Seg selv generelt

Amalie til Valdemar Irminger 21.5.1900

21/5/1900 (Merket 64 med blyant)

Nej, men kjære Irminger, ser Du da ikke, eller forstår Du ikke, at det er min utilfredshed med mig selv, min store sorg over mig selv, som gjør at jeg skriver sådan til Dig. Jeg læser i disse dage en bog af Kristofer Janson, som heder ”Lys og Frihed”, en bog som jeg har lånt af Ingeborg; og Du ved ikke hvor dybt den bog bevæger mig.
– Som jeg sa Dig kan man let forme griller når  man, som jeg, så længe har måttet holde sig i sengen eller ialtfald inden døre. Jeg ved ikke om Du nogensinde har, så at sige, står ansigt til ansigt med dit eget jeg, … og har følt Dig dybt bedrøvet derved. Men det kan godt være at Du ligeoverfor Dig selv intet har at bedrøves eller skammes over. Jeg tror det nesten, for Du er et ganske mærkeligt menneske. Jeg må så tit tænke på, hvorfor netop Du skal volde mig disse uroer –
– nej, jeg vil ikke skrive mere – – –

*

Amalie til Valdemar Irmigner 2.5.1904

Ø. Klasensgade 11.

2/5/-04.

Tak Du kjære, kjære gamle gut for dit brev idag! Åja, åja – forstår Du mig, så forstår også jeg dig. Når man går, og har det ondt, og længe, længe har havt det ondt, og er så opfyldt af hvor ondt en har det, så opfyldt at man er glad til, en bare orker at gjøre sine allernærmeste pligter, opfyldt af at passe at det ikke på nogen måde må gå ud over dem, man daglig er sammen med, ja endog passe på at de slet ikke må merke./. at en har det ondt, så blir en lige som forbauset over at ens ven ikke forstår, og ved det. Og glemmer rent, at en har glemt at forklare det. Du kan tro, dette er en grundsamhed. Naturligvis er det egoisme, som volder det. Men der er en egoisme som er berettiget: selvopholdelsesdriften.
”Tilgiv”, siger Du. Å gud bevare mig vel! Dig har jeg såvist intet at tilgi! Nej, tilgiv Du mig fordi jeg har været så egoistisk under min kummer, at jeg slet ikke har tænkt på hvor nødvendigt det var at forklare, efter fattig evne, min sjælstilstand for dig. Å, men jig har havet så meget, meget ondt i den sidste tid. Bortset fra hovedondt, som er denne stingende smerte i hjærtet over at mit arbejde ligger brak(*=uvirksomt hen, være uten utvikling). Over at alle disse småpinsler skal

ha lov til at ta så aldeles magten fra mig. Du sælger intet, siger Du. Husk, det er verre for den, der intet har at sælge!

*

Amalie til Valdemar Irminger 1.6.1898

Når jeg tænker på mine ungdomsår, for min ungdom vared længe, – hvor munter og sorgløs jeg den gang var, trods alt – og nu!

*

Amalie til Valdemar Irminger 10.6.1897

Ø Klasensgade 10/6/97. (Merket 10 med blyant.)

Min kjære ven Irminger!
Hjærtelig tak for brevet. Ja, det er sandt det, om vi ikke ses så ofte – forhold og omstendigheder er jo altid ens here – så er det godt at ha følelsen af at vi er hinandens venner.

Nå De takker mig fordi jeg trængte mig sådan ind på Dem ved at skrive som jeg gjorde, hvorledes skal jeg da kunne take Dem fordi De annammer(*=tar imot, mottar, ikke avviser) mig så fint og stilfærdigt?
Nu synes jeg tit at det var dumdristigt af mig, og jeg spør mig selv hvorledes jeg dog kunde ha mod til at gjøre det. Men jeg var I en nedtrykthedens tilstand, som ikke med ord kan beskrives. Alt var ramlet sammen for mig, og jeg havde ikke grund under fødderne. Nedtrykt er jeg forresten fremdeles, og det blir vist ikke annerledes I dette liv. Og alt er min egen skyld. Alle de værdier, jeg har havt mellom hænderne, har jeg så ynkeligt og planløst sat overstyr. Å nej, forresten, ikke alle. Småens kjærlighed har jeg jo ubeskåret og slægt og venner også. Men det viktigste af alt, forholdet til min mand, det bedste og fineste menneske i verden, det er bleven lagt øde. Og jeg har al skyld.
Der giver ikke tungere byrde end denne at ha handle ilde, og få straffen og følgerne over sit hode. Bare jeg så endda kunde være stille og ydmyg, men det har jeg så ondt for. Jeg er en hard hals og et ondt menneske, og det piner mig ofte aldeles grænseløst, at man tror godt om mig, og holder af mig. Som nu da De skrev om fru Schwartz. Jeg matte græde af sorg over at hun syntes om mig. Jeg fortjener det ikke. Intet godt fortjener jeg. Og endskjønt jeg ved og erkjender dette er jeg dog, så åndelig fræk, så uforskammet grisk at jeg f.eks. skrev til Dem og bad om Deres venskab. De skulde sagt nej, skulde De!
Ja, mor er her nu, og hun har det efter sin alder, mærkværdig godt. Men tunghørt er hun og hun forstår ikke stort af hvad andre end jeg, siger til hende. Men hun er lykkelig ved at være her, og henrykt over småen.

*

Amalie til Valdemar Irminger 12.10.1899

– Kjære Irminger, jeg er så bange for at jeg skal falde Dem til plage. Enhver har jo så nok i sine egne sorger og bekymringer. Tusen gange heller end at De hemmelig skulde gå og føle mig som en byrde, vilde jeg ha, at De sa fra. Vær sikker på at jeg taler sandt. Og at vi skulde vedbli med at være venner tiltrods for at De viste min fortrolighed fra Dem.
”Rig” jeg, som De skrev i Deres sidste brev. Nej, jeg føler mig som den fattigste af alle.
Hvis nu Johanne, som Feilberg frygted for, havde fåt lungebetændelse, og var død, så var jeg sluppen ud fra det hele. Men sålænge hun er ilive kan jeg ikke gå min vej.
Hun trænger til mig, og vilde græde så bitterlig over mig. Og tanken om at volde et elsket væsen smærte, er ikke til at udholde. Men jeg duer altså egentlig ikke til at leve, siden jeg er nødt til at ta sorgene så tungt.

*

Amalie til Valdemar Irminger 17.11.1903

Ånej min egen kjære ven, vred på dig? Er Du gal!
Nej, men jig har været og er – siden jeg kom fra hospitalet – så bund ulykkelig trist over dette, at jeg ingen kræfter, og ingen helse har. Går jeg blot en ti minutter om på

Gulvene herhjemme, så smerter mit ben, og blir hovent, mens sveden driver af mig. Tet/alt i et må jeg lægge mig hen. Og det er jo ikke morsomt at bare (*bare=bringe) sin kummer (*kummer=sorg, nød, smerte, bekymring) tilskue for medmennesker, så meget mer som det jo ikke er til ringeste nytte. Alt hvad jeg ejer af kraft g energi i mig, må jeg bruge til at være snil og munter ligeoverfor småen og Ingeborg, så de to ikke skal merke hvor nedtrykt jig er.
Så har jeg selvfølgelig også pengesorger, efter alle de mange og mangfoldige sygdomsudgifter. Jeg blir nødt til at opta et lån, og skal skaffe kautionister.
Men endnu – skjønt jeg længe har forudset det – har jig ikke orket at foreta mig noget. Jeg kan snart ikke mere.
Din Amalie

(* Neste side – ikke nummerert. Amalie har skrevet med blyant.)
har fra gammel tid skræk for at vælte min kummer ud over andre. Det er jo altså kun, når nødvendigheden forlanger det af mig, at jeg orker mig op til noget. Som sidst, da Sandbergs var her, og selvfølgelig lige

straks spurgte mig om, hvilken sag/dag, jeg vilde ha/nå Dem. Og nu er det Willums, Ove Rodes mor g(og) stedfar. Utaknemmelig kan jig ikke være. Og de mennesker, som har vært gode g gjæstfrie mod mig, kan jig ikke la’ være at efter fatt (…) lejlighed(*=passende anledning) gjøre lidt gjengjæld mod. Helst vilde jeg grave mig ned i en hvile. Men det kan jig jo ikke så længe småen er i (*på kanten av arket) (…) Søg nu at forstå!

*

Amalie til Valdemar Irminger 17.3.1897

Tyk uvidende” siger De. De skulde bare vide, hvor ”tyk uvidende” jeg er! Jeg må netop ha en tyk uvidende mand til ven. Ellers vilde jeg hvertøjeblikk bli skamfud (skamfuld).
Hvad betyder i et venskabsforhold uvidenhed eller visdom. Sagen er, at man ud af sit hjærtes enfoldighed kan snakke med hinanden.

Tro nu ikke, fordi jeg har skrevet de bøger, at jeg skal behandles annerledes end enhver anden god ven! Å, jeg er så liden og fattig i mig selv. Jeg tror ikke der er mange mennesker, som er fattigere og mindre end jeg.

*

Amalie til Valdemar Irminger 30.6.1903

Neste side. Merket 119 med blyant.

Ø. Klasensgade 11.

30/6/03.
(*På siden av arket: Småen har det bedre, men må holde sengen endnu nogle dage. … … …  det lørdag aften. Din Am.

Jo, min kjære, kjære ven, jeg kunde dennegang godt høre tonen i dit brev, og ”jeg takker dig så hjærteligt både for tonen”, og for brevets indhold” (*litt vanskelig å se nøyaktig hvilke ord hun plasserer hermetegnene i.)
Det betyr nu forøvrigt langt mer end man tænker (når man ikke netop har gjennomtænkt det) dette med tonen i ordene, ansigtetsmine, (*Ansiktsmine, ansiktsmimikk?) der kan være spøgefuldt og smilende, hvor den

I brevet virker bister (*?) eller endog vredagtig, glimtet i øjet i det ordene tænkes sagt til den man skriftlig henvender sig. Det er en ævig(*?) sandhed:
”C’est le ton, qui fait la musique.” (*Dette er den tone som gjør musikken)
Om russerinden altså intet mere. Kun det, at det var om den ekspedition, der var udsendt for at finde Toll(*?), at jig for cirka 14 – 16 – 17 dage læste en liden notis i ”Pol.” Også dette, at jeg siger til mig selv,: kanske har denne gang din usvigelige vished ført dig på vildspor.
Den usvigelige vished, jeg altid føler, når nogen ikke er – ja, vil ikke engang kalde det helt sand. – men når nogen drives frem af hjernespind, og digtede ting. Aldrig før har jig taget fejl. Det er sandhed. Men engang skal jo være den første, og glad og fornøjet skulde jeg lade mig overbevise. Men indtil videre altså –

*

Amalie til Valdemar Irminger 4.7.1904

Du vil af ubehageligheder. Jeg er så inderlig, så rent rædselsfuldt inderlig – misfornøjet med mig selv, så nogen overraskelse vil Du ikke kunne berede mig.

*

Amalies brev til Arne Garborg 19. nov. 1901. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Ja, og Dere, som skal ud og rejse. Gud være takket og priset at det

ikke er migi Jeg elsker at være i mit hjem. Gider mindre og mindre at gå ud i selskab engang, skjønt folk er så elskværdige at ofte be’ mig endsige rejse!

*

Amalie til Georg Brandes 26.mars 1882. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

I min ungdom var jeg den übarmhjærtigste dommer over alt ondt og stygt og modbydeligt; nu kan jeg ikke mere dømme noget, i allefald ikke [noget – krysset ut] nogen. Jeg føler bare medlidenhed, men endnu mere ligegyldighed. Det er ikke noget mærkeligt træf at også jeg er færdig med »Dg

bldt«; thi det er alle mennesker

*

Nei, »Hygiea« kan jeg ikke kalde mig; thi jeg er just for

lidet sund. Det er ganske sandt hvad de siger om min altfor store enthusiasme. Hvad skal jeg dog gjøre for at få bugt med den, og hvorledes skal jeg blive mine besværlige superlativer kvit1. Giv mig dog en recept. Dog, det kan være det samme; thi jeg vil ikke skrive mere, – jeg har ingen kritik; min begeistring render afsted med mig som en løbsk hest, det er så utåleligt!

*

Amalies brev til Herman Bang 15. nov 1889. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Kjender De det at der er tider i et menneskes liv, hvor alt synes at slå sammen over ens hode, og man ser ingen udvej til at kjæmpe og ønsker bare et: at gå tilbunds jo før jo heller. Jeg ved godt at det er mangel på kræfter som gjør at en ser og føler slig, og jeg siger det mange ganger til mig seiv, men hvad kan det hjælpe, når det dog ikke hjælper mig op over bølgeskvulpet, hen på det tørre. Ja, der er utallige ting, som jeg går og græmmer mig over, ikke alene mit eget, men også andres piner mig, som nu f. eks. alt det med Winkel- Horns, som skal skilles, 3 og som ikke angår mig et gran – jeg kan ikke la være at bekymres af det og føle det som en tilgift til al den anden lejelse. – Men hvorfor skrive til Dem om alt dette, det er jo menings løst, men jeg har ikke kunnet la være, og så får De bære over. Her aner ingen at min indre tilstand er så i urede og så uhyggelig sort og dyster – det kunde siet ikke nytte at snakke om det, jeg kunde ikke gjøre mig forståelig, men så vil det alligevel ha luft på en eller anden vis. Ikke at jeg tror De har forståt et muk af det, men mig har det let tet, – nej det har det forresten ikke for det der egentlig tynger en kan en aldrig finde ord for, aldrig få udgrejet, seiv om en helt vilde, det blir det rene tøv og tufs det en siger, men hvad der ikke er tufs og tøv er at jeg blev lettet om jeg vidste, jeg inat skulde dø. Men det må De ikke sige til nogen, åh kjære, gjør ikke det! For der er ingen som ved at jeg har det slig.

*

Amalies brev til Herman Bang 20. nov 1888. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

De res indvendinger er aldeles uimodsigelig rigtige. Ikke et fnug af dem kunde været borte. Jeg vidste det også godt, da jeg skrev bogen, men jeg havde nu sat mig i hodet at jeg vilde ha dette sludder sagt. Og har jeg sat mig noget i hodet, er jeg ikke let at snakke tilrette hverken for mig seiv eller andre. Derfor svarte jeg også Skram, da han vilde ha det væk, at jeg heller vilde dø end ikke få det sagt. Nu, synes det mig så ligegyldigt, at jeg ikke begriber jeg kunde være så påståelig. Men næste gang gjør jeg det samme op igjen, er jeg vis på.

*

Amalies brev til Hulda Garborg 1896. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Tak kjære fru Garborg for dine sode deltagende ord. Det, som er hændt mig er intet at snakke om. Det har ingen realitet; det var bare noget filleri, som ripped op i noget andet fillen. Men jeg tåler snart ingenting mere nu. Jeg har gåt så meget igjennnem de sidste to år al mit liv. Med hensyn til dette: »hvem skulde

o.s.v., da kan jeg jo kun svare for mig seiv, og grunden hvorfor jeg kom med den ytring er kun den, at jeg altid blir umådelig forbauset, når en ny forfatter, »som duer« dukker op, og altid, især når det er nogen jeg har kjendt i forvejen udbryder: »Hvem skulde tænktl« o.s.v. For jeg synes nemlig at det at være en god forfatter er så umådelig, umådelig vanskeligt. Dengang jeg havde skrevet Constance sa alle folk som kjendte og havde kjendt mig: Hvem skulde tænkt om Dig at Du havde kunnet skrive en bog”! Du som har vært så verdslig, så optat af stas og tant, så omsværmet af beundrere o.s.v. Og ingen var mere forbauset end netop jeg forresten.

*

Amalies brev til Hulda Garborg 25. jan. 1902. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Ja, hvorjegforstår hvad Du skriver om dette at lade sig et ord undslippe om det, der tynger på ens bjærte Hvor ofte har det ikke tor bændt mig, at jeg har git mig seiv, og sa mærket, at der ikke har været gnist at forståelse hos det menneske, ul hvem jeg har talt. Ordene bar prellet tilbage, og har ramt mit eget bjærte Mistorståelso, mangel på optatning, bjærtekulde – det er, hvad jeg har tornemmet. Men bvor kan man vente andet? Det er ens egen tojl. \h gar ud fira at forståelsen er hos et menneske, vi bolder at. Men det er ikke spor at’ ult/eldet. Jeg har nitid ventet og forudsat for meget hos medmennesket Jeg

kunde forstå. Derfor træde jeg, de andre også kunde. Men de kan ikke. Uden spor at bitterbed tænker jeg på dette. Men så kan Du vide, bvilken tred og glæde det er for ens bjærte at trærre en, som Du. En, som torstar netop sådan som det skal forståes.

Det hænder ikke ofte.

*

Amalie til Erik Skram 11. april 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg hader at du kan lade mine breve ligge så længe før du læser dem, og det er fordi jeg absolut ikke kan forstå den evne hos et menneske. Og det jeg ikke kan forstå, hader jeg. Jeg kunde ikke vente et minut med at læse dit brev, ikke om jeg vandt al verden; thi hvad hjælper det mennesket om han vinder den ganske verden, men tager skade på sin sjæl, og det vilde jeg gjøre ved at lade dine elskede breve vente, bare et øieblik.

*

Amalie til Erik Skram 13. nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Mathilde Schjøtt har til dette hæfte skrevet en slags anmeldelse af ”Puppe og Sommerfugl”, og i det hele, taget Drachmann under behandling. Det er ikke overlegent og flinkt nok skrevet, ellers er det et par nokså gode tanker. Men hendes eget standpunkt er ikke konsekvent. Hun har sluppet meget af det gamle, men ikke alt; hun er kommen over i det nye, men ikke helt, derfor kommer hun ikke til at skrive noget virkelig dygtigt. Hun som så mangfoldige andre er repræsentanter for overgangssstadier som i deres levetid ikke bliver tilbageladte. Jeg ved det så vel, for jeg har selv været af dem, men jeg havde gudskelov mod og evne til at ta’e skridtet fuldt ud, og det uagtet ingen i den grad var bundet af det gamle som jeg, fordi det er min natur at gjøre alting helt.

*

Amalie til Erik Skram 14.nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Og så er det dig, som vover at sige til mig: ”at jeg var den, som skulde løse dine lænker”, – du er jo gal! Lagt mig i lænker, har du, og du ved det godt, du tyran! Men jeg vil ikke være med, længere end jeg vil. Vær vis på det. Forstår du, – det er jo det jeg mener med at ha’e livet under sin fod, ikke i foragt, sådan har det været, men det er jeg kommen forbi, – men i svir, kunne leve det med visheden inderst inde, den tryggeste vished om at når det for alvor kniber, så kaster én det fra sig. Det er det jeg kan.

*

skal til at leve, hvad det vil sige at være kjed af livet, jeg som bildte mig ind at være det i forveien. Thi hvad værdi kan det ha’e, når det skal leves fjernt fra dig, og hvorledes vil ikke alt mere og mere bare kjede og trætte mig. Jeg kunde ha’e lyst til at flygte fra det hele til Australien eller Nyzeeland, hvor jeg har været, for at blive fårehyrde eller sligt. De så ud til at ha’e det så urgodt dernede i teltene, med de brogede tæpper om skuldrene, og kvinderne med en antydning af et skjørt, skjøndt klæ’er vilde jeg dog havt på.

*

Mit håndled er virkelig lidt smalt i allefald forholdsvis, så den drøm var ikke så dum.

*

Amalie til Erik Skram 15. feb. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Nei du har ret min sødeste elskede! vi snakker ikke mere om det; det har jeg altfor længe tvunget dig til; nu må det være slut. Og du har også ret ligeoverfor mig i alt det du siger i det sidste brev. Følgen er at jeg føler mig stedse mere og mere uværdig til dig, i den grad at der skal mod til at mødes med dig. Jeg har været ond mod dig, og plaget dig med alskens ubehagelige puslerier; men jeg har ikke kunnet hjælpe for det, – det kan du være tryg for. Det er sket mod min villie, ganske og aldeles imod min villie, hvis du ellers kan forstå det. Nu håber jeg at denne vanvittige raptus er over for denne gang iallefald, – nei for bestandig naturligvis. Det tror jeg virkelig er tilfældet. Jeg kommer ikke til Kjøbenhavn i marts du søde. For det første har jeg selv ondt for at komme afsted, og for det andet skrev Knudtzons at den syge svigerinde som nu i årevis har ligget for døden i de største smerter uden at kunne dø, sløvet på hjernen så hun ingen kjender, og som de skiftes om at være i huset hos, nu var så dårlig, at de håbede det ikke kunde vare så længe. De vilde derfor hellere ha’e at jeg skulde komme i april om det også blev så sent som jeg havde sagt, nemlig først efter den 20de; de kom nemlig ikke at reise til Marienbad før ud i Mai (hvis det ellers blev af), og jeg kunde under ingen omstændigheder blive længere borte end en 14 dages tid. Altså desværre, det bli’er frygtelig længe før vi ser hinanden! Om det ellers sker før til sommers engang. Den vei med jernbanen kunde jeg ikke reise. Jeg vil nu slet ikke nævne min afsky for jernbanereiser, og især alene; det vilde ikke veie stort når målet var dine åbne arme, skjøndt overhændig fælt vilde det jo være den lange, lange, kjedsommelige vei. Men det vilde være så over al måde uforsigtigt. Når vi kom sammen fra Lund til Kjøbenhavn, så måtte jo alle forstå sammenhængen. Og Knudtzons i allefald, der vilde være der for at ta’e imod mig vilde jo se det, og alle de andre også få det at vide. Nei, det kan ikke ske. Og nu det med at gå lige op til din søster. Det kom jeg vist heller ikke til at gjøre. Hvor påfaldende, og påtrængende vilde det ikke være. Min følelse deraf, vilde gjøre mig det umuligt både at gå, og hvis jeg gik at opføre mig naturligt. Om jeg også fik en hilsen med fra Thaulows; det er dog altfor søgt at overbringe en sådan – det vil sige gjøre anstalter for at overbringe den, en anden sag er det, når det skete en passant, hvis leiligheden gaves, at altså tilfældet førte mig sammen med din søster. Jeg har iallefald absolut aldrig brugt at med den slags hilsener. Jeg har så ofte fået pålæg snart fra en, snart fra en anden, om at gå der og der, når jeg reiste andetsteds hen, og endelig gå for at hilse, men tror du jeg nogensinde har gjort det? Jo, når situationen har været slig at det vilde været urigtigt og påfaldende ikke at gjøre det. F.eks. da en tysk dame i Melbourne, som jeg var meget sammen med, og som jeg holdt en hel del af, indstændigt bad mig opsøge hendes søster som boede i Lima, og var gift med en peruviansk søofficer, og fortælle hende om hvor godt hun havde det i Melbourne, om hvor yndige hendes børn var, og hvor god hendes mand, og så endelig at skrive om mit indtryk af hvordan søsteren havde det – hun frygtede nemlig at hun var ulykkelig og lod være at skrive om det, hvad også var sandt, for hendes mand var en dårlig fyr – han brugte den først mulige leilighed til at sige mig at han havde fattet en rasende kjærlighed til mig med det samme han så mig, – det afskum, – jeg svarte ikke et muk, men gik øieblikkelig jeg tænker med en både bedrøvet og foragtelig mine på mit ansigt ud i haven til hans frue, der holdt på at skjære af nogle roser til mig. Han var så ubehagelig den person. Jeg var siden så rasende bange for ham, og undgik ham som den onde selv, og han gik på lur efter leiligheder til at tale alene med mig. Endelig lykkedes det ham engang, og så kastede han sig med en pludselig theatralsk pathos ned på knæ, greb fat i min kjole, og svor at det var kun det han vilde, at jeg skulde sige, jeg havde tilgivet ham. Han så virkelig ud som han var ærlig i det øieblik. Jeg sagde strax ja, at jeg tilgav ham; så bad han mig sige at jeg ikke foragtede ham, – men det var igrunden en liden løgn, – men så angst jeg var over den heftighed, havde han kunnet få mig til at sige løgne i hundredevis. Så bad han mig række ham hånden for at han kunde se at jeg mente det; det gjorde jeg, men livende ræd var jeg: Han kyssede naturligvis min hånd tre gange tror jeg, så reiste han sig, og gik ganske stille ud af stuen. De gange jeg senere så ham, var han tilbageholdende og alvorlig. – – Som sagt, – der gik jeg naturligvis, for der vilde det været lumpent ikke at gå. Og naturligvis vilde din mor og dine søstre, når de hørte at jeg kjendte dig fra i sommer tænke at jeg kom for din skyld, og strax få et tvilsomt indtryk af mig. Og tror du jeg kunde tale med freidighed om at jeg kjendte dig! til dem; jeg tror du er gal. Forstår du ikke at mit hjærte vilde banke sig til[d]øde ude på trappen og når jeg så var kommen ind kunde jeg ligegodt vælge strax at gå til bekjendelse med rene ord; det blotte syn af mig vilde så alligevel strax røbe alt. Kan du virkelig bilde dig ind at det er en så ligefrem sag for mig at gå bent op til din mor og dine søstre, og tale med freidighed o.s.v. Ak nei du, – jeg måtte ikke elske dig som jeg gjør, hvis det skulde være så. Ja, iallefald stiller det sig i dette lys for mig nu; kanske vilde det blive anderledes, men jeg tror det knapt. Bevidstheden om alt hvad der er os imellem, og bevidstheden om at jeg foer med et slags, om end uskyldig underfundighed, (for jeg vilde jo nemlig aldrig i verden være gået op til din søster med nogen hilsen, hvis du ikke havde været) vilde betage mig mit mod, og gjøre mig umulig. Men den tid, den sorg forresten. Nu får vi nu først se om jeg kommer eller ei. Det er ikke så sikkert, for det vil være så pinefuldt ikke at kunne holde til med dig. Og det er en umulighed. Selv stjålne sammenkomster kan jeg ikke indse lader sig iværksætte.

*

Amalie til Erik Skram 15. sept 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal.

Jeg ser anderledes på dit forhold til hint fruentimmer nu, og jeg ser også anderledes på hende. Det er sandt; det var af en anden art, end jeg tænkte. Jeg forstår mig forresten så utrolig lidt på den slags ting. Og det uagtet jeg ved og har hørt så meget, at intet burde være mig fremmed eller overraske mig. Men alligevel, – jeg oplever det atter og atter, – al min viden er ikke trængt indenfor huden. Det er et lag af olie jeg må være indsmurt med; thi alt det, der er min natur fjernt og modbydeligt, glider af igjen, om man så tog og dyppede mig i det fra isse til fod. Det mærker jeg bedst når noget sligt bryder ind hos mig. Den virkning det gjør, den skræk og smerte jeg føler, kunde passe for et barn, der intet, absolut intet vidste, og pludselig så alle sine illusioner flommet over af en smudsig, slimet strøm. Og hvis jeg enda havde illusioner! – men jeg eier ikke det som illusion er, skabt i min hjerne eller mit hjerte.

*

Og så har jeg været så bedrøvet. Nu har jeg det dog bedre. Jeg tror at jeg er rolig og fattet. Når alt kommer til alt, er det dog sandt, at jeg er et flygtigt menneske. Der er ingen ting ved mig i grunden, det er altid omkvædet på alle mine betragtninger over mig selv som jeg forresten anstiller skjældnere og skjældnere. Det er sandt at du ligger under for din ærlighed. Men det skal du ikke bryde dig om, for vilde du vel opnået så meget som så, – ved en løgn. Nei det vilde du ikke. Du er meget for god dertil. De fleste andre mænd vilde ha’e tiet. Men du er ikke som de andre du, ved du. Du er så meget, meget bedre.

Ama

*

Amalie til Erik Skram 16. mai 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg ved det nu: jeg mødte dig kun for at jeg skulde lære alle sorter lidelser at kjende. Jeg havde jo prøvet så mange, ja, alle undtagen den det kan volde at elske et menneske, – nu ved jeg også hvad det vil sige, og nu er jeg først helt et menneske. Og nu vil jeg ikke, at det jeg har følt for og ved dig skal jaskes ud og slides af i livets mangehånde, usselige slitage; det skal stå som et rent og helligt stykke minde, alle mine dage, som de elskede døden berøver os, inden vi har lært deres svagheder at kjende. Og jeg skal desuden sige dig, at alt dette fordækte og dulgte væsen er mig så inderlig forhadt. Og alt det snak som tiden og forholdene, hvis vi fortsætter på denne måde, vil vælte ud over os, vil jeg hade og samtidig krympe mig under mere end jeg kan tåle.

*

Amalie til Erik Skram 16.aug. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hvor kommer dog det snak fra om en rig norsk enke? Uf, det viser at der dog er dem som har tænkt sine tanker. Hvis nu jeg kom ned til Kjbhv. og man bare en eneste gang så os sammen, så naturligvis vilde snakket bryde løs for alvor, og så vilde man sige, hende er det altså, hende er det han har været hos i julen o.s.v. Nei, du, det er bedst jeg ikke kommer. Ja vist var det en nærgående ytring – den hos Vibes mener jeg. Det skulde jo være spøg, men den var meget uheldig, og jeg viste ham også med et uvilligt blik at det kjedede mig: Det var en fyr, der hedder Kræfting, hvalfangerkaptain tror jeg han er, som har gået omkring og været vakker i al sin tid. Han er ualmindelig smuk i alle henseender, men for mig har han et så modbydeligt ydre, at jeg næsten ikke kan bekvemme mig til at svare, når han taler til mig. Jeg kan ikke tåle hans skjønhed, og jeg ved ikke hvoraf det kommer.

*

Amalie til Erik Skram 16.aug. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg forudser at de synes dette er sludder, og det i den grad at det vil hjælpe dem til snarere at glemme mig, – men jeg er nu engang af en så vidt egen art, at jeg også har min egen måde at behandle mig selv og min tilværelse på. Jeg vil ikke ud af den vei, jeg nu er kommen ind på. Jeg vil leve mit liv i fred og ro, skjøndt det lader til, det bli’er vanskeligt nok. Når noget kommer, så kommer det i flok og følge med så meget; – sådan er det bestandig, og jeg sidder fortabt i forskrekkelse over at jeg ikke kan få fred, men der er så mange (også aldeles uvedkommende) som vil mig noget. Jeg vil ikke nogen noget, jeg.

*

Amalie til Erik Skram 17. jan 1883 Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Jeg kan ikke blive en anden end jeg er om også dette med dig er foregået. Det kan gjøre mig mere alvorlig og retiré, fordi jeg er bleven så meget klogere både på andre og på mig selv, og bedre forstår at vurdere hvad jeg ser og bliver berørt af, men nogen egentlig væsensforandring kan der ikke blive tale om, det jeg kan tro. Jeg kan f.e.x. ikke fra at have været indtagende og behagelig (hvis jeg har været det), gjøre mig om til det modsatte. Jeg ved ikke hvordan jeg skulde bære mig ad med det. Min natur er at være snil og omgjængelig og efter bedste skjøn elskværdig mod alle mennesker. Hvis jeg nu pludselig blev anderledes, vilde man sige at jeg var affekterert for at opvække en forhøiet interesse og sligt – –

*

Torsdag aften. Jeg læser mit brev igjennem, og er så misfornøiet med det. Gud give du kunde forstå det, og gud give du ikke blev vred på mig for det. Jeg ”skulde være modig”, siger du, jeg ”som har grund dertil”. Men det er jo det jeg ikke længer har siden denne tvil har listet sig ind i mit hjærte. Jeg er ikke modig, og jeg vil ikke være det; jeg er et vanskeligt menneske og passer vistnok bedst til at gå min vei alene. Når denne forestilling var bleven så indgroet hos mig, når jeg så rent havde slået mig ifra verden, ikke tænkte på at søge noget eller nogen, så har det sikkert bundet i noget naturgivet hos mig. Jeg vilde nok ellers gået omkring, og ventet på at livet skulde betale mig hvad det var bleven mig skyldig, vilde holdt udkig, og stået på post færdig til at gribe til. Men det gjorde jeg ikke. Og der ligger forskjellen mellem os hvad vor finden hinanden betræffer. Du gik omkring og ventede på at møde et menneske, som du kunde, ikke give dig til, men tage til din eiendom. Hvis det ikke havde været tilfældet, var du ikke kommen til at blive forlovet med en, som du, da det kom til stykket, ikke engang fandt behag i.

*

Jeg er idethele en barok sammenblanding af viden og dumhed.

*

Amalie til Erik Skram 18. april 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Det med gode kår, tror jeg slet ikke er sandt. Dengang jeg stod ved mit livs egentlige ”enten, eller” da jeg vilde fra mit ægteskab, var jeg gået min vei, om det så havde været på den pureste fattigdoms vilkår. Der er ingen tvil om det. Det blev også stillet mig for øie som et skræmmebillede, at jeg vilde få så lidet at leve for, og at jeg vilde komme til at måtte føre et yderst nøisomt liv. Det vidste jeg også var sandt, men det rokkede mig ikke. At jeg skulde komme til at bo sammen med brødre først den ene og så den anden, havde jeg dengang ingen anelse om. Og hvis jeg ikke var kommen til at gjøre det, vilde jeg slet ikke havt gode kår, men meget knappe kår. 550 spd, det er knappe kår. Og det er jo usikkert hvor længe det kan være at jeg bor sammen med min bro’er. Jeg har også fået ”slidte mærker af livets seletøj” men jeg vilde derfor ikke opgive mit enten eller

*

Amalie til Erik Skram 18.4.1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Nu jeg lægge mig, men jeg vil ikke tænke på dig, og drømme mig ind i din arm, for det er så kjedeligt at det altid bare er drøm, og aldrig virkelighed. Jeg vil beskæftige mine tanker med ganske andre ting. Heldigvis lykkes det, når jeg vil, for jeg har et herredømme over min hjærne og mine følelser, der ikke er lidet.

*

Du skulde se mig i flytning, – da fik du respekt for mig. At jeg har været bestemt til at blive snedker, kan der ingen tvil være om; det er sørgeligt at jeg ikke blev en mand, og fulgte dette kald. Godnat! jeg sover omtrent.

*

Men at det skal være så længe inden vi sés! Det er så trist, at jeg atter får disse stygge planer om at løbe fra det hele. Jeg er ikke det mindste tålmodig. Jeg synes at livet byder så lidt at det der er, skal man ha’e helt eller slet ikke! Får jeg ikke det, kan jeg kaste det fra mig for bestandig. Smuler vil jeg ikke leve af. Jeg er vis på, når vi næste gang mødes, hvis det overhovedet sker, siger jeg dig ved afskeden mit sidste farvel. Du må ikke blive sint på mig for det, for min natur er sådan, og den kan jeg ikke tvinge, vil det heller ikke. Jeg vil lide grænseløst derved, for du har været og er mit livs virkelige sollys, men kan jeg ikke få holde tilhuse i solskinnet, det der vælder ud og er skabt for mig, for mig og ingen anden, så forsmår jeg at stjæle mig ind når en lumpen, fattig liden leilighed gives, for så at føle mørket og skyggen dobbel bitterlig, når jeg er stødt udenfor igjen. Nei, min elskede, min éneste på hele jorden, vi vil ikke nogen af os være så beskeden; vi vil begge være stoltere end som så, og forsmå de smuler, der falder fra den riges bord. Jeg har aldrig savnet de smuler, jeg, og jeg vil det ikke heller. Jeg kan undvære helt, men jeg kan og vil ikke akkordere. Enten, eller, det har altid – jeg mærker det mere og mere – været min villies og min tilværelses røde tråd. – – –

*

Amalie til Erik Skram 2.9.1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Derfor sender jeg dig mit portrait. Du vil sikkert ikke synes om det, i allefald ikke meget,- ja jeg ved ikke, jeg, men folk synes ikke det er godt.

*

Og jeg har sovet som en sten, og jeg er slet ikke bedrøvet eller forpint mere, men bare glad, og jeg vil vedblive at være det.

*

Amalie til Erik Skram 21. juni 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Ak om jeg havde været med eder på søndag. Den ting har vi også fælles, at vi kan more os så deiligt sammen med børn. Ikke på den måde, at det morer mig at more dem, men det er netop mig selv som morer mig rent på første hånd, og det kommer vel af dette at børn så gjerne vil ha’e mig med til alting, at de instinktmæssig føler hvor lige partiet er. Jeg er altid en af deres, og sådan må du bestemt også ha’e det. Jeg tror vi har meget tilfælles også i småting, og vi vilde som følge deraf passe udmærket sammen, ikke sandt? – – –

*

Amalie til Erik Skram 21. okt. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal.

Jeg havde ikke vist dig min kjærlighed siger du. Det kan jeg ikke begribe. Så du da ikke, hvorledes du havde mig i din magt, hvorledes jeg gjorde de vanvittigste ting fordi du vilde det: gik med dig på gaden om natten, sad med dig på bænker omkring, var på dit værelse i hotellet o.s.v. Og så det brev jeg skrev om morgenen, tror du jeg kunde skrevet slig, hvis jeg ikke var bleven vis på, at jeg elskede dig. Jeg skrev jo ganske anderledes tydeligt, jeg, end du gjorde, ligesom jeg i det hele var den, der havde været tydeligst, jeg, stakker!

Du måtte sige mig at du ikke var ung, som jeg. For et snak! Jeg er jo så gammel, jeg, at jeg burde være færdig med livet, hvad jeg da også ærligt har været i mange år. Man siger jo altid at en kvinde, i samme alder, som en mand, er langt ældre end han. Og det er ganske sandt. Pigerne bliver meget tidligere voxne. Da jeg var 16 år, var jeg med på voxne baller, og 17 år gammel var jeg gift. Tænk det – og hvad var du, da du var 17 år, – en liden, bitte skolegut (for man bli’er jo ikke student før man er 18) som jeg vilde ha’e imponeret uhyre om vi var stødt på hinanden, kun et år ældre end Jakob. Nei du, hvad alderdom angår, kan du ikke hamle op med mig, om du også ellers kan stikke mig i lommen, især når du disker op med dine utrolige systemer om formeringsvalg og sligt.

*

Amalie til Erik Skram 22. nov. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Du kan bare tie stille, – jeg har gået med dit smykke to gange. Å du ved ikke hvor jeg elsker det. Ret som det er, ta’er jeg mig en tur ind, og betragter det med forelskede øine. Om jeg så aldrig kom til at bære det, – – jeg har dog så utrolig megen glæde af det. Det var i to småselskaber, hos forholdsvis fremmede, hvor ingen kunde holde regning med mig. Men tænk dog dig, man beundrede det, og sa’e at man aldrig havde sét noget så smukt og eget, og man vilde endelig skaffe sig magen; men ingen spurgte dér, om hvor jeg havde fået det. Rød blev jeg naturligvis, men det var der ingen som så. Men ikke så Helland ser det, kan jeg gå med det. Det har jeg også ”med alderen”, – ja jeg mener mistet respekten for menneskeliv. Jeg kunde således så godt finde mig i at blive skudt, når jeg virkelig havde fortjent det, af dig f.eks. Det er jo bare at ta’e sig tilrette, sin lovlige ret. Selv vilde jeg ikke dræbe, for jeg kunde ikke blive så vred på nogen, ikke engang på dig, fordi der dog er gået noget istykker indeni mig, og det må vel være den tro til livet, der, når den skuffes, gjør fortvilet. Men forresten nu, siden jeg virkelig elsker et menneske, kan det da måske være, at jeg er bleven oprindelig nok til at kunne, i allefald ha’e trang til at slå ihjel.

*

Amalie til Erik Skram 22. sept 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Du kunde vistnok forklare og lære mig en hel del, og jeg kunde måske gjennem dig få en anden opfatning af meget som jeg nu ikke har forstand på og derfor dømmer så raskt og hårdt, men det er et spørgsmål om jeg ikke er lige godt hjulpen uden alt det, om jeg ikke til syvende og sidst dog slipper lettest og mindst beskadiget gjennem livet ved at stå som jeg nu står. Naturligvis, mit liv er på en vis måde glædeløsere, (skjøndt glædeløst er det heller ikke, om end ofte kjedeligt) men så er jeg også sparet for megen og mangeslags smerte. ”Hver glædesstund du fik på jord, betales må med sorg” – jeg er vis på det er sandt. Nei, jeg vil ikke skrive mere. Det nytter ikke. Jeg har atter læst dit brev igjennem og jeg er fornærmet over alt det skjænd. Og så har du alligevel ikke ret. Det er aldeles ikke en ukyndighedens dom jeg lader få indflydelse på mit liv, – det er min naturbestemte inderste vished for hvad der er ret og uret, og andet har intet tænkende menneske at holde sig til.

*

Amalie til Erik Skram 23. okt. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal.

Herefterdags kommer brevene at ta’e længere tid; den mørke, fæle årstid er kommen med tåge og storm og regn. Uf, det er så bitterligt vanskeligt at komme gjennem denne tid; den har i mange år været mig en hård nød at knække; mørket virker så nedstemmende på mig. Såsnart det lysner, er det ingen sag at leve. Men i år bli’er det vel bedre, for nu har jeg jo dig at tænke på.

*

Amalie til Erik Skram 25.okt.1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Bare du ikke bliver træt af mit snak. Det er nokså heldigt, alt vel betænkt, at vi ikke kan komme til at være sammen længe ad gangen nogensinde; for jeg vilde komme til at forgive dig med snak. Du, som jeg ikke kunde tale til sidst – hvor bli’er du dog forskrækket, når du ser mig i min sande skikkelse, for jeg er ustanselig når jeg først får munden på gang, og jeg er bekjendt for det og bliver drillet med det. ”Nu, er jernbanen kommen ud af skinnerne?” sa’e forleden prof. Storm, da jeg omsider holdt inde. Det var noget vi havde været uenig om, og jeg havde havt så mange grunde. Hvad der hjælper på, er at jeg også kan tie for det kan jeg så godt som nogen.

*

– Ja, så længe det vil vare – det kommer nu derpå an. Stedet gjør hverken fra eller til. Betingelsen for at være tilfreds, eller det modsatte, bærer man jo indeni sig. I allefald gjør jeg det. Ydre ting eller tilstande kan hverken gjøre mig det ene eller det andet, hvis det da ikke går på livet løs, og det hænder jo ikke så ofte. Jeg er bekymret for Ingeborg; jeg ved ikke hvorhen hendes hensynsløshed, der forresten hænger sammen med, ja er det bedste i hende, kan føre hende.

*

Du skal slet ikke interessere dig for sortøiede og smukke damer, du. Du værs’god har andet at gjøre. Det manglede bare! Skal så jeg kanske begynde at have et godt øie til blonde herrer med smukt skjæg af et distingueret ydre? Nei, hverken mit hår eller mine øine er sorte, skjøndt dumme folk kalder det sort altsammen. Jeg er tværtom temmelig blondagtig i grunden men det ler man af, fordi man ikke har bedre forstand. Mine øine er gulbrune, tror jeg, og mit hår er lysebrunt, nu ved du det, og prøv aldrig på at sige mig imod på dette punkt, for det er et af mine ømme.

*

Amalie til Erik Skram 28. mars 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Kjære, søde, over alt i verden elskede, hvor du har det ondt med mig. ”Du er meget selvisk Amalie” – skrev du engang, men min selviskhed bunder dog ikke i egoisme, men mere i den voldsomme måde jeg føler dette med dig på. Når jeg først har raset ud, tror jeg endog at jeg kunde være meget lidet selvisk, at jeg kunde bringe det til at tie med det, der vilde såre eller gjøre dig forknyt min elskede; oh du ved ikke hvad jeg kunde læres op til ved at elske dig. Men alt må ha’e sin tid, og alt må komme efter sin naturlige orden. Er jeg ”grusom”, jeg? Kan du virkelig ville sige at jeg er grusom? Ja, med at ha’e mod til at sige mig selv sandheden, til at se iskoldt og nøgternt på tingene, på den måde er jeg grusom. Men så er det dog mere værdt; når jeg tilsidst strækker gevær og gi’er mig over på nåde og unåde, for da har det under sig det, at jeg ved hvad jeg har gjort. –

*

Amalie til Erik Skram 30. 5.1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Det er min pligt jeg gjør, og derfor har jeg mod. Grundene er så mangeartede og kombinerede at det er vanskeligt at lægge dem tilrette. En af dem, måske den stærkeste er hvad jeg så ofte har berørt, at jeg ikke har selvfornægtelse eller seighed nok til at nøie mig med det lidet af samliv forholdene kunde give mig med den jeg elskede. Jeg kunde ikke tage de smuler, og så være forholdsvis tilfreds. Så er det også det med hans penge som jeg nævnte sidst. Du kan begribe det ikke er behagelige penge at leve på. Det vil jo bringe en ganske anderledes styrkende følelse at gå om dagene og spise helt sit eget arbeides brød. Og så er der en ting til som ikke har spillet en liden rolle. Det er dette at jeg ikke får være i fred for efterstræbelser nei – det ord er for krast, men tilnærmelser kurmagerier og sligt griseri. Man finder det formodentlig usandsynligt at jeg ikke skulde ønske at gifte mig, eller at knytte en eller anden forbindelse – mandfolk er jo således, – og så kommer den ene efter den anden og vil ha’e fat i mig. Jeg bekjæmper og afviser og lider og pines – hvor lidt mandfolk ved eller fatter at sligt er en pine og en forsmædelse, men undertiden kommer det dog over mig, jeg kan ikke holde det borte. Og når jeg så undertiden følger min natur, og glemmer at stå på vagt eller at være væbnet til tænderne, og er tillidsfuld og venlig – går det rent ilde. Du kan tro sligt trætter et menneske ud. I Amerika vil det blive anderledes. Der indta’er en kvinde en medborgerlig stilling, og sés ikke på som én der må være gift for at være noget. Jeg ved det vil blive bedre der, og så bli’er jeg jo også gammel og styg snart, og det vil være en lise. Dette med disse mandfolk har aldrig været mig så afskyeligt, modbydeligt forhadt som siden jeg kom til at elske dig. Jeg tog det før som en forholdsvis ligegyldig sag, som noget der kun i meget ringe grad kom mig ved. Men nu! – det synes mig en skjændsel.

*

Amalie til Erik Skram 30. mai 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Så lidt kan ikke være noget for et fornuftigt menneske, enten, ja nu kommer jeg igjen at sige dette dumme med enten-eller, der dog ikke kan gjennemføres, ikke, slet ikke gjennnemføres helt af mig, for så skulde jeg ikke se dig mere, siden jeg ved, det er for at skilles. –

*

Amalie til Erik Skram 31. jan 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Denne gang bli’er det bare for at sige dig, at jeg ikke skriver denne gang, at jeg sætter pen på papiret. Jeg kan det nemlig ikke, for jeg er altfor bedrøvet, beklemt, forpint og angst til at jeg kan få et brev sat sammen. Ja, der var virkelig angst i den følelse hvormed jeg læste dit brev imorges, og der har været angst i den måde hvorpå jeg idag har gået og gjentaget dets sætninger for mig. Så ondt, så frygteligt ondt gjorde din skrivelse mig at jeg sad og dukkede mig sammen som under slag fra en usynlig hånd; og så feig var jeg bleven at jeg efter læsningen drog pusten og sa’e til mig selv: Gudskelov at han ikke brugte hårde og onde ord. Jeg følte som om sådanne vilde ha’e gjort det af med mig, og havde du været tilstede kunde jeg ha’e tigget og tryglet dig om at la’e være – – – men gud ved hvad jeg snakker for, – det nytter så ikke til noget, – du er krænket og vred og det med rette, – jeg er ulykkelig og lidende, og det er også med rette, – ja, det er med rette du, for der er så meget som gjør ondt og forpiner mig, og nu at vide, at der er kommet dette fremmede, kolde modvillige ind mellem os, mellem os der elskede hinanden. Det var det som gjorde mig angst, – denne fjærnhed, denne lyd som af stygge dissonnantser. Jeg kunde, syntes jeg styrtet frem over stok og sten og fjeld og hav for at få dig tilbage, nå frem til dig, og slynge armene om dig for at holde fast på dig for bestandig. Men så i næste nu, blev jeg stående stille, rådvild og modløs, som jeg er i mine tanker om dagene. Men du skal ikke bryde dig om det du. Det er ikke fra dig det er kommet, men bare fra mig. Det er mig som er skyld i det hele, fordi jeg har fået en sygdom i blodet, der voldtes ved at jeg i dine arme fik forstand på hvad det var at elske. Det er af kundskabens træ på godt og ondt at jeg har spist, og det mærkes på mig desværre, desværre. – – Du er jo den du var, da du uden at vide det, tog mit hjærte i besiddelse. Ved du, at jeg nu undertiden synes synd i dig for det. Du gjorde ingenting du, hverken for eller imod. Det er mig som har stået for det hele og det er mig, ene mig, der har skabt denne misstemning. Det er virkelig sandt, at du er for god for mig. Der er intet lapseri; og ingen affektation i ordene, det må du tro. Jeg mener det virkelig. Et menneske der, som jeg, når det kommer til stykket, har tabt enhver gnist af tro til livet, det vil sige tro til at det kan præstere noget virkelig skjønt, noget helt og fuldstændigt, noget som det er værdt at reise sig op, eller gjøre sig uleilighed for, er ikke noget for en mand som dig at knytte sig til. Jeg har allerede som ganske ung været så umådelig gammel af sind og så livsled. Det kunde ikke mærkes, fordi jeg trængte det tilbage og fordi det mest føltes som en ligegyldighedens ringeagt for livet, der satte mig istand til med en vis ligesælhed, at være med på alt, endog med livlighed, så at folk troede jeg var livsglad og intereseret. Så havde jeg også tidlig fået en utrolig færdighed til at omgåes, og underholde mig med alleslags folk. Det gik lige glat med hvem det var, tiggere, bønder, søfolk, unge lapser og gamle jomfruer, udlændinger og indfødte, det var mig det samme. Du talte om at ”snakke sig fra det”, – jeg har i mange år af mit liv ikke gjort andet end snakket mig fra min umådelige skuffelse ved og foragt for det liv som jeg havde tiltrådt med begeistring og andagt og hellig alterild. Så, da jeg havde revet mig løs fra mit ægteskab og var kommen til ro efter al den utrolige slid og strid der udfordredes for at blive stående fast ved min beslutning – hvad jeg der har havt for bombardement at stå for, det er endnu et ulæst kapitel for dig – begyndte jeg at finde mig bedre tilrette. Jeg blev levende optaget af alleslags spørsmål, jeg tænkte dem igjennem, og fik min egen opfatning, – jeg tog mit bestemte parti og jeg følte under dette mine kræfter voxe, på samme tid som hver en redelig forhvervet overbevisning, hver en indvunden erfaring gav mig en særskildt glæde. Jeg arbeidede mig igjennem og ud af kristendommen langsomt og retskaffent. Religiøse materier havde jeg altid været stærkt optagen af, så her havde jeg en særlig betingelse for at kunne give et ord med i laget ligeoverfor mig selv. Tilslut fandt jeg at det dog gik an at leve; der var blot ét et vist menneske burde sky, og det var alt, alt i verden der havde den fjerneste skygge af tilbøielighed til at falde ind under erotiken. Her var og blev min foragt grænseløs og mit had bundløst. Ja, det ved jeg nu forresten, at intet menneske i verden vil kunne forstå eller fatte fuldt ud mine rørelser og følelser på det gebet. Om nogen havde sagt mig at jeg, jeg skulde opleve at der skulde være en mand som ikke var mig akurat ligeså ligegyldig, og ligeså kameratslig velkommen som alle de andre, der var af den kaliber, at det gik an at samtale med dem, – ja, jeg ved ikke hvad jeg vilde sagt, men hvad jeg vilde tænkt, det er jeg fuldkommen på det rene med. Og da jeg så traf dig, du vidunderligt søde menneske, så blev jeg jo strax ligesom et barn igjen. Det var jo et barns fagter at sidde der og jamre sig over den kjærlighed som havde grebet mig, og samtidig fortrøste sig til at den nok skulde gå over. Jeg glemte alt over dig, og den følelse du havde vakt. Hvis ikke det havde været tilfældet, vilde jeg ganske vist husket at alle mand på ganske få undtagelser nær, har levet sådan som jeg ikke kan andet end fordømme, fordømme fordi det ikke svarer til de fordringer jeg stiller til et menneske der i sandhed er et menneske, det vil sige, – – ja det vil sige, noget ganske andet end andre siger, at det vil sige. Det at jeg elskede en mand kunde gjøre mig ung igjen sålænge som jeg kunde holde alle urene skygger borte fra min kjærlighed. Jeg tror jeg må elske længe, længe, før jeg kan elske skyggerne bort. Om det ellers vil lykkes mig. Jeg føler så stærkt og intenst, og jeg har en ulyksalig evne til at lide en lidelse tværs igjennem helt ud i alle dens detaljer. Det var derfor jeg blev gal dengang. Tror du alle har evnen til det? Men så er der jo rigtignok også det, at når jeg er færdig; – så er jeg færdig. Det har jeg erfaringens vished for. – Du mærker nok mere og mere, at du har fået en vanskelig kvinde på halsen; sikkert er det i allefald, at du havde fortjent en anden. Der er mangfoldige som vilde passet dig bedre. Jeg er vis på du vilde være bleven lykkeligere med Gertrude. Om hende har Poulsen forresten fortalt mig en masse ting forleden aften. Han omtalte også dit forhold til hende ganske uforbeholdent, og som talte han om et fait accompli som alle kjendte – i sine mindste detaljer. Hvert ord var et stik i mit hjærte, men jeg hørte roligt på, og lod som ingen ting.

*

Amalie til Erik Skram 6. sept. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Men jeg må jo være redelig, og sige dem sandheden.

*

Hvor jeg synes synd i denne unge pige, som sikkert er en sød og god og ufordærvet én, siden de holder af hende. Og hvor det vilde gjøre mig ondt, om de nogensinde gik fra hende. Havde det enda været mig. Jeg skulde nok ha’e vidst at greie mig bagefter.

*

Bare dette, at de skulde gå med to kvinder i deres hjærte, og jeg være den ene; – og jeg være den, som skulde vendte til jeg voxede op ved siden af den anden! Hvor de absolut ikke kjender mig!

*

Og så forresten, så interesserer jeg mig heller ikke for mig selv i ringeste måde.

*

Jeg skal nok klare mig, jeg. En så durchdreven og gjennemreflekteret pessimist, finder sig hurtigt tilrette i hvadsomhelst, der forefalder. Livet har nu engang omtrent skræmt livet af mig. Nu kan det længe nok stå og kalde på mig. Så såre jeg løfter på mit hoved, og går et frygtsomt og nølende skridt for at se hvad det er, støder det mig, ved selve sin venlighed, således tilbage, at jeg ræd og forfærdet søger ind i mit skjul igjen. Således er det gået mig, hvergang jeg har listet mig frem for at høre hvad det er man vil mig.

*

Og skulde de et øieblik ville til at føle smerte, så skal de skynde dem at huske, at der er ingenting ved mig i grunden. Det er ved gud sandt. Jeg duer ikke til at bruges. Jeg passer i ethvert fald ikke til at ha’e noget med mænd at gjøre, for de er så anderledes beskafne end jeg. De vilde ikke havt nogen rigtig glæde af mig. Langtifra! Kammerater og venner kunde vi være blevne, for de var jo så kjæk og prægtig i alle henseender, og alt det de kunde lært mig! Men nu er også denne mulighed gået istykker for os.

Vær nu ikke sint på mig. For jeg kan ikke holde ud, at de er det. Husk bestandig på, at jeg kunde ikke hjælpe det, jeg. Jeg blev ledet ind i dette af noget, der var stærkere end jeg. Derfor kan jeg heller ikke skamme mig over at jeg har favnet og kysset en fremmed mand, og det skulde jeg dog.

*

Jeg har været ude på røvertog og eventyr. Træt og såret, men ikke tilsølet og forjasket, er jeg nu vendt tilbage. Mit forrige jeg åbner med en streng og dadlende, men dog moderlig mine sine arme for mig, og langsomt, ganske langsomt synker jeg ned i dem. Det er som går jeg nu i kloster.

*

Amalie til Erik Skram 7. feb.1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Det er sandt at jeg er meget ”selvisk”. Godt at du er kommen efter det på egen hånd. Jeg har forresten ikke vidst det, før efter jeg var kommen tilbage fra vort møde, og jeg har gået og tænkt på at du dog burde vide det. Hvorledes skulde jeg også ikke være bleven selvisk, jeg som er bleven så gammel uden at ha›e elsket et menneske som jeg kunde gå op i, gå under i, og som der, hvor jeg er kommen, i mere og mindre grad har været den, hvorom det dreiede sig. Jeg er græsselig selvisk, jeg. Men selviskhed er vistnok en alvorlig hindring for at elske. Tror du ikke? Det har Gertrude også været. Hun er bleven det fordi hun har været vant til at gjøre lykke. Det at gjøre lykke er noget, der til en vis grad kan fylde og tilfredsstille et menneske, så at man resikerer når man længe har været vant dertil især, ikke at føle trang til nogen anden lykke end den der flyder af at ”gjøre lykke”.

*

Amalie til Erik Skram 7. feb.1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hvor det er deiligt, at du ikke synes om at ærte. (Jeg har brugt det danske ord ”drille”, meget imod min villie, af hensyn til dig. Nu ser jeg til min glæde, at du kjender ordet ærte.) Ikke jeg heller synes om det, – jeg kan det endog ikke. Det vil sige, – jeg har forsøgt at lære det gjennem tidernes løb, for at ha’e et våben mod dem, der ærtede mig, og jeg blev virkelig flink, – skjøndt nogen rigtig art havde det ikke. Men du kan tro, det er min natur imod; dem jeg holder af, holder jeg af på en ganske anderledes alvorlig måde, end at jeg kan klusse samværet op i sligt tusseri. Men det er jo så almindeligt at de, der står hinanden nærmest, uafladeligen og ubarmhjertigen ærter hinanden, så jeg næsten troede det hørte til. –

*

Amalie til Erik Skram 7. juni 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Du må ikke overvurdere mine gode egenskaber. Det gjør du i dit sidste brev. Jeg har nogle men ikke som du tror.

*

Amalie til Erik Skram 7. sept. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal.

Jeg er ikke så gal, jeg, må de tro. For en fordærvet og snedig person, jeg kunde være bleven, hvis forholdene havde taget mig ordentligt i brug. Nu gider jeg hverken det ene eller andet.

*

Amalie til Erik Skram 8. des. 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal.

Er du langsinnet? Det er ikke jeg, – ja det vil sige, undtagen når det er noget uhyre, – noget der slukker ud, eller bryder af, eller gjør stum, for da er der ingen som er værre end jeg, men da er det heller ikke langsinnethed, men noget ganske andet reelt og fornemt. –

*

Jeg skulde hørt på det med et smil – siger du – det var jo det jeg gjorde først, men så kom der mere, som var værre, og så var det det kjedelige, at jeg kom til at gruble over det om nætterne, og da er det altid slemt, for jeg kan ikke undvære søvnen min, uden at det hævner sig på en eller anden måde, denne gang altså med alle de stygge ængstelser. Og tilslut blev det så pinefuldt, at jeg måtte ud med det. Men nu du ikke længer være vred for det, hører du jeg be’r dig så pænt, og jeg ser så bange på dig, for jeg kan ikke leve uden at du er blid på mig, – nei, jeg kan, jeg kan det ikke. Hvis du gik i dage, og var sint, og så koldt og ondt på mig – for du kan godt, – så blev jeg rent fjollet af sorg, og hvis vi levede sammen, og du kom sent hjem om aftenen, så vilde jeg være gået iseng, og ligge med ansigtet ned i puden og nakken op, og lade som jeg sov stenhårdt, og siden, når du var sovnet, vilde jeg gi’e mig til at græde. Nu du skrive , at jeg kan føle du ikke er vred, ellers kommer jeg ikke til mødet; tror du jeg vil komme, når det skal være for at få skjænd af dig?

*

Jeg har telegraferet til B.B. idag. Han er jo hos Hegel. Du kommer vel til at treffe ham. Jeg læste et brev fra G.B. til redaktør Thommesen forleden. Hvor han dog kan syte, (klynke hedder det på dansk) den mand. Som om hele verden ikke pønsede og tænkte på andet end at sige ham ”ubehageligheder” og ”uartigheder”. Han er dog med al sin storhed lidt liden; mindre end en af os (i hans sted) kunde være fordi han er en jøde; og dog holder jeg så meget af jøderne, – ja forresten mindre nu. Det går altid så, man har voldsomme anthipatier, næsten afsky, så slår man om såsnart man mærker at man er gået for vidt og har været uretfærdig, man forbauses over al den uret man har havt, man vil gjøre den god igjen, man bliver varm, lukker øinene vidt op, for vidt, man begeistres og får ideer, – men så bli’er man gammel i rusen, og så begynder man at forstå, at der dog har været nogen grund til anthipathien, og så bli’er man stående der. –

*

Amalie til Erik Skram 8. sept. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

Hvis jeg senerehen ikke skulde kunne fortjene noget, så har jeg jo mine gutter, som med den indtægt de har, vil kunne gjøre sig færdige og blive uafhængige mænd i en ung alder. Når jeg tænker på, hvor udmærket mor har havt det fordi hun har havt sine sønner, og det er ingen skam at blive hjulpen af sønner der holder af en. Forresten skal jeg nok klare mig, jeg. Det er ikke dig, som skal forsørge mig, det er to kammerater som slår sig sammen og arbeider i fællesskab. Det er, tror jeg næsten, borgerlig talt, den eneste fornuftige basis for et ægteskab, forudsat at man elsker hinanden som vi to gjør det. Og skidt om det kniber for os. Jeg vil ikke blive ”græsselig alvorlig” – da jeg, men heller være litegran letsindig. Jeg vil være så lykkelig, så lykkelig, at der skal meget til at noget skal kunne tære på mig. Og det er just det, som skal holde min lykke frisk, at jeg må arbeide for mit brød. Du ved hvorledes vi er enig om at denne forbandede lediggang af hustruen undergraver lykken i ægteskaberne. Altså: alting er så godt og velsignet som det er muligt, og jeg er så glad – så glad! Også jeg er bleven en anden; nu kan jeg rigtig føle velsignelsen af at ”sole sig under varmen af en beslutning” som Bjørnson siger i ”Kongen”. Reisen til Amerika var jo også en beslutning, men den frøs jeg under.

*

Du behøver slet ikke at fortælle mig at du kan være urimelig og fæl, – det ved jeg jo nu så godt, og jeg ved også at intet liv på jorden er en stedsevarende fest; livet er arbeide, og livets lyst må jo være at elske hinanden og at kjæmpe og slide og arbeide sammen. Du skal bare se, jeg kommer ikke til dig med uholdbare forestillinger og tågede illusioner. Husk at jeg er voksen, og at det at jeg er gammel også kan ha’e sin fordel. –

*

Amalie til Erik Skram 1. mars 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Men venner med fru S. blir jeg aldrig mere i dette liv. Det tror nu hun, men deri tar hun feil; hun kjender mig hidindtil bare fra min godslige side; hun ved slet ikke at jeg har en anden, og vender jeg den, i rolig beslutning vel at mærke, ud mod et menneske, så er det for bestandig. ”Jeg har ikke formegen blødhed af naturen” siger du. Ja, er du nu så vis på det, for det er slet ikke jeg. Jeg har oplevet underlige ting siden jeg lærte dig at kjende du heksegut, og det er mig som var det netop min egen, dybt gjemte natur som bød sig frem, gjennem alt det livet havde lagt derover. Men forresten ved jeg det ikke. Det kan gjerne være jeg er en hård trold, men jeg tror at jeg er bleven det, ikke var det oprindelig,- jeg husker altfor godt fra min barndom og tidlige ungdom hvordan jeg artede mig. Men jeg tror nu at slig som forholdene har artet sig for mig, og med al den ækle mandfolketilbedelse hængende over omkring og udenpå mig, måtte jeg enten blive forhærdet på et vis, eller rent spoleret. Alle slags kjærlighedssværmerier blev mig latterlige, modbydelige. Jeg har aldrig havt nogen respekt for den følelse. Hvis jeg fra begyndelsen af havde nogen evne til at elske, så blev den kvalt i det ægteskab, under de ”kjærlighedspligter” som var mig en vederstyggelighed, fordi de var mig en ubegribelighed. Havde han, Müller været anderledes, havde han forstået et glimt, en skygge af hvad det var for noget grufuldt han foretog sig med mig, så vilde han ladet mig i fred, og måske begyndt at studere på hvorledes han skulde lære at vinde og vække min kjærlighed. Men der var en grådighed over det menneske, som ødelagde alt.

*

Nei men du, hvor jeg synes dine ”Fastelavnserindringer” var morsomme. Særlig slutten. Du skulde hørt mig ligge og skoggerle på sengen om aftenen, (jeg fik ikke læst det før,) over gutterne på briggen. Hvor det er fornøieligt givet og deres hurtige tilbagetog udmærket! Sligt har jeg selv været med på sammen med mine brødre og deres kammerater,- jeg var rasende vild som liden, men blev hurtig alvorlig og eftertænksom allerede i 14-15 årsalderen gik jeg ikke mere med brødrene på slige togter, men før – som jeg morede mig med dem på altslag, og som de gjerne vilde ha mig med! Jeg læste din artikel for gutterne efter middagsbordet, og vi lo på samme steder i kor.

*

Amalie til Erik Skram 12. mars 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Uf nei, når du ikke skriver til mig, er jeg syg i sjælen og aldeles hjælpeløs.

*

Amalie til Erik Skram 14. jan. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg, for min del er slet ikke bange for krig; jeg tror at det undertiden må til; jo mere man slår i bordet, og siger sparto til verden, jo varsommere behandler verden en; den er ikke anderledes. Man må bare være vis på at man handler i overensstemmelse med sig selv, det vil sige, med det man anser for ret at være!

*

Amalie til Erik Skram 15. mai 1887. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Der var så mange småting jeg vilde fortalt Dig, men jeg er bange for at trætte og kjede Dig, bange for at det udtryk (som når Du lægger hodet påskjæve og ser ud som en martyr), skal komme på Dit ansigt, mens Du læser dette. Jeg tænker så meget på vort sidste sammenstød. Jeg er bleven som et andet menneske siden, ikke bedre, ikke værre, men en anden. Du vil nok med tiden, og snart mærke det. Jeg tror det vil bli roligere mellem os herefterdags – jeg mener, jeg vil bli roligere. Al min ret til nogetsomhelst er borte og jeg føler en trykkende genance for Dig. Det er deri forandringen består, jeg er bleven til en, som generer sig for Dig. ”Min form” som Du kaldte min tankeløse måde at være og sludre på, vil ikke bli som tidligere. Aa, hvor jeg nu forstår at det måtte trætte og kjede Dig; jeg begriber bare ikke min egen mangel på evne til at gribe den rette forståelse af det, for Du la jo dog ikke skjul på hvordan Du havde det. Og jeg forstod det også på en vis, men ikke som nu, det er som jeg ser 1000de ting i elektrisk belysning – uf ja, jeg generer mig og vil vedblive med det, indtil jeg sålænge har været anderledes at jeg selv har glemt alt. Med alt mener jeg hvad der har været imellem os af godt og ondt af kjærlighed og bitterhed i disse år vi har kjendt hinanden. Det er utroligt hvorledes det forbigangne er blevet forbigangent. Du og den Erik Skram jeg traf, er to personer og jeg og mig er to personer, og de årene siden vi såes først er et færdigt afsnit af mit liv med en stor sort port for.

Nu kan jeg kalde Dig Erik – det er synd at jeg ikke før kunde – det lyder så pænt, Kjære Erik, min kjære Erik –

Og midt under alt dette er jeg så gjennemtrængt af taknemmelighed mod Dig for sådan som Du har været i denne sag med Jakob. Alle de bedste adjektiver slår ikke til og derfor vil jeg bare sige; du har vist Dig som en bra kar. At Du pantsatte kjæden Din igår, rører mig så jeg næsten græder.

Jeg sender Dig disse ti kroner tilbage. Jeg behøver dem ikke.

*

Amalie til Erik Skram 16. jan. 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Ja stryg du bare af mit skriveri, hvad du vil. Jeg ønsker inderlig at jeg havde været hos dig nu for at få se hvad du mente med dette at gjennemarbeide min artikkel. Du kan tro, jeg skal lade dig lære mig alt hvad du kan lære mig på dette område. Aldrig skal du have havt en lærvilligere, lydigere og mere beskeden elev. Det er kun når du udtaler noget, som viser at vi tænker modsat, at vi mangler muligheden for en virkelig forståelse,- det er da, at jeg steiler. Det gjør mig så rasende ondt, det stikker og slider i mig, og smerte er jeg så forhadt på,- jeg kan ikke fordrage at føle nogenslags pine,- jeg blier straks utålmodig og vil slå eller tie den fra mig. Siden jeg har havt anledning til at vise dig mit ilske i vore disputter, tror jeg det vil overraske dig at se hvor uhyre medgjørlig jeg vil være, når du klandrer mit arbeide, vil vise mig feilene der og hjælpe mig til at gjøre det bedre. For jeg elsker ikke mit arbeide,- det vil sige, jeg elsker at arbeide, men alt hvad jeg får færdigt, vilde jeg med glæde på ny styrte mig over, og rive istykker for at gjøre det om og få det rigtigere, når der blot var en, som pegte på feilene og sa’e: så og så skal det være. Det er mine meninger, ja det vil sige mine livsens grundmeninger jeg elsker, dem jeg ikke kan røre ved, uden at hele min åndelige habitus falder overende. –

*

Amalie til Erik Skram 17. aug. 1888. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Kjære Erik Skram! Jeg har ikke pen og blæk og jeg gider ikke skaffe mig det; så får det gå med blyant. Du vil nok kunne læse det. Jeg er kommen til den beslutning at jeg engang igjen som i gamle dage, da jeg oppe i Norge sad og skrev ud af hjærtet til Dig, vil prøve på at snakke helt ud med Dig. Du vil måske sige at jeg just ikke har ladet det mangle på at ta bladet fra munden i de år vi har hørt sammen og det er nok sandt. Men så har det været i ophidsede øjeblikke, i vrede, i afsindighed, fremkaldt af længe undertrykt, kunstig bekjæmpet pine. Nu er jeg for første gang i vort ægteskab (tror jeg næsten) helt rolig og under denne tilstand har jeg gjenfundet mig selv og har erkjendt at jeg mest af alt og næsten udelukkende er et dybt bedrøvet menneske. Men jeg vilde jo snakke med Dig, ikke raisonnere.

 

Læs nu dette brev med så mildt og godt sind som Du kan. Jeg er så bange og nedtrykt. Du skal tænke at det er en gammel ven af Dig som klager sin nød for Dig, og så se til at forstå og være snil. Du må ikke slå Dig tiltåls med det, at jeg er ond. Jeg er ikke halvparten så ond som jeg har det ondt.

*

Amalie til Erik Skram 17. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg har betragtet ”dit” billede, som gik mig med en følelse af glæde lige til hjærtet, fordi det på en rørende, stilfærdig og enkel måde realiser[er] ægteskabets idé; jo mere jeg tænker på det, jo rigere bli’er min glæde over det. Men jeg er bange for, at jeg ikke godvillig kan gå med på dette at blive korrekset for mine raske domme. Det er min natur; får jeg ikke lov at være rask i min dom, så vil jeg aldrig kunne have nogen dom. Jeg har slet ikke tid til at gå og gruble det ud langsommeligt og samvittighedsfuldt, og jeg tror ikke at jeg vil lære det heller. For jeg skal sige dig, at evnen til at dømme til at tale, skrive noget vilde dermed visne bort hos mig. Jeg vilde altid gå og være usikker, fordi der aldrig blev ende på betænkeligheder. Og hvad er til syvende og sist den rigtige opfatning? Kan den ikke klandres og bortraissonneres, og modbevises af den første den bedste, der ser anderledes. Og hvor kan man vide at man ser alle faktorer. Og desuden har jeg ikke sét andet end at mine instinktive domme til syvende og sidst har været rigtige; det vil sige der har kunnet være mere af godt, mindre af slet, eller omvendt, end det jeg så og følte fra begyndelsen af, men der har dog været mening, og det god mening og ordentlig grund for mit, så raskt i ord, omsatte indtryk. Eller du vil da vel ikke nægte det, at den ene kan have større evne, til at se og føle skarpt og rigtigt, mere lov altså til at dømme hurtigt – dømme er forresten et dumt og ubetegnende ord – jeg mener til hurtigt at skaffe sig en mening, end den anden. Jeg er slet ikke så vis på at det er et ubetinget fortrin at være langsom med at skaffe sig en mening eller en dom. Man vinder noget derved, men man taber noget andet, og jeg ved ikke jeg, hvad som er mest værd. –

*

Amalie til Erik Skram 21. nov. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Jeg husker så godt at jeg kom til at fortælle ham at jeg tidligere havde truffet kongen, fordi han kom og sa’e mig smigrende ting om den opsigt jeg havde gjort i Storthinget ved åbningsfesten, og om den udmærkelse kongen havde vist mig ved at stanse og særskildt hilse mig. Tænk nu at bruge en sådan ting for at karakterisere mig, som om det var karakteristisk for mig at gå og skryde af den slags ting. Hans bog er en gemenhed fra ende til anden.

Amalie til Erik Skram 22. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Oh hvor jeg elsker dig, og trænger dig. Hvad skulde,- hvad skulde der være bleven af mig, hvis jeg ikke havde truffet dig, for nu ved jeg jo, at jeg kunde forvandles.

Du elskede Mand! Jeg er din med hver en bloddråbe.

*

Amalie til Erik Skram 22. okt. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Tak, du elskede. Det første jeg læste var det hvori du taler om brevet til Social-demokraten. Det var ikke noget brev, bare et visitkort, og der stod med blyant: tak for anmeldelsen, og et par ord om at han viste forståelse når han skrev om bøger. Dermed gik det til således at jeg fik en pludselig lyst til at sende anmelderen mit visitkort (Jakob vidste om det) men at jeg ikke vilde sige det til dig fordi jeg var aldeles vis på at du vilde forbyde mig det, eller i altfald bespotte mig for det og sige jeg ikke skulde. Og i det øjeblik vilde jeg nu partout gjøre det. Jeg husked på hvorledes jeg selv så ofte havde fået brev og gode ord når jeg havde anmeldt bøger og var bleven glad for det. Men siden har jeg tænkt det var dumt jeg havde gjort det siden du ikke vidste om det; jeg forudså at det vilde gå som det nu er gået en vakker dag, men så tænkte jeg at så vilde jeg sige: ja, der kan du se, du skal gi mig lov til det jeg har lyst til, eller ikke la mig ha forestillingen om at du vil gjøre nar af det. Jeg kunde mærke på din tone at du var stødt og forundret på mig, og det finder jeg rimeligt. Men vær det ikke længer, ber jeg dig om, jeg tror for vist at det blir første og sidste gang jeg gjør noget sligt på egen hånd, for som sagt, jeg har gåt og været lej for det, og tænkt at jeg, når der var hengåt passelig lang tid vilde sige det til dig. Er det Vinstedt han heder den mand i Socialen? Jeg aner ikke hvem det er – men at han skulde sidde og kalde et visitkort for et brev, det var rigtig underlig gjort af ham.

*

Amalie til Erik Skram 29. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Men nu må du huske at bære over med mig, om jeg ikke straks når op til det jeg vil, for jeg har en del at lære her. På en vis har livet nemlig forkjælet mig voldsomt, på samme tid som det har handlet hårdt og ilde med mig. Bare jeg ikke alligevel har taget større skade af begge dele, end jeg selv eller nogen ved. Jeg har havt min egen vis at tage det på, lade det virke på. Hvad man kalder fordærvet sådan i almindelig forstand er jeg ikke bleven, – de fleste vilde blevet det under mine forhold, det er jeg vis på, – men gud ved om det ikke har affødt en underlig slags forhærdelse, en forstokket egensindig villiestyrke, som har fået næring derved, at jeg i så mange tilfælde har sét, at det er den jeg har havt at berge mig ved, og som måske vil reise sig og virke på urette sted. Jeg tror søde, elskede Erik, at der skal lidt klogskab til at behandle mig således, at du får det bedste ud af mig, klogskab og megen kjærlighed,- kjærlighed der må være selvfornægtende nok til at kunne bære over. På samme tid synes jeg og at jeg kunde være som et voks i dine hænder, fordi jeg elsker dig. –

*

Bare nu ikke alt dette har kjedet dig elskede, det var for at du skulde få lidt indsigt i arten af den moro vi havde på vor juleaften. Det havde lignet mig mest slet intet at fortælle, men det er din interesse for mine greier, den der leilighedsvis er kommen for dagen, som har sat mig på det. Der går et mismodigt drag igjennem dit brev fra første juledag. Det gjorde der vistnok også i det jeg skrev den dag. Hvor kan du dog gå og ængste dig for vort daglige samliv, for at der da ikke skal være den festlige tone i luften over os? Og hvoraf kommer det, at jeg aldrig plages af en lignende ængstelse? Vistnok deraf, at jeg ved så helt ned til nederste bund af tingen hvad jeg gjør. Jeg er ikke spor af bange, elskede. Jeg elsker dig, og elskov er ikke en veirhane på taget der dreies af naturens fra øst og vest opkommende vinde. Ikke hos mig eller dig. Jeg er ikke sangvinsk, ikke på ungdommens illusionsmæssige manér. Du skal se, at dette, at det er en moden, færdig, om du vil gammel kvinde du elsker, skal komme netop vort samliv til gode i forskjellige retninger. Men når du plages af disse banghedstanker, kommer det så ikke af frygt for mig? Af frygt for at jeg ikke vil kunne holde din kjærlighed vedlige? Men det er jo ikke noget at ængste sig for du dumme gut. Tror du at vort samliv nogensinde i verden skal få lov til at blive os en lænke om benet? Husk hvorledes det begyndte i frihedens skjønhed, husk,- hvorledes det er mig som er mere end den halve medskyldige, tror du ikke jeg er kar for at realisere, hvad jeg har tænkt og villet, et liv i kjærlighed, i skjønhed og sandhed sammen med dig, og bliver det noget andet, så er veien mig jo åben. Ikke ofre en tanke på dette. Hvad der komme, det komme. Kun at vi begge er mennesker,- det vil sige, gjør hvad der er menneskeligt i god forstand!

*

Amalie til Erik Skram 3. jan 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Du, med din frygt for at jeg ikke skal elske dig i din hverdagsdragt. Så må du jo også nære den samme frygt for dig selv med hensyn til mig, for du har jo ikke sét mere af mig end jeg af dig i dagligt samliv, og har ikke kunnet gjøre nogen grundigere prøve på det, end jeg. Ak nei, elskede ven, vær ikke bange for dette. Så elskelig og bedårende du end kan være i dine breve, så er det dog dig, dig, jeg elsker og vil – du skal få se,- du kan være ”dum” og ”doven” og hae snue, og være lidt gretten og ikke for meget fordringsfuld,- du er dog min elskede, den mand jeg har givet mig til og vil have til min skat og mit eie, og hvis svagheder jeg vil elske, fordi de er ham eiendommelige og en del af hans væsen og et stykke af ham selv. Jeg har jo set dig være sær og urimelig, som den gang du tvang mig fra dig i sporvognen, da jeg intet ondt havde gjort, men gået og stukket min hånd ind i din for at du skulde føle at jeg bare gik og ventede på et lidet smil eller blik af dig, for at komme til at smile igjen, og nikke til dig, og lade dig føle at jeg elskede, elskede dig. Og da du siden kom op til mig, var’ke[?] jeg da lige sød kanske? Ak nei, nei, nei,- husk på at det ikke er et dumt barn, som elsker dig, men en moden kvinde, som ingen af den slags illusioner har at tabe. Jeg er så fornuftig og så menneskelig,- du skal bare få se.

*

Jeg ved godt at det slet ikke er til ”herlighed” jeg går i den forstand at jeg ikke får dagligdagshedens kamp og møie at drages med. Men for mig er det dog til livets éneste, eneste herlighed jeg indgår, den dag jeg er forenet med dig, og vi sammen kommer hjem i vore stuer. Bare tanken derom lader der falde en usigelig, livsalig fred og tryghed ned over mig,- du elskede, trofaste, for trofast vil du være, når jeg også er det, og snild og god og kjærlig, som jeg vil være det mod dig. Sig mig, synes du det er letsindigt af mig at jeg ikke er bange for at du ikke skal elske mig når du ser mig til daglig med alle de dumme, ja vistnok ubehagelige, frastødende sider, som jeg har? – ja, for jeg har dem. Uf,- undertiden er jeg næsten arg på mig selv når jeg tænker på at du drages med sådanne tanker, du, som er så sød og deilig, og ikke jeg,- der er så gammel, og snart vil se ganske gammel ud.

*

Amalie til Erik Skram 5. mars 1884. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Du, jeg syr mig en ny silkekjole som jeg sandsynligvis kommer til at ha på den dag vi skal vies, hvis jeg ikke tar en gammel sort. Jeg vilde havt en mellemfarve, men der var ikke at opdrive en farve som klædte mig, og så har syersken fået mig overtalt til at ta en lysegul. Den blir vist nydelig. Det er blevet slig med mig at kun sort eller noget ganske lyst helst hvidt tror jeg, klæder mig nu. Jeg kan næsten kun bruge sorte farver.

Amalie til Erik Skram 7. des. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Knudtzons, måske liker de dig – når alt kommer til alt – mere end mig, og det vilde jeg ikke være lei for, jeg, tværtom det vilde glæde mig så. Jeg tror slet ikke jeg kan blive likt så godt af de danske, som du f.eks. af de norske. Jeg tror det er bare i Norge man synes rigtig godt om mig, rigtig forstår mig til at kunne holde af mig, – sådan meget mener jeg, – jo også i England tror jeg, – der var det som alt hvad jeg sa’e og mente straks fandt et godt sted. Men når bare du vil elske mig og være god imod mig, jeg mener bære over når det trænges, og ikke ”give it up as a bad job” når jeg gjør mig stiv og siger: ”jeg vil ikke”, så skal jeg nok klare mig, jeg.

*

Amalie til Erik Skram 8. okt. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Nu er jeg også spændt på at se om det bliver så vanskeligt at finde glæde i hinanden for dine og mig. Jeg kan ikke tro det. Hvad der hjælper mig lidt er nu det at jeg kan så forfærdelig godt, så aldeles til bunden ud og ind forstå en der tænker og er kristelig. Når jeg altså sidder og taler med en sådan, føles det aldrig af ham eller hende som om der manglede forståelse fra min side; jeg har heller ikke imod de kristne specielt; jeg har imod fuskede, vrøvlede, ækle mennesker, enten de er kristne eller fritænkere. Når jeg bare forstår et menneskes tankegang, og finder den grei og konsekvent, så generer forskjelligheden i livsbetragtning mig ikke. Og således er det på det politiske område også. Bare jeg forstår, hvorledes det går til, at de har den eller den mening, så irriterer det mig ikke længer. Husker du når jeg tog Heuch en smule i forsvar, hvor vred du blev. Der er dog ingen tvil om, at det var noget af en virkelig forståelse af manden, der bragte mig til at lægge et ord ind for ham, om jeg end hidset ved dig sa’e mere end jeg strengt taget vilde vedkjende mig.

*

Amalie til Erik Skram 10. juni1899. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

– Ja, småen – hun er dejlig, mit livs lys og trøst, det eneste i verden, jeg rigtig bryder mig om – hun og Ludvig. Folk tror at det er mit forfatterskab, som bærer mit liv. Jeg aner ikke at mit forfatterskab er til. Så lidt værdi har det for mig. Nej, det er småen og Ludvig. Og i anden række lille John – ja, lad mig ikke utaknemmelig glemme den snille, søde Signe.

Og dernæst er det sorg som bærer mit liv. Hvis sorgen på vidunderlig vis blet tat [sic] fra mig, så vilde jeg vist dø af forundring og lettelse.

*

Amalie til Erik Skram 11. juli 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Så husker Du, Du skrev til mig at Du levde med et fruentimmer som elsked Dig og som Du holdt meget af o.s.v. Det faldt Dig ikke et øjeblik ind at denne meddelelse vilde falde mig for brystet, end sige virke som et svimlende slag. Senere, da jeg i Sverrig var bleven din, sa Du fremdeles ting, som bragte sjælen til at vende sig i mig. De står som ildskrift for mig, og engang får Du vel se dem igjen. Fremdeles senere, da vi var gift, erfared jeg at Du havde tat din elskerinde tilbage  og havde levet med hende også efterat vi hørte hinanden til og tiltrods for at Du havde forsikret mig at det var forbi mellem Dig og hende. Endvidere, da Du første gang efter 3 måneders ægteskab skulde være 10 dage borte fra mig, rusted Du Dig til uden resiko, at kunne gå til fruentimmer. Jeg véd nok at Du gav en [mærkelig – krysset ut] slags forklaring over denne din handling, men den var mig aldeles uforståelig. Da jeg spurgte hvad Du havde i det lille futeral, svarte Du rask: hæfteplaster; det var først da jeg åbned det, at Du kom med din forklaring. Tænk Dig nu mig, med [det – krysset ut] mit ægteskab, og [de – krysset ut] mine erfaringer bag mig opleve dette! Kan Du ikke forstå at det måtte virke som det virked? Og kan Du ikke derfor også en gang glemme den sorg jeg har voldt Dig, og ikke kaste det frem for mig som den omtalte aften. Nu er det jo forbi og hvorfor så rippe op i det, og bringe det gamle sår til at bløde igjen. Ja, for nu har det blødet igjen, dette sår som jeg trode lægt. Hvorledes kunde Du vente at jeg i Dig skulde se stik det modsatte af hvad dine handlinger viste mig. Jeg kjendte Dig jo ikke, skulde først begynde på at lære [Dig – krysset ut] kjende Dig, dengang alt dette kom. Ja, af alt det fæle jeg har oplevet i mit lange bevægede liv, er det med Dig det værste. Gud bevares hvad jeg led dengang. Aldrig søvn om natten, aldrig fred for det nag som grov i mig. Dette at være begyndt om igjen på et ægteskab af det førstes art, å gud å gud, hvor var det onde tider. For husk, husk dog at jeg kjendte Dig ikke! Jeg måtte jo tro det værste om Dig. Og Du er også først efterhånden blet den Du nu er. Men dette at Du altså havde evnen i Dig til at bli en god ægtemand, det var dette, jeg ikke vidste og ikke kunde vide. Og ubodelig, uoprettelig skade har det voldt både for Dig og for mig. [I lang tid – krysset ut] Det fornedred min opfatning af mit forhold til Dig og lod mig i lange tider se på mit ægteskab som på noget løsagtigt, der ikke var stort værd. Bliv nu ikke harm over at jeg resumerer alt dette. Der findes hverken vrede eller ondskab i mit sind, men jeg vilde så gjerne Du engang i ro skulde tænke denne sag igjennem og prøve på helt at se den med mine øjne. Det har Du vist aldrig gjort. Du har følt Dig så altfor meget i din ret og glemt at for mig havde Du ikke mindste spor af ret. Og hvad nu dette angår, at det kommer an på ”måden hvorpå de smertelige forestillinger virker”, så vil jeg sige hvad jeg tit har sagt: jeg kunde ikke skabe mig om, ikke bringe de mærker fortiden havde sat på mig til med en gang at forsvinde. Jeg var heller ikke kreti eller pleti, men én som vel alting virker særegent på. Og derfor siger jeg og vil jeg sige til min sidste stund: jeg har intet at angre på.

*

Amalie til Erik Skram 16. aug. 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal
Tak, min kjære Erik for dit søde, så fint sørgmodige brev. Jeg læste det med vemod og en underlig hjælpeløs rørelse. Denne følelse af at Du blir gammel, som nedslår Dig, er dog kun sikkert en forbigående stemning, som ganske vist med mellemrum, store og små kommer igjen og igjen i et spand af tid, og tilsidst går over til at bli en stabil forestilling og altså en realitet. Men så er der dog nogen henstand. Selv har jeg mange gange, og især nu i de senere tider følt denne tynge over at mærke hvorledes livets små glæder flygter og forsvinder samtidig med ungdommen og med de år, som på en vis måde kan kaldes for et menneskes bedste. Og desuden en sorg der ytrer sig ved pludselige stingende fornemmelser når det går igjennem mit indre, at alt er forbi, fordi alderdommen står der med sin sorte åbne favn, – hvis fangende arme ingen kan komme forbi. –

*

Amalie til Erik Skram 16. des. 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Nu, når jeg for alvor begynder at ta mig selv i nakken, ser jeg for et bæst, jeg er. Slige dumme, stygge ord, jeg bruger.

Men Du ved Erikmand, at jeg altid har havt imod at gå til folk, til deres middager uden at kunne gjøre gjengæld. Og hvad satan skal vi med alle de folk. Jeg orker det ikke. Men siden nu Du og jeg er forbundne, kunde Du så ikke engang ta det parti at sige nej til indbydelser, der er nye, som nu til Axelliane? Jeg vil ikke ta også dette nye bekjendtskab på mig. Jeg vil ikke være forpligtet til at gjøre middag for hende. Kunde Du ikke ganske stille sagt nej tak; jeg kan ikke[.] Hvad i alverden Du venter at opnå ved alle disse bekjendtskaber: Fogger, Christmasser, Axelianer, Rørdammer, Baggerer – ja gud hjælpe mig om jeg fatter det!

*

Amalie til Erik Skram 16. mai 1894. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo

Jeg sorger bestandig og bestandig over al den fortræd jeg har voldet Dig i disse 10 år. Det kom væsentlig af at jeg i flere år, længe, længe ikke havde tillid til Dig. Jeg var ikke vis på, at Du ikke hvert øjeblik som helst kunde gåt bort og bedraget mig. Derfor søgte jeg altid at væbne mig mod det og at bli sådan at når slaget kom, skulde det ikke gjøre mig ondt. Og deri at min tillid til Dig fik et knæk har Du skyld.

*

Jeg véd nu bare ét; at ivinter ialtfald, vil jeg ikke være sammen med Dig. Det går ikke an, fordi jeg elsker Dig. Jeg vilde på alle kanter komme til at lide aldeles umenneskeligt. Å gud, hvor har jeg dog vidst lidt besked om alting, dengang jeg uden frygt og bæven, gladelig og sikker foreslog Dig at vi skulde gifte os. Fordi ingen anden mand havde fåt mit hjærte til at banke på den vis, og fordi ingen anden mand havde bare tiltrukket mig, som Du gjorde. Ja nu véd jeg dette, dengang trode jeg at jeg var dødelig forelsket i Dig. Jeg har altid selv vært i god tro, lumpent eller uærligt har jeg aldrig båret mig ad.

*

Amalie til Erik Skram 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Bryd Dig ikke om det kjære min ven! Du véd, jeg ha mine ”gale” togter. Så siger jeg det, ”normale” mennesker aldrig siger. Det er forskjellen, nemlig at jeg siger det. Jeg er nu svært lej for jeg gjorde det. Hvad skulde det dog til!

*

Amalie til Erik Skram 2. jan. 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Da jeg skrev hint brev, tænkte jeg ikke et sekund på at det måtte få en virkning, hvis tilbageslag måtte smerte og ulykkeliggjøre mig. Jeg bare gav efter for en stærk trang til at gi min pine luft.

*

Kjærlighed er det og det, siger Du. Nej, min ven, kjærlighed er mangehånde den, og kjærlighedens ytringer går gjennem et menneskes temperament, og får mærke og form af det, der har dannet mennesket. Og det er meget og mangehånde det, som danner et menneske. Og når der er meget magtfuldt og underligt inde i en, så blir ens væsen mangehånde forskjelligt. Men jeg ønsker nu at kjærlighed for mig var så selvfølgelig det samme som for Dig. For af alt det af den slags jeg har sét i verden, er det, som kjærlighed har tvunget og endnu svagt tvinger Dig til at være, det bedste og højeste i menneskelivet.

*

Men det er ikke så videre fornuftigt at sige til en huskat som man [holder – krysset ut] har holdt af: Du er en kat, men jeg liker bedre en hund. Værsgod skab Dig om til en hund. Og så hvergang det viser sig at katten er kat at dænge denne arme kat, som gjerne vil, men ikke kan skabe sig om til en hund. Så kan den arme ydmyge kat kun stræbe efter at bli en så behagelig og snil kat, som en kat kan bli her i verden, og så vente på, at der engang kommer en dag, hvor dens herre siger: for en kat at være er Du alligevel bra, og turer Du frem som nu, ender jeg med at ikke ønske mig nogen hund istedetfor den kat, jeg nu engang har. – –

*

Amalie til Erik Skram 20. jan. 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Der var engang et menneske, som efter lidelser og ulykkelige hændelser og alskens forvildelser, 10,000 ganger måtte stå ved livets kildespring, ved godheds og kjærligheds evindelige kildespring, før det menneske lærte tingenes og livets værdier at kjende. Og før det menneske la sig stille ned på det sted, hvor der var hvile at finde. –

Men så, da jeg er fremme, hvad gjør det så, ”at solen mig har brændt?”

Ja, i storm og kval og undergang gik det for sig. Jeg var pludselig fattig og nøgen og dødsdømt, og vidste at jeg leved af et menneskes nåde. Vidste at når det menneskes arme sank trætte ned, og ikke mere orked at holde mig oppe, da var det forbi. Ja, kjære, kjære Erik, sådan har dit liv vært sammen med mig. Jeg det først, da dine arme begyndte at synke af træthed. Jeg havde vært så altfor vant til det gjennem de mange år, det var så selvfølgeligt, at Du skulde bære mig over alt, alt – å gudskelov og tak fordi der dog inde i mig fandtes en gryende evne til at forstå det altsammen rigtig. Og så, når jeg er fremme, hvad gjør det så, at solen har mig brændt? – Jeg har vært på prøve hernede, på mangehånde prøver, og jeg tror nu, at jeg ved hvad der er det eneste jeg vil.

*

Jeg ved vel at det er en styg årstid, og at jeg kan risikere at forlise på den fæle jydske vestkyst [?] men det som skal ske, det sker. Og døden skal jo også en årsag ha. Hvis jeg skulde gå under på rejsen, så vil tanken om at jeg så slipper for Slott Møller, være mig en husvalelse i min sidste stund.

*

Amalie til Erik Skram 26. juli 1897. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Du, som trode vi var i august! Det ligner Dig. Som jeg grunded over hvad Du kunde ville mig. At det måtte være vigtigt, var jeg sikker på, for Du véd jo, at jeg ikke kan tale i telefon.

*

Amalie til Erik Skram 28. aug. 1892. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

 

Men hør nu – jeg rejser hjem på onsdag. Så får vi bo på jernbanehotellet til vi kan komme ind i lejligheden. Du véd, jeg sværmer ikke for at være på landet, når aftenerne længes. Og jeg har hele tiden sagt at jeg ikke vilde være alene tilbage, når Du rejste. På onsdag har jeg holdt ud i 14 dager, men mere blir det heller ikke. Jeg har uafladelig sagt herude: blir det kolera, så styrter jeg til Kjøbenhavn. Her er det værste sted man kan være med al den urenligheden. I 1853, sidst der var kolera, var den rent rasende herude. De døde som fluer. Det er forresten slet ikke for koleraen, jeg vil til byen, jeg er ikke bange og tror heller ikke på at den kommer, men jeg kan ikke holde ud længere. Nu er mit arbejde ganske færdigt – jeg har vært umådelig flittig for at ha det parat til oplæsning, når Du kom idag – og så har jeg heller ikke det at være optat af. Desuden skal jo Marie være inde på torsdag og at få den nye pige ud her, når jeg alligevel skulde afsted fredag eller lørdag som Du foreslår – det er der ingen mening i.

*

Amalie til Erik Skram 4. april 1896. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Du har vakt min sanselighed til live – Du har også hjulpet mig til at dræbe den. Enten-eller – Det er nu mig

*

Likså uerfaren og uvidende jeg var, den gang jeg gifted mig, likså vidende og erfaren blev og var jeg 12-13 år efter. Og dog var jeg, dengang påny min skjæbne stod overfor mig, i skikkelse af Dig akkurat den samme, som i gamle dage.

*

Jeg begynder at indse det rigtige i dit snak om min overdrivelse. Jeg har vel dog ikke vært fuldt så ussel, og Du ikke fuldt så herlig, som jeg har troet

*

Amalie til Erik Skram 4. sept. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Til V. Møller har jeg skrevet; jeg har sendt ham følgende: (Du husker han bad om en udtalelse om mit forfatterskab f.eks.) Odin straffer sin Valkyries formastelige opsætsighed ved at lænke hende til klippen i universets ødeste bjergegn. Havde han vidst rigtig besked, vilde han istedetfor ha gjort hende til norsk forfatterinde.

*

Amalie til Erik Skram 9. apr. 1889. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Desforuden var der to norske hestehandlere, som kasted sin elsk på mig – gudskelov de rejste på dæksplads – og ikke lod af at snakke med mig såsnart jeg kom på dækket, hvor jeg forøvrigt var den meste tid. Da de hørte, jeg var fra Bergen skvat de til og sa på en gang: ”Det er marjarligt[?] langt vække”! Gud ved hvorfor altid den slags folk slutter sig til mig med en aldeles rørende fortrolighed. Disse her havde jeg nu ikke sét på, langt mindre tænkt på at tiltale, for jeg gik i egne tanker frem og tilbage, tilbage og frem og tænkte på hvor god og elskelig Du var og på hvor uhyre meget jeg skyldte denne Din godhed og elskelighed, ja, for Du er så god at Du tvinger en til at bli god, selv om en har vært nokså meget på veje til at bli ond. Velsignede menneske.

*

Amalie til Erik Skram 9. des. 1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Du ikke være ”trist og tung tilmode”, Erikmand. Jeg skal med guds hjælp bli snillere og bedre. Jeg sige: med guds hjælp. Dermed mener jeg, at jeg vil af min inderste sjæl, og at jeg håber på alt godts hjælp. Men jeg er så bedrøvet. – bedrøvet? – å for et lidet sigende ord. Det eneste, min hjærne sysler med: Det er Dig. Alt det andet som hænder, og har hændt mig om dagene, går mig, kanske altfor meget forbi.

*

Amalie til Erik Skram 9. nov. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Tak min søde ven for dit brev, som jeg havde længtes så meget efter at få.

”Du overdriver i dette som så ofte i andet,” sender Du mig til svar og trøst på min fortvilede klage. Nej, jeg overdriver ikke. Sandheden er, at den sorg jeg føler, er så stor og dyb at den ikke lar sig beskrive med ord. Den har så mange nyancer af mørke og pine, den tier aldrig, aldrig. Alt hvad jeg sér og oplever er sorgen; der eksisterer intet andet for mig. Alt alt minder mig om Dig, og det, der var, og borer sig svidende ind i mit hjærte. – Og jeg overdriver heller ikke grunden hvorfor jeg sorger. Så sandt som det ingen overdrivelse er at jeg har lagt dit liv øde, at hele dit liv sammen med mig som min ægtemand har vært ”en latterlig komedie”, som har ”tæret al din kraft”, at det er mig selv, mig selv! som ærlig og redelig har sprængt ”din kjærlighed til mig ud af verden”, at jeg har ”forsimplet og nedværdiget Dig[”] ved min åndelige råhed, og ved de våben, jeg har brugt, og at Du endelig i mange år af dit liv for min skyld har gåt og havt det så ondt og fælt, som jeg nu har det, takket være mig selv – såsandt som alt dette ingen overdrivelse er, og det er det ikke, såsandt er der heller ingen overdrivelse i mit syn på min skyld. Men jeg véd jo, at det ikke kan nytte at hverken snakke eller skrive om det. Du har for mig ikke mere nogen trøst. En stemme inderst inde i mig sa også til mig, mens jeg sad der i Köln, og senere i Paris og skrev: gjør det ikke. Han vil få en grimase af ækelhed på sit ansigt når han læser det, og hans svar vil bli. ”Din paraply! Glem dog ikke den.”

*

Skram, A. and J. Garton (2010). Amalie Skram. Brevveksling med forlæggere. [København], Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Nr. d 43 Paul og Emil Langhoff

Amalie Skram til Paul Langhoff

Hvis De nu ikke har lyst, hvis De, som så mange, ikke kan holde ud at

høre på højtlæsning – jeg læser desuden dårligt – så må De endelig ikke synes, det er kjedeligt at sige nej. Jeg blir ikke spor af fornærmet over det.

Men i modsat fald vilde det glæde os at se Dem her tirsdag aften kl. 9 præcis.

Deres hengivne Amalie Skram.

NB. De er nok så venlig i ethvert fald at sende et par ord til svar.

D S.

*

Amalie Skram til Peter Nansen

Kroghsgade 1 Ø.

20de nvbr. –89 Kjære hr. Nansen.

Undskyld at jeg først nu kommer mig til at svare på Deres venlige brev, men jeg er slet ikke kommet mig i tur med at få det mindste gran besørget eller udrettet endda, ikke andet end at pleje min helbred og stelle med små- en‭. ‬S‮«‬‭ ‬er det nu ogs‮«‬‭ ‬s‮«‬‭ ‬kjedeligt og besv‮>‬rligt at skulle skrive biografiske‭ ‬notitser om sig selv, især for mig der ikke har det fjerneste begreb om årstal

og sligt. Men altså nu skal jeg se til at rode noget sammen i en fart som De får bruge efter bedste skjøn.

Jeg er født i Bergen, hvor min far var kjøbmand, 22de august 47. Jeg havde ingen søstre, men 4 brødre hvoraf de tre var omtrent jevnaldrende med mig, et par år ældre eller yngre. Med dem og deres kammerater blandt latinskolegutterne legte jeg meget og var meget sammen med i min barn- dom. Deraf måske min forkjærlighed for at skildre gutter og mænd. Som ganske liden kom jeg ind på byens mest ansete pigeskole, hvis bestyrere teologerne, nuværende skoledirektør Holck og skoleinspektør Irgens begge to meget bekjendte mænd i Bergen, jeg rent ut forguded. De havde stor

indflydelse p‮«‬‭ ‬mig‭. ‬S‮>‬rlig skyldes det vistnok deres p‮«‬virkning at jeg som

ganske ung og længe siden var så alvorlig relegiøst grebet. I 8–9års alderen var min bedste glæde en tidlang at tilbringe hele eftermiddagen, når jeg havde l‮>‬st mine lektier‭, ‬p‮«‬‭ ‬barnev‮>‬relset‭, ‬hvor jeg fik barnepigen‭, ‬et stort‭ ‬rødkindet menneske med sort brusende hår og svære mørke øjne til at synge viser for mig mod at jeg fortalte hende historier. Særlig yndet jeg visen om fru Guldborg som går igjen og ser til sine forkomne børn; over den græd jeg altid hver gang på ny – og to elskovssange hvor det ender med at begge de elskende dræbes, i den ene af sig selv, i den anden af den»grumme fader«. Historierne jeg fortalte fandt jeg selv op. Jeg laved dem om aftenen i sengen og på vejen til og fra skolen. De handled om krig og bortførelser og endte alle gruopvækkende. En dag sa pigen pludselig: »Aa, Du bare sidder og digter«. Jeg blev ildrød af undseelse, forsøgte at nægte, men blev modsagt » Hun var ikke så dum, som jeg trode.« Så løb jeg grædende ud af stuen og indfandt mig ikke mere på barneværelset for at digte. Jeg tigged og trygled hende, om ikke at sige det til nogen, og det gik hun omsider ind på. Til gjengjæld lovte jeg hende ikke at omtale at hun havde leiebibliotheksromaner liggende under hodepuden, som hun af og til havde lånt mig. Blandt andre havde jeg af hende fåt »Gud råder«, af Dumas at læse; den gjorde sligt indtryk på mig skjøndt jeg ikke forstod den, at jeg var syg i mange dage og lå vågen om nætterne og grunded over alt det dunkle og ubegribelige. Min lærer i norsk sa om mig mens jeg gik på skolen at skulde han tænke sig at nogen af hans elever blev skribent så blev det mig, en ytring som forresten først kom til min kundskab efter at jeg var 30 år gammel. – Teatret har jeg aldrig havt lyst til. Barndom og ungdom var fuldstændig optat af skolen og veninder og af mine brødre med kammera- ter, som skrev vers og udgav et blad som jeg af og til stjal mig til at læse. Selv skrev jeg kun en eneste gang vers, det var et farvel til skolen da jeg forlod den men jeg gjemte det som en dyb hemmelighed, og græd i stilhed over det mangen en gang længe efter. På skolen gik jeg til jeg 16 ½ år gammel blev konfirmeret‭; ‬for nogle fags vedkommende som kirkehistorie og sprog‭ ‬enddog til jeg 17 år gammel blev forlovet og kort efter gift med skibsfører Müller, en bror til nylig afdøde professor i physiologi ved Kristiania univer- sitet, Worm-Müller. Med ham gik jeg på rejser i mange år, først i sejlskib til Vestindien og Meksiko og derefter på jordomsejling, og senere i dampskib dels i passagerfragt dels i fragtfart på Middel- og Sortehavet. Alt lagt sam- men har jeg vistnok tilbragt 10 år af mit liv på rejser. I 1878 blev jeg skildt fra min mand og leved de følgende 6 år på Østlandet sammen med mine brødre, som da var embedsmænd, indtil jeg i 1884 blev gift med Skram og bosat i Kjøbenhavn. –

Det første jeg skrev var en anmeldelse af Marie Grubbe, vistnok først i77. Anledningen var at der blev talt og disputeret så forskrækkelig meget om den bog af dem jeg kom sammen med. Senere anmældte jeg nogle bøger Bjørnson i hvilken anledning pastor Heuch i »Luthersk Ugeskrift« tog skarpt til gjenmæle, hvoraf fulgte en polemik om relegiøse materier. Men endnu tænkte jeg ingensinde på at bli forfatterinde. I 82 skrev jeg min første fortælling: »Madam Høiers Lejefolk«, som blev trykt i Nyt Tidsskrift; den blev angrebet og udskjældt i norske og svenske højreblade efter en stor målestok. Først da begyndte jeg at tro på at jeg kunde lave »historiebø- ger«, men vedblev foreløbig kun at skrive anmeldelser indtil jeg i 85 udgav »Constance Ring«. Derefter fulgte Småfortællinger i Tilskueren, »Bøn og Anfægtelse« og »Knut Tandberg« og »Karens Jul« i Politikens Julenummer. I 87 kom så »Hellemyrsfolket«, »Sjur Gabriel« og »To Venner«, i 88 »Lucie«, i 89 »Fjældmennesker«, til hvilken sidste min mand var medforfatter.

Ja, nu ved jeg ikke mere at fortælle Dem. Kan De bruge noget af det så var det godt. Undskyld at det i så høj grad bærer præg af hastværk og fald ikke i staver over »stilen« der er mer end ussel. Jeg har måttet rable det sam- men i en fart. Hvis det nu slet ikke kan anvendes så le idetmindste ikke af mig. Jeg synes det er sligt noget lignende som plejer at stå i den slags tekster til billeder. Med venlig hilsen til fruen og Dem er jeg Deres hengivne

Amalie Skram

*

Amalie til Elisa Knudtzon 11. nov. 1880. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Ak ja, — gid sommeren alt var kommen så jeg atter fik treffe dig! Jeg iler, brænder og fortæres gjennem dette sidste år af separationen; til næste høst skal slaget stå. Gud give mig kraft til ikke at bukke under som jeg ofte her syntes, var simpelthen det eneste jeg havde at gjøre. Det vilde dog være en altfor vulgair ende på et menneske, men forøvrigt rigtig en passende afslutning på et så ynkeligt for spildt og forkludret liv som mit. Ofte tror jeg at der hvis jeg havde levet i andre gunstigere forholde kunde være bleven noget af mig. Jeg har dog en del evner, — men som mit liv har været, er det mest at undres over at jeg ikke totalt er bleven moralsk og intellektuelt tordærvet. Men en stor knæk og forsinkelse har jeg fået, det er sikkert, — jeg når aldrig frem til noget egentligt, det ved jeg nu med vished og jeg resignerer mig også derved. Hvor det er deiligt at kunne tale så aldeles ud med eder; i kjender alt, og derfor ved jeg ikke noget der i længden vilde mildne min trøstes løshed end ofte at være sammen med eder

*

Amalie til Elisa Knudtzon 18. juni 1883. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Elisa Knudtzon Kr.ania 18de juni 83, Rosenborggaden nr. 11

Min kjære Elisa! Så kom der da endelig et livstegn fra dig. Det er stygt

af dig, at du lader mig vente således i halve år, nei i 3-fjerdingsårs vis. Hvis nu jeg gik hen og gjorde ligeså, så døde lorbindelsen mellem os rent ud. Og dette sludder at den omstændighed at du ikke kunde lic „tru Høier” — (du titulerer hende tor true ser jeg, en tor stor ære) stoppede munden på dig, skal du slet ikke komme med. Så pas kjender du mig vel nu, at du ved jeg ikke er en nar. Jeg er akurat lige glad enten mine venner synes om madam Høier, og overhodet om hvad jeg skriver, eller ei, — Jeg ved ikke enten det er ydmyghed eller hovmod, torsker heller ikke deretter; jeg ved kun at det er mig ligegyldigt, at dette om du Uker det eller ikke, aldeles ingen rolle spiller ligeovertor mine tølelser al venskab, kjærlighed og taknemmelighed mod mine venner.

For pokker! jeg kan da vel ikke ville torpligte mine venner til at beundre det smule lilleri jeg præsterer, — så måtte

jeg jo ville at du skulde hykle tor at jeg skulde kunne ind bilde mig at det jeg skrev var hævet over mistornøielse eller i dethele kritik, er dog vel ikke tænkeligt, håber jeg.

Jeg har lor meget sund sans i min hjærne til det. Jeg er ikke det mindste lorskremt, lordi om jeg er en al de så meget bespottede og lrygtede „skrivende damer”. Nu skal du en gang tor alle vise mig den rettærdighed og den agtelse at tørsta mig på dette punkt. Kan du ikke det, er skylden ved gud ikke min. Jeg har aldrig, aldrig givet dig nogen grund lor en så nedsættende mistanke.

*

Tro nu ikke et øieblik, at jeg tviler om eders venskab, at jeg er det ringeste bange tor min egen del, for at komme til eder. Men livet og omstændighederne medfører så mange for andringer, — man er til syvende og sidst slet ikke herre over nogen verdens ting, ikke engang over egne sympathier og tllbøieligheder.

*

Amalie til Elisa Knudtzon 27. mars 1878. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Det er for mig ganske rørende, den inderlige måde, hvorpå dn beder mig orn, ikke at lade mig plage af tanken på, (for at bruge et populairt navn) galehuset. I tankerne, er jeg, så ofte jeg har læst det, falden dig om halsen for dine ord. Men er du vis på, at det samme er tilfældet for andres ved kommende; tror dn ikke at størsteparten af menneskene altid vil tænke at jeg muligens ikke er normal; så ofte jeg bare vilde tale lidt ivrigt om en eller anden ting, som både du og din mand vistnok altfor vel mindes, var min vane, strax vil folk hviske om at jeg er tusset; tror du ikke ? Enhver vil iagttage mig med mistænksomme blikke og derfor ønskede jeg helst at bo på et aldeles ensomt sted, hvor menneskenes onde hån ikke kunde nå mig; allerhelst vilde jeg gå i kloster; ved Gud, hvis det var muligt, hvis jeg levede i et land hvor der gaves nonneklostre, jeg betænkte mig ikke et øieblik derpå.

*

Den forandring i veiret, som desværre er indtrådt har sikkert øvet sin indflydelse. Du må nemlig vide at sneen ligger 4 tommer tyk i gaderne, efterat her har været solvarme, vårhge dage med fuglesang og fremspirende græs og knoppede træer. Jeg, der har en så lidenskabelig kjærlighed tll solen og våren og fuglesangen og græsset, knnde ikke andet end føle mig uendelige trist ved denne bratte overgang, dette voldsomme tilbagefald. For mig var det varsel om, at også jeg, når, (for at bruge digterens ord), legen gik som bedst, måtte være forberedt på,gribes af de onde magters jemspir, og fængsles i sjælens mørke frostnats fortvivlende jammer, — ja hvad er et menneske dog for en elendig ting: Den østerlandske vis mands ord rinder mig iminde: „et menneske, født af en kvinde, lever en stakket tid, og mættes med uro”: ja mere end mættes, overmættes . . .

*

Amalie til Elisa Knudtzon 9. mai 1877. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Jeg frygter dog for at I fik nok af mig denne gang, — jeg var, om ikke egentlig übehagelig, så dog et nogenlnnde tro billede af mit indre jeg, og det er alt andet end elskværdigt i denne tid. —Jeg vilde dog så grumme nødig at i skulle holde mindre af mig

for det, men er det virkehg tilfældet, så lad mig endelig fremfor alt få vide det, — „out veritas, out morse”.

*

Når jeg tænker på alt det gale, onde og uelskværdige, jeg har givet af mig i de dage jeg var hos eder, kan jeg ikke slade) være at sukke med Salomon „At jeg dog måtte lære at slå en slå for min ånd”. — Engang i tiden, om jeg lever lenge nok dertil, vil i maske knnne forstå mig bedre, — det vil sige, dersom jeg engang kunde bekvemme mig til at tale rigtig nd for eder, men det kan jeg nu ikke tænke mig muhgheden af at kunne gjøre for noget menneske. — Jeg trøster mig med hvad Knudtzon siger, at om han kjender et menneske nøie nok tll at se alle de onde sider, så bider han sig med al sin kraft fast i de gode, der muligens forefindes, — men helas, — mine gode sider, om jeg nogen sinde har havt dem er gåede tilgrunde, og jeg har endog mistet evnen til at ønske dem tilbage; du ser altså at der skal en overordenthg høi grad af elskværdighed tll blot at kunne tåle mig end sige holde af mig, men jeg stoler dog på eder også i dette punkt.

*

Også farvel, tag imod min inderligste tak for al eders elskelige gjæstfrihed og overbærende godhed mod mig, jeg ved det med vished, at intet i verden skal kunne bringe mig til at glemme alt hvad I har gjort mod mig og været for mig, og hele mit liv skal I være mig uendelig kjær. Knndtzon bad mig om at jeg dog måtte bevare en plads for ham i mit hjærte, — jeg frygter for at den plads han optager er uforholdsmæssig stor. Det gjør mig ondt at jeg også denne gang skulde ende med at være i et af mine værste øieblikke sikkert som sidst.

Amalie til Elisa Knudtzon 9. okt. 1880.. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Hils endelig Knudtzon uendelig mange gange og tak ham for hans sidste brev. Han kan være rolig for meg nu, jeg er kommen til klarhed og fred, og dertil har hans breve bidraget for en vesentlig del. Jeg har ro i sindet, og jeg griber meg i at jeg om dagen går og glæder mig i mit stille sind over at jeg slapp at gå i skuddermudder. Det er ikke lidet at glædes ved når en har været lige ved det, som jeg, under mit unaturlige ægteskabs demoraliserende ind flydelse, sikkerlig var det. — Nu nærer jeg ingen bitterhed mod min skjæbne mer, den er snarere gået over til en viss velvilje, siden den har gjort et rigtig menneske at mig. Tidligere var jeg bare et halvmenneske, og neppe det.

Amalie til Harald Høffding 30. juli 1899. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Harald HøffdingFørslevgaard 30/7/99

Kjære protessor Høffding! Hvis det glæder Dem at glæde et medmenneske, så har De i stort mål havt denne glæde ved at sende mig det brev jeg igår fik fra Dem her. De snakker om tak for „Afkom”.

Hvad skal jeg da kunne sige, jeg, som sad og ikke kunde la være at græde ved al den takkens glæde, som tyldte mit sind mens jeg læste hvad De havde skrevet. A, De ved ikke hvor glad jeg blev, ydmyg glad og takknemmelig. Jeg havde jo strævt og slidt så tungt tor at tå denne bog

istand. I årevis. Jeg vilde ikke gi den tra mig, lør jeg var sikker på, at den var, som den skulde være. Det vil sige, at jeg helt havde tåt udtrykt hvad der lå mig på hjærte. De siger: en række at variationer, ædle og uædle.” Ja, det er sandt, og mere end sandt. I alle mine bøger har jeg skildret mest det uædle, det stygge og hæslige og råe. Fra begyndelsen at lordi alt dette stygge tortærdet mig så dybt, vakte min atsky og harme så at jeg ikke kunde bli kvit det, lør jeg havde tåt det ned på papiret. Senere fordi jeg lærte at forsta, at være medlidende. En inderlig medlidenhed med alle, alle, mest med de elendigste og usleste, tylder, ja overfylder mit hjærte. Dette at sige om den eller den, at han eller hun er et slet eller et godt menneske, er lor mig tomme ord. Selv i det dybest sunkne menneske er der godt. og i det højest stående og ædleste menneske er der ondt. Hvad det gælder om er at arbejde på sig selv. altid. ualladelig. arbejde på at det gode skal lå overtaget. Ondt udrydder aldrig ondt, men godt kan undertiden lå magt med ondt. Derlor synes jeg at ingen skal skrækkes tilbage lor noget-somhelst at det man kalder alskyeligt, lasteluldt hos mennesker. Se sandheden frit i øjnene, lorstå. forstå, og være mild. Jesus av Nazaret — det store forbillede, hvem gik han til? Hvem bragte han trøst og oprejsning? Nej. Petra er ikke overdrevet i skildringene. Tværtom.

Får jeg lov til at leve. skal De kanske bedre forstå og se. Hendes datter «Fie”, som jeg tral på et dampskib 5 år etter hendes gittermål, betroede sig tuldt ud til mig. Vi havde gåt på skole sammen, og jeg var af og til som barn kommen i hendes hjem. og set glimt på glimt at rædsel og uhygge. Og hendes bror, Severin, der endte som han ender  »Afkom” (han skjøt sig istedetlor at hænge sig) kjendte jeg også. Det har ikke været min mening at lægge denne store vægt på det økonomiske som De antyder at De har opfattet. Ganske vist er jeg overbevist om at det økonomiske

spiller en uhyre stor rolle, men en natur som Petras vilde været den samme ukjærlige, selviske, også i rige forhold.

Siden jeg skrev «Afkom” er der så mange kommen til mig og har sagt bevæget og grædende: «Akkurat sådan var min mor.” Og det er mennesker som er kommet fra rige eller velhavende forhold. Skjønt min mor gudskelov ikke var som Petra, forstår jeg dog godt disse mødre. Men derom blir det for langt at skrive. Jeg er så glad i Dem for de ord De sagde, at De ved at snakke med mig, havde fåt af mig et indtryk, der svarte til „Afkom”s forfatter. Det er ikke mange som har opfattet mig sådan, så — efter min mening — rigtigt. De fleste har fåt indtryk af verdsligt pjankeri ved at være sammen med mig. Jeg ved godt hvoraf det kommer. Jeg har nemlig også verdsligt pjankeri i mig, har især havt det, og det er dette jeg byr frem i selskabelig omgang. Det alvorlige, det gode og bedste i mig har jeg blu for at vise. Det er for godt. Men når De, kjære professor, har set tværs gjennem dette, så skyldes det Deres fine og ædle, rolige og stolte personlighed. Jeg har de gange jeg har vært sammen med Dem altid havt fornemmelsen af at der strøg som et pust fra en renere og finere verden forbi mig. En verden hvor der kjæmpedes og levedes for andet end for erotik og sladder og smålighed.

Den hjærteligste tak og den mest hengivne hilsen fra Amalie Skram

*

Amalie til Helene Sandberg 1893. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Helene Sandberg Bergen

Kjære Helene! Du ved, jeg synes, du er sod og mageløs, spør bare H.,

men kjæreste Helene min — jeg kan ikke i min alder og med den smule position jeg efter fattig lejlighed indtar i vort samfund her i verden finde mig i at stå under formynder skab, ikke under dit, ikke under nogens i verden. Når jeg udtrykkelig har bedt H. om at kjøbe en fl. øl, fordi jeg altså var tørstig og vilde ha øl at drikke — vi føjed os længe efter dit påbud, H. og jeg, og opgav at drikke så længe du ikke vilde det — så er det efter min mening et utilbørlig overgreb på din side at kaste flasken væk. Du har altså ikke den fjerneste ret eller adkomst til at gjøre det Helene, og jeg, som sagt finder mig ikke i sligt. Du har også to gange — naturligvis i spøg, sagt at jeg har opført mig sjofelt mod dig. Og det liker jeg ikke. Jeg tør sige med sandhed at jeg aldrig har opført mig sjofelt, og derfor vil jeg heller ikke beskyldes for det. Altså, derfor har jeg flyttet fra dig Helene. Jeg ønsker ikke at bo hos en som vil være min formynder, forstår du.

Jeg er voksen nok til at svare for mine gjerninger og jeg har ikke ved min opførsel kompromitert dig. laltfald ikke etter min mening. Hvis du synes det modsatte, så har vi altså så forskjellig opfatning af ting og forholde her i livet, at vi ikke godt kan sammen. Men tusen tak for din gjæst frihed kjære Helene og især for din elskelige tanke med både mig og Ludvig, det stakkels fæ.

Jeg sender en dag bud og får regning på igår. Lad den da endelig være at få, for jeg rejser meget snart hjem igjen. Hils og kys H. tra mig og tag selv et varmt Kys og ha tak fra din

Amalie!

*

Amalie til Ingeborg Janson 7. juli 1900. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Ingeborg Krog Janson 7. 7. 1900

Min kjære søde Ingeborg! Det er bare 14 timer siden jeg sa larvel til Dig, og her sidder jeg og savner Dig, savner at Du ikke er i huset, selv om jeg ikke skulde se Dig. Du solpige . . . i Kr. Jansons annen hustru.

Gid du nu tik en rigtig god og dejlig ferie, du kjære, kjære menneske. Godt vejr mener jeg nærmest. Aa, hvor jeg under dig det og hvor du trænger til det. — Nu må du ikke i glæden over at være sammen med dine, helt glemme den stakkels Amala. Ja, tænk dig, Ingeborg, jeg er så sjotel at jeg er jaloux. Denne småhge følelse streifed mit sind flere gange, elter at din mor og søster og gutten var kommen. Naturligvis jog jeg det straks bort som noget uværdigt, men det er sandt at følelsen var der, og jeg skammer mig . . . Men du er jo så sød og kjær. Å hvor det græmmer mig at jeg ikke har en søn som kunde bli din ægtemand. For saa blev du min likså meget som Drudes . . . meget som jeg, tror det har hun ikke forstand til endnu, det fæ.

Småen hilser dig; hun elsker dig også, men ikke så Din Amala.

*

Amalie til Marie Schneider 23. aug. 1890. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Marie Schneider 23/8 —90, 3andgaarden, Hornbæk

Kjære Marie!

Hjærtelig tak for de deilige Roser og den masse pragtfulde druer! Jeg havde jo både tigget og truet at ingen skulde vide om min ækle fødselsdag, men jeg fik såvidst andet at vide. Straks om morgenen kom Kristine og ønsked mig til lykke. Jeg svarte det var en feiltagelse og den kloge Kristine lod som hun trøde det og bad næsten om undskyldning for sin uvørne mund. Men så lå der paa bordet ved teen den mest bedårende mappe fra Achen og en mindre bedårende fra Skram, som han straks skal bytte i noget andet, og da så siden kurven fra Dem arriverede og der kom chokolade på bordet ved totiden måtte jeg gi tabt og lade det være

min fødselsdag. Kristine så ganske spodsk triumferende ud…

Men nu skal De høre! Det var ikke dermed gjort. Ret som vi sidder og maler, kommer Ring, han maleren De ved, foråt bli hele dagen. I det hele taget begynder frem mede at vælte som en daglig fornyet bølge ind over os. Vi føler os overhodet ikke sikker et øieblik på dagen; de

gode, gamle tider er forbi, og Achen og jeg lægger, mens i Marie Schneider, tødt Thiele, gift med keramikeren Andreas Schneider.

122

vi maler/ planer om hvorledes vi skal bære os ad med at flygte ud gjennem vinduet og la dem i stikken, men så er vi bange for, at vi skal sidde fast, så de fremmede må komme og rædde os. Men altså Ring kom og fik chokolade til en begyndelse. Så beslutter vi at gå i bad, og da vi hadde fåt fat på alle vore greier, ser vi en flok på tre personer komme imod os fra skovbrynet. Hvem er dog det? Jo, det var Niss og maleren Vullumsen med frue som folk trøde i Earis. Så høire om, ind igjen til chokoladen. Derpå i bad under skybrud og vandpumpe, og så sklldtes vi efterat ha modtat ordre fra Niss om at møde paa kroen kl. Efter middag gik jeg ind foråt få min sedvanlige lur, og da jeg kom tilbage foråt klæ’ Smaaen, får jeg høre, at Niss og Vullumsen har været der med fornyet ordre om at vi har at møde i karnevalsdragt, og at alle på leiet skal med. . . . Først syntes vi, det var vanvittigt, men da vi mærked, at de andre vilde, begyndte Achen at lægge sit søde smaa hode i blød, og så fik han os alle draperet efter en målestok! Til Anne Cathrine (Achen] laved han en blomsterhat, som klædte hende bedre end noget andet plag i verden, Skram blev dekoreret med et broget tæppe, som hang ned foran og Anne Cathrines Slængkaabe over skuldrene med den røde farve ud, Ring blev påklædt som en tsjer kesser-høvding, og jeg fik en tyrketurban om hodet. . . . Vi begav os da på vej med lygten foran ned foråt hente Thea, som var bleven omskabt til den yndigste fiskerpige, De kan tænke Dem, og så toged vi videre til kroen, hvor i Dvs. mens Achen maler Amalie.

123

der mødte os en broget samling af alle slags individer. De kan ikke tænke dem alle de morsomme Dragter, der var skaffet tilveie med de par timers varsel. I begyudelsen gik det forresten lidt trevent! der var ingen musik at få og folk så flaue ud. Men så havde Niss fået fat på en fyr med et håndorgel og så begyndte dansen at bruse og punschen at flyde, og stemningen steg hurtig tllveirs. . . . Skram og Achen var de bedste dansere, dernæst Hans Nikolaj og Henriques, som var i en allerkjæreste natskjorte og hvid hue og saa storartet ud. I en lancier kyssed Hans Nikolaj fru Achen midt på munden med et smæld og straks der efter gjorde Henri^ues det samme med mig. Så kan De slutte hvordan stemningen har været. Og så pludselig var Henriques sprunget op på et bord og holdt tale for fødsels dagsbarnet, mig. Han ved det er min den 22de fordi hans egen er den 23de. Jeg fik hurraer og blev båret i guldstol rundt salen. Hvad synes De? Skram og jeg gik forresten hjem såpas tidlig at vi var Achens kom først kl.

i seng kl. 5a de har nok moret sig bedst. Når De nu med guds hjælp snart kommer herud, får De naturligvis høre mere om dette bakkanal. Hvad jeg har fortalt er kun de løseste omrids. Nu har jeg skrevet meget mere end jeg tænkte, men gud ved om De kan læse det. Sligt et asen er jeg til at skrive. Jeg skynder mig altid så ryggesløst, at jeg får krampe i fingrene og så er det ikke til at komme igjennem.

Idag er vi nok lidt sjakmat, men iaften skal vi i gilde til Henrihues og da går vi nok tilveirs igjen.

124

Hils nu onkel og^vVedege og Ingeborg mange ganger

og tak dem for lykønskningen og vær De selv hjærtelig hilset fra Deres hengivene

Amalie Skram

*

Amalie til Ole Elias Holck 1. des. 1869. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

De blev vel meget forundret over at høre, at jeg skulde blive med tll Australien; sandt at sige er jeg det ogsaa selv.

Jeg var nu saa aldeles bestemt paa at blive hjemme, og det tog ogsaa Tid inden jeg kunde fremkjæmpe min Beslutning, men nu er den tågen; jeg haaber og tror, at det for mig var det Rette dennegang at blive med, i alle Fald er jeg nu ganske i Av

Tbizted. rolig og fattet. Gud styrke mig nu i Kampen mod mig selv.

ak jeg er haard som Sten og saare vanskelig at brydes med, endnu værre at overvinde; men vor Herre er dog stærkere, og vinder vel for Jesu Skyld Bugt ogsaa med mig arme Menneske, lad kun ham om det. jeg er jo ikke den første han beseirer. Ofte er jeg dog nærved at tortvivle over mig selv…

*

Amalie til Verdens Gang 26. jan 1901. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo, Aschehoug

Til Verdens Gang 26 I 1901

Man har sagt mig at jeg i norske Blade i Anmeldelser om min siste Bog „Julehelg” er bleven kaldt norsk Forfatter. Derimod protesterer jeg. Her i Danmark er det at jeg er bleven Forfatter. Jeg anser mig selv, og ønsker bestandig at blive anseet som dansk Forfatter. I Ly av de Danskes årvågne, lydhøre og udviklede Intelligents er det at jeg har turdet vove mig frem med Bog efter Bog. Det er Danmark jeg skylder at jeg eksisterer som Forfatter. Skulde jeg have været henvist til Norge, så vilde de der snart, meget snart have gjort det af med mig. Det er med Mennesker som med Planter. En liden Smule Solskin, en Liden Skjærm mod Barskhed og Kulde og Storm må de have lor at de kan holde Liv i sig. Det har jeg fået i Danmark. En gang før har jeg sagt det samme i dette samme Blad. Men da jeg tra flere Kanter, af Norske, har fået høre at man overbærende mente det var skrevet i Overilelse, gjentager jeg det nu. Et voksent og nogenlunde selvansvarhgt Menneske siger eller gjør ikke den Slags Ting i Overilelse.

Amalie Skram.

Amalie til Aasta Hansteen 4. juni 1901. Fra Kielland, E., Ed. (1955). Amalie Skram Mellom slagene. Brev i utvalg. Oslo,

Til Aasta Hansteen Kjøbenhavn d. 4 Juni 1901.

Kjære Frøken Aasta Hansteen! Nu vil jeg skrive til Dem. Fordi at nu kan jeg det. Den gang De sendte mig Deres store Visitkort,1 som De selv kalder det, var det mig umuligt at tænke paa noget eller skrive til nogen. End ikke takke for saa stor en Elskværdig hed, De viste mig. Jeg har forresten læst i det, De sendte mig, og været glad for det og enig med Dem. Tak fremfor alt fordi De kalder mig Amale Alver Skram. Det gjør ingen anden. Men jeg er og heder Alver fremfor noget andet Navn. Og hvad De skriver om „Jule helg” — ja, jeg kan ikke sige Dem, kjære Aasta Hansteen, hvor dybt, De har glædet mit Hjærte. Selv er jeg saa særlig glad i den Bog. Jeg ved, hvad „Julehelg” er. Og nu — at De siger det. —Ja, det har gjort mig saa glad, to Gange saa glad.

Nu gaar jeg i Hi. Det vil sige, tager ned paa en afsides Kro foråt skrive færdig fjerde og sidste Del af Cyklussen „Hellemyrsfolket”. Saa eksisterer jeg ikke for andre end den, der i Ny og Næ vil sende mig et godt lidet Brev. Som De har gjort. Endnu en gang Tak til Dem, De kjære, gode Menneske . . . Kirke i det nittende Aarhundrede”.

*

NKS 3823 4 0 (Amalie Skram, kladdefragmenter)

“Jeg, som indtil fornylig sørged over at jeg var så usselt og dårligt et menneske, jeg, som var nærmere ved at fortvivle, som ikke kunde se eller tænke på mig selv uden med smærte og foragt – jeg har nu lært at andre mennesker ikke er bedre. Den store dåd, den blændende hæltegjærning udøves i drukkenskab, eller i ekstase, hvilket vil sige åndelig drukkenskab. Så snart man har lært et menneske nøje at kjende, væmmes, eller i bedste fald kjedes man ved det. Og msn siger til sig selv: Se Dig i spejl. Slig er også Du. Det eneste, der duer; det eneste, man til syvende og sidst ærbødig bøjer sig for, er denne nøgne, tørre pligtopfyldelse. Alt andet er sludder og vrøvl. (*Så kommer et par uleselige setninger*)

*

«Denne mand; E.B. ligeoverfor hvem jeg har følt en ubændig trang til at kaste mig ind til, til at bede ham om at tage mig op til sig, denne mand, den eneste jeg i verden har mødt, som jeg ved kunde mestre mig, kunde være min herre, og hvad andet er det et menneske begjærer end det at finde sin herre, sin overmand. Denne mand lever nu i lykkeligt  ægteskab med en af de dejligste kvinder, jeg nogen sinde har set. Og jeg er glad over det. Så meget holder jeg af ham og hende, at jeg er glad. Mine taarer strømmer.»