Uhell

Amalie til Erik Skram 18.4.1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-september 1883. Oslo, Gyldendal

forfærdelig forgalt at jeg kan være sammen med alle andre, så meget jeg lyster, kun ikke med dig. Nu vil de ha’e mig med på en såkaldet fodtur i pintsen, Erns[t] Sars, Lammer’s, Vibes og nogle til. Jeg siger ja, og er samtidig forbitret og fortvilet fordi det ikke er med dig jeg skal. Det er til Krokleven vi drager, et for sin skjønhed og sin udsigt berømt sted på Ringerike. Du har havt ”et ubegribeligt held:

*

– Du har havt uheld med dine 200 kr. som du ikke fik, men det er værre for mig, for jeg er i flytningen bleven frastjålet min portemonaie med mere end 100 kr i, og du har bare ikke fået nogle penge, som du aldrig har havt. –

*

Amalie til Erik Skram 1. nov. 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

De dampskibe jeg skal reise med, går alle sammen i stykker. Imorges da jeg kom ned med kuffert og alt, fik jeg høre at også ”Baldur” var gået itu. Jeg forsøgte at tage med jernbanen for dog at komme afsted, men den gik just som jeg kom ind på perronen. Det ser ud til at jeg ikke skal få komme, og jeg har været lige på nippet til idag at opgive det hele, især siden din forhærdede taushed just ikke gjør mig egentlig modig. Du må jo af aviserne have sét disse skibes havarier, og kunde altså sendt mig et telegram med forespørsmål, hvis du havde villet. Jeg drager dog alligevel iaften, skjøndt jeg kanske helst burde lade være, – men jeg tale med dig. Jeg har fundet ud af at jeg kan gå med ”Dronningen” til Kristiansand, derfra lørdag morgen med dampskib direkte til Kjøbenhavn. Vil du spørge efter om når det skib kommer, for at møde mig, ellers går jeg ikke iland, men tager sporenstregs tilbage overland ad en eller anden vei. Men naturligvis forliser jeg underveis. Det gjør alle skibe i denne tåge. Altså til på lørdag, hvis jeg da er ilive. Undertiden tror jeg at du er død, eller idetmindste sengeliggende. Det er så underlig utrygt, intet at have hørt. Gud ved om jeg burde reise. – Men altså, til på lørdag.

*

Amalie til Erik Skram 28. juli 1885. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal

Min kjære elskede, endelig idag kom dit næste brev, og det var ikke hverken langt eller til at bli noget videre glad i. Det rystede mig derimod at du havde været så tæt ved en ulykke for ikke at sige ved døden, idet du på denne måde blev hevet ud af vognen. Gud ved hvordan det var gået mig; jeg havde formodentligt slået mig sønder og sammen, og var bleven liggende igjen på en bondegård med knækkede ribben. Og jeg som alt i forvejen er så bange for at kjøre; der kan du se, den behøver ikke at være så aldeles ugrundet, den frygt. Hvis du var bleven liggende med knuste lemmer, så havde du vel ladet mig straks komme til dig? Du skulde ellers være lidt forsigtig, for jeg har altid erfaret at når det først begynder at spøge efter en, gir det sig ikke med første tørnet. Begyndelserne er bare et slags varskoer. Pas nu på.

*

Amalie til Erik Skram 9. nov. 1895. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal

Siden jeg kom, har jeg ustanselig vært rundt i hele Paris for at finde bosted. Jeg har måttet leje droske pr/time, da afstandene er så uhyre, og sporvognene umulig til at få plads i medmindre man står med et nummer i hånden og venter i timevis på sin tur. Og det har øsregnet hver dag omtrent, og gaderne har vært som Kjøbenhavns på det værste.

Fru Gudmann har vært med mig – ja første dag var det Elna – og fru Gudmann råded mig så stærkt fra at leje et værelse bare. Jeg vilde komme til at sidde der uden mad, og ikke gå ud og spise. Når man ikke er kjendt i Paris, er det ikke godt for en dame at søge madsteder alene o.s.v. Hendes grunde var så overbevisende. Fru Heide, den norske, hvis mand er en af Parises første tandlæger, i hvis elegante lejlighed, jeg sammen med Elna gjorde en visit for at høre råd, sa nøjagtig det samme som senere fru Gudmann, og så blev det da pensionater vi søgte efter. Jeg tror, jeg har vært på 12 forskjellige, alle i forskjellige bydele, og de har alle vært sande svinestier, med stank til at falde om af, og værelser så små at der bogstavelig ikke var plads til at komme forbi sig selv. Priserne her varierte fra 150, 160, 180, 200. Alle lige fæle. Et eneste sted var godt og ordentligt – her hvor jeg nu bôr, hos madame d’Aumont, en fin gammel dame, enke efter en bekjendt læge. Her har jeg et yndigt værelse der vender ud til en liden have med forresten store, stygge bygninger omkring, godt rum, pent møbleret, god seng og rent og hjemligt. Spisestuen, som jeg først nu så til frokost (jeg kom igåraftes) er nydelig og pen forholdsvis stor, dagligstuen liden, men hyggelig. Og så er her en gammel bretagnerpige med national hodebedækning, som er aldeles dejlig. Pigerne i de andre pensionater drypped af lort og ækkelhed. Men prisen er 250 frc. Jeg tøved og tviled længe, og tænkte på at ta til takke i en af svinestierne, men gudskelov for jeg ikke gjorde det! Her befinder jeg mig så vel, og her er kun en pensionær til.