeg nærer .f.eks. ikke spor af uvilje mod hende, den anden. Tværtom. Hun er mig meget sympathetisk, og fortjener også at være det. ”Und ham livet”, siger De. Ja, jeg under ham det, og dog sørger jeg mig til døde.

Så er der jo også småen. Et barn får det ikke godt, når forældrenes hjærter ikke er i hjemmet, eller når forældrene skilles og går hver sin vej. Og jeg vilde for alt i livet, at småen skulde få det godt.”

”Og mindst af alt nytter det at se i spejlet. Der legges jo så uhyre ringe vægt på hvordan man ser ud, når det gjelder livets alvorlige forhold. Der er det godhed og kjærlighed og offervillighed, det kommer an på, har man det, så kan man gjerne være både skak og hæslig. For ens venner og de andre kan det være svært bra at se på et vakkert ansigt, men hva kan det bety ens mand? Havde jeg bare vidst dette i gamle dage, den gang jeg endnu var vakker, så vilde alt ha artet sig annerledes. Nu er jeg kommen så vidt at jeg ønsker , jeg havde være styg fra ungdommen af. Men havt de samme ævner. For så vilde alværdens mennesker, mænd og kvinder ikke ha gjort, hva de alle overdådig har gjort for at fordærve mig. Det har ikke lykkedes dem at få mig fordærvet, men det har lykkedes dem at få mig til at forspilde mit liv.

Nej. Jeg vil ikke forsøge at erobre noget tilbage. Jeg ejer ikke det tålmod, den ydmyghed, den fra dag til dag forhatte og uforanderlige ydmyghed, som skulde til. Og så har jeg i mit hjærte ingen tro på, at at vilde lykkes. Når der i hans hjærte er begyndt et ungt, rigt og lykkelig liv, så må det liv ha sin vækst og utfoldelse.

Og dessuden, selv om jeg vandt ham tilbage, så ved jeg jo, at jeg vilde være like ilde faren. Efter et par dages forløb vilde jeg føle mig elendig tilmode. Jeg vilde se og se og se alt det jeg ikke liker hos ham, og jeg vilde sige mig selv for 1000de gang: nej den mand er ikke nogen mand for mig.

Og om, hvis han kom tilbage – i hvadforen forfatning vilde han være! Nej, neij, erobringsforsøg vil jeg ikke gjøre!

Dessuden ved jeg at det ikke kunde nytte. Forledes aften da han kom fra selskab, og havde drukket nogså rikelig, åbenbaredes ved et ganske godsindet spørgsmål fra min siden, hele hans uendelig bitre sindelag mod mig. Jeg vidste ikke at det stod så ilde til. Alt hva han sa var en eneste, eneste lang anklage mod mig for alt, alt, alt mellem himmel og jord. Naturligvis havde han ret i altsammen, skjønt det fik en forvrængt og overdreven form. Jeg svarte ikke stort. Bare tænkte: hvor han hjælper Dig til at komme løs. Og det var jeg midt i vånden glad for. For den tilstand, jeg siden den 17de dcbr har levet i er ikke til at udholde verken for mendesker, djævler eller engler. Jeg skulde spille komedie, siger De, lade som jeg var lykkelig. Men jeg kan ikke spille komedie! Umulig, umulig kan jeg det. Jo; hvis jeg var glad, kunde jeg kanske, men når jeg er så bedrøvet, kan jeg kun være bedrøvet.

Sætter jeg ”pinefuldyt forskræmte øjne på ham?” Det ante jeg ikke.

Ja, nu ser det kanske ud som at jeg ingen nytte har havt av Deres så elskelige brev. Men sådan er de ikke. Tværtom. Kuren er allerede begyndt. Jeg har således, siden jeg fik Deres brev, tænkt meget mere på Dem og på brevet end på det andet. Nej, jeg har ikke tat fejl af ”min mand”.  Sikrere end nogensinde er jeg på, at De kan hjælpe mig. De og ingen anden.

I dag har jeg vært ude for første gang siden sidst. Vi vasr over og så Schandorph. Nu kommer jeg på onsdag. Deres A.S.”

*

Amalies brev til Hulda Garborg\\Amalies brev til Hulda Garborg 21. nov. 1898. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Du kjære, kjære, sode Hulda! Jeg har læst din artikel i Dagsavisen. 1 Ludvig bragte mig den. Du deilige, små menneske! – Du skrev engang til mig, at Du så gjerne vilde lære mig rigtig, rigtig godt at kjende. Kjære min Hulda – jeg tror, Du kjender mig. Savist som jeg kjender Dig. Når jeg inderlig ønsker engang, når jeg er rigtig frisk og kjæk at få leve lidt sammen med Dig, så er det ikke for at lære kjende Dig – Du ligger for mig så åben og sød, tiltrods for den »mimose«, Du efter nogles udsagn er – men for at nyde Dig; kanske græde ud hos Dig. Du har lovt mig nogle dage til sommeren, og husk hvor hurtig tiden går. – Idag oppe hos Ludvig, straks jeg havde læst din søde artikel kom

der et telegram. Jeg var idag tat ind til byen for at røgte et nødvendigt ærende for en dansk veninde, og Du ved ikke, hvad det kosted mig. Jeg tror, det er døden som sidder i mig, så træt som jeg er. Telegram met indeholdt budskabet om Ludvigs fars død. 2 Vi blegned begge, og faldt grædende i hinandens arme. Denne hans far, som jeg med vold og magt lod mig skille fra, fordi han altid var et dyr i brunst, havde nemlig ved siden deraf, og ved siden af sin periodiske uhyrlige drikfældighed, så utrolig gode sider. Ak ja, Hulda, Hulda – fik vi være sammen, helst på klare, rolige sommerdage, og vi fik gå ude, hvor ingen var – hvor jeg skulde fortælle Dig – Du, som forstår alt. Jeg er

så bevæget over Ludvigs fars død. Alene, på et hospital derover i New Orleans er han død. – Å, hvor blir livet tungt og svært efterhvert som man lever”!

*

Amalies brev til Hulda Garborg\\Amalies brev til Hulda Garborg 7. januar 1901. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjære Hulda, Du ved og aner ikke hvor godt jeg nu har det, og

hvor glad og tilfreds jeg er. Jeg kunde fristes til at sige lykkelig, men det gjør jeg ikke, fordi det ord så tit blir så altfor misbrugt. Men glad vil jeg sige. Siden den dag mit ægteskab med hr. E. S. blev opløst, har jeg været som forvandlet. I altfor, altfor mange år havde jeg ladet mig trakke på. Men så blev gudskelov målet overfuldt, og så viste det sig at der endnu var en rest af min fordums kraft og energi tilbage. A Du Hulda, hvor det er godt at være glad!

*

Amalie til Erik Skram 1. nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Og så vil du dutte mig på, at jeg ”fingerede” at min kjærlighed var forbi. Nei, du, hvis jeg ikke havde været fuldt og fast overbevist om at det var sandt, havde jeg ikke skrevet det. Jeg bedrog mig det så jeg siden, for jeg havde jo bare raisonneret mig min rolighed til, men det vidste jeg slet ikke dengang. Ja, det er jo aldeles umuligt at få talt ud, så det nogenlunde tilfredsstiller mig, – jeg ved det, jeg ved det, og derfor opgiver jeg det. Hvis du nu bli’er forskrækket over min heftighed, og sidder og siger til dig selv at du ikke begriber mig, at jeg forvirrer dig o.s.v. så er det bare det samme som er hændt mig med dig. Og hele dette skriverivæsen er noget ufordrageligt filleri, jeg tror det er lige godt vi aldeles holder op at korrespondere, og gjemmer hvad vi har at sige hinanden til vi engang treffes, hvis det nogensinde sker, og du ikke ”går din vei” forinden. Nei at du kan gå og tænke sligt! Det er jo at ville spille hassard om mit hjærteblod, om mit livsens indhold. Det er dig selv der vil, og ikke i fjerneste måde mig. Min kjærlighed skal tages på prøve; du skal se hvor langt den rækker at bære dig frem; holder den ikke det mål du i din villie har sat den, så har du slet ingen brug for den; ”så må jeg ikke elske dig.” Så kan du være den du er, og ta’e din kjærlighed til dig. Ja, jeg ved jo godt at dette blot er den éne side af sagen; (du behøver slet ikke at forklare det for mig), men sagens ene side opsluger for mig ganske dens anden. Du skal slet ikke gjøre dig nogen møie med mig, – jeg ved på en prik hvad du kunde ville sige, og jeg kan ligegodt sige mig det selv. Det er slet ikke derfor, – jeg ved med vished at du vil klare hvad du har sat dig for, du har netop særlig alle betingelser for at kunne skrive for scenen, men alligevel, at du så hensynsløst sætter alt på dette ene kort, at det ikke er dig kjærere end at du sætter det som indsats i et lotteri, det viser i hvilken grad alt dette med mig er en fantasiens, en tankens sag og ikke en livets og hjærtets, ikke noget konstant, der er i og ved sig selv. –

*

Amalie til Erik Skram 13. okt. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Det bliver ikke et svar idag, bare et par ord for at takke dig for dit lange, lærde foredrag om naturkundskab eller hvad det nu hedder. Der var så meget i det, som var mig så nyt, ja alt omtrent; jeg har aldrig vidst og aldrig tænkt over hvorledes alt det havde sig. Min tanke har altid vendt sig fra det, bare fra det, for jeg syntes det var så stygt og ondt. Men jeg begynder at forstå, – ja tænk, jeg gjør virkelig. Jeg må forresten studere dit brev igjennem sætning for sætning, så vil der gå flere og flere lys op for mig. Hvor klog du er, og hvor meget du ved. Men der er meget i brevet som er af den beskaffenhed at jeg ikke kunde se på dig efter at ha’e læst det, og slet ikke kunde jeg tale om det med dig, det vilde være for flaut. Du var langsom med at forstå det, der var dig fremmed og syntes dig umuligt; jeg er så endnu megetmere langsom end du, til at finde mig tilrette på ukjendte enemærker. Nei, hvor langsomt det kommer at gå! Jeg mener med min forståelse af alt det, der hører kjærligheden til. Men husk hvor aldeles nyt alt dette er, og hvor totalt ukyndig og uvidende jeg står her. Derfor skal du bære over og ha’e en mild og snil forståelse.

 

Nei, jeg var alligevel ikke kommen over dårskaben min; og gjør det heller ikke. Thi nu er jeg træt af at kjæmpe, og jeg ser også at det er unyttigt. Du må vide jeg var så sikker på at det var over; midt i min bedrøvelse og tomhed følte jeg en vis tilfredshed med mig selv over at jeg havde evnen til at kontrollere og styrken til at kommandere og mestre mig selv. Og det havde ikke kostet mig så farligt meget enda; tusinde grunde, skarer af fornuftige reflexioner kom løbende til min undsætning; jeg sad som i en fæstning, med hundreder af hjælpesvende omkring mig. Jeg vidste jo, som du siger, hvor prægtigt der lod sig leve uden alt det vrøvl som andre gik og pludrede med, og så hele min livsbetragtning, alle mine theorier om tilværelsens værdiløshed, mit had mod og min foragt for det, folk kaldte kjærlighed, det som jeg havde sét hvad var for noget og som jeg satte min ære i at være hævet over, og så endelig dette at jeg vidste med mig selv at jeg både havde evne og villie til at leve på nokså hårde vilkår, at det var en beslutning hos mig, at jeg vilde gå gjennem resten af mit liv uden at begjære noget af det der kaldtes lykke, som jeg forresten lod hånt om, fordi jeg ikke troede på den, – ikke troede at det som jeg vilde kalde lykke, var til. Og jeg havde jo fået beviset ihænde på ny. Du ved jo hvad det var, som bevirkede alt dette. Jeg var kommen til at elske dig, – jeg forstod det ikke, – men det var så, – det var kjærlighed jeg følte hin fredag, og endnu mere dagen efter; da jeg mærkede, at jeg var bleven et nyt menneske. Jeg skal sige dig noget. Jeg havde inderst inde et hemmeligt lidet rum, som jeg så uhyre skjælden betrådte med mine tanker. Der var noget gjemt derinde, og det var en drøm om, (thi mere end en drøm var det ikke, – jeg havde hverken tid eller lyst til at gi’e mig ikast med det) hvorledes det vilde være at finde den mand jeg kunde elske. Men hør nu: at den mand ikke fandtes, var jeg samtidig således sikker på, at der ikke existerede en trevl af tvil i min sjæl. Jeg havde jo truffet så mange i alle disse år. Fra jeg var ganske ung har der været så mange mænd omkring mig. De begyndte med at sige mig smukke ting dengang jeg ikke forstod et muk deraf. Jeg var så utrolig dum, da jeg var ung, – ja jeg er det forresten endnu tildels, men du aner ikke hvor dum jeg var; og så, så det ud som om jeg tog vel imod, hvad jeg ikke tilbageviste, fordi jeg ikke begreb det. Derfor har jeg fået en dyb og stærk afsmag for mændene. Ikke til at treffe, og vexle ord med i dagligt lag, thi der er i reglen (ikke bestandig forresten) mere udbytte af at tale med dem. Men en afsmag for deres forelskelse. Hvad er det de kalder forelskelse? alle disse elendige, pjattede dumrianer, der tror man skal blive i den syvende himmel over deres forelskelse. Sligt hænder mig forresten ikke mere, ikke på den gamle måde, i allefald. Jeg har sét så meget flaneri hos mændene, så megen begjærlighed, at jeg en tidlang foragtede hele racen. Nu er det over, – ja det var det – før jeg så dig også. Kan du derfor forstå den ting at jeg til den inderste bund i min sjæl, til hver nerve og pore var forvisset om at den mand fandtes ikke, der kunde tage min kjærlighed?

 

Så kom du. Naturligvis var jeg sikker og tryg også efter at jeg havde følt denne lyst til at være ved siden af dig, denne bestandige dragen henimod dig, dette savn og denne uro, når jeg ikke så dig, og dette utrolige velbefindende i din nærhed. Tror du at jeg blev bange for det? Det faldt mig ikke ind med et øiebliks tanke. Den sidste dag på Lillehammer begyndte jeg imidlertid at ikke kunne like mig. Alting blev mig med ét så ækkelt og kjedsommeligt. Når jeg tænkte på Grefsen og alt andet, kunde jeg formelig ikke holde det ud; og der gik mig et stik gjennem hjærtet da jeg mindede mig om: imorgen er han borte. Så ved du hvorledes det var på skibet, og hvorledes det gik bagefter. Og så da jeg endelig havde givet mig over, da jeg klart og bestemt sa’e til mig selv: det er ham, han er kommen, den du troede ikke var til, da foregik dette som jeg godt kan betegne med Kristi ord: jeg blev født påny i et nu. Men det skete ikke om fredagen, men på lørdag morgen da jeg vågnede fra min trygge, faste søvn. Så gik jeg og tænkte, at nu skulde du ha’e det altsammen, alt det jeg havde sparet op og gjemt bort, og sat på renter i alle disse år, min ungdoms og min modne alders; ikke en tanke, ikke en evne skulde jeg eie uden at jeg vilde lægge den ned for dig, eller drysse den over dig; og hvor skulde jeg være på vagt om mig selv, ågre med det jeg eiede af skatte, for at blive rigere og rigere til dig; intet, intet havde jeg lov at give til nogen anden, – ikke et smil, ikke en tanke, – det var rov fra dig, – og så kommer du og skriver, at du har en anden kjærlighed, at du nok vil forsøge på at oparbeide en kjærlighed til mig fordi jeg nu engang var bleven såret så uændeligt, men at du, sålænge til jeg voxede helt op i dig, vilde elske og leve med den anden.

 

Du som er så klog, og som skjønner dig så godt på kvindehjærter, burde kunne forstå det bedre og dybere end du har gjort. Der gik en stormflod over mig i hint øieblik, da jeg læste disse ord i dit brev. Hvor jeg dog fik ret! hvor sandt og klogt og vist jeg havde opfattet alt det væsen, for ikke at sige uvæsen. Så gik jeg alligevel og ventede til på fjerde dagen, før jeg skrev, men alt det jeg grundede og ventede, blev jeg kun vissere og tryggere. Og kan du ikke forstå alt det jeg har lidt, – jeg! når det nu var mig, som endelig havde fundet den mand jeg kunde elske, som endelig havde taget spranget fra der jeg stod, til der jeg aldrig havde tænkt jeg kunde komme til at stå, så at blive stødt således tilbage. For et øieblik tabte jeg alt muligt fodfæste, – jeg svømmede om som en syndflodsforulykket; hvad andet havde jeg så at gjøre end at ty tilbage til mit forrige jeg, og synke ned, stedse dybere i dets arme. Når du ret kunde sætte dig ind i alt det, så vilde du ikke ha’e et eneste skjænd, ikke tale om ringeagt, eller vrede eller noget af alt det. Og når jeg skrev til dig at jeg ikke elskede dig, ikke på grund af din, men min beskaffenhed, så var det sandt. Jeg ynkedes over mig selv, at jeg ikke kunde være som en af de andre; at jeg stod der med så strenge fordringer, at jeg ikke kunde slå mig tiltåls fordi om du også holdt af en kvinde til, foruden mig; det vilde andre ha’e kunnet gjøre, fordi andre vilde sét på dette som noget ”nebenbei”, et nødvendigt onde. Men det kan ikke jeg,- og det vil jeg heller ikke. Jeg vil ikke give alt, alt, og ikke få alt i bytte. Det vil jeg ikke!

*

Amalie til Erik Skram 14.nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldenda

Der er kommen mismod over mig. Alting som hænger sammen med dig og min kjærlighed, synes så vanskeligt, og der er jo ingen mening i at gå og elske på et menneske, som man aldrig ser, og aldrig kommer til at se, uden glimtvis. Og så denne længsel efter hvert øieblik at ty hen til dig, for at sige dig det eller det, for at spørge dig om tusinde ting, for at komme til at kjende dig i alle dine folder og afskygninger, og så at gå her og vide, at noget sådant bli’er der aldrig tale om, fordi vi aldrig bli’er længe nok sammen, og fordi jeg vil være så undsélig og bange og stum, det øieblik vi har hinanden, at der ikke vil vindes stort derved. Men vi er dog bleven en hel del bedre bekjendte ved al denne skriveri, der forresten er så kjedsommelig. Tænk, da vi skildtes her i Kr.ania, hvor var vi dog igrunden fremmed for hinanden, skjøndt jeg følte det ikke dengang. Nu er det som om vi har levet et stykke af et liv sammen, og hvad har vi ikke havt for oplevelser med hinanden, for smerte og fryd! Men det er så trist. Det bli’er en gammeldags roman detteher, med et bjerg af forhindringer, som ingen ”tro” kan flytte, med længsel og elskov på hundrede miles afstand, (hvoraf ved du forresten at det er hundrede just?) og sluttelig resigneren, og et evigt farvel, med selvmord eller drukkenskab i udsigt til trøst. Ja, for hvis jeg nu får se dig i vinter, og være nogle dage sammen med dig, så bli’er det jo meget værre bagefter. Jeg går jo her og ved, at det ikke bli’er til at udholde for længsel, når jeg atter er ene. – Havde der været et umuligere tilfælde på jorden, så vilde min skjæbne ganske vist ha’e fundet det frem, for at lade mig snuble i det, og gjøre mig endnu ulykkeligere for resten af mit liv, den stump jeg har tilbage, end jeg da egentlig i grunden altid har været. Skjæbnen har været i slet, eller i drillevornt humør, da den lod mig se dig.

 

Og så er det dig, som vover at sige til mig: ”at jeg var den, som skulde løse dine lænker”, – du er jo gal! Lagt mig i lænker, har du, og du ved det godt, du tyran! Men jeg vil ikke være med, længere end jeg vil.

 

 

Du, som sad og sa’e at det vilde bli’e værre for mig end for dig, – du var så ovenpå du, og du havde jo de mange erfaringers grund at stå på, medens jeg stakkel var som på vildstrå, og anede ikke hvad jeg gik imøde, – nei, for det gjorde jeg ikke. Men alligevel, hvis det gjaldt, så kanske jeg blev den stærkeste. Hvis jeg gjorde op med mig selv, at jeg dog vilde ud af alt dette, hellere idag end imorgen, fordi det havde bragt mig mere uro og pine end jeg syntes det var forsvarligt at læsse på mine skuldre, så var jeg den, der var istand til at handle, til at vikle mig ud, og atter stå fri, eller – til at gå min vei bort fra det hele. Jeg har dig jo bestandig med mig, hvor jeg er og hvor jeg går. Når jeg er i selskab, og den ene efter den anden, og mange på én gang kommer og er elskværdig og siger mig sine pene og beundrende ting snart for det ene og snart for det andet, og jeg et sekund ikke har været distrait for din skyld, så kan du komme jagende gjennem mit blod og på den voldsomste måde minde mig om, hvorledes jeg er fangen og solgt og bundet og lykkeligt ulykkelig. Men sjælen trættes ved denne evige drømmetilværelse. Jeg er ikke skikket til at lide af ulykkelig kjærlighed jeg, – og jeg vil ikke heller. Nu

 

 

Jeg skriver afskyligt, og burde slet ikke sende det. Men jeg skynder mig og er søvnig og grætten og sint og fremfor alt forelsket og lidende af ulykkelig kjærlighed, – ja for denneher er meningsløs og umulig, vi som ikke kan ”få hinanden”. Godnat enehersker, selvhersker. Jeg kysser dig ikke for jeg hader dig! Og jeg dør af søvnighed.

 

 

Mandag. Jo idag kom da dit brev, dit deilige brev. Det har gjort mig så lykkelig, og har taget hvert et gran af mismod fra mig. Jeg har læst det så mange gange, og for hver gang mere følt hvorledes det er at jeg elsker dig. Jeg er også bleven endnu sikrere på, at jeg ikke skal ta’e afsted med Fritz. Det må ikke være i rammen af alle disse mennesker, og al den ståhei, at vi to mødes. Det bliver høitideligt og alvorligt det, ganske som da jeg gik i kirken for at konfirmeres; vi må være alene, for os selv, når jeg atter skal stå ansigt til ansigt med dig, for det bliver det alvorligste øieblik i mit liv.

*

Amalie til Erik Skram 15. feb. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hvor jeg har følt at jeg har elsket dig den sidste ugestid, med en styrke som du ikke begriber min ven. –

*

Amalie til Erik Skram 15. mars 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

– Ja, J.P. er en fusker, det er sikkert. Nu er jeg desuden bleven så dødsens træt af ham, at jeg næsten ikke kan tåle ham. Jeg kan nemlig mærke at han er forelsket i mig, og det gjør ham så modbydelig. Han forsøger at skjule det, for han forstår jo situationen tilbunds, men det vil ikke længer lykkes ham. Det kjedeligste er, at de, der ser ham, når jeg er tilstede, også kan se det. På karnevalet rent prostituerte han sig ved at gå og dilte efter mig, og være skinsyg. Han var formelig uartig, fordi jeg dansede to danser med én person; og ingen med ham. Jeg vilde være fri ham den aften, og gjorde alt for at blive det, hvad han tydeligt så. Så har den ækling forstået at insinuere sig så godt hos min bro›er, og derved har han fået sikrere fodfæste. Og jeg som skulde leve med dig, og elske dig, og være din, så at alverden vidste det, – jeg går her, og bliver beundret og begjæret af alle de andre. Det er ikke til at udholde og det er ikke min skyld; jo mere alvorlig og fraværende jeg er, jo mere, tror jeg, synes man om mig. Men lad mig ikke tale om dette til dig, – det kan jo ikke være hyggeligt at høre på. Men den, der elskede mig, og som jeg også elskede, skulde kunne ta’e mig helt ind til sig, så at jeg blev skjærmet, ikke mod virkelig påtrængenhed, for den kan jeg selv holde borte, men mod alle de øine og øines udtryk, som luften er fuld af. Og desuden, jeg er ikke skikket til at gå og tage min lykke i smulevis, i skjul og mørke, det er så utåleligt. –

*

Amalie til Erik Skram 15. okt 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Det surrer mig om ørene alt dette doktorsnak, havde jeg nær sagt; for du må vide jeg tror, jeg kan det udenad; i alfald burde jeg kunne det, for alle de gange jeg har læst det om igjen. Men jeg tror, jeg er lige klog, jeg. Jeg kan ikke begribe, at det filleri skal være et så vigtigt anliggende, som om himmel og jord afhang deraf – jeg har aldrig hørt magen! Nei du, jeg kan ikke forstå det. Om det nu også er så stor en tilfredsstillelse, så er man dog lige velhjulpen uden. Jeg synes det er så uvæsentligt det, i allefald mellem to som elsker hinanden, for da er der så meget andet de kan ha’e imellem sig. Men det kan også være det samme om jeg ikke forstår alt det så godt, for nu er det dog så vist og sikkert at jeg elsker dig, og helst af alt vilde være hos dig bestandig. Jeg er alligevel ikke nogen marmorkvinde (uf! det dumme, ækle drama!), og heller ingen sirene, det skal du nok få se engang. Bi nu bare. Det bli’r ikke meget i aften, for klokken er så mange, og jeg står tidlig op om morgenen, jeg. Så er jeg også så træt, efter al den mad og drikke.

*

Amalie til Erik Skram 15. sept 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg har jo slet ikke næret planer om giftermål, jeg. Det har i allefald bare været lavede tanker. Du behøver ikke at skjænde på mig for det, og dutte mig på at jeg af og til har hvilet ud i urene forestillinger. Nei, for jeg har virkelig ikke gjort det. Og hvorledes skulde jeg så ha’e følt trang til straks at sige dig det. Jeg måtte have rodet længe om, og gravet dybt ned for at finde dette frem, og du ved jo, at jeg slet intet kunde sige, bare fordi du var så deilig, du. Du ser altså at det er din egen skyld, når jeg ikke har kunnet tale. Forresten, jeg skal være ganske ærlig. Da jeg sidst skrev til dig, kom tanken pludselig for første gang som en virkelig tanke. Jeg ved ikke hvorfor den netop kom da, endnu mindre hvorfor jeg skrev den ned. Men den har ikke været der siden, ikke så meget som et spor af den, og tror du virkelig, jeg nogensinde kunde få mod til at gjøre det, jeg? Eller tror du, at jeg nogensinde kunde få lyst til det, kanske? Ja, da måtte jeg i allefald forandre mig meget. Rigtignok forstår livet sig udmærket på at vende op og ned på et menneske, – men så er der dog visse ting, som straks kommer på sin rigtige plads igjen. – – – Jeg kunde forresten godt mærke på dit brev, at du ikke havde taget dig alt dette synderlig nær, og det var mig en beroligelse.

*

Amalie til Erik Skram 16.aug. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg var jo så vis på at det om kjærlighed var noget nonsens, at jeg iallefald ikke kunde komme ud for noget sligt. De ydre arrangements var ganske i overensstemmelse hermed. Som betingelse for at jeg skulde få beholde begge gutterne blev sat at jeg ikke skulde gifte mig igjen, og hvis jeg alligevel gjorde det, skulde både gutterne og de penge som var udset til os, falde tilbage til ham. Jeg gik med glæde ind på alt, når jeg bare slap for at være gift, og fik ha’e mine gutter i ro. Jeg måtte smile over hans iver for at hindre mig fra at ægte nogen anden end ham. Han sa’e det også ofte, at han kunde tåle på én vis, at jeg gik fra ham, men han kunde ikke udholde, at jeg blev en andens. Når jeg spurgte ham om han for alvor troede jeg vilde begynde på noget sligt igjen, svarede han: du vil ikke få fred, det ved jeg. Og nu er jeg bleven en andens, som slet ikke har bedt mig, ganske godvillig, med hele min sjæl, og af min egen inderste længsel, tænk om han vidste det.

*

Amalie til Erik Skram 16.aug. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hvor det er underligt at jeg ikke skammer mig over at ha’e siddet der på dampskibet, og udleveret mig således. Men det er vel fordi jeg kjender det på mig, at det måtte så være. Det brød frem af sig selv, og jeg glemte at genere mig.

*

Jeg er ikke” frygtagtig”. Det er ikke derfor at jeg kaster på dør dette nye og forfærdelige, der forklædt og uforvarende har listet sig ind hos mig, og siden har siddet og bredet sig og forstyrret hver en fiber i mine nerver, eller hvad det nu er for noget.

Det er fordi jeg ikke vil det anderledes.

Jeg kunde nok ha’e mod, jeg, hvis jeg bare havde villien. Men den har jeg ikke. Jeg vil være herre over mig selv, og spare mig for smerte.

*

Jeg har havt nok af smerte, endog jeg aldrig har elsket nogen mand, (men der er andre arter smerter) – nok, at jeg er bleven træt og blødagtig deraf, og ønsker at hytte mit skind. Og skjøndt det volder mig en stor smerte at rive mine tanker og mit væsen løs fra dem, så ved jeg dog at jeg derved handler som den, der lader fingeren amputere for at koldbranden ikke skal fordærve hele legemet.

*

Jeg forudser at de synes dette er sludder, og det i den grad at det vil hjælpe dem til snarere at glemme mig, – men jeg er nu engang af en så vidt egen art, at jeg også har min egen måde at behandle mig selv og min tilværelse på. Jeg vil ikke ud af den vei, jeg nu er kommen ind på. Jeg vil leve mit liv i fred og ro, skjøndt det lader til, det bli’er vanskeligt nok. Når noget kommer, så kommer det i flok og følge med så meget; – sådan er det bestandig, og jeg sidder fortabt i forskrekkelse over at jeg ikke kan få fred, men der er så mange (også aldeles uvedkommende) som vil mig noget. Jeg vil ikke nogen noget, jeg.

*

For jeg,- jeg vilde blive opslugt af det, jeg.

Og har jeg nu klaret mig altid og bestandig, og hele mit liv gået om som et frit menneske, som ingen kunde gjøre noget, eller være mester over, så skal det, håber jeg,- være min mindste kunst at greie mig ud af denne smule pine.

*

Men det er stygt af dem, at de la’er det bli’e til noget, at én har kysset mig på panden, og én på kinden. Herregud, jeg har jo slet ikke følt det, jeg! Når de andre vil gjøre sig til narre, og gå hen og trykke læberne mod en trædukke, hvad kommer det så trædukken ved?

*

Men det er forresten sandt, det er for modbydeligt, at blive således fingereret på. Det var nu blot på den fest, og det kom som et udtryk for en over – overgiven stemning. Det skal aldrig mere ske! De siger: ”Stæng os ikke på forhånd ude” o.s.v. Men det er jo netop hvad jeg vil og må. Gjør jeg ikke det, så er jeg forloren, – det ved jeg jo. Jeg vil ikke underhandle med dem, – ikke treffe dem, ikke reise nogetsteds hen for at møde dem, ikke for nogen verdslig pris, vil jeg det. Var de her så vilde jeg måske ha’e én éneste samtale med dem, – skjøndt nei, – heller ikke det, vilde jeg! –

Ikke tro, at de vilde ha’e godt af at komme sammen med mig! Tro det endelig ikke. For jeg vilde bare blive idiot, og sidde ganske stille, og høre og lytte med et fjantet smil, eller sådant noget. Og det vil jeg ikke. Jeg vil ikke fordummes og forkvakles og forhexes, således som samværet med dem vilde gjøre det.–

*

misfornøiet, så misfornøiet med det. Men sende det må jeg, for jeg ved ikke noget andet at svare. Det er så svært at tale til en om sig selv, der ikke kjender de forudsætninger og betingelser i kraft af hvilke man er den man er, og har det underlag at stå på, som man har. Derfor er det så håbløst. I sex måneder, ja måske i et år måtte vi være sammen, og være det uafladeligt for at de skulde kjende mig tværs igjennem. Og dog er jeg så utrolig enkel. Men det er det folk ikke tror, og det er det jeg altid glemmer at folk ikke tror.

Jeg forstår ikke deres brev. Hvorfor skal jeg være så ”uendelig forsigtig med med [sic] hvad jeg gjør med dem og mig” og hvorfor så ”uendelig modig”?

Hvorfor i al verden skal jeg det?

Som om der var anledning at være den ringeste smule i retning af hverken det ene eller andet ligeoverfor dem.

Vi, som beboer to forskjellige riger og lande, og som ikke kan være noget andet for hinanden end brevvenner, hvad vi slet ikke vil, for det er så kjedeligt. Det var underligt det, at de kunde gå hen og ha’e til hensigt at give mig et kys og det et alvorligt, for det gjør man dog ikke sådan uden videre med et medmenneske, – og hvor kunde de vide om jeg vilde det?

Nei, nei, nei, – der er intet andet at gjøre end det jeg skrev igåraftes. Nu skal jeg ta’e fat med alvor og kraft på at fordrive og reflektere mig ud og bort og opover, og som sagt, – det skulde være underligt om det ikke vilde lykkes.

*

Amalie til Erik Skram 17. jan 1883 Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldenda

Jeg var ment på, og det så alvorligt og helt, at seile på min egen sø, den jeg selv havde udvalgt mig, og seile der alene. Jeg vilde ikke være mellem de andre, fordi de allesammen havde det på en vis, jeg for ingen pris vilde ha’e del i. Det samliv der levedes fyldte mig med modvillie, ja en tid endog med rædsel og modbydelighed. Alting var så vulgært og forpjusket, så usselt og fattigt. Og så bli’er jeg pludselig rammet af noget midt i hjærtet, noget der trods al modstand og al doktoreren viser sig at være kjærlighed til en mand. Men denne kjærlighed vil bringe mig lidelse af forskjellig art, har allerede gjort det.

*

Men jeg vidste jo dengang ikke hvad det vilde sige, hvad det var for en fryd at give mig hen til dig. Nu, siden jeg ved det, er først alt det du har oplevet med de andre, bleven mig en rigtig pine. Jeg er begyndt at blive bange for at jeg ikke har mod til at tage denne lidelse på mig, og forsøge at klare den fra mig. Når jeg tænker på det, krymper jeg mig sammen, og vender mig bort.

*

Amalie til Erik Skram 18. des. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldenda

Og strax den næste morgen må vi ta’e et andetsteds hen, for der er for utrygt i Gøteborg, hvor både du og jeg kjender folk, og derfor er det bedst at sidde oppe om natten, for at vi ikke skal forsove os, for du kan stole på at trainet går kl. 5 eller så, og selv om det går lidt senere, er det ikke værdt at ha’e det bryderi, og så har vi jo desuden så meget at tale om, at vi slet ikke kan bryde op, skal du se.

*

Amalie til Erik Skram 2.9. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hvad jeg led igåraftes, og hvad jeg endnu lider, er ikke til at beskrive. Et har din grufulde forsvinden lært mig: at jeg aldrig, aldrig vil forlade dig. Så meget du ved det: du skal gifte dig med mig. Der er og eksisterer ikke tale om noget andet. Så dårlig er ingen af os, at vi af frygt eller feighed giver afkald på hinanden. Jeg reiser ikke til Amerika, jeg rører mig ikke af pletten andetsteds hen, end for at komme og være din hustru. Du behøver ingen større leilighed end den du har, tre værelser er akurat passe, og det skal ikke blive dig kostbarere end det var før. Du skal se hvor flink jeg skal være, jeg kan godt, jeg kan udmærket godt; lad mig bare få lov til at arrangere det hele, så skal du se, hvor godt jeg skal greie mig. Havde du bare beholdt din plads på ”Morgenbladet” så havde det ingen sag været, kan du ikke tage den tilbage, åh gjør det endelig, for at vi kan blive sammen. Hvad jeg skal bruge for mig, skal jeg selv fortjene, – du skal se jeg skal få tid til alt, – jeg vil, jeg vil gifte mig med dig, – det skal ikke ske, at vi skal skilles. Hvor mange har ikke gjort det, på ligeså knappe vilkår, og det er gået bedre og bedre, fordi de var arbeidsomme, og skikkelige. Skulde vi være så meget ringere end alle disse? Desuden, det er det samme, jeg vil for enhver pris om vi bli’er aldrig så fattige, det er mig det samme, og du skal også ville, ellers er du en klein kar. Til foråret skal det ske. Vinteren skal jeg bruge til at arrangere alt i alle henseender. Jeg vil når tiden kommer, betro det til gutterne, – de er så kloge og søde, – de vil nok forstå og tilgive mig. Vi bli’er ikke skildt for det; der eksisterer nemlig ingen adskillelse mellem mor og børn, uden den, der kommer af hjærtekulde. Vi skal skrive til hinanden, og af og til skal jeg besøge dem; jeg har jo venner jeg kan bo hos i Kr.ania, når du giver mig ferie. Og jeg skal nok få dem godt anbragte, hos folk jeg har tillid til. Nu må du ingen betænkeligheder ha’e. Du må blindt sige ja, til det jeg vil. Du skal se, du vil ikke komme til at angre det. Vi skal klare os pynteligt, og vi skal ingen børn få, der kan gjøre husholdningen dyrere. Først når jeg er hos dig i ro og fasthed, vil du få evne til at arbeide, rigtig. Du skal se, jeg siger sandt. Du er en dåre, hvis du tænker, at du dog først måtte få noget gjort, før du tænkte på en sådan ting. Tro ikke at dette er fusentasteri, noget der er født ud af den voldsomme smerte, og vil dø bort igjen efterhånden. Nei du, det er min urokkelige faste beslutning. I denne nat har jeg for første gang sét hvad min kjærlighed er for noget. Den er min herre, mit liv, mig selv. Med den kan jeg alt, uden den intet. Det er ikke tomme ord, det er sandhed. Jeg er bleven en anden i denne nat; først nu har jeg fået øinene op

*

Amalie til Erik Skram 21. juni 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Min elskede, min Erik, du gjør mig jo rent ud gal af glæde ved at sige at du vil komme til den tid jeg har ventet dig. Ved du om, at der kun er tre uger omtrent tilbage, at jeg foruden dette altså bare kommer at skrive 3 breve endnu til dig, inden vi skal være i hinandens arme. I hinandens arme, – al jordens fryd og lykke er i disse tre ord! Du hos mig, og jeg hos dig. Hvor er det underligt at elske et menneske. Hvorfor er det netop dig jeg vil give mit legeme og min sjæl til og ingen af de andre? Hvorfor fylder du og dit favntag mig med denne salige følelse, så jeg pludselig forstår at det er deiligt at leve, medens den svageste berøring af enhver anden jager mig en bæven af afsky gjennem blodet. Det er jo igrunden et mysterium dette, men et sødt, som jeg ikke vil søge at udgrunde. Der er salmevers hos Landstad, som jeg i gamle dage med andagt sad og sang i kirken, hvori menighedens hjælpeløse længsel, og forventningsfulde jubel ved udsigten til engang at skulle se Kristus, tolkes. Strofer af dem rinder mig nu ofte i hu, når jeg tænker på dig, du som bare hedder Erik, og er et ganske almindeligt, jordisk menneske; de passer akurat for mig, og udtrykker just min sindstilstand overfor dig; jeg kan slet ikke hjælpe mig med noget ringere end ordene i disse glødende, andagtsfulde, pietetfyldte salmevers, jeg. – –

*

Amalie til Erik Skram 21. sept.1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg tror du tager feil af dine følelser for mig. Bare begynd at analysere dem med ærlig nøiagtighed, så skal du se hvor de reduceres. Der er jo nok af kvinder i verden, og nok af dem som du kunde komme til at elske, nok af dem som du har elsket, eller i allefald stået i forhold til. Hvorfor skulde så netop jeg kunne få en større betydning for dig, eller have nogen evne til at binde dig varigere og stærkere. Du må ikke tro at jeg et øieblik vilde være indbildsk og naiv nok til at bilde mig det ind. Desuden, når bægeret er tømt, sætter man det fra sig, – det gjør jeg, det gjør du, det gjør alle fornuftige mennesker. Men jeg vil ikke være et tømt bæger, jeg, – jeg vil, jeg vil det ikke. Jeg vil meget heller være et fyldt, som ingen får lov at drikke af, skjøndt de brænder af lyst dertil. Uf nei, – hvor jeg snakker, – ved du, – jeg har en glimtagtig fornemmelse af at jeg kunde blive slet. Tænk det, – og jeg som hele mit liv har været så sikker på at være god, bare god. Du må ikke tænke, at det nytter at ville omstemme mig, eller atter at vende mit hjærte til dig på den tidligere måde, – for det er, det er umuligt. Det vilde være uærligt og uhæderligt af mig ikke at sige dig det, og sige dig det så, at du ved det er sandt. Men det kommer aldeles ikke af det du betroede mig om dig selv. Det gjorde en voldsom virkning på mig i øieblikket, – det er sandt, – jeg kunde ikke fatte, hvad du mente, hvad du tænkte, hvad du var for noget, og så på samme tid var jeg så taknemmelig for din ærlighed. Men nu forstår jeg alt det bedre. Jeg ved du har ret, – du er vist netop således som de bedste mænd, eller den bedste mand kan være, for tingene er nu engang ikke anderledes. Men alt dette med dig har gjort mig utrolig klog og klar på mig selv. Det er på grund af min beskaffenhed og ikke på grund af din, at jeg aldrig kan blive andet end en ven for dig. Gud give du vilde forstå det, og tro det. Du har, i allefald for mit vedkommende, så decideret uret, når du siger at der ikke gives andre vilkår i livet end at bruge den lykke jeg en stakket stund følte ved min kjærlighed, eller at gå tilgrunde. Jeg føler det hos mig, at jeg aldeles ikke skal, ikke kan gå tilgrunde ved nogen lov i verden, hvis jeg selv ikke vil. Hvis jeg går i vasken, så er det fordi jeg med rolighed har valgt at ville være slet. Men det kommer jeg aldrig i evighed til at ville, når jeg ret betænker mig. Jeg har jo mine 3 gutter, som jeg føler levende ansvar og pligter med. Et menneske behøver ikke mere for at blive stående på et sted, hvor intet smuds driver omkring, om det end kunde være aldrig så lysteligt at være med på farten blandt dem, der er ligesæle om alt andet end det at gå på eventyr og komers – – – –

*

Vær nu ikke altfor bedrøvet over mine breve! Du beder mig om ikke at gjøre dig altfor bedrøvet. Jeg var ved at græde, da jeg læste det, for jeg frygter for mit brev har bedrøvet dig, og det vil vel dette også. Men hvad skal, hvad skal jeg dog gjøre? Jeg kan jo ikke skrive anderledes end jeg skriver. Der kan du se hvor meget bedre det havde været om du aldrig havde indladt dig med mig, både for dig og mig. Det er så forsmædeligt at tænke på at dit arbeide skal falde dig tungt for min skyld, og at du virkelig skal lide ved mine breve, eller ved mig overhovedet, at jeg kunde ha’e lyst til at tage dit hoved mellem mine hænder, og kysse dig sålænge til du blev rigtig god og glad igjen. For det kunde jeg godt gjøre med en ven, ja i allefald til nøds! Vær nu rigtig kjæk og mandig, og lav det bedst mulige ud af dette, – og det bedst mulige er, at du lærer dig op til at betragte mig som en ven og kammerat. Du kan gjerne sende mig smykket, siden du har lyst til det. Men kanske, nu vil du ikke, – for jeg ved godt hvor egenrådig du er – jeg husker nok må du tro, at jeg ikke måtte få det, hvis jeg ikke lovede at være med dig hele eftermiddagen.

[i margen] Tænk nu hverken med bedrøvelse eller vrede på din fuldtro ven

*

Amalie til Erik Skram 21.mars 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Min elskede, hvor dine breve gjør mig glad og bitterlig bedrøvet samtidigt. Hvad er det for en ”skråvei” jeg har vist dig ”tydeligere i hvert brev”, og som du ”idethele er gleden ned ad?”? Aajo, jeg forstår det nok på en vis, men det gjør mig så hjærteangst at vide noget om det. Men jeg er så ulykkelig ved at være skildt fra Dig, at jeg er hulter til bulter indvendig. Og bevidstheden om hvor håbløst og vanskeligt det bliver at få være med dig, selv bare de stjålne, korte tider, gjør mig så fortærende utålmodig, så sint og oprørsk, at det bringer tanker op i mig, som jeg i rolige stunder ræddes ved. Hvis jeg skal finde mig i at elske dig, være lykkelig ved at eie dig på disse vilkår, så har jeg meget at lære, og meget at lide, før jeg rolig og ydmyg kan give mig over i det. Men jeg tror, du kan lære mig det; jeg tror du kan få mig til alt i verden, men først må jeg rase og ture, rigtig skjælde og smælde og grassere; så lægger jeg mig roligt og stilt ned for din fod igjen, du elskede. Forstår du lidt af en sådan natur? Nei, det er ikke til at vente; jeg forstår det ikke selv; jeg har aldrig kjendt mig selv fra denne side, ikke vidst, hvad der boede i mig, – jeg har været så sød og snil og medgjørlig og omgjængelig alle mine dage, og det er jeg fremdeles i alle andre forhold, men ligeoverfor dig har jeg tabt mig selv. Og så sidder du dernede og er misfornøiet med mig, og tænker at jeg er en ”plebeier”, og en ”verdensklog”, – du stygge, store, dumme gut, – du ved slet ingen besked. Gifte mig med nogen anden! Det er jo bare digtende tænkt; et experiment, som jeg undertiden forsøger at drive smerten på dør med, når jeg har arbeidet mig ind i den forestilling, at jeg elskede dig til at blive gal af; og at jeg længtedes mere end jeg kunde udholde, at jeg tog en beslutning om at gå fra dig for evigt, at jeg iværksatte den uden at vakle, at jeg stod tilbage i en ørken, som jeg vidste jeg aldrig skulde komme ud af, at jeg så for at glemme, for at sætte en skranke der umuliggjorde at jeg kunde prøve på at løbe tilbage til dig, slog følge med en anden, der førte mig uigjenkaldelig bort fra dig, stedse længere og længere. Før jeg kjendte dig kom undertiden også denne tanke i form af noget lavet over mig, når jeg undertiden var så træt af dette at man gik og vilde mig tillivs, at man gik og ordnede min fremtid for mig, og slog mig sammen med den og den, og sa’e at det og det kunde passe. Jeg blev så vammel ved det, og så sa’e jeg undertiden til mig selv: hvis du giftede dig med et menneske, da først blev der ro. Og nu om dagene, går man og siger at jeg skal være forlovet med snart den ene og snart den anden, folk, som jeg neppe kjender engang, ikke at tale om dem jeg virkelig kjender, og det kan du begribe gjør mig træt og kjed. Hvis jeg bare fik være i fred! Men det får jeg ikke, – aldrig får jeg det. Men der er aldrig tale om at jeg kunde gjøre noget sligt. Det er som sagt bare et tankeexperiment ligesom når jeg sidder og tænker: hvis du nu havde været en mand istedetfor en kvinde, hvor godt du så kunde havt det, eller: hvis du nu levede i Amerika istedetfor her, og kunde ha’e studeret og var bleven læge f.eks. Lad det ikke pine, eller ængste dig, min elskede; du må vænne dig til at høre underlige ting af mig, for nu er jeg kommen i vane med at fortælle dig alt hvad der farer mig gjennem hovedet, og så husker jeg ikke at du ikke strax ved at sætte alting på sin rette plads, at du lægger vægt på sligt nonsens, som at: ”selv om jeg giftede mig med en anden” o.s.v. Forstår du da ikke, at da har jeg trasket en lang vei gjennem mange digtede egne, som jeg har en vis glæde af at udmale mig så afskrækkende som muligt, fordi jeg i min sorg har en nydelse af at se alting rent djævelsk sort. Og det mest djævelsk sorte er at jeg af smerte over min ulykkelige kjærlighed til dig, skulde blive offer for et giftermål, martyr til gavns for resten af mit liv, frivillig være gået i hundene. –

*

Amalie til Erik Skram 22. nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Sødeste, vidunderligste, deiligste der er intet som skal være anderledes ved dig. Er du gal? Du kan bare prøve på at forandre dig så meget som der kan ligge på min lillefingernegl, så skal det komme dig dyrt at stå. Sådan som du er, må du være det fuldkomne, i allefald for mig. Jeg kan ikke skjønne andet, siden du har sendt denne stormflod af elskov ind over mig, mig der var så bespottelig sikker. Jeg tænker uafladelig på dig, og det er så henrykkende at gå og være til. ”Angst”, jovist er jeg angst. Nu må du ikke være dum, og tro at jeg ikke er angst, eller at sligt så let lader sig få bugt med. Du må forstå. Ja, for min afsky for alt det væsen, har været så over alle grændser stor. Min forfærdelse var fra begyndelsen af så alt overskyllende; og min endeløse forbauselse over, at noget der var så modbydeligt og stygt og ovenikjøbet ondt, kunde spille nogen rolle for hæderlige, normale kvinder, gjorde mig rent forhærdet i mine tanker imod det. Og naturligvis sidder det i mig. Men når jeg tænker på dig, føler jeg bare at jeg elsker dig, og at jeg vil være din så helt som muligt, om det også vil koste mig nogen anstrengelse og pine før jeg vinder over den skræk, der sidder mig i blodet fra før; ja vistnok fra fødselen af; for jeg tror, jeg har været usanselig i den retning af naturen, og værre blev det, da det ved mit giftermål brød så uforvarende ind over mig. Man ved jo ingen besked, og det er synd mod et menneske, at det lades så uvidende. Men dette er i grunden græsselig flaut at sidde og tale om; det er godt du ikke er her, for da var det umuligt. Og når vi treffes, må du ikke lade dig mærke med, at vi har skrevet om så meget stygt, nu du være sød, og ikke gjøre det. Men hvorfor skal du sige der er 7 uger til det. Det er jo ikke sandt, for især hvis vi skal mødes mellem jul og nytår, kan der jo ikke være mere end henimod 6

 

Nei, du har ret, jeg kjender slet ikke mig selv, ikke den jeg nu er bleven, for jeg er nemlig forvandlet. Å hvor jeg dog elsker dig, – alt er så sødt og godt med dig, så deiligt og trygt, og så denne vished for at jeg virkelig har fundet den jeg kunde elske. Du er så sød og god, eneste!

*

Du kan bare tie stille, – jeg har gået med dit smykke to gange. Å du ved ikke hvor jeg elsker det. Ret som det er, ta’er jeg mig en tur ind, og betragter det med forelskede øine. Om jeg så aldrig kom til at bære det, – – jeg har dog så utrolig megen glæde af det. Det var i to småselskaber, hos forholdsvis fremmede, hvor ingen kunde holde regning med mig. Men tænk dog dig, man beundrede det, og sa’e at man aldrig havde sét noget så smukt og eget, og man vilde endelig skaffe sig magen; men ingen spurgte dér, om hvor jeg havde fået det. Rød blev jeg naturligvis, men det var der ingen som så. Men ikke så Helland ser det, kan jeg gå med det. Det har jeg også ”med alderen”, – ja jeg mener mistet respekten for menneskeliv. Jeg kunde således så godt finde mig i at blive skudt, når jeg virkelig havde fortjent det, af dig f.eks. Det er jo bare at ta’e sig tilrette, sin lovlige ret. Selv vilde jeg ikke dræbe, for jeg kunde ikke blive så vred på nogen, ikke engang på dig, fordi der dog er gået noget istykker indeni mig, og det må vel være den tro til livet, der, når den skuffes, gjør fortvilet. Men forresten nu, siden jeg virkelig elsker et menneske, kan det da måske være, at jeg er bleven oprindelig nok til at kunne, i allefald ha’e trang til at slå ihjel.

*

Amalie til Erik Skram 23. okt. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Du, det er ikke ”fred” netop min kjærlighed har bragt mig, som du siger tilfældet er med dig, snarere uro, men dog mest en stille fryd.

*

Skal jeg ikke blive kjed af dig? Jeg vilde ønske du vidste hvor liden udsigt der er til det. I ethvert fald må jeg jo først lære dig at kjende. Men du værs’god skal være klogere og flinkere og dygtigere end jeg er, for ellers går det galt, så meget du ved det.

*

Amalie til Erik Skram 24. feb. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Torsdag. Jeg har fået billedet og dit brev. – Jeg kan slet ikke forstå at det på disse vilkår er bedre for dig end før, da du ikke havde mig. Jeg tror at det i virkeligheden er meget værre. Før havde du dog noget, et sted at ty hen til, som dog altid var et sted, men nu! Og hvad kan det hjælpe at vi mødes, – at det sker snart eller sent? Jeg er slet ikke så hidsig på at mødes, jeg, for jeg husker det savn og den ulidelige tomhed, som følger efter, og så synes jeg, jeg er bedst faren ved slet ikke at se dig. Sådant et møde på nogle dage, det tjener jo blot til at lade os føle den ulykke det er ikke at være sammen. Jeg tror jeg kunde ganske langsomt dø af fra ønsket om at eie dig og være din, hvis jeg nu år efter år ikke så dig mere. Men at gå til at møde dig, vil bare oprive såret på nyt, og det vil jeg så nødig ha›e gjort.

*

Amalie til Erik Skram 25.okt.1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Senere på dagen. – Jo mere jeg tænker på det, jo bedre forstår jeg, at det er dette du har ment med det snak om at du ”ikke var ung”. Du har følt det, kanske pludseligt, at du ikke mere kunde elske synderlig meget. Det må vel være fordi du har sat så meget overstyr af dit hjærtes kapital i tidligere dage. Så er da altså sandheden den, at det er dig, som ikke kan elske, istedetfor vi gik og troede det var mig, min tåbe, som ikke havde prøvet på, og derfor ikke kunde. Og så skal jeg alligevel forære mig til dig, du stygge? Skal jeg virkelig alligevel gjøre det; uden pardon. Men du må virkelig prøve at elske mig meget, ligesåmeget som nogensinde før du har gjort det, for det er så harmeligt ellers. Jeg er formelig bleven trist af at forstå dette, men det går vel over igjen – –

*

Amalie til Erik Skram 26. nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hvor du har gjort mig glad ved at sige at jeg ikke skulde være kommen derned. Ja, det var jeg nu forresten så vis på du vilde, men alligevel; du er så ubeskrivelig sød i det du skriver om det. Å du er, du er så uudholdelig deilig og sød. Men det om ”afskyelige menneskers snarer”, som ”enten ikke kjende dig, eller ikke ville have med dig at gjøre”, er mig dog en smule dunkelt. ”Når du netop kan være fri for at falde i afskyelige menneskers snarer”, – jeg grubler forgjæves over det ord. Men ligemeget, – det gjør intet til sagen. Det er vist lige deiligt for det. Alt hvad du skriver, elsker jeg. Begyndelsen af dit brev, var især utrolig sød og elskelig. Om du også bare kan skrive ganske lidt om gangen, – jeg er så henrykt, så sjæleglad og lykkelig ved at få det, – for du begriber jo nok, hvorledes jeg elsker dig. – Men kl. er meget mange. Jeg har været ude i aften igjen i vor klub, og kom senere end ellers hjem. Om jeg vilde være bange for at gifte mig? Var jeg bleven spurgt om det for en måned siden vilde jeg være sprungen forskrækket tilbage, og selv nu siger jeg, – ja. At gifte sig er dog så sin egen sag. Og især når man ved hvad det er for noget. Desuden, – det er jo af så mange grunde en umulighed. Men gud ved, hvordan det skal gå mig uden dig, – det er det, som er det fatale. Men så bli’er der vel altid råd til at sés idetmindste to gange om året, tror du ikke elskede? Det er jo intet når det skulde være bestandig men dermed er ingen råd. Godnat elskede!

*

Du har måttet læse mit brev i tre terminer; – ja noget under er det ikke, selv om det var et menneske, der havde en normal emploi, hvad du ikke har, utåleligt! for det var jo hele folianter du fik. Jeg skriver vist for langt ad gangen; men det kommer jo af min grænseløse snakkesalighed, som du dog gjør bedst i at vænne dig til, hellere først end sidst, siden vi nu engang uoprettelig er faldne i hinandens snarer. Siden vi skildtes her i Kr.ania, er det dog mig som har talt mest, så jeg har jo mere end ”squaret” op min dumme taushed under vort smule samvær. Der kom alligevel brev fra dig igårmorges, – ja du er en herlighed, – det er jo så klart som at 2 og 2 er fire.

*

Amalie til Erik Skram 30. 5.1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Det er min pligt jeg gjør, og derfor har jeg mod. Grundene er så mangeartede og kombinerede at det er vanskeligt at lægge dem tilrette. En af dem, måske den stærkeste er hvad jeg så ofte har berørt, at jeg ikke har selvfornægtelse eller seighed nok til at nøie mig med det lidet af samliv forholdene kunde give mig med den jeg elskede. Jeg kunde ikke tage de smuler, og så være forholdsvis tilfreds. Så er det også det med hans penge som jeg nævnte sidst. Du kan begribe det ikke er behagelige penge at leve på. Det vil jo bringe en ganske anderledes styrkende følelse at gå om dagene og spise helt sit eget arbeides brød. Og så er der en ting til som ikke har spillet en liden rolle. Det er dette at jeg ikke får være i fred for efterstræbelser nei – det ord er for krast, men tilnærmelser kurmagerier og sligt griseri. Man finder det formodentlig usandsynligt at jeg ikke skulde ønske at gifte mig, eller at knytte en eller anden forbindelse – mandfolk er jo således, – og så kommer den ene efter den anden og vil ha’e fat i mig. Jeg bekjæmper og afviser og lider og pines – hvor lidt mandfolk ved eller fatter at sligt er en pine og en forsmædelse, men undertiden kommer det dog over mig, jeg kan ikke holde det borte. Og når jeg så undertiden følger min natur, og glemmer at stå på vagt eller at være væbnet til tænderne, og er tillidsfuld og venlig – går det rent ilde. Du kan tro sligt trætter et menneske ud. I Amerika vil det blive anderledes. Der indta’er en kvinde en medborgerlig stilling, og sés ikke på som én der må være gift for at være noget. Jeg ved det vil blive bedre der, og så bli’er jeg jo også gammel og styg snart, og det vil være en lise. Dette med disse mandfolk har aldrig været mig så afskyeligt, modbydeligt forhadt som siden jeg kom til at elske dig. Jeg tog det før som en forholdsvis ligegyldig sag, som noget der kun i meget ringe grad kom mig ved. Men nu! – det synes mig en skjændsel.

*

Der er en ting til som har puffet mig til at fatte min beslutning, men det vil jeg ikke skrive om, for det er så flout; det angår dig og ikke mig.

*

Amalie til Erik Skram 30. mai 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Du behøver ikke at bede mig ”være glad ved dig”. Kan du ikke mærke på mine breve hvorledes mit blod banker i jubel over dig og den elskov du har kaldt tillive hos mig. Du er en tussegut som slet ikke forstår den vidunderets hemmelighed, som har gjort mig splinterny, helt til en anden end den kolde sphinx jeg før var.

*

Jeg var ikke angst i Falkøbing, men undselig – det var hvad jeg stærkest følte, undselig, og så inderst inde fuld af fortrøstning til dig og min kjærlighed. Og så bagefter var jeg fremdeles undselig hver eneste dag og nat, og lyksalig, og fortabt over at ha’e mistet mig selv og forvirret, indtil stumhed, over at jeg nu skulde bort fra livets kilde, ikke være med dig bestandig. Men det bli’er meget, meget deiligere at mødes med dig denne gang; også jeg synes at det først nu skal til at begynde, at vi først nu eier hinanden helt. Når jeg tænker på det øieblik jeg skal lægge mig ind til dit bryst, er det som bæres jeg bort på en bølge af bare lyksalighed, og bli’er borte i dig. Sidst var det jo anderledes. Jeg vidste bare at jeg elskede dig, uden at ha’e anelse om hvad det vilde sige, at mødes med sin elskede, og så var der en lønlig bæven. Nu skal jeg kysse dig til velkomst med fuld bevidsthed om hvad det kys betyder. Ja, naturligvis kyssede jeg på det indhegnede sted, men sligt er i grunden naragtigt. Så lidt kan ikke være noget for et fornuftigt menneske, enten, ja nu kommer jeg igjen at sige dette dumme med enten-eller, der dog ikke kan gjennemføres, ikke, slet ikke gjennnemføres helt af mig, for så skulde jeg ikke se dig mere, siden jeg ved, det er for at skilles.

*

Men naturligvis synes jeg det er harmeligt at du er så glad i fru K. Det er ikke fordi jeg synes hun ikke fortjener det, for det ved jeg intet om, men det er fordi jeg er så grisk. Jeg vil ha’e alt for mig selv alene, ikke en snus af noget af dig kan jeg undvære, uf du, hvor rædsom jeg vist blev til at leve sammen med, hvis ikke min forstand og min snilhed, for jeg er snil og god, måske vilde holdt mine onde lidenskaber i tømme. Skjønt, gud ved! Kjærlighed er en forfærdelig ting! det bæres mig undertiden for, at først når den var forbi, kunde vi to ha’e den rigtige nytte af hinanden. For vi kan lære hinanden noget. Men ikke nu, i alfald ikke jeg, som bare kan føle ét overfor dig: at jeg elsker dig, som bare kan være ét: din elskerinde. Og, ja, – det var det jeg vilde sagt: du skal være min, selv når du skaber dig om til ”store søfugle”. – – –

*

Amalie til Erik Skram 31. jan 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Forstår du, – det er fordi jeg er så gammel, så ulidenskabelig i ond forstand, at min kjærlighed til dig ikke som en brusende fos river alle smertelige reflektioner overende, – det er derfor at jeg ikke er god nok for dig. Du skrev før vi havde eiet hinanden, at jeg var så ung i mine følelser. Og det var sandt; det ved jeg nu var sandt. Dengang var det mig ikke klart, hvad du mente med det. Men da kunde jeg sagtens være ung, jeg vidste jo slet ikke noget om alt det du siden har bragt mig til at føle og begribe. Forstår du mig? Jeg vilde så gjerne vide, om det er dig muligt at fatte hvad der, siden vi var hos hinanden, er foregået i mit indre, eller det er dig som står du over en forseglet bog. Det vilde trøste mig om du forstod. –

*

Amalie til Erik Skram 7. des. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Der var forresten adskilligt i dine breve, som berørte mig ubehageligt; f.eks. det om Fritz. Jeg har ”båret mig dumt ad”. Jeg har slet ikke båret mig ad, hverken vist eller dumt. Såvidt jeg mindes har Fritz og jeg slet ikke talt om dig. Men Fritz har jo sin force i at lyve, – ja det vil sige han lyver slet ikke for at lyve, men han bruger det som redskaber. Det er altid hans vane, at lade som han ved det eller det, eller som om vedkommende selv har fortalt ham det eller det, og så har han ofte på den måde fået at vide mere end det han havde mistanke om. Hvor ofte har han ikke fortalt mig sligt, og siddet og klukket af latter over dem han havde narret, og fået til at røbe sig. Hvor jeg er forfærdelig bedrøvet over at Fritz som du siger ”har mærket at du elsker mig”. Det har sat mig på hovedet i forvirring. For nu, når du reiser bort i julen, og jeg altså også reiser bort, så får alle mennesker, Fritz og de andre med, det at vide naturligvis, – jeg mener den kjendsgjerning at vi begge forsvinder, og så, – tviler du vel ikke om at man forstår at lægge sammen. Så bli’er jeg en gjenstand for folkesnak og gisninger, og så vil man sige at jeg nok er en god en, der dog trods alt, har sine historier. Og det kan og vil jeg ikke udholde. Det er slet ikke bare for min skyld, – det er meget mere for gutternes, og fordi jeg ikke er vant med at stå i fordægtige lys. Alt hvad jeg har gjort, har jeg før kunne lægge frem for hele verden. Hvad skal jeg dog gjøre?

*

Amalie til Erik Skram 7. feb.1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

– – – Det er sandt at jeg er meget ”selvisk”. Godt at du er kommen efter det på egen hånd. Jeg har forresten ikke vidst det, før efter jeg var kommen tilbage fra vort møde, og jeg har gået og tænkt på at du dog burde vide det. Hvorledes skulde jeg også ikke være bleven selvisk, jeg som er bleven så gammel uden at ha›e elsket et menneske som jeg kunde gå op i, gå under i, og som der, hvor jeg er kommen, i mere og mindre grad har været den, hvorom det dreiede sig. Jeg er græsselig selvisk, jeg. Men selviskhed er vistnok en alvorlig hindring for at elske. Tror du ikke? Det har Gertrude også været. Hun er bleven det fordi hun har været vant til at gjøre lykke. Det at gjøre lykke er noget, der til en vis grad kan fylde og tilfredsstille et menneske, så at man resikerer når man længe har været vant dertil især, ikke at føle trang til nogen anden lykke end den der flyder af at ”gjøre lykke”.

*

Da du var gået i land i Gjøvik, var der intet menneske i verden, jeg kjendte og forstod som dig. Det var virkelig så at det kom mig for, jeg havde kjendt dig til punkt og prikke hele mit liv, som var det dig, jeg uden at vide det, havde gået og ventet på, og som det var næsten latterligt at jeg ikke havde fundet før. I Kristiania voxede denne følelse. Men så kom hint brev, som drog det forhæng bort som min egen tankeløshed eller glade forrykthed havde hængt op, og lod en bølge skylle hen over min glade, dumme tro. For det jeg troede eller rettere glemte at vide, thi jeg troede egentlig intet, var en dumhed af mig. Havde jeg tænkt mig om, så vilde jeg ha’e vidst, at der måtte være en fortid med andre kvinder i, bag dig. Så kom hele min gamle villen holde mig borte fra mændene med overvældende styrke over mig. Der sidder endnu noget af en tvil om hvorvidt det ikke havde været det klogeste, igjen hos mig. Men jeg tror jeg kommer over det. Siden jeg har læst dit sidste brev, har jeg fået en fornemmelse af at det kan gå over. Du er så klar så tryg og rolig, så ærlig og mandig i dit brev. Det er synd at du skal ha›e slig møie med mig – – – Jeg ”kyssede dig ikke strax vi mødtes sidste gang”, – – men hvorfor kyssede du ikke mig, for det gjorde du ikke. Jeg lod det være, fordi jeg var nærved at af undseelse, og så stærkt optagen af at skjule min undseelse, – men du, – du var da ikke undseelig, og alligevel kyssede du mig ikke. Du følte ikke trang til det, for du var endnu ikke sikker på at det var mig, den påtrængende, barnagtige tingest, som på en måde havde taget dig med magt, at det var mig, du elskede. Og det er det som oppirrer mig, at du har måttet lære dig til at elske mig; du har formelig måttet godsnakke med dig selv, om at det dog ikke gik an at lade mig blive liggende, når jeg faldt sådan fra skyerne ned for din fod, kanske var der noget ved mig som der var værdi i, og kanske kunde du bruge min kjærlighed. Du har måttet ave og bøie dig henimod mig, – å jeg ved det så vist, – din forstand har spillet en rolle, og din reflektion ligeledes. Med mig var det stik modsat. Jeg spurgte og vidste, og så ikke efter nogen verdens ting. Det gik som en pludselig varm bølge henover mig, og så stod jeg der aldeles færdig. Gud gie du havde ta’et mig dengang med det samme ind i dine arme, og sagt mig at jeg var din og du min. Men det at du trængte tid, tog dig betænkning gjorde at jeg lidt efter lidt mærkede hvor anderledes det var med dig; det gik langsomt op for mig (ja det vil sige jeg så først meget senere gjennem og under det hele) og det gjorde langsomt sin gjerning hos mig. Den har først i de sidste tider båret sin frugt. Dette har givet mig et knæk, som jeg neppe helt forvinder. Der var noget af det samme ved vort sidste møde. Du trængte tid før du kunde føle trang eller være tryg nok på dig selv til at trykke mig til dit hjærte og kysse mig. Jeg er for stolt til ikke at gjøre oprør mod at blive ”antaget” sådan efter grundig prøvelse, og så kan jeg ikke lade være at tro at mindet om dem du før har havt i dine arme, gjør glæden over mig meget mattere. Jeg tænker mig bare til at det var mig som havde havt en eller to virkelige elskede og en hel hoben andre som jeg havde stået i forhold til. (Det gammeldagse snak om at den sædelige moral er anderledes for kvinden, må du ikke komme med). Jeg ved med vished at hver en gnist af evne til at føle en retskaffen, virkelig kjærlighed da vilde være slukt hos mig. Og tror du nu virkelig, du som er så klog, på denne grundforskjellighed hos kvinde og mand, der skulde diktere dem uensartede love på følelsesområdet. Jeg gjør det ikke. Jeg ser ikke andet end at alt drager sine konsekventser. Det er vist derfor der er så mange ulykkelige ægteskaber. Hustruerne føler sig bitterlig skuffede. De sidder fortabt i sin smerte og tomhed, og ved ikke hvoraf det kommer; det er fordi de får mænd med udbrugte, forjaskede hjærter, med visne, skyggeagtige følelser, mens de selv står i al sin friskhed og uberørthed. Du, min elskede, – du må ikke tro at jeg vender alt dette snak mod dig – – for du ved jo at jeg elsker dig,- det er på det heles vegne jeg taler, og idet jeg gjør det, kaster jeg mig grædende til dit bryst, og beder om at du skal kysse mig. Du ved jo at jeg hænger ved dig med hele min sjæl, at jeg gjøre det og kan ikke andet. Men det var ikke mig du skulde fået fat på tilsidst. Det skulde været én, der var frisk og naiv og måske lidt enfoldig, eller i allefald ikke betydelig. Mænd kommer bedst ud af det med dem, der ikke har nogen videre evne til at reflektere over fortid og sligt. Og nu jeg, ja du kan vide en kommer ikke ustraffet over 13 års ægteskab, – det har sat sine mærker på mig. – – –

*

Amalie til Erik Skram 7. feb.1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hvorfor vandrede du ud ”med sex kjendte mænd”? Og hvorfor var du ”i et humør som bar dig ind på den slags nysgjerrighed”, og hvorledes kunde du more dig? Kan et bravt menneske virkelig more sig ved sligt. Jeg synes det måtte være ham bare en lidelse, jeg. Jeg har nu en følelse af at der er mellem min og mandfolks verden et dyb befæstet, som det der var mellem fader Abraham og den rige mand i pinen. Jeg kommer aldrig over det dyb, – jeg mener end ikke med min forstand. Så god den endog er, så slår den ikke til ligeoverfor dette uudgrundelige væsen. At det slet ingen skam er, – bare det at yde sit bidrag til at sligt består, – – ja det nytter jo slet ikke at tale derom, – det er så uhyre nedslående, så græsseligt ondt og stygt, at det stundevis betager mig al min tro til mennesker, og alt mit mod på livet. – Paulsen har troet at det var dig som havde anmeldt ”Pehrsons”. Du skal få se den skrivelse, han i den anledning sendte mig. Jeg tager den med. – Adieu sålænge. Jeg skal spise middag.

*

Amalie til Erik Skram 7. nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Nei, kjæreste, jeg kan ikke sige Erik til dig, sådan med én gang. Først måtte jeg ha’e vænnet mig til det lidt efter lidt – det er så flaut – ha’e hvisket det ind i dit øre, for at ha’e et sted til at gjemme ansigtet mit, så du ikke skulde se mig, med det samme jeg sa’e det. – Du er så sød og vidunderlig, og du bliver stadig sødere og mere forførende for hver gang du skriver. Du besnærer, og bedårer og besætter mig, og undertiden gjør du mig bange, men det viser jeg fra mig; jeg er bleven letsindig nok til at lade det skure. Men hvor du får mig til at længes efter dig! Og så er du så udsøgt ondskabsfuld, at du ender dit brev med at spørge: længes du efter mig? Ja, jeg længes efter dig, for at sidde ved siden af dig, du små mirakel, og holde din hånd og betragte dig, og engang imellem kysse dig på kinden, eller hellere bag øret for der er ikke noget skjæg, som stikker. Jeg længes, så at jeg får svindsot eller lungebetændelse, der på et par dage gjør det af med mig for jo stærkere man er, og jo skjældnere, man har været syg, jo intensere og farligere ta’er sygdommen fat. Og alligevel, skjøndt jeg længes efter at falde dig om halsen og holde dig meget fast, efter at høre din stemme, der er så sød, efter at se dit ansigt, der er det eneste jeg savner, kom jeg nok til at løbe min vei når jeg så dig, for at rende tilbage i næste nu, naturligvis; men ikke, hvis der var lyst i stuen, der måtte være mørkt, eller næsten mørkt, for jeg vilde genere mig så rasende efter al denne udleveren mig selv i brevene.

*

Amalie til Erik Skram 8. des. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hvor jeg glæder mig til at få tale med dig om alt dette. Og hvor jeg glæder mig til at skulde kunne sige mundtlig godnat til dig om et par ugers tid. Da skal jeg også ta’e dig om halsen med det samme, og kysse dig rigtig ordentlig. Jeg elsker dig mere end det er muligt, mere end fru Gyllembourg elskede Gyllembourg, hvor vil du hen! titusinde gange mere

*

Amalie til Erik Skram 8. sept. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hvis jeg senerehen ikke skulde kunne fortjene noget, så har jeg jo mine gutter, som med den indtægt de har, vil kunne gjøre sig færdige og blive uafhængige mænd i en ung alder. Når jeg tænker på, hvor udmærket mor har havt det fordi hun har havt sine sønner, og det er ingen skam at blive hjulpen af sønner der holder af en. Forresten skal jeg nok klare mig, jeg. Det er ikke dig, som skal forsørge mig, det er to kammerater som slår sig sammen og arbeider i fællesskab. Det er, tror jeg næsten, borgerlig talt, den eneste fornuftige basis for et ægteskab, forudsat at man elsker hinanden som vi to gjør det. Og skidt om det kniber for os. Jeg vil ikke blive ”græsselig alvorlig” – da jeg, men heller være litegran letsindig. Jeg vil være så lykkelig, så lykkelig, at der skal meget til at noget skal kunne tære på mig. Og det er just det, som skal holde min lykke frisk, at jeg må arbeide for mit brød. Du ved hvorledes vi er enig om at denne forbandede lediggang af hustruen undergraver lykken i ægteskaberne. Altså: alting er så godt og velsignet som det er muligt, og jeg er så glad – så glad! Også jeg er bleven en anden; nu kan jeg rigtig føle velsignelsen af at ”sole sig under varmen af en beslutning” som Bjørnson siger i ”Kongen”. Reisen til Amerika var jo også en beslutning, men den frøs jeg under.

*

Amalie til Erik Skram 1. mars 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Men venner med fru S. blir jeg aldrig mere i dette liv. Det tror nu hun, men deri tar hun feil; hun kjender mig hidindtil bare fra min godslige side; hun ved slet ikke at jeg har en anden, og vender jeg den, i rolig beslutning vel at mærke, ud mod et menneske, så er det for bestandig. ”Jeg har ikke formegen blødhed af naturen” siger du. Ja, er du nu så vis på det, for det er slet ikke jeg. Jeg har oplevet underlige ting siden jeg lærte dig at kjende du heksegut, og det er mig som var det netop min egen, dybt gjemte natur som bød sig frem, gjennem alt det livet havde lagt derover. Men forresten ved jeg det ikke. Det kan gjerne være jeg er en hård trold, men jeg tror at jeg er bleven det, ikke var det oprindelig,- jeg husker altfor godt fra min barndom og tidlige ungdom hvordan jeg artede mig. Men jeg tror nu at slig som forholdene har artet sig for mig, og med al den ækle mandfolketilbedelse hængende over omkring og udenpå mig, måtte jeg enten blive forhærdet på et vis, eller rent spoleret. Alle slags kjærlighedssværmerier blev mig latterlige, modbydelige. Jeg har aldrig havt nogen respekt for den følelse. Hvis jeg fra begyndelsen af havde nogen evne til at elske, så blev den kvalt i det ægteskab, under de ”kjærlighedspligter” som var mig en vederstyggelighed, fordi de var mig en ubegribelighed. Havde han, Müller været anderledes, havde han forstået et glimt, en skygge af hvad det var for noget grufuldt han foretog sig med mig, så vilde han ladet mig i fred, og måske begyndt at studere på hvorledes han skulde lære at vinde og vække min kjærlighed. Men der var en grådighed over det menneske, som ødelagde alt.

*

Amalie til Erik Skram 10. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Du elskede, hvor jeg elsker dig! og hvor jeg tror på at du elsker mig, og at din kjærlighed har livet i sig, livet for mig, og også for dig. Og jeg skal give dig hele min sjæl til gjengæld, mere og mere alt hvad i mig er og rører sig. ”Du skal ikke leve for andet herefterdags end for at være mig til glæde” – sa’e du engang dernede til mig, – og tænk, – det er netop sandt, ganske og aldeles således forholder det sig. Jeg ønsker mig og håber på en fuldkommen forening med dig, således at jeg ikke mere vilde kunne sige et ord, der f.eks. kunde såre eller støde Dig; fordi alt hvad jeg tænkte og mente var født, ikke af mig alene, men af dig og mig i fællesskab, hvilket jo igjen vilde betyde at jeg omtrent var bleven ét med dig, Du elskede menneske. Hvis vi får held til at arbeide os stadig nærmere hen imod hinanden, og aldrig bortifra, så vil den dag nok sikkert engang komme, at vi er fuldkommen forenede med hinanden. – Det er kjedeligt med dine fugtige hænder du sødeste mand på jorden; Helland har det også i en voldsom grad, og det er leit og ækelt, men vist ikke på dig; du var det en enkelt gang, men jeg synes du var like deilig for det; jeg bare måtte tørre mig af på hånden en gang imellem, – det var alt. Den røde næse bry’r jeg mig nu slet ikke om, – det tror jeg just må klæde dig om vinteren, når dit ansigt er så blegt.

*

Amalie til Erik Skram 12. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg er vis på du, at det onde, som har været imellem os skriver sig fra vor adskillelse. Jeg tror jeg på en måde går heroppe i Norge, og blier lidt altfor kjephøi af mig. Når jeg kommer ned til dig, og er henvist til dig, og til dig alene, blier jeg spagere og snillere, og lever mig mere sammen med dig. Jeg har aldrig før været dig så tæt og nær, som dernede hos dig, og fra den tid er du også bleven mig endnu uundværligere. Jeg er vis på det er godt for vor kjærlighed at det er mig, som kommer til dig, og ikke du til mig. Bare jeg nu måtte blie rigtig snil, og du rigtig fornøiet med mig. Er du nu bleven bange? Jeg har været det, men det er over nu, fra den dag jeg fik dit sidste brev, jeg føler bare, ved bare om dette eneste, ene, alt sig underlæggende, at jeg elsker dig, at livet uden dig blev mig en umulig byrde, at du er den eneste af alle i verden.

*

Amalie til Erik Skram 12. mars 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Uf nei, når du ikke skriver til mig, er jeg syg i sjælen og aldeles hjælpeløs.

*

Amalie til Erik Skram 13. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal.

Jeg er lidt bange for din næste skrivelse, – jeg husker hvor usigelig ondt en sådan skrivelse gjorde mig, dengang i Nordal Brunsgade, da jeg ikke var istand til at svare på en 5-6 dages tid, fordi jeg gik og ventede på et forløsende ord ifra dig. Jeg kan ikke leve uden at eie dig helt have dig hvilende i mit sind og min sjæl i fred og kjærlighed og fortrøstningsfuld forståelse, så jeg bærer dig med mig som et smilende solskin hvor jeg går og hvor jeg står, – og så vide at jeg eies af dig på samme lykkelige måde.

*

Amalie til Erik Skram 14. jan. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Ja, det er sandt, ”vi tænker ens”. Det er vel derfor jeg aldrig kan forstå dine dumme udtalelser når du er bange for hvorledes jeg skal forholde mig til økonomiske pinagtigheder, men altid føler mig ilde berørt, og stirrer på en gåde. Det er så overflødigt at nære denne frygt; at du nu engang for alle ved det, du elskede mand! Aa hvor var dit lange brev, skrevet i flere terminer mig en salighed at læse. Jeg fik en usigelig trang til at knæle ned foran dig, lægge mit hoved på dit knæ, og græde af glæde, af tak til dig fordi du, – er som du er; jeg vilde kysset dine hænder, og trykket dem ind til mit bryst, og mine øine. Du gode gud, hvorledes jeg dog elsker dig,- jeg går og bliver mere og mere dygtig til at elske dig for hver dag, som går, du skulde bare vide du, hvad der foregår i mig, rent vidunderlige, utænkelige, ubeskrivelse [sic] ting,- jeg blir så liden og forsvindende selv,- det er dig som er vokset op indeni mig, istedetfor at jeg selv før sad der og bredede mig; og det er så sødt og saligt,- nei hvad kjærlighed dog er for en herlighed, for en livsens fryd og glæde, og det er din skyld,- du har kaldt alt dette frem i mig; ingen anden havde kunnet gjøre det; om jeg havde kastet mine øine på en eller anden, som ikke var dig – ulykke vilde der tilsidst være kommen ud deraf. Og alligevel kan en slig tilstand som den hvori jeg skrev mit sidste brev få magt hos mig. Bryd dig ikke om det! – jeg strider imod det, og når jeg har følt dig elske mig hver eneste dag i mange år, så er vel muligheden for at føle en slig smerte over den kjærlighed du har givet andre, for evigt bragt ud af verden. Godnat min søde, mit liv, min kjærlighed mit alt og eneste på denne jord. Jeg kysser dig tusinde kys på dit ansigt og dit legeme.

*

Amalie til Erik Skram 15. aug. 1888. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Tak for dine ord, som jeg fik idag. Ja, det er vist og sandt, sørgeligt er det, men det som er det er. Jeg vilde gjerne bli herude til på mandag, hvis Du ikke har noget imod det. Jeg gruer for hjemkomsten og for alt det, der kommer. Jeg forstår ikke rigtig det Du skriver om ”uhyre ansvarsfølelse”. Det er jo ikke min skyld at det er gåt som det er, ja, det ved jeg nok Du siger det er, men så er det det alligevel ikke. Og nu for at vi bryder med hinanden har jo jeg ikke ansvaret, i altfald ikke mere end det halve da. Du har jaget mig og så sagt noget om at Du måske af pligt og for gutternes skyld vilde tåle mig. Det må jeg naturligvis sige nej til, det vidste Du godt at jeg vilde sige nej til. Forresten har jeg det så ondt, og er ikke frisk. Her var meget at fortælle Dig men jeg orker ikke.

*

Amalie til Erik Skram 15. mai 1887. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Der var så mange småting jeg vilde fortalt Dig, men jeg er bange for at trætte og kjede Dig, bange for at det udtryk (som når Du lægger hodet påskjæve og ser ud som en martyr), skal komme på Dit ansigt, mens Du læser dette. Jeg tænker så meget på vort sidste sammenstød. Jeg er bleven som et andet menneske siden, ikke bedre, ikke værre, men en anden. Du vil nok med tiden, og snart mærke det. Jeg tror det vil bli roligere mellem os herefterdags – jeg mener, jeg vil bli roligere. Al min ret til nogetsomhelst er borte og jeg føler en trykkende genance for Dig. Det er deri forandringen består, jeg er bleven til en, som generer sig for Dig. ”Min form” som Du kaldte min tankeløse måde at være og sludre på, vil ikke bli som tidligere. Aa, hvor jeg nu forstår at det måtte trætte og kjede Dig; jeg begriber bare ikke min egen mangel på evne til at gribe den rette forståelse af det, for Du la jo dog ikke skjul på hvordan Du havde det. Og jeg forstod det også på en vis, men ikke som nu, det er som jeg ser 1000de ting i elektrisk belysning – uf ja, jeg generer mig og vil vedblive med det, indtil jeg sålænge har været anderledes at jeg selv har glemt alt. Med alt mener jeg hvad der har været imellem os af godt og ondt af kjærlighed og bitterhed i disse år vi har kjendt hinanden. Det er utroligt hvorledes det forbigangne er blevet forbigangent. Du og den Erik Skram jeg traf, er to personer og jeg og mig er to personer, og de årene siden vi såes først er et færdigt afsnit af mit liv med en stor sort port for.

Nu kan jeg kalde Dig Erik – det er synd at jeg ikke før kunde – det lyder så pænt, Kjære Erik, min kjære Erik –

Og midt under alt dette er jeg så gjennemtrængt af taknemmelighed mod Dig for sådan som Du har været i denne sag med Jakob. Alle de bedste adjektiver slår ikke til og derfor vil jeg bare sige; du har vist Dig som en bra kar. At Du pantsatte kjæden Din igår, rører mig så jeg næsten græder.

Jeg sender Dig disse ti kroner tilbage. Jeg behøver dem ikke.

*

Amalie til Erik Skram 16. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Min elskede, jeg har 3 breve fra dig, det ene deiligere end det andet; hvor du er sød og god og kjærlig; ja du har ret, det er som at ha’e fundet hinanden igjen efter en lang og pinefuld adskillelse. Du kan forstå at jeg elsker dig, elsker dig således at jeg fremfor alle ting i verden vil være dig tilpas, vil søge at tvinge og kue det oprørske og vrede i mig og blive stille og blid og god bestandig, bestandig foran dig. Og lad mig få lov at sige dig, at du har været udmærket klog og god og elskelig i din måde at behandle denne uenighed på. Du vil have noget tilgode hos mig, husk på at minde mig derom når det engang blir dig som er slem og ond, som jeg har været det denne gang. Du skal ha tak og ære for din søde, rolige tålmodighed! Hvor det var godt at du kunde overvinde dig til at la være at svare på mit sinte brev – jeg mener gå ind på det ilskede, som stod i det – det er mig et stort og nyt og dyrebart bevis på din kjærligheds gode art og på dens styrke. Som sagt, du skal ha det igjen engang, lad mig nu endelig ikke glemme det! og lad mig dog absolut lære af dig, du bedårende deilige mandige menneske. Slig en sinnetag som jeg kan være! jeg vidste det ikke engang. Og du, som alligevel elsker mig akurat ligehøit og lige inderligt som før! Tak elskede! Du gjør mig så usigelig lykkelig, slig en skat som livet, det ringeagtede liv ved dig er blevet mig. Engang skrev du: ”det liv du foragter, skal du komme til at elske” – det var modigt af dig dengang, for det var i den allerførste tid, i et af de første breve vi vekslede, men sandt er det blevet og sandt vil det fremforalt blive i fremtiden når jeg er installeret i dine stuer som din hustru for alle menneskers øine. Nu kan jeg slet ikke forstå hvorledes jeg kunde orke at leve dengang du ikke var; sandelig,- det var godt gjort af mig at jeg fik såpas meget ordentligt og menneskeligt ud af det; skjøndt nu synes jeg det var som at leve i hades og som om jeg først ved min kjærlighed og ved dig, er kommen op i solens skin og luftens klarhed

*

Du, jeg kunde og vilde slet ikke leve, hvis du nu gik fra mig; jeg gjorde end ikke den svageste antydning af et forsøg; jeg måtte, og havde kun: at dø. –

*

Amalie til Erik Skram 17. aug. 1888. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Så vil jeg begynde med at sige at jeg elsker Dig. At det er så har jeg i og hos mig selv tusinde beviser for, og uden det, vilde jeg ikke hverken selv tro det, eller sige Dig det. For der trænges til beviser, slig som jeg er mod Dig og slig som jeg ofte føler imod Dig. Altså jeg elsker Dig og det er just min ulykke, for jeg lider altfor meget derved. For, som jeg skrev til Dig fra Helsingør, jeg har altid mistro til Dig. Jeg kan ikke forlade mig på at Du ikke har søgt andre kvinder end mig også siden vi blev gift. Når mistroen engang er trængt ind i en sjæl, så sidder den som gift i blodet, og forstyrrer hele organismen. Nu kan jeg godt føle, hvorledes vreden blusser op i Dig ved disse ord. Men er det da noget at være vred for? Må Du ikke heller beklage mig? Hvad skal der bli af et menneske som mistror den hun elsker? Kan Du rigtig forstå for en afgrund af elendighed det er? Derfor siger jeg det er min ulykke at jeg elsker Dig, for elskede jeg Dig ikke så gav jeg Dig fri og var selv fri.

*

Han som har gåt til fruentimmer fra han var liden skolegut og aldrig har kunnet undvære det, som har levet med skjøger og fruer og damer i mængde. Det må jo være som med en drukkenboldt, om han gjør aldrig så mange løfter, fatter aldrig så mange forsætter, han falder dog altid tilbage. Så varte også dengang det gode mellem os kun 3 dager. Da kunde jeg ikke længer. Her har Du, hvordan jeg har det. Sådan er det altid. Kommer Du sent hjem en aften, straks er jeg angst for Dig. Er jeg borte et par dage, samme angst. Hører jeg William tale om Din liderlige grevinde, straks tror jeg Du treffer hende på gaden og lar Dig lokke hjem med hende. Kommer der et fruentimmer op, og spør efter Dig, straks tror jeg det er hende Du har havt, eller trode at ha havt, de to børn med – til mig har Du kun talt om et. Ved jeg ikke hvor nogle penger blir af straks tænker jeg Du har forpligtelser, jeg ikke kjender. Går vi sammen på gaden og møder så’nne fruentimmer bringer det en hærskare af onde minder og en flom af smerte op i mig at se de lange blikke hvormed Du altid betragter dem – hvorfor gjør Du også det? Aajo gjør det bare! Du vilde dog gjøre det, når Du gik alene. ”Nu ser han efter om det er en han gjerne vilde gåt hjem med,” tænker jeg så, eller om det er en som han før har været hos, kanske undersøger han om det er ”Kjøbenhavns berømteste skjøge”, som han engang fortalte Dig om. Og så fremdeles, fremdeles, bestandig, bestandig, det samme op igjen i en cirkel. Det er fortærende. Og mange tusinde ting som har pint mig fra den første tid af, og endnu stadig piner mig. Bare det Du engang svarte, da jeg på en bemærkning af Dig om mig, spurte om Du da vidste så nøje besked med hvordan kvinder var skabt på ”de steder”. Ja, sa Du og lo, det ved jeg rigtignok besked om.

*

Nu vil Du sige til Dig selv: men jeg er jo gift med et unormalt, sygt, halvt vanvittigt menneske. Dertil vil jeg svare: Det er ikke så vanvittigt endda. Mange kvinder om hvem Du mindst aner det, lider det samme som jeg ved tanken om Deres mænds fortid og ved mangelen på tryg tillid til dem. De hører og ved så meget, og har de en liden smule forstand så spør de naturligvis sig selv: hvorfor skulde netop mit ægteskab være en undtagelse. Fru Fejlberg fortalte mig engang at Carl havde meddelt hende om flere af de mænd som vanked hos dem at de, såsnart konen blot var borte en 8 dage, gik til fruentimmer. Jeg ved om mange forhold som er gåt til grunde af netop samme årsag som den – jeg frygter med angst at det blir enden – der vil bryde vort istykker. De gifter sig mange af dem mens de er unge og ikke forstår hvad det vil sige at få en mand, og endnu værre elske en mand, som har ligget i snese kvinders favn før han endelig foreløbig havnede i deres. Jeg tror nu at alle ægteskaber på forhånd er dømt af den grund. Præmisserne er altfor uligeartede, og virkningen deraf er forbandelse over selve kjærligheden, for hamen vis, for hende på en anden. For det andet vil jeg svare at hvis jeg er bleven unormal, syg, halvt vanvittig, så er det mine erfaringer som har gjort mig til det. Du har så længe sagt at jeg er ond, og jeg tror selv jeg er bleven både ond og dårlig, men jeg ved endnu sikrere at jeg var det ikke af naturen. Ingen i verden kunde være mere blottet for mistro til nogen end jeg. Såre sent og langsomt og møjsommeligt lærte jeg at bli det. Mit første ægteskab f.eks. I 13 år var jeg der, skjøndt det burde vært brudt allerede i det tredie. Mod al fornuft, alle beviser, alle slående omstændigheder gik jeg der og ante intet. Wollert Holst sa siden til mig, at han havde ringeagtet mig fordi jeg så villig fandt mig i at min mand var mig utro. Ingen drømte om at jeg ikke vidste det. Men jeg vidste intet, så intet, forstod intet. Den tanke at han kunde være mig utro fik aldrig plads i mit sind. Jeg havde nok også da hørt en hel del om mænd, men det angik ikke mig. Og nu, nu er det liksom livet tar hevn over mig for min sorgløse, uforstandige tillidsfuldhed.

*

Læs nu dette brev med så mildt og godt sind som Du kan. Jeg er så bange og nedtrykt. Du skal tænke at det er en gammel ven af Dig som klager sin nød for Dig, og så se til at forstå og være snil. Du må ikke slå Dig tiltåls med det, at jeg er ond. Jeg er ikke halvparten så ond som jeg har det ondt.

*

Amalie til Erik Skram 17. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Min elskede dit lange, søde, kjærlige brev, som jeg fik idag har fyldt mig med en dyb lyksalig glæde. Men uf, at jeg ikke kan få kysse dig; i dag har jeg gået og trængt så græsselig til at få kaste mig om din hals og kysse dig sagte og ømt men mangfoldige hundrede gange op og op igjen, på munden og på halsen bag øret, og på begge sider af næsen, og på øinene dine – nei det er sandt, det kan du ikke like, og det er så kjedeligt, men så på panden istedetfor. Og omfavne dig og trykke mig ind til dig, og takke dig for brevet, og for den gode, trofaste, arbeidsvillige kjærlighed du har givet mig, du elskede mand med dit bløde sind, og din leilighedsvis skarpe tunge, når du mener det er din pligt at ta’e mig i nakken, og stanse min rappe tale. Og sige dig at jeg elsker dig, at alt mit menneske min villie og min attrå er bøiet imod dette ene: at kunne blive i sandhed dig tilpas, være fuldt ud noget godt i dit liv, som du har været det, og vil blive det i mit. Det er underligt at have fået noget så konsentreret indeni sig, noget der grådigt og fordringsfuldt absorberer alt andet, noget rent vampyragtigt og så at vide at gjennem dette og dette alene, går veien til at blive et bedre og værdifuldere menneske, – du skal få se! Nu har jeg kun dette éne som helt interes[s]erer mig: at jeg er din hustru, og at jeg skal gjøre mit til at leve et virkeligt skjønt og nobelt ægteskab med dig. Jeg er ikke uden bange anfægtelser, ikke for dig, men bare for mig, for at jeg ikke skal strække til, ikke skal kunne give, og give, og give, og glemme at der er et væsen som hedder Amalie Müller, som har været svært glad i sig selv, og svært vant med at tage imod beundring og hyldest, uden at give noget igjen, ja ofte uden at ænse det, eller agte på det, som anderledes, end noget, der faldt af sig selv. Ja, du, jeg vidste det ikke før nu da jeg elsker dig, at jeg har været grufuld egenkjærlig alle mine dage, og grufuld selvtilfreds. Og det er derfor jeg er bange for at denne gamle Adam ikke skal være så let at få livet af, sådan på komando, og da vil det gå vort ægteskab ilde, for det er dig som skulde have hele min kjærlighed, min sjæl og al min forfængelighed. Du, idag efter dit brev er det, som var du gået helt ind i mig, – jeg kan ikke huske, at jeg før nogensinde har havt denne stærke følelse af en inderlig forening, – og det er så lyksaligt, – det er mit hjærtes fryd, min glæde og stolthed.

Amalie til Erik Skram 2. aug. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Hør du min egen elskede, hvis du kommer tidsnok til Kjøbenhavn om torsdagen, så må du endelig ta afsted samme dag. Der går befordring til Hellebæk til Aalsgård, også om eftermiddagen og aftenen, og derfra kan du gå til Hornbæk. For ellers skal du ligge i byen om natten, og så må jeg vente til næste dag, og det er så kjedeligt.

*

Amalie til Erik Skram 21. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

– – Du elskede, du min egen søde Erik, – også mig er det gået således; fra den strid af, eller fra det øieblik at jeg havde dit brev i hånden, som du havde skrevet umiddelbart efter din bortgang, randt der op i mig en usigelig vished, en dyb, stille glæde og fredbringende fortrøstning til at din kjærlighed for mig var livet, var min godheds, min udviklings kilde. Jeg havde jo – du ved det elskede – længe før vidst at jeg måtte leve med og hos dig, at jeg intet var uden dig, og intet så mig syn til at gjøre når ikke du var mit daglige brød, men hin dag var det som sprang der op en ny stor og rig og livbringende kilde indeni mig,- forståelsen af hvad det betød at du vilde så at sige arbeide på mig, ofre tid, tålmodighed, møie, stædighed, ja, for du kan være stædig, heftighed, for at vi begge bedre kunne blive hinandens fuldstændige eiendom. Jeg sa›e til mig selv; ja, således er kjærlighed. Og det vakte i mig et brændende ønske om at være en sådan kjærlighed værdig, om ikke at stå dig iveien, eller gjøre dig arbeidet vanskeligt, en lyst til at åbne mig selv fra øverst til nederst, lægge mig hen for dig og sige, se her er jeg, gjør nu ud af mig du, som kan fordi du elsker, og er elsket, det bedst og mest mulige. Du skal få igjen med renter, hvad du ofrer mig min Erik; – jeg tror det forvist. – Jeg længes efter dig mere og mere for hver dag som går, stundom så voldsomt, at jeg føler det som en legemlig smerte for brystet, og på juleaften, – hvor er det trist at sidde adskildt fra den allermest elskede på jorden,- den rareste, den bedste den eneste i verden. Jeg skal gjøre som du vil med gaven du sender mig, men det er et offer,- jeg mener det vil ske med bankende hjærte og lidt skjælven vil der være i stemmen. Kan du huske ifjor,- da på denne dag, var der ikke lang tid tilbage til vort vovelige møde. Ak det var deilige, underfulde dage, men alligevel, hvor langt skjønnere er ikke alt i år, med denne solbelyste, smilende, hjærtekvægende udsigt til et liv som din hustru. Men husk på vor bryllupsdag, det var den 26 eller rettere natten mellem den 26 og syv og tyvende, hvilken af de datoer skal vi høitideligholde – sig mig det,- jeg holder ubetinget på den 6 og tyvende. Gjør du også det! Jeg formår ikke at forklare dig danskehadet. Jeg forstår det ikke selv, åjo for en del, men det må være til vi kan tales ved, så kan vi forsøge om vi finder ud af det. Forleden i et selskab faldt talen på dansk og Danmark. Eva Sars – hende den smukke, yngste datter, et kraftigt, deiligt lidet menneske sa’e: uf ja; de danske er et rædselsfuldt folkefærd; jeg liker ikke svensker heller, men du min! hvor langt bedre end de danske. ”Men om du nu faldt i kjærlighed til en dansk mand.” Hun svarede rolig, iskoldt, overlegent, affeiende: jeg kunde a-l-d-r-i-g elske en dansk mand. Sådan tale er ikke skjælden at høre. Men som sagt, at forklare hvori det stikker, er ikke så let en sag. – Dette er dit juleaftens brev min elskede. Idag får du min present hos din moder. Bare du nu blier glad i den; jeg synes nu at der kunde været mange rimeligere ting at give dig, men det er til aviser, Uder og Hjemmer f.eks. på begge pladerne,- det kan dog være godt at ha’e et lidt stort sted til aviser og sligt. Sådanne små mapper, som hænger på væggene blier straks fulde, – der er intet forslag i dem. Hele julaften vil jeg tænke på dig, og længes efter dig og din kjærligheds solskin, efter et kys fra din elskede mund, du min stolte, kjække skat, min bedste og kjærligste og dyreste ven på jorden, min kjærlighed, mit liv. Jeg har skrevet et brev til din søde moder, og fortalt hende at – – – – at julegaven først kommer til nytårsaften.

[Skrevet på langs til sist]:

Tænk dig,- jeg har været så lumpen sangvinsk at tro, at jeg nok skulde klare det arbeide i en ruf, men så så jeg det var senere end jeg havde tænkt. Jeg er skamfuld og bedrøvet.

Din Amalie.-

*

Amalie til Erik Skram 22. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Oh hvor jeg elsker dig, og trænger dig. Hvad skulde,- hvad skulde der være bleven af mig, hvis jeg ikke havde truffet dig, for nu ved jeg jo, at jeg kunde forvandles.

Du elskede Mand! Jeg er din med hver en bloddråbe.

*

Amalie til Erik Skram 24. jul. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg savner dig forresten så græsseligt, ved alt hvad jeg rører mig til, og tænker hvert øjeblik at det er den største uting at leve dagene hen uden dig. Jeg har læst så meget af Turgenjew [sic] i disse dage, og så meget i mig er bleven sat i en underlig sitrende bevægelse ved den læsning; mit hjærte er ligesom blevet mere vågent eller opladt og derfor længes jeg efter dig. –

*

Amalie til Erik Skram 27. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg længes forfærdelig efter at ”dø” under din omfavnelse du elskede, svimlende bedårende menneske, men jeg havde rigtignok tænkt at det ikke skulde ske før efter vort bryllup; for du ved hvorledes det må gå for sig i smug, og det er dog ikke værdt at stjæle sig noget til, når vi har så få dage igjen at vente i, og derfor vil vi vente til vi kommer hjem i vort hjem i vore senge den første aften. Uf, jeg tør ikke gjøre mig fantasier om al den salighed, for jeg har ondt af det næsten. Du deilige elskede, jeg har lyst at bide dig så det gjør ondt.

Amalie til Erik Skram 29. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Min elskede, jeg har ikke været flink til at skrive på det allersidste, men dels har jeg været syg, som du ved, og dels stærkt optaget af juleselskabelighed, og så har jeg i disse dage fået et længselens mismod over mig, som gjør mig så nedstemt, at jeg ikke har lyst til noget i verden, end ikke til at skrive til dig, elskede. Da jeg fik dine julegaver igår og dit brev, som du havde skrevet på fredagen, måtte jeg telegrafere, for at du ikke skulde være uden hilsen fra mig så længe,- jeg havde sidst skrevet på tirsdag, første juledag, og nu var det fredag,- og så vilde jeg få tid til et ordentligt brev, endskjøndt jeg jo vidste, jeg skulde i selskab om aftenen. Men timerne blev mig frastjålne, og jeg måtte gå i selskab, uden at ha’e sat pen til papiret. Så, da jeg kom hjem sent på nat, skrev jeg de ilsomme linier, og da jeg kom tilbage fra min vandring til postkassen sa’e jeg til mig selv: tænk om der nu lå brev fra Erik på mit sengebord, men jeg vidste det var umuligt, såsom posten jo først udleveres om morgenen, så det var bare en vild fantasi, der var glemt i samme nu. Men tænk dig,- i det øieblik, da jeg afklædt, barfodet, iført min lange natkjole, skal sætte lampen hen på bordet ved sengen, falder mine øine på et brev med din håndskrift. At jeg ved det høie glædeshop jeg gjorde, ikke tabte lampen, begriber jeg endnu ikke. Jeg sprang iseng, og læste liggende dine søde, douce elskovsord, din milde, alvorlige ihukommelse af vor brudenat forrige år, det var skrevet den 26de om natten, ved du – og sov ind med brevet under puden, i tankerne hvilende tæt op til dig, omsluttet af din ene arm, lykkelig og længselsfuld på én gang. – Men hvad siger du forresten om en sådan afsindig postbefordring? Du, hvor jeg elsker det skrin du gav mig! Og den sæbe lugter af virkelig roser, men Ixora havde duftet skrinet bedre til. Det skrin vil jeg ha’e stående på mit bord i min sidste sygdom; det skal være det sidste jeg flytter mine øine fra, – nu ligger din skat af breve deri og når jeg ser på det, må det være med et blik, som kjærtegner og varmer. – Hvor dit brev fra julaften var stormende sødt. Alle de udbrud gik mig så til hjærtet, og de fyldte op derinde, fordi jeg så alle underlagene, du elskede. Hvor det var deiligt med mit brev, som overraskede og glædede dig i den grad på julaften ved din hjemkomst – akurat som med mig igår formodentlig, og hvor jeg er glad, fordi du syntes om min julegave. Du skal se, det er en nyttig ting, og du skal bruge det udelukkende til aviser og tidsskrifter. Holder du orden der, kan du få rum til utrolig meget, for jeg skal sige dig, det nederste rum mellem gulvet og den underste plade kan også bruges til aviser, når der er teppe på gulvet i allefald; jeg glæder mig til at se det i din stue, i vort hjem. – – Ja, det er hårdt at skulle lade sig nøie med bare disse fattige breve, men alligevel ikke så meget nu, når vi jo ved at om nogle måneder skal vi eie hinanden helt og holdent og for bestandig, hvis vi selv vil, da. Tænk på forskjellen mellem før og nu,- jeg kan som du, ikke begribe hvorledes vi egentlig havde det dengang, hvorledes vi kunde være så letsindige og knytte os så fast, så uopløselig fast til hinanden, og alligevel ikke et øieblik tænke den tanke alvorlig tilende, om der dog ikke skulde eksistere nogen mulighed for at blive sammen. Men forresten,- så meget desto bedre, at det er kommen som det er,- sprunget frem af sin egen nødvendigheds lov, ubøieligt, over alle grænser, trods alle hensyn, bydende. Du skal se vi bliver ikke kjede af hinanden,- vor kjærlighed vil tiden ikke kunnne forringe,- jeg ved det,- fordi der vil være udvikling, bestandig udvikling, og fornyelse i vor kjærlighed, og i vort samliv,- hvis ikke noget uventet, grelt vil skjære den pludselig over. Vi vil aldrig blive færdige med hinanden, tværtom vil vi fra måned til måned blive hinanden mere og mere uundværlige,- ja, det er ialtfald min tro, du elskede hvor jeg skal blive god gjennem min kjærlighed, og gjennem din,- jeg, som troede jeg var god,- først ved at elske dig, har jeg fået et glimt af en forestilling om hvad det vil sige at være god, for den, der elsker. Men nu må du huske at bære over med mig, om jeg ikke straks når op til det jeg vil, for jeg har en del at lære her. På en vis har livet nemlig forkjælet mig voldsomt, på samme tid som det har handlet hårdt og ilde med mig. Bare jeg ikke alligevel har taget større skade af begge dele, end jeg selv eller nogen ved. Jeg har havt min egen vis at tage det på, lade det virke på. Hvad man kalder fordærvet sådan i almindelig forstand er jeg ikke bleven, – de fleste vilde blevet det under mine forhold, det er jeg vis på, – men gud ved om det ikke har affødt en underlig slags forhærdelse, en forstokket egensindig villiestyrke, som har fået næring derved, at jeg i så mange tilfælde har sét, at det er den jeg har havt at berge mig ved, og som måske vil reise sig og virke på urette sted. Jeg tror søde, elskede Erik, at der skal lidt klogskab til at behandle mig således, at du får det bedste ud af mig, klogskab og megen kjærlighed,- kjærlighed der må være selvfornægtende nok til at kunne bære over. På samme tid synes jeg og at jeg kunde være som et voks i dine hænder, fordi jeg elsker dig. –

*

Bare nu ikke alt dette har kjedet dig elskede, det var for at du skulde få lidt indsigt i arten af den moro vi havde på vor juleaften. Det havde lignet mig mest slet intet at fortælle, men det er din interesse for mine greier, den der leilighedsvis er kommen for dagen, som har sat mig på det. Der går et mismodigt drag igjennem dit brev fra første juledag. Det gjorde der vistnok også i det jeg skrev den dag. Hvor kan du dog gå og ængste dig for vort daglige samliv, for at der da ikke skal være den festlige tone i luften over os? Og hvoraf kommer det, at jeg aldrig plages af en lignende ængstelse? Vistnok deraf, at jeg ved så helt ned til nederste bund af tingen hvad jeg gjør. Jeg er ikke spor af bange, elskede. Jeg elsker dig, og elskov er ikke en veirhane på taget der dreies af naturens fra øst og vest opkommende vinde. Ikke hos mig eller dig. Jeg er ikke sangvinsk, ikke på ungdommens illusionsmæssige manér. Du skal se, at dette, at det er en moden, færdig, om du vil gammel kvinde du elsker, skal komme netop vort samliv til gode i forskjellige retninger. Men når du plages af disse banghedstanker, kommer det så ikke af frygt for mig? Af frygt for at jeg ikke vil kunne holde din kjærlighed vedlige? Men det er jo ikke noget at ængste sig for du dumme gut. Tror du at vort samliv nogensinde i verden skal få lov til at blive os en lænke om benet? Husk hvorledes det begyndte i frihedens skjønhed, husk,- hvorledes det er mig som er mere end den halve medskyldige, tror du ikke jeg er kar for at realisere, hvad jeg har tænkt og villet, et liv i kjærlighed, i skjønhed og sandhed sammen med dig, og bliver det noget andet, så er veien mig jo åben. Ikke ofre en tanke på dette. Hvad der komme, det komme. Kun at vi begge er mennesker,- det vil sige, gjør hvad der er menneskeligt i god forstand!

*

Amalie til Erik Skram 3. jan 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Du, med din frygt for at jeg ikke skal elske dig i din hverdagsdragt. Så må du jo også nære den samme frygt for dig selv med hensyn til mig, for du har jo ikke sét mere af mig end jeg af dig i dagligt samliv, og har ikke kunnet gjøre nogen grundigere prøve på det, end jeg. Ak nei, elskede ven, vær ikke bange for dette. Så elskelig og bedårende du end kan være i dine breve, så er det dog dig, dig, jeg elsker og vil – du skal få se,- du kan være ”dum” og ”doven” og hae snue, og være lidt gretten og ikke for meget fordringsfuld,- du er dog min elskede, den mand jeg har givet mig til og vil have til min skat og mit eie, og hvis svagheder jeg vil elske, fordi de er ham eiendommelige og en del af hans væsen og et stykke af ham selv. Jeg har jo set dig være sær og urimelig, som den gang du tvang mig fra dig i sporvognen, da jeg intet ondt havde gjort, men gået og stukket min hånd ind i din for at du skulde føle at jeg bare gik og ventede på et lidet smil eller blik af dig, for at komme til at smile igjen, og nikke til dig, og lade dig føle at jeg elskede, elskede dig. Og da du siden kom op til mig, var’ke[?] jeg da lige sød kanske? Ak nei, nei, nei,- husk på at det ikke er et dumt barn, som elsker dig, men en moden kvinde, som ingen af den slags illusioner har at tabe. Jeg er så fornuftig og så menneskelig,- du skal bare få se.

*

Amalie til Erik Skram 31. juli 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Undertiden ret som jeg sidder og taler med folk er det pludselig liksom jeg hører din stemme og føler dig tæt ved mig. Så falder jeg i tanker for det er så dejligt at hengi mig i den hallucination. Eller når nogen pludselig nævner dit navn, eller spør efter dig, så blir jeg med ét glovarm i ansigtet men det vises ikke, for jeg er så brun, og så kan jeg så tydeligt føle, hvordan det er når du kysser mig. Det er underligt når man elsker lykkeligt hvor megen rigdom man kan gå og være omgivet af, sådan i al stilhed.

*

Amalie til Erik Skram 4. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Tænk om jeg nu kunde komme op de mange hundrede trapper i Zinnsgade 2, 4 Ø, og snige mig ind i din stue, for i næste nu at ligge om din hals, og glemme at verden er til over dine forføreriske, henrykkende kys. Jeg har aldrig vidst hvad det var at kysse før at jeg lærte det hos dig; men du, – skjøndt ingen så ofte som mig, – det sa’e du en gang; gud give du ikke regnede feil.

*

Min elskede, elskede, elskede! jeg er intet uden dig, – jo jeg er elendig og livsled, og forfærdelig fattig i min sjæl. Gud give du følte dig ensom som jeg, og følte som jeg at du måtte leve livet med mig, eller ikke, slet ikke leve det. Skriv ofte til din elendige Amalie. –

*

Amalie til Erik Skram 4. okt. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, GyldendalReference

Nogle ord må jeg dog sende dig til tak for dit sidste kjære brev, og for det fra søndag; det var så sødt og godt det sidste (fra søndag); jeg blev i et strålende humør af det. Men jeg er bleven bange for os, – det vil sige for mig, for at jeg ikke skal passe for dig igrunden, ikke skal være istand til at gjøre dig så lykkelig som jeg tror du kan gjøre mig. Det er dog alvorligt og skikket til at vække bekymring dette at jeg uden at ane det, kommer til at gjøre dig ondt, ”ramme dig pinagtigt [”] o.s.v. Jeg har vist levet for meget på egen hånd – hele mit liv har jeg jo levet hen uden at vide hvad det vilde sige at elske et menneske, gå op i den ene og smelte sammen til et med ham. Jeg er dog glad at jeg kan forstå din anke på dette punkt; men netop derfor nærer jeg frygt. Når jeg nu gjenkalder mig hint brev i min erindring føler jeg godt hvad det er som har stødt dig. Jeg vil så gjerne lære at blive således i min kjærlighed og mit forhold til dig, som du vil, og som du vistnok er det ligeoverfor mig. Jeg vil ikke være for stolt til at ydmyge mig selv for dig, høre på dig, når du peger på mine mangler, dem jeg har i mig selv og dem jeg har i mit forhold til dig; når du bare kan være tålmodig og ikke opgive en eneste smule af dit håb og dine fordringer til mig. Men siden forrige mandag er der listet sig en tvil ind i mit hjærte, for det første om det måske dog ikke var overilet handlet af mig at fremtvinge dette, for det var jo mig som fremtvang det, et ægteskab er en forfærdelig alvorlig ting, ikke havde jeg troet at jeg nogensinde skulde komme til at indlade mig derpå. Og for det andet, om du virkelig ikke er bleven overrumplet af mig, om du ikke når det kom til inderste og sidste stykke helst vilde slippe, om du også har mod til at bære et ægteskab, og specielt et med mig. Det er dette som spøger i min hjærne om dagene; jeg var så sikker som fjeld fra begyndelsen af; men ligesom jeg havde kraften til at være det, kunde jeg ha’e kraften til at træde tilbage, og jeg vilde gjøre det, uden at der blev igjen i mit sind et fnug af uvillie eller bebreidelse mod dig, du elskede. Det var derfor jeg vilde opsætte mit komme for at vi begge skulde prøve os bedre, blive sikrere på os selv. – Alt det økonomiske kommer for mig langt nede i rækken; jeg nærer ikke spor af frygt på dette feldt; og det er ikke fordi jeg er dum og letsindig; det er fordi jeg har tro til dig og mig, og ved at vi kunne klare os her. Du ved der kom uoverensstemmelser af og til, misstemning og rivninger, da vi var sammen; men jeg syntes altid det havde så uendelig lidt at sige, fordi min kjærlighed til dig, og min lykke ved dig var så uendelig overragende over dette, så fast og sikker, at jeg ikke kunde ængste mig. Så tænkte jeg jo dengang heller ikke på at vi skulde leve livet med hinanden; jeg tænkte slet ikke overhovedet når jeg var hos og med dig. Godnat min elskede, jeg længes efter at lægge mit hoved op til dig og høre din stemme tale til mig. –

*

Amalie til Erik Skram 11. juli 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Så husker Du, Du skrev til mig at Du levde med et fruentimmer som elsked Dig og som Du holdt meget af o.s.v. Det faldt Dig ikke et øjeblik ind at denne meddelelse vilde falde mig for brystet, end sige virke som et svimlende slag. Senere, da jeg i Sverrig var bleven din, sa Du fremdeles ting, som bragte sjælen til at vende sig i mig. De står som ildskrift for mig, og engang får Du vel se dem igjen. Fremdeles senere, da vi var gift, erfared jeg at Du havde tat din elskerinde tilbage  og havde levet med hende også efterat vi hørte hinanden til og tiltrods for at Du havde forsikret mig at det var forbi mellem Dig og hende. Endvidere, da Du første gang efter 3 måneders ægteskab skulde være 10 dage borte fra mig, rusted Du Dig til uden resiko, at kunne gå til fruentimmer. Jeg véd nok at Du gav en [mærkelig – krysset ut] slags forklaring over denne din handling, men den var mig aldeles uforståelig. Da jeg spurgte hvad Du havde i det lille futeral, svarte Du rask: hæfteplaster; det var først da jeg åbned det, at Du kom med din forklaring. Tænk Dig nu mig, med [det – krysset ut] mit ægteskab, og [de – krysset ut] mine erfaringer bag mig opleve dette! Kan Du ikke forstå at det måtte virke som det virked? Og kan Du ikke derfor også en gang glemme den sorg jeg har voldt Dig, og ikke kaste det frem for mig som den omtalte aften. Nu er det jo forbi og hvorfor så rippe op i det, og bringe det gamle sår til at bløde igjen. Ja, for nu har det blødet igjen, dette sår som jeg trode lægt. Hvorledes kunde Du vente at jeg i Dig skulde se stik det modsatte af hvad dine handlinger viste mig. Jeg kjendte Dig jo ikke, skulde først begynde på at lære [Dig – krysset ut] kjende Dig, dengang alt dette kom. Ja, af alt det fæle jeg har oplevet i mit lange bevægede liv, er det med Dig det værste. Gud bevares hvad jeg led dengang. Aldrig søvn om natten, aldrig fred for det nag som grov i mig. Dette at være begyndt om igjen på et ægteskab af det førstes art, å gud å gud, hvor var det onde tider. For husk, husk dog at jeg kjendte Dig ikke! Jeg måtte jo tro det værste om Dig. Og Du er også først efterhånden blet den Du nu er. Men dette at Du altså havde evnen i Dig til at bli en god ægtemand, det var dette, jeg ikke vidste og ikke kunde vide. Og ubodelig, uoprettelig skade har det voldt både for Dig og for mig. [I lang tid – krysset ut] Det fornedred min opfatning af mit forhold til Dig og lod mig i lange tider se på mit ægteskab som på noget løsagtigt, der ikke var stort værd. Bliv nu ikke harm over at jeg resumerer alt dette. Der findes hverken vrede eller ondskab i mit sind, men jeg vilde så gjerne Du engang i ro skulde tænke denne sag igjennem og prøve på helt at se den med mine øjne. Det har Du vist aldrig gjort. Du har følt Dig så altfor meget i din ret og glemt at for mig havde Du ikke mindste spor af ret. Og hvad nu dette angår, at det kommer an på ”måden hvorpå de smertelige forestillinger virker”, så vil jeg sige hvad jeg tit har sagt: jeg kunde ikke skabe mig om, ikke bringe de mærker fortiden havde sat på mig til med en gang at forsvinde. Jeg var heller ikke kreti eller pleti, men én som vel alting virker særegent på. Og derfor siger jeg og vil jeg sige til min sidste stund: jeg har intet at angre på.

*

Amalie til Erik Skram 15. nov. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal.

Min indre tilstand er uforandret. Men Du må ikke tro, at jeg et øjeblik for alvor har angret på at jeg rejste. Fortvilet over at jeg måtte rejse, har jeg vært, og nær ved at fortvile over den nye art lidelse, jeg derved havde tat på mig. Men ikke et sekund har jeg for alvor villet ha det ugjort. I Klasensgade kunde jeg ikke være. Jeg ryster af rædsel blot jeg skriver det navn. Og jeg begriber ikke hvordan jeg nogensinde mere skal få mod og kræfter til at betræde den lejlighed, der, hvor jeg har lidt så aldeles meningsløst meget, og der hvor de grufulde optegnelser om mig ligger forvaret, disse optegnelser, som stadig supleres med nye. Nej, midt i al min elendighed er jeg fuld af tak fordi jeg sidder her, og ikke i det skrækkens sted, Klasensgade 11. Som jeg sa fornylig deroppe i Klasensgade: jeg vil heller frivillig helt og holdent gi afkald på Dig, end jeg vil ha Dig som jeg har havt Dig siden dette med hende kom på. I alle henseender har det vært forfærdeligt, forfærdeligt. Bare dette at det var Dig så magtpåliggende ikke at ha mig med, når Du skulde til noget, som for Dig var vigtigt og morsomt: opførelsen af dit stykke, dine aftener i Samfundet, det, som min blotte nærværelse spolerte for Dig – Uf ja kunde jeg blot la være at tænke på det! Men jeg kan ikke.

*

Amalie til Erik Skram 16. des. 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Ak, ak Erik Skram! Disse frugtesløse krampefyldte anstrængelser! Hvor har jeg ikke drømt og håbet. Men aldrig, aldrig blir Du som jeg, eller jeg som Du. Når mit hjærte, hele min sjæl, hele mit indre længes og brænder mod Dig, så behøver der bare at komme et brev, et brev så kjedeligt, så dumt og karrigt, et brev i hvilket glæden over de nye indbydelser lyser som en fakkel, for at jeg skal synke ned til det stade, hvor jeg længe, længe har siddet. – – –

Opholdet her har ikke vært godt for mig. Her har vært tåge, denne skidne, giftige Kristianiatåge, som har vært omtrent dræbende. Hosten er blet aldeles vanvittig ondartet, og søvn har jeg aldrig havt uden ved at ta noget ind. Masser af penge har jeg brugt, og jeg har brugt mange af disse penge til Lud. Nu må jeg af Lud. låne 100 kr. Han har dem ikke, men det er af de penge som hans far sendte til Jakob, som vi ikke har kunnet få fat i.

*

Amalie til Erik Skram 16. mai 1894. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo

Jeg sorger bestandig og bestandig over al den fortræd jeg har voldet Dig i disse 10 år. Det kom væsentlig af at jeg i flere år, længe, længe ikke havde tillid til Dig. Jeg var ikke vis på, at Du ikke hvert øjeblik som helst kunde gåt bort og bedraget mig. Derfor søgte jeg altid at væbne mig mod det og at bli sådan at når slaget kom, skulde det ikke gjøre mig ondt. Og deri at min tillid til Dig fik et knæk har Du skyld.

*

Men nu har jeg tillid til Dig, har vært sikker på Dig i flere år, fordi jeg efterhvert kom til at kjende Dig, og dog har jeg ikke vært anderledes for det er ikke let, eller snart at hele hvad der først er gåt istykker; det har mit livs sidste og vigtigste begivenhed belært mig om, hvis jeg ikke vidste det i forvejen, hvad jeg forresten gjorde. Nu har jeg tillid til Dig, da Du kanske for første gang er begyndt at svigte den. Sådan går det i verden. Du triste, triste liv! Derfor sorger jeg nu over at ha mistet Dig, eller ialtfald det meste af Dig. Hvis dette var skét mig for 5 år siden, vilde jeg ikke ha følt det som et sligt livsforlis. Du sér, jeg kan ikke skrive, ikke forme en sætning ordentlig, jeg er så trist og knækket og nedbøjet, kan bare tænke på Dig og på disse 3 måneder og på vort 10-årige sørgelige, men dog så rige ægteskab. Du forstår min ven, at det som gjør sorgen for mig så meget bitrere, er at jeg nu ved, at jeg kunde havt fuld tillid til Dig – fuld tillid – ja 1000 ganger mere end det! i alle disse årene. Du har troet at jeg gik min kurs, uden forståelse af hvad der foregik, og var foregåt, men deri har Du tat fejl. Jeg véd det altsammen, véd det forfærdelig meget bedre end Du aner. –

*

Amalie til Erik Skram 16. nov. 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

– Ak jeg tænker på den sidste aften vi snakte sammen. Dine ord: Ved Du ikke hvilken forbandelse Du har vært over mit liv sidder som en prop i mit hjærte. Alt det andet onde Du sa har jeg glemt. Kun ikke dette. Gud gi det ikke var helt og holdent sandt. Men det er det, det jo være.

*

Amalie til Erik Skram 2. jan. 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Så kom der to breve fra Dig, to breve som var skrevet inden mit ovenomtalte brev var kommet Dig ihænde. Over begge disse breve sad jeg og hulked af glæde og af sorg, og af rørt taknemmelighed, og ønsked at flyve et brev med takkeord og svar til Dig. Men min sindstilstand er sådan at jeg intetsomhelst foretar mig andet end det, jeg på en måde blir ligefrem tvunget til, og det er ikke så meget. Men nu min ven, Dig, som jeg elsker skjønt Du ikke ser det, og kanske heller ikke tror det – jeg ber Dig, hold ud endnu hvis Du kan – og Du kan, for Du siger det selv i dette dit sidste sinte og uendelig søde brev – og jeg lover Dig at jeg skal kjæmpe og stride med mig selv for at holde borte, ikke gi ord til alt det, der nager og piner og tærer mig, men af yderste evne beflitte mig på at vise frem for Dig, Du langmodige trofaste menneske, den usigelige tak og kjærlighed som mit hjærte dog jo også foruden al sorgen – ligeoverfor Dig er opfyldt af. Hvorledes det vil gå mig, véd jeg ikke. Jeg har et lidet håb om at mine bestræbelser ikke skal vise sig at være helt frugtesløse – å men vær tålmodig, tålmodig som Du har vært det fra den første til den sidste dag i vort samliv. Du har selv så ofte sagt at Rom ikke blev bygget på en dag.

*

Kjærlighed er det og det, siger Du. Nej, min ven, kjærlighed er mangehånde den, og kjærlighedens ytringer går gjennem et menneskes temperament, og får mærke og form af det, der har dannet mennesket. Og det er meget og mangehånde det, som danner et menneske. Og når der er meget magtfuldt og underligt inde i en, så blir ens væsen mangehånde forskjelligt. Men jeg ønsker nu at kjærlighed for mig var så selvfølgelig det samme som for Dig. For af alt det af den slags jeg har sét i verden, er det, som kjærlighed har tvunget og endnu svagt tvinger Dig til at være, det bedste og højeste i menneskelivet.

*

Men det er ikke så videre fornuftigt at sige til en huskat som man [holder – krysset ut] har holdt af: Du er en kat, men jeg liker bedre en hund. Værsgod skab Dig om til en hund. Og så hvergang det viser sig at katten er kat at dænge denne arme kat, som gjerne vil, men ikke kan skabe sig om til en hund. Så kan den arme ydmyge kat kun stræbe efter at bli en så behagelig og snil kat, som en kat kan bli her i verden, og så vente på, at der engang kommer en dag, hvor dens herre siger: for en kat at være er Du alligevel bra, og turer Du frem som nu, ender jeg med at ikke ønske mig nogen hund istedetfor den kat, jeg nu engang har. – –

*

Amalie til Erik Skram 20. jan. 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Der var engang et menneske, som efter lidelser og ulykkelige hændelser og alskens forvildelser, 10,000 ganger måtte stå ved livets kildespring, ved godheds og kjærligheds evindelige kildespring, før det menneske lærte tingenes og livets værdier at kjende. Og før det menneske la sig stille ned på det sted, hvor der var hvile at finde. –

Men så, da jeg er fremme, hvad gjør det så, ”at solen mig har brændt?”

Ja, i storm og kval og undergang gik det for sig. Jeg var pludselig fattig og nøgen og dødsdømt, og vidste at jeg leved af et menneskes nåde. Vidste at når det menneskes arme sank trætte ned, og ikke mere orked at holde mig oppe, da var det forbi. Ja, kjære, kjære Erik, sådan har dit liv vært sammen med mig. Jeg det først, da dine arme begyndte at synke af træthed. Jeg havde vært så altfor vant til det gjennem de mange år, det var så selvfølgeligt, at Du skulde bære mig over alt, alt – å gudskelov og tak fordi der dog inde i mig fandtes en gryende evne til at forstå det altsammen rigtig. Og så, når jeg er fremme, hvad gjør det så, at solen har mig brændt? – Jeg har vært på prøve hernede, på mangehånde prøver, og jeg tror nu, at jeg ved hvad der er det eneste jeg vil.

*

Amalie til Erik Skram 21. nov. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Hvorledes går det Dig hjemme? Har Du fåt en kone?

*

Nu har jeg endelig fåt dit brev og jeg er sønderknust over dets vrede og harmfulde tone. Vær dog ikke sint på mig – jeg bér, og bér Dig derom. – Nej, der er intet i verden jeg nødigere vil, end støde Dig fra mig. Gjerne gav jeg år af mit liv for at knytte Dig fast til mig i de færre år, jeg så vilde få tilbage. Men jeg vil dog endnu engang tale om dette, som Du er bleven så sint for. Bare jeg ved et magtsprog kunde tvinge Dig til at forstå, at det er ikke for at rejse anklager, eller bebrejdelser mod Dig, men for at forsvare mig selv. Jeg har intet intet at anklage Dig for, intet at bebrejde Dig. Den lidelse Du har forvoldt mig, har jeg fortjent.

*

Amalie til Erik Skram 25. aug. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Og så tilslut min mand og ven en inderlig tak for dit allersidste brev! Ja, jeg er ”hurtig” og styg og fæl, men det er jo bare fordi jeg ikke traf Dig i min ungdom, og fik med kun Dig at gjøre. Men hvorfor kan Du ikke svare mig på det jeg spør Dig om og altså ikke forstår? Det gjør mig så bitter og sint at Du ikke vil det. At Du altså ikke værdiger mig så meget. Nu kunde Du godt. Nu vilde jeg forstå.

*

Amalie til Erik Skram 25. mai 1894. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Nu, da jeg elsker Dig og trænger til Dig og længes til Dig som Adams ribben til sit ophav. For det er så:

*

Du kan ikke se, det var ”nødvendigt at lægge det store rum imellem os.” Tror Du kanske, jeg har vært glad ved det? Nej, hver dag har vært en lidelse, fordi jeg var borte fra Dig, og fordi jeg ikke kunde gå til småen, og havde Du sagt nogenlunde inderligt: rejs ikke, jeg ber Dig la være – så havde jeg ladet være med henrykkelse og havde ventet på Dig eller var blet hjemme aldeles. Men det gjorde Du ikke og det smerted mig at Du ikke gjorde det, liksom alt hvad Du ikke gjorde og gjorde var mig en ulidelig smerte. Jeg var fortvilet da jeg rejste – det fik udslag i klager og pinagtigheder – jeg vidste at jeg rejste bort fra det eneste, jeg brød mig om at ha; Dig, at jeg rejste til tomhed og goldhed og svie og savn, men Du sa intet, og jeg måtte bort fra den tilværelse jeg leved i. Slig som den arted sig, var den uudholdelig.

*

Amalie til Erik Skram 27. des. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Du har forresten skrevet nogle breve, hvis indhold faldt som dug i min syge, tørre sjæl. Men jeg vidste også mens jeg læste dem og gråd over dem, at de ingen lægedom havde for mig. Den lægedom der findes, og som Du sidder inde med, vil Du ikke spendere på mig. Og nu er vist også tiden ude. Gudskelov endelig en gang. Jeg tror ikke lægedommen nu mere vilde være lægedom for mig. Jeg har tigget og lidt forgjæves så altfor længe. Dette skal Du naturligvis ikke svare på – å jeg fæ, som ber Dig om det! Som om det var nødvendigt at be Dig gå udenom og tie stille ligeoverfor det, der for mig har vært det værste og vigtigste.

*

Amalie til Erik Skram 4. april 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal]

Du har vakt min sanselighed til live – Du har også hjulpet mig til at dræbe den. Enten-eller – Det er nu mig

*

Og endelig, endelig en gang er jeg blet så led ved dine bedste kjærtegn, fordi Du så ofte ikke gav mig dem, når jeg tørsted efter dem, at jeg nu af hele min sjæl spytter på dem

*

Likså uerfaren og uvidende jeg var, den gang jeg gifted mig, likså vidende og erfaren blev og var jeg 12-13 år efter. Og dog var jeg, dengang påny min skjæbne stod overfor mig, i skikkelse af Dig akkurat den samme, som i gamle dage.

Amalie til Erik Skram 9. des. 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Du ikke være ”trist og tung tilmode”, Erikmand. Jeg skal med guds hjælp bli snillere og bedre. Jeg sige: med guds hjælp. Dermed mener jeg, at jeg vil af min inderste sjæl, og at jeg håber på alt godts hjælp. Men jeg er så bedrøvet. – bedrøvet? – å for et lidet sigende ord. Det eneste, min hjærne sysler med: Det er Dig. Alt det andet som hænder, og har hændt mig om dagene, går mig, kanske altfor meget forbi.

*

Amalie til Erik Skram 9. nov. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Tak min søde ven for dit brev, som jeg havde længtes så meget efter at få.

”Du overdriver i dette som så ofte i andet,” sender Du mig til svar og trøst på min fortvilede klage. Nej, jeg overdriver ikke. Sandheden er, at den sorg jeg føler, er så stor og dyb at den ikke lar sig beskrive med ord. Den har så mange nyancer af mørke og pine, den tier aldrig, aldrig. Alt hvad jeg sér og oplever er sorgen; der eksisterer intet andet for mig. Alt alt minder mig om Dig, og det, der var, og borer sig svidende ind i mit hjærte. – Og jeg overdriver heller ikke grunden hvorfor jeg sorger. Så sandt som det ingen overdrivelse er at jeg har lagt dit liv øde, at hele dit liv sammen med mig som min ægtemand har vært ”en latterlig komedie”, som har ”tæret al din kraft”, at det er mig selv, mig selv! som ærlig og redelig har sprængt ”din kjærlighed til mig ud af verden”, at jeg har ”forsimplet og nedværdiget Dig[”] ved min åndelige råhed, og ved de våben, jeg har brugt, og at Du endelig i mange år af dit liv for min skyld har gåt og havt det så ondt og fælt, som jeg nu har det, takket være mig selv – såsandt som alt dette ingen overdrivelse er, og det er det ikke, såsandt er der heller ingen overdrivelse i mit syn på min skyld. Men jeg véd jo, at det ikke kan nytte at hverken snakke eller skrive om det. Du har for mig ikke mere nogen trøst. En stemme inderst inde i mig sa også til mig, mens jeg sad der i Köln, og senere i Paris og skrev: gjør det ikke. Han vil få en grimase af ækelhed på sit ansigt når han læser det, og hans svar vil bli. ”Din paraply! Glem dog ikke den.”

*

Amalie til Erik Skram Udatert. Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal. s. 535

Du må ikke være altfor sint på mig, ja, eller bedrøvet hvis det er det Du er. Jeg ved jeg har været fæl og styg, men Du er bleven hævnet.

For det første derved at jeg har følt mig så rasende ulykkelig over at være borte fra Dig, og over den måde hvorpå jeg rejste, og over det der gik i forvejen, og for det andet fordi der var en mus på soveværelset, så jeg har ikke lukket et øje i hele nat, ikke i hele nat, men ligget og svedet af angst og holdt mig i skindet for ikke at vække Nanna Berg, men nu påstår hun at der ingen mus har været, og at det bare var vinduskrogen. Og hvordan det skal gå i nat ved jeg ikke.

Jeg kommer imorgen til Kolding kl. ½ 3 om eftermiddagen. Kan Du så være på stationen? Elmgaard siger vi skal til Rebæk, og det er mig det samme, når jeg bare atter kommer til Dig.

Har Du været meget ulykkelig over mig denne gang? Det er jeg bange for Du har.

Det kommer af at jeg ikke har tillid til Dig, ikke en ganske fuld og tryg og hel tillid. Når de så kommer og siger: De skulde passe på Deres mand han er ikke til at tro når han er sammen med o.s.v, så stikker det i mig, og så siger jeg til mig selv, nej det er han jo heller ikke, og så kommer al den bitterhed der har været i mit sind imod Dig i disse år siden vi blev gift op som en bølge, der fylder hele mit indre og skyller alt andet bort, og så er der intet andet at gjøre end at vente på at den får tilbageslag, og skyller bort igjen. For der er ikke råd sålænge det står på. Du lider ved det, men jeg tør dø på, at jeg lider mest selv. Denne gang vilde det hjulpet mig hvis Du om eftermiddagen efter frokosten havde sagt bare ét godt ord til mig, men det gjorde Du ikke.

Forsøg det nu når jeg kommer, jeg har det så ondt. Jeg tror at jeg elsker Dig, selv da når jeg går med denne forstyrrelse indeni mig.

*

Amalie til Drude Krog Janson 7.juli 1898. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug.

Til Drude Krog lanson 7. 7. 98

Min kjære, kjære Drude. Ja det har varet længe siden du sidst hørte fra mig. Eivet

gir så mange slags bekymringer og møje og arbejde, men i mine tanker har du været stadig og altid . . . Jeg holder på med en stor bog, fjerde del av Hellemyrs

folket, og den lægger beslag på al evne. I 6 år har jeg arbejdet på den, uden at kunne få den færdig. Nu i sommer brister eller bærer det. Småen og Erik tar om nogle dage ud til i Eudvig Mullers hustru og sønn.

166

Førslev til Neergårds, og også jeg er buden, men jeg rikker mig ikke av flekken før jeg er færdig. Når huset er tomt, kan jeg arbejde bedre. Det er det sørgelige at min helbred som i gamle dage var så stærk, er fallen sammen. Ofte tror jeg det er slut og forsøger rolig at møde tilintetgjørelsen, hvad jeg dog ikke rigtig kan. Men atter og atter reiser jeg rnig igjen og begynder på nyt . . . Efter at jeg kom ud fra galehusene — har du læst Professor Hieronimus — fik jeg et knæk som gjorde det af med mig. Min mand havde mens jeg var borte, git sit hjærte til en anden. (Hun bedrog ham og er nu gift med en anden mand) . . . Det knuste mig sønder og sammen — dette at han havde forkastet mig. Jeg vidste ikke hvordan jeg holdt af ham, var afhængig af ham, før da han ikke brød sig om mig.

Rolig i sindet er jeg nu blevet, det man kalder resigneret, men min gamle helbred kan jeg ikke få tilbage . . . Du må ikke tro, kjære Drude at jeg med disse udtalelser vil anklage min mand. Nej. Alt hvad der er vederfaret mig, er løn som fortjent. Om jeg end ikke i gjerning har været utro mod ham, så har jeg dog handlet med hans oprindehge så store kjærlighed til mig. Jeg vidste ikke hvad det var for en skat at eje et menneskes hele og udelte kjærlighed før det var for sent. Og et menneske som han! Så fin og nobel og ærlig, så althengivende . . . Farvel for i kveld, kjære dejlige Drude.

Din Amalie.