Seksualitet

Amalie til Erik Skram 24. juni 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Tak for dit brev min elskede ven! Jeg fik det igår, og vilde altså ha havt det før, hvis det var blet ekspederet fra Stavanger, som det skulde. Og tak for hvert godt og kjærligt ord, Du skriver. Jeg blev så hjærteglad ved at læse det, og især fordi Du nævner det, som kom imellem os den aften Du fortalte om Jakob og Mathilde. Jeg følte jo din anklage mod mig hele tiden mens Du beretted, og derfor havde det vært overflødigt at gå så direkte på, som Du gjorde tilsidst. Men detteher, med hustruers jalousi på mændenes fortid er nu aldeles ikke til at blæse ad og bare ynke og bagtale. Mændene kommer ind i ægteskabet med vaner og forestillinger fra ungkarletiden, og for mange af dem er deres bedste glæde at snakke om og at mindes fordums elskov o.s.v. mens så mange koner intet sligt har bag sig. Det er latterligt at mændene kan ville at denne deres fortid skal være som død og intet. Intet dør og intet sker som ikke drar konsekventser efter sig. Derfor er mit eneste råd: lad kvinderne skabe sig den samme fortid som mændene, eller også lad dem la være at gifte sig. Det er som oftest et helvede de alle går ind til. Jeg har skrevet om det i Constance, i Lucie og i Forrådt, men den nat, efter at Du var gåt fra mig om kvælden i misstemning og uden godnat, og efter at Du havde fortalt mig om Jakob og Mathilde, da stod jeg stille foran vinduet i fru Christensens spisestue, og stirred på Ulrikken og Fløifjældet et par timer og da lovte jeg mig selv at jeg skulde skrive endnu en bog om det samme emne. Det gløded og syded inde i mig og tårerne siled, og hvis jeg lever længe nok, så skal bogen komme. Men imidlertid – jeg er glad i Dig og jeg elsker Dig og jeg er lykkelig ved at Du er min, er min mand og min ejendom og mit dejlige barns far, men jeg kunde vært endnu meget gladere, hvis Du – jaja, det nytter ikke at snakke om dette.

*

Liv Køltzows arkiv, Nasjonalbiblioteket, Oslo. Ubehandlet 283

«Hvor skammer jeg mig ikke over ta have været i stue sammen med mine medhustruer! Og været venlig mod dem. Men når jeg husker på at også mine tjenestepiger har været medhustruer, så siger jeg til mig selv; Du har intet at skamme dig over, for dit sind har vært for rent og ærligt til at kunde forudse eller fatte sligt.»

*

Amalies brev til Arne Garborg 11. aug. 1885. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og

Du kan vite jeg ble forferdelig glad over ditt tilsagn å ville skrive om Constance. Det kan trenges. Behandle den som et »dokument humain«; og den som vil, kan av dette dra den lærdom at kvinnene, nu som alltid, er akkurat det mennene har gjort dem til og har gjort seg verdig til. Kvinnene vil følge eiter, de. De vil si som så: skader use deligheten ikke mennene, eh bien, så kan den heller ikke skade oss. Og jeg tror det for begge kjønns vedkommende forholder seg slik. Den skrekk som står ut av det som de kaller usedeligheten, har hatt en skadelig virkning. Jeg tror det, men jeg vet det ikke. Og så er kvin nene fremfor alt det som det forbannede fortielsessystem har gjort dem til. De vet jo ingenting. Tenk hvor det må pirre nysgjerrigheten, dette om ingenting å vite endog bare halv beskjed. Og hvor det må bringe dem til å dømme galt og forkjært og dumt om de tingene. Jeg lar også Constance i siste øyeblikk komme med en beklagelse over at hun hadde visst for lite. Jeg tror de bør oppdras med full klarhet over alle de naturlige spørsmål og funksjoner og foreteelser.

*

Amalies brev til Arne Garborg juli 1885. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Dine spørgsmål er ikke så lette at besvare. Jeg skal gjøre mit bedste og jeg skal være ærlig, men så må du ikke bli fælen over at jeg kan snakke så ret frem om disse hemmelige ting. Og du må aldrig sige det til nogen. Jeg tar det som et forretningsanliggende. Hvis jeg nu var mand, og havde studeret den kvindelige physchologie [sic], vilde jeg klare alt dette bedre; nu blir det bare et praktisk lægmands skjøn forstår du; men jeg har gransket og grublet så meget over dette uudgrundelige emne at jeg har lavet mig et slags syn som jeg vilde gå i døden på er rigtigt. Jeg ved så god besked og har talt med en masse kvinder om det, som under grad og krympelse har snakket om det. Min mening er den: der er to sorter kvinder, to store sorter skjønner du, med en del afskygninger og variationer under sig. Den ene sort – den lykkeligste er de stærkt sanselige, – de er så naturafrundne så fri for forkvakling, så frisk og sund og dygtige at de har glæde af den kjønslige omgang straks, og med alle. Det har jeg tænkt mig må være efterkommere af kvinder hvis mødre gjennem generationerne ikke har nedkuet sine drifter, men ved brug holdt organerne friske. Så er der den anden sort, hvis kjønsevne når det gjælder den legemlige omgang er så svag, så udvisket og forvandet, at de ligger i ægtesengen hele livet gjennem uden nogensinde at ane hvad glæde af samlejet vil sige. Efter mit og mangfoldige andre kvinders skjøn er denne sort den talrigste. Det dumper ud af så mange, mange hustruer når man sidder og taler om sligt, og de er altid så floue, så sikker på at de er en und tagelse, en abnormitet, og blir så glade og lettet, når de hører at andre har det ligedan. En god ven af Skram der har »levet« overordentlig meget har forsikret at han aldrighar truffet en kvinde med kjønsdrift, han mente med evne til at ha nogen glæde deraf. Men netop disse kvinder har et græsseligt sanseligt fantasiliv; de har et slags kjønsdrift, men den er på en måde åndelig, det vil sige deres legemer nægter at gjøre tjeneste, organet er bleven så slapt eller übrugeligt, hvad jeg skal kalde det. Men børn får de; du store gud for alle de kvinder, der må gå igjennem den smerte at føde børn, uden nogensinde at ha følt glæde ved deres undfangelse. Min svigermor har havt 8 børn, og hun har altid ligget som en slags martyr i sin mands arme; den ene af hendes døtre som er gift, har akurat samme skjæbne, og således i det uendelige. Så er de naturligvis kokette af lutter nysgjerrighed, de går altid og tænker at de ikke har fåt den rette mand, men det er ikke så; fejlen ligger i deres eget legeme. Derfor kan også en sådan kvinde som f.eks Constance bli kysset på øret, og stå tæt op og ned en mand uden at føle det ringeste ved det; hun er jo vant til at begramses og ligge i ægteseng kold og ufølsom. På dette område har verden endnu [uavsluttet]

*

Amalie til Vilhelmine Ullmann 23. april 1886. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Jægersborg hotel 23de april 86.

Kjære, snille fru Ullmann! Hvor det var pænt af Dem at svare mig så snart denne gang. Jeg

havde siet ikke ventet det, og derfor blev jeg så glad da jeg så konvo lutten, ja, for jeg kjender Deres handskrift straks jeg ser den, jeg tar aldrig fejl. – De spør mig om det er det jeg vil ha sagt med «Constance Ring« at der er kvinder som ikke kan elske. Ja, det er det, jeg vil ha sagt, men naturligvis ikke bare det. Jeg vil også ha fortalt hvorledes mændene er, og hvorledes deres færd og dyriskhed nødvendigvis må virke på kvinder som Constance, hvoraf der er i mængdevis. Jeg mener for resten ikke at disse kvinder ikke kan elske, men det er dette at [de, slig som de er beskaffen – krysset ut] den ævne de har i retning af kjærlighed kvæles og vendes om til modbydelighed under samlivet med mandfolk som Ring. Fordi deres ævne til kjærlighed er så ringe. Og hvorfor er den det? Fordi den mangler det sanselige element. En kvinde der har sin gode, naturlige sandselighed, eller lad mig sige det helt ud, kjønsdrift i behold, vil ikke føle den ækkelhed som Constan ce føler for sin mand. Hun vil på en måde være reddet derigjennem at hun føler sig sanselig tilfredsstillet i ægteskabet. Og så vil hendes væsen bli et andet, hun vil virke godt på sin mand, drage ham op iste detfor at skyde ham udenfor sig, hvor han efter sin natur må synke. For dette med sanseligheden spiller en vældig rolle. Det nytter ikke at nægte det, eller lade som det ikke gjør det. At så mange kvinder er uden ævne til at føle glæde i ægteskabet rent sanselig tåget, er en følge af at kvinden gjennem så mangfoldige århundreder har været nødt og vant til at kue og kvæle sin drift. Når et organ ikke bruges, så forsvinder det efterhånden. Men dette med et væsens kjønsdrift er jo en naturlig ting, og altså en god ting. Derfor er det et spørsmål om det har været bare godt og priseligt dette med at kvæle og kue. Et træ kjendes på frugten. Og sikkert er det at dette faktum at de ikke har glæde af samlejet med manden, for mange ægteskabers vedkom mende er en ulykke. For når hustruen ingen glæde har af det, så føler hun helt naturlig afsky. Hun forstår det simpelt hen ikke. Hun ser på sin mand som på et slags vildt dyr. Og derved blir hun intet godt for sin mand, men demoraliserer ham tværtom. Det er såre sandt hvad Garborg skrev i N.T. i anledning min bog at slige kvinder er frygtelige og farlige årsager til usædelighed. Galt er det, som det er, det har jeg bestemt følelsen af; men hvordan en skal bære sig ad for at få det bedre, se der står min forstand stille. Nu, når jeg har skrevet alt dette, får jeg frygt for at jeg skal ha stødt dem ved at tale om sligt, men den følelse må De i tilfælde se til at fordrive kjære fru Ullmann. Jeg vilde hellere brænde mig på alle ti fingre end støde Dem, men jeg har så megen respekt for Dem at jeg når De spørger ikke kan spise Dem af med tomt snakkeri.