Om kropp

Amalies brev til Valdemar Irminger\\Amalie til Valdemar Irmigner 2.5.1904

Ø. Klasensgade 11.

2/5/-04.

Tak Du kjære, kjære gamle gut for dit brev idag! Åja, åja – forstår Du mig, så forstår også jeg dig. Når man går, og har det ondt, og længe, længe har havt det ondt, og er så opfyldt af hvor ondt en har det, så opfyldt at man er glad til, en bare orker at gjøre sine allernærmeste pligter, opfyldt af at passe at det ikke på nogen måde må gå ud over dem, man daglig er sammen med, ja endog passe på at de slet ikke må merke./. at en har det ondt, så blir en lige som forbauset over at ens ven ikke forstår, og ved det. Og glemmer rent, at en har glemt at forklare det. Du kan tro, dette er en grundsamhed. Naturligvis er det egoisme, som volder det. Men der er en egoisme som er berettiget: selvopholdelsesdriften.
”Tilgiv”, siger Du. Å gud bevare mig vel! Dig har jeg såvist intet at tilgi! Nej, tilgiv Du mig fordi jeg har været så egoistisk under min kummer, at jeg slet ikke har tænkt på hvor nødvendigt det var at forklare, efter fattig evne, min sjælstilstand for dig. Å, men jig har havet så meget, meget ondt i den sidste tid. Bortset fra hovedondt, som er denne stingende smerte i hjærtet over at mit arbejde ligger brak(*=uvirksomt hen, være uten utvikling). Over at alle disse småpinsler skal

ha lov til at ta så aldeles magten fra mig. Du sælger intet, siger Du. Husk, det er verre for den, der intet har at sælge!

*

Amalies brev til Valdemar Irminger\\Amalie til Valdemar Irminger 19.6.1899

Ø Klasensgade 11. (Merket 42 med blyant.)

19/6/99

Nu iaften, da jeg sent kommer hjem, ser jeg Deres visittkort. Tak min ven, fordi De altså har tænkt på at ville glæde mig ved at jeg fik se Dem.
Jeg har havt det så ondt, så ondt i den sidste tid. Været syg – ja, sygdom vil hos mig næsten altid sige: sjælelig lidelse. Når jeg lider sjælelig, og det har jeg nu i flere år stadig gjort, kastes jeg rent overende, kan hverken spise eller sove. Har de voldsomste smerter i hodet, og forresten allevegne.
Ak hvorfor er dog nogle kommen til verden blot for at lide? Da jeg kom på udstillingen – ene og alene for atter at se Deres billeder, var den blet lukket dagen forinden. Nogle håndtværkere nede i vestibulen sa mig det.
Jeg gik med et sørgmodigt smil. Sådan skal det altså gå Dig, sa jeg til mig selv.
Nu får jeg hjælpe mig med det dejlige indtryk, jeg har af Deres billeder. Men det er for vagt.

*

Amalies brev til Valdemar Irminger\\Amalie til Valdemar Irminger 23.2.97

Jeg har i vinter vært så syg og skral, så låk og klein., jeg har måttet ligge tilsengs så meget. Så får man, ved De, god tid til at tænke. Og så har jeg bl. andet tænkt på Dem, og ønsket at vi var så godt kjendt, at De kunde vært kommen og ha tiddet og snakket lidt med mig.
Og så nu disse drømmerne … nætter i …!
Skriv et par ord til mig, og sig, om De vil, hvad jeg ber om. Så skal jeg svare Dem når jeg er blit frisk og kan vise mig for mennesker.
Ja, dette er vist et underligt brev, og stor tillid må man ha til den, det sendes til. Men det har jeg jo til Dem!
Att De ikke snakker om det går jeg selvfølgelig ud fra.
Deres hengivne Amalie Skram.

*

Amalie til Valdemar Irminger 9.3.1897

De siger, det er kjedeligt at jeg ikke er ”riktig rask”. Men kjære, det er et galt udtrykt. Jeg har nemlig vært meget syg, er er fremdeles syg. Lægen ved nu, afterat mavekataren er forbi, ikke hvad der fejler mig. Det er bare mig som ved det, og jeg vogter mig nok for at sige det. Det er nemlig sorg som har forvoldt og forvolder min sygdom. Tænk at være således beskaffen at sjælelige lidelser forårsager fysisk sygdom. Men sådan er jeg nu. Såsnart jeg får livet af denne sorg, får den jordet og gjemt, så blir jeg mig selv igjen fra gamle dage. Det var derfor jeg fik mod til at skrive til Dem. Jeg var nemlig revet op i ingenting af bare sorg, og så vendte mine tanker sig atter og atter mod Dem. Han kunde hjælpe Dig, tænkte jeg så tit, hvis Du fik lov at være hans ven. Så kom jo dette med de tre nætters drømmer, og så var det, jeg skrev. Og gudskelov for De har vært slig at jeg ikke behøves at angre på det eller skamme mig over det.

*

Amalies brev til Arne Garborg 17. sep. 1901. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjæreste dig, du må ikke være sint på mig fordi din ordbog ikke er kom men. Men jeg har atter været syg, ligget, og havt det ondt. Det er vistnok på hældingen med mig, og det er trist, fordi jeg nu så gjerne vilde leve. Og så troede jeg fæl at du ikke trængte noget videre til den ordbog.

*

Amalies brev til Arne Garborg\\Amalies brev til Arne Garborg 21. 8. 1901. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Jeg er nu bedre, men ikke helt frisk. Din

Amalie Skram

*

Amalie til Georg Brandes 31.mai 1881. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Også for billedet takker jeg dem hjærteligt. Det glædede mig me

get at få det, og jeg fmder det er fortrinligt ligt dem, og sådan en sand og ren lighed. Det er langt bedre end mit; thi jeg har ikke en så stor og tyk mund i virkeligheden, som på billedet, det siger alle, og det ser jeg godt selv. Heller ikke er mine kinder skjæve. Det lille jeg har af ansigt, er dog virkelig ganske bent.

*

Amalies brev til Herman Bang oktober 1889. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

De må undskylde blyantskriften og dens ulæselighed – gud ved om De vil kunne ane hvad her står – men jeg ligger tilsengs og har ligget siden den 9de oktbr. da jeg fik en liden datter. 2 Hvis De siet intet har hørt om det, blir De nok meget overrasket, dog langtfra så meget som jeg seiv dengang det gik op for mig hvad der forestod. Jeg var ulykkelig, angst, modløs og alt hvad ondt er. Tænk i min alder og under vore omstændigheder med gutter på meget over 20 år. Men nu er jeg så lyksalig over den nye »værelse«, – hun er over al beskrivelse dejlig og jeg synes ligefrem at alle de som ikke har magen til hende er rent ud beklagelsesværdige. Det har for resten ikke gåt mig så godt som det kunde og skulde, jeg er bleven liggende 7 dage forlænge og ligger endnu på grund af en årehistorie i det ene ben, nu tror jeg dog den er om at forta sig uden at bli til den alvorlige sygdom som

381

truende forestod. – Hjærtens hjærtens tak til Dem kjære prægtige menneske for det De talte om mig i Bergen. Jeg læste referatet i Ber gensposten (det var vel bare kort} 3 og fik et par breve der begejstret fortalte og gjengav hvad De havde sagt. I den anledning er jeg kom men til at tænke så svært meget på Dem i denne sommer der for mig har vært som en eneste lang langflygtighedstid [sic], frivillig pålagt mig seiv, fordi jeg ikke kunde og vilde se et eneste menneske. Og De kan stole på at de tanker som gik til Dem var gode og hjærtelige. –

*

Amalies brev til Hulda Garborg\\Amalies brev til Hulda Garborg 10. feb. 1896. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjære Huldal Hvis Du har vært sint på mig; fordi tiden gik, og Du intet hørte, endskjønt jeg havde lovet straks at sende et brevkort, så må Du straks holde op at være det. Jeg har bogstavelig intet kunnet overkomme, siden jeg kom hjem. Den første etterretning, som mødte mig, da Erik ombord tog imod mig, var at småen havde skarlagens feber, og lå tilsengs derude hos Slomanns, 1 hvor hun i min fraværelse har havt ophold. Hjemme var der ingen pige, kun den samme kone, som hele tiden har passet Erik, og som kun kan være fra 8 til 11 om morgenen. Så var der jo adskilligt for mig at ta fat på og få ordnet, og så gik jo min daglige gang til småen, hvor jeg blev flere timer ad gangen, foruden at jeg havde huset her hjemme at stelle efter kl. 11 om formiddagen. Og snakke med Erik og fortælle. Så blev jeg plud selig seiv liggende, – jeg fik mine ting i en så balstyrig grad, 2 at jeg troede alt livet skulde rende ud af mig. Der var intet andet for end at holde sengen, ligge musestille og være tålmodig. Idag efter 4 dages sengeleje, er jeg for første gang oppe, og straks skriver jeg til Dig. Her regud, Erik har gåt og passet mig og puslet om mig, og kjøbt hjem små delikatesser, og lavet mad til mig. Heldigvis kunde jeg omtrent intet spise. Gudskelov, småen har det godt – der er ikke spor af grund til ængstelse, men hun skal holde sengen, og holde sig inde tilsammen i 9 uger, hvoraf kun de 2¥z er gåt. Du kan forstå, det var en skuf felse for mig, en blodig, sår skuffelse at ikke kunne få ha barnet om mig nu efter denne lange adskillelse, men derved er jo intet at gjøre. »Det er vanvittig uforsigtigt at flytte hende,« siger doktoren, og ude hos Slomans har hun det jo så godt som hun kan ha det. De ligger i kompagni, begge gutterne derude, og Johanne, og de morer sig og snakker over til hinanden fra sengene ustanseligt

*

Amalies brev til Hulda Garborg\\Amalies brev til Hulda Garborg 2. sept. 1901. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Og hjemme her har jeg været i hele sommer. Ikke rikket mig af flækken. Jeg valgte det frivillig og med glæde, fordi det er min bedste, ja min eneste arbejdstid når jeg er aldeles alene. Men så kom sygdommen. Nu har jeg det meget bedre, men frisk, helt frisk er jeg ingenlunde. Det går så småt med at få kræfterne tilbage. Nu er småen kommen – ja hun kom allerede 21de august og Ingeborg Janson er også kommen, og alt går i sin gamle gjænge. Og jeg er glad og tilfreds -ja meget glad.

*

Amalies brev til Hulda Garborg\\Amalies brev til Hulda Garborg 29.12.1895. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjære Hulda, har vært syg igår og idag. Ligget i sengen i hele dag, og ikke orket at gjøre de nødvendige foranstaltninger for at meddele Dig at jeg altså ikke kom idag. Tilgiv mig, be’r jeg om. Hvis Du kunde få fat på en kurv – noget stor måtte den være

– og komme med den herop til mig på tirsdag efter kl. 2, så kunde vi fylde den i fællig. Der er en kurvebutik på din side. På min side har jeg ingen sét.

Din Amalie

*

Amalie til Vilhelmine Ullmann 15. mars 1886. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjære, søde fru Ullmannl Det var min bestemmelse at skrive til Dem igår og afsende imorges, så var brevet kommet på Deres fødselsdag imorgen. Men så lik jeg et så heftigt ildebefmdende over mig at Skram kl. 5 i gårmorges måtte stå op og hente læge. Det var smerter øverst oppe i maven af en så voldsom beskaffenhed at lægen ingen anden råd vidste end at gi mig en morfmindsprøjtning, som også straks stillede smerterne, men også havde tilfølge at jeg blev liggende i en døs, forresten ikke af übehagelig art, hele dagen igår, som var søndag. Nu kommer altså mit brev forsent, men det må De være så sød at undskylde, når De nu hører hvordan det er gået til.

*

Gid De må leve mange, mange år endnu og ha det godt. For hvis ikke, er der ingen hygge med at leve, og har De det ondt vil jeg siet ikke ønske Dem et langt liv. Jeg ved der var en tid, hvor den tanke at jeg skulde leve længe og bli gammel var mig forhadt og yderst modbyde lig. Når nogen så sa til mig: »ja, bi nu bare til Du blir gammel,« kunde jeg ha faret op og grebet vedkommende i struben. Men nu har jeg siet ikke lyst at dø. Der er så meget jeg skal ha sagt forinden og det tar slig lang tid. Men nu skal De se jeg netop går hen og dør i en fart, ja for disse mavesmerteanfald som jeg undertiden får, er ikke til at udgrunde, og de kan nemt gjøre det af med et menneske, det forstår jeg grant.

*

Amalie til Erik 2. sept. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Fortæl mig hvad du synes om billedet. Jeg ser så mange småfeil ved det.

*

Amalie til Erik Skram 11. april 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

– Jeg lægger billedet indeni som ikke er tiendeparten så deiligt som Mally og jeg var i virkeligheden. Tænk dig bare de strålende farver, som ikke kan gjengives. Jeg bli’er altid mindre pen på billeder end jeg skulde være, og især er jeg det på dette. Fortæl mig hvad du synes om det næste gang.

*

Amalie til Erik Skram 15. feb. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Efterskrift. Hvad er det du mener jeg ikke skal nægte dig, som du bad mig om sidst. Først tænkte jeg at det var det som jeg ikke vilde gjøre den morgen i Gøteborg, da jeg stod og vaskede mit ansigt og du kom ind, og trak min uldtrøie af mig, og det du vilde når vi skulde bade. Men siden forstod jeg at det måtte være noget andet, for det kan da aldrig i verden være dette du lægger slig vægt på, at du skriver om det iforveien. Forresten, jeg synes det er flaut at vise sig foran et andet menneske med ikke klæder på. Jeg har altid syntes det fra jeg var barn. Det var ikke muligt at få mig til at bade sammen med andre småpiger når vi om sommeren daglig gik ned til Bontello [sic] i Bergen. Jeg fik altid min særegne lukaf til at klæde mig af i, og kom ud med badedragt på. Og siden er den følelse ikke bleven brudt. Sålænge jeg var gift var jeg rent tusset når det hændte sig at han så et stykke af mit legeme. Han vilde det også, men det skete aldrig. Jeg bare spurgte om han var gal på en måde, der bragte ham til at tie stakkel, han var virkelig sagtmodig overfor mig. Men skidt vi blier vel enig om det; med os er det en anden sag. Skjøndt jeg tror det knapt. – –

*

Amalie til Erik Skram 15. mars 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

– Og det med ”une affaire de santé”, kan jeg ikke udholde. Jeg vilde ikke møde dig bagefter, – aldrig i livet; jeg kunde det ikke, fordi jeg vilde lide ved det, og fordi det er min natur imod at kunne det. Jeg siger dig det ligeså ærligt som du skrev til mig, at den tid vistnok kunde komme, at dette vilde spille en rolle. Det var det jeg frygtede, og derfor vilde jeg at du skulde vide besked. Vilde du virkelig sørge, hvis jeg blev ”borte” for dig, virkelig alvorlig sørge? Sig mig det. Vilde aldrig den dag komme, at du tænkte det igrunden var en byrde, du var bleven kvit? Er du vis på det? Jeg går bestandig med din brystnål nu; jeg kan ikke være den foruden nogen dag; og så er den så pæn. – –

*

Amalie til Erik Skram 16. mai 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg har en fornemmelse af at ha’e skrevet yderlig slet for mig. Du får undskylde; hjærtet ligger som en hård klump i den venstre side, og det bæres mig for at der går en ledning op derfra til hjærnen som forhindrer tankernes omløb.

*

Amalie til Erik Skram 16.aug. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hvor kommer dog det snak fra om en rig norsk enke? Uf, det viser at der dog er dem som har tænkt sine tanker. Hvis nu jeg kom ned til Kjbhv. og man bare en eneste gang så os sammen, så naturligvis vilde snakket bryde løs for alvor, og så vilde man sige, hende er det altså, hende er det han har været hos i julen o.s.v. Nei, du, det er bedst jeg ikke kommer. Ja vist var det en nærgående ytring – den hos Vibes mener jeg. Det skulde jo være spøg, men den var meget uheldig, og jeg viste ham også med et uvilligt blik at det kjedede mig: Det var en fyr, der hedder Kræfting, hvalfangerkaptain tror jeg han er, som har gået omkring og været vakker i al sin tid. Han er ualmindelig smuk i alle henseender, men for mig har han et så modbydeligt ydre, at jeg næsten ikke kan bekvemme mig til at svare, når han taler til mig. Jeg kan ikke tåle hans skjønhed, og jeg ved ikke hvoraf det kommer.

*

Amalie til Erik Skram 18. april 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Min elskede! Jeg har ligget tilsengs i hele dag for noget som jeg måtte holde mig i ro for og som ikke ellers pleier at genere mig i den grad. Jeg var oppe imorges, men jeg kunde ikke holde det gående, og klædte mig derfor af igjen.

*

Det er formelig morsomt at ligge tilsengs, siden jeg har dig at divertere mig med – du stygge forresten, som volder mig al den kvide med længsel og sligt. Idag har jeg kun levet for dig, udelukkende for dig, – men jeg har jo sovet den meste tid, men du har været der under søvnen også. Ja, som jeg har sovet. Hvert øieblik har jeg sovet, men også hvert øieblik været vågen, når gutterne eller Josephine er kommen ind. Nu er jeg tørnet ud for at få sengen redt, men jeg er nok glad til snart at putte mig i den igjen, for det er aldeles latterligt hvor mat og træt jeg er. Tænk om du var her til at stelle godt for mig, og være snil, og synes litegran synd i mig – hvad der dog ikke er spor af grund til, men alligevel! Skjøndt Gud ved om du vilde være nogen god sygepleier. Jeg husker pludselig hvor let du tog det med min gigt i Falkøping, og det uagtet du selv havde smittet mig, og det virkelig gjorde så ondt.

*

Ved du, at undertiden står det ganske som en drøm for mig, at jeg har været hos dig på den måde, at jeg har kysset og kjærtegnet dig og ligget i dine arme. Undertiden er jeg vis på, at det slet ikke er sandt. Som da det spørsmål pludselig kom om jeg vaskede mig som jeg skulde; da strømmede blodet med en rasende fart op i mit hoved, og jeg følte en underlig fremmed undseelse. Det at jeg havde været og var din, stod så tåget og fjernt, langt tilbage, og jeg var halvt skamfuld over at du skrev om sligt til mig. Men det er bare øiebliksvis at jeg har det således. Når du engang kommer, så må jeg få sidde ganske, ganske stille hos dig, i timevis uden at røre mig, bare for at føle og nyde at jeg har dig tilbage, og at dine arme er om mig. Hører du, – du må slet ikke røre på dig, eller sige et eneste muk eller gjøre den mindste mine til at ville kysse mig. Det kan vi gjøre bagefter.

*

Amalie til Erik Skram 18.4.1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Du kunde jo fortælle at du var syg, og trængte til bade, – stop – du har jo gigt! det er altsammen iorden, gigt, din fæle gigt, hvoraf også jeg blev smittet i vinter, – der er ingen tvil om det, – jeg har aldrig havt det hverken før eller siden, men dengang fik jeg gigt i mit høire skulderblad, det er sikkert.

*

Javist vasker jeg mig du nærgående menneske, – som er så stolt og hoffærdig af din renslighed, og som fik mig reduceret til en ren gris. Men det er ikke morsomt at gå slig og vaske sig, siden du ikke er hos mig. Jeg tror snart jeg sløifer det, for det er igrunden overdrevent, ånei, jeg mener ikke med det.[sic] Jeg elsker dig og længes og elsker dig umådeligt; men jeg har havt en af mine onde raptusser i disse dage. Jeg er så fortrædelig over at eie dig på denne måde. Jeg kunde kvæle dig med kys for at få dig til at dø, så var der ikke mere nogen at fortæres af længsel efter; så vilde jeg kvæle mig selv bagefter.

*

Amalie til Erik Skram 20. des. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Bare du nu bliver glad i billedet. Jeg har slet ikke sét det endnu. Stygt er det naturligvis; kjolen bli’er vist ikke pen, men jeg måtte ha’e slæb på et sådant billede, og jeg skulde havt en sort dragt, det ved jeg nok, men den lange sorte var ikke rigtig istand, og der var ikke tid til at få det gjort, og så måtte jeg ta’e denne her. Kanske vilde du heller havt noget andet, men siden vi skal være adskildte bestandigt, og kun et par gange om året træffes i smug som et par andre arrestanter, der har brudt ud, synes jeg du gjerne kunde ha’e et billede til af mig. Og så var det så bekvemt at sende. Alt andet havde været værre. –

*

Torsdag i lynende hastværk. At billedet vilde blive stygt, var jeg forberedt på, men at det skulde være så utåleligt som dette, både så slet gjort og så ækelt i alle henseender, havde jeg dog ikke ventet. Kjolen ser fæl ud, og så sidder den gement, men det er slet ikke sandt, for i virkeligheden sidder den meget godt nemlig. Det er næsten skam at sende dig det, og jeg har været i tvil om jeg ikke heller burde lade være, men det var også så kjedeligt. Sig nu ikke at du synes altfor lidt om det, når vi sés.

*

Amalie til Erik Skram 21. juni 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo,

Jeg skal prøve at ikke være flou, når du kommer; jeg skal gjøre alt, hvad du vil. –

*

Amalie til Erik Skram 21. sept. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Bare ikke gå og vær bange, – det er så dumt, og dertil virkelig umotiveret. Ja, skulde jeg blive sygelig og ikke kunne bestille noget, så det jo slemt ud, men hvorfor plage sig med at forudsætte sligt, – så kunde man jo aldrig vove at røre sig til noget her i verden, og jeg, som desuden er så frisk, hvad skulde jeg få til at blive syg af, jeg? –

*

Amalie til Erik Skram 21.mars 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Også her er det en rasende frost, med en bidende isvind fra nord. Alle mennesker går og er forkjølet; jeg har klaret mig godt; skjøndt lidt hæs er jeg bleven af at gå og klæde mig dernede i ”paladset” i et garderobeværelse med en orkanagtig træk. Og der har været en dame som var med til tableauerne, som formelig har forfulgt mig med sin kjærlighed. Du kan ikke tro, hvor fælt det var. Det var sikkert det stygge, som du talte om, husker du. Hun kom når jeg stod og satte mit hår, og kyssede mig på skulderen og armene, og omfavnede mig, selv i negligé, og var så ækel at jeg kan ikke sige det. Jeg rent skreg tilsidst, når hun nærmede sig, og gav mig til at løbe; og så stod hun og sa’e at jeg var det deiligste hun vidste, at hun var blevet et ulykkeligt menneske, siden hun havde sét mig, at hun lå om nætterne og ikke fik sove, at hun forstod sig på mennesker, og at jeg var ”pragtfuld” – ”pragtfuld”; og tænk, hun er gift, og har tre børn, men det var noget stygt alligevel.

*

Amalie til Erik Skram 30. mai 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jo, jeg er fornærmet over at du kalder mig en bjørn. Amund Helland er en bjørn, men ikke jeg. Hvorfor skal jeg kaldes en bjørn, jeg, en hjort er et meget fornemmere dyr, bjørn er sådan en klumpedeie.

*

Nei du, nu er jeg slet ikke fornærmet længer over din ”bjørn”. Du kan gjerne kalde mig det, sødeste, deiligste, du kan også godt få lov til at synes at S.B. er meget deilig, ”indbegrebet” o.s.v. deiligere end jeg, værs’god – når det bare er mig du elsker, når jeg bare er den eneste du bryder dig om at holde i din favn – jeg skal godt finde mig i at være en simpel bjørn – (men din bjørn) mens hun er en fornem hjort når det bare er sikkert, at hendes og andres elskov, om den bødes dig, ikke kunde friste dig, siden jeg er din, – sådan er det jo med mig

*

Amalie til Erik Skram 4. april 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Uf, jeg havde forøvrigt en rædsom drøm forleden, – det var om dig og mig og én til. Jeg havde været så forvorpen troløs mod dig, – ikke til at beskrive, og ved du hvem det var som havde taget mig fra dig, – ja lé nu bare: Dr.mann. Så kom jeg tilbage fra en udflugt med ham, som havde varet i mange dage, og så kom vi gående hånd i hånd opover haven dernede fra sporveisgaden du husker, hvor så bænken strax stod, og så var spisestuen festligt oplyst, så jeg forstod der måtte være selskab hjemme. Jeg steg op på en bænk for at kige og det gjorde han og, og tænk så så vi, at der var middag, og øverst ved bordet lige ved min bror sad du i livlig passiar med ham og Pylle, som havde plads vis à vis dig. Jeg blev så rædselsslagen, at jeg var nær ved at segne fra bænken, (hvorledes man dog kan lide og føle distinkt og korrekt i drømme!) og jeg spurgte Dr.mann om hvordan det gik til at du var kommen til Kr.ania. Han svarte at der længe havde været tale om at du skulde herop, men han troede ikke det vilde være sket så snart. ”Han må være reist fra Kjbhvn. dagen efter mig” – sa›e han. Så vilde Dr.mann, at vi skulde gå op, at jeg skulde præsentere ham for min bror, og lade som ingenting o.s.v. Så stod jeg der og skulde skjule for ham – kan du tænke dig noget forfærdeligere svineri – mit forhold til dig, og bad og besvor ham om at gå, – sa’e at jeg var syg, at jeg måtte gå lige i seng. Han blev vredere og vredere, og gik tilsidst fra mig i sinne. Så vågnede jeg, og spørg ikke om det var en lise. Jeg led legemlig hele resten af natten, og kunde ikke sove mere; jeg var så opskræmt, og jeg klamrede mig i tankerne fast, fast, fast til dig. –

*

Amalie til Erik Skram 4. mai 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Det er og har været mig umuligt idag; alt har sammensvoret sig imod det, og det uagtet jeg var oppe 10 minutter før 5. Så tidlig forlader jeg min seng nu fortiden, så går jeg lige i det kolde vand. Men jeg bliver søvnig af det om aftenen, og jeg begriber ikke hvorledes jeg skal stå i det når du kommer, og vi skal holde de vågne nætter gående, som vi gjorde på vor bryllupstur, havde jeg næsten sagt. Ja,

Amalie til Erik Skram 7. feb.1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Det skulde du ikke, for jeg kan nok være bra, om jeg ikke netop er slig som du har tænkt dig mig. Jeg er vist ikke så pen om vinteren som om sommeren. Al den ovnsvarme tager på huden, og så er jeg meget blegere, for da du så mig, var jeg brun af at ligge på Grefsen. Jeg er så bange, og jeg er så flau for dig.

*

Amalie til Erik Skram 8. des. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg har lidt ondt i hovedet i aften, ja ikke så lidt enda, og det gjør mig utålmodig og kjed, for jeg er ikke vant til noget sligt. Jeg har ikke ofte ondt nogetsteds.

*

Amalie til Erik Skram 8. sept. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Min egen elskede, jeg har så meget at svare på og takke for, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. Først var det nu telegrammet, som kom sent tirsdag aften, ja det vil sige det var ikke sent, men jeg var allerede gået iseng, og havde slukket lyset – jeg skal betro dig at jeg går iseng kl. 9 og sover som en sten til kl. ½7, og da er jeg endnu så dødsens søvndrukken, at jeg falder hen og blier liggende til 7, før jeg orker at stå op; det er som bestandigt med mig: min natur regulerer sig selv; den søvn jeg måtte undvære da du var hos mig, tager jeg ganske rolig nu, og ser derfor så frisk og prægtig ud om dagene – jeg er penere nu forsikrer jeg dig, – da du var her, så jeg bestemt en del forranglet ud –

Amalie til Erik Skram 19. sept. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hellands brev har jeg brændt sammen med en del andre, som havde hobet sig op på mit bord, ellers skulde jeg gjerne ha’e sendt dig det. – Du må vide jeg forleden dag, da jeg skulde vise mor hvorledes jeg havde det i min hængekøie faldt bardous på gulvet, touget gik tvært af. Mor stod og sa’e: ”nei gjør det ikke, touget er næsten over heroppe, du vil falde”. ”Lantifra!”[sic] var mit svar, og i samme nu lå jeg kladask i gulvet. Jeg slog mig frygteligt på min ene ende helt oppe ved hoften; du skulde se: en stor svær kulsort flæk, og så fik jeg en rasende singlen i hovedet som om noget gik løst. Moderen sa’e at gulvet rystede som i jordskjælv, da jeg faldt. Om morgenen når jeg vågner er jeg endnu læmster efter slaget; det gjør ondt når jeg skal reise mig i den anden hofte også, og i den modsatte skulder, men det er bare læmsterhed, og har intet at sige.

Amalie til Erik Skram 1. mars 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Men venner med fru S. blir jeg aldrig mere i dette liv. Det tror nu hun, men deri tar hun feil; hun kjender mig hidindtil bare fra min godslige side; hun ved slet ikke at jeg har en anden, og vender jeg den, i rolig beslutning vel at mærke, ud mod et menneske, så er det for bestandig. ”Jeg har ikke formegen blødhed af naturen” siger du. Ja, er du nu så vis på det, for det er slet ikke jeg. Jeg har oplevet underlige ting siden jeg lærte dig at kjende du heksegut, og det er mig som var det netop min egen, dybt gjemte natur som bød sig frem, gjennem alt det livet havde lagt derover. Men forresten ved jeg det ikke. Det kan gjerne være jeg er en hård trold, men jeg tror at jeg er bleven det, ikke var det oprindelig,- jeg husker altfor godt fra min barndom og tidlige ungdom hvordan jeg artede mig. Men jeg tror nu at slig som forholdene har artet sig for mig, og med al den ækle mandfolketilbedelse hængende over omkring og udenpå mig, måtte jeg enten blive forhærdet på et vis, eller rent spoleret. Alle slags kjærlighedssværmerier blev mig latterlige, modbydelige. Jeg har aldrig havt nogen respekt for den følelse. Hvis jeg fra begyndelsen af havde nogen evne til at elske, så blev den kvalt i det ægteskab, under de ”kjærlighedspligter” som var mig en vederstyggelighed, fordi de var mig en ubegribelighed. Havde han, Müller været anderledes, havde han forstået et glimt, en skygge af hvad det var for noget grufuldt han foretog sig med mig, så vilde han ladet mig i fred, og måske begyndt at studere på hvorledes han skulde lære at vinde og vække min kjærlighed. Men der var en grådighed over det menneske, som ødelagde alt.

*

Amalie til Erik Skram 13. mars 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Ja, det er modbydeligt med den lysegule silkekjole. Straks jeg havde ladet mig overtale angrede jeg det, og løb ned for at sige at hun ikke skulde sende bud efter tøiet, men da var det alt for sent. De skal dog ikke få sige ”den gule fru Skram”, for jeg har en ligeså strålende lysegrøn som jeg også kan ta på, og så er det ikke længer morsomt at sige den ”gule” fru osv. Forresten vil jeg håbe vi ikke kommer i selskaber; jeg længes netop ene og alene efter at leve i ro alene, sammen med dig. Gud gi vi skulde bo på landet, sådan en mils vei udenfor byen.

*

Amalie til Erik Skram 15. aug. 1888. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Tak for dine ord, som jeg fik idag. Ja, det er vist og sandt, sørgeligt er det, men det som er det er. Jeg vilde gjerne bli herude til på mandag, hvis Du ikke har noget imod det. Jeg gruer for hjemkomsten og for alt det, der kommer. Jeg forstår ikke rigtig det Du skriver om ”uhyre ansvarsfølelse”. Det er jo ikke min skyld at det er gåt som det er, ja, det ved jeg nok Du siger det er, men så er det det alligevel ikke. Og nu for at vi bryder med hinanden har jo jeg ikke ansvaret, i altfald ikke mere end det halve da. Du har jaget mig og så sagt noget om at Du måske af pligt og for gutternes skyld vilde tåle mig. Det må jeg naturligvis sige nej til, det vidste Du godt at jeg vilde sige nej til. Forresten har jeg det så ondt, og er ikke frisk. Her var meget at fortælle Dig men jeg orker ikke.

*

Amalie til Erik Skram 16. okt. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg har forresten lige siden jeg kom været plaget af tandpine. Et par nætter har jeg slet ikke kunnet sove bare derfor. Så gik jeg til tandlæge, og fik 2 huller plomberet. Nu er der to til, som jeg skal ta på mandag. Det er jo latterligt at bruge tandlæge i Bergen, når man er bosat i Kjøbhvn. men det var umuligt at gå med den tandpine, og så er der den fordel at det ikke koster det halve af i Kjbhvn. –

*

Amalie til Erik Skram 17. aug. 1888. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Han som har gåt til fruentimmer fra han var liden skolegut og aldrig har kunnet undvære det, som har levet med skjøger og fruer og damer i mængde. Det må jo være som med en drukkenboldt, om han gjør aldrig så mange løfter, fatter aldrig så mange forsætter, han falder dog altid tilbage. Så varte også dengang det gode mellem os kun 3 dager. Da kunde jeg ikke længer. Her har Du, hvordan jeg har det. Sådan er det altid. Kommer Du sent hjem en aften, straks er jeg angst for Dig. Er jeg borte et par dage, samme angst. Hører jeg William tale om Din liderlige grevinde, straks tror jeg Du treffer hende på gaden og lar Dig lokke hjem med hende. Kommer der et fruentimmer op, og spør efter Dig, straks tror jeg det er hende Du har havt, eller trode at ha havt, de to børn med – til mig har Du kun talt om et. Ved jeg ikke hvor nogle penger blir af straks tænker jeg Du har forpligtelser, jeg ikke kjender. Går vi sammen på gaden og møder så’nne fruentimmer bringer det en hærskare af onde minder og en flom af smerte op i mig at se de lange blikke hvormed Du altid betragter dem – hvorfor gjør Du også det? Aajo gjør det bare! Du vilde dog gjøre det, når Du gik alene. ”Nu ser han efter om det er en han gjerne vilde gåt hjem med,” tænker jeg så, eller om det er en som han før har været hos, kanske undersøger han om det er ”Kjøbenhavns berømteste skjøge”, som han engang fortalte Dig om. Og så fremdeles, fremdeles, bestandig, bestandig, det samme op igjen i en cirkel. Det er fortærende. Og mange tusinde ting som har pint mig fra den første tid af, og endnu stadig piner mig. Bare det Du engang svarte, da jeg på en bemærkning af Dig om mig, spurte om Du da vidste så nøje besked med hvordan kvinder var skabt på ”de steder”. Ja, sa Du og lo, det ved jeg rigtignok besked om.

Det er hårdt, hårdt at jeg skal gå her og bøde for det liv Du har levet. Og hårdt er det også at livets største fryd, den jeg så altfor sent fik del i, skal for mig forvandles til kval og gift. Jeg raser og sorger, bider og slider i mine lænker, men til ingen nytte, for jeg blev vel endnu værre faren hvis jeg fik dem af, sålænge jeg ikke blev min kjærlighed til Dig kvit.

*

Amalie til Erik Skram 21. okt. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Min egen søde elskede gut, heller ikke idag får du noget ordentligt brev, for jeg kan ikke sidde stille for tandpine. Du begriber ikke hvilke smerter jeg har udstået igår og især idag. Igår var jeg hos Amauer-Hansens til middag og måtte af ham få cloroform til at gnide tandkjødet med. Heldigvis fik jeg sove godt inat, men i hele dag har jeg gåt frem og tilbage og formelig storgrædt. Der var ikke tale om at jeg kunde sidde mig ned for at skrive. Så tog jeg på mig, og gik med Augusta ind til doktor Sandberg for at bede ham om et eller andet middel; han forsøgte forskjelligt, men først nu for lidt siden har smerterne git sig såpas at jeg ikke netop er nødt til at storskrige. Men nu er kl. blet så mange at jeg kun har 20 minutter at gjøre med, og så må jeg af og til stanse for at hælde dråber ind på tanden, så kan du vide hvad det blir til med brevet. Men jeg ved jo, at du heller vil ha nogle ord end slet intet, og derfor skynder jeg mig at gjøre mit bedste.

*

Jeg sidder inde hos Sandbergs, ganske alene i den ene dagligstue; de bor på et andet sted nu, og har en aldeles nydelig lejlighed med en spisestue der er større end vore tre stuer tilsammen. Det er den plomberede tand som værker, og det er så håbløst. Jeg kan jo slet ikke komme til at stoppe nogenting ind, og doktor Sandberg siger, at det muligvis vil ende med at jeg må trække tanden ud. Helene havde sidst hun var i Kjøbenhavn fåt 2 tænder plomberet som straks efter begyndte at værke. Hun gik et halvt år med det, for hun vilde jo så nødig ofre tænderne, men tilsidst måtte de ud.

*

Amalie til Erik Skram 22. okt. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Kl. er 11, vi er netop kommen op på kvisten for at lægge os, men i aften har vi ingen cigar. Augusta har glemt at forsyne sig med dem; hendes far havde sagt idag: svært så mange cigarer jeg har røgt i det sidste. Så var hun bleven lidt ræd af sig, tror jeg nok, skjøndt hun påstår det er bare fordi hun har glemt det. Hun har også røgt selv heroppe om aftenen, en stor stærk cigar. Christensen sa idag til mig: Du ser så godt ud, det er bare fordi du ikke ligger og svabber i den tobakken, der kan du se hvor meget sundere det er at la være. Augusta og jeg havde ondt for at holde os alvorlige, Ludvig vendte sig om og smålo

*

Amalie til Erik Skram 24. sep. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg har ikke kunnet ta fat på dit værelse, for mandag aften begyndte jeg at få mine ting, og siden har jeg været som i en opløsningstilstand aldeles ude af stand til den slags sjou. Jeg håber du snart kommer hjem. Jeg længes så efter dig.

*

Amalie til Erik Skram 27. feb. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg længes forfærdelig efter at ”dø” under din omfavnelse du elskede, svimlende bedårende menneske, men jeg havde rigtignok tænkt at det ikke skulde ske før efter vort bryllup; for du ved hvorledes det må gå for sig i smug, og det er dog ikke værdt at stjæle sig noget til, når vi har så få dage igjen at vente i, og derfor vil vi vente til vi kommer hjem i vort hjem i vore senge den første aften. Uf, jeg tør ikke gjøre mig fantasier om al den salighed, for jeg har ondt af det næsten. Du deilige elskede, jeg har lyst at bide dig så det gjør ondt.

*

Amalie til Erik Skram 27. juli 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg har ikke været rigtig frisk de sidste dage, egentlig har jeg følt mig svært ilde tilpas. Det var så rasende stormfuldt torsdag, fredag og lørdag, med regn og kulde; jeg gik og frøs både nat og dag, og da var det det begyndte. Igår og idag har det været dejligt igjen, stille og en bagende varme. Nu er jeg også bedre, især efter jeg tog ind af nogle dråber, som Rosenstand gav mig.

*

Amalie til Erik Skram 3. jan 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg ved godt at det slet ikke er til ”herlighed” jeg går i den forstand at jeg ikke får dagligdagshedens kamp og møie at drages med. Men for mig er det dog til livets éneste, eneste herlighed jeg indgår, den dag jeg er forenet med dig, og vi sammen kommer hjem i vore stuer. Bare tanken derom lader der falde en usigelig, livsalig fred og tryghed ned over mig,- du elskede, trofaste, for trofast vil du være, når jeg også er det, og snild og god og kjærlig, som jeg vil være det mod dig. Sig mig, synes du det er letsindigt af mig at jeg ikke er bange for at du ikke skal elske mig når du ser mig til daglig med alle de dumme, ja vistnok ubehagelige, frastødende sider, som jeg har? – ja, for jeg har dem. Uf,- undertiden er jeg næsten arg på mig selv når jeg tænker på at du drages med sådanne tanker, du, som er så sød og deilig, og ikke jeg,- der er så gammel, og snart vil se ganske gammel ud.

*

Amalie til Erik Skram 31. juli 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

I disse dage kan jeg ikke bade fordi ja, du forstår. Jakob går og siger at han ikke kan begribe hvad tid på dagen jeg nu går i bad, og han ser så underlig mistroisk ud, når jeg svarer – jo, vist, jo, jeg badede imorges.

*

Amalie til Erik Skram 5. mars 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Du, jeg syr mig en ny silkekjole som jeg sandsynligvis kommer til at ha på den dag vi skal vies, hvis jeg ikke tar en gammel sort. Jeg vilde havt en mellemfarve, men der var ikke at opdrive en farve som klædte mig, og så har syersken fået mig overtalt til at ta en lysegul. Den blir vist nydelig. Det er blevet slig med mig at kun sort eller noget ganske lyst helst hvidt tror jeg, klæder mig nu. Jeg kan næsten kun bruge sorte farver.

Amalie til Erik Skram 8. okt. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Aa der er så mange småting jeg skulde fortalt dig, men det får være. Du vilde likt dig rigtig godt om du havde været med. Jeg har kun været to gange på do. og bare den ene gang havt afføring, men derfor græmmer jeg mig også, kan du vide, og nu føler jeg mig kvalm igjen.

*

Nu har jeg sovet over to timer, og det gjorde godt, for nu er det ækle ildebefindende over; det er forresten ikke bare mig, som har havt kvalme; selv gamle Christensen har været benauet, han har gåt og skjændt og bannet over de små pølser med flæsk i som vi havde til frokost, og som var så delikate at vi forspiste os af dem

*

Amalie til Erik Skram 1. feb. 1892. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg har sovet udmærket siden sidst og har det godt.

*

Amalie til Erik Skram 11. apr. 1889. 14.apr 1889. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Og jeg er bleven så frisk, så frisk heroppe. Sover som en sten og har det udmærket.

*

Amalie til Erik Skram 11. juli 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg har heller ingen appetit og min mave er stenhård. Igåraftes tog jeg lidt olje, jeg havde, men det har ikke virket stort. Næste gang Flint rejser til byen får han kjøbe Brandreuths piller[sic] til mig. Stakkels arme Kristine! Du må hilse hende fra os. Og endda mere stakkels Dig som skal passe hende, og ikke får hverken opvartning eller mad hjemme. –

*

Amalie til Erik Skram 12. juni 1890. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Inat har jeg sovet udmærket, og har det som følge deraf ganske anderledes end igår. Men træt og søvnig er jeg i allerhøjeste grad og ser ud som et vrag. Ja, kjære søde vennen min, med min vakkerhed er det forbi: Nu vel for bestandig. Der har før vært tider hvor jeg på grund af sorg og kvaler er faldet svært af men altid har jeg dog tat mig op igjen. Nu er jeg for gammel til det. Det er lidt vemodig at tænke på, især fordi det betyr at med ungdom har og får jeg intet mere at skaffe her i verden. Jeg er formelig styg fordi ”my face is so worn”. Men Du må være glad i mig alligevel og ikke se det altfor meget.

*

Amalie til Erik Skram 15. apr. 1889. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg var forfærdelig dårlig igår efter den absolute vågenat og al strabadsen, men fik dog ansøgningen skrevet og sendt afsted med alle mine anbefalinger, i går aftes. Sverdrup havde nemlig sagt at på mandag måtte den være indleveret.

*

Amalie til Erik Skram 15. nov. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Igåraftes sendte M.dme. Aumont sin pige efter hostemikstur til mig en opskrift hendes søn, som er læge her, havde git hende. Hun kunde ikke udholde at høre på den hoste, sa hun. Pigen kom tilbage med en stor flaske (gud véd, hvad den koster) jeg tog en skefuld inden jeg gik iseng, og sandelig har jeg sovet godt i nat og næsten ikke hostet. Mdme. forsikred at den mikstur var så storartet for al slags hoste, hun vidste hvad den var sammensat af, og fortalte mig det.

*

Amalie til Erik Skram 16. mai 1889.  Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg har så meget på hjærte idag, og så er jeg svært trist fordi jeg atter har vært syg, forkjølet og upasselig og ude af stand til arbejde; det er nemlig så aldeles umuligt at få hjernen til at virke som den skal, såsnart der blot fejler mig det bitterste. Jeg har så tit sagt til mig selv: å pyt, sæt Dig bare til og vær flittig; det er igrunden dovenskab. Og Du bruger den smule forkjølelsesuvelhed gladeligt som påskud. Men nej, det har ikke vært mig muligt; jeg har måttet opgi det og pent lægge mig bort på sofaen undertiden med grædenes tårer, eller også er jeg sovnet på stedet. – Der skal nu også et meget ihærdigt og anstrængt arbejde til denne gang. Jeg må nemlig holde på så længe med min hukommelse, forestillingsevne, smule kundskab eller viden besked om de ting jeg sysler med, holde på så længe at alt det jeg vil ha frem personer (- deres indre og ydre) interiører, gadescener og alt det Du ved, lugten atmosfæren o.s.v. at jeg har alt alt hver en eneste smittel og smule fotografisk inde i hjernen og ligeledes ved alt hvad disse mennesker tænker, føler og siger, eller vil, eller vilde gjøre. Det er det som er mit egentlige, virkelige arbejde når jeg skriver. (At gjengi det på papiret når jeg først selv har det inde er langt lettere.) Jeg er kommet efter det nu. Og det anstrenger hjernen, ikke andre dele eller organer, ikke spor, ikke engang hodet såpas at jeg får hodepine, men bare, bare hjærnen. Det er liksom jeg stadig må grave i den for at finde en stump af noget, en trådfin, spiralformet elastisk stump, som jeg så må trække i, og hvis jeg formår ikke at slippe taget får jeg slidt ud af hjernen hvad jeg vil, men glipper det, er alt spildt for så springer den elastiske tråd tilbage og jeg må gi mig til at grave og grave og søge på ny, indtil jeg finder stumpen, og undertiden varer det længe. Og jeg synes liksom at der findes mange så’nne trådstumper inde i hjernen på mig, side om side eller hulter til bulter. Dette er noget dumt skidtprat som Du læser uden at læse. Men jeg kan jo ikke klage mig til nogen anden end Dig, ikke engang til Ludvig, for ingen forstår det og det gjør vist Du heller ikke, ialtfald ikke mere end så nogenlunde, men mere forlanges heller ikke.

*

Men hør nu her. På apotheket skylder jeg nok 2,50 for arsenikpiller, andre piller og noget småt, så må husholdersken ha 5 kr. i drikkepenge mindre er umuligt, bare alt det vandet hun hver morgen har slæbt op til mig, og så må jeg betale 5 kr. til en – ja, bliv nu ikke forskrekket – til en jordemor som jeg to ganger har været hos. Jeg har ikke skrevet om det til Dig, for ikke at forskrække eller forstyrre Dig på nogen vis, og så er det desuden en lang historie – Du ved mine ting blev borte i vinter – og alt det kan være til jeg kommer hjem. Du må ikke synes det er rart af mig at jeg ikke før har nævnt dette, men jeg havde altid så meget at snakke om, og så likte jeg desuden bedre at fortælle Dig det mundtligt.

*

Amalie til Erik Skram 19. aug. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Og jeg selv, som om jeg overalt havde stukket mig på brændenelder. Og i ansigtet er jeg blet 90 år, gulbleg, udgravet, død og vissen. Det er ikke bare de legemlige gjenvordigheder søvnløshed o.s.v., som har gjort det; det er endda mere de brændende kvaler over ikke at kunne arbejde og så ikke over at kunne når jeg kan.

*

Amalie til Erik Skram 2. sept. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Barnet som skulde komme blir der ingenting af min elskede ven! Det er gåt sin vej og jeg har måttet ligge et par dager i den anledning. Jeg véd ikke hvad der kan ha vært årsagen, i dagene forud havde jeg slet ikke anstrengt mig, ikke engang gåt en ordentlig tur; der var kun byrden af min sædvanlige tunge sindstilstand og så dette at småen igjen havde holdt mig vågen et par nætter, det vil sige, selv havde hun bare vært vågen et øjeblik, men Du forstår. Hun vågner forresten hver nat engang nu og forlanger med heftig bedende stemme at jeg skal tænde lampen. Undertiden falder så jeg ikke i søvn igjen. – Så er det da altså forbi, og alt som før forsåvidt. Nu må Du vide, jeg liksom føler et svagt savn; jeg var allerede begyndt at nære ømhed for dette vordende væsen og mine fantasier kredsed om det. Og så for småens skyld. En dag da hun energisk udbrød: nej nu vil eg ha en bror og en søster, kunde jeg ikke la være at sige at nu skulde hun snart få en. Siden har hun ofte krævet mig for broren og søsteren og jeg svarer da undvigende. –

Men på den anden side kan Du vel nok også vide at jeg er lettet. Gud må vide hvordan det vilde ha gåt mig, og så er det jo pengene. Forresten føler jeg mig klein og ussel efter det, som Du vel kan vide; men det går vel over – kunde jeg bare få kraft og evne til mit arbejde.

*

Amalie til Erik Skram 20. apr. 1889. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Vi var ude i 3½ time, kom hjem med glubende middagsappetit, røg cigar til kaffen, snakte sammen med dejlig døsige stemmer, gik iseng kl.11 og sov som en sten til kl. 8 i ét kjør. Det gjør jeg hver nat heroppe og det havde jeg rent opgit nogensinde at skulde kunne mere. Husker Du hvor ofte jeg om natten trilled ud af sengen hjemme? Jeg sov aldrig uafbrudt, selv ikke når jeg havde mine bedste nætter. Men heroppe jeg sove, og jeg bli frisk, sligt sundt liv som jeg fører. Det eneste sørgelige er at jeg sover altformeget. Jeg sover vid og forstand fra mig. Sætter jeg mig ned, begynder hodet straks at nikke, og så dætter ansigtet ned på armene mine som ligger på bordet, og jeg i den dybeste søvn. Når jeg så blir overrasket lader jeg som jeg ikke har sovet, for det er skam men det lykkes ikke at skuffe dem, især ikke husholdersken. Dagene går så dejlig regelmæssig. Jeg står op kl. ½9-9 efter først at ha fåt kaffe og hjemmebagt kage på sengen, hvad jeg først protestêr imod, men straks tog tilbage da jeg så hvor bedrøvet husholdersken blev, går så lige fra sengen op i en balje iskoldt vand, som jeg trods de store anstrengelser der er forbunden med det (vandet må bæres op nedenfra) hver morgen får sat ind til mig; så klær jeg mig på, får så atter kaffe med skårne smørrebrød på mit værelse, går en tur mens der ryddes op, kommer hjem, arbejder, får posten, spiser frokost kl. 1 sammen med Ludvig, hvem jeg først ser da – han arbejder på en norsk og en engelsk grammatik og er meget flittig. Så passiarer vi en time eller så, går så hver til sit, spaserer sammen fra ½5 til ¼ over 6, kommer hjem, spiser middag, og blir så i regelen sammen til vi lægger os. Men når jeg nu har fåt lidt mere bugt med denne desperate søvnighed, vil jeg arbejde lidt efter middagen også. Aftensmad spiser vi naturligvis ikke. Ludvig er rent bedrøvet over at jeg ikke vil ha en kop te før jeg går i seng, for det vilde moderen, da hun var her, – men jeg er så prop, stop mæt at jeg kan ikke. Vi drikker jo også kaffe efter middagen, hvad jeg jo ikke er vant til. Til frokosten får jeg te, (Ludvig melk) til middagen et stort glas dejligt Xaniaøl, det er det eneste spirituosa jeg nyder heroppe.

*

Jeg har det fremdeles godt, men er rasende træt og søvnig. I tankerne kysser jeg Dig mange ganger og er uhyre snil og god.

*

Amalie til Erik Skram 21. mai 1890.  Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg har det godt, men er nok lidt træt om dagene. Ikke rigtig kommen til kræfter synes jeg. Nu har jeg jo også havt mine ting og så arbejder jeg jo strengt. Jeg har ikke mistet meget blod, vistnok ganske passeligt denne gangen. Idag var jeg i Sjøen og havde godt af det. Ida Hansen går altid i sjøen mens hun har det, ikke første dagen netop, men ellers. Plum har sagt, det er en overtro at det skader.

*

Amalie til Erik Skram 25. aug. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Nej, min ven, det jeg sigted til, da jeg skrev om det endnu ”forfærdeligere og alvorligere end selve lusene”, det havde ingenting med arme Jakob at gjøre. For det er, at jeg i marts måned atter skal føde Dig et barn. – Ja, nu er det ikke længer så forfærdeligt for mig. Nu er jeg, efterat ha gjennemgåt en fortvilelsens raptus rolig og glad og ”ydmyg for herren”! Når jeg tænker på den uendelige lykke småen fra minut til minut ustanselig har beredt mig, så kan jeg ikke andet end med glædes og smertes tårer brede armene ud mod hendes lille bror eller søster, som skal komme. Men naturligvis græder jeg, når jeg tænker på det. Alt har jeg git bort; vi har intet tilbage af barnetøj og sånt, og jeg er dårlig allerede hver dag. Å, disse lange, lange måneder! Men gudskelov at vi har Feilberg. Jeg gruer ikke spor næsten for selve fødslen, fordi jeg véd at han gir mig kloroform, men alt det som går foran og følger efter. Og så pengene! Hvor skal vi hen, og hvad skal vi gjøre?

Men nu må jeg fortælle Dig. Vi flytted altså på mandag, og kom til byen i nogenlunde ordentligt vejr. Og småen sov hele natten uden at vælte sig, hvilket beviser det var lusene som plaged hende deroppe. Næste nat sov hun også aldeles stille, men tredie nat vækked hun mig kl. ½[?] med et højt råb på mamma! Jeg stod op og tændte lys, men hun sov allerede igjen som en sten, mens jeg blev liggende vågen resten af natten. Da jeg henimod kl. 7 var falden i søvn, kom småen og ”lugged” mig kl. 8 vågen med sin søde dæmpede latter. Forresten var jeg syg og dårlig, da jeg kom fra Natland at jeg i to dage blev liggende her i min seng.

*

Amalie til Erik Skram 25. juli 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Den første nat blev det ikke stort med søvnen. Småen det stakkels fæet, vågned kl. ½3 og kom spankulerende ind til mig (vi har 2 værelser), og vilde klædes på. Jeg havde møje med at få hende i seng, og få hende til at tro, at det var midt på natten. Det var jo tværtom lys dag, og hun vilde ud og ned i krohaven. Inde i sengen hvor hun omsider fandt sig i at bli lagt, holdt hun på at synge hviskende sang efter sang – var englesød, men holdt mig naturligvis vågen. Kl. 4 kom hun ind, og betroet mig at hun var så sulten. Heldigvis havde jeg chokoladepastiller. Hun fik hele boksen med sig, og lå og gnasked, og småsnakked. Først efter kl. 6 faldt hun isøvn (hvad jeg ikke gjorde) og sov til ½10, da jeg måtte vække hende. Sidste nat sov hun til gjengjæld som en stén fra 9½ til næsten 10. Ikke en lyd hørte jeg af hende. Og det var mig bogstavelig næsten umuligt at få hende vågen. 6 ganger vækked jeg hende på alleslags façoner. Hun slog hver gang et øjeblik øjet op, sa ikke noget, og sov videre. Tilslut måtte jeg løfte hende ud af sengen. Vi skulde være til frokost på kroen senest ½11, og pigerne blir sure, når vi kommer forsént. Jeg sov også noget inat. Der var nogle mærkelige skrald udenfor huset, der kom igjen med 10-12 minutters mellemrum – gud må vide hvad i verden det var – desuden 2 afsindige haner, og et par rasende hunde. Men inde i huset var der blikstille. Og jeg har da sovet en 4 timer ialt. Jeg gik iseng sammen med småen

*

Jeg havde et uheld i vandet igår. Småen kom i sin glade kådhed til at støde sit hode så hårdt mod min mund og næse, at jeg tabte bevidstheden og faldt om i vandet. Straks efter kom jeg til mig selv, og da strømmed blodet af mund og næse og mine smerter var aldeles voldsomme. Jeg var meget lidende af dette i hele går og stygt opsvulmet. Idag er det bedre, og om et par dage formodentlig ganske bra.

*

Amalie til Erik Skram 26. mars 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Søndag eftermiddag (Lottenborg)

[26/3/93]

Inat har jeg sovet aldeles udmærket, og har det derfor også udmærket idag. Også igår klarte jeg mig bedre end venteligt. Jeg var ude og gik to ganger, men det er det kjedelige at det er umuligt at sove her om dagene. Her er altid et eller andet fra gården eller trappen som forstyrrer. Men om natten er det bra nu. Både hestene, hunden og hønsene har de flyttet op i en stald de har langt bag huset som de altid bruger om sommeren, men som er for kold om vinteren. Og så er folkene så snille og maden så brilliant og sengen så god og stedet så vakkert. Igår gik det ikke videre med arbejdet men idag er det gåt bedre.

*

Amalie til Erik Skram 27. juni 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Naturligvis fik jeg mine ting akkurat om tirsdagen, da jeg havde de mange ting at greje inden flytningen. Om onsdagen var det slemt og ondt for mig, men mærkelig nok kom jeg forholdvis hurtig over det. Hosten er bedre, men ikke vække. Siden jeg kom hid, har jeg dog heldigvis ikke tat opium – jeg havde ikke med mig, og har som følge deraf af og til vært svært plaget. Men i bedring er dog hosten.

*

Amalie til Erik Skram 27. nov. 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal.

Forresten falder jeg straks i søvn igjen, for jeg har måttet bruge kloral af og til, og det gjør så deilig døsig.

*

Amalie til Erik Skram 28. apr. 1889. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Idag er jeg endelig næsten helt fri for forkjølelsen og har befundet mig ligeså vel som de to første dager heroppe. Og ved du hvorfor? Ja, fordi jeg igår gik ned på apotheket og kjøbte en æske af de ”renande og afførande pillerne”. Det stod pludselig klart for mig at jeg måtte jo være syg med den smule afføring jeg hele tiden havde ladt mig nøje med heroppe. Smalekorinther, forsikrer jeg Dig – lutter smalekorinther og intet andet. Jeg forstår ikke selv at jeg ikke tænkte på det før. Jeg tog altså to piller igår efter middagen, sov dejligt, måtte op kl. 5 og ned i gården – doet er akurat magen til det på Aulestad – sov bagefter til kl. 8, måtte atter ned og følte mig nøjagtigt som et nyt menneske. Og denne følelse har varet i hele dag. –

*

Amalie til Erik Skram 28. jan. 1892. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Tak for dit brev imorges  min kjære snille ven, jeg blev som altid så glad for det. Inat har jeg sovet uden nogenslags midler, og det uagtet jeg igåraftes var yderlig dårlig. Jeg la mig før 11 og tænkte: nu ligger Du heller vågen hele natten end tar noget ind. Jeg havde nemlig en fornemmelse som om mit hode skulde revne – det var frygtelig – og jeg kjendte det på mig at det absolut intet tålte af sovemidler da. Henimod kl. 2 må jeg være falden i søvn at dømme efter sidste gang, jeg så på uret. Så sov jeg uafbrudt til lidt før 7, da pigerne her begynder at løbe i trapperne og gå med døre, men for hver gang der var roligt, sov jeg uforstyrret videre til over 9. Derfor føler jeg mig også bra idag. Og nu tror jeg sikkert at jeg endelig har fundet et probat middel mod hosten: Det var i forrige uge, jeg havde fåt nogle hidsige røde blemmer på begge sider af tungeroden, som smerted meget. A.C. gav mig sin clorsur caliopløsning  til gurgling, som jeg gjentog aften og morgen i 3 dage. I disse dage hosted jeg absolut ikke. Så blev tungen bra, gurglingen holdt op og hosten kom igjen. Igår kjøbte jeg selv clorsur cali igjen, og gurgled mig igåraftes. Ikke spor af hoste inat. Nu skal jeg holde på. Det er jo ialtfald ganske uskadeligt. Jeg drikker ikke the, har aldrig gjort det, jeg tvinger mig ud hver dag, endog igår gik jeg over en time i det græsselige vejr – jeg gjør overhodet kun hvad der må være godt og rigtigt for mig, er i seng før 11 o.s.v. Men det går så sørgelig langsomt med min helbredelse fordi jeg var altfor ødelagt. Og så tåler jeg ikke at skrive. Tag G. med til selskab hvis han kommer imorgen. Det vil sige ham, ikke på nogen måde hende eller gutten. Dem er der ikke plads til ved bordet, men 1 herre har svigtet. Nu skal jeg skrive et par ord når småen har været her. A.C. ligger i dag. Snue i en grad så hendes næse er aldeles ukjendelig. Opsvulmet og blank i en grad! Doktoren har været her. Hun skal holde sengen idag, men han trode nok hun kunde ha selskab imorgen alligevel. Gudskelov at jeg nu er bra idag til småen kommer for det blir jo altid lidt styr

*

Amalie til Erik Skram 28. mai 1890. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal.

Du er mageløs at Du husker det og det straks Du kom hjem. Piller havde jeg fåt, hos O.B. Emma havde dem med i en liden glaskrukke da hun kom fra byen igår. Men det skader jo ikke at jeg har to portioner. Jeg har vært lidt bedre for svimmelheden men ikke ganske.

*

Amalie til Erik Skram 29. jan. 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg har havt det bedre både idag og igår, men rigtig i vigeur er jeg jo ikke. Jeg føler mig endnu som efter en nys overstået sygdom. Vi har de samme to værelser som ifjor i herremandsfløjen. Iår har han ikke møbleret det ene om som ifjor. Jeg bad ham la være for denne korte tid. Der er udmærket som der er, chaiselongue, bord til at skrive ved, o.s.v. Men der står altså en seng. Kommer Du får Du det sandsynligvis.

*

Amalie til Erik Skram 29. mai 1890. b. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Min elskede! Tak for dit dejlige, trøstende brev! Du kan tro jeg blev glad. Å Du søde snilleste af alle. Her sender jeg Dig mit arbejde. Jeg har skrevet som en gal siden jeg forvandt det med abekatten. Nu skal jeg ud og i postkassen med det. Kl. er 12 og alle sover. Jeg er træt! Bare det nu duer. Men Du må ikke tro at din velsignede ros har gjort mig så dum at jeg er tryg. Langtifra jeg er tværtom ligeså bange som før og tigger Dig om at ha læst det til Du kommer og henter mig. Ja for Du løse mig ud. Jeg kan ikke være her længer. Inat får jeg ikke sove af uro og ildebefindende. Jeg liker mig heller ikke mere. Har Du fåt mit brev fra i eftermiddag?

Din Amalie

*

Amalie til Erik Skram 29. mai 1894. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg føler heller ikke mindste tilbøjelighed til at bli total, hvis det er det Du vil fordre af mig. At ”spiritus forvandler” mig siger Du. Hvad mener Du med spiritus? Jeg drikker jo sågodtsom aldrig spiritus. Nu har jeg her hver dag drukket et nokså stort glas rødvin til maden og undertiden også et lidet glas madeira til desserten. Det har ikke forvandlet mig, derom kan Du være overbevist. Når jeg intet tåler at drikke er det fordi jeg er i en særegen sindstilstand af sorg kval eller ophidselse, som jeg var fra ifjor sommer, da jeg mærked at jeg ikke kunde få bogen til. Hvis Du vil søge at tvinge mig til at bli total vil det virke på mig ganske på samme måde som om Du vilde tvinge mig ind på galehuset igjen. For efter min overbevisning er det ikke gavnligt.

*

Amalie til Erik Skram 3. feb. 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg er nu begyndt at komme mig noget; vi tar koldt bad hver morgen, og jeg er altid ude før frokost, og så igjen om eftermiddagen. Hos Bondesens var der svært flot middag. Jeg traf der Carl Bille, fru Billes søn. Han er forpagter på Gyllenholm, og gift med en meget styg, men sund og kraftig og tækkelig dame, rigtig en bredkindbenet bondepige. Han fortalte mig at Du havde læst fransk med ham da han var gut.

*

Amalie til Erik Skram 3. mai 1889. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Jeg er holdt op en stund med at ta Bromcalium og har ikke gjort gymnastik i to dager. Skjøndt jeg ikke vilde tro det, og stred imod al fornuft trods alt bevis, måtte jeg dog tilsids[t] la mig forvisse om at disse to medikamenter gjorde mig stor og udmattende skade. Nu vil jeg la det være en hel uge, og så begynde igjen, så er jeg sikker på, jeg atter blir dødssyg, og så endelig jeg da havt fåt syn for sagen.

*

Amalie til Erik Skram 4. sept. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Min hoste er desværre kommen tilbage herinde i byen i det regnfulde vejr og den synes at være i jevn og stadig stigen. Åja herregud, det er ikke så let at leve. Den dejlige tørre sommer iår var naturligvis skyld i at hosten forsvandt. Så var det jo også temmelig højt tilfjelds deroppe på Natland. Naturligvis har også ængstelsen og kviden over den tilstand jeg gik i, gjort sit til at jeg ikke har kunnet arbejde. Og forkjert var det for mig at være uden en pige som kunde havt barnet helt og holdent om nætterne, men nu er det jo forbi jeg mener den tid da vi kunde bestemt det anderledes er forbi.

*

Amalie til Erik Skram 8. mai 1889.  Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Nu får jeg slutte, ellers blir klokken for mange og brevet kommer først med toget imorgen. Uf det snurrer i panden og når jeg bøjer hodet forover er det tungt, og når jeg løfter det op igjen, gjør det ondt. Men det er dog en helt sund og naturlig hodepine sammenlignet med det djævelskab i baghodet.

*

Amalie til Erik Skram 9. nov. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Men mine arme penge. De er smeltet ind! Nu, da jeg har betalt forskud for den halve måned bare har jeg kun 90 frc. tilbage. Hotelregningen var næsten 50 frc. bagagen op til hotellet 5 fr. bagagen herhen 5 fr., portneren, som bar op kufferterne her, 2 fr. Og så alle de kjørepenge og drikkepenge på hotellet. Så har jeg også kjøbt dyre medikamenter for eksémet, som nu er lige galt som nogensinde. Apothekerting er skamløst dyre her, en fr. for en liden smule glycerin, mindre end jeg hjemme får for 10 øre. 6 lommetørklæder måtte jeg også kjøbe mig, da jeg hele tiden har havt frygtelig snue. Frimærker og brevkort er allerede gåt op til

*

Amalie til Elisa Knudtzon 27. mars 1878. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

men min br. siger det at være min pligt at forsøge på at over vinde mig selv i dette stykke… Jeg står i reglen meget sent op om dagene, da jeg i den

grad er henfalden til at sove, at det næsten er en sygdom hos mig; jeg tror det kommer af at jeg holder på at samle de opbrugte kræfter ind igjen. Vi gå desuden meget sent tilsengs . . .

*

Amalie til fru Bacher 3. aug. 1865. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Min kjære Fru Bacher. Nu er jeg da kommen tilbage fra min første Vestindie

tur, og tager efter Løfte Pennen for at skrive til Dem, inden jeg forlader London hvor jeg nn har været i 4 Uger. Det har været en mageløs deilig Tur denne Vestindietur. skjøndt ikke saa hurtig som en Captein kunde ønske. Jeg har ikke været det mindste søsyg Gud være lovet, nei ikke en Time af hele denne lange Tid. Det er en stor Tiug ikke at være søsyg, og jeg for min Eart befinder mig endogsaa saa vel paa Soen, at jeg aldrig er saa frisk paa Landjorden. Jeg vilde ikke for alt i Verden være hjemme, naar Angust var ude, i alle Fald ikke saa længe jeg er ung. Der er heller Intet endnu som kan hindre mig derfra, skjøndt jeg i Bel ize troede, at jeg skulde blive nødsaget tll at reise hjem fra London, da jeg befandt mig i «Omstændigheder”. Men jeg blev syg. og apporterede i Belize netop som det var 3 Maaneder. Jeg sørgede dengang meget over mit Uheld, men nu er jeg ikke saa bedrøvet længere, da det vist er bedre som det er, jeg er jo endnu ikke 19 Aar.

*

Amalie til Helene Sandberg 22. mars 1883.Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Jeg har det udmærket godt til min helse; dog er jeg

lidt forkjølet af at gå dernede i Semiramis’ palads og klæde mig om til assyrisk overhofmesterinde i et garderobeværelse med en rent orkanagtig træk. Jeg har nemlig været med blandt de af kunsmerforeningen engagerede 18 damer der

har udgjort den skjønne dronnings følge. Vi har nu stået i tableauer 3 aftener foruden den første karnevalsdag, og skal desværre til igjen efter påske; kunstnerne har ikke fået sine

udgifter dækkede: 22,000 kr. så kan du vide, der skal noget til.

*

Amalie til Ingerborg Krog Janson 22. jan 1905. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Ingeborg Krog Janson 122. jan. 1905.) <3. Ribegade 18. Søndag aften.

Kjæreste Ingeb—først og tremst undskyldning for papiret.

Jeg har, etter virvaret igår, ikke kunnet finde noget brev papir, skjønt jeg ved jeg har. Og så mit hjærtes inderligste tak til dig, Ingeb. for den kjære og store hjælp, Du var for mig. Jeg fik slet ikke takket dig, da Du gik sådan som jeg vilde. Men jeg havde været så opkavet og fortvivlet over at Du ikke kom netop på den tid, jeg havde tænkt mig det, og så fuld af angst, at jeg svedte—for at Du kanske ganske skulde udeblive. Hvad i herrens velsignede navn skulde jeg så ha’ gjort?! Denne stakkels, snille, „underjordiske”, som ikke havde begreb skabt om at dække et bord! Hedvig Nielsen havde nok at gjøre med maden, og med at passe alle de tusen forberedende småting, som skal være gjort til et selskab, ting hvorom den ..underjordiske” selvtølgelig intet aner. Selv var jeg igår meget syg, hvad vist ingen skulde tro, ingen al de, som var her, kanske med undtagelse al dig, tordi Du kjender mig bedre end alle. Skal Du nu tll at dække bord, tænkte jeg, så ligger Du der. Og blomster skulde jeg også ha’ kjøbt. Og klædes på, og vaskes skulde jeg jo også. Så kom Du, og der gik en jublende lettelse gjen nem mig. Jeg ved jo, hvor flink og hurtig, Du er, og så er Du kjendt; Dig behøver jeg ikke at passe på for at Du ikke skal gjøre noget galt, ikke at gi’ dig det ind med skeer. Imid lertid sad uroen og angsten tra før Du kom så fast i mig, at jeg slet ikke viste Dig den taknemmehghed jeg tølte, ja knap nok var helt venlig mod dig. Tilgiv mig tor dette, Ingeb. Jeg ber dig med tårer i øjnene om det. Alt fik Du gjort,

225

dækket bordene, kjøbt blomster, og arrangeret — alt, alt. A, men Du ved ikke, knapt nok Du, kunde forstå, hvor syg jeg var. Og etter at denne angsttulde sindsbevægelse var overstået, taldt jegligesom sammen i et slags slappelse. Benet hamred og smerted endda mere end tør, og denne ulidelige følelse at at skulle gå over på midten blev endda sterkere. — Ja Johanne aner anturligvis ikke, hvilke både pengelie og helbredsødelæggende otre, jeg gjør for hendes skyld. Og gudskelov tor det! Ante hun det, eller forstod hun det til fulde, vilde det jo ta’ glæden tra hende. Det er kun engang om året, jeg gjør en fest for hende. Og det, det forekommer mig at være min pligt. Hun blir jo fra så mange sider vist så stor en gjæsttrihed, at jeg — sålænge det blot på nogen måde er mig muligt — vil bli’ ved med dette. For at livet nu i barndoms og ungdomsdage skal være lyst og lykkeligt for hende. Sorgerne kommer tids nok. — Så mored de sig da også vældigt! Jeg så det på de strålende ansigter, og den tindrende stemning, som var over dem alle. Og hørte det på klangen i deres taksigelser, da de kl. 1 tog bort. A gud, hvor træt jeg var!! Et helt under syntes det mig da, at jeg havde kunnet holde ud. Men rigelig belønnet blev jeg, da småen i natkjole kom ind, talt mig om halsen, kyssed og takkcd mig og sa: mamma, jeg har moret mig himmelsk! Og det har de andre også. — Kommer Du ikke snart en dag

og spiser middag med os? Jeg tør ikke be’ Dig for Du har det altid så travelt.

Din Amala.

*

Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjære, søde fru Ullmannl Det var min bestemmelse at skrive til Dem igår og afsende imorges, så var brevet kommet på Deres fødselsdag imorgen. Men så lik jeg et så heftigt ildebefmdende over mig at Skram kl. 5 i gårmorges måtte stå op og hente læge. Det var smerter øverst oppe i maven af en så voldsom beskaffenhed at lægen ingen anden råd vidste end at gi mig en morfmindsprøjtning, som også straks stillede smerterne, men også havde tilfølge at jeg blev liggende i en døs, forresten ikke af übehagelig art, hele dagen igår, som var søndag. Nu kommer altså mit brev forsent, men det må De være så sød at undskylde, når De nu hører hvordan det er gået til.

*

Gid De må leve mange, mange år endnu og ha det godt. For hvis ikke, er der ingen hygge med at leve, og har De det ondt vil jeg siet ikke ønske Dem et langt liv. Jeg ved der var en tid, hvor den tanke at jeg skulde leve længe og bli gammel var mig forhadt og yderst modbyde lig. Når nogen så sa til mig: »ja, bi nu bare til Du blir gammel,« kunde jeg ha faret op og grebet vedkommende i struben. Men nu har jeg siet ikke lyst at dø. Der er så meget jeg skal ha sagt forinden og det tar slig lang tid. Men nu skal De se jeg netop går hen og dør i en fart, ja for disse mavesmerteanfald som jeg undertiden får, er ikke til at udgrunde, og de kan nemt gjøre det af med et menneske, det forstår jeg grant.