Prylestraff

Amalie til Edvard Brandes 13. okt. 1904. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Hvor kan Du så sikkert vide det, at Hørup vilde været imod at jeg, – et fruentimmer, altså – skrev om den sag hvad der ligger mig på hjærte at sige om den sag? Hørup var jo et helt og holdent fri sindet menneske. Ingen vilde jo forlange eller forudsætte nogen »sag kundskab« hos mig. Tror Du ikke, jeg forstår alt det? Men der kan da være tilfælde, hvor et lægt menneske også får lov til at [sige – krysset ut] snakke lidt med ora de sagkyndiges sager. Jeg er så forvisset om at denne herre Alberti i dette punkt har ret. Der gives dem blandt menneskene, på hvem intet andet end prygl bider. Deres efterkommere i 3die og fjerde led kan maske undvære det. Og tilsidst engang om 1000 år kan maske alle undvære prygl, indtil det så begynder fra nyt af igjen. Nej, at Du tror, Hørup vilde ha misbilliget det? Alberti en helt?! Tror Du, jeg synes om ham? Er Du gal – Nej – jeg fordrager ikke

hans færd, og har ikke nogen tillid til hans politiske hæderlighed. 1 Personligt kjender jeg ham ikke. – Jaja, – Hørup – Du kjendte jo Hørup 100de gange bedre end jeg – og dig har jeg tillid til. Forresten behøved Du ikke at mane Hørups misbilligelse frem for mig, skjønt de ord gjorde indtryk på mig. Din absolute misbilligelse vilde ha’ været tilstrækkelig. »En livssag« for mig? Nej. Men jeg ved ikke hvordan det er. Altid når jeg har læst om disse lange debatter har det brændt inde i mig efter at sige noget. Men jeg har betvunget det. For ingen bedre end jeg seiv forstår at det kanske vilde bare vække latter. Nu har jeg forresten efter dit brev idag gravlagt det hele. Der kommer intet hverken i »Pol« eller et andet blad. Du har sagt så stren ge ord mod mig. »Du vil gjøre alle dine venner imod«, bl. andre. Jaja, kjære, gode E.8., så har jeg altså opgivet og skrinlagt den sag.

Hils Elise tusen gange fra din Amalie S.

*

Amalie til Edvard Brandes 14. okt. 1904. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Du må ikke bli sint på mig kjæreste E.8./ fordi jeg plager dig med en liden efterskrift. Jeg synes ikke, kan ikke synes at Du har ret i dine betragtninger angående dette at jeg ikke har ringeste forstand

på hvad jeg vilde skrive om. Siet ikke] Det er som om Du vilde sige at kun teoretikere kan vide besked, kun de, der har gjennemgået en skole, eller som om Du vilde sige at en, der ikke har »uddannet« sig til digter eller forfatter formaster sig ved at ville gi’ sig af med det. Praktisk erfaring og dette som heder at ha’ øinene med sig, kan også give indsigt og bedre indsigt end den teoretikere har kunnet er hverve sig. Husk, jeg har faret tilsøs i mere end 10 år. Da lærte jeg at matroser f.eks. var en klasse mennesker for sig seiv -de fleste af dem -at intet, intet andet end prygl bed på dem. Og at lære dette, tog mig flere år. Det oprørte mig at voksne folk skulde prygles. Oprørte mig til det yderste, indtil jeg med forundring og bedrøvelse måtte erkjende at prygl måtte og skulde til. Og ude i Mexico! og på Jamaica! – jo Du kan være vis på, at jeg, når jeg har tænkt så meget på, og brændt så meget for denne modbydelige pryglestraf, så har det sine årsager. Ganske vammel – ja vammel indtil overmål er jeg bleven ved at læse hvad, bl. andre – den yndige N. Neergård har stået og vaset af sig af forloren sentimentalitet. Og Alf. Chr. og andre. Man fik fornemmel se af at de, mens de talte, dirred i stemmen og fik fugtige øjne og var fulde af ydmyg rørelse og taknemmelig glæde over at de gudskelov ikke »var som andre mennesker, eller og som denne tolder.« – Nej, lovforslaget har jeg ikke læst, og højst sandsynligt vilde hr. Albertis og mine forudsætninger for hvad der fortjente prygl være himmelvidt forskjellige. Men never mind my dear friend. Manuskriptet har jeg brændt i nat for ikke at falde i fristelse. Din og Elises Amalie.